Genrejsning

Rising anno 2016.

Rising er et knusende tungt bud på et dansk band med appel til det store udland.

Københavnernes nye album hedder ”Oceans Into Their Graves”. Og det er både tidløst og tidssvarende.

Okay, der har været en årrække, hvor jeg er gået i dækning, når talen er faldet på dansk metal.

Heldigvis er der sket en positiv ændring i seneste år. Lad mig være ærlig. Det er langt fra det hele, som får min krop til at udskille dopamin. Men der er altså ved at ske et (tiltrængt!) generationsskifte i dansk metal. SEA og Slægt er bare to eksempler på ung, dansk hårdrock, der er moden til international lancering.

Og sandelig om ikke grand old men som Denner/Shermann og Artillery igen er vågnet op til dåd. Knap så aldersstegne fyre som dem i Deus Otiosus og Rising rumsterer også noget så henrivende.

Apropos Rising. Det københavnske band har været flittige til at rokere om på besætningen. Og det har måske været deres største hæmsko. For alt, hvad Rising har udsendt, har haft internationalt format – lige fra debut-ep’en (2009) til det aktuelle album, ”Oceans Into Their Graves” (release: 29. april på Indisciplinarian).

Rising spiller sludge/groove metal. Det fortæller Encyclopaedia Metallum mig i hvert fald. Kald det, hvad I vil. I mine ører lyder det som gedigen heavy rock. Vel at mærke af moderne tilsnit. Med en knusende tyngde à la Neurosis. På det forrige album, ”Abominor” (2013), var det tæt på at være direkte smadder – på den fede måde.

”Oceans Into Their Gaves” ligger tættere på albummet ”To Solemn Ash” (2011 – læs Rifferama-anmeldelse her). Det betyder, at det er lidt nemmere at høre, hvorfor Rising hedder Rising. Altså: at gruppen OGSÅ har rødder i 1970’ernes mere episke heavy rock. Såsom Rainbow i Dio-dagene.

Det melodiske kommer ekstra godt til sin ret på det nye Rising-album. Gruppen har nemlig rekrutteret sangeren Morten Grønnegaard. Og han er lidt af et kup for gruppen. Grønnegaard er en rigtig sanger. Ikke en growler eller en brøleabe. Men en sanger med kant og personlighed. Og med et anstrøg af noget emotionelt i sin diktion.

Sangene på ”Oceans Into Their Graves” er bygget op omkring grumme riffs fra guitarist og bandboss Jacob Krogholt. (Siden indspilningen af ”Oceans Into Their Graves” er guitaristen Anders Bo Rasmussen blevet føjet til besætningen.) Læg dertil en tæt rytmesektion bestående af bassisten Bjarke Lassen og trommeslageren Martin Niemann.

Niemann er en dynamo af John Bonham’ske proportioner. Men det ender ikke med bulder og brag. Bl.a. fordi albummet er produceret af Jacob Bredahl (Dead Rat Studios, Aarhus). Bredahl er kendt for at være en mester udi kunsten at skabe organisk lyd i hårdrock-sammenhæng. Og ”Oceans Into Their Graves” er ingen udtagelse. Albummet har en sound med masser af slagkraft. Her kommer både melodier og power til deres fulde ret.

”Oceans Into Their Graves” er et tiptop moderne metalalbum fra et band, som kan deres pis. Ikke kun på instrumenterne, men også rockhistorisk. Albummet lever op til heavy rockens evigtgyldige kriterier: riffs af høj kvalitet og en sans for melodier med tyk slidbane.

”Oceans Into Their Graves” er både et tidløst og et tidssvarende album. Og dem udkommer der ikke ret mange af. Og da slet ikke i DK. \m/

NB! Dette er en Rifferama-anmeldelse. Metalizeds officielle anmeldelse står at læse i magasinets nr. 103. På gaden nu.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Et verdens-band er født – i DK!

Ur-heavy-dynamik og ultramoderne smadder tørner sammen på Risings debutalbum.

Rising har rejst et monument i dansk metalrock.

Jeg er lige faldet. Og hvad faldt jeg så over? Min egen kæbe, såmænd. Jeg tabte den allerede to minutter inde i ”Mausoleum”, åbningsnummeret på Risings debutalbum, ”To Solemn Ash”. Vantro og frydefuldt forbløffet lå jeg så der, mens den fedeste metalrock, der er kommet fra Danmark i æoner, tordnede gennem lokalet. Volumen-knappen var selvfølgelig drejet op på de Spinal Tap’ske 11.

Det er sjældent, at gammelt og nyt tørner sammen i et så harmonisk sammenstød, som det er tilfældet på ”To Solemn Ash”. Og det er endnu sjældnere, at Danmark fostrer metalbands, som har et så overbevisende internationalt format som Rising.

Rising er en trio. Det lyder umiddelbart spinkelt, men de tre københavnere bygger en massiv lydmur op omkring sig i løbet af debutalbummets ti numre.

De mest vellykkede skæringer på ”To Solemn Ash” har noget af den ur-heavy-dynamik, der kendetegnede power-trioer som Cream og Blue Cheer i slutningen af 1960’erne – altså dengang metalrocken blev født under voldsomme soniske veer.

Men bare rolig. Selvom Rising deler navn med titlen på Rainbows klassiske metalopus fra 1976, så spiller den danske trio på ingen måde oldschool heavy metal eller retro-hard rock. Der er masser af ultramoderne smadder i sangene – og i måden, som de bliver leveret på. Corrosion Of Conformity, Mastodon, The Obsessed og High On Fire dukkede op som associationer, mens jeg lyttede til albummet første gang. Det samme gjorde Entombed – altså det melodiske Entombed.

For melodier er der bjerge af på ”To Solemn Ash”. Gode, gedigne melodier, som bliver sunget med perlegrus i struben. Ikke at forglemme guitarsoli, der sprøjter ud over lytteren som kaskader af brutal vellyd.

Den københavnske trio rider triumferende af sted på et mørkt groove i stil med Black Sabbaths ”Master Of Reality”; et groove, der siden 1970’erne har muteret tifold og er blevet kaldt sære ting som stenerrock og sludge metal. Men Rising er meget mere end det. Rising er først og fremmest Rising. Københavner-trioen lyder ikke som et typisk subgenreband. De har deres egen helt personlige stil og sound, som burde vække opsigt på en metalscene, der er overbefolket af næsten enslydende grupper.

En sang med en højpandet titel som ”Through The Eyes Of Catalysis” sparker røv til højre og venstre som en kosak med DAMP-syndrom. Krigssti-beatet på ”Under Callous Wings” må kunne vække Sitting Bull og Geronimo fra de døde. 

Og det er ufatteligt, at et så dundrende og betontungt rocknummer som ”Passage” kan svæve så elegant gennem stratosfæren. Her er Rising virkelig ”High And Mighty”, for nu at referere til en betonrock-klassiker fra 1970’erne – et årti, som er sprællevende i Risings musik, der samtidig tager pulsen på samtiden.

Jeg spår, at Rising kommer til at gøre en positiv forskel. Ikke bare på den danske, men også på den internationale metalscene.

NB: ”To Solemn Ash” har dansk release den 24. oktober 2011.

Rising på Facebook

Rising på Encyclopeadia Metallum

Det er sjældent, at Danmark fostrer metalbands med et så overbevisende internationalt format
som Rising.