søndag den 15. december 2013

Det kastede jeg hornene til i 2013



Rifferama oplister de ti bedste årsager til tinnitus fra det forgangne år.

10. VISTA CHINO: ”Peace” (Napalm)
Fortæl Josh Homme, at Kyuss lever!

9. MOTÖRHEAD: ”Aftershock” (UDR)
Enhver heavy rocker ved, hvordan et Motörhead-album lyder: Vvvrrrooommm! ”Aftershock” er ingen undtagelse. Der er dem, der påstår, at ”Aftershock” er det bedste, som Lemmy & Co. har lavet i umindelige tider. Lemmy er enig med dem.

8. RISING: ”Abominor” (Indisciplinarian)
Vokalen er grel, og ”Abominor” er i det hele taget oppe på barrikaderne i forhold til den mere iørefaldende forgænger, ”To Solemn Ash”. Men de gode, slidstærke melodier er der, inde bag den solide lydmur af metallisk smadder. Originalt på den hårde måde.   

7. PRETTY MAIDS: ”Motherland” (Frontiers)
”Mother Of All Lies” er måske den bedste rocksang, som overhovedet er udgivet i 2013: med en samfundskritik, der er ligeså skarp som de metalliske riffs. Resten af albummet holder også en høj standard, som det sig hør og bør for et band, der debuterede med et album, der bar titlen ”Red, Hot & Heavy”.

6. IN SOLITUDE: ”Sister” (Metal Blade)
Forestil dig King Diamonds band spille sange af Joy Division, The Cure og Fields Of The Nephilim. Dyb, stemningsfuld, mørk, nervesitrende metal, som er underligt nybrydende på en traditionsbevidst måde. Dette svenske band kan være metallens fremtid!

5. DARKTHRONE: ”The Underground Resistance” (Peaceville)
Først spillede de død. Så gik de amok i black metal. Så drejede de i retning af crust. Og nu spiller de gammeldaws hæwi på den ledeste måde, som kun Fenriz og Nocturno Culto behersker. Rock against Pro-tools!

4. DENNERS TRICKBAG: ”Denners Trickbag” (Target)
Den tidligere Mercyful Fate-guitarist har været i skatkammeret og pudset et par håndfulde af 1970’ernes obskure juveler af. Det er højt hævet over nostalgi. Det er ”Her og nu og i al evighed”’s-heavy rock!

3. TROUBLE: ”The Distortion Field” (FRW Music)
Dundrende doomy som i deres ungdom, om end med modne nuancer fra psykedelia og grunge. Trouble er tilbage i topform. Den nye sanger, Kyle Thomas, har givet bandet en moderne kant. Det er lige før, at man slet ikke savner Eric Wagner.

2. WATAIN: ”The Wild Hunt” (Century Media)
Det bedste black metal-album, jeg har hørt siden Emperors ”Anthems To The Welkin At Dusk”. Skallesmækkende brutalt og himmelstræbende smukt på samme tid. På power balladen ”They Rode On” jager Erik Danielsen & Co. en rambuk igennem den ringmur, som alt for længe har afsondret sortmetallen fra den klassiske heavy rock.

1. BLACK SABBATH: ”13” (Vertigo)
Fedt nok at have Ozzy tilbage i Sabbath, men det, der for alvor holder ”God Is Dead?” og de andre numre oppe, er Geezers Butlers dybsindige tekster og Tony Iommis monstrøst fede riffs. Selvom Iommi var både gammel og kræftsyg under skabelsen af ”13”, er han stadig den ubestridte Konge af Heavy-riffet. \m/

søndag den 1. december 2013

Artillery er T.I.L.B.A.G.E.

Et af årets bedste thrash metal-albums er udsendt af de danske veteraner fra Taastrup: Artillery.

Artillery har i tre årtier trukket et spor af tidløst metal efter sig.
Artillery var med i den allerførste bølge af ekstremmetal. Med deres særlige blanding af 1970’ernes betonrock og 1980’ernes rastløse punk-nerve var det danske band med til skabe det, som vi i dag kalder thrash metal.

Artillery-demoer som ”Shell Shock” og ”Deeds Of Darkness” (begge fra 1984) skabte en begejstret rumlen i undergrunden helt over til San Francisco, og albums som ”Fear Of Tomorrow” (1985) og ”Terror Squad” (1987) betragtes af metal-connoisseurer som væsentlige sten i thrashens fundament.

Hvorfor blev Artillery så ikke store? Bandet var i perioder samspilsramte. Og så var Taastrup-gruppen ikke ligefrem heldige med deres pladeselskaber. Læg oven i det, at vokalisten Flemming Rønsdorf havde en røst, der til sammenligning fik Tom Angelripper (Sodom) til at lyde som Tina Dickow. Ikke ligefrem easy listening.

Ingen tvivl om, at Søren Nico Adamsen gav Artillery et løft. Adamsen er en glimrende sanger. Det demonstrerede han på to Artillery-studiealbums, ”When Death Comes” (2009) og ”My Blood” (2011). Og så takkede han af. Hånden på hjertet: jeg gav ikke Stützer-brødrene mange chancer for at finde en sanger, der kunne hamle op med Adamsen. Men jeg gjorde mig unødige bekymringer.

Michael Bastholm Dahl er et fund. Ikke alene er han et perfekt blikfang med sit lange garn. Han synger også fantastisk. Dahl har en voluminøs stemme af en art, som man ellers plejer at efterspørge i power metal … eller måske ligefrem i såkaldt progressivt metal.

På Artillerys nye værk, ”Legions” (udsendt af Metal Blade Records), svæver Dahls stemme som en høg over Stützer-brødrenes forrygende riffs. Majestætisk, næsten operatisk. Den slags er efterhånden sjældent i thrash metal. Ved første gennemlytning kom jeg til at tænke på Forbidden, et af de Bay Area-bands fra 1980’erne, som kom til at stå i skyggen af Metallica, Exodus, Testament og Death Angel, og som ikke var grumme nok til at blive kult ligesom death metal-pionererne Possessed.

Men Dahl er ikke ene om at være ny i Artillerys besætning. Carsten Nielsen (trommeslageren, som legendariske Quorthon forsøgte at lokke med i Bathory engang i de skumle 1980’ere) forlod Artillery i fjor. Hans erstatning hedder Josua Madsen, og han leverer rullende torden under nye Artillery-numre som ”Wardrum Heartbeat” og ”Chill My Bones (Burn My Flesh)”.

Tilbage fra hovedværket ”By Inheritance” (1990) er guitaristerne Morten og Michael Stützer og bassisten Peter Thorslund. Apropos: der er folk, der mener, at ”Legions” er det bedste Artillery-album næst efter ”By Inheritance”. Det er smag og behag.

Personligt savner jeg noget snavs. ”Legions” er lidt for pæn, og jeg leder forgæves efter det beskidte attack, som gjorde Artillery farlige i 1980’erne. Sangskrivningen er overbevisende fra start til slut, men ”Legions” rummer ikke noget, der kan hamle op med ”Khomaniac” eller ”Deeds Of Darkness” (to af mine Artillery-favoritter).

Men mindre kan gøre det, og jeg må give jubelkoret ret: ”Legions” er et medrivende album fra et band, der i tre årtier har trukket et spor af tidløst metal efter sig. Også på ”Legions” sørger Artillery for at have tekster, der er forfattet med et skarpt blik for vores samtids skavanker.

Michael og Morten Stützer er gamle i gårde, og de kan deres håndværk. De har deres egen stil. Og deres egen høje musikalske standard. ”God Feather” og de fleste andre af sangene på ”Legions” rager et pænt stykke op over det middelmådige niveau, som myriaderne af nutidens metal-udgivelser holder. Og sammen med de nyeste udgivelser fra Skeletonwitch og Toxic Holocaust hører ”Legions” blandt de bedste thrash-albums fra 2013. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama