fredag den 27. marts 2015

Tigeren, leoparden, jaguaren og alle de andre


The New Wave Of British Heavy Metal var igangsætteren for det boom, som gjorde heavy metal til en af de mest populære musikformer i 1980’erne. Subgenrer som thrash metal, black metal, death metal og doom metal har deres rødder i NWOBHM. 

Rifferama guider læseren igennem den vildtvoksende jungle, som den britiske metal var i starten af 1980’erne.

Guide: Peter Béliath (Publiceret i NRG Magazine nr. 39, oktober 2009)

Mange yngre læsere af Rifferama har sikkert set forkortelsen NWOBHM eller måske ligefrem hørt rygter om The Wave Of British Heavy Metal. Men hvad er NWOBHM egentlig? Her er svaret:

♠ The New Wave Of British Heavy Metal var en bølge af metalbands, som brød frem i 1979, og som revolutionerede rockscenen i de tidlige 1980’ere. Bølgens navn forkortes ofte til NWOBHM. Bølgen var en genoplivning af 1970’ernes hendøende hårdrock-scene og et opgør med new wave, disco og andre stilarter, som dominerede musikverdenen på det tidspunkt.

♠ NWOBHM-grupperne tog den traditionelle heavy metal og hard rock fra 1970’erne og fusionerede den med punk rockens ungdommelige energi og nerve. Derfor endte NWOBHM-grupperne som regel med at spille hurtigere og mere aggressivt end deres forgængere fra 1970’erne.

♠ NWOBHM-grupperne kom primært fra den britiske arbejderklasse, og de havde svære vilkår, hvad angår øvelokaler, studier, spillesteder, radio, tv, presse, pladeselskaber etc. Derfor var de tvunget til at bruge punkens gør-det-selv-metoder for at få musikken ud til deres fans. Mange bands udsendte selv deres plader. Men der opstod også deciderede metalselskaber som Neat Records, Heavy Metal Records og Ebony Records, der alle blev kørt af metalentusiaster.

♠ NWOBHM lancerede den klassiske metaluniform med læderjakker, nitte- og patronbælter og cowboyveste med påsyede stofmærker. Denne kultur blev hyldet af Saxon i sangen ”Denim And Leather” (1981). Bevægelsen udgjorde en slags musikalsk minihær eller brigade. Og det inspirerede Def Leppard til at skrive sangen ”Rock Brigade” (1980).

♠ NWOBHM gjorde den hårde rock til et fællesskab og en modkultur, som var i opposition til både de politiske magthavere og de dominerede institutioner i musikbranchen. Holocaust-sangen ”Death Or Glory” (1981) vibrerer ligefrem af antiautoritær attitude og outsider-trods.

♠ NWOBHM blev til at begynde med kun taget alvorligt af musikavisen Sounds. Ansporet af redaktøren Alan Lewis var det Sounds’ lunefulde journalist Geoff Barton, der lancerede betegnelsen New Wave Of British Heavy Metal. Barton skiftevis hypede og høvlede de nye bands. Barton startede senere Kerrang!, måske verdens første metalmagasin.

♠ NWOBHM fik spilletid på den britiske statsradiofoni BBCs The Friday Rock Show, hvor studieværten Tommy Vance promoverede den allernyeste musik fra metalvækstlaget. Produceren Tony Wilson lavede fortrinlige optagelser af grupperne, som spillede live i BBC-studiet. Flere af disse sessions har dannet grundlag for pladeudgivelser.

♠ NWOBHM florerede også på diskoteker som The Heavy Metal Soundhouse i London. Headbangerne troppede op med hjemmelavede guitarer af pap og spånplade eller de spillede luftguitar og headbangede løs på dansegulvet, mens dj’s som Neal Kay spillede en blanding af heavy-klassikere og det nyeste nye fra undergrunden.

♠ NWOBHM blev en stor inspiration for heavy rockere verden over. Ikke mindst subgenrer som thrash metal, black metal, death metal og doom metal har deres rødder i NWOBHM. Def Leppard, Iron Maiden og Saxon var dog med til at få heavy metal ud til det brede publikum. Girl fik betydning for glam/sleaze-scenen, og pigegrupperne Girlschool og Rock Goddess udførte pionerarbejde for kvindelige metalmusikere.

♠ NWOBHM som bevægelse er beskrevet nærmere i denne Rifferama-artikel.

Iron Maiden i 1980.
New Wave Of British Heavy Metal var et stort virvar af genialiteter og banaliteter. Nedenstående Rifferama-oversigt er skamløs nok til at negligere grupper som Rock Goddess, Shy, Mama’s Boys, Hellanbach m.fl. 

