torsdag den 29. marts 2012

Infernalsk støj af første klasse

I 1983 var Metallicas ”Kill ’Em All” en supersonisk revolution. Det var musik, der var ligeså meget lydtryk som tonekunst.

Lp-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 1, november 1983)

Sådan præsenterede Metallica sig på bagsiden af coveret til "Kill 'Em All":
med læder, cowboyjakker med afklippede ærmer plus filipenser og bistre miner.
[Baggrund: Indrømmet, Metallica er et slidt band. I to årtier har Lars Ulrich & Co. trættet deres fans med alt, alt for mange musikalske svinkeærinder og lamme og tamme afvigelser fra den thrash metal-dagsorden, som de var med til at sætte i begyndelsen af 1980’erne. Men uden Metallica ville den hårde rock ikke være det, den er i dag.

For unge, moderne metalfans er det måske svært at forstå det, men i 1983 var Metallica en supersonisk revolution. Man kan ligefrem tale om et før og et efter udsendelsen af Metallicas debutalbum ”Kill ’Em All” (juli 1983).

Okay, Motörhead havde slået luften ud af, hvad der måtte være tilbage af takt og tone i den hårde rock, da de i 1979 udsendte proto-thrash-sangen ”Overkill”. Og Venom var dukket op på plademarkedet allerede i 1981 med deres ur-brutale black metal, mens fartdjævle som Anvil, Raven, Jaguar og Exciter skiftedes til at slå hastighedsrekorderne på metalscenen.

Men ”Kill ’Em All” var noget helt nyt. Det var musik, der var ligeså meget lydtryk som tonekunst. Min anmeldelse af Metallica-pladen i Hot Rockin’ er skrevet på det traume (hint, hint), som ”Kill ’Em All” gav mig. Bemærk: begrebet ”thrash metal” fandtes ikke i 1983, i stedet anvendte jeg termen ”hardcore metal”, der dækkede over den på det tidspunkt mest aggressive og opspeede metalrock.]

Det kan man da kalde et pladecover med en slagkraftig
signalværdi.
METALLICA
”KILL ’EM ALL”
(Musik For Nations)

Metallica er verdens heavieste act, stærkt fulgt af de canadiske Exciter!

Kendetegnende for gruppens hardcore metal er det høje tempo, men uvist hvordan lykkes det dem alligevel at lave det ene blændende temposkift efter det andet. Jeg mindes ikke at have hørt noget så supersonisk.

Normalt er hardcore metal-bands ikke dygtige musikere (tænk blot på Venom og Motörhead), men Metallica er faktisk i besiddelse af nogle af den amerikanske heavy metals bedste musikere. Specielt guitaristen Kirk Hammett imponerer – han spiller virkelig hurtigt og kompetent, men desværre uden de store følelser (ligesom Yngwie Malmsteen).

Men også rytmesektionen er stærk: Cliff Burton (bas), James Hetfield (rytmeguitar + vokal) og danskeren Lars Ulrich (trommer).

For Metallica er det ”full speed or nothing” (citat fra ”Motorbreath”), hvilket de meget overbevisende fylder 50 minutters vinyl med.

På side 1 er ”Hit The Lights”, ”The Four Horsemen” og ”Whiplash” bedst. Noget overraskende er side 2 endnu bedre: ”Phantom Lord”, ”No Remorse” og ”Seek And Destroy” er definitioner på killers. Hvis man kan holde ud at lytte til dem, er der simpelthen ingen grænser. Dette er infernalsk støj af første klasse.

Den meget effektfulde wall of sound, som guitaristerne producerer på ”No Remorse” og ”Seek And Destroy” er garanteret ikke lavet før.

”When we start to rock
we never want to stop again.” \m/

ACHTUNG! Rifferama zoomer i de næste uger ind på thrash metal-genrens pionertid i 1983-84. Følg med ved at klikke på "Synes om" Peter Béliaths Rifferama på Facebook. Første artikel (om Slayer) kan du læse her.


søndag den 25. marts 2012

Ondskaben kender ingen grænser

Slayer gjorde krav på at være Amerikas heavieste band, da de i 1983 lancerede sig med tonsvis af nitter og dødelige doser af eyeliner.

Demo- & lp-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 2, primo 1984 & nr. 3, april 1984)

Slayer introducerede black metal-stilen i Los Angeles. Men thrasherne i San Francisco
overtalte hurtigt bandet til at droppe sminken.
Sminke var for wimps og poser-bands som Ratt, hed det sig i de kredse.
[Baggrund: Slayer var et af de allerførste thrash metal-bands. De pladedebuterede allerede før, at det blev kutyme at bruge termen ”thrash metal” om den nye, aggressive og opspeedede spillestil, der begyndte at dominere metalundergrunden i 1983-84.

På det tidspunkt var det normalt af bruge termer som ”hardcore metal” og ”power metal” om de allerhårdeste former for metal. ”Black metal” var endnu ikke blevet en bestemt spillestil, men betegnede bare, at musikken havde en dyster stemning, og at teksterne handlede om okkulte emner.

Alt sammen afspejles det i de to anmeldelser, som jeg her vover at lægge ud på bloggen. Det er ikke just stor journalistik, men de giver dog et indtryk af, at noget nyt og vildt var ved at ske på metalscenen. Det fremgår, at Venom og Metallica var de to toneangivende bands i denne nye bølge af vildskabsmetal, og at det var blevet moderne at kalde andre metalfans for ”wimps”, hvis de ikke var til thrash.]

Slayer siges at var være Amerikas svar på Venom – og gutterne gør da også krav på at være det heavieste band i USA.

Bandet har eksisteret i halvandet år og består af Tom Araya (bas/vokal), Kerry King (guitar), Jeff Hanneman (guitar) og Dave Lombardo (trommer).

Slayer har som de første introduceret black metal i Los Angeles. Personligt foretrækker jeg at kalde dem hardcore metal, da der ikke er noget specielt okkult over gruppens musik.

Som led i deres opstandelse har Slayer turneret hvileløst i Syd-Californiens klubber, og det er planen, at deres togter skal føres til andre stater og lande.

Live ledsages Slayers fandenivoldske metal at et ”over the top”-show, hvori der bl.a. indgår intensiv brug af lys- og røgeffekter. Det siges, at der ikke er til at se en hånd for sig, når Slayer har forladt arenaen.

Det første, jeg hørte med  gruppen, var ”Aggressive Perfector” fra ”Metal Massacre Vol. III” [”Metal Massacre” var en legendarisk serie af kompilations-lp’er, hvor Metallica, Trouble og et utal af andre lovende 1980’er-bands pladedebuterede; serien blev udgivet af det navnkundige selskab Metal Blade Records, red.]. Dette nummer er sammen med Warlords ”Mrs. Victoria” lp’ens højdepunkt. Tracket minder meget om Metallica, både i arrangement og opbygning. Produktionen kunne godt have været mere aggressiv, men ellers er der ikke noget negativt at bemærke.

Dernæst fik jeg tilsendt et 3-track demo med numrene ”Black Magic”, ”The Antichrist” og ”Fight Till Death”. Demoet er plaget af en dårlig lyd, som desværre forurener den stærke Slayer-metal.

”Fight Till Death” skiller sig ud ved at være det heftigste (à la Metallicas ”Metal Militia”) af de tre numre samt ved at indeholde det mest imponerende guitarsolo-arbejde. Det ville være forkert at bedømme Slayer ud fra dette dårlige bånd, men én ting kan med sikkerhed slås fast: Slayer har POWER!!! \m/


Allerede i 1983 hørte pentagrammer, omvendte kors
og Geden fra Mendes til standardudstyret i black metal.
SLAYER
”SHOW NO MERCY”
(Metal Blade/Roadrunner)

I Hot Rockin’ nr. 2 skrev jeg i Slayer-historien, at grupen var mere hardcore end black metal – den udtalelse trækker jeg hermed tilbage: ”Show No Mercy” består af satanisk djævelskab fra start til slut. Om de er Amerikas heavieste band, er jeg ikke helt sikker på, men det er ikke helt ved siden af.

Musikken er klart inspireret af Metallica og Venom, men et par af numrene har lidt Mercyful Fate over sig, og Slayer bekender sig da også 100% til The Masters Of Satanic Mayhem. Teknisk er især guitaristerne Kerry King og Jeff Hanneman velfunderede, men det kompakte lydbillede dækker ikke over svagheder.

”Evil Has No Boundaries” er et superhurtigt nummer med fejende soli, mens ”The Antichrist” er langsommere og især holdes oppe af Tom Arayas sataniske vokal.

”Die By The Sword” er en stærk komposition, med temposkift og variationer af forskellige slags (det er her, at Mercyful Fate kommer ind i billedet).

”Fight Till Death” er som nævnt i Hot Rockin’ nr. 2 et heftigt nummer i stil med Metallicas ”Metal Militia” – og lyt engang til lead worket!

Instrumentalnummeret ”Metal Storm” er side 1’s stærkeste (med Mercyful Fate- og Iron Maiden-indflydelser), og det følges op af ”Face The Slayer”, som hører til i ”The Antichrist”-klassen.

”Black Magic” er slet og ret sort magi, for man kan umuligt lave noget så fantastisk uden hjælp fra det overnaturlige.

På ”Tormentor” får Slayer det til at løbe koldt ned ad lytterens ryg med linjen ”Are you afraid of the night?”

”The Final Command” er i den sikre, hurtigt-tærskende Venom-stil.

”Crionics” er suverænt albummets stærkeste nummer, et track i den varierede stil. ”Show No Mercy” lukkes med det dødeligt hurtige titelnummer.

Kan man klare denne fandenivoldske lp, har man vinyl på, at man ikke er wimp, for Slayer viser overhovedet ingen nåde. \m/

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama 

søndag den 18. marts 2012

Guidet af ånder

”De dødes sjæle flyver omkring os,” hævder Max Cavalera, frontfigur i Soulfly og tidligere primus motor i Sepultura.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 13, april/maj 1998)

Max Cavalera: "Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig."
[Baggrund: Der er blevet sladret meget om, at det var den dominerende Gloria Bujnowski, Max’ kone og manager, der var skyld i, at Max forlod Sepultura den 16. december 1996. Da jeg i forbindelse med lanceringen af Max’ nye band, Soulfly, interviewede den brasilianske metalmusiker via telefonen, fik jeg en prøve på Glorias dominans. ”Hold øje med uret!” formanede Gloria mig, før hun stillede mig om til gemalen. Tyve minutter, lige på sekundet, det var, hvad jeg fik med den tidligere Sepultura-stjerne. Det kunne let være blevet til en lang snak, for Max viste sig at være en snakkesalig og godhjertet person. Vores fælles begejstring for Led Zeppelin – og religion! – fik det til at klikke.]

Max Cavalera taler et gebrokkent engelsk med kraftig latinamerikansk accent. Men han har noget på hjerte.

”Mit motto er: ’Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig.’ Det handler om at respektere hinanden. Hvis folk respekterede hinanden, ville verden blive bedre. Som min kone [Max’ manager Gloria Cavalera, red.] altid siger: ’Hvis hver rig person i verden gav bare en lille smule, ville der ingen fattige være.’ Men sådan fungerer det ikke. De rige er skideligeglade, de ønsker bare at blive rigere. Hvis jeg tjente en masse penge, ville jeg helt bestemt hjælpe de fattige, men det er der kun en ud af ti, der gør,” siger Max Cavalera, der ikke mener, at verdens tilstand er på vej mod det bedre.

”Der bliver flere og flere arbejdsløse og hjemløse, det hele bliver bare mere og mere fucked up.”

Denne sociale bevidsthed skinner også igennem på debutpladen med Soulfly, bandet som Max på rekordtid har fået op at stå, efter at han i 1996 ragede uklar med bandkollegerne i Sepultura og under tænders gnidsel gik sine egne veje. Musikalsk fortsætter Max dog, hvor han slap med Sepultura.

Det vil sige, at Soulfly med stor kunstnerisk tæft fusionerer metal med bl.a. hardcore og rap. På ”Chaos A.D.” (1993) og ”Roots” (1996) benyttede Sepultura sågar etnisk percussion fra den brasilianske regnskov. Også med Soulfly bruger Max trommerytmer fra sit hjemland.

”Disse trommer er fra det nordlige Brasilien,” forklarer Max, der i dag er bosat i USA.

”Det er åndelige rytmer, og de stammer helt tilbage fra slaveriets tid for 300 år siden, og de er meget kraftfulde. De passer godt til min musik.”

De åndelige elementer i rytmerne hører sammen med den afro-brasilianske umbanda-religion, som Max er vokset op med i Brasilien, og som, han hævder, er ligeså naturlig for ham som fodbold.

”Umbanda kom sammen med de afrikanske slaver for mange år siden. Den minder meget om katolicisme, men med andre afrikanske navne. De [dem, der praktiserer umbanda, red.] har forskellige teorier, som f.eks. at vi taler med ånderne, og at ånderne taler tilbage til os og guider os gennem livet. De tror på enkelhed, man behøver ikke at have store guldaltre eller sådan noget, man skal bare være ærlig. Når man beder, skal man være ærlig med hensyn til sine bønner.”

Bandnavnet Soulfly har også forbindelse til umbanda.

”Jeg besluttede at bruge navnet, fordi det har en personlig betydning for mig. Hvor vi end spiller eller drager hen, føler vi energien og styrken fra sjælene af de mennesker, som ikke er her længere, og som vi savner. De flyver omkring os, og derfor valgte jeg navnet Soulfly,” siger Max Cavalera, der med sit nye band har udsendt en af de metalplader, der formentlig vil vække størst opsigt i 1998. \m/


DE HOLDER MAX
To Sepultura-albums, der gjorde en forskel

”Beneath The Remains” (Roadrunner, 1989)
Purunge og med tre plader bag sig indtog Sepultura førerpositionen i death/thrash-undergrunden med dette album, hvor brutale præcisions-riffs parres med et sejt groove og medrivende melodier. Pladen gav death metal-scenen blod på tanden og skabte respekt i mainstream-pressen.



”Chaos A.D.” (Roadrunner, 1993)
Musikalsk molotovcocktail med et sprængfarligt indhold af thrash, hardcore og aggressive politiske statements. Introducerede Sepulturas senere varemærke: stammetrommerne fra den brasilianske regnskov. En af 1990’ernes første hybrid-metalplader. Banebrydende.




FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama 

søndag den 11. marts 2012

Da Tipper Gore blev bange for et dansk band

Dæmon-riffs og brændende kors. Sange om at ofre spædbørn til Satan. Sådan markerede Mercyful Fate sig i 1980’erne.

Cd-anmeldelser: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 2, primo 1984; Jam Magazine nr. 39, august 1992; Zoo Magazine nr. 13, april/maj 1998)

Mercyful Fate var med til at bane vejen for den ekstreme metal i 1980'erne.
(Foto fra lp-versionen af "The Beginning")
[Baggrund: Dette tilbageblik på Mercyful Fates udgivelser i 1980’erne er en sammenskrivning af anmeldelser fra tre forskellige epoker i mit liv som skriverkarl. Ingen ord kan dog yde Mercyful Fates musik retfærdighed.]

Mercyful Fate er det mest skelsættende og forkætrede rockband, som Danmark har fostret. Der i begyndelsen af 1980’erne skabte det danske kultband røre med deres satanistiske image og en mørk, okkult heavy rock, der var domineret af King Diamonds uhyrlige falsetskrig og Hank Shermann og Michael Denners indpiskende guitardueller. Mercyful Fates sound var unik, og deres numre var ofte lange og rigt facetterede med uforudsigelige breaks og sindssygt skæve akkordsammensætninger.

”Return Of The Vampire” (udgivet i 1992) er en samling med ni indspilninger fra 1981 og 1982, der aldrig før er udgivet på plade. Og her er de så: tidlige og meget rå og dystre versioner af ”Desecration Of Souls”, ”A Corpse Without Soul”, ”A Dangerous Meeting” etc. – de fleste numre endda i længere, uredigerede versioner med andre tekster og titler og dæmonriffs, der af Gud ved hvilke årsager blev skrottet på lp-versionerne. Således er demoversionen af ”Curse Of The Pharaos” absolut dødelig, og ”Return Of The Vampire” er bygget op omkring et truende transylvansk riff, der emmer af folkeovertro fra Karpaterne.

Men det er ”Burning The Cross” (der rummer nogle af metalhistoriens mest dystre riffs) samt den manisk kværnende ”You Asked For It” (der blev udgivet som single-b-side i en lam version med titlen ”Black Masses”), som for alvor stikker ud på denne cd. De to numre viser Mercyful Fate fra deres mest indædte og slagkraftige side. Intet under, at disse demoer var i høj kurs blandt tapetradere allerede før, at Mercyful Fate udkom på plade.

Et af Mercyful Fates mest kontroversielle
numre hed "Nuns Have No Fun". Live
eksperimenterede gruppen med en effekt,
hvor en nonne eksploderede på scenen.
(Foto fra cd-versionen af "The Beginning")
SKRÆKSCENARIER
Da Mercyful Fate i 1982-83 endelig dukkede op på det internationale plademarked, skabte det en chokbølge, der påvirkede alle lige fra Metallica til Slayer og Sepultura. Og det forstår man, når man hører de remasterede cd-udgaver af gruppens to første stilskabende albums, ”Melissa” (1983) og ”Dont’t Break The Oath” (1984), samt kompilationen ”The Beginning” (1987), der samler Fates debut-ep fra 1982 og deres legendariske 1983-BBC-sessions på én cd. Sange som ”Doomed By The Living Dead”, ”At The Sound Of The Demon Bell” og ”Night Of The Unborn” kan stadig hensætte selv de mest forhærdede metalfans i en tilstand af skrækblandet fryd.

”Melissa” lægger ud med den fandenivoldske ”Evil”; den forrygende guitarduel til slut manifesterer Michael Denner som den melodiske og Hank Shermann som den aggressive solist. Trommeslageren Kim Ruzz’ energiudladning er også ret imponerende, og rytmesektionen Ruzz/Timi Grabber (bas) er en sammentømret og ubrydelig enhed.

Det er dog det knap 12 minutter lange tour de force-nummer ”Satan’s Fall”, der er kronen på Mercyful Fates værk. ”Satan’s Fall” er et mærkværdigt nummer, som er sat sammen af godt en halv snes satser, og kompositionen må siges af være mere banebrydende end så meget såkaldte progressiv rock. King Diamond udpensler de helt store skrækscenarier om ”seven satanic hell preachers”, der bringer djævlen offerblodet fra et nyfødt barn. Den tekst er gefundenes Fressen for kristne fundamentalister og censurivrige burgøjsere med politiske magtdrømme – og Mercyful Fate havnede da også på Tipper Gores og PMRCs berygtede liste over de femten mest anstødelige sange (”Filthy Fifteen”). Besynderligt nok var det ikke ”Satan’s Fall”, der drønede ind på listen, men ”Into The Coven”.

”Into The Coven” er et episk nummer, som har en kammermusik-lignende intro af Denner. Der er et sakralt touch over denne skæring, bl.a. i kraft af King Diamonds ophøjede vokal. Måske var det sammenblandingen af det okkulte og det sakrale, som gjorde Tipper Gore bange?

Hank Shermann komponerede al musikken på ”Melissa”. På ”Don’t Break The Oath”, der af mange anses for at være Mercyful Fates hovedværk, bidrog King Diamond og Michael Denner også med musik. Det gjorde albummet mere nuanceret, og det klædte bandets sangskat, at der blev plads til et overjordisk smukt og melodisk nummer som ”Gypsy” – pudsigt nok var det netop ”Gypsy”, som de norske black metal-majestæter Emperor kastede sig over, da de i 1990’erne skulle hylde Mercyful Fate.

Siden 1990’erne er Mercyful Fate nemlig blevet rådyrket af black/death metal-miljøet. I 1998 udkom ”Mercyful Fate Tribute” (Listenable), hvor ekstremmetal-bands som Immolation, Dark Tranquillity og Sacramentum hyldede deres danske forbilleder. Mercyful Fates essens er ellers alt andet end dødsmetallisk. I stedet for den spastiske og hyperaktive thrash-spillestil gik det danske band efter en mørkere og mere skummel 1970’er-lyd, der afslører hovedinspirationerne: Black Sabbath, Judas Priest og Uriah Heep. Faktisk eksperimenterede Mercyful Fate en overgang med en coverversion af Led Zeppelins vikingehymne ”Immigrant Song”.

Oven i dette skal der føjes en King Diamond, der på scenen gav den som Alice Coopers sataniske genganger, og hvis sangstil med de uhyrlige banshee-skrig kunne splintre krystalglas. Det er netop denne kombination af metal-traditionalisme og et kulør djævledyrker-image, der stadig gør Mercyful Fate så appellerende for mange metalfans, som holder af at få et godt gys uden at skulle gå på kompromis med de musikalske kvaliteter. \m/

”Return Of The Vampire” (Roadrunner) ******
”The Beginning” (Roadrunner) ******
”Melissa” (Roadrunner) ******
”Don’t Break The Oath” (Roadrunner) ******

 En komplet Mercyful Fate-diskografi findes på Encyclopaedia Metallum


FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama 

onsdag den 7. marts 2012

Ikke hjerne-død headbanger-rock

Med albums som ”Abigail” og ”Them” løftede King Diamond den tunge arv fra Mercyful Fate ind i de strømlinede senfirsere.

Cd-anmeldelser: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 68, december/januar 1997/98

King Diamond leverede harmdirrende angreb på heksejagt og religiøs intolerance.
[Baggrund: I 1997 genudsendte Roadrunner King Diamonds fem første albums på cd – i hårdt tiltrængte remasterede versioner og tilmed på guld-discs. Cd’erne havnede i min postkasse, og det kom der følgende samleanmeldelse ud af. Betragt den venligst som en hyldest til en kunstner, der aldrig har fået den anerkendelse af det danske musik-establishment, som han fortjener.]

King Diamond er en skrækkelig fremtoning. Som en mellemting mellem en biker-høvding og en statist i ”Evil Dead” springer han én i møde fra fotografier og pladecovers. Og nu skuer jeg grant, at manden er velsignet – og her tænker jeg mere på hans evner som komponist end på hans til tider enerverende falsetsang.

Sammen med sine to tidligere Mercyful Fate-kolleger, guitaristen Michael Denner og bassisten Timi Hansen, løftede King Diamond på debuten ”Fatal Portrait” (1986) den tunge arv fra kultbandet Mercyful Fate videre ind i de strømlinede senfirsere. Raffineret og teknisk betonet heavy metal med rødder i 1970’erne bliver her peppet op med friske guitarindslag fra svenskeren Andy La Rocque og hamret effektivt på plads af den senere Motörhead-trummis Mikkey Dee.

Dette team fortsatte i fornem stil med ”Abigail” (1987), der har ord for at være King Diamonds hovedværk: et stramt komponeret konceptalbum med gys og gru og en lille smule ufrivillig komik.

Men den kommercielle succes (mere end 200.000 solgte eksemplarer i USA!) opnåede King Diamond først for alvor med ”Them” (1988) – en plade, der fortæller den græsselige historie om King og hans bedstemor, der brygger en god, men noget sær kop te, om den forræderiske Dr. Landau og ikke mindst om ”dem”, der bebor loftet i det gamle ”Amon”-hus. Det er et ambitiøst koncept, en hel lille rockopera, hvor King Diamond i bedste Mester Jakel-stil spiller alle roller til stor moro for folk, der ikke forstår sig på den salgs.

Anden del af spøgelseshistorien om ”dem” fortalte King på ”Conspiracy” (1989), der også er den af hans plader, som er plaget mindst af den gennemgående drilleånd: dårlig produktion.

Den kommercielle nedtur for King Diamond begyndte ved indgangen til 1990’erne. ”The Eye” (1990), hvor King foruden La Rocque bakkes op af guitaristen Pete Blakk, bassisten Hal Patino og trommeslageren Snowy Shaw, er dog et glimrende album og et harmdirrende angreb på heksejagt og religiøs intolerance.

King Diamonds albums afviger ikke meget fra hinanden. Det er også svært at finde stand-out-tracks på dem – de er helstøbte værker. Der er ikke tale om hjernedød headbangerrock, men om komplekse kompositioner og arrangementer med masser af originalitet og ekvilibristiske præstationer. King Diamond var en foregangsmand, og hans 1980’er-albums virker forunderligt friske så lang tid efter, at de blev sendt på markedet. \m/

NB! King Diamond har udsendt hele syv studiealbums siden ”The Eye”, men ingen af dem har overgået Kings output fra 1980’erne. King og band kan opleves på Sweden Rock Festival den 9. juni.

En fuldstændig King Diamond-diskografi findes på Encyclopaedia Metallum   

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama 

søndag den 4. marts 2012

Guitaristen der rokkede ved nationen

Ronnie Montrose, en af den hårde rocks stilskabere, er død.

Ronnie Montrose i spidsen for sit band, der bl.a. talte sangeren Sammy Hagar.
Bemærk de s-rune-agtige zigzag-lyn. Albummet blev udgivet i oktober 1973,
altså før Black Sabbath og Kiss gjorde s-runerne til standardinventar i hård rock.
Hårdrockens gamle drenge begynder at falde fra. I fjor mistede vi superguitaristen Gary Moore (Thin Lizzy m.fl.), og i januar døde Riots Mark Reale cirka samtidig med, at vi modtog nyheden om, at riffmeisteren Tony Iommi har fået konstateret kræft. I dag forlyder det så, at Ronnie Montrose er død af kræft, 64 år gammel.

Ronnie var en anerkendt guitarist langt ud over den hårde rocks grænser. Han optrådte og indspillede med en lang række af rockens legender (Van Morrison, Edgar Winter m.fl.), men for fans med headbanger-tendenser huskes Ronnie bedst for sin indsats i grupperne Montrose og Gamma.

Ikke mindst Montroses debutalbum fra 1973 er blevet stående som en milepæl. Van Halen var tydeligt inspireret af Montrose i deres unge år, og Montrose har banet vejen for mange fænomener, bl.a. den stilretning som kaldes melodic rock. Sleaze- og hair metal-grupper som Bulletboys og L.A. Guns hører til den store skare af især amerikanske kunstnere, der i 1980’erne sugede kunstnerisk næring af Montrose.

Det er heller ikke tilfældigt, at pladeselskabet Rock Candy hedder, som det gør – det er nemlig opkaldt efter en af Montroses klassiske sange. Og en pæn del af den hårde rocks jargon stod Montrose også faddere til: Saxon og Hanoi Rocks er ikke ligefrem de eneste bands, der har brugt titlen ”Rock The Nation” – men det var altså Ronnie Montrose & Co., der først lancerede talemåden om at rokke ved nationen.

Men her stopper historien selvfølgelig ikke. Soundgarden havde garanteret lyttet til Montroses ”Bad Motor Scooter”, før de navngav deres album ”Badmotorfinger” i 1991. Og så skal vi da også lige have med, at Iron Maiden i tidens løb har hyldet Montrose med hele to fræsende coverversioner: af hhv. ”I Got The Fire” og ”Space Station #5”.

Ronnie Montrose var en teknisk ferm og opfindsom guitarist med hang til jazz og blues. Men energien og nerven i hans spil var uforfalsket heavy rock. Så det er intet under, at Ronnie gav sine instrumentale soloalbums titler som ”Open Fire” og ”The Speed Of Sound” – også selvom pladerne var stilet til et mere fusions-tolerant publikum.

Jo, Ronnie Montrose var en guitarist, der var på forkant med den hårde rocks udvikling. Det er således værd at tygge på den kendsgerning, at Montrose i 1979 dannede et nyt band, der fik navnet Gamma. Det skulle ligesom så meget andet, som Ronnie Montrose var indblandet i, blive en del af den hårde rocks formsprog. Tænk blot på bandnavne som Gamma Ray og Gama Bomb.

Ronnie Montrose var en kunstner, som vil blive savnet, både af musikere og fans. \m/


FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama