søndag den 29. april 2012

Øreblødende brutalt

Exciter skabte vild begejstring i undergrunden, og ”Heavy Metal Maniac” lå højt placeret på listen over de mest solgte importalbums i Kerrang!. Men Metallica stjal Exciters torden.

Lp-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 3, april 1984)
Introduktion: Peter Béliath (april 2012)

Exciter tog deres bandnavn fra åbningsskæringen på Judas Priests 1978-album, "Stained Class".
Exciter er i dag kun kendt af en meget lille skare af true metal-entusiaster. Men en overgang så det ud til, at den canadiske trio skulle blive et af de mest toneangivende bands på 1980’ernes metalscene.

Exciter var tordnende heavy efter datidens målestok. Og det er de sådan set stadig, når man genhører deres to første og skelsættende albums, ”Heavy Metal Maniac” (1983) og ”Violence & Force” (1984).

Exciter pladedebuterede med skæringen ”World War III” på kompilationen ”U.S. Metal II” (udgivet i 1982 på Mike Varneys selskab Shrapnel Records). Og fra første færd stod det klart, at Dan Beehler & Co. var eksponenter for en hidtil uhørt brutalitet i metal. Her var heavy-musikken skåret helt ind til stålet. Alt fyld og alle dikkedarer var flået bort, så musikalske metalspåner og 
-spiraler rev i øregangen. Selv melodierne var reduceret til et absolut minimum.

Exciter spillede hammerhårdt og nådesløst voldsomt heavy metal. Exciter tog de tungeste parter fra Black Sabbath, de vildeste elementer fra Judas Priest og fusionerede dem med det barske beat hos Saxon – og speedede så tempoet yderligere op. Exciters musik var øreblødende brutal – og vældig populær hos den nye generation af metalfans, der ikke kunne få deres metalrock heavy nok i begyndelsen af 1980’erne.

Det var utroligt, at en trio kunne lave så megen støj. Men Dan Beehler (trommer og vokal), John Ricci (guitar) og Allan Johnson (bas) holdt sig til den canadiske trio-tradition. Husk på, at to af heavy rockens stærkeste bands i 1970’erne var canadiske Rush og Triumph, der begge havde skåret deres besætninger ned til tre mand.

Exciter blev hurtigt yndlinge hos den hårde kerne af headbangere. I metalfanzines som Metal Forces blev Exciter hyldet, og i det trendsættende Kerrang! skamroste skribenten Malcolm Dome trioen fra Canada for deres metalliske excesser. Malcolm Dome var i de år den hårdeste hals i overgrundspressen (han sørgede bl.a. for, at kendskabet til de allerheavieste bands som Mercyful Fate og Acid blev bredt ud til en større læserskare).

I sit interview med Exciter i Kerrang! nr. 42 (maj 1983) brugte Dome begrebet ”true heavy metal” om Exciter. Og det var formentlig første gang, at dette begreb blev set på tryk. Men det gav god mening i en tid, hvor nordamerikansk hårdrock stadig var domineret af slatne AOR-grupper (tænk på hits som Journeys ”Don’t Stop Believing”, Styx’ ”Mr. Roboto” og Survivors ”Eye Of  The Tiger”).

Exciter skabte vild begejstring i undergrunden, og ”Heavy Metal Maniac” lå højt placeret på listen over de mest solgte importalbums i Kerrang!.

Exciters brutale metal blev spillet med hjerteblod,
synes coveret at fortælle.
KRITIK FOR SPEED-MANI
Men meget gik galt for Exciter. De var for tidligt ude med deres brutale proto-thrash, og det var en hæmsko for dem at komme fra Canada, da karrieremulighederne var bedst i USA. Altså den sædvanlige historie: Metallica, Slayer, Anthrax og senere hen Megadeth stjal Exciters torden og blev til De 4 Store inden for thrash metal, den genre som Dan Beehler & Co. havde været med til at grundlægge med deres ”World War III”-demo allerede i 1982.

Det hjalp heller ikke, at Exciter drejede deres musik i retning af en mere almindelig heavy metal, just som thrash metal-stilen begyndte at boome i midt-80’erne. Men hvorfor skiftede Exciter pludselig stil?

Måske var det fordi, Malcolm Dome lavede en typisk Kerrang!-vending: Dome havde som sagt jublet over ”Heavy Metal Maniac”, men da ”Violence & Force” udkom, faldt han Exciter i ryggen og kritiserede deres speed-mani i en anmeldelse, der bar lidt for meget præg af den engelske presses trang til bygge et band op for derefter at rive det ned igen – sådan bare for at demonstrere pressens magt over kunsten.

Men der er selvfølgelig meget mere i den historie. I hvert fald burde Exciters udmærkede tredje album, ”Long Live The Loud” (1985), have fået en nådigere skæbne, end det fik.

Malcolm Dome har for resten tegnet et kærligt portræt af Exciter i Classic Rocks Cult Heroes-serie. Læs artiklen her.

Nuvel, nedenfor følger min anmeldelse af ”Violence & Force”. Bemærk, at begrebet thrash metal endnu ikke var kommet i brug. I stedet anvendtes ofte termen power metal. 

Coveret til "Violence & Force" var kikset af flere grunde. Der
gik kage i farvelægningen, og voldsmandens arm så sort ud;
dermed fik det i forvejen lovlig platte scenarie uønskede
(=racistiske) undertoner. 
EXCITER
”VIOLENCE AND FORCE”
(Roadrunner/
Music For Nations)

Exciter var med debuten ”Heavy Metal Maniac” det første power metal-band fra det amerikanske kontinent, som tog verden med storm.

”Violence And Force” viser, at bandet er modnet lidt, og materialet er blevet mere varieret – og heavier! Jeg havde i starten lidt svært ved at vænne mig til Carl Canedys meget tunge og mørke produktion, men efter et par gennemlytninger glider (eller blæser) den bedre ind.

Introen ”Oblivion” er en guitar-war, der går lige over i titelnummeret, hvis tekst ikke er ligegyldig – et utroligt fedt nummer!

”Pounding Metal” er en kranie-brydende gigant-betonblok metal-anthem, melodisk og noget så satans heavy. Det frarådes kraftigt at headbange til dette klassiske track.

”Delivering To The Master” har en delikat akustisk guitarintro, som viser, at John Ricci kan andet end at flænse trommehinder; et track med en stærk identitet i øvrigt.

”War Is Hell” (korrekt!) er sammen med det Bankende Metal-nummer pladens højdepunkt. Hvis Exciter kan udvikle sig i denne retning, har mayhem ingen begrænsninger.

De øvrige numre er så homogene, at det næsten virker monotont – en skam, for dette canadiske band har power som få. \m/

NB! Exciter eksisterer stadig, men John Ricci er eneste originalmedlem, og i dag leverer canadierne en marginaliseret form for speed metal, som gør sig bedst hos konservative metalfans i Tyskland. Få et overblik over Exciters karriere her

ACHTUNG! Rifferama zoomer i de næste uger ind på thrash metal-genrens pionertid i 1983-84. Følg med ved at klikke på "Synes om" Peter Béliaths Rifferama på Facebook. Seriens første artikler handlede om Slayer, Metallica og Venom.

lørdag den 21. april 2012

Roden til alt grumt

Venoms punk-primitive metalrock talte til en helt ny generation af metalfans, der bare ikke kunne få musikken heavy nok.

Ep-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 3, april 1984)

Venom, som de så ud i 1980'erne. Dengang skulle der helst være overensstemmelse
mellem lyd og look.
[Baggrund: ”Det her er ikke musik, men noget malabarisk larm,” nogenlunde sådan lød den offentlige mening, da Venom i april 1981 udsendte deres debutsingle, ”In League With Satan”. Og der har sandt for dyden eksisteret dygtigere musikere end Cronos (bas, vokal), Mantas (guitar) og Abaddon (trommer). Men Venom ramte en nerve af ægthed og talte til en helt ny generation af metalfans, der bare ikke kunne få musikken heavy nok.

Venom var gudsbespottende, sjofle og platte. Men de var mere end det. Den trio, der udgav lp’erne ”Welcome To Hell” (1981) og ”Black Metal” (1982), var unik. Og totalt banebrydende.

Venom satte en helt ny standard for barbari på metalscenen, som på det tidspunkt var kendt for at være en platform for virtuose musikere som Ritchie Blackmore (Deep Purple, Rainbow) og Michael Schenker (Scorpions, UFO, MSG). Og så kom disse gadedrenge fra industribyen Newcastle og stillede sig an med superstar-egoer på størrelse med Led Zeppelins og med vanvidsdrømme om at stable et show på benene, der kunne overskygge Kiss’ excesser på scenen.

Live spillede Venom ikke alene brutalt. De spillede øresønderrivende HØJT. Og de slæbte sprængstoffer nok med på scenen til at kunne gøre al-Qaeda misundelige. Kritikere mente, at det er det endelige bevis på, at tomme tønder buldrer mest. Men den hårde kerne af headbangere i metalundergrunden vidste bedre. De vidste, at det her var lyden af metallens fremtid.

Historisk bevidste heavyrockere vil vide, at Venom var del af den nye bølge af britisk heavy metal (NWOBHM), der skyllede ind over rockscenen fra 1979 og nogle år frem. Brit-bølgens største bands var Iron Maiden, Saxon og Def Leppard. Men et spørgsmål trænger sig på: var Venom ikke det vigtigste band i bølgen? I hvert fald har alle former for ekstremmetal siden da stået i gæld til Cronos & Co.

Venom opfandt ikke alene en ny brutal tonekunst, de opfandt også termerne ”black metal” og ”power metal”. Og stort set ethvert kvæk inden for thrash metal, black metal og dødsmetal har været et ekko af Venoms underligt kluntede form for punk-primitiv metalrock. Også selvom den moderne ekstremmetal i dag ofte spilles af ekvilibrister.

I sin udmærkede bog ”Justice For All: The Truth About Metallica” (Omnibus Press, 2009) påstår Joel McIver hårdnakket, at Venom var verdens første thrash metal-band. Og Venom havde da også en så høj stjerne i den ekstreme metalundergrund, at trioen en overgang havde Metallica og Slayer med på deres turnéer – som opvarmning.

Men Venom kunne ikke holde den lede standard. Allerede gruppens tredje album, ”At War With Satan” (1984), viste svaghedstegn, og med udsendelsen af ”Possessed” (1985) stod det klart, at Cronos & Co. havde udspillet deres rolle. Yngre bands tog magten. Og det gjaldt først og fremmest Metallica, Slayer, Anthrax og Megadeth – kort sagt de bands, som vi i dag kalder De 4 Store inden for thrash metal. Men fælles for disse er, at de alle sammen anerkender Venom som roden til alt grumt.

Jeg tilhørte selv jubelkoret, der hyldede – og forsvarede! – Venom i første halvdel af 1980’erne. Det bærer nedenstående anmeldelse af ”Warhead”-ep’en præg af. Anmeldelsen er skrevet med store ord (”genial”?), men ”Warhead” er en fremragende ep, og den står som noget af det kunstnerisk mest valide fra den tidlige thrash-æra. Efter min mening er ”Warhead” Venoms bedste udgivelse. (Den findes som bonus-materiale på cd-udgaven af ”At War With Satan” i Castles NWOBHM-serie fra 2002.)
  
Både Venoms musik og denne anmeldelse giver for resten en forsmag på den æstetik, der senere kom til fuld udfoldelse i death metal: inspireret af jargonen hos det vejlensiske kultband Nigro Mantia, smider jeg i denne anmeldelse om mig med modeordet ”sindssyg” – ”sindssyg” skulle senere hen blive et kodeord i dødsmetal-genren (jfr. Morbid Angels ”Alters Of Madness”, ”Blessed Are The Sick” etc.).]


Coveret til "Warhead" - Venoms bedste udgivelse.
VENOM
”WARHEAD”
(Neat Records)

Venom er uden konkurrence det mest udskældte heavy-band, og sådan vil de nok også helst have det. Men det er fordomme, der ligger bag.

For selvom Venom ikke teknisk er på højde med Ritchie Blackmore og Michael Schenker etc., så er de som kunstnere at betragte blandt metallens mest seriøstarbejdende musikere. Rent faktisk er det et utrolig originalt koncept, som Cronos, Mantas og Abaddon har skabt omkring sig, og de har givet inspiration til mange af de nye power/black metal-bands.

Denne ”Warhead” 12” single er bandets hidtil bedste, mest specielle og mest varierede udgivelse.

Titelnummeret har en uigennemtrængelig lydmur; skiftevis langsom og halvhurtig, hård og tung. Simpelthen noget af det mest sindssyge metal, som er sat på vinyl – og det er positivt ment! Hvis du ikke er overbevist, så lyt lige til trackets afslutning – længere ud kan man vist ikke komme.

”Lady Lust” er et typisk ultra-hurtigt Venom-nummer med en dejlig forargende tekst (”She’ll suck you dry of love / Orgasm turns to dust … She’s got you by the balls”).

”The Seven Gates Of Hell” er pladens bedste skæring. Den er simpelthen uhørt original, både i struktur og arrangement. Teksten er surrealistisk (og dejligt sindssyg) og rent lyrisk: genial.

Til alle jer, som stadig går rundt med fordomme om Venom: lad dette sprænghoved af en plade omvende jer!

ACHTUNG! Rifferama zoomer i de næste uger ind på thrash metal-genrens pionertid i 1983-84. Følg med ved at klikke på "Synes om" Peter Béliaths Rifferama på Facebook. Seriens to første artikler handlede om Slayer og Metallica.