Men her er en forpustet opremsning af de vigtigste navne i den britiske bølge, som satte den hårde rock i scene i 1979-1985. Bemærk: mange af grupperne er stadig aktive, men guiden fokuserer på deres meritter i begyndelsen af 1980’erne. 

NB! Dette er absolut ingen fyldestgørende feature. Det er snarere en NWOBHM for dummies ...

IRON MAIDEN havde fra starten det hele: en stærk vilje, et stærkt image og nogle stærke sange. Maiden er gået fra succes til succes, og gruppen er sammen med Black Sabbath, Judas Priest og Metallica endt med at blive det mest stilskabende heavy metal-band nogensinde. En skæring som ”Prowler” var kult på den tidlige thrash metal-scene. Skamhør albummet ”Iron Maiden” (1980).

DEF LEPPARD var blandt pionererne i NWOBHM; deres debut-ep fra 1979 indeholdt bl.a. ”Getcha Rocks Off”, et ultrahurtigt nummer, der ligger langt fra den poppede rock, som bandet senere blev kendt for. Def Leppard blev katalysator for 1980’ernes hair metal-strømning. Skamhør albummet ”High ’n’ Dry” (1981).

SAXON kunne ikke kun levere schlagere til hitlisten, de kunne også affyre det vildeste støj- og højhastighedsmetal såsom ”Machine Gun” og ”Heavy Metal Thunder”. Saxon er indiskutabelt et af 1980’ernes vigtigste metalbands. Skamhør albummet ”Wheels Of Steel” (1980)

VENOM chokerede musikverdenen med deres debutalbum ”Welcome To Hell” i 1981. Skiven slog alle rekorder, hvad angår brutalitet og primitivitet. Og så var både lyd og tekstindhold sort som Satan. Dog med et glimt i øjet, som både bandets elskere og hadere overså. Venoms betydning for thrash, black og death metal har været enorm. Skamhør albummet ”Black Metal” (1982).

DIAMOND HEAD spillede iørefaldende og energisk metal, og de havde en uforlignelig evne til at komponere sange med skarpkantede og kraftladede riffs. ”Am I Evil” er et pragteksempel. Diamond Head forgudes af Metallica og har fået ridderslaget af Dave Mustaine og Black Sabbath-eminencen Tony Iommi, der begge medvirker på gruppens ”Death And Progress”-album fra 1993. Skamhør debutalbummet (ofte kaldet ”Lightning To The Nations”, 1980).

BLITZKRIEG blev ledet af sangeren Brian Ross, som excellerede i høje skrig, der kunne sprænge krystalglas. Musikken var ur-speed metal med slagkraftige melodier. Blitzkriegs livebånd ”Blitzed Alive” (1981) fik massiv indflydelse på thrashens udformning, og Metallica har hyldet Ross & Co. med en coverversion af ”Blitzkrieg”. Skamhør albummet ”A Time Of Changes” (1985).

Angel Witch var et af de første bands, som
brugte det okkulte symbol for Baphomet.
ANGEL WITCH blev berygtet for deres pågående metal med mørke stemninger. Kevin Heybourne & Co.’s musik var underlig kantet og blev båret frem af et kultisk rifferama. Skæringer som ”Baphomet” og ”Angel Of Death” er væsentlige forløbere for både thrash og black metal. Skamhør albummet ”Angel Witch” (1980).

TYGERS OF PAN TANG leverede det ultimative heavy metal-nummer: ”Killers” – her demonstrerede Jess Cox, hvordan et mandfolk skal synge. Lars Ulrich & Co. overvejede en overgang at kapre Cox som sanger til Metallica. Til deres andet album hvervede Tygers guitaristen John Sykes, som senere blev stjerne i Thin Lizzy og Whitesnake. Skamhør albummet ”Wild Cat” (1980).

GIRLSCHOOL var et af de første bands inden for NWOBHM, som scorede sig en pladekontrakt. Det gjorde de imod alle odds. For pigebands var stadig et særsyn i 1980. Men Kelly Johnson & Co. spillede så overbevisende, at selv fans af Motörhead blev begejstret for gruppens musik. Skamhør albummet ”Demolition” (1980).

WITCHFYNDE spillede syret og stemningsfuld ur-doom metal med okkulte undertoner (guitaristen Montalo er wicca-dyrker). Nummeret ”Unto The Ages Of The Ages” er en tour de force i dystre stemninger. Skamhør albummet ”Give ’Em Hell” (1980).

WITCHFINDER GENERAL stjal de fedeste riffs fra Black Sabbath og lavede en flabet og snotnæset tungrock ud af dem. Bandet var inspiration for både doom metal-grupper og diverse metalliske retrobevægelser. Sangeren Zeeb Parkes’ svinehyl på ”Invisible Hate” er legendarisk. Skamhør albummet ”Death Penalty” (1982).

RAVEN var en power-trio, som spillede hyperaktivt metal. Hvis rock var en atletisk disciplin, ville den lyde som Raven. Singlen ”Don’t Need Your Money” (1980) er et velspillet, velproduceret og sindssygt medrivende eksempel på NWOBHM. Skamhør albummet ”Rock Until You Drop” (1981).

HOLOCAUST skrev heavy metal-slagsangen over dem alle: ”Heavy Metal Mania” (single fra 1980, komplet med hylende sirene-intro). Metallica indspillede en coverversion af skotternes ”The Small Hours”. Skamhør albummet ”The Nightcomers” (1981).

TANK var en trio af punkere, som fik lyst til at spille metal. Motörhead var forbillederne for det tidligere The Damned-medlem Algy Ward, der åbenbart gurglede hals med saltsyre, før han trådte hen foran mikrofonen. Tank havde en forkærlighed for højt tempo og simple, slagkraftige melodier. Skamhør albummet ”Filth Hounds Of Hades” (1982).

SATAN rådede over sangeren Brian Ross, og stilen var meget lig Blitzkrieg: tårnhøje heavy-skrig og fuld fart på musikken, som var drønmelodisk. Bandnavnet lyver dog: Ross & Co. kyssede ikke Fanden i numsen. Skamhør albummet ”Court In The Act” (1983).

JAGUAR vakte opsigt med den superhurtige single ”Axe Crazy” (1982). Fart var Jaguars speciale, hvorimod iørefaldende melodier ikke var på bandets dagsorden – så på flere måder var Jaguar forløbere for thrash metal. Skamhør albummet ”Power Games” (1983).

Samson med Bruce Bruce til venstre. Bruce
(Dickinson) gjorde siden hen karriere i Iron Maiden.
Manden i det hvide tøj og terroristmasken
er trommeslageren Thunderstick. Live var
Thundersticks trommesæt stillet op inden i et
metalbur som symbol på gruppens musikalske
vildskab. Masken optrådte også på coveret
til Samsons album "Head On" fra 1980.
SAMSON var med i NWOBHMs fortrop og fik allerede en lp på gaden i 1979. Samsons spillestil lå ikke milevidt fra Iron Maidens, og deres blikfang var trommeslageren Thunderstick – han optrådte med terroristmaske og havde sine trommer stillet op i et bur med ståltremmer. Desværre tabte Samson terræn, da Iron Maiden i 1981 stjal deres sanger Bruce Bruce (aka Dickinson). Skamhør albummet ”Shock Tactics” (1981).

GRIM REAPER var leverandører af traditionelt britisk arbejderklasse-metal med seje melodier og en sanger (Steve Grimmett), som var intet mindre end fantastisk. Beavis & Butt-head tog pis på Grim Reaper i de anti-metalliske 1990’ere. Men Grimmett & Co. har overlevet vittigheden og er i dag kult blandt fans af autentisk metal. Skamhør albummet ”See You In Hell” (1983).

CHATEAUX fik i begyndelsen af deres karriere hjælp af Grim Reaper-sangeren Steve Grimmett. Gruppen, der ellers var en trio, spillede en både meget traditionel og meget speciel form for metal, der indeholdt en unik blanding af blues-rødder og proto-thrash-indslag. Skamhør albummet ”Chained And Desperate” (1983).

PRAYING MANTIS stod for sofistikeret metal i stil med Thin Lizzy. Mantis krydrede deres musik med svimlende guitar-harmonier og tekster, der gjorde alle fordomme om heavy metal til skamme, både hvad angår intelligenskvotient og teologi. Skamhør albummet ”Time Tells No Lies” (1981).

SHIVA var en power-trio, som var tydeligt inspireret af 1970’ernes Rush. Shiva spillede progressivt, poetisk og drømmende metal, og de rystede gode melodier ud af ærmerne på deres læderjakker. Skamhør albummet ”Firedance” (1982).

GIRL gik med sminke og var så frække at blande den hårde metal-lyd med funk, reggae og pop. Og på den måde var gruppen med til at bygge bro mellem 1970’ernes glam rock og 1980’ernes sleaze metal. Sangeren Phil Lewis og guitaristen Phil Collen blev senere stjerner i hhv. L.A. Guns og Def Leppard. Skamhør albummet ”Sheer Greed” (1980).

SAVAGE forenede en rå lyd og højt spilletempo med solid sangskrivning. Savages melodier sætter sig som sugekopper i hjernen allerede ved første gennemlytning. Bandet leverede musikalske gener til det monster, som vi i dag kalder thrash metal. Skamhør albummet ”Loose ’N Lethal” (1983).

SWEET SAVAGE kom fra Irland og spillede hurtigt metal med masser af guitar-lækkerier. Guitaristen hed Vivian Campbell og blev headhuntet af Ronnie James Dio, da denne dannede sit succesrige band Dio i 1983. Sweet Savage-sange som ”Killing Time” og ”Eye Of The Storm” anses for at være klassikere. ”Lady Marion” blev til Dios ”Rainbow In The Dark”. I dag spiller Campbell i Def Leppard. De klassiske Sweet Savage-indspilninger mangler endnu at blive udsendt i albumform, men enkelte gamle numre findes i nye indspilninger på albummet ”Killing Time” (1996).

"Chopper Attack" fra Battleaxes andet album
betragtes som en klassiker.
BATTLEAXE spillede arketypisk britisk arbejderklasse-metal med skarpe skud i patronbæltet. Battleaxes debutalbum, ”Burn This Town”, udmærkede sig ikke kun ved at have en samling solide heavy-sange, men også ved at have hårdrock-historiens værste cover. Som så mange andre albums fra den periode er albummet genudgivet flere gange. Dog med forbedret omslagsillustration. Skamhør albummet ”Burn This Town” (1983).

MORE var et af de mest miskendte bands inden for NWOBHM. More talte bl.a. den tidligere Iron Maiden-sanger Paul Mario Day og guitaristen Kenny Cox, hvis indvielses-jeans bestod af 99% lapper. Mores musik var beskidt og basal heavy rock, bundsolid og med seje melodier. Mores cover af The Crazy World Of Arthur Browns ”Fire” var uovertruffen. Skamhør albummet ”Warhead” (1981).

TOKYO BLADE var sent ude i forhold til pionerbands som Samson og Saxon. Og Salisbury-gruppen var et af de sidste NWOBHM-bands, som vakte opsigt. Stilen var hyperenergisk, men melodisk metal. Og så havde Tokyo Blade en fordel frem for fx More: de var kønne og forstod at klæde sig smart. Skamhør albummet ”Tokyo Blade” (1983).  

DEMON gjorde sig bemærket med et stærkt sceneshow og horror-koncepter à la Alice Cooper. Sangeren Dave Hill & Co. var et af de tidlige bands i 1980’ernes okkulte boom, men musikalsk lå de langt fra black metal. Demon spillede snarere melodisk betonrock i 1970’er-stil – senere bevægede de sig i retning af såkaldt progressiv rock. Skamhør albummet ”The Unexpected Guest” (1982).

CLOVEN HOOF var også tidligt ude med okkultisme i metal. De havde et stort opsat image, hvor medlemmerne var opkaldt efter de fire elementer. Cloven Hoof bød ikke på musikalsk nybrud, men deres – efter vor tids målestok – drøntraditionelle heavy metal var ganske hårdtslående og blev båret oppe af David Potter aka Waters kraftfulde vokal. Skamhør albummet ”Cloven Hoof” (1984).

DEDRINGER hørte til NWOBHMs mere kommercielle bands. Leeds-gruppen havde held til at skrive en håndfuld virkelig fængende, melodiske sange, som måske ikke ligefrem satte verden i brand, men som på en eller anden party-agtig måde fungerede som prøveballon for den mere poppede del af 1980’erne hårdrock. Skamhør albummet ”Direct Line” (1981).

CHEVY kom også fra NWOBHMs iørefaldende departement. Gruppens stil bar præg af 1970’ernes bluesy hårdrock og var beriget med et tykt, sovset groove og en sej herrevokal. Der høres tydelig påvirkning fra amerikansk sydstatsrock. Et af de utallige bands, som aldrig indfriede de forventninger, som pressen havde til dem. Skamhør albummet ”The Taker” (1980).

PAGAN ALTAR var på en underlig undergrunds-forkrampet måde forud for deres tid. Hyllet i okkult mystik og med en stenalder-doomy tungrock blev bandet kult. Og det er Pagan Altar stadig. Gruppen indspillede et album i 1982 – men det udkom først halvanden dekade senere. Skamhør albummet ”Volume 1” (1998).


Ebonys kompilation fra 1983. Fyldt
med obskurt materiale, som er
stærkt eftertragtet af kendere.
UNDERGRUNDSMETAL EN MASSE
Der eksisterer myriader af opsamlingsplader med NWOBHM-bands. ”Metal For Muthas” (1980) og ”Heavy Metal Heroes” (1981) er nærmest legendariske. På ”Lead Weight” (1981) kan man høre en sjældenhed som Satan’s Empires stemningsfulde sang ”Soldiers Of War”. På ”Metal Warriors” (1983) findes det formidable episke nummer ”Oh For The Brains Of A Ludwig” med Flyte. Skæringer som disse er virkelig værd at gå på jagt efter – også i dag!

Af andre kompilationer kan nævnes ”Brute Force” (1980) og de to BBC-relaterede opsamlinger ”Metal Explotion” (1980) og ”The Friday Rock Show” (1981).

I 1989 kunne NWOBHM fejre ti års jubilæum, og i den anledning kompilerede Lars Ulrich og Geoff Barton et dobbeltalbum med NWOBHM-højdepunkter. Kompilationen bærer titlen ”The New Wave Of British Heavy Metal: ’79 Revisited” (1990) og giver et godt indblik i den britiske undergrundsmusik, der inspirerede Metallica, Voivod, Celtic Frost og andre grupper til at spille thrash metal.
        
I 2005 udkom “Lightning To The Nations – NWOBHM: 25th Anniversary Collection”, der indeholder hele tre cd’er proppet med britisk undergrundsmetal fra begyndelsen af 1980’erne. På disse opsamlingsplader kan man høre en masse bands, som ikke er omtalt i denne guide: Weapon, Hollow Ground, Gaskin, Vardis, Spider og mange, mange flere.

KULTSINGLER
Hovedparten af materialet fra NWOBHM blev udgivet på obskure singler og ep’er med low budget-produktion. Meget af musikken er glad amatørisme, men ind imellem findes der virkelige perler. F.eks. er Quartz’ ”Satan’s Serenade” lidt af et metallisk mesterværk. Af og til kan det betale sig at vende en single om og nærlytte b-siden – eksempelvis er Bitches Sins ”Sign Of The Times” ren proto-thrash-fryd. Her er et udpluk af singler, som giver et godt indtryk af NWOBHMs undergrundslyd:

Ikonisk cover fra A II Z.
Mythra “Death And Destiny” (1979)
Trespass “One Of These Days” (1979)
Sledgehammer “Sledgehammer” (1979)
Quartz “Satan’s Serenade” (1980)
White Spirit “Backs To The Grind” (1980)
Black Axe ”Highway Rider” (1980)
Dark Star “Lady Of Mars” (1980)
Paralex “White Lightning” (1980)
Fist “Name, Rank And Serial Number” (1980)
Geddes Axe “Return Of The Gods” (1980)
Buffalo “Battle Torn Heroes” (1980)
Aragorn ”Black Ice” (1981)
Megaton “Aluminium Lady” (1981)
A II Z “No Fun After Midnight” (1981)
Bitches Sin “Always Ready (For Love)” (1981)
Persian Risk “Calling For You” (1981)
Split Beaver “Savage” (1981)
Soldier “Sheralee” (1982)
Black Rose “No Point Runnin’” (1982)
Mendes Prey “On The Borderline” (1982)
Bashful Alley “Running Blind” (1982)
Avenger “Too Wild To Tame” (1983)
Sabre “Miracle Man” (1983)
Hell “Save Us From Those Who Would Save Us” (1983)
Desolation Angels “Valhalla” (1984)

Originaludgaverne af disse plader er i dag eftertragtede sjældenheder, som sælges til skyhøje priser. Heldigvis er store dele af NWOBHM-musikken genudgivet på cd – og efterhånden også på vinyl i hysterisk små oplag. Via Youtube og andre streaming-tjenester er en del af musikken fri tilgængelig på internettet. Happy hunting.

ACHTUNG! Flere af NWOBHM-grupperne (Iron Maiden, Saxon, Venom, Quartz, Witchfynde, Witchfinder General etc.) er omtalt mere detaljeret i separate artikler her på Rifferamas blog. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

onsdag den 11. marts 2015

Sweet var de værste


Glamourøse kostumer! Smagløs sminke! Sjofle attituder! Larmende koncerter! Ethvert medie med respekt for sig selv havde ingen respekt for Sweet i 1970’erne. Men var Sweet virkelig så slemme som deres blakkede ry?

Sweet anno 1973: jernkors, nittearmbånd, knytnæve-attitude. Foto klippet fra danske Go,
hvor man kunne læse: "De kaldes ulækre, vulgære og dårlige. Uden stil og uden retning.
Men det er en helt forkert betegnelse for  The Sweet. Fra deres "Funny Funny" -
udgivet for ca. to år siden - til det nuværende hit "Hell Raiser"
har de vist gennemgået en større udvikling end mange grupper kan magte."
Sweet var pressens hadeobjekt nr. 1 i midten af 1970’erne. De blev rakket ned. Systematisk. Men bag pressens hate speech gemte der sig en provokerende sandhed: Sweet var pissedygtige musikere. Og sangskrivere. Men anerkendelse fik de ikke meget af. Og de gjorde ALT, hvad de kunne for at ødelægge gamet for sig selv. Sweet var ligeglade i en grad, der kunne give Guns N’ Roses kam til deres hår.

Men: den fandenivoldske attitude var måske med til at gøre Sweet attraktive for en hård kerne af fans – fans, som viste sig at være kommende musikere. For …

Utrolig mange hårdrock-musikere fra den generation, som startede deres liv som rockfans omkring 1973-76, blev præget af Sweet. Og det gælder ikke kun de musikere, som åbnede sluserne for The New Wave Of British Heavy Metal. Det gælder også musikere, som var aktive i 1980’ernes thrash metal- og glam/sleaze-scener. Mange af dem var nemlig ”gamle” Sweet-fans.

Sweet gjorde et uudsletteligt indtryk på det helt unge heavy rock-publikum. Og derfor blev gruppens betydning så stor. Sweet havde en høj standard, hvad angår riffs med voldsryk. De havde et blæret flair for melodier med hooklines så solide som kødkroge. Og så havde de et naturligt instinkt for at arrangere sange – lyt bare til arrangementet på hitsinglen ”Action” (1975). Alt sammen fik det en dyb påvirkning på den generation, som udgjorde det primære segment i 1980’ernes hårde rock.

Det kan være svært at opregne et bands betydning. Men cover versioner er en målestok. Og Sweets sange er blevet spillet af så forskellige kunstnere som:

Nuclear Assault
The Damned/Lemmy
Raven
Saxon
Def Leppard
Black ’N Blue
Stryper
Red Hot Chili Peppers
Joan Jett
Vice Squad
Scorpions
Cockney Rejects
Girlschool
Heathen
The Rezillos
Krokus
Pat Benetar
Poison
Gamma Ray
Buzzcocks
The Offspring
Vince Neil
Nina Hagen
Crown Of Thorns
Ace Frehley.

Sweet lader til at have skudt med spredehagl, hvad angår genrepåvirkning. Her er glam-kunstnere, ja, men også punk rock, thrash metal, bundsolid heavy metal og alternative rock-navne. M.m.m.

Flere af de store kanoner blandt den hårde rocks musikere vendte tomlen op for Sweet. Det gjaldt fx The Who. Deep Purples Ritchie Blackmore gik sågar på scenen og jammede med Sweet i 1976. Ozzy Osbourne fra Black Sabbath erklærede, at ”Hell Raiser” var årets single i 1973. Og så videre.

Men smagsdommerne i pressen … ak! I medierne var der fri jagt på Sweet. Året rundt. Sweet var en skamplet på rocken, en ”Rock & Roll Disgrace”, for nu at citere en af gruppens single-b-sider fra 1973. Men det hørte med til historien, at de færreste medier havde råd til at ignorere Sweet, som i en årrække befandt sig nærmest konstant på hitlisterne. Nok hadede journalisterne Sweet. Men de ville o.k.-gerne have en bid af Sweets action, også selvom forsangeren Brian Connolly, bassisten Steve Priest, trommeslageren Mick Tucker og guitaristen Andy Scott var indbegrebet af såkaldt dårlig smag.

KNUS NOGLE MYTER
Man hører ofte påstanden om, at Sweet efterabede Queens hysteriske korarrangementer (”compressed high-pitched backing vocal harmonies,” som de kaldes på Wikipedia). Og jo, der er slående ligheder mellem Queen og Sweet. Ofte lyder Sweet kriminelt meget som det, Queen lavede på en sang som ”Sheer Heart Attack” (1977). Men send regningen til Queen. For Sweet kom først. 

De kor og vokalarrangementer kan spores tilbage til Sweets plader fra starten af deres karriere. Et præmieeksempel på Sweets hysteriske kor kan høres på single-b-siden ”Spotlight”. Den udkom i 1971. Queen pladedebuterede først i 1973 – uden kor!

Det vakte som bekendt stort ståhej, da Van Halen brugte keyboards/synth i hård rock på deres album fra 1984. Tænk på et hit som ”Jump”. Men var det noget nyt? Nix. Allerede ti år tidligere søbede Sweet deres hitlistesøgende hårdrock ind i synth på singler som ”Fox On The Run” (1975) og ”The Lies In Your Eyes” (1976). Og selvfølgelig havde Eddie Van Halen hørt Sweet. For ALLE i den generation havde hørt Sweet.

Der cirkulerer også en myte om, at Sweet bare var et tøsepop-band, som hoppede på heavy rock-vognen. Nix igen. Deres første koncert blev stoppet efter en halv time, fordi de spillede for højt. Allerede fra starten spillede Sweet hård rock. Cover versioner af Free og The Who var på repertoiret, fortalte Andy Scott i et interview i Sounds (juni 1976).

Og hvis Sweets publikum kom til gruppens koncerter for at høre happy clappy-pop, blev de slemt skuffet. Når Sweet gik på scenen, spillede de, som havde de drukket blod. Sange blev omarrangeret, smadret sammen i medleyer, og hits blev hjappet igennem med noget, som er svært ikke at forbinde med skadefryd. ”Block Buster” (1973) blev tryllet om til et blues jam, komplet med mundharpe. På flere af Sweets studieplader finder man numre med jazzede mellemstykker – og jazz-indslagene blev ikke færre, når Sweet stod på scenen.

Der er i de seneste år udkommet flere albums med optagelser af Sweet-koncerter fra 1970’erne. Det er ikke lige kønt det hele. I studiet var Sweet skønsangere. Men live! Der brugte bandet ikke de store kræfter på at synge rent. Meget af materialet på en optagelse fra Odense 1976 er decideret punket, og mellem numrene kan man høre en hæs Brian Connolly udbryde ”I’m fucked.”

Læg dertil et sceneshow, som blev indledt af David Roses 1962-jazzhit ”The Stripper”, mens nærbilleder af temmelig vovede strip-sekvenser blev blæst op på en storskærm. Nøgenscenerne blev afsluttet med noget, der nærmest må betegnes som en atomsprængning, hvorefter Sweets heavy rock tog over. Og … for resten: Sweet var også så venlige at medbringe en kæmpepenis, der sprøjtede konfetti ud over publikum.

Den til dato bedste dokumentation af Sweets atomspaltnings-agtige power er live-delen af det dobbelte opsamlingsalbum ”Strung Up” (1975), hvor man bl.a. kan høre en tæskeheavy version af ”Hell Raiser”.

SKIZOFRENT BAND
Sweet var fra 1971 og helt op til 1973 et skizofrent fænomen. Deres musik var rettet mod singlemarkedet, og gruppens fuldtræffere blev skrevet af hitsmedene Nicky Chinn og Mike Chapman, mens stjerneproduceren Phil Wainman var gruppens lydmager i studiet. Der var mange tåkrummere imellem. Især i starten.

Med tiden blev de hits, som Chinn og Chapman skrev til Sweet, dog mere raffinerede, end det var tilfældet på fjollebollesangene ”Little Willy” og ”Wig-Wam Bam” (begge fra 1972).

På ”The Six Teens” (1974) var der ligefrem tale om et desillusioneret tidsbillede af de knuste 1968/flower power-drømme. Men det var ikke kun teksten til det nummer, som var fortræffelig. Musikken var avanceret og hentede inspiration i amerikansk west coast-rock og hippiemusik á la Jefferson Airplane og Love. Andy Scott mener, at ”The Six Teens” formodentlig var den bedste sang, Chinn og Chapman nogensinde skrev.

Scott har også indrømmet, at Sweet var lidt for ivrig efter at få succes i pladebranchen. For det materiale, som Chinn og Chapman tilbød dem, var slet ikke Sweets stil. Gennembrudshittet “Funny Funny” (1971) var, hvad det var (=en åndssvag popsang). Men opfølgeren, pseudo-calypso-sangen “Co-Co” (1971), HADEDE især Andy og den fænomenale trommeslager Mick Tucker.

”Co-Co” var værre end slem. Og Sweet skar tænder og knyttede næver og insisterede på, at singlens b-side kom til at stå i grel kontrast til pop-pladderet på a-siden. Det kom der den efter datidens målestok ret heavy rockede ”Done Me Wrong Alright” ud af. “Det var på den måde, vi fik luft. Det var det første, vi krævede,” fortalte Andy Scott i det omtalte interview i Sounds.

Sweet var en guldfugl, og det var vel grunden til, at pladeselskab, sangskrivere og producer gik med til det lumpne kompromis: fra da af fik Sweet allernådigst lov at indspille deres egne sange på singlernes b-sider. Hvis der altså var overskydende studietid. Og man kan godt høre, at fede heavy-numre som ”Man From Mecca” (1972), ”New York Connection” (1972), ”Need A Lot Of Lovin’” (1973), ”Someone Else Will” (1974) m.fl. blev indspillet med budgettets helvedeshund snappende efter bandets hæle.

Situationen blev dog ikke meget bedre, da Chinn og Chapman begyndte at skrue bissen på med de hårdere glam-hits (bl.a. ”Block Buster” og “Ballroom Blitz” fra 1973). I Sounds-interviewet fortæller Andy:

“Vi plejede at efterlade numre som “Block Buster” så rå som muligt, når vi forlod studiet. Men når vi hørte det endelige mix, var det hele blevet pudset og poleret i stedet for at være noget råt.”

Det var især Mick Tucker og Andy Scott som vogtede over den musikalske kvalitet i Sweet. Og de blev aldrig tilfredse med det, som andre producere lavede for dem. I Sounds-interviewet kritiserede Andy Scott lyden på de to ellers ret hårdtslående albums “Sweet Fanny Adams” og “Desolation Boulevard” (begge fra 1974). Og frustrationerne endte med, at gruppen fra og med singlen “Fox On The Run” (1975) selv overtog rollen som producere på deres pladeindspilninger.

Det gjorde, at albummet “Give Us A Wink” (1976) blev noget af en buldrebasse, som ­– hvad angik tyngde og slagkraft – sagtens kunne hamle op med det aller-heavieste på markedet i den periode.

Men så kom nedturen. Sweets plader begyndte at rasle ned ad hitlisterne. Brian Connollys druk og en kollektiv musikalsk identitetskrise sendte Sweet på skovtur i musikalske territorier, hvor de bare ikke hørte hjemme. Og det var kun momentvis, at senere albums som ”Off The Record” (1977) og ”Identity Crisis” (1982) kunne matche den høje standard, som Sweets musik havde i årene 1973-76. \m/

Læs Rifferamas temaartikel om ”Sweet Fanny Adams” her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 2. marts 2015

Er heavy metal djævelens musik?


Den kristne højrefløj påstår det. Metalmusikere påstår det. Men passer det? Er heavy metal djævelens musik?

Tirsdag den 21. april kl. 20.00 holder jeg blitzkrieg-foredrag på Zeppelin Bar i København. Her vil jeg lade motorkæften løbe og afsløre, hvordan det i virkeligheden gik til, at heavy metal-musikken fik gedehorn og bukkeben. I præsentationen af foredraget står der:


Peter Béliath hævder, at black metal og satanisk rock er noget, som kirken selv har fremprovokeret med dens skræmmekampagner.

1960’ernes rituelle afbrændinger af The Beatles-plader var god reklame for Satan. Og den hetz, som Jimmy Swaggart, Bob Larson og andre fundamentalistiske prædikanter har kørt mod den hårde rock, er endt med at give bagslag. Den er blevet en selvopfyldende profeti.

Derfor er det i dag et must at give festivaler navne som Copenhell, Hellfest og Hard Rock Hell. Og derfor er det blevet cool at dekorere pladeomslag med omvendte kors og pentagrammer.

Pentagrammet på Mötley Crues ”Shout At The Devil” var en sej gimmick. Men inde bag albummets sorte cover skjuler der sig en historie om selvcensur og frygt for boykot.

Også i de seneste år har kunstnere som Behemoth, Gorgoroth, Marduk og Marilyn Manson været udsat for en satanic panic, der slet ikke harmonerer med moderne forestillinger om demokrati og ytringsfrihed.

Peter Béliath stiller skarpt på en række kunstnere, som afliver myten om, at metalfolk er djævledyrkere. Og han kulegraver heavy rockens sangskat og skyder fordomme ned i flammer.

For er Kiss virkelig en forkortelse af Knights In Satan’s Service? Og findes der virkelig djævelske baglæns-budskaber skjult på indspilninger med Led Zeppelin og Judas Priest?

Er det sandt, at hårdrock-schlagere som Iron Maidens ”The Number Of The Beast”, AC/DCs ”Highway To Hell”, Van Halens ”Runnin’ With The Devil”, Quartz’ ”Satan’s Serenade” og Anvils ”666” er hyldester til Satan?

Og er der en pointe, som fundamentalisterne misser, når de hidser sig op over en verslinje som Black Sabbaths ”would you like to see the pope at the end of a rope”?

Kom frisk og hør Peter Béliath dissekere de sataniske vers. \m/

Flere oplysninger om foredraget her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama