mandag den 28. marts 2016

Musik for mordere og psykopater

30 minutter i selskab med Watains sanger.
Ny dokumentar tager seeren med på besøg hos Watains satanistiske sanger, Erik Danielsson. Der er kranier i øvelokalet, men der kommer ikke lig på bordet.

”Fedt!” tænker du sikkert. Nu kan vi rigtig komme med hjem og snage hos Erik Danielsson. Snuse rundt i Watain-sangerens privat og kigge i hans snavsetøjskurv. Komme helt tæt på ham, i sådan en ”hudløs ærlig” dokumentar à la den der ”Hjemme Hos Lemmy”-film.

Men nej.

”Music, Blood And Spirit: The Life And Work Of Erik Danielsson” (Artax Film) leverer ikke den vare. Det er tydeligt, at der er en fortrolighed mellem Erik Danielsson (ofte bare kaldet E.) og filmmanden Claudio Marino. De kender hinanden. E. ved, hvad Marino står for. Og omvendt.

Claudio Marino er ingen hr. Hvemsomhelst. Han er grafiker, filmskaber m.m. Han har lavet både grafik og videoer for fx Ghost, han har designet Watains hjemmeside og den svenske hårdrockjournalist Niklas Göranssons site Bardo Methodology. Og meget, meget mere – tjek selv her.

Marino har måske nok fået lov til at tage sit kamera og sine mikrofoner med ind i E.s hjem. Men det hele foregår efter E.s armslængdeprincip. Keep distance.

Vi får nada at vide om E.s kærlighedsliv eller om hans relation til den berygtede organisation Misanthropic Luciferian Order (nu: Temple Of The Black Light).

Filmen foregår på E.s præmisser. Det er ham, der har ordet. Marino holder kæft og filmer.

LIVE, PÅ SCENEN, er E. larger than life. Jeg har selv stået få meter fra ham til en Watain-koncert, og han er helt væk. Han gebærder sig som en besat shaman, med rullende øjne, overhældt med blod. Der er tydeligvis tale om to personaer, eller to former for bevidsthedstilstande: E. på scenen og E. hjemme i træhusidyllen i Uppsala.

Som titlen på Marinos dokumentar antyder, spiller blodet en afgørende rolle. Det gør en forskel at blive overhældt med blod, det ændrer bevidstheden hos den, der gennemgår ritualet. Det er en af de ting, som E. fortæller om i den kun 30 minutter lange ”Music, Blood And Spirit”.

Det er dokumentarens svaghed, at den ikke viser klip fra Watains koncerter. Vi får kun lov at se still-billeder, mens E. taler om deres symboler og ritualer. På det felt var Watain-dvd’en ”Opus Diaboli” (2012) stærkere med dens krydsklip mellem liveoptagelser og behind the scenes-interviews. Se selv her.

Den her slags får vi desværre kun still-billeder af.
Men tag ikke fejl: Marinos film er ganske vellykket. Og interessant. Den kunne heller ikke blive andet. E. er en af heavy metals få intellektuelle personer. Han er en dyb tænker, og han kan formulere sig i ordguirlander, der er lige til at klippe ordret ud og bruge som citater.

Da Watain startede, tog de pejling efter kontroversielle bands som Funeral Mist, Ofermod og Malign. E. fortæller, hvordan det nydannede Watain var tiltrukket af disse gruppers ”totalt skånselsløse og intolerante attitude. Det var musik for mordere og psykopater. Det kom til at definere Watain, gav os et elitistisk forhold til genren. Man så ned på alle, der ikke var parat til at gå hele vejen for at opretholde et døende ideal. En alvor og en passion, som er forsvundet fra black metal. Black metal skal være eksplosivt, brændende, giftigt og farligt.”

WATAIN-SANGEREN HAR styr på metaltraditionen. Vi ser E. blade igennem sin pladesamling, hive først Sadistik Exekution frem for så at beslutte sig for at lægge en lp med Samael på pladespilleren.

Vi ser E. gå rundt i sin garage, hvor både hans motorcykel og en gammel fotokopimaskine står. Motorcyklen er ifølge et interview i Rock Hard vol. 346 (marts 2016) en Honda Chopper 750 kubik – formentlig den kværn, man ser E. rulle afsted på i videoen til ”Outlaw” (2013).

Watain er et gør-det-selv-band. Det hele skal helst laves i hånden. Ikke noget med photoshop eller fancy computer-layout. I dokumentaren ser vi E. fotokopiere og klippe og klistre og gnide på overførselsark af den slags, vi brugte tilbage i 1980’erne, når vi lavede vores fanzines.

”Det handler om tradition,” siger E. om den grafik, han laver til Watain. ”Jeg har altid syntes, at de gamle black metal-bands, at måden, som deres demos, pladeomslag og tøjdesign så ud på, er det ultimative. Jeg synes ikke, man kan tage det så meget længere. Det skal være sager, som ikke ser ud som noget, der har med den moderne verden at gøre. Æstetikken er ekstremt vigtig.”

Watains øvelokale og tilhørende bar er da heller ikke bare et lokale med æggebakker og funktionalistisk inventar. Kameraet er med i Watains ulveskanse, hvor udsmykningen er grel, og hvor man må gætte sig til, hvilke legemsvæsker og organer, der befinder sig i glaskar og beholdere, og hvor treforken og gruppens grufulde ulvehoved-logo ikke giver indtryk af, at dette er et opholdssted for humanister.

Men generelt oser filmen af ro og fordybelse. For ikke at sige idyl. Vi ser E. spadsere i demiurgens svenske alnatur, selvfølgelig iført cowboystøvler, nittebælte og lædervest med rygmærke.

Det er tydeligt, at E. ikke lever som en rockmillionær. Træhuset, han bor i, ser romantisk ud, men det er ikke vild luksus, Watain-sangeren vælter sig i.

”Vi har valgt at leve på et eksistensminimum for at slippe for at tage del i et almindeligt arbejdsliv. Watains musik kan ikke skabes, hvis man lever et normalt liv i samfundet. De to livsformer er ikke kompatible. Det går ikke at være en del af det, som man er modstander af.” \m/

”Music, Blood And Spirit: The Life And Work Of Erik Danielsson” kan streames her.


Nej, Les Paul'en er ikke plugget i forstærker. Dybt koncentreret, nærmest i meditativ ro, spiller Erik på guitar.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


fredag den 25. marts 2016

Eksempel til efterfølgelse


Artillery er et eksempel på, at det flasker sig at ignorere alle trends og i stedet forblive tro mod sit udgangspunkt.

Det danske pionerbands ottende album er et katalog over tidløs thrash.

Det her er åndssvagt. Her sidder jeg i sofaen og oplever verden gennem min iPhone og taster denne anmeldelse ind på min lille skødecomputer.

I mellemtiden har Artillery turnéret i fjerne verdensdele, de har bragt deres heavy metal med på krydstogtsskibe og med den transsibiriske jernbane. De har vovet, hvor de fleste andre danske metalbands (og journalister!) har tøvet og er blevet inden for kaffebordets forsvarlige rækkevidde.

Det har ligget i kortene fra starten: Artillery er et pionerband. Og det er de i dag mere end nogensinde. For hvor mange danske metalbands er kommet så vidt omkring i verdens ravnekroge som Artillery?

Artillery demonstrerer i disse år, at der findes et (ret stort!) internationalt marked, hvis man har metallisk substans og ikke modestads på sætlisten. Der kunne skrives bøger om Artillerys bedrifter i nyere tid – måske det var noget for Politiken med et Artillery-tillæg?

Pionerer var Artillery allerede i midten af 1980’erne, hvor de var med til at grundlægge den subgenre, som senere fik navnet thrash metal. Der er ingen grund til at dvæle ved detaljer som, at kunstnere som Metallica og Bathory havde et godt øje til Artillery i gruppens tidlige år.

Det er efterhånden også irrelevant, at det store gennembrud lod vente på sig, og at end ikke den Flemming Rasmussen-producerede ”By Inheritance” (1990) kunne skubbe Artillery op i nærheden af thrashens Big Four.

For Artillery klarer sig fint. Faktisk er de et eksempel til efterfølgelse. Et eksempel på, at det flasker sig at ignorere alle trends og i stedet forblive tro mod sit udgangspunkt: den ægte heavy metal.  

Artillery har tur i den nu om dage. Og det i en grad, som gør, at de har kunnet droppe deres dagjobs for i stedet at hengive sig 100% til deres tonekunst. De behøver end ikke tage modeljobs for at få huslejen betalt.

”In Defiance Of Conformity” hedder åbningsnummeret på Stützer & Co.’s ottende studiealbum. Det er en stor titel. Men også en passende titel, for der er absolut intet hipt over Artillery, hverken over deres lyd eller deres look.

