søndag den 24. april 2016

Genrejsning

Rising anno 2016.
Rising er et knusende tungt bud på et dansk band med appel til det store udland.
Københavnernes nye album hedder ”Oceans Into Their Graves”. Og det er både tidløst og tidssvarende.

Okay, der har været en årrække, hvor jeg er gået i dækning, når talen er faldet på dansk metal.

Heldigvis er der sket en positiv ændring i seneste år. Lad mig være ærlig. Det er langt fra det hele, som får min krop til at udskille dopamin. Men der er altså ved at ske et (tiltrængt!) generationsskifte i dansk metal. SEA og Slægt er bare to eksempler på ung, dansk hårdrock, der er moden til international lancering.

Og sandelig om ikke grand old men som Denner/Shermann og Artillery igen er vågnet op til dåd. Knap så aldersstegne fyre som dem i Deus Otiosus og Rising rumsterer også noget så henrivende.

Apropos Rising. Det københavnske band har været flittige til at rokere om på besætningen. Og det har måske været deres største hæmsko. For alt, hvad Rising har udsendt, har haft internationalt format – lige fra debut-ep’en (2009) til det aktuelle album, ”Oceans Into Their Graves” (release: 29. april på Indisciplinarian).

Rising spiller sludge/groove metal. Det fortæller Encyclopaedia Metallum mig i hvert fald. Kald det, hvad I vil. I mine ører lyder det som gedigen heavy rock. Vel at mærke af moderne tilsnit. Med en knusende tyngde à la Neurosis. På det forrige album, ”Abominor” (2013), var det tæt på at være direkte smadder – på den fede måde.

”Oceans Into Their Gaves” ligger tættere på albummet ”To Solemn Ash” (2011 – læs Rifferama-anmeldelse her). Det betyder, at det er lidt nemmere at høre, hvorfor Rising hedder Rising. Altså: at gruppen OGSÅ har rødder i 1970’ernes mere episke heavy rock. Såsom Rainbow i Dio-dagene.

Det melodiske kommer ekstra godt til sin ret på det nye Rising-album. Gruppen har nemlig rekrutteret sangeren Morten Grønnegaard. Og han er lidt af et kup for gruppen. Grønnegaard er en rigtig sanger. Ikke en growler eller en brøleabe. Men en sanger med kant og personlighed. Og med et anstrøg af noget emotionelt i sin diktion.

Sangene på ”Oceans Into Their Graves” er bygget op omkring grumme riffs fra guitarist og bandboss Jacob Krogholt. (Siden indspilningen af ”Oceans Into Their Graves” er guitaristen Anders Bo Rasmussen blevet føjet til besætningen.) Læg dertil en tæt rytmesektion bestående af bassisten Bjarke Lassen og trommeslageren Martin Niemann.

Niemann er en dynamo af John Bonham’ske proportioner. Men det ender ikke med bulder og brag. Bl.a. fordi albummet er produceret af Jacob Bredahl (Dead Rat Studios, Aarhus). Bredahl er kendt for at være en mester udi kunsten at skabe organisk lyd i hårdrock-sammenhæng. Og ”Oceans Into Their Graves” er ingen udtagelse. Albummet har en sound med masser af slagkraft. Her kommer både melodier og power til deres fulde ret.

”Oceans Into Their Graves” er et tiptop moderne metalalbum fra et band, som kan deres pis. Ikke kun på instrumenterne, men også rockhistorisk. Albummet lever op til heavy rockens evigtgyldige kriterier: riffs af høj kvalitet og en sans for melodier med tyk slidbane.

”Oceans Into Their Graves” er både et tidløst og et tidssvarende album. Og dem udkommer der ikke ret mange af. Og da slet ikke i DK. \m/

NB! Dette er en Rifferama-anmeldelse. Metalizeds officielle anmeldelse står at læse i magasinets nr. 103. På gaden nu.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 18. april 2016

Den headbangende snot-maskine

1977: Man bliver syg af at høre AC/DC.
Før Bon Scott døde, og før Brian Johnson (angiveligt) blev døv, var AC/DC det vildeste pis.

Rifferama fortæller historien om dengang, AC/DC var farlige. Bøllede, beskidte. Indbegrebet af det, som gav borgerskabet mareridt.

Kæft, han ser skummel ud, gør Bon Scott, som han står der på coveret til ”Let There Be Rock”. Han stirrer diabolsk skråt nedad, i retning af fotografen. Helt ude ved scenekanten står Angus Young med sin Gibson SG og shredder løs foran publikum, hvis arme og hænder er – grønne!

Det er en ren tilståelsessag: AC/DC er djævelens musik. AC/DC er syge. AC/DCs fans får en alien-agtig kulør af at lytte til det australske bands musik.

Meget er sket siden 1977. Dengang var AC/DC farlige. Bøllede, beskidte. Indbegrebet af det, som (stadig) giver borgerskabet mareridt.

Journalister elsker at vælte sig i modeord, og da ”Let There Be Rock” udkom i 1977, var punk rock det sidste skrig. Så der var lige en uge, hvor AC/DC blev slået i hartkorn med punken.

AC/DC punk? Pænt syret, når man sammenligner med AC/DC nu om dage: Mænd i Viagra-alderen, der bræger om vellystige Rosie – en madamme, som har cirka samme kropslige kvaliteter som store dele af det alderstegne publikum, der til AC/DCs koncerter fylder op på dyrskuepladser og endeløse pløjemarker – behørigt udrustet med en fadøl i hver hånd.

I dag er AC/DC øllet underholdning. Sådan var det ikke i 1977.

I 1977 var AC/DC unge. Skræmmende unge. Og deres publikum bestod mestendels af utilpassede ungersvende fra arbejderklassen. Rødder med rod i livet. Og krudt i røven. Havde det været i dag, ville behandlerne have troet, at fænomenet AC/DC var en trykfejl. Skulle der mon ikke stå ADHD?

I 1977 var AC/DC og deres (ikke specielt store) fanskare et rastløs virvar. Stærkstrøms-rock for fuld hammer. Mere flabet end charmerende. ”Bad Boy Boogie”? Ja, mon ikke!

I 1970'erne var AC/DC grove løjer.
OVERDRIVELSE FREMMER FORSTÅELSEN
”Let There Be Rock” er AC/DCs heavieste album. Uden konkurrence. Den er også den første ”rigtige” AC/DC-plade. Alt godt om brødrene Young & Co.’s første livtag med den hårde rock. Der er et par udødelige festrock-klassikere (fx ”High Voltage” og ”It’s A Long Way To The Top (If You Wanna Rock ’n’ Roll”) på gruppens første skiver, hvor glam rock-stiløvelser og elementær boogie og rock ’n’roll rystes sammen i en noget ufærdig cocktail.

Men på ”Let There Be Rock” trådte AC/DC i karakter. Nu skulle det være. Og i god heavy rock-tradition blev skiven komponeret og indspillet under devisen: overdrivelse fremmer forståelsen. Young-brødrene Angus og Malcolms bror George producerede ”Let There Be Rock”. Sammen med Harry Vanda.

I diverse biografier og dokumentarer samt artikler på Wikipedia og interviews i musikmagasiner kan man læse/høre/se historien om, hvordan AC/DC tog sig sammen. Hvordan de bevidst gik efter en STOR guitarlyd. Hvordan de trak numrene ud og proppede ekstra mange riffs i sangene. Om hvordan de gav Angus lang snor, så han kunne lire sig langt ind i ekstasen, når han spillede soli. Og dem var der mange af på ”Let There Be Rock”.

I 1977 bar heavy rockens guitarhelte navne som Ritchie Blackmore, Michael Schenker og Jimmy Page. Og Angus røg hurtigt op blandt eliten. Nogen Eddie Van Halen var AC/DCs lead guitarist ikke. Men Angus havde stil. Sin egen stil. Han kunne kombinere vildskab med feeling. Han spillede som Chuck Berry på speed.

Live drønede Angus rundt på scenen. Uden kabel i guitaren. Angus duck walk’ede, sprintede, spænede, headbangede, mens han spillede løs iført skoleuniform og med tornyster på ryggen. Det så ikke kønt ud, men det lød dejlig grimt.

Publikum elskede Angus og hans lømmelagtige guitarspil. Det var snotnæset i forhold til det mere majestætiske udtryk hos Blackmore og Page. Så snottet, at nogen har kaldt Angus for ”the headbanging snot machine” (læs mere her).

Bon Scott toppede som rockpoet på
"Powerage".
BON SCOTT – EN GRÆNSEGÆNGER
Det snotnæsede kom også til udtryk i Bon Scotts vokal. Sangere som Dan McCafferty (Nazareth) og Noddy Holder (Slade) havde for længst introduceret en rå, raspende sangstil i den hårde rock. Men vokalt var heavy rocken i midten af 1970’erne stadig mest kendetegnet ved gyldne stemmebånd som dem, der sad på David Byron (Uriah Heep), Robert Plant (Led Zeppelin) og Rob Halford (Judas Priest).

Og så kom denne australske arbejderklasse-knægt og ødelagde det hele ved at give hals som en anden gadedreng. Bon Scott var indbegrebet af vokale unoder. Han lød, som om han trængte til at få fjernet mandler eller polypper. Hans diktion var ligeså fornem, som havde han slikket den op fra et fortov.

Bon Scott brækkede gerne ryggen på grammatikken, når han sang ”I am a rock ’n’ roll star / yes, I are” i sangen ”Rock ’N’ Roll Singer”.

Bon Scott kunne noget med ord. Han var en gadepoet, som satte ord på meget af det, som adfærdsvanskelige unge gik og tumlede med. Damer og det, der er knap så lækkert. Som at være på røven. Eller direkte utilpasset, uønsket, udstødt.

AC/DCs sanger vidste, hvad han sang om. Bon Scott var selv en grænsegænger. En kulturel skovgangsmand. Og så var han tatoveret. Tusser var ikke allemandseje i 1977. Det var kun randeksistenser, som lod deres hud dekorere med blæk: hærdede søfolk, rockere og i den dur.

The Rolling Stones havde sunget om at have sympati for djævelen. Og inden for den hårde rock havde The Crazy World Of Arthur Brown og Atomic Rooster tidligt sunget om helvedesild, djævel og Satan. Men Bon Scott var en de første, som forbandt hårdrocken med begreber fra kristendommens skyggeside: tjek titler som ”Hell Ain’t A Bad Place To Be”, ”Sin City”, ”Rock ’N’ Roll Damnation” og ”Highway To Hell”.

Var Bon Scott satanist da? Dumt spørgsmål. Men han og AC/DC vidste, at det, der er forbudt, er sejt. Køen foran lastens hule er altid den længste.

Og så kunne Bon Scott sin blues-historie: legendariske Robert Johnson (1911-38) solgte angiveligt sin sjæl til djævelen for at få fingersnilde til at spille på den seksstrengede. Johnson døde en rigtig rock ’n’ roll-død: han blev forgiftet, fordi han flirtede med en anden mands kvinde. Forbuden frugt-folklore som denne lå på lager i Bon Scotts bevidsthed, da han griflede sine tekster til AC/DC. Mere djævledyrker var han såmænd ikke.

Men AC/DC udnyttede myten om rocken som djævelens musik. De udnyttede den skamløst. Angus blev udstyret med horn og djævlesvans på coveret til ”Highway To Hell” (1979). Det var dog kun den kristne højrefløj, som tog det alvorligt. Ja, den tog det nærmest personligt.

Robert Johnsons børnebørn.
TOILETVÆGS-POESI
Det kan betale sig at lytte til Bon Scotts lyrik. Som poet toppede Scott på sange som ”Gimme A Bullet” og ”Gone Shootin’” fra albummet ”Powerage” (1978). Selv beskrev AC/DC-sangeren sine tekster som ”toiletvægs-poesi”.

Der er en del ”toiletvægs-poesi” på ”Let There Be Rock”. Her og der med et glimt i øjet, som når supergroupien Ruby Lips siges at kunne få en hedning til at bede.

Men det er ikke lir det hele. Der er dyb alvor i ”Overdose”, et smerteblandet bluesrock-nummer med en tekst, der så rigeligt overskrider klichéerne om hjertesmerte. Her giver Bon mæle til en mand, hvis kærlighed fører gennem helvede til gravpladsen.

”Problem Child” er en af heavy rockens koldeste outlaw-sange. Men som titlen antyder, fødes mænd ikke som desperadoer. De skabes. Fra barnsben.

AC/DC anno 1977 var ikke bare liv og glade dage. AC/DC var barsk realisme. Nul hippie-drømmerier om fred og evige kærlighedssomre her. AC/DC var fandenivoldsk heavy rock, som ikke bød på illusioner om en bedre verden. ”Dog Eat Dog” var en nihilistisk spejling af samfundet set fra bunden. Og musikken på ”Let There Be Rock” matchede det australske bands nul nonsens-livssyn.

Allerede fra albummets start trak AC/DC kanonerne i stilling. ”Go Down”. Det er slang for en suttetur. Men musikken er mørk, og sangen er virkelig en nedtur – på den fede måde. En tur ned i de mørke stemninger, ned i en underverden af forbudte aktiviteter. Sangen er hård i anslaget, aggressiv, spillet med tænderskærende attitude og knofedt.

På ”Dog Eat Dog” gravede AC/DC for alvor stridsøksen op. Phil Rudds slår på krigstrommer, og bandet spiller, som befandt det sig i en blodrus.

Titelnummeret på ”Let There Be Rock” er en stålstorm af skarpslebne guitarer. Malcolm Young og Angus supplerer hinanden på en måde, der nærmest er telepatisk. Den basale rytmesektion med Phil Rudd på trommepodiet og Mark Evans på bas er selve hjerteslaget i dette monster af rock. Drop kritikken af Rudd! Den mand er skabt til at slå på tromme for AC/DC – og uden ham har AC/DC aldrig været det samme. Primitivt spil, javel, men med et flair for groove, som ikke findes i ret mange andre bands.

Lad mig runde denne hyldest af ”Let There Be Rock” af med en af de mange anekdoter om albummet. Albummet er så hårdtslående, fordi AC/DC bevidst gik efter en lyd, der lå så tæt på gruppens live-sound. Den hensigt gav jackpot. ”Let There Be Rock” er i mine ører en af de bedste heavy rock-produktioner fra 1970’erne. Fordi den er tæske-heavy og fyldt med fræs.
    
Netop under indspilningen af titelnummeret begyndte det at ryge fra Angus’ forstærker. Et splitsekund studsede guitaristen, men brormand George gestikulerede vildt: ”Forsæt for satan!” Og det gjorde Angus. Med et anlæg, der udspyede røg og gnister. Denne vildskab er fanget 100% på albummet. En vildskab, som desværre aldrig var at finde på gruppens senere albums … \m/

Læs Rifferamas historie om Bon Scotts tragiske død og om megasuccesen ”Back In Black” her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


søndag den 10. april 2016

Forbryderalbum fra svensk dødsband

Degial spiller Dødens metal.
Det handler ikke om at være old school. Det handler om at være death metal. Det demonstrerer Degial på deres nyeste album, ”Savage Mutiny”.

”Savage Mutiny” er et death metal-monster. Her finder man ikke den sædvanlige, tegneserieagtige Cookie Monster-brutalitet. I Degials hænder er dødsmetallen igen blevet farlig, et uhyre af ægte kaos.

Degials andet album, ”Savage Mutiny” (udsendt af Sepulchral Voice), er et bæst, der lever op til bandnavnet. Degial er nemlig en anden stavemåde for al-Dajjal, en slags Antikrist i islamisk eskatologi.

Meget symbolsk udkom dette monster den 25. december. I hvert fald officielt. Vinyludgaven var længe undervejs og er først i denne uge havnet på min pladetallerken. Men albummet har længe kunnet smuglyttes på gruppens Bandcamp – klik her.

Uppsala Metal Of Death. Navnet har klar reference
til legendariske Dissection, der kaldte deres musik
for Anti-Cosmic Metal Of Death.
Degial kommer fra Uppsala, hvor de sammen med bands som Watain, Reveal, Invidious (aka Katalysator), No Future og de nu opløste In Solitude udgør det kreative og stammeagtige miljø, som kalder sig Uppsala Metal Of Death.

I dette miljø motiveres man ikke af den sædvanlige, verdslige konkurrencementalitet. Nej, man støtter hinanden, inspirerer hinanden og spiller i hinandens bands. Her hersker en broderskabs-ånd, som på mange måder minder om den, man finder i bikerkulturen. Og medlemmerne af Uppsala Metal Of Death bærer da også læderveste med rygmærke i bedste MC-stil.

Uppsala Metal Of Death blev nærmere beskrevet i Louise Browns ti sider lange interview-artikel Bond Of Blood i magasinet Iron Fist nr. 7 (2013).

Degial påstås at være del af en revival af svensk dødsmetal. Som om svensk dødsmetal nogensinde har været væk. Men den har måske været lidt mat i koderne. Anyway, Degial har nogle musikalske og attitude-mæssige ligheder med fx Repugnant, Kaamos, Invidious og Vorum.

Det er grupper, som griber eller greb tilbage i traditionen, tilbage til scenen, da death metal stadig var vild, beskidt og farlig og ikke nær så præget af genrekonventioner og konformisme. Dødsmetal, før der gik pølsemaskine og samlebånd i den – hvilket der jo gjorde i 1990’erne (tænk: Morrisound, Sunlight, Fredman etc.). Dødsmetal, dengang den stadig iklædte sig patronbælter og stramtsiddende læder.

Degial hylder den fandenivoldske spillestil, som blev praktiseret i dødsgenrens lømmelalder. Der er vildskab og stålklang i Degials sound. Men i mine øren lyder de ikke specielt svenske. Degial er hverken melodød eller gængs svenskerdød à la Entombed, Dismember, Grave, Unleashed etc. Allermest sender Degial denne bloggers tanker i retning af amerikanske navne som Possessed, Necrovore og Morbid Angel i deres tidlige fase.

”Den gamle, klassiske svenske dødselite betyder meget for os. Vi var vilde med dem i vores tidlige teenageår, og det er vi stadig. Men den atmosfære, som vi ønsker at skabe med vores musik og tekster, passer bare ikke til en typisk svensk sound. Det mørke, som vi har i os, afspejles i vores musik, og det er det vigtigste for os. Vi ønsker ikke at være en kopi af et andet band, vi ønsker at være unikke. Men selvfølgelig kan man høre rene musikalske påvirkninger hos os. Hvis nogen påstod, at vi ikke er inspireret af fx Morbid Angel, ville jeg foreslå dem at gå til ørelægen,” udtalte Degial i et interview til webzinet Nihilistic Holocaust, som kan læses her.

Dommedagsbasun. Detalje fra label på selve pladen.
Morbid Angel-elementerne var tydeligere på Degials debutalbum, ”Death’s Striking Wings” (2012). Og selvom jeg måske nok forstår snakken om revival, så må jeg slå fast, at der absolut ikke er noget retro over det her. Degial appellerer ikke til nostalgi. Degial sender chokbølger af brutalitet ud gennem højttalerne. Der er en gennemgående sort stemning på albummet, som bakkes kraftigt op af gruppens image.

Image er dog ikke et ord, som Degial er vilde med. ”Vi ser det ikke som en form for band-image. Det er den visuelle del af vores spirituelle vision. Det kan godt være, at andre bands har et kunstigt image, men det har vi ikke. Vi er en udmunding af kaos. Og det her er, hvad der venter dem, der står foran i tågen,” har guitaristen og vokalisten Hampus Death forklaret til sitet Necrosphere.
   
Image eller ej, Degial bruger blod og corpse paint på niveau med Watain, og der anvendes kunstnernavne som H Death (vokal/guitar), R Meresin (guitar), E Forcas (trommer) og JP Vorum (bas/vokal). Cover artworket er for resten lavet af Erik Danielsson (Watain). Set Teitan (Dissection, Watain) leverer gæstevokal og en guitarsolo, mens brødrene Pelle og Gottfrid Åhman (In Solitude, Katalysator/Invidious) bidrager med hhv. tekst og studieteknisk snilde.

Når man kigger på Degial-medlemmernes CV, dukker der et spindelvæv op, som trækker tråde mellem Watain, Malign, Repugnant, Unpure, Vorum og en håndfuld andre. Så ja, ”Savage Mutiny” er noget af et forbryderalbum.

På ”Savage Mutiny” er grænsen mellem black metal og gængs dødsmetal blevet nedbrudt med en kunstnerisk rambuk. Læg dertil et tekstark, som afspejler Degials passionerede forhold til døden. Hos Degial er døden ikke bare en chokeffekt. Hos Degial er døden et mysterium, som gruppen fordyber sig i. Jeg tror, det er denne hengivelse til kaos, som gør, at Degial stikker ud i forhold til den ordinære dødsmetal-scene.

Lad mig slutte af med et citat fra en af Degials brødre, Gottfrid Åhman, som i egenskab af bassist i Katalysator sagde følgende i et interview med webzinet Voices From The Darkside: ”Støt ikke alle de der death metal-bands, som påstår, at de er old school. Det handler ikke om at være old school. Det handler om at være death metal! TO THE DEATH!” \m/




Læs interessant Sweden Rock Magazine-interview med Degial her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

søndag den 3. april 2016

Han gav fanden i Satan

Quorthon, som han så ud i 1996.
Bathory lagde grunden til både black metal og viking metal. Gruppens mastermind, Quorthon, var en ener, som ikke kun kørte motorcykel, men også havde en vid kulturel horisont. 

Rifferama og Zeppelin Rock Bar fejrer, at det i år er 50 år siden, at Quorthon blev født.

Interview: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 4, 1996). Intro: april 2016.

Bathory. Et af de mest centrale bands i ekstremmetallens historie. Ikke bare i nordisk eller europæisk sammenhæng, men globalt. Bathorys mastermind tog kunstnernavnet Quorthon. Til dagligt blev han kaldt Ace (ja, han var Kiss-fan!), men på dåbsattesten lød han navnet Tomas Forsberg.

Quorthon havde et sjældent talent. Et talent af den slags, som de færreste anerkender, men som beslægtede kunstnertyper hylder. Bathorys bagmand var en musikalsk outlaw, som hellere ville skabe trends end følge trends.

Quorthon tog tråden op fra Venom og var således med til at lægge fundamentet til det, som i dag kaldes black metal. De tre første Bathory-albums, ”Bathory” (1984), ”The Return …” (1985) og ”Under The Sign Of The Black Mark” (1986), rejser sig som søjler i den sorte metals tempel.

Men her stopper historien om Bathory ikke. For med den mere heroisk thrashede ”Blood Fire Death” (1988) tog Quorthon hul på et helt nyt kapitel – ikke kun i Bathorys historie, men også i heavy metal-historien. Med ”Hammerheart” (1990) og ”Twilight Of The Gods” (1991) grundlagde Quorthon nemlig den såkaldte viking metal-stil, der kombinerer en bombastisk form for heavy metal med tekster, som kredser om temaer fra nordisk hedendom.

Quorthon døde i 2004 af en hjertefejl. Hans død kom som et chok. Men Quorthons minde står tilbage som et pragteksempel på metalrockens udødelighed. Det er umuligt at gøre Bathorys betydning for den hårde rock op. Lad mig her bare give tre eksempler:

Marduk har udgivet en trilogi af albums, som er bygget op omkring de tre ”elementer” i ”Blood Fire Death”. Forfatterne Ika Johannesson og Jon Jefferson Klingbergs værk om svensk heavy metal bærer titlen ”Blod Eld Död” (Alfabeta 2011). I 2010 hyldede Watain Quorthon med et Bathory-sæt på Sweden Rock Festival – koncerten kan høres på albummet ”Tonight We Raise Our Cups And Toast In Angels Blood: A Tribute To Bathory” (2015).

Som bonus kan nævnes, at bandnavnet Heaven Shall Burn er løftet fra en tekst på Bathorys ”Blood Fire Death”-album. Men listen over Bathorys effekt på metallen når herfra og til Kingdom Come.

Nedenstående interview lavede jeg med Quorthon i 1996, hvor han – endelig! – udsendte det ellers skinlagte album ”Blood On Ice”. Interviewet giver et meget godt indtryk af en ener i heavy metal. Quorthon var en belæst mand, som ikke kun kørte på motorcykel, men som også havde en vid kulturel horisont. Og akkurat som det er tilfældet med Venom, var hans kærlighed til den black metal-scene, som han oprindelig stod fadder til, ikke ubetinget.

Quorthon i hans black metal-epoke.
SATAN – ET PRODUKT AF KRISTENDOMMEN
”Når man siger black metal i dag [i 1996, red.], tænker man på sminkede fyre, der skærer i sig selv og brænder kirker ned og myrder homoseksuelle. For tolv år siden var black metal noget helt andet; det var alt fra interesse for hekse til okkultisme og trolddom, livets mørke sider og en eller anden alternativ horror-verden. I dag forbinder alle desværre black metal med en flok fæhoveder, der dyrker satanisme,” forklarer Quorthon, da NRG får ham i røret på en kølig majaften.

Det er tydeligt, at den gamle black metal-veteran – ahem – giver fanden i Satan og black metal.

Om sin åndelige vækkelse, om bevæggrundene til, at han på ”Hammerheart” og ”Twilight Of The Gods” som den første metalmusiker nogensinde begyndte at beskæftige sig seriøst med germansk mytologi, forklarer han:

”Det, der skete, var, at jeg kom til den konklusion, at Satan og satanisme var et produkt af kristendommen. Så jeg satte mig for at finde en anden måde at angribe kristendommen på, for selvom jeg ikke er satanist, er jeg stadig antikristen. Så jeg søgte efter et tidspunkt i historien, før kristendommen ødelagde alle værdier, før kristendommen blev et diktatur. Og det var helt naturligt at havne i Skandinavien, før det blev kristnet. 

Jeg gjorde det ikke for at sige: ’Jeg er fra Skandinavien, jeg er bedre end alle I andre,’ eller for at være racist eller sådan noget. Og jeg forsøgte ikke at være historisk korrekt, for det ville kede folk, hvis vi gik for meget i detaljer. Så det var sådan, at hele vikinge-tingen begyndte.”

Quorthon hævder i dag, at han aldrig har ”troet på guder, dæmoner, djævle eller sådan noget. Jeg tog det altid som fantasi, som inspiration til tekster.”

Ellers henter Quorthon inspiration i litteraturen. Han påstår, at han spenderer omkring 3-4.000 svenske kronor på bøger om måneden!

”Jeg foretrækker biografier og bøger om historiske og geopolitiske emner og selvfølgelig bøger om enhver tænkelig krig.”

Quorthon som ung.
KLASSISK MUSIK
På Bathorys ”vikingeplader” kan man høre inspiration fra Manowar, men også fra Ludwig van Beethovens symfonier og Richard Wagners operaer. Quorthons fascination af klassisk musik udsprang af en forståelig irritation over åndsniveauet på datidens metalscene.

”I 1985-86 var det eneste, som fanzines og bands gik op i: hvem var sande satanister, hvilket band spillede hurtigst, hvem havde de største bomber og flest nitter på lædertøjet etc. Det var det eneste, som folk gik op i på det tidspunkt, og jeg blev bare så træt af det. 

Selvom jeg ikke lyttede til de andre bands som Destruction, Celtic Frost, Possessed, Slayer, Metallica og Venom, fik jeg brug for ny musikalsk inspiration, så jeg begyndte at høre klassisk i 1985 for at finde noget, der var helt anderledes. Det var musik, der ikke var bygget op med intro, vers, omkvæd, guitarsolo, omkvæd, afslutning. Og jeg holdt mig til klassisk musik helt til 1993. Mellem 1985 og 1993 lyttede jeg kun til klassisk musik. Jeg hørte kun forvrængede guitarer, når vi var i studiet for at indspille Bathory-sange,” ler Quorthon, som har et temmelig uortodokst syn på Beethoven og Wagner.

”Beethoven [1770-1827, red.] var den første heavy rocker i historien. Han var den første uafhængige kunstner. Alle komponister dengang komponerede for konger og biskopper og kirker, og de tjente meget, meget få penge på deres musik. Ind imellem fortalte deres arbejdsgivere dem, hvad de skulle skrive. Beethoven var den første nogensinde, der sagde: ’Jeg vil ikke skrive på bestilling, jeg vil skrive min egen musik, og jeg er skideligeglad med, hvad andre mener, og om jeg tjener penge på det.’ Han var ligeglad med hvilket tøj, han gik i, han lod sit hår gro, han ville spille højt, og han brød alle regler. Så jeg siger, at han var den første heavy metal-freak nogensinde. Og han var den første rebel, og det kan man vist også høre i hans musik.”

”Wagner [1813-83, red.] var den første altomfattende kunstner. I dag, når man taler om Kiss [tjek Bathorys cover version af Kiss’ ”Deuce” på ”Octagon” (1995), red.], tænker man på sminke, kostumer, bomber, lys og sceneshow. Sådan var Wagner også. Han ønskede at lave de bedste forestillinger nogensinde, og det skulle ikke kun være musik og sang, men også skuespil, noget for øjet. Litteratur, musik, mytologi, teater, alt!”

Coveret til "Blood On Ice".
ODINS ELEV
”Blood On Ice”, pladen, der skulle have indvarslet Bathorys episke periode, blev aldrig udsendt, fordi band og pladeselskab mente, at den var for stor en mundfuld for datidens metal-publikum. ”Blood On Ice” var ikke alene musikalsk langt mere kompleks end de første Bathory-plader – den var tilmed en konceptplade, hvor teksterne var spundet sammen i én lang historie.

”Blood On Ice” blev skrevet som saga i midt-80’erne og derefter transformeret til musik og sange omkring 1987-88. Den blev indspillet i februar 1988 og i juni 1989, og derefter lå den bare og flød indtil sidste sommer [1995, red.], hvor Quorthon på utallige fans’ opfordring fandt de gamle bånd frem igen og fik pladen pudset af og færdigindspillet.

Sagaen, som musikken er bygget op omkring, er stærkt inspireret af Conan Barbaren.

”Robert E. Howard [1906-36, red.] opfandt Conan, men han var inspireret af Mosebogen i Bibelen, den med det forældreløse barn, der vokser op,” forklarer Quorthon og hentyder naturligvis til Exodus (2. Mosebog), der handler om Moses, der bliver valgt af Gud til at befri det jødiske folk fra det egyptiske trællehus.

”Det samme sker i ”Blood On Ice”. Jeg stjal en masse fra nordisk mytologi og fra Richard Wagners verden, den germanske mytologi, og jeg opdigtede min egen mytologi, min egen historie om et barn, der overlever et angreb. Han bliver lært op af Odin, han får overdraget gudernes sværd, han rider på Odins hest, han får magisk kraft og kaster sit øje i visdommen sø, han rider til Hel for at finde udyret blablabla,” slutter den noget overstadige Quorthon, der ikke tager sin musikalske fortid særlig alvorligt. \m/

50-året for Quorthons fødsel fejres lørdag den 9. april på Zeppelin Rock Bar, CPH. Se begivenhed her.


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama