søndag den 28. august 2016

Tag ikke narkoen fra disse rockere!

Aerosmith på scenen. Slutningen af 1970'erne.

Aerosmith lavede deres bedste plader, da de var totalt udknaldet på stoffer. Da Steven Tyler & Co. blev afgiftet, skete katastrofen.

Rifferama zoomer ind på Aerosmiths bagkatalog.

”Vi var ikke særlig ambitiøse i starten. Vi ville bare være den største ting, der gik på jorden. Det fedeste rockband nogensinde. Vi ville have det hele, vi ville have alt!”

Sådan beskrev Steven Tyler engang gruppens ”ydmyge” start på Aerosmith Unwired-hjemmesiden. Og der var virkelig engang, hvor Aerosmith var kandidater til at bære titlen Verdens Bedste Hårdrock-Band. Stort set alt, hvad Aerosmith udgav i 1970’erne, var guld – og solgte til multiplatin.

Den amerikanske kvintet leverede sleaze rock af en meget høj kvalitet. De fem gavtyve er drønmusikalske, og i 1970’erne var deres musik fyldt med blærerøvs-swagger og masser af frækt swap-a-dap og badam-swing. Steven Tyler & Co. var ikke ligefrem attitude-relativister. De var snarere attitude-absolutister.

Aerosmith var kæphøje. Intet band har nogensinde haft så megen flabethed i deres musik. Intet band har nogensinde været så dygtige musikere samtidig med, at de kunne spille så gennemført beskidt, som Aerosmith gjorde på ”Mama Kin” og flere spandfulde andre sleaze-klassikere fra 1970’erne. Intet under, at Guns N’ Roses lige måtte starte karrieren med en cover version af netop ”Mama Kin”.

Aerosmith var ikke kun kæphøje. De var generelt høje. Husk, at det her foregik i de brølende 1970’ere, hvor eksistentiel cykelhjelm endnu ikke var lovpligtig, hvor rockgrupper levede uden sikkerhedsnet, når de sigtede mod stjernerne. Der findes fotografier, hvor Aerosmith spankulerer rundt i lufthavnsområder bevæbnet med ølflasker og en fandenivoldsk indstilling til lov og orden.

Men selv når de var allermest udknaldet på stoffer, lavede Aerosmith den lede, fede rock. Anmelderne var dog ikke enige.

Steven Tyler blev et stilikon for
Faster Pussycat og mange andre
sleaze-bands fra 1980'erne.
Billedet er sakset fra bagcoveret til
"Rock In A Hard Place" -
dvs. før Aerosmith var færdige med
at spejle sig ...
ET DUMT HEAVY METAL-BAND?
Om pressen hadede Aerosmith? Gæt. Og nyd dette verbale snigmord fra Tom Carson, Rolling Stone Magazine, januar 1979:

”På deres første plade fra 1973 fremtrådte Aerosmith som et virkelig dumt heavy metal-band med lånte Led Zeppelin-greb og en forsanger, som efterabede alle de Mick Jagger-agtige garagebands-bevægelser. Nu, seks lp’er senere, er de stadig et dumt heavy metal-band med de samme Led Zeppelin-greb og en sanger, som laver de samme Jagger-bevægelser. Og de er ikke blevet bedre til det. Man må beundre den slags vedholdenhed.”

Aerosmiths fans lod sig dog ikke slå ud af den slags. Især i USA havde Aerosmith en militant fanskare, som trofast troppede op til koncerter, og som efter gennembruddet i 1975 sendte gruppens plader op i Billboard-hitlistens øvre luftlag.

Meget passende kaldte Aerosmith deres fans for The Blue Army. Blue jeans og cowboyjakker var en slags uniform i de dage, hvor Aerosmith sammen med Alice Cooper, Montrose, Kiss, Blue Öyster Cult, Ted Nugent, Cheap Trick og Starz hørte blandt guderne i Amerikas hårdrock-panteon.

Amerikansk hårdrock væltede sig i klichéer i 1970’erne. Aerosmith var ingen undtagelse. Og dog. Steven Tyler er en ferm rimsmed. Han kan twiste ordene og få selv hverdagsbanaliteter til at lyde smart i en fart.

Studerer man Aerosmiths tekstark, opdager man, at siderne driver af blærede ordspil og slang-ramasjang. ”Back when Cain was able.” ”He was a one horned, unicornucopia.” Eller hvad med et rim som ”Take me down to a south Tallahassee / Down cross the bridge to my sweet sassafrassy.” Eller ”Midnight lady / Situation fetal / Vaccinate your ass with your phonograph needle.”

Selv i interviews dribler Tyler med ordene. I en kommentar til en af sangene i bokssættet ”Pandora’s Box” fortæller Tyler om sine frustrationer. Ham der Joe Perry er eddermame svær at komme ind på livet af.

”Jeg har aldrig kunnet nå ind til ham. Selv i dag er det, som om han bærer en brynje, men musikken har altid været det, der reddede os. Og hvis det er den måde, han vælger at lukke mig ind, så er det fint med mig. Jeg bliver bare nødt til hele tiden at finde på nye kodeord for at blive lukket ind.”

Aerosmith i 1973.
ØDELAGT AF ÅLEGLATTE BRANCHETYPER
Narko, interne stridigheder m.m. sugede kraften ud af Boston-gruppen. Resultat: guitaristerne Joe Perry og Brad Whitford skred. Spradebassen og sangeren Steven Tyler fortsatte sammen med bassisten Tom Hamilton, trommeslageren Joey Kramer og et par nyrekrutterede guitarister, hvis navne de fleste for længst har glemt.

I 1984 blev parterne forsonet. Mange af os klappede i vores små hænder. Vi så det ikke komme. Mareridtet over alle mareridt. Hvis nogle af Aerosmiths fans havde scoret Nostradamus’ krystalkugle, ville de have skreget: ”Stop det der! Tag ikke narkoen fra disse rockere!”

Stofferne nedbrød Aerosmith. Men det var åleglatte branchetyper som produceren Bruce Fairbairn og hitsnedkerne Desmond Child og Diane Warren, der ødelagde Aerosmith. På foranledning af en emsig manager og en selvfed A&R-mand.

Branchebossernes kalkule var tjekket en ekstra gang, da Aerosmith fik deres kommercielle comeback i slutningen af 1980’erne med en omgang parfumeret puddelrock.

Og siden da er det gået fra slemt til værre: stylet, pudset og poleret, indpakket i tonalt cellofan, radiovenligt og MTV-fähigt, så ”rocken” kan sælges til poptøzer og Armani-smartenheimere, hvis fimrehår i øregangene ikke tåler lyden af ”Nobody’s Fault” og andre angrebsivrige Aerosmith-skæringer fra storhedstiden.

Hele ungdomsårgange er vokset op til de sukrede toner af ”I Don’t Want To Miss A Thing” uden at ane, at bandet, der lægger navn til, engang stod for beskidt rock med sangtitler i stil med ”Rats In The Cellar” og ”Sick As Dog”.

Ret skal være ret. Jeg ved, at der derude i myldret af popfjolser findes seriøse og begavede Aerosmith-fans, som kan finde værdi i musikken på fx ”Permanent Vacation” (Geffen, 1987) og ”Pump” (Geffen, 1989). De er bedre mennesker end mig og burde udstyres med hver sin elefantorden.

Men her er den så, yours tr00ly’s kicking boots-fundamentalistiske gennemgang af Aerosmiths bagkatalog 1973-1986. Altså før gruppen blev forvandlet til en klistret handelsvare af musikdødens købmænd ...




AEROSMITH (Columbia, 1973)
******
Sleazy rock’n’roll for fuld skrue. Stilsikre sange med skarpe kindben og masser af flamboyant melodik. Albummet er mest kendt for skæringerne ”Mama Kin”, power balladen ”Dream On” og cover versionen af Rufus Thomas’ ”Walkin’ The Dog”. ”Dream On” floppede som single, men hittede, da den i 1976 blev genudsendt. Ved pulten under indspilningen sad Adrian Barber (kendt for sine jobs med bl.a. Cream og Velvet Underground). Albummet har en skramlet produktion med en klang af baggydernes skraldespande – hvilket gjorde debutalbummet til KVLT blandt mange af 1980’ernes sleazebags, herunder Guns N’ Roses og Faster Pussycat. Sammen med New York Dolls’ debutalbum er ”Aerosmith” gået over i historien som prototype på sleaze og beskidt glam rock.


GET YOUR WINGS (Columbia 1974)
******
Et mere modent og selvbevidst album. Klart Aerosmiths mest alsidige værk, med indslag af horn leveret af bl.a. de legendariske Brecker-brødre. Steven Tyler diverterer med mundharmonika-spil, og hans vokal har ændret sig i retning af hans kendte rå raspen. Sangene er langt mere eventyrlystne end dem på debut’en, men bandet har bevaret den beskidte attitude. Mesterproduceren Jack Douglas skruede på knapperne, og det har givet sangene et løft. Albummet fungerer som en helhed med ”Lord Of The Thighs” som bedste bud på et stand-out track. Højdepunktet er de guitaristiske dueller i ”Train Kept A-Rolling”. Det er dog ikke Perry og Whitford, men derimod spøgelses-guitaristerne Steve Hunter og Dick Wagner (Lou Reed, Alice Cooper), som brillerer. Det fremgår imidlertid ikke af omslaget.


TOYS IN THE ATTIC (Columbia, 1975)
******
Også et afvekslende album, men noget hårdere i anslaget, toppet med deciderede heavy rockere som ”Sweet Emotion”, ”Round And Round” og det hyperaktive titelnummer. Jack Douglas’ produktion er superb. Og den hårdere stil gav pote. ”Toys In The Attic” gav Aerosmith deres endelige gennembrud. I USA blev det deres mest solgte udgivelse. Singleudtrækket ”Walk This Way” er måske Aerosmiths mest kendte sang fra 1970’erne: en stoltserende frækhed, der stadig står som den glitzy glamourøse 1970’er-hårdrocks vægtigste hit. Hvem kunne forudse, at der i 1985 skulle ske grusomme ting med den sang?


ROCKS (Columbia, 1976)
******
Selvom ”Rocks” kun solgte halvt så meget som forgængeren (fire millioner i forhold til 8 millioner), anses den af mange for at være Aerosmiths hovedværk. Indbegrebet af sleaze rock fra et band, som på dette tidspunkt levede det vilde rockstjerneliv 24/7. ”Nobody’s Fault” er den heavieste skæring på et album, som er mere helstøbt hårdrock end de tre første lp’er. Klassikerne står i kø: ”Back In The Saddle”, ”Sick As A Dog”, ”Last Child”, ”Lick And A Promise” – fortsæt selv. Douglas’ produktion er en smule mere beskidt end på ”Toys In The Attic”, og det sorte cover med karikatur-tegningen på inderposen er blevet ligeså klassisk som musikken på skiven. Men krisen spøgte i kulissen …


DRAW THE LINE (Columbia, 1977)
******
Ikke alene halverede ”Draw The Line” Aerosmiths salgstal i forhold til ”Rocks”, den bar også præg af, at narko, druk og interne stridigheder kombineret med et tætpakket turnéprogram sled på kreativiteten. Douglas har fortalt, at der ikke kun var stoffer, men også skydevåben med i studiet. Det uinspirerede album blev lappet sammen af gæstemusikere og en kopiversion af en blues-traver. Men det er kun det voldsomt medrivende titelnummer og den grandiose power ballade ”Kings And Queens”, der stikker hovederne op på en trackliste, som er lovlig formularisk.


LIVE! BOOTLEG (Columbia, 1978)
******
Et råt og usminket dobbelt live-album. Her er nul overdubs, til gengæld står klassikerne skulder ved skulder: fx ”Mama Kin”, ”Lord Of The Thighs”, ”Sweet Emotion”, ”Walk This Way”, ”Dream On”, ”Draw The Line” (skjult nummer) og selvfølgelig ”Train Kept A-Rolling”, hvis guitararbejde ikke er i nærheden af at kunne matche Hunter og Wagners på ”Get Your Wings”. Tracklisten er noget af en lappeløsning med koncertoptagelser fra 1973 (!), 1977 og 1978, og coveret er et forsøg på at efterligne de mange piratplader med Aerosmith live, som florerede på markedet i de år.


NIGHT IN THE RUTS (Columbia, 1979)
******
Midt i et kaos, hvor ikke alene bandmedlemmer, men også deres koner, slås indbyrdes, indspillede Aerosmith deres heavieste album. Joe Perry stemplede ud af besætningen midtvejs, og hans spor blev indspillet af bl.a. Jimmy Crespo og Richie Supa. Douglas fik anvist en rute på vintervejen, og Gary Lyons (Foreigner m.fl.) overtog produktionen samtidig med, at management og pladeselskab slog i bordet: ”Nu vil vi se resultater!”. ”No Surprize”, ”Cheese Cake” m.fl. er skamløst miskendte, og cover versionen af pigepop-gruppen Shangri-Las’ 1964-hit ”Remember (Walking In The Sand)” er uforlignelig. Guitar-introen på ”Chiquita” er så rå, at det lyder, som om Joe Perry spiller på rustne strenge. Og så det kor, der lyder som gale hunde, der glammer!


ROCK IN A HARD PLACE (Columbia, 1982)
******
Både Perry og Brad Whitford havde sagt op, da dette album blev indspillet, og Jimmy Crespo og Rick Dufay havde fået deres stillinger (Dufay spiller vist ikke på pladen, kun Crespo). Douglas var blevet taget til nåde, og sammen med Crespos faste greb om sangskrivningen startede Aerosmith 1980’erne med et album, som er overraskende stærkt. ”Jailbait” og ”Lighning Strikes” er sammen med cover versionen af balladen ”Cry Me A River” albummets højdepunkter. Men midt i en Spinal Tap-tid boostede et omslag, der er prydet af et foto af Stonehenge, ikke ligefrem gruppens troværdighed. Aerosmiths fans ville have Perry og Whitford tilbage. Og det fik de.


DONE WITH MIRRORS (Geffen, 1985)
******
Titlen hentyder til, at Aerosmith nu var færdige med at sniffe coke. Det var de vist ikke, den store afgiftning truede i horisonten. Men inden da indspillede Tyler & Co. et flabet album med Ted Templeman (troldmanden bag Montroses og Van Halens plade-sound) ved knapperne og et nyt pladeselskab i ryggen. Højdepunktet er ”Let The Music Do The Talking”, som i virkeligheden er en omskrevet version af titelnummeret fra Joe Perrys 1980-soloalbum. En sangtitel som ”My Fist Your Face” røber, at Aerosmiths attitude stadig var intakt. Kun en halv million fans kunne høre værdien i albummet …


CLASSICS LIVE! & CLASSICS LIVE! II (Columbia 1986 og 1987)
******
… men genforeningen var nok til, at Columbia Records støvede arkiverne af. Ovennævnte er to udmærkede skiver med koncertoptagelser fra 1978 og 1984. I 1998 blev de to plader smækket sammen på én cd: ”Classics Live Complete”. Man behøver ikke at være kætter for at mene, at mange af versionerne på ”Classics” overskygger dem på ”Live! Bootleg”.


CODA
Der findes flere opsamlinger med materiale fra Aerosmiths storhedstid. Gå efter de originale, nemlig ”Greatest Hits” (Columbia, 1980) og ”Gems” (Columbia, 1988). For samlere er bokssættet ”Pandora’s Box” (Columbia, 1991) et must, komplet med diverse outtakes etc. Her i 2016 er der udkommet et veloplagt live-album optaget på ”Done With Mirrors”-turnéen i 1986. Det hedder ”A Brand New Song And Dance” og er del af serien Rock Classics USA.  <13>

DISCLAIMER:
Læsere vil måske studse over begrebet sleaze. Min definition af sleaze = beskidt glam; rock’n’roll-baseret hårdrock parret med et glamourøst look. Sleaze og sleazy var modeord, som blev brugt med større eller mindre præcision i slutningen af 1980’erne, da bands som Guns N’ Roses og Dogs D’Amour slog igennem. Grænserne til punk, glam og ordinær rock er flydende, men de fleste sleaze-bands har en metallisk guitar-sound. Genrens rødder kan føres tilbage til The Rolling Stones. Uden for musikjargonen knytter begrebet sleaze an til lyssky, usædelig og moralsk forkvaklet aktivitet, som bl.a. florerer i business og politik.

KILDER:
- Stephen Davis: ”Walk This Way: The Autobiography Of Aerosmith” (HaperCollins, 1997)
- Rolling Stone, Sounds, Kerrang!, Classic Rock og andre musikmagasiner
- Diverse internet-snask, herunder Wikipedia og Allmusic


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 14. august 2016

Om jeg er ond? Fandme ja!

Det unge Diamond Head med hovedkræfterne, sangeren Sean Harris og guitaristen
Brian Tatler, i midten.
En af søjlerne i heavy metals tempel må være Diamond Heads ”Am I Evil?”.

Sangen var oprindelig inkluderet på det såkaldte hvide album, som bandet for egen regning udgav den 3. oktober 1980. Albummet blev senere genudgivet med titlen ”Lightning To The Nations”, ligesom den for længst kanoniserede skæring ”Am I Evil?” blev genindspillet til Diamond Heads ”Living On … Borrowed Time”-album (MCA, 1982).

Diamond Head blev ikke opfattet som et specielt vildt eller ekstremt band inden for The New Wave Of British Heavy Metal. Diamond Head havde klasse. ”Living On … Borrowed Time” blev hyldet som en slags genistreg pga. dens store dynamikudsving, dens alsidighed og veksling mellem fuld hammer og mere afdæmpede, nærmest blues’ede øjeblikke.

Den britiske metal-guru Geoff Barton kvad de legendariske ord: ”Der er flere gode riffs i en enkelt Diamond Head-sang, end der er på de fire første Black Sabbath-albums.” Sange som ”It's Electric”, ”Helpless” og ”Shoot Out The Lights” blev KVLT i metalundergrunden længe før, Diamond Head skrev kontrakt med et pladeselskab.

Mange fans "opdagede" Diamond
Head via kompilationer som denne.
Det lyder helt åndssvagt, men Diamond Head kunne ikke få en pladekontrakt i de tidlige New Wave Of British Heavy Metal-dage. Det betyder dog ikke, at Diamond Head ikke fik stor betydning for metallens udvikling. Der er mere end ét riff på Metallicas banebrydende debutalbum, ”Kill ’Em All” (1983), som er vældig inspireret af Diamond Head … for nu at sige det mildt. 

Inspirationerne fra især Led Zeppelin, men også Thin Lizzy, var ret tydelige hos det unge Diamond Head. Alligevel var der noget grumt over Diamond Head, en underdrejet form for mørke under de iørefaldende melodier. Staccato-hugget i riffingen hos Diamond Head blev uden tvivl igangsætter for mange af de bands, som i midten af 1980’erne grundlagde thrash metal-subgenren.

Metallica betalte da også tribut til Diamond Head i 1984, da de indspillede en nu legendarisk cover version af ”Am I Evil?” til b-siden af maxisinglen ”Creeping Death”. I Hetfield & Co.’s hænder blev ”Am I Evil?” til noget af en thrash-schlager, men der er også smæk i Diamond Heads version.

Riffet, som, mange mener, hører blandt metalgenrens bedste, blev for resten til ved en tilfældighed. Guitaristen Brian Tatler ønskede at skrive et riff i stil med Black Sabbaths ”Symptom Of The Universe”. Det kom der så et sang ud af, som den dag i dag regnes for at være arketypen på kvalitetsmetal.

Teksten er for resten også værd at bide mærke i. Den er et af de tidligste eksempler på, at metalbands erkendte deres egen iboende ondskab. Temmelig kontroversielt i en humanistisk kultur som vores, hvor vi stopfodres med påstanden om, at mennesket er godt … <13>

Se og hør videoen til ”Am I Evil?” her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama