Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret
i Zoo Magazine nr. 13, april/maj 1998)
Max Cavalera: "Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig." |
[Baggrund:
Der er blevet sladret meget om, at det var den dominerende Gloria Bujnowski,
Max’ kone og manager, der var skyld i, at Max forlod Sepultura den 16. december
1996. Da jeg i forbindelse med lanceringen af Max’ nye band, Soulfly, interviewede
den brasilianske metalmusiker via telefonen, fik jeg en prøve på Glorias
dominans. ”Hold øje med uret!” formanede Gloria mig, før hun stillede mig om
til gemalen. Tyve minutter, lige på sekundet, det var, hvad jeg fik med den
tidligere Sepultura-stjerne. Det kunne let være blevet til en lang snak, for
Max viste sig at være en snakkesalig og godhjertet person. Vores fælles
begejstring for Led Zeppelin – og religion! – fik det til at klikke.]
Max Cavalera
taler et gebrokkent engelsk med kraftig latinamerikansk accent. Men han har
noget på hjerte.
”Mit motto
er: ’Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig.’ Det
handler om at respektere hinanden. Hvis folk respekterede hinanden, ville
verden blive bedre. Som min kone [Max’ manager Gloria Cavalera, red.] altid
siger: ’Hvis hver rig person i verden gav bare en lille smule, ville der ingen
fattige være.’ Men sådan fungerer det ikke. De rige er skideligeglade, de
ønsker bare at blive rigere. Hvis jeg tjente en masse penge, ville jeg helt
bestemt hjælpe de fattige, men det er der kun en ud af ti, der gør,” siger Max
Cavalera, der ikke mener, at verdens tilstand er på vej mod det bedre.
”Der bliver
flere og flere arbejdsløse og hjemløse, det hele bliver bare mere og mere fucked
up.”
Denne
sociale bevidsthed skinner også igennem på debutpladen med Soulfly, bandet som
Max på rekordtid har fået op at stå, efter at han i 1996 ragede uklar med
bandkollegerne i Sepultura og under tænders gnidsel gik sine egne veje.
Musikalsk fortsætter Max dog, hvor han slap med Sepultura.
Det vil
sige, at Soulfly med stor kunstnerisk tæft fusionerer metal med bl.a. hardcore
og rap. På ”Chaos A.D.” (1993) og ”Roots” (1996) benyttede Sepultura sågar
etnisk percussion fra den brasilianske regnskov. Også med Soulfly bruger Max
trommerytmer fra sit hjemland.
”Disse
trommer er fra det nordlige Brasilien,” forklarer Max, der i dag er bosat i
USA.
”Det er
åndelige rytmer, og de stammer helt tilbage fra slaveriets tid for 300 år
siden, og de er meget kraftfulde. De passer godt til min musik.”
De åndelige
elementer i rytmerne hører sammen med den afro-brasilianske umbanda-religion,
som Max er vokset op med i Brasilien, og som, han hævder, er ligeså naturlig
for ham som fodbold.
”Umbanda kom
sammen med de afrikanske slaver for mange år siden. Den minder meget om katolicisme,
men med andre afrikanske navne. De [dem, der praktiserer umbanda, red.] har
forskellige teorier, som f.eks. at vi taler med ånderne, og at ånderne taler
tilbage til os og guider os gennem livet. De tror på enkelhed, man behøver ikke
at have store guldaltre eller sådan noget, man skal bare være ærlig. Når man
beder, skal man være ærlig med hensyn til sine bønner.”
Bandnavnet
Soulfly har også forbindelse til umbanda.
”Jeg
besluttede at bruge navnet, fordi det har en personlig betydning for mig. Hvor
vi end spiller eller drager hen, føler vi energien og styrken fra sjælene af de
mennesker, som ikke er her længere, og som vi savner. De flyver omkring os, og
derfor valgte jeg navnet Soulfly,” siger Max Cavalera, der med sit nye band har
udsendt en af de metalplader, der formentlig vil vække størst opsigt i 1998. \m/
DE HOLDER MAX
To Sepultura-albums, der gjorde en forskel
”Beneath The Remains” (Roadrunner, 1989)
Purunge og
med tre plader bag sig indtog Sepultura førerpositionen i death/thrash-undergrunden
med dette album, hvor brutale præcisions-riffs parres med et sejt groove og
medrivende melodier. Pladen gav death metal-scenen blod på tanden og skabte
respekt i mainstream-pressen.
”Chaos A.D.” (Roadrunner, 1993)
Musikalsk
molotovcocktail med et sprængfarligt indhold af thrash, hardcore og aggressive
politiske statements. Introducerede Sepulturas senere varemærke:
stammetrommerne fra den brasilianske regnskov. En af 1990’ernes første
hybrid-metalplader. Banebrydende.
FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar