METALKOMMANDO (GENRE-GUIDE)

Verdens første heavy metal-band?
Er metal og hard rock det samme? Og er der forskel på heavy metal og heavy rock? 

Er old school og retro skældsord? Og findes der virkelig falsk metal?

Værsgo’, skænderierne kan begynde …

Jeg har deltaget i et astronomisk antal samtaler, ophidsede diskussioner og, ja, deciderede skænderier om genrebegreber og -definitioner. Hvad er heavy metal? Hvad er hard rock? Hvad er heavy rock?

Ingen har – hidtil – været i stand til at definere eller formulere de helt eksakte forskelle på heavy metal, heavy rock og hard rock, når jeg har været inden for hørevidde.

En definition går på, at heavy metal ikke må indeholde blues- og rock ’n’ roll-elementer. Godt så.

Jeg hører ikke meget blues på Sweets ”Sweet Fanny Adams” (1974) eller Rainbow ”Rising” (1976). Men ingen af disse tilfælde er rigtig heavy metal”, får jeg at vide. Der mangler dobbeltpedal hos Sweet. Cozy Powell var pioner mht. brugen af to stortrommer, og han brugte dem flittigt på ”Rising”. Men der er jo keyboards hos Rainbow, og så er de diskvalificeret.

Nej, ægte heavy metal begyndte med Judas Priests ”Exciter” (1978), siges der. Fair nok. Problemet er bare, at man skrev og talte om heavy metal allerede ti år før ”Exciter”. Og endnu værre: en pæn portion af det, vi kalder New Wave Of British Heavy Metal, lever slet op til disse krav. Fx Saxon og Samson. Altså: New Wave Of British Heavy Metal var ikke heavy metal! Dermed står vi tilbage med en pose vrøvl.

Det bliver endnu mere kringlet, når vi går i gang med hard rock. Det er åbenbart dér, pudlerne fra 1980’ernes MTV-modediller hører hjemme. Ratt kørte frem med hårde, metalliske riffs. Men deres melodier var poppede, og sangene handlede om kærlighed. Så de kan ikke være heavy metal. Og da slet ikke med det puddel-look. Det samme gælder fx Dokken.

Hard rock er altså en brokkasse, hvori man kan putte det, som ikke er ”rigtig heavy”. Det er også dér, en del koryfæer fra 1970’erne havner: UFO, Thin Lizzy, Van Halen, Queen, Rush og Scorpions. Jeg har dog aldrig kunnet gætte, hvorfor Queens ”Sheer Heart Attack” og ”Stone Cold Crazy” eller Scorpions proto-thrashede ”He’s A Woman, She’s A Man” ikke er metal. Kan jeg købe en vokal?

Brødrene Hårdrock spiller ikke
hard rock.
Jeg forstår selvfølgelig godt, hvad alle disse hard rock vs. heavy metal-spaltere mener. Jeg kan sagtens høre, at Guns N’ Roses ikke spiller præcis den samme form for musik som Metallica. Selvfølgelig spiller Metallica metal. Det siger bandnavnet jo. Jeg ved også, at W. Axl Rose ville få et hysterisk anfald, hvis han blev kaldt heavy metal. 10 mod 1 på, at Axl i sin egen selvopfattelse spiller rock ’n’ roll. Fred med det.    

Men her på Rifferama gælder følgende regler:

Heavy metal, hard rock og heavy rock er synonymer. De dækker altså nogenlunde over det samme, nemlig hård rock over en bred kam. Sådan var det i starten af 1970’erne, hvor journalister (og fans) begyndte at skelne den hårde rock fra den ordinære (soft-) rock.

Jeg har gravet dybt i kilderne, dvs. diverse rockmagasiner og musikblade (Rolling Stone, Sounds etc.), fra den hårde rocks første 10-12 år. Og dengang brugte man heavy metal, heavy rock og hard rock i flæng. Man kan sagtens finde eksempler på, at Aerosmith blev kaldt heavy metal, og at New York Dolls’ Johnny Thunders blev omtalt som en metal-guitarist. Altså i 1970’erne.

Siden da har revisionisterne taget over, og det hele er blevet et minefelt, hvor man kan blive lemlæstet, hvis man kalder Kiss for heavy metal. Skråt op! Jeronimus Banger her tilhører ur-KVLTen, og sådan her (mis)bruger jeg begreberne:

Heavy metal: jeg bruger denne term BÅDE om den hårde rock generelt OG om den klassiske metalstil, som vi kender fra Judas Priest, Iron Maiden, Mercyful Fate og nyere navne som Grand Magus, RAM og In Solitude.

Heavy rock: er knap så belastet en term som heavy metal. Til gengæld er det åbenbart et ”gammeldags” og ”umoderne” begreb, som folk under 40 ikke rigtig kender. Jeg bruger det om hård rock generelt. Især om 1970’ernes hårde rock og grupper, som spiller en mere bluesbaseret tungrock. Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin er alle heavy rock i min bog. Badlands og Salty Dog fra 1980’erne og et ungt band som danske SEA passer også fint ind her.

Betonrock: sådan kaldte man i DK den hårde rock i 1970’erne. Ligesom heavy metal var betonrock egentlig et skældsord. Jeg holder dog meget af betonrock-begrebet, og jeg bruger det – især! – om hård rock fra 1970’erne. Nazareth og Bachman-Turner Overdrive er som skabt til at blive kaldt betonrock.

Hard rock: et begreb, som jeg sjældent bruger, simpelthen fordi jeg er pissekontrær (se ovenfor). Derimod har jeg adopteret et svensk begreb, rata: …

Hårdrock: svenskerne bruger hårdrock om alt fra den brutaleste ekstremmetal til sen-1960ernes proto-metal. Det gør jeg også.


Degial. Sådan ser et heavy metal-band ud!

Pindehuggerier om den hårde rocks subgenrer:

Proto-metal: for at undgå at blive lynchet af de konstant skiftende trends vigilante-kommité, bruger jeg dette revisionistiske begreb om den hårde rock fra 1960erne og 1970ernes begyndelse. Jimi Hendrix Experience, Cream, Blue Cheer, MC5, The Gun, The Crazy World Of Arthur Brown etc.

Punk rock: er en form for hård rock, tag den! Historien har vist, at man ikke meningsfuldt kan fjerne punken fra metallens udviklingshistorie. Både glam/sleaze og ekstremmetal rummer elementer af punk. NWOBHM overtog for resten punkens gør-det-selv-strategi: man begyndte at lave fanzines og stifte egne pladeselskaber. Store dele af den moderne metals netværk og infrastruktur er altså afledt af punk rocken.   

Glam og sleaze er IKKE det samme som pop metal. Mötley Crüe er glam, Dogs DAmour er sleaze, og Bon Jovi og Europes ”The Final Countdown” er pop metal. Ægte glam/sleaze som Crashdïet og Sister har en kant og en nerve, som den über-kommercielle pop metal af gode (=dårlige) grunde mangler.    

Thrash, doom, death metal etc.: jeg bruger de ekstremmetalliske termer nogenlunde, som trend-politiets love dikterer. Bemærk det lille ord nogenlunde, for på mit anlæg lyder dødsmetal som Possessed, Mantas, Necrovore, Morbid Angel, Repugnant og Degial. Desuden: vær opmærksom på, at jeg får krakilske anfald, hvor jeg insisterer på at skelne mellem speed metal og thrash metal. Savage Grace er speed metal, Slayer er thrash metal. Jeg er også hardliner, hvad angår …   

Black metal: er ikke en bestemt spillestil. Marduk er black metal. Det er Master’s Hammer også. Men de lyder vidt forskelligt, spiller helt forskellige musikarter. Black-termen kører på ideologien. Hvis teksterne, symbolerne og diskursen omkring kunstnerne ikke omhandler okkultisme eller satanisme, er det IKKE black metal. Knojerns-basta! 

Begreber, som jeg ikke kan bruge til noget:
God stil!

Melodic rock og classic rock: de mest intetsigende termer, revisionisterne har skabt. De efterlader gabende huller i min bevidsthed. 

Hair metal: er et skældsord, opfundet af grunge-generationen og brugt om næsten alt fra 1980erne, som ikke optrådte i hængerøvsbukser og luvslidt fløjl. Jeg bruger kun nødtvunget begrebet, selvom jeg alle dage har hadet 99% af det bras, som MTV gjorde til hits (Twisted Sister var et fedt band – FØR de fik hits på EmptyTV).

Old school: ingen har endnu kunnet forklare mig, hvorfor dette begreb ikke betyder det samme som forældet” og passé. Når kunstnerne overtager det (som fx Armored Saint), betragter jeg det som en form for Stockholm-syndrom. Metal-KVLTen er evig, og alder bider ikke på den.   

Retro: ofte et skældsord, som folk uden sans for tradition, kaster efter kunstnere, der ikke følger den sidste nye trend.

God smag: er for borgerdyr. Der er en afgrund mellem heavy metal og alt borgerligt. Og alle broer er brændt. H
eavy metal er en outlaw-kultur, som trodser finkulturel og småborgerlig æstetik. Heavy metal er gennemført dårlig smag. Til gengæld er heavy metal god stil. Spørg, hvis du er i tvivl.

Det beskyldes jeg for at være:

True: jeg er en skrækkelig karl. Jeg har nul ambitioner om at være ung med de unge eller hip med de hippe. Jeg gider ikke være et fjols, der følger tidsånden. Tidsånden kan sq følge mig. Jeg er tro over for den musiktradition, som jeg blev opdraget i som ung. Den har udviklet sig helt vildt og langt ud i det ekstreme (har du hørt Funeral Mist?). Og troskab og true rimer. Anyway, true er et begreb, som blev introduceret af Metal Mike Saunders i en anmeldelse af Sir Lord Baltimore i 1971. Et væsentligt begreb, som desværre er blevet udvandet af Manowars fjollerier og af trolderikker, som sender dødstrusler til Myrkur. Jeg hygger mig dog med at blive kaldt true, for ...

Falsk metal: findes. Tving mig ikke til at give eksempler.

Det leder du forgæves efter på Rifferama:

Selvom jeg er heavy rocker på fuld tid, er der visse ting, som jeg ikke lige kan nå. Såsom at gå op i power, progressive, nyklassisk, gotisk, symfonisk, pagan, folk, viking, sørøvermetal etc. Den slags overlader jeg til folk, der har bedre tid end mig. Det samme gælder industrial metalneue deutsche härte, sludge, stoner, groove, ny-metal, post-metal, porno grind og diverse former for core. Fik jeg nævnt, at jeg stadig fejrer saturnalier efter grunge rockens langsomme, smertefulde død? \m/

PS: Rigtig gættet. Denne guide er opkaldt efter den her.

I Metal Blades annonce for Slayers debutalbum, "Show No Mercy", blev
Hanneman & Co.'s musik kaldt death metal. Thrash-begrebet var slet ikke
opfundet i 1983.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama