søndag den 22. juli 2012

Dyriske drifter

April Wines hyldest til den hårde rock var ladet med den indestængte følelse af vildskab, som store dele af ungdommen følte.

April Wine anno 1981: Grrrr ...
April Wine – navnet siger næppe mange moderne metalfans noget. Men i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne var April Wine et band, som var på vej op i den hårde rocks superliga.

I 1980 spillede April Wine ligefrem på heavy rockens store, prestigefylde festival, Mosters Of Rock i Castle Donington, England. Her var April Wine på plakaten sammen med nogle af tidens mest toneangivende grupper: Rainbow, Judas Priest, Scorpions og Saxon.

På den live-lp, der efterfølgende blev udsendt som souvenir til horderne af heavy-hungrende metalfans, kan man høre April Wine hidse festival-publikummet op: ”Er I fyre sikre på, at I ikke er til disco?” (Disco var heavy rockens fjende nr. 1 på det tidspunkt.) Monsters Of Rock-folket var afgjort ikke til disco. De ville have det hårdere og hurtigere. Og det fik de så, og April Wines ”I Like To Rock” er da også en af de bedste skæringer på ”Monsters Of Rock”-albummet.

DRAMA OG HYLENDE SIRENER
Der var en god stemning omkring April Wine i begyndelsen af 1980’erne. Forhåbningerne til det canadiske band var store. Britiske musikmagasiner som Sounds rapporterede begejstret om April Wines bedrifter. Og den ellers heavy-hadende Danmarks Radio bragte sågar en koncertoptagelse med April Wine på P3 i 1980 (eller var det i 1981?).

På denne optagelse kunne man bl.a. høre ”I Like To Rock” og andre af April Wines travere fra sen-halvfjerdserne, såsom ”Right Down To It”, ”Get Ready For Love” og ”Hot On The Wheels Of Love”. Kærlighedstitlerne skal man ikke lægge for meget i, for der var tale om god, gedigen betonrock: gyngende, swingende og iørefaldende uden at være poppet. Det var sange med drama, outlaw feeling og hylende sirener.

Især hjemme i Canada solgte April Wine plader i et omfang, som til sammenligning med vores dages usle pladesalg nærmede sig det astronomiske. Platinplade efter platinplade kunne bandlederen Myles Goodwyn & Co. hænge på væggen.

Med albummet ”Harder … Faster” (1979) scorede April Wine sågar guld i USA. Albumtitlen skal ikke forlede nogen til at tro, at April Wine var en slags forløbere for grindcore oder sowas. Titlen havde det canadiske band stjålet fra en pornofilm. Men den sendte de helt rigtige signaler i en tid, hvor den hårde rock oplevede et opsving, som endte med at gøre genren til en dominerende faktor i 1980’ernes musik.

ET BRØL AF EN SOLO
Den indædte kamp mod disco var også et tema på ”Wanna Rock”, en af skæringerne fra 1981-albummet ”The Nature Of The Beast”. April Wines hyldestsange til den hårde rock var ladet med den indestængte følelse af vildskab, som store dele af ungdommen følte. Især den del af ungdommen, som blev kaldt ”Bad Boys” – hvilket for resten var en af sangtitlerne på albummet.

Jo, April Wine appellerede til de slemme drenge. Den hårde rock var en ventil, som fremmedgjorte, unge fyre fra samfundets laveste lag brugte til at komme af med deres aggressioner og frustrationer. Alle de dyriske instinkter og drifter, som blev (og stadig bliver) holdt nede i vores tamme, stillesiddende civilisation.

Det var disse dyriske drifter, som kom til udtryk på coveret til ”The Nature Of The Beast”. Her ses en rockguitarist i læderbukser midt i et brøl af en solo. Guitaristen er udstyret med et tigerhoved, og han blotter de lange sabelagtige hjørnetænder i en aggressiv grimasse. Vildt og utæmmet. Farligt.

Og så var der dobbeltplatin til April Wine i Canada, og guld i USA. Plus store overskrifter og superlativer i Sounds, det britiske musikblad, som for alvor havde fingeren på pulsen, hvad angår heavy rock – og som senere muterede til hårdrockmagasinet Kerrang!.

En sang som ”Future Tense” udtrykte præcist de rebelske og utilpassede følelser, som mange langhårede rødder gik med i den periode. Og det hjalp også, at musikken var den mest hårdtslående, som April Wine hidtil havde leveret. ”Crash And Burn” var en musikalsk knytnæve, et knockout-slag, der med al sin slagkraft kun varede to et halvt minut.

EN NY GENERATION TOG OVER
Metalrocken har slået mange kolbøtter, siden April Wine udsendte ”The Nature Of The Beast”. Og allerede året efter blev Myles Goodwyn & Co. kørt agter ud. April Wine dummede sig og gled ud på et AOR-agtigt sidespor i stedet for at fortsætte i den musikalske overhalingsbane.

Og så var det ellers adjø til April Wine som et centralt heavy rock-band. En ny generation af bands tog over – og i stedet blev Canada repræsenteret af langt mere aggressive bands som Anvil og Exciter. \m/

April Wine, som de så ud på omslaget til albummet "First Glance" fra 1978.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 15. juli 2012

Fed smadder og alfahan-brøl

Thrashet metal, der tonser af sted i næsehorns-galop, parres med et mastodontisk stoner-doom-tramp på ”De Vermis Mysteriis”.

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin/ katalog 2/2012)

Jesus-fantasier, fabler om tidsrejser og stof fra forfattere som  H.P. Lovecraft, Robert Bloch og
Robert E. Howard ligger til grund for tekstkonceptet på "De Vermis Mysteriis" (=ormens mysterier).

HIGH ON FIRE
”DE VERMIS MYSTERIIS”
E1 Music
******
For fans af: Mastodon, The Sword, Sleep

Power-trio er kun et fattigt ord, når det gælder High On Fire.

Det californiske band har på deres sjette album udslynget – endnu! – en tordenkile. For High On Fires musik gnistrer af kosmisk højspænding og buldrer af rullende torden fra urtiden. Det er arkaisk metal i en moderne tid.

Motörhead, Slayer og Black Sabbath får kamp til stregen, hvad angår slagkraft og rykkende voldsomhed. Matt Pikes stemme er et grødet alfahan-brøl, udstødt af en mand med hår mellem tænderne.

”De Vermis Mysteriis” er én stor massiv lydmur af fed smadder, hvor trommerne lyder som trommer og ikke udsender computeragtige klikkelik-lyde. Det er musik, som går lige i mellemgulvet, og som kræver nyrebælte, når man drejer volumenknappen op mod maksimum.

Højt og langsomt tempo veksler og skaber dramatiske kontraster. På en skæring som ”Madness Of An Architect” rider High On Fire af sted på et monster af et doom-riff. På åbningsnummeret ”Serums Of Liao” går gruppen bersærk: de slagter løs i et opspeedet gear.

Stor sangskrivning er det måske ikke. Men det er effektivt. Og det er metal – ægte metal! \m/

High On Fire er centreret omkring guitaristen og sangeren Matt Pike, der oprindelig kom fra det
legendariske doom metal-band Sleep. (Foto hugget fra Wikipedia)
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

fredag den 6. juli 2012

Heavy rock med hår mellem tænderne

Tyg lidt på titler som ”Satan’s Serenade”, ”Devil’s Brew” og ”Stoking Up The Fires Of Hell”. Det lyder som black metal, men er mørk heavy rock fra epoken før, metalmusikere begyndte at sminke sig som pandaer.

Udsnit af coveret til "Satan's Serenade".
Der var en bøhmand på coveret. Og når man satte pickuppen i maxisinglen, blev trommehinderne bearbejdet af et arrigt guitarriff. Musikkens mørke blev forstærket af low budget-produktionen og det kutteklædte kor i omkvædet. Og så var der ellers dømt kultklassiker.

Jo, ”Satan’s Serenade” står stadig som en af de mest mesterlige præstationer inden for New Wave Of British Heavy Metal. Bandet bag præstationen hed Quartz.

SKYGGEMEDLEM AF BLACK SABBATH
Quartz kom fra metal-metropolen Birmingham, hvor medlemmer fra Black Sabbath, Led Zeppelin, Judas Priest, Slade og Napalm Death også stammer. Quartz blev dannet i midten af 1970’erne, og gruppens claim to fame var, at de var Black Sabbaths protegéer.

Ozzy & Co. tog gladelig Quartz med på turné. Ja, Tony Iommi producerede sågar Quartz’ debutalbum fra 1977.

Spørgsmålet er så, hvem der fik mest ud af det samarbejde. I hvert fald blev Quartz’ tangentspiller og guitarist Geoff Nicholls en slags skyggemedlem af Black Sabbath fra 1979 og frem. Nicholls leverede sågar sange til Ozzys soloalbum ”Down To Earth” fra 2001.

Geoff Nicholls’ relation til Black Sabbath har næppe gjort ham til millionær. Nicholls optrådte ikke på bandfotos, og han fik ikke altid lov at blive set på scenen under Black Sabbaths koncerter. Det var heller ikke altid, at Nicholls blev krediteret for sine bidrag til Black Sabbaths sangskrivning. Mere om det senere i dette blogindlæg.

Quartz med Geoff Nicholls bagest i midten.

DYSTRE STEMNINGER
Stilistisk lå Quartz i krydsfeltet mellem Black Sabbath og Nazareth. Det vil sige, at deres musik havde mere tilfælles med 1970’ernes fodstampende betonrock end med 1980’ernes fræsende heavy metal. Sangeren Mike ”Taffy” Taylor havde på numre som ”Satan’s Serenade” en ru stemme, der lød, som om en baggårds-kirurg havde erstattet hans stemmebånd med sandpapir.

Quartz-debuten fra 1977 er stadig værd at lægge øre til. Især hvis man er Black Sabbath-fan. Jeg ved ikke, hvor mange fingerbøller Tony Iommi havde med i selve guitarspillet på albummet, men i hvert fald kan man høre guitarlir på skæringerne ”Street Fighting Lady” og ”Pleasure Seekers”, som minder fælt meget om det, der dukkede op på Black Sabbaths ”Mob Rules”. Jeg har en mistanke om, at Iommi sad ved mikserpulten og fik idéer, mens Quartz spillede op.

Men endnu værre: basgangen på ”Mainline Riders” minder til forveksling om rygraden i Black Sabbaths ”Heaven And Hell” (1980). Forbindelsen til Quartz leder man dog forgæves efter på albumcoveret til ”Heaven And Hell”. Kun de fire officielle Black Sabbath-medlemmer er krediteret for sangen.

Og mon det ikke var Geoff Nicholls, som (ukrediteret!) var primus motor bag de dystre stemninger i et instrumentalnummer som ”Stonehenge” (hør den i fuld længde på deluxe-cd-udgaven af Black Sabbaths ”Born Again”, udgivet i 2011)?


BØLLEBANK
Efter at Geoff Nicholls forlod Quartz, indspillede bandet deres måske bedste album: ”Stand Up And Fight” (1980).

”Stand Up And Fight” havde et pladeomslag med slagkraft. En fantasy-kriger er i færd med at dele bøllebank ud; hans muskelsvulmende arm svinger en morgenstjerne mod en modstander, som går på røven i kampens hede.

Det var selvfølgelig ikke første gang, at heavy-fans kunne bade øjnene i illustrationer af barbariske krigertyper. Dust, Nazareth og Molly Hatchet havde pakket deres musik ind i lignende artwork.

Men på ”Stand Up And Fight” var coveret virkelig passende. For albummet er proppet med riffs, hvor øksen flækker pandebrask efter pandebrask. En mandfolke-basgang som den, der høres på ”Wildfire”, ville have pyntet op på de seneste to årtiers Slayer-plader. Det her er herre-heavy med uønsket hårvækst mellem tænderne.

IKKE SEXSYMBOLER
Quartz var et kreativt band med et godt ry – også blandt heavy rockens superstjerner. Under indspilningerne af Quartz’ debutalbum indvilgede Queen-guitaristen Brian May og selveste Ozzy Osbourne i at medvirke på nummeret ”Circles”. Nummeret kom ikke med på albummet (!!!), men endte sine dage som b-side på singlen ”Stoking Up The Fires Of Hell” (1980).

Med en sådan goodwill kan det undre, at Quartz ikke selv blev superstjerner.

Jeg tror, at Quartz’ problem var, at de manglede et image. Der var simpelthen for stor forskel på, hvordan Quartz lød, og hvordan de så ud.

Quartz-medlemmerne var ikke ligefrem sexsymboler. Fuldskæg, borgmestermaver og bluser med polokraver fik dem på en dårlig aften til at ligne en flok godmodige dartspillere fra den lokale pub. Det var ikke et look, der kunne hamle op med Lemmys patronbælte eller Rob Halfords nittearmbånd.
 
QUARTZ’ ARV LEVER STADIG
Men tør lige øjnene. For Quartz er måske nok et skammeligt overset band. Men glemt er bandet absolut ikke. Quartz’ musikalske arv lever stadig. F.eks. har det japanske black/thrash-band Sabbat indspillet en coverversion af ”Satan’s Serenade”. Det samme har tyske Roxxcalibur. Og doom metal-gruppen Orodruin har indspillet ”Stand Up And Fight”.

De gamle vinyludgaver af Quartz’ skiver sælges til pæne summer – også i DK. Og så sent som i 2004 udsendte Castle Records en dobbelt-cd, der samlede kendt og obskurt Quartz-materiale op. Cd’en var opkaldt efter bandets fedeste sang og hedder selvfølgelig ”Satan’s Serenade – The Quartz Anthology”. 

UPDATE 2016: Quartz blev gendannet i 2011. Siden da har gruppen udgivet tre albums, senest ”Fear No Evil” (2016). Quartz spiller på Metal Magic Festival i 2017.  <13>

Quartz-diskografi kan tjekkes her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 2. juli 2012

De tænker stort

Rush er på ”Clockwork Angels” vendt tilbage til deres gamle heavy-stil fra 1970’erne. Eller er de?

Rush, som de så ud på omslaget til "2112" fra 1976. Fans drømmer stadig om, at trioen
vil vende tilbage til stilen fra dengang.
Sære, kantede og i konstant forandring – sådan har Rush været lige siden, de etablerede sig som et af heavy rockens mest ubestikkelige og kunstnerisk kompromisløse bands i midten af 1970’erne.

Kultstatus og store stakke af guld-, sølv- og platinplader er, hvad den canadiske trio har fået ud af være sig selv med hud og hår i fire årtier. Det er ikke alene unikt. Det er ufatteligt.

Rush har ikke kun haft indflydelse på såkaldt progressivt metal. Rush har også inspireret talløse kunstnere inden for industrial, avantgardistisk metal og alternativ rock. Ja, sågar musikere inden for thrash og dødsmetal har suget Rush’s kunstneriske næring til sig.

Så selvom Rush ikke umiddelbart passer ind i metalgenrens stereotyper, har den canadiske trio haft en nærmest universel påvirkning på den hårde rocks udvikling. Senest har Rush sat sit præg på Machine Heads ”Unto The Locust” (2011).

GRANDIOSE PROPORTIONER
Som så mange andre grupper fra betonrockens guldalder blev Rush’s succes grundlagt for flere årtier siden. Gennembrudsalbummet ”2112” (1976) står stadig som trioens hovedværk sammen med ”Moving Pictures” (1981).

Rush’s musik har udviklet sig enormt siden debutalbummet ”Rush” (1974). Udgangspunktet for Rush var 1960’ernes proto-heavy-grupper som Cream, Blue Cheer, Yardbirds og The Who. Det er en ren tilståelsessag for Rush, der da også hyldede disse grupper på ”Feedback” – en ep, som trioen udgav i forbindelse med gruppens 30-års jubilæum i 2004.

Som årene gik, svulmede Rush’s musik op til grandiose proportioner. Canadierne gjorde sig fri af Led Zeppelin-inspirationerne og kastede sig ud i store episke værker med indviklede koncepter. Nogen mente, at det blev lovlig prætentiøst på albums som ”A Farewell To Kings” (1977) og ”Hemispheres” (1978). Det mente Rush også selv, så på ”Permanent Waves” (1980) slog trioen ind på en mere iørefaldende og new wave-agtig vej.

UDFORDRING FOR FANSKAREN
Geddy Lee (bas, vokal, tangenter), Alex Lifeson (guitar, tangenter) og Neil Peart (slagtøj) har udviklet en formidabel evne til at skifte ham.

Progressive udskejelser, fusions-jazzede excesser og neoklassiske flirterier prægede Rush i sen-1970’erne. I 1980’erne begyndte man at høre ringlende genklage fra U2 og Simple Minds i Rush’s musik. Men uanset, hvilken stilretning Rush har taget, har trioen altid lydt som – Rush. Man har aldrig kunnet anklage Rush for at følge trends af kommercielle grunde. For Rush blev new wave, reggae og ska ikke et modediktat, men en inspiration.

På ”Signals” (1982) og ”Grace Under Pressure” (1984) gik der nærmest synth-pop i Rush. Selvom det unægtelig var et vildspor – og en enorm udfordring for den del af fanskaren, der dyrkede Rush’s progressive rock-koncepter fra 1970’erne med religiøs andagt – kom der nogle holdbare sange ud af Rush’s meget elektroniske og digitalt-lydende værker.

Noget af det bedagede, konservative og åndsaristokratiske blev børstet af Rush i 1980’erne. Det var befriende, at Rush’s fortidsromantiske livssyn fra ”A Farewell To Kings”, hvor tekstforfatteren Neil Peart begræd tabet af fordums storhed, blev erstattet med en appetit på fremtiden på skæringer som ”New World Man” (1982).

Men det var ikke ligefrem musik, der animerede til hæmningsløs headbanging. Og Rush’s musik blev i manges øren for steril i den synth-dominerede periode.

ET VENDEPUNKT
På ”Counterparts” (1993) skruede Rush igen op for guitarerne – tydeligvis inspireret af grunge-revolutionen og den alternative musiks fremmarch i hårdrocken.

”Counterparts” blev måske nok et vendepunkt i Rush’s historie. Men albummet fik ikke fandommen til at stoppe med at drømme søde drømme om, at Rush ville vende tilbage til stilen fra deres legendariske storhedstid i 1970’erne – dengang Rush-numre bar eksotiske titler som ”Xanadu”, ”The Temples Of Syrinx” og ”Cygnus X-1”.

Men i 1990’erne var det i sig selv et stort krav at få Rush til at sætte enkelte numre fra 1970’erne på sætlisten. Neil Peart knuste mangen et hjerte ved i interviews at rakke ned på gruppens sangskat fra 1970’erne.

På livealbummet ”Different Stages” (1998) forbarmede Rush sig dog over deres 1970’er-hungrige fans: en cd med en veloplagt optagelse af Rush’s optræden på Hammersmith Odeon i London fra 1978 blev allernådigst vedlagt. Og sørme om der ikke var 1970’er-klassikere inkluderet på det tredobbelte livealbum ”Rush In Rio” (2003). Det samme gjaldt ”Time Machine 2011: Live In Cleveland” (2011). Rush var kommet til fornuft.

NUL NOSTALGI
Det er efterhånden blev en fast disciplin for anmeldere og fans at påstå, at nu er Rush vendt tilbage til den gamle hårdrock-stil fra 1970’erne. Påstanden blev fremført, da Rush udsendte ”Snakes & Arrows” (2007). Og den bliver i disse dage gentaget i forbindelse med udgivelsen af Rush’s nye studiealbum, ”Clockwork Angels”.

Som altid skal man drysse en håndfuld salt ud over påstanden. Godt nok kaster Neil Peart sig på ”Clockwork Angels” ud i et ambitiøst koncept: hele albummet fortæller én lang historie, som i hvert fald på overfladen kan minde om ”2112”. Og det er tilmed planen, at historien skal udmønte sig i en roman, som Neil skriver sammen med science fiction-forfatteren Kevin J.  Anderson.

Men det ville ikke ligne Rush at fortabe sig i nostalgi. Og selvom ”Clockwork Angels” – måske! – er trioens heavieste album siden ”Moving Pictures”, så skal man ikke forvente, at Rush på ”Clockwork Angels” kaster sig ud i brølende og frådende metal-epik à la ”By-Tor And The Snow Dog” (1975).

Jo, der er et par (vist nok morsomt mente) referencer til ”Bastille Day” (1975) på skæringen ”Headlong Flight”. Men den meget iørefaldende ”The Wreckers” er melankolsk på en måde, der minder mere om ”Afterimage” (1984) eller ”Bravado” (1991) end om Rush’s bagkatalog fra 1970’erne.

Og sådan skal det også være. For Rush skal ikke være et retro-band. Rush skal være et band, der konstant flytter grænsestenene ud mod horisonten. I åbningssangen ”Caravan” synger Geddy Lee: ”I can’t stop thinking big”. Det omkvæd ville klinge hult, hvis musikken på ”Clockwork Angels” havde lydt som ”Anthem” (1975) og de andre klassikere fra 1970’erne. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama