tirsdag den 30. september 2014

De 10 mest betydningsfulde albums i mit liv


Jagtdolken har været fremme. Alt fedt er blevet skåret fra – ja, der er ikke kun blevet skåret TIL benet. Der er blevet skåret helt NED i benet på denne liste over de 10 mest betydningsfulde albums i mit liv.

Am I going insane ... ? 
En Top 10-liste uden Deep Purple, Hellhamer, Morbid Angel eller bare én eneste skæring fra The New Wave Of British Heavy Metal?! Det er, hvad der er kommet ud af den Facebook-nominering, som jeg i dag har modtaget af min gode kollega, Lars Schmidt.

Lars og jeg kørte et hårdtrockende tandem i forbindelse med de to gange Ken Anthony Ucensureret Q & A på Zeppelin Bar tidligere i år. Den slags forpligter, så her er den, listen over De 10 Albums, Som Har Betydet Mest For Mig I Mit Liv. At lave den slags svarer ca. til at sidde i den stol, der figurerer på coveret til Metallicas ”Ride The Lightning”.

Derfor skal listen læses med saltbøssen inden for rækkevidde. Og, ups, pladerne er ikke hierarkisk oplistet …

1. SWEET: ”DESOLATION BOULEVARD”
Det var hér, det gik galt for mig. Jeg var 12 år i 1974, og ”Turn It Down” korrumperede min sjæl allerførste gang, de fræsende guitar-riffs ramte mine trommehinder. Selv den vældig lange trommesolo på b-siden elskede jeg. Det var for vildt, det var for fedt! En livsdrøm. Instinktivt vidste jeg, at intet kunne hamle op med heavy rock. Siden da er ethvert forsøg på at desertere fra den hårde rock slået fejl …

2. KISS: ”DESTROYER”
Konfirmationsalderen i 1976. Klassekammeraterne forsøgte at frelse mig på en skoletur til Norge og Sverige. ”De spiller garanteret dårligt,” sagde de om Kiss. Bønder! Bare ét kig på ”Destroyer”s cover var nok til, at jeg begejstret lod mig indrullere i The Kiss Army. Og Bob Ezrin sørgede for, at de ikke spillede dårligt …

3. SEX PISTOLS: ”NEVER MIND THE BOLLOCKS, HERE’S THE SEX PISTOLS”
Jeg forstod kun ca. hvert 5. ord af det, Johnny Rotten ”sang”. Men Steve Jones’ guitar italesatte mine frustrationer og min afmagt. Fra det øjeblik, jeg første gang hørte ”Anarchy In The U.K.” i radioen i 1977, besluttede jeg mig for at forlade flokken og gå mine egne veje …

4. THIN LIZZY: ”LIVE AND DANGEROUS”
Knallert-epoken omkring 1978. Phil Lynott kunne kunsten af skrive poesi for vildlabbere. Hans vers ramte mig lige i hjertekulen, gang på gang. Det skadede heller ikke, at Thin Lizzy havde det rette miks af betonrock-tyngde og punk-attitude. ”Live And Dangerous” var bare deres bedste album – det var lige dét heavier end studie-skiverne

5. BLACK SABBATH: ”SABOTAGE”
Overgangen til voksentilværelsen kan være svær og smertefuld. Min var ca. ligeså behagelig som at få tarmene trukket ud, ”Braveheart”-style. Og ”Sabotage”s sindssyge trackliste var lydsporet til min identitetssøgen og eksistentielle kamp for at få livet til at give mening. Måske er det derfor, jeg stadig anskuer livet sådan lidt på skrå?

6. JUDAS PRIEST: ”SAD WINGS OF DESTINY”
Mit yndlingsalbum. Min begejstring for pladen vokser for hvert år. Det passer til hverdag og fest, i sorrig og glæde. Jeg elsker ALT ved det album. Lige fra coverillustrationen til rifferama’et i sangene og Rob Halfords operatiske præstationer ved mikrofonen. Her er den perfekte blanding af lys og skygge: hammerhårde numre veksler med underskønne ballader.

7. MERCYFUL FATE: ”MELISSA”
Hot Rockin’-tiden, ca. 1983-4. Nigro Mantia og venskaberne i og omkring Black Vejle. En euforisk tid, hvor vi løb storm på erkendelsens døre. ALT musikalsk blev målt i forhold til ”Melissa”. Vi var rabiate. Der var ingen over eller ved siden af Mercyful Fate i den periode …

8. METALLICA: ”RIDE THE LIGHTNING”
… det skulle da lige være Metallica, da de udgav den her i 1984. De var måske nok ærke-metalliske helt ud i snuden på deres udtrådte Nike-sko. Men de havde lige det IK-point mere inde i kraniekassen end de fleste andre på markedet. Derfor kunne de gøre op med genrens mest pølle klichéer og konstant være et skridt foran deres konkurrenter – og deres fans!

9. GUNS N’ROSES: ”APPETITE FOR DESTRUCTION”
Sex Pistols i 1987’er-version. Jeg stod klar ved disken i Van Rock, Odense, den dag lp’en udkom. Gøbbers’ sound var både møgbeskidt og krystalklar. Helt unik! Hvert eneste hi-hat-slag var klassisk. Og så var Slash & Co. nogle fantastiske rollemodeller, ahem. Jeg spejlede mig for sygt i Axl: eyeline, bandana, spidse støvler … og et teatralsk tantrum i ny og næ.

10. EMPEROR: ”IN THE NIGHTSIDE ECLIPSE”
Her fandt jeg asyl fra grunge rockens grå og triste kedsommeligheds-tyranni i 1990’erne. Emperors musik passede perfekt til lædervest og åndsaristokratiske studier i Friedrich Nietzsches og Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskaber. Det var en hård cocktail – ikke mindst for mine omgivelser \m/

ACHTUNG! Jeg nominerer ALLE Rifferamas læsere: Drøn ind på bloggens Facebook-side og list løs!

torsdag den 25. september 2014

Da Satan var fascist


Mercyful Fate gik et pænt stykke over stregen, da de den 25. september 1982 udsendte verdens hidtil sorteste plade.

Omslaget til Mercyful Fates debutskive var malet af Witch Cross' Cole Hamilton.
Jeg glemmer det aldrig! Den efterårsdag, hvor postbudet havde den ledeste skive med: Mercyful Fates debutplade. ”Nuns Have No Fun” også kaldet, og udgivet på det hollandske kultselskab Rave-On Records.

Jeg havde fulgt bandet lige fra dag ét. Ja, faktisk lige fra den dag i 1980, hvor Brats udgav det, som i traditionen er blevet kaldt Danmarks første heavy metal-plade: ”1980”.

Jeg havde skrevet til Brats’ adresse i Nærum og modtaget håndskrevne breve fra selveste Hank Shermann. Hank holdt mig opdateret om Brats, og han sendte mig fotokopierede koncertbilleder af datidens metalstjerner – fotos, som var knipset, når grupperne gæstede København.

Jeg boede langt ude på bøhlandet, i Vendsyssels mørke midte, så Hanks breve og Brats’ musik var et pust af metalcivilisation, hvis vigtighed ikke kan overvurderes.

Som bekendt blev Brats til Mercyful Fate, da King Diamond gjorde sin diabolske entré i bandet. Stilen blev lagt radikalt om. Sounden blev mørk og dyster.

Sortheden virkede voldsomt på mig, da jeg første gang lagde Mercyful Fate-ep’en på pladespilleren. Jeg havde hørt en demoversion af ”Black Masses”, dengang kaldet ”You Asked For It”, og det var vel det heavieste, metal-fandommen nogensinde var blevet præsenteret for. Men det skulle blive værre!

Jeg var ellevild over, at Danmark endelig havde fået sin egen metalscene. Og omtalte efterårsdag sad jeg, oprevet af begejstring over Brats’ melodiske og punkede street metal, Witch Cross’ traditionelle, NWOBHM-agtige schlagere (singlen med sangene ”Are You There” og ”No Angel”) og Pretty Maids lettere raffinerede ”Heavy Metal”-demo.

Hvis Mercyful Fate en kort overgang var gledet ud af min bevidsthed, mens de fik slæbt en pladekontrakt i land, så sprag de denne efterårs-eftermiddag på mig som en sabeltiger. Jeg var overvældet. Og i tvivl. Noget blev sat i skred under mig. Akkurat som når man mister fodfæstet pga. en lavine.

Jeg havde bestilt tre eksemplarer af pladen hos Ken Anthony i Bristol Music Center. Og efter en stakåndet telefonsamtale sad jeg sammen med en af mine venner og lyttede til denne her sorte satan på min pladespiller. Der sad vi så, med volumenknappen drejet skarpt til højre: langt, tjavset hår, bemalede læderjakker og veste med rygmærker. I vores arbejderklasse-miljø kæmpede vi for aldrig at tabe ansigt. Men denne eftermiddag tabte min ven og jeg kæben.

Mon hun snart eksploderer?
Det var for vildt!

Der var de konstant skiftende volds-riffs og den endeløse række af vanvids-soli. De sindssyge skrig. Og så teksterne om at sige ”goodbye to all your fucking angels”. For ikke at tale om noget så ærkehedensk som kutteklædte dødninge, der korsfæster en sagesløs nonne – noget, der blev udstillet på pladens omslag. Grin eller græd, men den var ikke gået i dag. Dét cover hører stadig blandt metalgenrens mest kontroversielle – ever!

Selvom Danmark i 1982 stadig befandt sig i dønningerne efter de frigjorte 1970’ere, gik Mercyful Fate på ”Nuns Have No Fun” et pænt stykke over stregen. Det, som andre metalbands plejede at sige med ordspil og hel- og halvpoetiske vendinger, blev her skåret ud i pap for de fatsvage. Nonnen kunne bare ikke få nok, når King gav hende sit ”kors”. Ahem.

Mercyful Fate og deres fans blev betragtet som en slags spedalske. De var urørlige, uden for det, som man nu om dage kalder ”pædagogisk rækkevidde”. Og rygterne gik. Nogle rygter var gak, men nogle var – vist nok – sande. Rygtet ville vide, at King & Co. brændte kors på scenen. Og at de rodede med at få en nonne til at eksplodere på scenen.

Hvis den kristne højrefløj ikke lagde mærke til den slags, så gjorde den politiske venstrefløj det.

Mercyful Fate var dømt ude af det gode selskab. Og det gjorde kun ondt værre, at King gik til pressen og åbent fortalte, at han skam troede på Satan. Sådan ægte. Ikke kun for imaget skyld. Han kunne sågar holde et eksemplar af ”The Satanic Bible” op foran pressefotografernes linser. Dét var hårrejsende.

Ikke mindst for venstrefløjen og de overvintrende hippier i Poul Schlüters fattigfirsere. Satan! Ham kunne man da ikke dyrke. Satan var jo ond … jo, venstrefløjen troede mere på djævlen end paven i Rom. Bare i overført betydning: Satan = had, aggression og andre fænomener, som, de venstreorienterede mennesker mente, var fascistiske.

Det var nu heller ikke alle metalfans, som kunne tåle mosten på Mercyful Fates debutplade. På Kerrang! var det vist kun Malcolm Dome, som havde nosser til at gejle læserne op over bandet. Men det var i en tid, hvor selv et hårdrock-magasin som Kerrang! kunne finde på at sætte Phil Collins på forsiden. Det siger vel lidt om den chokeffekt, som ”Nuns Have No Fun” havde på den hårde rock. Det var musik, som absolut kun appellerede til de allermest hårdføre heavy rockere.

I dag er King Diamond som bekendt en knap så ”farlig” type, som han var anno 1982. Men Mercyful Fate har stadig en høj stjerne i black metal-miljøet. Majestætiske Emperor har fx indspillet en coverversion af Mercyful Fate-sangen ”Gypsy”. Et band som Dissection optog store portioner af inspiration fra Mercyful Fate. Lyt fx til skæringen ”Infernal Fire” på mesterværket ”Reinkaos”.

Og da nutidens vel nok største og mest betydningsfulde black metal-band, Watain, i januar 2014 spillede i København, trissede Erik Danielsson & Co. lige en tur forbi Mercyful Fate-guitaristen Michael Denners pladeshop, Beat-Bop. Her forsynede de sig angiveligt med rigelige mængder Mercyful Fate-vinyler.

Og, nå ja, Mercyful Fate har skam også betydet en masse for mange andre former for metal end lige black metal. Spørg bare Lars Ulrich.

Men: den status, som Mercyful Fate har i dag, blev grundlagt på denne dato (25. september) i 1982. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 22. september 2014

Udpensling af helvedes pinsler


I efteråret 1982 udkom en helvedesode, som var enhver dommedags-prædikants våde drøm. ”City Beneath The Surface” banede vejen både for power metal og den mest gruopvækkende dødsmetal fra Florida.

Folkene bag "City Beneath The Surface".
Et sindsoprivende smerte-skriiiiiig! Sådan starter den. Hvorefter nogle af hårdrockens mest monstrøst heavy’e riffs høvles af i et inferno af metal-ekstase. ”Hi, welcome to hell!” lyder tekstens første linje i en sang, hvis titel refererer til Pandæmonium, hovedstaden i helvede.

For den gemene hob af hårdrock-fans betød nummeret ikke en skid. For de opdagede slet ikke, at det udkom på en lille snoldet single med et Florida-band ved navn Avatar. Men dybt nede i undergrunden, nede blandt tapetradere og headbangere med amokløbende samlermani gjorde nummeret en forskel. En forskel så stor, at det næsten ikke kan beskrives. Det var en åbenbaring.

Nummeret hed ”City Beneath The Surface”. Gruppen kaldte sig Avatar. Det bandnavn måtte de ændre i en fart, for der gik Jensens’s Bøfhus i den: et ”konkurrerende” band hed nemlig allerede Avatar. Jeg sætter bevidst ”konkurrerende” i citationstegn. For i 1982-3 havde bandet bag ”City Beneath The Surface” reelt ingen konkurrenter, hvad angår kombinationen musikalsk tyngde/sublim sangskrivning.

Avatar kom således til at hedde Savatage – en smart sammenskrivning af Avatar og Sabotage … Rifferama-læsere med styr på heavy rockens historie kan let gennemskue signalværdien af navnet.

Okay, Savatage fik en noget anderledes karriere, end jeg forestillede mig, da jeg første gang hørte ”City Beneath The Surface” på et kassettebånds-kopi i månederne op til udgivelsen af det første nummer af fanzinet Hot Rockin’ i 1983.

Tapetraderen, som sendte mig båndet, kaldte rask væk ”City Beneath The Surface” for black metal. For sådan var retorikken i 1983-4: black metal var ingen specifik MUSIKALSK genre, det var derimod et samlebetegnelse for al den metal, som var mørk og dyster, og som omhandlede okkultisme og fænomener som Satan og helvede.

Og på dét punkt kvalificerede ”City Beneath The Surface” sig big time. Sangen er én stor udpensling af alle helvedes pinsler. Det er ikke ligefrem nogen god reklame for satanismen, ja, man kunne måske påstå, at teksten er en dommedags-prædikants våde drøm. Det er svært at afgøre, om sangen var en velment advarsel mod at synde, eller om det tværtimod var et romantisk snapskud sendt til en ungdoms-gruppering, som elskede at se sig selv som de fordømtes legion.


”City Beneath The Surface” er for længst blevet slettet fra black metals kanon. I stedet kunne man påstå, at Avatar/Savatage med singlen var en slags forløber for det, vi nu om dage kalder power metal (i 1983 blev power metal brugt som betegnelse for det, vi i dag kalder thrash metal).

Men det var ikke det eneste punkt, hvor Avatar/Savatage tilhørte avantgarden. Gruppen, der bestod af Jon Oliva (vokal), Criss Oliva (guitar), Keith Collins (bas) og Steve Wacholz (trommer), var også Floridas første egentlige metalband. Nasty Savage rumsterede i kulissen, mens Savatage gjorde klar til at lancere deres debutalbum, ”Sirens”, i 1983.

Albummet blev ligesom singlen ”City Beneath The Surface” b/w ”Sirens” og ”The Whip” indspillet i Morrisound-studierne i Tampa. Med i studiet som tekniker var ingen ringere end Jim Morris. Jim stod senere hen for indspilninger med bl.a. Nasty Savage, Crimson Glory og Iced Earth, mens Morrisound især blev berømt og berygtet for den sværm af dødsmetal, der udgik fra Florida i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne (Death, Morbid Angel, Obituary, Deicide etc.). Avatar/Savatage var altså med til at etablere også den mere ekstreme metal i USA.

Min egen kærlighed til ”City Beneath The Surface” er aldrig rustet, uanset hvilke besynderlige twists og drejninger, den hårde rock har taget siden 1982. For sangen lyder stadig 100% ny og frisk, når den rammer mine tinnitus-plagede øregange.

Den aggressive nerve er godt fanget af produceren Dan Johnson. Og ikke mindst Jon Olivas direkte sadistiske vokal ætser sig som syre gennem lytteoplevelsen her 32 år efter, at singlen blev indspillet – og udsendt. (Der hersker en del forvirring om udgivelses-tidspunktet på nettet, men min hukommelse flugter bedst med Aardschoks angivelse: september 1982, og ikke 1983, som de fleste kilder påstår.)

Savatage havde så kultagtig en status, at bandet fik æren af at være emne for åbningsartiklen i Hot Rockin’ nr. 1 (november 1983). Her skrev jeg begejstret om helvedesoden ”City Beneath The Surface”:

Udsnit af side 2 i Hot Rockin' nr. 1.
””City Beneath The Surface” er måske det bedste nummer, jeg nogensinde har hørt. Det har simpelthen ingen sidestykke. Tracket har en synthesizer-intro à la Rush, hvorefter Avatar buldrer løs som bare satan! Det er svært at beskrive, men tag forsøgsvis Rush’s ”Temples Of Syrinx”, og før den frem med den fandenivoldske aggressivitet, der er på Black Sabbaths ”Johnny Blade” – så har man et ganske godt billede af genren. Jeg kan ikke forestille mig dette nummer overgået.” \m/

Hør helvedesoden her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 7. september 2014

En kobra med vinger


Da King Diamond hørte Zoser Mez, fik han idéen til at gendanne Mercyful Fate i 1990'erne.

Internettet gløder: de legendariske danske metalguitarister Michael Denner og Hank Shermann har fundet sammen – igen. Denner/Shermann kalder d’herrer deres nye projekt, som ikke mindst fans af Mercyful Fate har store forventninger til.

Det er imidlertid ikke første gang, Shermann og Denner har fundet sammen efter opløsningen af Mercyful Fate i 1985. Første gang var i 1990-91, hvor de fænomenale guitarister lancerede bandet Zoser Mez.

Zoser Mez fik et kort liv, men blev den direkte anledning til, at Mercyful Fate blev gendannet i 1993. Der er selvfølgelig optimister, som håber på, at dén historie vil gentage sig …

Her et uddrag af det interview, jeg lavede med Hank Shermann i forbindelse med lanceringen af Zoser Mez-albummet ”Vizier Of Wasteland”. Artiklen blev trykt i Musiktidsskriftet JAM nr. 32, juni 1991.



Super-guitaristerne Hank Shermann og Michael Denner startede deres fælles karriere i begyndelsen af 1980’erne med heavy/punk-bandet Brats, der hurtigt udviklede sig til fænomenet Mercyful Fate.

Med deres okkulte image og en grum musikstil, der kombinerede hævdvundet heavy metal med skæve akkordsammensætninger, blev Mercyful Fate et af de mest banebrydende heavy-bands i 1980’erne. Efter to lp’er udspaltedes Mercyful Fate imidlertid i henholdsvis King Diamond og Fate, og her i starten af 1990’erne er de to guitar-whizzkids så fundet sammen igen – i bandet Zoser Mez.

”Vores musik er lidt gammeldags tung,” forklarer Hank Shermann mig over telefonnettet, der knitrer om kap med hans begejstring.

Begejstringen gælder ”Vizier Of Wasteland”, debutalbummet med det nye københavnske band Zoser Mez. Det, der i februar 1990 startede som et projekt sammen med Michael Denner, har efter indspilningen af albummet udviklet sig til et regulært band, bestående af de to super-guitarister samt sangeren Kenny Lübcke (ex-Fanny Hill), bassisten Claus Weirgang (ex-Jackal) og trommeslageren Morten Nielsen (ex-Force Majeure).

”Det første nummer på pladen, ”Desert Of Deception”, skulle have været et Mercyful Fate-nummer i 1984-85. Men ellers er forskellen vel, at numrene er mindre komplicerede i forhold til det gamle Mercyful Fate. Men selve guitarriffene ligger tæt op ad det gamle, synes jeg. Der er mange paralleller,” uddyber Hank fra baglokalet af den pladebiks, som Zoser Mez bruger som base for distributionen af den selvfinansierede debutskive.

- Bandnavnet Zoser Mez – hvad betyder det?

”Navnet Zoser er en gammel egyptisk farao fra år 3500 f.Kr. [journalisten må have hørt forkert, Zoser, eller Djoser, som han også er kendt som, regerede om 2670 f.Kr., red.]. Men det er sådan set bare hans navn, vi godt kunne li’. Det sidste ord – Mez – det betyder ikke noget, det er noget, der er konstrueret til det navn.”

- I har kaldt albummet ”Vizier Of Wasteland” – ødemarkens vesir …

”Vesir er den højeste stilling under kongen, så det er en dobbelttydig titel, for ingenmandsland skulle der jo ikke være nogen, der har krav på.”

- I har et underligt fabeldyr på coveret – en slags kongekobra med vinger.

”Ja, på coveret har vi den der slange med vinger, og det symboliserer mange ting i den græske mytologi. Slangen kan være symbol på det evige liv. Og ørnevingerne kan være et bevidsthedssymbol. Der er virkelig mange aspekter i det. Men det er meningen, folk selv skal have lov at gøre sig deres egne tanker om det.”

- I har genindspillet det gamle Mercyful Fate-nummer ”Desecration Of Souls” – hvorfor har I lige nøjagtig valgt det nummer?

”Det var, fordi vi syntes, at lige præcis det nummer passede godt ind i den stil, som Zoser Mez spiller. Og så tænkte vi, at det kunne være skægt at høre det samme nummer igen ti år efter – og så oven i købet med en anden sanger. Og jeg synes sgu, den nye udgave er blevet meget god i forhold til den gamle. Den er måske ikke så heavy som den gamle, men den giver en ny følelse, synes jeg.”

- Jeres nye plade har en lidt mere tung og knap så metallisk lyd – man kunne også sige mere gammeldags …

”Helt klart. Det var også bevidst, at vi gik efter den lyd, man brugte i 1970’erne. Guitarerne peger lidt hen på noget af det gamle Judas Priest. Vi synes, at udviklingen i dag er meget digitaliseret. Lyden på de nye plader er meget steril, og man bliver hurtigt træt af at høre på den, synes jeg. Vi har prøvet at lave en kombination af lidt af det nye og så kørt lidt med noget gammel lyd på.”

Som altid, når det drejer sig om hård rock, så skal det store publikum søges uden for Danmarks grænser. Derfor har Zoser Mez også allerede linet en turné op i både Tyskland og Holland.

- Her til sidst, Hank. Holland var jo det sted, hvor Mercyful Fate først slog igennem og fik et stort, fanatisk publikum – er der stadig stor interesse for dig og Denner dernede?

”Ja, det er der faktisk. Vi kan klart mærke en interesse derned fra, og det kan vi også mærke fra Japan og Tyskland. Selvfølgelig er folk interesserede i at høre Denner og mig spille sammen igen. Og det er jo et meget godt fundament for os, så vi ikke behøver at starte helt forfra som et totalt ukendt band.” \m/

Læs mere om Zoser Mez og ”Vizier Of Wasteland” i Flashback i det kommende nummer af Metalized (nr. 94, på gaden i oktober)

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama