Overgearet

B.T.O. var uløseligt forbundet med firhjulstrukne motorkøretøjer.
Logisk nok indgik et tandhjul i bandets logo. 

Bachman-Turner Overdrive lignede en mellemting mellem pelsjægere og dansende bjørne. Men de efterlod en stribe af heavy rockens største hits.

Hårdrocken er fyldt med sære historier. En af dem stammer fra Winnipeg i den canadiske provins Manitoba. Her havde nogle af byens stolte sønner engang et band med et besynderligt navn: The Guess Who.

The Guess Who havde en god ting kørende ved indgangen til 1970’erne, og med ”American Woman” (udsendt i marts 1970) løftede de taget af hitlisterne her, der og alle vegne.

The Guess Whos succes skyldtes ikke mindst lead guitaristen og backing-sangeren Randy Bachman. Bachman var en mesterlig sangskriver, men han rodede sig ud i noget religion: Bachman blev mormon. Det huede ikke Guess Who-forsangeren, Burton Cummings. Så der blev dårlig stemning i omklædningsrummet.

Det pis gad Randy Bachman ikke. Bachman sagde adjø og dannede Brave Belt, der endte med at blive til Bachman-Turner Overdrive (debutalbum udsendt i maj 1973). Og SÅ begyndte det at gå hurtigt. Både op og ned.

The Guess Who raslede ned ad hitlisterne efter Bachmans exit. På vej ud i glemslen kunne Cummings & Co. se måbende til, mens Randy Bachmans nye band plastrede deres vægge til med guld- og platinplader.

BACHMAN-TURNER OVERDRIVES speciale var alsangs-inspirerende og fodstampende øredrillere. Tænk: ”You Ain’t Seen Nothing Yet”, ”Roll On Down The Highway”, ”Hey You” etc. 

Gruppen forkortede ofte deres navn til B.T.O. Og B.T.O. havde fart på: Med deres singler scorede de hele seks top 10-placeringer i streg. På bare to år: 1974-75.

Også i Danmark stod det unge rockpublikum klar med åbne arme. Danmarks Radio kapitulerede og spillede B.T.O. mellem alt det andet hit-tjullahop, og selv i jyske provinsbyer kastede diskenspringere B.T.O.-plader over disken, som var det lerduer før en travl jagtsæson.

I 1975 fik B.T.O. deres store kommercielle gennembrud i Danmark med ”You Ain’t Seen Nothing Yet”. Singlen blev nr. 1 på den danske Top 20-salgsliste, mens albummet ”Not Fragile” opnåede en laber andenplads på listen. På Tipparaden var B.T.O. urørlige i 1975: De var det band, som fik flest lytterstemmer i løbet af hele året!

DEN FØRSTE B.T.O.-besætning bestod af Randy og hans to brødre Robbie (trommer) og Tim Bachman (guitar). Men esset var dog bassisten og sangeren C.F. Turner. Charles Frederick tog kvælertag på sin firestrengede spade, og så havde han en stemme, der lød, som startede han dagen med at gurgle hals i afløbsrens.

Når det endelig gjaldt, kunne C.F. også flikke en sang sammen. Det var fx Turner, der skrev titelnummeret til ”Not Fragile” – en sang, som rullede afsted på en lindorm af et riff.

På ”Not Fragile” havde Blair Thornton desuden overtaget broder Tims rolle som lead guitarist. Det højnede kvaliteten af guitarspillet. Randy og Blair begyndte at lave guitarparløb i stil med dem, som The Yardbirds havde introduceret i 1960’erne, og som Thin Lizzy senere gjorde til standardinventar i hård rock. For resten var Thin Lizzy med B.T.O. på turné – som opvarmning!

B.T.O. VAR ET ØMT SYN. Kraftige, lodne fyre, stablet op på plateau-hæle. Bachman & Co. lignede en mellemting mellem pelsjægere og dansende bjørne, så deres kontrafejer hang ikke på pigeværelsers vægge side om side med Donny Osmond og David Cassidy.

Tag ikke fejl: B.T.O.s musik var måske nok iørefaldende, men den var også robust. B.T.O.s musik blev spillet af mænd fra en kultur, hvor der blev båret blå kraver. Åh ja, en af gruppens første sange hed faktisk ”Blue Collar” og var en forsvarstale for arbejderklassekulturen.

Det var længe før Greta Thunberg, så der blev brændt en masse diesel af i B.T.O.s sange, der bar titler som ”Four Wheel Drive”, ”Let It Ride” og ”Freeways”. Det var ikke for ingenting, at Bachman og Turner kaldte deres band Overdrive – deres musik var perfekt til kørsel i motorkøretøjers overgear. Meget passende blev B.T.O.s fans kaldt gearheads.

MASKULINITETEN SAD i førersædet, og en titel som ”Take It Like A Man” sladrer om fraværet af kønsneutralitet i B.T.O.s tekstunivers. 

Bachman & Co. havde ikke meget til overs for rockens flimsediller. Albumtitlen ”Not Fragile” var selvfølgelig et pisstake på prog rock-orkestret Yes’ pompøse og fistelstemte oevre ”Fragile” (1971).

På ”Not Fragile” slog den heavy rock-selvbevidste C.F. sig på brystet som en anden Johnny Weissmüller:

You ask do we play heavy music

Well, are thunderheads just another cloud?

Klart, B.T.O. spillede heavy rock. Men det holdt de op med, og det kostede ved kasse 1.

HITFESTEN STOPPEDE i takt med, at B.T.O.-medlemmerne blev mere og mere udbrændte. Fem albums på tre år – plus nonstop-turnéer! Oven i det hele blev Randy Bachman blød om hjertet og insisterede på at skrive afdæmpede sange til ”Head On” (1975) og ”Freeways” (1977). C.F. blev skubbet mere og mere til side, og Randy styrede bandet væk fra B.T.O.s heavy rock-spor.

Dykket startede med singlen ”Down To The Line”, som til overflod havde rockmanager-charlatanen Kim Fowley og selveste Alice Cooper som komponister sammen med Randy Bachman og Mark Anthony. Sidstnævnte var medlem af kultbandet The Hollywood Stars, og han satte sit fingeraftryk på sange med Kiss, Alice Cooper og The Runaways. 

Bachman, Fowley, Alice Cooper og Anthony. Det ser sejt ud på computerskærmen i dag. Historien er dog pinlig, for oprindeligt krediterede Randy Bachman sig selv for ”Down To The Line”. Men hov: Bachman havde planket dele af Alice Coopers ”Escape”, og så fik B.T.O.-sangeren et sagsanlæg lige i sylten. 

Nedturen var igang. B.T.O. mærkede sandhedsværdien af en af verslinjerne i ”Rock Is My Life And This Is My Song”, hvor Randy synger: ”You’re only as good as your last record.” Ergo: B.T.O.s fans listede ud ad bagdøren, samtidig med at rockens gadedrenge, punkerne, overtog rockscenen.

Stemningen var på nulpunktet, da B.T.O. indspillede ”Freeways”. Randy Bachman, som var B.T.O.s stifter, producer og mellemled til pladeselskabet, kvittede gruppen i 1977. Formentlig til de øvrige medlemmers lettelse. C.F. overtog Randys position som guitarist, mens Jim Clench (ex-April Wine) greb bassen og fik lov til at give hals på titelnummeret på ”Street Action”.

MED ALBUMMET ”Street Action” (1978) skruede B.T.O. igen volumenknappen op mod 10. ”Street Action” emmede af storbystemning og rummede nogle af de bedste sange, B.T.O. nogensinde har indspillet. Men albummet floppede grandiost. 

Opfølgeren, den AOR-agtige ”Rock ’n’ Roll Nights” (1979), rettede ikke op på situationen – omend knaldperlen ”Rock And Roll Hell” senere blev samlet op af Kiss. At B.T.O. på dette tidspunkt var i kreativ krise kom til udtryk ved, at flere af sangene var skrevet af folk udenfor gruppen, primært hitsnedkeren Jim Vallance (Bryan Adams, Aerosmith, Tina Turner, Heart m.fl.).

Slutningen af 1970’erne tilhørte punk og new wave. Bamsede pelsjægere var yt. Grønt hår og lange, tynde ben var dagens orden; generation x havde taget over, og B.T.O. blev afskrevet som gamle røvhuller, skubbet i samme bås som – uak! – de fragile Yes.  <13>

Rifferama-tips: B.T.O. har eksisteret on and off og i forskellige konstellationer siden ”Rock ’n’ Roll Nights”. Men hver eneste klapsalve, som gruppen har høstet i disse sammenhænge, har været affødt af arvesølvet fra B.T.O.s succesperiode: 1973-1975. Aficionados går efter følgende albums:

”Bachman-Turner Overdrive” (Mercury, 1973)

”Bachman-Turner Overdrive II” (Mercury, 1973)

”Not Fragile” (Mercury, 1974)

”Four Wheel Drive” (Mercury, 1975)

Opsamlings-lp’en ”Rock Is Our Life And These Are Our Songs” (Mercury, 1975) samler højdepunkter fra B.T.O.s storhedstid. Knap så skarp er ”Best Of B.T.O. (So Far)” (Mercury, 1976) og ”BTO’s Greatest” (Mercury, 1986). Der findes en vrimmel af opsamlings-cd’er med B.T.O.-materiale – flere af dem er kompileret ud fra et uigennemskueligt tilfældighedsprincip.

Læs mere Rifferama-stof om Bachman-Turner Overdrive her.

KILDER:

Michael Heatley: ”From rags to riches and back: The turbulent story of Bachman-Turner Overdrive” (Classic Rock nr. 66, maj 2004)

John Einarson: ”Bachman-Turner Overdrive? Let's Rock” (Classic Rock nr. 143, april 2010)

SickthingsUK: Albumnoter til Alice Coopers ”Welcome To My Nightmare”

Danske Hitlister.dk

Den menneskelige kollektivbevidsthed kaldet Wikipedia

+ det erindrings-drivtømmer, som flyder rundt i min egen hjerne