mandag den 29. juli 2019

Bandet der ikke ville accepteres

Brats ved udgivelsen af "1980".
Fra venstre: Monroe, Denner, Hank, Yenz.


Dansk heavy metal startede med punk. Altså med Brats, der senere muterede og blev til Mercyful Fate og Geisha og Fate og 117 andre bands. 


Concert Of The Day var navnet på en skelsættende koncert. Koncerten foregik i Brumleby, København, den 15. september 1978. Concert Of The Day markerede, at dansk rocks hippie-dage var talte. En ny generation af energisk spillende grupper sprang ind i rampelyset: Nemlig fem af DKs allerførste punk rock-bands. 

En af grupperne, der spillede til Concert Of The Day, hed Brats. De fire andre var Sods (senere Sort Sol), No Knox, Elektrochok og Local Operator. Brats blev dannet fire måneder før koncerten i Brumleby. Besætning:

Hank De Wank, guitar
Franz De Zaster, vokal
Eddie Haircut, trommer
Mickey Rat, bas

Det gik lynhurtigt for Brats. Lige fra starten. Bandet spillede deres debutkoncert i juli 1978, og de medvirkede på kompilationen ”Pære Punk” sammen med bl.a. Sods, Lost Kids, Kliché og Dream Police. ”Pære Punk var baseret på en idé, der opstod i forbindelse med festivalen Pære Punk i november 1978 (albummet udkom dog først i april 1979). 

Det nye Brats, som Iklipsx dissede.
Fra venstre: Monroe, Hank, Yenz. Bemærk Hanks Kiss-bæltespænde.

BRATS BLEV FRA STARTEN blåstemplet af københavner-punkens inderkreds. Men det skulle ændre sig. For i begyndelsen af 1979 gik det originale Brats i opløsning. Hank rekrutterede straks to nye medlemmer, og så så besætningen sådan ud: 

Hank, guitar
Yenz, bas/vokal 
Monroe, trommer

Dele af Københavns punk-miljø var ikke begejstret for det nye Brats. ”Det nye Brats er en bunke lort!” kunne man læse i det toneangivende fanzine Iklipsx (nr. 1, maj 1979). I samme nummer kunne læserne bade øjnene i et foto af Hank med grel eyeliner og sorte læber. ”Iklipsx bringer dette billede af René fra Kiss Brats, og gør opmærksom på, at de 4 Kiss-solo-LP’er er udkommet (who cares).”

Det nye Brats = Kiss. Sådan var logikken. Underforstået: Brats var nu indbegrebet af underlødig heavy rock. Alligevel indspillede det nye Brats materiale til et album for nyrock-selskabet Irmgardz.

Vurderet ud fra Irmgardz-albummet var det nye Brats et decideret punk-band. Lyden på albummet var bulet og skrammet og ridset. 

Den Monroe/Yenz-komponerede ”Prostitute” var et aftryk af gruppens Ramones-fanatisme. Numre som ”D.I.M.T.” og ”Disco Sissy” staccato-fræsede afsted i en stil meget lig den punk rock, man fandt på Sods’ ”Minutes To Go” (februar 1979). Hanks ”I Do What I Wanna Do” var et levn fra det originale Brats’ sætliste, mens ”Zombie People” var en heavy metal-omskrevet udgave af ”Magazine”, et af de numre, som førsteudgaven af Brats havde med på ”Pære Punk”. 

Men det var også tydeligt, at der med Yenz’ indtræden i Brats var kommet bedre styr på melodierne, og med Monroe bag trommerne fik musikken mere ryk og kapow. Det var formentlig det nye Brats’ flair for det iørefaldende og hårdtslående samt det stadig større lydtryk fra Hanks guitar, som faldt Iklipsx-folkene for brystet. Ligesom det nye Brats’ pretty boy look med læder og afbleget hår næppe heller passede ind i punk-inderkredsens grimheds-æstetik.

Stregkoder var det nyeste nye i 1980. Coveret skreg: Det her er fremtiden!

BRATS’ KONTRAKT MED Irmgardz blev annulleret. Og Irmgardz-albummet udkom først i 2008 med titlen ”The Lost Tapes: Copenhagen 1979” (Arg! Records). Hvad gik galt? Ingenting! For Brats var i rivende udvikling. Ved at indlemme guitaristen Denner i besætningen fik Brats en heavier lyd med et såkaldt twin lead attack fra seksstrengsfronten. Besætning:

Hank, guitar
Denner, guitar
Yenz, bas/vokal
Monroe, trommer

Modsætningsforholdet til københavner-punkens inderkreds blev ikke ligefrem mindre af denne udvidelse. Brats måtte nu spille rollen som forrædere, og Denner, der havde større musikalsk erfaring end de fleste i miljøet, blev mødt med spytklatter fra punk-zeloterne. 

Brats’ fanbase blev dog ikke mindre. Brats havde gang i en ny scene! Med hjælp fra ingen ringere end Franz Beckerlee (Gasolin’) havde Brats held til at lokke en pladekontrakt ud af CBS. I august ramte ”1980” gaden, skubbet ind i et stålkoldt sølv-cover designet af Flemming Jönsson.

DK havde nul tradition, hvad angår produktion af hård rock. Så man måtte bruge det, man havde. ”1980” blev således produceret af Tom Rønlov Andersen (bedst kendt for sit arbejde med Gnags, TV-2, Sanne Salomonsen, C.V. Jørgensen etc.). Med som tekniker var Thomas Breckling (Rugsted Kreutzfeldt, Michael Falch, Sebastian, Lis Sørensen m.fl.). 

Single-forløberen ”B-Brains” var produceret af hit-snedkeren Stig Kreutzfeldt med Flemming Rasmussen (i metalkredse kendt for sit arbejde med Rainbow, Metallica, Artillery, Morbid Angel etc.) som tekniker. 

Resultatet blev overraskende godt. Lyden på ”1980” var klasser bedre end den på Irmgardz-albummet. Musikkens udtryk var mere poleret, men også mere metallisk. Der var et langt bedre flow i musikken, musikerne spillede bedre. Bukserne sad simpelthen strammere på Brats i 1980. 

Og looket var supervigtigt for Brats, hvis medlemmer var så kønne, at de kunne bruges som plakatmateriale i Vi Unge. True story.

Brats havde et street-agtigt look, som kombinerede punk-attitude med heavy metal-nitter og glam-afbleget hår. En overgang var Monroes pandehår så langt, at det nåede ned et sted syd for hans næse. 

Brats var street. Yenz’ tekster kredsede om gadedrengelivet med damer og gang i den. Men teksterne handlede også om fremmedgørelse og oprør mod normer og den konformitet, som også i 1980 holdt ungdommen nede. Mange af teksterne gav udtryk for en ungdommelig utilpassethed og trods, som kunne minde om den, man fandt i punk-digteren Michael Valeurs samling ”Mørkets splintrede øje” – en samling, der pudsigt nok udkom på Irmgardz i 1981-82. 

Stoltheden over at være outsider var til at tage og føle på. For Brats gjaldt det om IKKE at blive accepteret. Brats var fire fyre, som turde stå alene, og som ikke gav efter for gruppepres. Brats var fortalere for en læderklædt ungdomskultur, hvor man gav flokmentaliteten en strittende langemand. 

Brats som pin-up-modeller i Vi Unge.
Fra venstre: Denner, Hank, Monroe, Yenz.

HVIS MAN NÆRLYTTER til ”1980”, kan man høre, at Iklipsx havde – delvist – ret: Det nye Brats var inspireret af Kiss. Pladens hitnummer var ”B-Brains”, og det rummede et break, der var rent Kiss – komplet med Gene Simmons-bas og Ace Frehley-solo. Og en sang som den tunge, dystre ”Complex (Don’t Destroy Me)” ville næppe have lydt helt sådan, hvis det ikke havde været for Kiss’ ”Goin’ Blind”.

”1980” blev indspillet i februar-marts 1980, dvs. før New Wave Of British Heavy Metal-stilskabende albums som Iron Maidens debut, Saxons ”Wheels Of Steel” og Def Leppards ”On Through The Night” udkom. Så det er begrænset, hvor meget NWOBHM kunne have nået at inspirere Brats. Men der var da sværme af forvrængede guitarer og et rygradsbrækkende Judas-break i ”Tame Me (Insomniac)”. Derimod pegede Denners lyriske guitarsoli – som fx den i ”OY-905” – på arven fra 1970’er-betonrock-koryfæet Michael Schenker (UFO, MSG).

Men ellers var punk-elementerne stadig intakte. Selv de mere heavy metal-typiske sange var præget af Yenz’ flabede snotnæse-vokal, der mere end noget andet gav ”1980” dens punk-islæt.

Her og der var det svært ikke at komme til at tænke på Buzzcocks eller Generation X, for flere af sangene på ”1980” var punkfræs med overdrevent fængende melodier. Ramones lod til at være et af Brats’ pejlemærker – ikke mindst på ”Fuel”. På den modepunk-kritiske ”Punk Fashion” legede Brats med The Clash’s slogan ”fashion is a passion”. 

”1980” blev rundet af med Brats’ heavy-udgave af ”Magazine”, nu kaldet ”Zombie People”. Nummeret var bygget op omkring et tungt, tungt riff af Hank. Men det var på side 2’s åbningsnummer, ”Heavy Rocker”, at headbangingen gik amok. Nummeret var en slags The Rolling Stones på anabole steroider, og det var et tidligt eksempel på riffmeister Hanks nærmest troldske evner. Hank og Denner duellerede på livet løs i ”Heavy Rocker”, og det var ret tydeligt, at Judas Priest havde gjort indtryk på gruppen. 

Ikke længe efter, at "1980" var udsendt, blev Denner erstattet af Carsten van der Volsing,
der også var med i en af de første inkarnationer af Mercyful Fate.
Fra venstre: Yenz, Hank, Monroe, Carsten.

MAN KAN SKÆNDES fra nu af og til Kingdom Come, om ”1980” er en punk- eller en heavy metal-plade. Den er vel begge dele, men hvis man sammenligner den med Sods’ mesterlige ”Minutes To Go”, der udkom året før (februar 1979), er ”1980” klart heavier og mere strømlinet. 

I mine øjne var de to albums gamechangere i dansk rock. Der var et før og efter ”Minutes To Go” og ”1980”. Jeg siger ikke, at DK slet ikke fostrede bands, som spillede hård rock i 1970’erne. Gasolin’ krydsede af og til ind på stærkstrøms-territoriet, og derudover var der i årenes løb grupper som Kalemaris, Sensory System og Zig Zag Band – men ingen af disse havde gennemslagskraft, og ingen af dem blev eksempler til efterfølgelse. Men det blev Sods og Brats med de to omtalte albums. 

Hvis man er fræk, kan man sige, at skæringen ”Heavy Rocker” og det forrygende guitar-parløb mellem Denner og Hank forudsagde Mercyful Fate. Hvis man er endnu frækkere, kan man sige, at ”B-Brains” forudsagde Geisha. 

For, hov, ”1980” var godt nok summen af Hanks, Denners, Monroes og Yenz’ fælles bestræbelser, men Brats’ primære sangskriver var Yenz, som senere tog efternavnet Cheyenne og dannede glam metal-gruppen Geisha. Geisha slog aldrig igennem, men de var ikke kun interessante pga. deres ramasjang-stærke chokrock, men også, fordi bandet talte medlemmer som Mikkey Dee, Pete Blakk og Hal Patino – folk, som senere gjorde karriere i King Diamonds band. Men det er en helt anden historie … <13>

You’re in, I’m sane
I’m a filthy Dane
– Brats


ACHTUNG! Brats’ ”1980” er blevet genudgivet flere gange. Senest den 31. maj 2019, hvor High Roller Records udsendte begrænsede oplag på både cd og vinyl.


Kilder:
  • Korrespondance med Hank 1980-81 plus samtaler med Denner og Monroe 2019 
  • Yenz’ covernoter på ”Lost Tapes: Copenhagen 1979” og High Roller-udgaven af ”1980”
  • Dansk Punk: En blog om den tidligste danske punk 1977-82 (http://danskpunk.blogspot.com)
  • Dansk Punk & New Wave Historie 1977-2002 (http://www.garagerock.dk/index.php) 
  • Jens ”Jam” Rasmussen: ”Heavy metal: 40 år med hård rock” (Informations Forlag, 2010)
  • Jan Poulsen: ”Something Rotten! Punk i Danmark. Maleri, musik og litteratur” (Gyldendal, 2010)




søndag den 21. april 2019

Hvem opfandt heavy metal?

Arthur Brown

En sanger, der optrådte med en brændende krone på hovedet. En anden sanger, som stagedivede og skar sig til blods foran publikum. En guitarist, der smadrede og brændte sin guitar på scenen. Det er bare et lille udpluk af det, der foregik i 1960’ernes proto-metal.

Heavy metal er en naturlig og gradvis videreudvikling af 1950’ernes rock ’n’ roll. Meget af den aggression, ungdommelige vildskab, frustration, 
højhastighedsfryd, kropsbegejstring og generelle eufori og ekstase, som blev bredkastet af Elvis PresleyChuck BerryLittle RichardJerry Lee Lewis
Eddie Cochran, Gene Vincent, Vince Taylor, Screamin Jay Hawkins og andre, lever videre i det, som vi i dag kalder heavy metal.  


Link Wray
MAN KAN SLÅ ned på et mylder af forløbere for heavy metal:

Den læderklædte Link Wray (debut i 1958 med singlen ”Rumble”), der über-cool spillede grimhedsguitar med ryggen til publikum. Nogen hædrer Wray for at have opfundet den hårde rocks dille med at bruge power-akkorden samt den metallisk-forvrængede guitar-lyd (kaldet fuzz). Wray udgav i 1965 en single med nummeret “The Fuzz”. Singlens a-side hed forresten “Ace Of Spades”.

The Kingsmen, der i 1963 udgav en version af Richard Berrys ”Louie Louie”, der var så grum, at Motörhead godt ti år senere brugte den som pejlemærke for deres soniske barskhed.

Kinksder på “You Really Got Me” og ”All Day And All Of The Night” (begge 1964) gav eksempler på arketypiske metal-riffs. 

The Who, der med rebelske sange som “My Generation” (1965) og rituel smadring af instrumenter på scenen var med til at kickstarte den udvikling, som førte til alverdens metalrabalder. 

The Pretty Things, der allerede i 1965 spillede en garagerock, som datiden må have oplevet som at få trukket rusten pigtråd gennem øregangen.

The Troggs, der i 1966 raspede hitlisterne med ”Wild Thing” – en af de mest kopierede rock-sange nogensinde.

Man kommer heller ikke udenom, at The Beatles bidrog til udviklingen af heavy metal med deres metalfræsende guitarer på ”Helter Skelter” og ”Revolution” (begge 1968). Eller at The Rolling Stones’ djævlerier på ”Sympathy For The Devil” (1968) og hårdtsparkende ramasjang på fx ”(I Can’t Get No) Satisfaction” (1965) og ”Paint It Black” (1966) forudsagde, at heavy metal ville opstå i den nære fremtid. 

Man skal også vende det døve øre til for ikke at høre, at The Doors med aggressionen på fx ”Break On Through (To The Other Side)” og ”The End” (begge 1967) var ved at forvilde sig ind i den hårde rock. Hos The Doors var det ned med tabuerne og ind over med myter og mystikere som William Blake. The Doors-sangeren Jim Morrison var klædt i læder fra top til tå, og hans rockstjerne-attituder var en spådom om, hvad der var i vente af rock-destruktion og vilde overdrivelser.  

ACHTUNG! Der er en tendens til at identificere heavy metal med den massive mur af forvrængede guitarer. Men heavy metal er meget mere end guitar. Basspillet skal fx også være offensivt. På den front lavede en mand som John Entwistle (The Who) et pionerarbejde, ja, han tog ligefrem over og spillede en slags lead – hør bare ”My Generation”. Lemmys stålhårde Stuka-sound var bl.a. inspireret af Entwistles basspil. Men også det tunge trommespil er essentielt i heavy metal. De dobbelte stortrommer blev introduceret i rocken af bl.a. Ginger Baker (Cream) og Carmine Appice (Vanilla Fudge). Og så er der jo vokalen, der lige siden de tidlige rock ’n’ roll-dage har været influeret af de pressede følelser, som kommer til udtryk i sort musik (blues, soul, gospel etc.). Og allerede i 1960’erne røg den hårde rocks vokal gerne op i det røde felt. Tænk: Paul McCartney på ”Helter Skelter”, Arthur Brown, Iggy Pop eller Doug Ingle (Iron Butterfly) på ”In-A-Gadda-Da-Vida”.


The Yardbirds

I DEN TYPISKE fortælling om heavy metals oprindelse zoomes der ind på den britiske scene med De 4 Store: Led ZeppelinDeep PurpleBlack Sabbath og Uriah Heep. Men kigger man på forhistorien, viser det sig, at både britiske og amerikanske bands (tilsyneladende) uafhængigt af hinanden hærdede rocken i 1960’erne. Hvis vi skipper De 4 Store, så ser 1960’ernes proto-metalhistorie således ud i (nogenlunde) kronologisk rækkefølge:

The Yardbirds (London) fostrede superguitaristerne Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page samt klassikere som ”Shapes Of Things” (1966). Fra 1965 
begyndte The Yardbirds at spænde musklerne; således brugte gruppen dysterheds-bas og fuzz-guitar på ”You’re A Better Man Than I” og gregoriansk-agtige kor på ”Still I’m Sad”. Generelt skubbede The Yardbirds rockens lydbillede i retning af heavy metal med deres brug af guitar-forvrængning og feedback-støj – bestræbelser, der blev svigtet groft af datidens optageteknik. I filmen ”Blowup” (1966) er der en scene, hvor The Yardbirds spiller en hårdtrockende version af ”Stroll On” live – tekniske problemer får en frustreret Jeff Beck til at smadre både guitar og forstærker. Tableau!

Cream (London) debuterede på lp december 1966 med “Fresh Cream”. Motor-cykelbrillerne, som supergruppen bar på coveret, indikerede, at man ledte forgæves efter fredssalmer på pladen. Det var dog først med ”Disreali Gears” (november 1967), at den hårde rock for alvor trådte i karakter hos Cream – altså på plade. For live, fortæller bulletinerne, skruede Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker bissen på fra dag 1. Dokumentation: ”Live Cream” og ”Live Cream Volume II”, som inkluderer koncertoptagelser fra 1967-68. Cream var centrale i skabelsen af heavy metal, de var et af de første bands, hvis publikum headbangede til koncerterne. ”Sunshine Of Your Love” rummer et arketypisk metal-riff, og dundergrupper som Trouble har indspillet cover-udgaver af ”Tales Of Brave Ulysses”. 

The Velvet Underground

The Velvet Underground (New York) udsendte deres første album i marts 1967. Her kunne man i det fjerne høre heavy metal-torden på Lou Reed-kompositioner som ”I’m Waiting For The Man” og ”Heroin”, ligesom den for metalgenren så typiske subversive trang spillede op til fandango på fx S&M-visen ”Venus In Furs” (”Kiss the boot of shiny, shiny leather …”) og ”The Black Angel’s Death Song”. På albummet ”White Light/White Heat” (1968) var proto-metal-elementerne tydeligere, komplet med dødningehoved på coveret og de forvrængede guitarer, der gjorde lydbilledet til en flosset affære. Og, ja, solbriller og læder var Lous ting.

ACHTUNG! Mange vil sikkert studse over at se The Velvet Underground nævnt i en artikel om metal, men gruppen blev i starten opfattet som et hårdrock-navn. Fx spillede The New Yardbirds/Led Zeppelin en cover version af “I’m Waiting For The Man”. I sommeren 1974 bragte Rolling Stone en oversigtsartikel om det, magasinet døbte ”The Heavy Metal Hall Of Fame”. Dér optrådte VU sammen med MC5 og The Stooges (plus The Yardbirds, Cream, Jimi Hendrix, Led Zeppelin, Deep Purple, Black Sabbath, Blue Öyster Cult, New York Dolls). Men dét var før, punk rocken i 1976-77 vendte alt på hovedet, og rockhistorikerne gik i gang med den revisionisme, som skulle føre VU, MC5 og The Stooges fra ”den dårlige smag” (heavy metal) over i ”den gode smag” (punk) …

Jimi Hendrix

The Jimi Hendrix Experience (Seattle/London) lp-debuterede i maj 1967 med ”Are You Experienced”. Her brillerede Hendrix med både spilleteknik og forvrængnings-eksperimenter, som senere blev standardinventar i heavy metal. Selvom Hendrix’ tætspillende trio optrådte på Woodstock Festivalen, var de et atypisk orkester i hippie-tiden. Sangtitler som ”Manic Depression” snakker over sig, hvad det angår, og Jimis fokus på elektriciteten i rocken trådte frem i titlen på dobbeltalbummet ”Electric Ladyland” fra 1968, ligesom metalgenrens interesse for diverse former for okkultisme og mystik har en tidlig afspejling i coveret på ”Axis: Bold As Love” (1967) og sange som ”Voodoo Chile” og ”Gypsy Eyes”. Live var Hendrix en voldsom oplevelse: Jimi var berygtet for at smadre og brænde sin guitar på scenen.

Vanilla Fudge (New York) sidder på et yderligt mandat, hvad angår heavy metal. Deres musik var løs i kødet og præget af tidens freestyle-mentalitet. Syrerock kalder man det vist. Vanilla Fudges lyd var præget af et tungt beat, drevet frem af trommeslageren Carmine Appice (senere Cactus, King Kobra, Blue Murder m.fl.). Gruppen hittede med en cover version af The Supremes’ ”You Keep Me Hangin’ On”, løftet fra debutalbummet (august 1967). Ellers var Vanilla Fudges claim to fame, at deres manager tilhørte mafiaen, at Led Zeppelin fungerede som opvarmningsband for dem, og at Deep Purple scorede idéen til det skurrende Hammond-orgel fra dem.

The Amboy Dukes (Detroit) opfandt ikke en skid, og de optræder primært på denne liste, fordi Ted Nugent var medlem. Ud over cover versioner af The Who og Cream har Nugents syrebasser mest efterladt sig materiale til rockhistoriens pulterkammer i deres utrættelige søgen efter den kosmiske hvidkål. Gruppen, der angiveligt var opkaldt efter en gadebande i Brooklyn, lp-debuterede i november 1967. Med årene kom musikken til at lyde mere og mere som Ted Nugent. Og så kunne The Motor City Madman jo ligeså godt gå solo …

Blue Cheer (San Francisco) var ligesom Cream og The Jimi Hendrix Experience en power trio. Gruppen, der kom fra hippie-højborgen over dem alle, SF, faldt helt ved siden af flower power-moden. Deres manager var sågar ex-medlem af Hells Angels. Vidner fortæller, at hippiernes blomster visnede, når Blue Cheer skruede op for deres fjelde af Marshall-forstærkere. Selv påstod trioen, at de kværnede luften om til hytteost med deres brutale lydstyrke. Blue Cheers album ”Vincebus Eruptum” ramte gaden den 16. januar 1968 og drønede ind på en 11.-plads på den amerikanske hitliste. Dernæst: Masseflugt fra Blue Cheer, og gruppen forblev KVLT, om end den sammen med bl.a. Cream var med til at inspirere bl.a. Rush til at tage livtag med heavy rocken. 

Iron Butterfly (San Diego) debuterede den 22. januar 1968 med et album, som slet og ret hed ”Heavy”. Noget større tyngde var der dog i ”In-A-Gadda-Da-Vida” (juni 1968), der solgte i 30 millioner eksemplarer! Stilistisk kan Iron Butterfly i dag virke noget lange i spyttet, og musikkens syreelementer kan med nogen ret beskyldes for at være tidstypiske – en sangtitel som ”Flowers And Beads” er ren hippie-foder. Men Iron Butterfly var før ude end Led Zeppelin med et bandnavn, som kombinerer det metalliske og det flyvske/æteriske. Og titelnummeret fra ”In-A-Gadda-Da-Vida” står tilbage som en af hårdrockens klassikere – bl.a. dækket af Slayer. 

Steppenwolf

Steppenwolf (Los Angeles) var det første band i verden, som brugte begrebet heavy metal i en sang. Historien er fortærsket, og de fleste ved, at komponisten Mars Bonfire ikke refererede til musik, men til den livssalige lyd, der kommer ud af udstødningsrøret på en amerikansk-fabrikeret motorcykel. Steppenwolfs debut-lp udkom den 29. januar 1968, og gruppen, der havde den antiautoritære og læderentusiastiske John Kay i front, spillede med forvrængning og power i riffs og slagtøj. ”Born To Be Wild” fik herostratisk berømmelse (dækket af Slayer, Slade, Blue Öyster Cult, Raven, The Cult og et astronomisk antal andre bands), men Steppenwolfs bagkatalog er værd at tjekke for meget andet gods end denne knaldperle, som for resten gjorde underværker i motorcykelfilmen ”Easy Rider” (1969).

The Crazy World Of Arthur Brown (London) rumsterede allerede i 1967 med en single, der bar den metalklingende titel ”Devil’s Grip”. Men gennembruddet kom med ”Fire” fra debutalbummet (juni 1968). ”Fire” er blevet spillet af More, Cirith Ungol, God Dethroned, Ozzy Osbourne, Cathedral og en fantasillion andre kunstnere. Arthur Brown var en af de første rockmusikere, som brugte corpse paint-agtig sminke, og på scenen optrådte han med en krone, som brød i brand, mens han sang ”Fire”. Der florerer utallige anekdoter om Arthur Brown og hans skøre verden, både on stage og off stage. Tangentspilleren Vincent Crane fortsatte stilen i gruppen Atomic Rooster.

Jeff Beck Group (London) var en supergruppe med medlemmer som Rod Stewart (vokal) og Ronnie Wood (guitar). Stjernen var dog kapelmesteren og guitarguruen himself. Jeff Beck kom fra The Yardbirds, og dette bands proto-metalliske tendenser fortsatte Beck på albums som ”Truth” (august 1968) og ”Beck-Ola” (1969). Beck lavede med egne ord en ”beskidt og ond” udgave af ”Shapes Of Things”. Men der var flere proto-metalliske nybrud i Becks tunge, blues-baserede rock, og ved højttalerne sad Jimmy Page klar med hørerør, så han kunne aflure Beck visse tricks – tricks, som viste sig at have større kapow-kraft i Led Zeppelin, der oprindelig hed The New Yardbirds.

Gun (London) udsendte deres debut-lp i 1968, der åbenbart var et stort år for proto-metal. ”Gun”-albummet inkluderede hitlistestormeren “Race With The Devil” – et af hårdrockens ikoniske hits, der er blevet hyldet med cover versioner af så forskellige navne som Judas Priest, Black Oak Arkansas, Girlschool og Church Of Misery. Mange år før Motörhead klædte trioen Gun sig i læderjakker med patronbælter over kors i grummeste mexikaner-stil – noget, der kan ses på coveret til gruppens andet album, ”Gunsight” (1969). En sangtitel som ”Runnin’ Wild” fortæller, at Gun i høj grad var med til at forme heavy metal-æstetikken.

MC5

MC5 (Lincoln Park/Detroit) er egentlig en forkortelse af Motor City Five, altså de fem fra motorbyen. Detroit var førhen verdens hovedstad for bilproduktion (Ford, Chrysler etc.), og byens barske industrialisme og arbejderklassementalitet blev afspejlet i MC5s lydbillede. Bandet udgav deres første singler i 1966-1968, men det var med debutalbummet ”Kick Out The Jams” (indspillet live i oktober 1968, udgivet februar 1969), at MC5 for alvor begyndte at sende chokbølger gennem rockmiljøet. Det var højenergisk, politisk ladet og metalbaseret rock, hvor især titelnummeret er gået over i historien som en sang, som bl.a. Blue Öyster Cult, Entombed, Michael Monroe og Monster Magnet har dækket.

Free (London) spillede bluesrock, der var så tung, som kun purunge, hvide fyre kan udklække den. ”Tons Of Sobs” (marts 1969) lød den sigende titel på debutalbummet, hvor man bl.a. finder ”I’m A Mover”, som Iron Maiden indspillede i 1990. Frees heavy-udgave af Albert King-sangen ”The Hunter” må have inspireret Danzig. Ellers er Free kendt for skarpe skæringer som ”All Right Now”, ”Mr. Big” og ”Heavy Load” – de to sidste titler blev senere snuppet som bandnavne af andre musikere i den hårde rock.

Spooky Tooth (Carlisle) er i metalkredse bedst kendt for at have skrevet ”Better By You, Better Than Me”, som i 1990 bragte Judas Priest i fedtefadet. Genremæssigt var Spooky Tooth lidt af et sammenskudsgilde, men på ”Spooky Two” (marts 1969) lagdes der vægt på tung bluesrock og sangtitler som ”Evil Woman”. Ind imellem anvendte Spooky Tooth lyse vokaler, som måske har givet Rob Halford et par idéer. Flere medlemmer af Spooky Tooth kom fra grupperne The V.I.P.s og Art, og de medvirkede på et syrerock-album med titlen ”Featuring The Human Host And The Heavy Metal Kids” (1967). Arts guitarist, Luther Gosvenor, spillede så skummelt, at det inspirerede Tony Iommis doom-stil. Gosvenor transformerede sig senere til Mott The Hooples Ariel Bender. Andre Spooky Tooth-medlemmer spredte sig til Humble Pie, The Only Ones, Foreigner etc.

Alice Cooper (Pontiac/Detroit) blev opdaget af Frank Zappa, som langede dem en kontrakt, fordi de var tilpas bizarre. Debutalbummet ”Pretties For You” (juni 1969) flød over med andensorterings-psykedelia og påtaget avantgardisme. Men ”Reflected” lød som en Alice Cooper-sang – så meget, at gruppen senere omskrev den til ”Elected”. Først med ”Love It To Death” (1971) fandt Alice Cooper sig selv musikalsk, men allerede i 1960’erne bidrog gruppen til metalæstetikken med deres image, som rummede choktaktikker, glam samt stramtsiddende læder og nittebesatte bælter. Alice Cooper endte med at blive et af hårdrockens mest stilskabende bands. Men det ville ingen have gættet i 1969.

Ron Asheton (The Stooges)

The Stooges (Ann Arbor/Detroit) udsendte deres debutalbum i august 1969. Gruppens musikere spillede med tungen lige i munden, mens sangeren Iggy Pop sang med tungen ud af halsen. Det var ikke kønt, men det var vildt. De efterfølgende albums var både bedre og vildere. The Stooges’ koncerter var rene selvmordsmissioner, hvor Iggy hev dilleren frem, skar sit bryst til blods med brækkede trommestikker, stagedivede og spadserede rundt på hovederne af sit publikum foran scenen. Guitaristen Ron Asheton filede løs på en Flying V og havde en faible for at optræde i naziuniform. The Stooges’ indflydelse på både punk og heavy metal har været stor, og sange som ”No Fun” og ”I Wanna Be Your Dog” er blevet indspillet af hhv. Sex Pistols og Slayer m.fl.

Grand Funk Railroad (Flint) var en power trio, som vel egentlig skulle forestille at være en amerikansk pendant til Cream. Og I guder, hvor fik de succes! Deres enkle, entusiastiske fodstamper-rock gik rent ind hos arbejderklassens ynglinge. GFRs første mange lp’er høstede guld og platin i godsvognsmængder – til anmeldernes store fortrydelse. Næppe noget band er blevet lagt mere for had af smagsdommere end GFR. Trioen lp-debuterede i august 1969, men det var den røde motherfucker af et album, som slet og ret hed ”Grand Funk” (december 1969), der for alvor gav Flint-trioen deres velfortjente status som en af søjlerne i amerikansk hårdrock.

Humble Pie (Essex) var et af de første bands, som blev kategoriseret som heavy metal. Det skete, da Rolling Stone-journalisten Mike Saunders i 1970 skrev, at Humble Pie var ”et larmende, umelodisk, heavy metal-blytungt lorteband” om gruppens debutalbum ”As Safe As Yesterday Is” (august 1969). Sådan var retorikken typisk i metalgenrens begyndelse – hippie-tidens smagsdommere gik nærmest i panik, da det gik op for dem, at blomstermagten var ved at blive afmægtig i forhold til fremvæksten af en ny hårdtrockende strømning, som havde stor appel til især arbejderklassens unge fyre, der ikke kunne se sig selv i yoga-sandaler og hønsestrik1). Humble Pie, der spillede tung bluesrock med riv i guitarerne, var en supergruppe, som bestod af folk med fortid i The Small Faces, Spooky Tooth m.fl. Steve Marriott og Peter Frampton var lederne. Humble Pie havde mindre hits med bl.a. deres version af ”I Don’t Need No Doctor” – en version, som var så heavy, at den i 1980’erne blev emuleret af W.A.S.P.  

Golden Earring (Haag) var et af de få bands fra det europæiske kontinent, som vovede at lægge arm med hårdrocken i 1960’erne. Nederlænderne spillede nederen psykedelisk rock og pop-rodsammen under navnet The Golden Earrings, indtil de begyndte at få styr på deres lort på ”Eight Miles High” (november 1969). Der er doomy og desperate passager på albummet, men der er pænt langt til standarden på ”Radar Love” (1973).

1) Den hårde rock fik kolossal succes i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne. Cream fungerede som murbrækker, og en lang række bands, heriblandt The Jimi Hendrix Experience, Steppenwolf, Iron Butterfly, Grand Funk Railroad, Led Zeppelin, Black Sabbath, Deep Purple, Free og Mountain solgte plader og koncertbilletter i kvanta, der gav beatmusikkens bløde yogier tics. Den hårde rock blev prompte beskyldt for at være ideologisk ukorrekt og hedonistisk og det, der var værre: mandschauvinistisk og … fascistisk. 

 
Grand Funk Railroad
EFTERSNAK!
Nej, jeg mener ikke, at man kan sige, hvem der opfandt heavy metal, eller hvor og hvornår heavy metal opstod. Rocken har en lang udviklingshistorie, som er fyldt med krumspring, sidespring og overspringshandlinger. Og som det er tilfældet med al anden kunst, kan man ikke definere heavy metal. Genregrænserne er flydende, genredefinitionerne er ulogiske i al deres skolemester-logik. Definitionerne vil altid komme til kort, de vil til hver en tid kunne modsiges. Rockens væsen er ikke for fastholdere. Hører fx Mott The HoopleTasteTen Years AfterJames Gang, Blind Faith og The Move til på en liste over 1960'ernes proto-metal? 

På denne liste over 20 proto-metalbands mangler der en del. Fx King Crimsons hammerheavy ”21st Century Schizoid Man” (1969). De oplistede bands tilhører de mest kendte eksempler på proto-metal fra 1960’erne. Neden under fandtes en understrøm af nu glemte og miskendte grupper som fx Bitter Creek, der i 1968 udgav en udmærket single med titlen ”Plastic Thunder”. Man kunne også opliste Screaming Lord Sutch, som dyrkede horror og sang løs om ”Jack The Ripper” (single fra 1963), og som udgav et album, der hed ”Lord Sutch And Heavy Friends”. Men da stod der 1970 på kalenderen, så det falder uden for denne artikel rammer. 

HELGARDERING!
Min liste er fejlbarlig. Utilstrækkelig. Og sikkert også rodet. Listen koncentrerer sig om 1960’erne, og den omhandler det, som man nu om dage ynder at kalde proto-metal. Altså: Jeg hævder ikke, at The Yardbirds m.fl. ER heavy metal, kun at deres musik bærer på forstadier til det, vi i dag forbinder med heavy metal. 

Belært af erfaringen skal jeg slå fast: Jeg opererer med den oprindelige/klassiske fortolkning af heavy metal. Læsere, der ikke mener, at enkelte eller alle de bands, som denne artikel omtaler, har noget med heavy metal at gøre, henvises til retiraden her.

For at få en historie om heavy metals opståen til at give mening, skal man klippe mange tær og hugge mange hæle, man skal sluge et vist antal kameler og være forberedt på at blive modsagt – også af folk, som rent faktisk har forstand på musik. Og dem er der en del af blandt Rifferamas kernelæsere.

Kommentarer, supplerende historier, korrektioner, begejstring, protester, spørgsmål m.m. modtages på Rifferamas Facebook-side.  <13>

Ginger Baker (Cream)

KILDER!
* Wikipedia, YouTube, YouSee Musik og svimlende summer af kilder på nettet. 
* Adskillige hyldemeter rocktidsskrifter, ikke mindst Classic Rock og Rolling Stone. 
* Brian Harrigan Malcolm Domes Encyclopedia Metallica (Bobcat Books, 1981). 
* Jens Jam Rasmussens Heavy metal: 40 år med hård rock (Informations Forlag, 2010). 
* 4-dvd'en ”Metal Evolution” (2011) af Sam Dunn & Scot McFadyen.
* Uden at vide det, har Peder Bundgaard fungeret som rockhistoriker-guru.


lørdag den 16. februar 2019

Da punk rocken kom til de jyske pløjemarker



Dér stod jeg med sikkerhedsnåle i Wrangler-jakken og med udsigt over endeløse pløjemarker overhældt med gylle, mens Sex Pistols og Ramones fræsede løs inden i mit hoved. 

Det krævede noget af et dobbelt bogholderi at få dét til at give mening. 

Ego-wankende tilbagebliksartikel. Vendsyssel 1977-79.

I juli 1977 gæstede Sex Pistols København. De gav to koncerter i Daddy’s Dance Hall, og det må have presset DR til at spille ”Anarchy In The U.K.” For det var jo stort, det her: ”Punk-hysteriet,” som BT kaldte det, kom til vores lille andedam. 

Jeg husker den sommereftermiddag i 1977, hvor jeg som sædvanlig sad klar ved min Philips-kassettebåndoptager. Og så pludselig skete det. P3 spillede Sex Pistols!

Jeg fik ”Anarchy In The U.K.” ned på chrome-båndet, og mens sangen med den vrængende Johnny Rotten, de bastante trommer og motorsavsguitarerne skar sig ud gennem mine små madkasse-højttalere, fik jeg den der følelse i hele kroppen:

Elektricitet, trods, styrke. 

Det var den eftermiddag, jeg trak stregen. Der var et før og et efter ”Anarchy In The U.K.” Jeg var netop fyldt 15 år, og det her var det store vendepunkt i mit liv. Jeg var punk rocker!

Og jeg var ikke alene. Vi var et slæng på 4-5 fyre plus nogle mere perifere typer, som kunne li’ den nye, hurtige rock. Til vores fester kørte Blondie på repeat. Men vi rødder hørte også undergrundsbands som danske Sods og Brats. En af rødderne købte sågar ”Bla bla” med Lost Kids.    

Punk blev vores kodeord. Klart, vi havde kun tågede forestillinger om, hvad anarki var. Men det havde Johnny Rotten jo også. 

For os kom musikken først, så ideologien. Og ideologien gik i al sin enkelhed ud på, at vi ville bestemme over vores eget liv. Den slags rimer på selvforvaltning, så vi var måske tættere på anarkisme, end vi anede? 


Generation X skrev røddernes og min slagsang: "Youth Youth Youth".
Generation X's look pegede tilbage på glam rocken,
og gruppens lyd pegede frem mod heavy metal. Perfekt!

PUNKEN VAR ET STORBY-FÆNOMEN. Punk var noget, der strømmede ud af den forrevne bagside af London og New York. Og vi boede på Taars-egnen. Ude på landet, lige smask i midten af Vendsyssel. De ting, som The Jam sang om i ”In The City”, var ikke noget, vi ligefrem kunne se afspejlet i vores lokalmiljø. 

Egentlig var vi punk-fans ude på landet skizofrene. Vi var fanget i et ingenmandsland. Jeg husker, at jeg havde den der følelse af fejlplacering.

Johnny Rottens røde strithår, Sid Vicious med en hængelås i en kæde rundt om halsen – det var sådan, verden så ud indeni mig, men udenfor vinduerne kørte David Brown-traktorer og Claas-majetærskere rundt. 

Dér stod jeg med sikkerhedsnåle i Wrangler-jakken og med udsigt over endeløse pløjemarker overhældt med gylle, mens der indeni mit hoved lød rock and roll-fræs à la The Damneds ”New Rose” og Ramones’ ”Blitzkrieg Bop”. Det krævede noget af et dobbelt bogholderi at få dét til at give mening. 

Og dog …

For godt nok boede vi på bøhlandet, men paradoksalt nok var miljøet på nogle punkter perfekt til punk. Der var nemlig nul overvågning, og vi var ikke underkastet de reguleringer, som nutidens unge begrænses af. Der var masser af plads til selvforvaltning. 

For rødderne og mig var punk lig med rock og action – høj musik, høj spænding. I vores verden var punk noget, der eksploderede mellem hænderne på os.

For os handlede punk om at slippe for gamle mennesker. Og gamle mennesker, det var dem over 30. Generation X’s ”Youth Youth Youth” var vores slagsang. Guitarsoloen i det nummer sagde det hele: punk var et biologisk udbrud af ungdom med en tilhørende jernvilje til at erobre verden og gøre den til at fristed for lige præcis os

I skolen skrev en af rødderne en fristil om Sex Pistols. Hans dansklærer var svær at overbevise om, at der virkelig eksisterede et rockband, der lavede så mange skandaler som Johnny Rotten & Co. Vi gassede os over, at vi hørte musik, som forældregenerationens hjerner bare ikke kunne begribe.


Punkideologen Richard Hell: Vi er den ubeskrevne generation.

PUNKEN KOM TIL AT PRÆGE mig. Den fik stor betydning for min dannelse. Richard Hell var en af punkens store ideologer. Han skrev sangen ”Blank Generation”. Sangen udråbte sagen: vi var den blanke (=ubeskrevne) generation, og vi skulle selv udfylde de blanke sider i vores liv.

Mens mine punk-venner havde jobs efter skoletid, kørte jeg rundt og fintænkte på min flammerøde Yamaha FS1. Jeg vidste det ikke selv, men jeg var digter. Jeg skrev vers, samfundskritiske vers – på engelsk: ”Do you want DDT in your nice cup of tea?” og så’n. Formsprog og versefødder bar præg af mine nærstudier af tekstarket til Ramones’ ”Rocket To Russia”.

Min far købte en rejseskrivemaskine til mig. Og så gik jeg i gang. Jeg skrev små artikler om The Runaways og Sex Pistols, hvor min begejstring var ligefrem proportional med antallet af faktuelle fejl. 

Det med ordene begyndte at fylde meget i mit liv i de år. Jeg skrev konstant, og selv når jeg drønede afsted på min tunede Yamaha, kunne jeg tage mig selv i at sidde på twinsædet og vende og dreje sætninger i hovedet, så de kom til at lyde flabede og rock-agtige.

Mine stile i skolen var fyldt med oprørske udfald mod forældregenerationen. Jeg havde et helt skydegalleri af fjendebilleder: Glistrup, Erhard Jakobsen, spidserne i lokalmiljøet etc. 

En af mine stile hed ”Brians hævn”. Det var en novelle om en ung fyr med tilpasningsproblemer. Brian var baseret på en jævnaldrende fyr fra Ålborg, som jeg havde mødt på Sæby Strand Camping. Brian stammede fra noget etagebyggeri, og hans historie var grum. Brian var castet perfekt som højtråbende talerør for novellens forfatter. Og når jeg skriver højtråbende, så mener jeg H-Ø-J-T-R-Å-B-E-N-D-E! ”Brians hævn” var nemlig en punk-novelle.


Eddie and the Hot Rods satte ord på viljen.

MUSIKKEN VAR DET CENTRALE. Punk rocken havde en nerve, som gnistrede frydefuldt i mig, når jeg skruede op for fx Buzzcocks, The Vibrators, Sham 69 eller Tom Robinson Band. Men teksterne var også vigtige for mig. Meget vigtige.

En tekst som ”Do Anything You Wanna Do” med Eddie and the Hot Rods blev en slags talepapir for mig. Og Boomtown Rats’ ”Looking After No. 1” var lige præcis den uafhængighedserklæring, jeg stod og manglede:

I don’t wanna be like you
I don’t wanna live like you
I don’t wanna talk like you

Don't give me love thy neighbour
Don't give me charity
Don't give me peace and love or the good lord above
You only get in my way with your stupid ideas

I am an island
Entire of myself
And when I get old, older than today
I'll never need anybody's help in any way

Den sang opsummerer ganske godt, hvordan jeg opfattede punken i 1977. Punk var synet og lyden af unge mennesker, som satte hælen i jorden og satte strøm til et skrig om, at vi er fandme til. Punk var et opråb til alt og alle, der stod i vejen: Nu er det vores tur, vi vil selv finde ud af det her lort – flyt jer, pis af, skrid!


De første danske punkere var flinke til at kopiere The Bromley Contigents avantgarde-look.
Men det der med at trække en sort skraldepose over hovedet og bruge den som kjole,
spillede ikke for os. Rødderne og jeg kørte et biker-agtigt look i stil med Ramones:
Korte læderjakker og stramme jeans - gerne med huller.
Jeg var heldig at lokke en sej t-shirt fra en af rødderne.
Den var hvid med røde kanter, og der stod Highway et eller andet på den.
Johnny Ramone ville have båret den med stolthed.

LOOKET VAR SERIØST i vores version af punk. Rødderne og jeg var sygeligt besatte af stil. Og stil, det var Generation X med høje kindben og fartstriber på deres t-shirts. Jean-Jacques Burnel fra The Stranglers med en mut guerilla-mine trukket hen over fjæset. 

Det var ikke alle medlemmerne af The Stranglers, som kørte et gennemført punk-look. Helt anderledes forholdt det sig med The Clash. Her var det én for alle og alle for én. The Clash lignede en bande, og de bakkede det op med en sang. Sådan opfattede jeg i hvert fald ”The Last Gang In Town”.

Efter røddernes og min mening var der dog ingen, der havde mere stil end Sid Vicious. Sid med sin pindsvineglorie af strittende hår og læderjakken, der stumpede, og alle vedhængene og den krøllede læbe – dét var punk. 

The Runaways var en vigtig del af lydsporet til vores teenageår. En af mine venner var smuk og blond, og med håret på plads lignede han en Cherie Currie, der stod op og pissede. Andre venner fik fritser i stil med Rat Scabies fra The Damned. 

Men mindst ligeså vigtig som hår var bukserne. De skulle sidde så stramt, at det så ud, som om vi var hældt ned i dem. Mødte vi nogen, der bare havde antydning af hængerøv, var de diskvalificeret. 

Mine ben bar præg af de stramme bukser. Hårsækkene på benene blev revet op, og i gymnastiktimerne så det ud, som jeg havde røde hunde på den nederste halvdel af kroppen. 


Sex Pistols skriver kontrakt foran Buckingham Palace. 
Ballade søger ballade.

PUNK ROCK VAR IKKE NOGET, man bare gik ind i en hvilken som helst pladebutik og købte. I hvert fald ikke i Vendsyssel i 1977 og deromkring. Det ville have været lettere at købe hash på politigården i Hjørring, end det var at købe Sex Pistols i 9830 Taars, da ”Never Mind The Bollocks” udkom. 

”Den slags” skulle bestilles hjem. Det var dér, jeg fik lært, at der findes noget, der hedder restordre. Så det lykkedes mig faktisk ikke at få det omdiskuterede Sex Pistols-album under juletræet i 1977. 

Den 25. december 1977 kunne en af rødderne dog pr. telefon fortælle, at han havde fået ”Never Mind The Bollocks” i julegave. Så jeg tilbragte juledag hos ham.

I 1970’erne betragtede jeg Danmark som et uland, hvad angik rock and roll. Jeg ignorerede danske medier, for jeg kendte remsen. Men jeg opdagede, at man i Politikens kiosk i Hjørring kunne købe britiske musikaviser: New Musical Express, Melody Maker og Sounds. 

Journalisterne på disse musikaviser kunne være nogle arrogante sataner. Men de skrev, så det svimlede, og deres artikler var sublim engelskundervisning for en dansk teenager, der havde svært ved at sidde stille i timerne.

Britiske tastaturboksere som Jon Savage og Nick Kent var ikke stjernekiggere. De var gode til at kulegrave rockens vækstlag, de snagede i det, der skete rundt omkring på klubberne, og de vendte og drejede plader, som udkom på små obskure selskaber. 

Det var via disse aviser, at jeg fra uge til uge kunne følge med i Sex Pistols’ opløsning og i Sid Vicious’ sørgelige deroute: mordet på Nancy Spungen og Sids narkodød. 


Dead Boys kom fra storbyens forrevne bagside.

MAN GJORDE ET KUP, når man fik neglene i en af de kompilationer, som pladeselskaberne skubbede på markedet for at skumme fløden af punk-moden. I en konkurrence i Vi Unge vandt jeg et eksemplar af ”Catch A Wave” (ukendt selskab, 1978). Opgaven lød: Find på et dansk ord for new wave. 

Det var i 1978. Smagsdommerne mente, at new wave var finere end det der snavsede punk. Men new wave betød cirka det samme som punk rock – man kunne bare proppe noget artsy fartsy stads som Talking Heads og Elvis Costello med ned i new wave-kassen. Jeg sendte to forslag ind til Vi Unge, og fandme om ikke det dårligste af forslagene (”vinylskvulp”) bonnede ud i en præmie! 

Da postbuddet til min forbløffelse smed pladen på køkkenbordet, kunne jeg og rødderne gå på hugst i navne, vi endnu ikke havde hørt: Radiators From Space, Skrewdriver, X-Ray Spex og nogen, der hed Motörhead! 

Det helt store kup var en lp, som en af mine venner havde købt – vist nok i Ålborg, Nordjyllands svar på Downtown L.A. Den hed ”New Wave” (Vertigo, 1977), og på den opdagede vi nogle af de amerikanske navne, som stod i skyggen af de britiske grupper: Richard Hell & the Voidoids og Dead Boys. Patti Smiths ”Piss Factory” figurerede også på lp’ens trackliste.

Det var vild lykke at sidde der rundt om kakkelbordet, mens man bællede Grøn Tuborg og lyttede til Stiv Bators, som brægede løs på ”Sonic Reducer”. Det gav den der kollektive elektriske fornemmelse, som kun rock and roll kan give. Vi havde noget, som de andre ikke havde!


Mig i 1979. Det kornede foto er taget på et mørkt hotelværelse i London. 
Jeg havde oparbejdet noget af en "I'm Against It"-attitude.
Mit slogan lød: Jeg nægter! I længden fandt mine omgivelser det trættende.


LONDON VAR DET FORJÆTTEDE LAND. Jeg ankom der først i 1979, hvor der var kommet bedre skub i min pladesamling. 

At komme fra Taars til pladesiloer som HMV og Virgin Megastore var ærefrygtindgydende. For ikke at tale om specialbutikkerne rundt omkring i sidegaderne. Jeg havde købt toldfri Bacardi på færgen over, og de konstante tømmermænd gav euforien et boost.

Det var dér i London, at jeg for første gang kunne holde et eksemplar af Heartbreakers’ ”L.A.M.F.” i mine hænder. Jeg stirrede himmelfalden på coveret med de korthårede udgaver af de gamle New York-dukker, Johnny Thunders og Jerry Nolan, mens jeg lige hævede handsken og purrede op i mit eget strit bagerst på issen.

London gav mig mit livs kulturchok. Ikke alene kastede jeg hver dag den fede, britiske morgenmad op (tømmermænd!), men alt var så anderledes. De små orientalske kvinder, som gik rundt i hotelrestauranten om morgenen og spurgte os gæster: ”Dea or gorffee?” Klasseskellene var til at få øje på.

Det tog mig et par dage at vænne mig til det høje tempo, den kaotiske trafik med biler, der kom susende i den forkerte kørselsretning. Fodgængere, der pilede over for rødt. 

Vi kom rundt i nattelivet med de gammeldags engelske taxier med deres hårde sæder. Om dagen tog vi de ramponerede undergrundstog, der raslede afsted med jakkesætsklædte herrer med bowlerhat, paraply under armen og blankpudsede sko, hvor hælene var runde af slid efter firspringene op og ned ad storbyens trapper.

Det værste var den britiske mad. Men så var der alle de små indvandrer-snasker med håndskrevne skilte, hvor man fx kunne købe indiske retter, der var så stærke, at det sved i spiserøret til næste dag. 

Det generelle indtryk af London anno 1979 var fattigt, lurvet, nedslidt, beskidt. Befolkningen var høflig, men langt mere barsk og robust end os Anker Jørgensen-danskere.

Og så var der alle de hjemløse. De lå ved skakterne ned til The Underground, og nogen havde bygget en mindre bydel af papkasser i et parkeringsanlæg nede ved Themsen. Stanken af det pis, som de hjemløse sprøjtede op ad betonmuren, var dræbende. Den sociale slagside i London var med til at politisere mig. Nogen begyndte ligefrem at kalde mig K.A. Peter.

Men London-turen fortalte mig også, at den første punk-bølge var ved at ebbe ud. Og det undgik ikke min opmærksomhed, at den der nye hanekams-punk var ved at tage over. Den fungerede, så vidt jeg kunne se, virkelig godt som udstillingsvare i Londons turistkvarterer. 


Joan Jett fra The Runaways. Hun var et stilikon for mig i punkperioden.
Inspireret af Joan forsøgte jeg også at fabrikere en hjemmelavet Sex Pistols-t-shirt.
Med tectyl (!!!) sprayede jeg bogstaverne på en gammel, hvid herreundertrøje.
Resultatet kom aldrig i brug.

DET VAR TRE BLITZKRIEG-ÅR. Fra 1977 til 1979. Og så var det slut. Det var game over med det, som jeg forbandt med punk rock. 

Sex Pistols var gået i opløsning, og bandet fik via fidusmageren Malcolm McLaren et efterliv, som de fleste i dag forveksler med de virkelige Sex Pistols. Ramones var i færd med at demonstrere, at der faktisk er grænser for, hvor mange interessante måder man kan kombinere tre akkorder. 

The Damned, The Stranglers, The Clash, The Jam, Boomtown Rats m.fl. var klogere. De skiftede stil og var i fuld gang med at udvikle sig til noget, der i mine øren ikke kunne hamle op med det, der var på vej i heavy metal der ved indgangen til 1980’erne. 

Men punken forlod mig aldrig. For punk er mere end rock and roll.

Misforstå mig ikke. Det er umuligt at definere punk. Punk er ikke en bestemt politisk overbevisning. Punk drejer sig ikke om særlige kostvaner eller boformer. Punk afhænger ikke af frisurer eller tøjmode. Man kan ikke tage patent på punk ved at spille rasende hurtig rock og råbe i vilden sky. 

Punk går ikke ud på at blive til noget, men på at blive til nogen. Punk handler om at ville være sig selv, om at insistere på at skrive manuskriptet til sit eget liv. Punk er et evigungt oprør mod de kræfter, som ønsker at gøre os til tilskuere til livet. 

Punk er en form for trods, som jeg har taget med mig videre i livet. En trods, som – for mig! – aldrig har været uforenlig med heavy metal og alle dens myriader af mærkværdige subgenrer.

Og da jeg i 1983 opdagede punk-poeten Michael Valeurs digtsamling ”Mørkets splintrede øje”, bestemte jeg, at jeg ville skrive en lignende gadepoesi – bare med udgangspunkt i heavy metal. Det endte så med at blive ”Den hæse opera”, som Poul Borum trykte i Hvedekorn i 1985. 

Men da var jeg selvfølgelig også flyttet til byen.<13>

Punken er ikke død. Mig i 1985, på vej til min debut som digter i Hvedekorn.