Der er garanteret nogen, der savner noget nybrud på ”Penalty By Perception” (Metal Blade). For det er drøntraditionelt, det, Artillery disker op med. De massive riffs er i sig selv et katalog over tidløs thrash.

Alligevel er der åbne vidder i søgeren hos Artillery anno 2016. De spiller ikke bare enklave- eller ghetto-thrash. Guitarharmonierne er spillet med skelen til den klassiske heavy rocks twin lead attacks (Thin Lizzy, Iron Maiden).

Og så er der jo den vokale side af sagen. Flemming Rønsdorfs rabiate stil er for længst passé i Artillery-sammenhæng. Og med indskiftningen af Michael Bastholm Dahl nærmer vi os nu prog- eller i hvert fald power metalliske tendenser.     

Dahls vokal svæver med et ørneværdigt vingefang højt over det ragnarok af thrash metal, som guitaristerne Michael og Morten Stützer, bassisten Peter Thorslund og trommeslageren Josua Madsen skaber.

Vi får også en power ballade: ”When The Magic Is Gone”. Nummeret har gæste-tangentarbejde af Morten Sandager (Pretty Maids, Mercenary). Måske en noget skabelonagtig sang, men lur mig, om den ikke i den rette skumringstime kan få fandommen til at hive Scorpions-lighterne frem?

Det overordnede indtryk af Artillerys opus 8 er homogent. Videonummeret ”Live By The Scythe” stikker ud ved at have exceptionelt meget hook. Men det er titelnummeret, der for alvor demonstrerer d’herrer Stützers majestætiske riffmeisteri: her har vi både det hymniske og det rambukagtige forenet i sammen komposition. Flot!

”Penalty By Perception” er unægtelig en noget mere sanitær plade end Artillerys legendariske debutalbum, ”Fear Of Tomorrow” (1985). Produktionen efterlader et lytteindtryk, som er fejet og prydet. Måske også for pænt.

En gammel maniac som mig kan godt savne aggressionen fra den terror-trup, som Artillery var i 1980’erne. Men når jeg er færdig med at brokke mig, så må jeg også indrømme, at Artillery anno 2016 får det gamle metalhjerte til at slå velfornøjet under battle vesten. Og ved endt gennemlytning presser især ét ord sig på: RESPEKT! \m/

DISCLAIMER: Dette er en Rifferama-anmeldelse. Metalizeds officielle anmeldelse af ”Penalty By Perception” kan læses i magasinets nummer 103.


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 20. marts 2016

Da Slade rasede ud

Slayer? Nej Slade.
Glem ”Slade In Flame”. Glem ”Mama Weer All Crazee Now” og alle de andre hits. Slades hovedværk udkom i 1977. Albummet var tæskeheavy. Og det blev så stort et flop, at du sikkert aldrig har hørt det.

Rockhistorien har en stor gravplads. En gravplads, hvor medier, branchefolk og fans har begravet en kæmpe skat under et tykt lag møg bestående af dovenskab, trendjageri og generel dumhed.

Et sted inde i denne enorme skat ligger der en perle fra 1977. At den hører blandt klenodierne i min pladesamling, er lidt af et lykketræf. For ...

Jeg var så heldig, at en af mine venner i et øjeblik af noget, der kun kan have været guddommelig indgriben, købte et kassettebånd med omtalte perle. I foråret 1977.

Vi sad i en Volvo Amazon, der blev kørt rundt i Hjørring midtbys trange gader af min vens far, da jeg blev præsenteret for perlen. Vi var på vej ud af byen, på vej til hjemstavnen ude på landet efter en eller anden spontan mission, hvor vi var hoppet med i bilen af ren og skær kedsomhed. Vi befandt os i det limbo, som drenge ofte havnede i dengang, lige før de blev gamle nok til at køre knallert – med Yamaha FS1 ophørte al kedsomhed!

Jeg husker stadig, at min ven stolt holdt sit nyindkøbte kassettebånd op foran fjæset på mig og hoverede. Rata! Den havde jeg nok ikke set, vel? Øh .. Bøh … Slade … ? De har lavet en ny lp?

Det havde de. Og det burde jeg have vidst, hvis de røvballemedier, som mit info-flow var afhængig af på det tidspunkt, havde gidet omtale det. Men i 1977 var Slade ligeså yt, som begrebet yt er i dag. Tre år tidligere var de superstjerner og grovhittede med ”Far Far Away”, men siden var trenden løbet fra glam rocken. Nu var det punk rock, der var moderne.

De danske medier hadede punk rock, men ikke nok til at gide vise troskab over for Slade og andre af glitterrockens stjerner. For medierne hadede også glam rocken. I 1977 ville danske musikmedier helst beskæftige sig med Shit & Chanel, Bifrost og andre ”rock”-”kunstnere” iført hønsestrik og ideologisk korrekthed. Slade passede ikke ind lige der.

Slade var blevet hjemløse. Også i UK. De havde satset lidt for voldsomt på spillefilmen ”Slade In Flame”. Ved Gud, en af de mærkeligste rockfilm ever, komplet med dialoger på uforståeligt arbejderklasse-engelsk og en humor, der er ligeså trøstesløs som miljøet, handlingen foregår i.

Leverandører af en syndflod af fodbold/stadion-omkvæd til hitlisterne.
”Flame”-filmen var også et opgør med den formulariske glitterrock-stil, som Slade havde haft så stor succes med. Soundtracket demonstrerede, at der var mere i Slade end tre-minutters schlagere med stadionrockede omkvæd: ”Gudbuy T’Jane”, ”Cum On Feel The Noize” etc. (nu håber jeg ikke, at jeg har stavet de titler rigtigt).

Hvis mine matematiske evner ellers holder, så scorede Slade tretten top 10-placeringer på den britiske singlehitliste i 1970’erne. Seks af disse hits erobrede førstepladsen. Det er en rekord, som vist kun Status Quo har kunnet slå i britiske hårdrock-kredse.

Men i 1977 så det altså sort ud for Slade. Deres forsøg på at lægge USA ned var kikset, om end de havde haft en vis succes ved at turnére i staterne med bl.a. Aerosmith og Black Sabbath. Det noget vægelsindede, genre-hoppende album ”Nobody’s Fools” (1976) havde vist også givet deres fans indtryk af, at Slade måske i virkeligheden var nogle fjolser.

MEN SÅ …

… var det, at Noddy Holder & Co. lige tog en runde med heavy rock på det, de stærkt regnede med ville blive et comeback-album: ”Whatever Happened To Slade”.

Albumtitlen havde gruppen planket fra en graffiti i London. For hvor var Slade egentlig blevet af? De var forsvundet fra hitlisternes top. De var forsvundet fra de britiske spillesteder. Hvad var der sket for dem?

Svaret kom den 21. marts 1977. Nul albumcover med langhårede fyre i glitterkostumer. Omslaget var møget til med nogle gamle fotos af Slade-medlemmerne fra 1960’erne. Dengang havde Noddy Holder (vokal, guitar), Jimmy Lea (bas), Dave Hill (guitar) og Don Powell (trommer) nemlig været en slags punkere. Det mente de selv. For punk rock, det var da noget med skinhead-agtige fritser, ikke sandt?

Tricket virkede desværre ikke. De unge rocklømler i UK ville høre Sex Pistols, The Clash og The Damned. Og selvom Slade faktisk fik nogle høflige anmeldelser for ”Whatever Happened To Slade”, så blev albummet en maveplasker på hitlisterne.

Men nu er heavy rock jo heller ikke skabt til at ligge nr. 1 på hitlisten. Og det er måske i virkeligheden lektien i historien om Slade.

”Whatever Happened To Slade” er i mit univers Slades allerbedste album. Deres hovedværk. Nej, det rummer nul sing-along singlehits, men dem klarer jeg mig uden, tak.

Nej, drenge,
sådan ser punkere ikke ud.
På ”Whatever Happened To Slade” raser Slade ud. Det er tydeligt, at de er sluppet fri for forventningerne om at lave endnu en ”Mama Weer All Crazee Now”. Og fordi der er den der rendyrkede rebelskhed over albummet, passede det faktisk ret godt til punk-tiden. Der er noget punk-nerve over de hurtigste af sangene.

”Whatever Happened To Slade” er helt basal rock ’n’ roll, spillet med boller på størrelse med dem, der sidder på en Mammut med elefantsyge.

Åbningssangen ”Be” er en mukkert, der smadrer alt bullshit. Og omkvædet lyder mest af alt som et råd fra Slade til dem selv: ”Stand up, stand up and be yourself, / Stand up, stand up, don’t be nobody else / Cos me well you see, I don’t need nobody else.” En slags punket uafhængighedserklæring. Men i sin helhed opridser sangen faktisk et strengt moralkodeks, som sjældent ses i rock ’n’ roll.

Der er masser af bad boy boogie i single-udtrækket ”Gypsy Roadhog”, en sang, der er så spækket med referencer til coke-snifning, at BBC fandt fornøjelse i at fjerne den fra æteren. Men det er ikke bare en sex and drugs and rock and roll-sang, men et veritabelt outlaw-epos. Det samme gælder for resten ”Dead Men Tell No Tales”.

”Dogs Of Vengeance” er påfaldende dyster af en Slade-sang at være, og den har en motherfucker af et riff. Personen, der taler i sangen, er for resten også noget af en mf’er. Og man fornemmer, at lovløshed og desperate situationer er temaer, der presser sig på hos Slade i 1977.

Hvis du tror, at Noddy Holder kun kunne hoste op med vrøvlerim à la ”Skweeze Me, Pleeze Me”, så tjek lige lyrikken til ”Big Apple Blues”. Mens du vel at mærke ikke overhører Noddys stemme. Holders stemmebånd holder. En af de bedste rockvokaler nogensinde: rå, hæs, men aldrig tonløs. Han er endnu bedre end Brian Johnson (Geordie, AC/DC). Og ja, Holder fik faktisk tilbudt jobbet i AC/DC efter Bon Scotts død, men han takkede nej. WTF?!?

Produktionen på ”Whatever Happened To Slade” er knivskarp på en garaget måde. Trommerne lyder af trommer, og guitarerne skærer gennem lydbilledet som macheter. Arrangementerne er punkistiske og renset for de truthorn, som var med til at skabe en mere ”seriøs” sound på ”Slade In Flame” (1974).

Tilbage står et af de heavieste albums fra 1977. Og i min samling har ”Whatever Happened To Slade” samme rang som andre topalbums fra 1977, såsom Thin Lizzys ”Bad Reputation”, UFOs ”Lights Out”, AC/DCs ”Let There Be Rock”, Scorpions’ ”Taken By Force”, Kiss’ ”Love Gun”, Aerosmiths ”Draw The Line”, Blue Öyster Cults ”Spectres”, Queens ”News Of The World” og Ted Nugents ”Cat Scratch Fever”. (Trumfen fra 1977 er og bliver Judas Priests ”Sin After Sin” for mit vedkommende.)

Slades historie stopper selvfølgelig ikke her. Wolverhampton-bandet kørte på. I en rockbranche, som også dengang var overfyldt med folk, som var der af alle de forkerte grunde. Som fx de der ”bouncers”, altså vagter, der ”passer på”, at fans ikke bliver for vilde under koncerterne.

En aften i 1978 blev det for meget for Noddy Holder under en koncert i Wales. Slade-sangeren blandede sig i den hårdhændede behandling af gruppens fans. Og så blev han slået ned. Brækket næse, to blå øjne og en tur på krankenhaus. Dagen efter var Noddy Holder selvfølgelig klar til at gå på scenen igen. Og episoden blev foreviget i sangen ”Nuckle Sandwich Nancy”, der både floppede som single og kom med på albummet ”Til Deaf Do Us Part” (1981).

Men inden da havde Noddy Holder & Co. set miraklet ske for øjnene af dem selv på Reading Festvialen i 1980. Hyret som erstatning for Ozzy Osbourne i sidste øjeblik. Skubbet op på scenen mellem to af de største, nye håb i britisk heavy metal, Girl og Def Leppard. Men det var Slade, der sejrede. Publikum gik amok. Egentlig var det Dave Hills afskedskoncert. Men han besluttede sig lige til at blive i bandet efter de klapsalver.

Da Def Leppard gik på Readings scene efter Slade, spillede de smarte og lod folk forstå, at det, de lige havde oplevet, var fortiden, men at det nu var fremtiden, der stod på scenen. Og så begyndte det at regne. Med dåser. Ikke alle dåser var tomme, om end det næppe var øl, der var i dem … I dag påstår Def Leppard, at det er ”en myte”, at de blev bombarderet på Reading. Men alle samtidige kilder fortæller om pismissiler.

Efter Reading fik Slade tre top 10-hits. Mest eftertrykkeligt ”We’ll Bring The House Down” (1981). Kort sagt, Slade vendte tilbage til deres syng-med-skabelon. Det var selvfølgelig godt for Holders, Hills, Leas og Powells bankkonti. Men kunstnerisk kom der ikke andet end petitesser ud af det i forhold til ”Whatever Happened To Slade”. \m/

Single-omslaget til "Gypsy Roadhog". Lidt for meget coke til BBC.
Kilder: Min gode hukommelse. Min pladesamling. Plus en masse crap på Wikipedia.


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama