FLAMMENDE UNGDOM (BIOGRAFI)

Philip Lynott satte ord på det at være en renegat.
Sagaen om, hvordan en nordjysk glam-fan endte med at få ud-af-kroppen-oplevelser til koncerter med Morbid Angel og det, der er værre.

I 1974 fik jeg en åbenbaring. Jeg indså sandheden om den musik, som ”de andre” og ”de fleste” lyttede til. Den var tam og bovlam, den rykkede ikke. Den var ikke noget for mig, for jeg har altid kunnet li’ at rokke ved tingene. Og der er ikke meget, der rokker ved stive vaner og konventioner, ved den samfundsmæssige træghed som rock. Som hård rock.

Jeg forstod intuitivt, at jeg var til hård rock, og vupti: jeg var en outsider, en afviger, en rebel – eller som Thin Lizzy har udtrykt det: en renegat.

Der skete noget skelsættende for mig i mine formative år: jeg voksede sammen med den hårde rock. Jeg blev filtret så eftertrykkeligt ind i lyden af den hårde rock, at vi blev ét. For den hårde rock er ikke bare en musikart. Den er en livsstil, en kultur. Ozzy Osbourne og Lemmy kalder det ligefrem en religion. Det samme gør Judas Priest.

Det er selvfølgelig store ord. Men mit forhold til den hårdtslående musik har gjort, at den hårde rocks historie også er blevet min historie – som pladekøber, som koncertgænger og ikke mindst som rockskribent. Det har været en omtumlet historie, der har trukket mig gennem glam rock, punk rock, thrash metal, sleaze rock, biker rock, doom metal, dødsmetal, black metal, black thrash og så videre og så videre.

Mange vil sikkert påstå, at den hårde rock er et mangehovedet uhyre. Men det er ikke desto mindre et uhyre med én samlet, dynamisk krop. Og der banker et ærligt hjerte inde bag hårdrock-uhyrets skællede bryst. Et hammerhjerte, for nu at stjæle et udtryk fra Bathory.

Den hårde rock har gået under mange navne, siden den opstod i slutningen af 1960’erne. Den er blevet kaldt heavy rock, heavy metal, betonrock og mange andre ting.

Betonrock var absolut ikke et plusord i 1970’ernes Danmark. Den venstre-orienterede kulturelite i medierne, på spillestederne etc. forsagede betonrocken og al dens væsen. Og det borgerlige etablissement gik pligtskyldigt i chok over betonrockens massive lydtryk. For ikke at tale om det voldsomme image og de vilde gimmicks, som mange af den hårde rocks musikere brugte (og stadig bruger!) som kunstneriske potensforlængere.

"Gid den guillotine var ægte."

Der var mange i forældre-generationen, der ønskede, at det var en ægte guillotine, som Alice Cooper stak hovedet ind i, når han optrådte live. Eller at den kvælerslange, der snoede sig om Coopers hals, når han stod på scenen, ville kværke ham en gang for alle. Pæne og agtværdige borgere bad direkte Alice Cooper om at gå ad helvede til. Og det skrev Alice så en sang om. En bragende god sang.

For sådan er det med os heavy rockere: vi lever af modstanden.

SLAGSANG FOR EN PURUNG ROCKGENERATION
Et vræl af vildskab. Et brøl af brutal livslyst. Det var, hvad der kom ud af højttalerne første gang, jeg hørte Sweets single ”Turn It Down”. Singlen udkom i november 1974, og den blev udsendt som flagskib for albummet ”Desolation Boulevard”.

”Turn It Down” var knaldhård rock i hitlisteformat. Andy Scotts guitar kørte løs som en motorsav, og det savtakkede riff, som sangen var bygget op omkring, var designet til at skabe ballade. Og ballade blev der.

”Turn It Down” blev øjeblikkeligt en hadesang for myndigheder og forældre af den gamle skole. Steve Priests stålkolde aggressions-bas og Mick Tuckers militante trommer morsede rebelbudskabet ind i pandebrasken på lytterne. Mange kunne ikke tåle mosten.

”Turn It Down” var alt andet end easy listening. ”Turn It Down” var heavy rock, tung rock. Ja, ”Turn It Down” var flere tons af trods, der hamrede og bankede løs på trommehinderne. Der gik en puls af ungdommelig oprørstrang gennem ”Turn It Down”. Og før sangen, der kun varede tre og et halvt minut, var spillet til ende, havde der åbnet sig en gabende generationskløft mellem Sweets fans og deres forældre.

Og generationskløften var sådan set også det, som teksten til ”Turn It Down” handlede om. ”Turn It Down” var vel ment som en slagsang for en purung rockgeneration, der bare ikke ville skrue ned – hverken for musikken eller for forventningerne til livet. Den var et drønende rend mig i traditionerne. Et skråt op til autoriteterne.

Britisk radio censurerede "Turn It Down", fordi sangteksten var stødende. Censorerne skulle bare
have vidst, hvad det var, Sweet sang i den oprindelige tekst til singlens b-side ... Hør selv
live-udgaven af "Someone Else Will" på dobbelt-lp'en "Strung Up".

”Turn It Down” var – på godt og ondt – en forløber for punken. Og jo, glosen ”punk” optrådte faktisk i teksten, som den blonde alfahan Brian Connolly sang med gavflabet røst. 
 
Teksten var selvfølgelig udstyret med tilpas mange beskidte talemåder. Så den britiske statsradiofoni (BBC) fik et akut tilbagefald til victoriansk adfærd: ”Turn It Down” blev fjernet fra æteren, da sangen angiveligt var blasfemisk og uegnet som familie-underholdning. Den slags censur skulle senere vise sig at blive et tilbagevendende fænomen i den hårde rocks historie.

I 1980'erne skulle censur af hård rock ligefrem vise sig at være en genvej til politisk magt (jo, jeg tænker på den amerikanske vicepræsident Al Gore og hans kones strikkeklub af bigotte Washington-fruer, PMRC).

Nuvel, ”Turn It Down” kom til at gøre Den Helt  Store Forskel i mit liv. Man kan tale om et før og et efter ”Turn It Down”. For Sweet-singlen fik det til at sprudle og spjætte i mig af livsalig rockbegejstring. Det lyder sikkert hamrende selvhøjtideligt, men med ”Turn It Down” var min skæbne beseglet: jeg var til hård rock. Jeg havde fundet den højere mening med elektricitet. I en alder af 12 år.   

INDBRUD I DET ALLERHELLIGSTE
Jeg er født på det helt rigtige tidspunkt. Det rigtige år, den rigtige årstid. Der var bare et problem. Stedet var helt forkert. Jeg voksede op i Udkantsdanmark. I Vendsyssel. Ikke ligefrem nogen rock-højborg. Det betød, at jeg stod alene. Jo, der var mange af mine venner, som kunne li’ hård rock. Efter at jeg havde præsenteret det for dem. Men jeg var ALTID den, der vidste MEST. Jeg havde ingen vejledere, ingen guruer. Så jeg famlede mig frem i blinde. Dvs. måtte nøjes med den smule rockviden, der sev ud ad siderne på Vi Unge, Go, Generation og andre mere eller mindre åndssvage ungdomsblade.

Og dog. En af mine venner havde en storebror, som – vist nok – hørte hård rock. Men storebroren var utilnærmelig. Vi var bare nogle rollinger. Jeg forsøgte at tappe min ven for oplysninger ved at stille ham spørgsmål, som han så skulle stille sin storebror. Resultatet var magert. Jeg fik dog at vide, at storebrorens favoritband var Moody Blues. Wtf!?! Det var sq for sølle. ”Hører han ikke noget hårdere? Deep Purple?” Jo, storebroren hørte Deep Purple. Og hvad mere? Jeg pumpede og pumpede.

En dag efter skole besøgte jeg min ven. Storebrorens værelse lå lige ved siden af min vens. ”Skal vi ikke gå ind og kigge på hans plader?” spurgte jeg.

”Er du gal?!” Storebroren ville blive tosset, hvis han fandt ud af, at vi smådrenge (jeg var ca. 13 år) sneg os ind på hans værelse uden gyldig hjemmel.

Men jeg MÅTTE bare se de plader. Jeg lænede mig op ad døren og kom sådan lidt ”tilfældigt” til at trykke dørhåndtaget ned med albuen – og døren til Det Allerhelligste gik op. Nå, men nu var døren jo åben, så vi kunne ligeså godt træde ind, mente jeg. Min ven hviskede nervøst, at vi skulle skynde os ud igen. Sæt nu, storebroren kom hjem.

"Folk lo, indtil hun sagde: Brænd!" Albummet var opkaldt efter en
sang om en heks.

Jeg ignorerede ham. Forrest i stakken stod Deep Purples ”Burn” med det ikoniske cover, hvor Ritchie Blackmore & Co. er formet i stearin. Med rystende hænder løftede jeg pladen op, som et trofæ, og betragtede den med andagt. Min ven hev i min t-shirt. ”Lad os gå ud.” Jeg stillede yderst forsigtig pladen tilbage og bladede nænsomt alle lp’erne igennem. Der var flere med Queen. Dem havde jeg hørt i radioen. Jeg var især vild med den heavy afslutning på ”Bohemian Rhapsody”. 

Det var en af den slags øjeblikke, hvor jeg havde det ligesom fyrene i ”Wayne’s World”: ”We’re not worthy!”

Alright, lykken står den kække bi. En dag bad min ven mig om et uindspillet kassettebånd. Hans storebror havde bønhørt mig. Han ville indspillet et bånd til mig. Med hård rock! Jeg var euforisk, da jeg satte C90-båndet i mit lille Philips cassette deck. På den ene side: Deep Purples ”Burn”, på den anden side Queens ”A Night At The Opera”. Båndet sluttede med et dansk nummer: Røde Mors ”Rotterne revolterer”. Masser af forvrængede guitarer (tak, Henrik Strube) og bedst af alt: Troels Trier, der sang som en hæs trold. Proto-Lemmy!

Jeg sled det bånd tyndt på mindre end en måned.

Min primære kilde til hård rock var Danmarks Radio. P3. Så der kunne gå dage, ja, uger uden så meget som en tone betonrock, som det blev kaldt. Men der var da en kontinuerlig række af hits med Sweet, Slade og Suzi Quatro: ”Fox On The Run”, ”Far Far Away”, ”The Wild One” og i den dur. Dertil kom hits som Status Quos ”Down Down” og Bachman-Turner Overdrives ”You Ain’t Seen Nothin’ Yet”. Og Nazareths ”Love Hurts”. Selvom det var en ballade, kunne man høre på Dan McCaffertys sandpapirsrøst, at Nazareth var et heavy-band. Jeg vidste instinktivt, at dem måtte jeg tjekke ud. Og en dag var der bid. Jeg fik optaget ”Razamanaz”, da den blev spillet i radioen.    

Den slags skete sjældent, men man kunne være heldig. Som dengang de spillede Thin Lizzys ”Jailbreak”. Eller Rainbows ”Run With The Wolf”. Eller AC/DCs ”Dog Eat Dog”. Jeg blev helt ekstatisk, når det lykkedes mig at få noget heavy på bånd. Mit hjerte hamrede, og jeg forsøgte desperat at fange, hvad band og sang hed. I et stykke tid troede jeg fx, at Deep Purples ”Speed King” hed ”Speaking”.

Bortset fra Go var de fleste magasiner, tidsskrifter og dagblade ekstremt negativt indstillet over for heavy rock i midten af 1970’erne. Så det var begrænset, hvor klog man blev af at læse det bras. Men jeg opdagede da Kiss i Vi Unge. En lille, skaldet artikel, der prøvede at blæse en sensationshistorie op om gruppens farlighed. Jeg behøvede bare at kaste et eneste blik på billederne af de fire Kiss-medlemmer for at vide, at det her var fedt. Jeg skrev til et ønskeprogram på P3, om de ikke ville spille et nummer med Kiss. Jeg skrev en gang. Jeg skrev to gange. Nul reaktion.

Måske den første omtale af Kiss i DK. Vi Unge, oktober 1975.

MICHAEL SCHENKER VILDERE END TUNGEKYS
Da jeg blev konfirmeret, skulle min skoleklasse på tur til Norge. Turen gik gennem Sverige. I bus. På samtlige tankstationer kunne man se lp’er og kassettebånd med Kiss udstillet. Jeg kiggede på dem gennem butiksruderne. Som i trance. Mine klassekammerater ville vide, hvad jeg gloede på. Jeg pegede. De grinte. ”Bare fordi, de ser hårde ud, behøver de ikke være gode. De spiller garanteret helt vildt dårligt.” Så var det, jeg bad om, at en eller anden gud ville få de bønder ud af mit liv.

Men der var håb for mig. For den skoleklasse, som vi skulle bonde med i Norge, i en lille flække, der hed Barkåker, lavede en sej velkomstfest for os vendelboer. De var langt foran os, hvad angår popkultur. Pigerne havde smarte frisurer, som de danske piger først tog til sig året efter. Og så linede de op med to sæt playback-”koncerter”. To piger og to drenge stillede op som ABBA. ”Waterloo”. Men så skete det lige for øjnene af mig: min første koncert. Eller hvad man nu skal kalde fire drenge i konfirmationsalderen, som lader, som om de er – Nazareth! ”Razamanaz” med tunge tramp i plateaustøvlerne.     

Efter ”koncerten” smed jeg min generthed i skralderen og gik over til det norske ”band og sagde hej. Jeg blev venner med lederen. Han lod til at vide ALT om hård rock.

Schenker med sit ikoniske instrument. Men Schenker var
selv instrument for højere mager ...

Og jeg fik en demonstration af hans indsigt. Vi måtte færdes frit på den skole, hvor vi var indkvarteret. Men vi måtte om ingen omstændigheder forlade området. Det var en streng ordre. Her måtte jeg så udvise civil ulydighed. For den norske fyr fra ”Nazareth” inviterede mig hjem til sig. Han havde en plade, han gerne ville spille for mig. Det var noget med en speciel guitarist. Jeg listede med ham hjem til hans parcelhus. Jeg var helt oppe at køre, da han spillede lp’en for mig. UFO med Michael Schenker på lead guitar. Det var så stor en oplevelse, at jeg var ret ligeglad med skideballen, da jeg gik tilbage til skolen. For jeg havde hørt Schenker for første gang i mit liv.   

På Norgesturen kyssede jeg også med en pige for første gang i mit liv. Sådan rigtige kys, med tungen. Det skete i kælderen på Kon-Tiki Museet, mens vi kiggede op i bugen på en kæmpemæssig hvalhaj. Det var mange indtryk på én dag. Men både Kon-Tiki og tungekysset blegnede i forhold til det at have hørt Schenker.  

HAVDE KISS OVERNATAURLIGE EVNER?
Kiss tog over. Gene Simmons, Paul Stanley, Ace Frehley og Peter Criss fik større betydning for mit liv, end noget andet band fik senere hen. Sammen med en nabodreng dannede jeg en lille Kiss Army ude på bøhlandet. Vi gled helt ind i Kiss’ univers. Vi modellerede sågar vores autografer efter især Peter Criss’ håndskrift.

Hvis man tror, at graffiti er en ny opfindelse, eller noget, som kun hører hiphoppen til, så tro om. John Criss og jeg malede, tegnede, snittede, indgraverede Kiss’ logo på skoleborde, vægge, mure, tavler og alt andet materiale, der bød sig til. Det var vores måde at tage land på. Heavy metal landnam! Det så helt Charles Manson’sk ud, da vi efterlod det lokale skoleskur med 117 Kiss-logoer. De to S-runer fik virkelig bandnavnet til at ligne et dødskys.

Lyden var kritisabel. Cover artworket minimalt. Til gengæld skulle næsten alle albums bestilles hjem.
Sådan var betingelserne for en kassettebåndssamlende heavy rocker i 1970'ernes Vendsyssel.

Kiss havde i deres unge år en kant. En farlighed. Og frem for alt en my(s)tisk aura, som gav mig en intuitiv forståelse af, hvad heavy metal egentlig er: Noget, der ligger ud over de verdslige, mondæne, materielle hverdagstrivialiteter. Den hårde rock kommer fra en kraftkilde, som er mørkere og ældre end døden. Og som er meget stærkere end de magter og myndigheder, vi er underlagt på det materielle plan. Tag et kig på coveret til ”Destroyer”. Var der nogen, der lige kom til at snakke over sig der?

Kiss var – ligesom heavy rocken altid vil være det – larger than life. Og promo-videoen til ”I Want You” (se den her) var det vildeste pis, man kunne udsætte sine øjne for i 1976!

Stik imod al provinsiel danskerlogik valgte DR at vise ”I Want You” i et musikprogram. Og der sad Familien Danmark så med kæben i knæhøjde og kaffekopper og kringelkage dansende på kakkelbordet i takt til den voldsomme betonrocks beat.

Dagen efter havde jeg en euforisk samtale med en af mine venner. Vi var helt oppe at køre over at have set Kiss live – eller i hvert fald næsten. Vi diskuterede livligt, om det var ægte ildsøjler, som flammede op omkring Kiss-medlemmerne i videoen. Vi trak lidt på det, var skeptiske på en meget nordjysk måde. Men på den anden side, hvis der var nogen, der kunne stå og spille inden i en ildsøjle, så måtte det da være Kiss!!!  

SKINGRENDE SINDSSYG
Jeg voksede op på landet i Vendsyssel. Før et halbal i Taars besøgte jeg og rødderne en klassekammerat (det må have været i 1976, og jeg var 14-15 år). Fyren, vi besøgte, havde et skrammet kassettebånd: ”We Sold Our Soul For Rock ’N’ Roll”. Coveret var sort med rød skrift. Og så var der tre af de der s-runer, som Kiss også brugte i deres logo. 

Heavy rocken har altid brugt stærke symboler.
Og farven sort var Black Sabbath med til at promovere.

Jeg gennemtvang, at værten satte båndet på. Så sad vi der og drak høkerbajere iført plateausko og skjorter med brede flipper, mens Ozzy gav hals. ”Paranoid” var jo sådan et nummer, som man bare måtte elske. Det passede perfekt ind i serien med Deep Purples ”Speed King” og ”Fireball”, Nazareths ”Razamanaz” og Led Zeppelins ”Communication Breakdown”.   

Det var jo tydeligt, at Ozzy var skingrende sindssyg, og den slags sympatiserer man intenst med, når testosteronet får gennemslagskraft i ens drengekrop. Det var ikke sådan, at jeg barslede med de store teorier om, hvad det egentlig var, jeg og rødderne sad lyttede til den aften. Det var bare en salve chokbølger, som højttalerne sendte gennem os – chokbølger, som gør unge fyre kåde og høje. Det var lyden af action. Længere var den ikke.

KRIG MELLEM METAL OG PUNK – NOT!

Punk rocken var en åbenbaring for mig, da den dukkede op i 1976-78. Jeg elskede aggressionen, jeg elskede nerven, jeg elskede farten og flugten, der var over musikken hos bands som Sex Pistols, Ramones, The Clash, The Damned, Dead Boys, The Stranglers, The Jam, Eddie and the Hot Rods og ikke mindst hos Generation X, hvis debutalbum udkom den 17. marts 1978.

Der er blevet gjort meget ud af krigen mellem punk og heavy rock. Jeg oplevede ingen krig. For mig var der ingen modsætning mellem at høre en live-lp med Deep Purple eller at høre Sex Pistols råbe op om anarki. Begge dele var hårdt, råt og sejt. Begge dele udtrykte ungdommelig rebelskhed, begge dele leverede den kraftoverførsel, man som hårdrock-fan konstant higer efter.

Hyldest til ungdom og vildskab.

Måske foretrak jeg i en kort periode punken. Alene punk-looket var fedt. De stramme bukser, det flabede hår, sikkerhedsnålene etc. På det tidspunkt gik betonrock-grupper som Deep Purple og Uriah Heep stadig i spraglede skjorter og plateau-støvler. Det virkede lidt passé, når man stillede det op i forhold til et foto af Sid Vicious i sømbeslået læderjakke … eller i forhold til fyrene i Generation X, hvis look bare havde det ultimative miks af punk-bøllethed og glam-smarthed.

Og så havde Generation X sangene! ”Youth Youth Youth” hører stadig blandt mine favoritnumre fra 1970’erne (hør den her). Generation X var for vilde for almindelige mennesker.

Jeg fablede løs om Billy Idol & Co., straks jeg for første gang så et foto af gruppen. Nogle af mine klassekammerater hørte en eftermiddag Generation X-sangen ”Youth Youth Youth” i radioen. De var i chok! Nu var jeg gået over stregen. Det her punk var jo bare larm! ”Fucking bønder,” tænkte jeg.      

Lige en strøtanke: Bob ”Derwood” Andrews’ guitarsolo, der afslutter ”Youth Youth Youth” – ville den have lydt sådan, hvis han aldrig havde været til en heavy rock-koncert? Jeg tvivler. For sagen er: punk rock og heavy rock kan ikke skilles. Og hvis Generation X og andre punkgrupper stjal fra heavy rocken, så stjal heavy rock-grupperne senere hen fra punk rocken. Det er én lang had/kærlighedshistorie, det der med punk vs. heavy …   

EN ØRN MED METALSKINNENDE VINGER   
Indianerne lagde øret mod jorden for at høre, om der var bisonokser, der bissede i nærheden. Samme jægerinstinkt havde vi heavy rockere i starten af året 1980. Vi åbnede sanserne – og vi kunne bare MÆRKE det. Der var noget STORT på vej. Vi læste om det i magasiner som Sounds, og nu begyndte vi også at kunne se det i vores lokale pladebutikker. The New Wave Of British Heavy Metal var kommet til Hjørring!

I Hjørring, i Baadsgaards radio- og tv-butik, blev der stillet en papholder op på disken – tydeligvis et pladeselskabs-produkt. ”Heavy metal” stod der med typer, der var efterligninger af Iron Maidens logo. Allerøverst var Eddie the Head skåret ud i pap, grufuldt grinende. Det havde den rigtige signalværdi, og vi rødder bladede febrilsk igennem lp’erne, som var proppet ned i papholderen: forskellige albums fra AC/DCs bagkatalog, Sammy Hagars ”Street Machine” etc. Iron Maidens debutalbum var der selvfølgelig også, sammen med Judas Priests rambuk af et album, ”British Steel” (begge udkom på samme dag, den 14. april!).     

Mon den skive, som jeg var på udkig efter, var der? Jeps, der stod den: Saxons funklende nye ”Wheels Of Steel” (udkom den 5. maj 1980). Haps!

Saxon var med til at lægge fundamentet til NWOBHM. Og
deres andet album solgte i kvanta. Drønede op på en 5.-plads på UKs
hitliste. Solgte til platin.

Jeg havde læst om Saxon i den engelske presse. Og jeg behøvede kun at kaste ét eneste blik på coveret, der var prydet af en ørn med metalskinnende vinger. Jeg vidste bare, at det her var fedt. Pladen blev hjembragt i triumf, pick-uppen kom i vinylrillerne, og ud strømmede lyden af en motorcykel i fuldt drøn. Pladen rummede speed metal-fræsere, som banede vejen for Metallica og thrash-bølgen. Titelnummeret var en effektiv blanding af Motörhead og Led Zeppelin med et huggende riff, der passede perfekt ind i sen-80’ernes biker-rock (Circus Of Power etc.). Og sådan kunne jeg blive ved. ”Wheels Of Steel” blev bare aldrig forældet.

Jeg kom fra et miljø, hvor flere af vennerne kørte motorcykler. Alle gik i læderjakker, alle var bad boys og højhastigheds-freaks. Det var superlet at identificere sig med den følelse af frihed, som Biff sang om i ”Freeway Mad” og ”Motorcycle Man”. Slagsmål var ikke et ukendt fænomen, og det var let at sætte sig ind i en titel som ”Street Fighting Man”. Kampsangen ”Stand Up And Be Counted” passede som hånd i skindhandske til mit rebelske gemyt – ned med alle autoriteter! Antikrigs-sangen ”Machine Gun” gik i svingning med min militærnægter-mentalitet. Og så indeholdt albummet det, der måske i virkeligheden er verdens mest fængende heavy metal-hit: ”747 (Strangers In The Night)”.

Enuff said. Saxons andet album, ”Wheels Of Steel”, kom fra dag 1 til at høre blandt mine yndlingsplader. Og der befinder den sig stadig, mere end 30 år senere. 

Fortsættelse følger … om at blive arresteret for at gå med patronbælte og nitter... og så videre og så videre ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar