tirsdag den 19. juni 2018

Blackie nikker dødningeskaller



Man kan ikke tro på Satan uden også at tro på Gud, påstår Blackie Lawless. På W.A.S.P.s seneste udspil, Golgotha, kulegraver Blackie det religiøse billedsprog og de psykiske dybder i heavy metal.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 100, okt./nov. 2015)

- Jeg forstår godt, at folk er så tiltrukket af vores første album. For det var et meget råt album lavet af et meget råt band, siger Blackie Lawless, bandboss i W.A.S.P. – et band, som pladedebuterede i 1984 med en musik, der var voldsomt medrivende – og voldsomt provokerende.

W.A.S.P. var platte, vulgære og sjofle. De var grænseoverskridende og tabunedbrydende. De var alt det, som Alice Cooper var ti år tidligere. Bare meget værre. Og hvad angår choktaktik, så var de alt det, som Marilyn Manson skulle blive ti år senere.

W.A.S.P. kom fra Los Angeles, som på det tidspunkt var den hårde rocks metropol. Det væltede frem med behårede bands i glamourøse kostumer. L.A.-boomet startede med Van Halen i slutningen af 1970’erne og fortsatte i 1980’erne med Mötley Crüe, Quiet Riot, Ratt, Dokken, Black ’n Blue, Poison, Guns N’ Roses und so weiter. L.A. var kraftcentret, karrieremulighedernes Mekka. Selv Yngwie Malmsteen drog til L.A. for at blive stjerne i bandet Steeler.

Så konkurrencen var hård på Los Angeles-scenen i de år. Men Blackie havde – bogstaveligt talt – savklinger på albuerne. Og såmænd også en savklinge i skridtet, som pumpede frem og tilbage, når W.A.S.P. gik på scenen og spillede det superkontroversielle hit ”Animal (Fuck Like A Beast)”. 

W.A.S.P. var ekstreme. Det mest ekstreme band på metalscenen på det tidspunkt. De fire medlemmer var klædt ud i outrerede kostumer, der fik dem til at ligne sci-fi-krigere fra en skrottet Mad Max-film. Gruppen smed råt kød ud til publikum og havde en halvnøgen kvinde tøjret til et skafot på scenen. Teksterne kredsede om alle de tabuer, som læderklædte fyre kunne komme i tanke om. Og det gav pote. Salgstallene var pæne. Og Tipper Gores censurorganisation Parents Music Resource Center puttede ”Animal” på deres ”Filthy Fifteen”-liste over de mest ungdoms-undergravende rocksange. 

GODT AT BRÆKKE BENET
Meget er sket siden. I dag er Blackie erklæret kristen. Genfødt kristen, som han kalder sig. Og han vil ikke røre ”Animal” med en ildtang. Hans sangskrivning er da også blevet meget mere moden med årene.

Blackie begyndte at skrive mere dybsindige sange på albummet The Headless Children(1989). Siden er der fulgt ambitiøse konceptalbums som The Crimson Idol (1992) og The Neon God Part I & II(2004). Når man taler med Blackie er det tydeligt, at han er stolt af sine bedrifter på disse værker.

- Jeg synes nu også, at de sidste par plader, vi har lavet, er meget gode, siger han og nævner Dominator(2007) og Babylon(2009). 

W.A.S.P.s nyeste opus, Golgotha, overgår dog det meste af Blackies bagkatalog. Det er et heavy album. Men med finesser og store, dramatiske dynamikudsving. Blackie nikker virkelig dødningeskaller på Golgotha. Der er selvfølgelig en forklaring på albummets høje kvalitet.

- Det blev lavet over en periode på fire år, fortæller Blackie, hvis borgerlige navn er Steven Edward Duren.

- Indspilningsprocessen blev forhalet af flere grunde. Bl.a. brækkede jeg benet. Og det gav os mulighed for at reflektere over musikken på en måde, som vi aldrig har kunnet gøre før. Før vi startede vores 2012-turné, havde vi allerede indspillet halvdelen af pladen. Så vi var i stand til at vende tilbage til den et halvt år senere og lytte til den med et helt nyt sæt ører. Det gjorde det muligt for os at være objektive på en måde, som vi aldrig har været før. Jeg har aldrig haft denne luksus før. Ikke engang med vores første album. Og det endte med at blive en god ting.

IKKE ROCK ’N’ ROLL MEN LITTERATUR
Anmeldere har nu i en lille menneskealder rakket ned på W.A.S.P. Men mit forsøg på at få Blackie til at bralre op om, at han er et miskendt geni, falder til jorden. Han gider tydeligvis ikke spille offerrollen.

The Crimson Idolblev nærmest anerkendt, så snart den udkom. Jeg var i Canada, lige da den blev udsendt, og jeg hørte, at en professor på universitetet i Toronto brugte albummet til at undervise i et helt semester på et creative writing-kursus. Og jeg lyttede til en radiostation deroppe, og dj’en sagde: Det her er ikke rock ’n’ roll, det er litteratur. 

Så du føler dig ikke bare en lille smule miskendt, Blackie? 

- Som jeg lige fortalte, så bliver man ekstremt beæret, når folk siger den slags ting. Jeg ved virkelig ikke, hvad mere jeg kan ønske mig. 

En af sangene på Golgothahedder ”Miss You”. Egentlig var det meningen, at den skulle have været med på The Crimson Idol, som mange anser for at være W.A.S.P.s hovedværk. Hvorfor valgte Blackie mon at droppe den i 1992?

- Det var ikke mit valg. Det var EMIs beslutning. Det, der skete, var, at det tog mig to år at skrive den plade. Og EMI skreg efter at få mig til at give dem, hvad jeg havde. Jeg havde gentagne gange misset udgivelsesdatoen. Så til sidst måtte jeg give dem pladen i en form, som, jeg syntes, var ufærdig. Der var sange, som ikke kom med på albummet, fordi de ikke var skrevet færdig. ”Miss You” var en af den. Faktisk var ”Miss You” den første sang, som blev skrevet til det album.

HVAD TÆNKER SATAN?
Der er mange interessante sange på Golgotha. Musikkens kvalitet er i top. Men også teksterne er lidt ud over det sædvanlige.

Har jeg ret i, at ”Eyes Of My Maker” handler om den faldne engel, Lucifer eller Satan?

- Ja. Men jeg skriver sange med flere betydningslag. Og da jeg skrev den sang, tænkte jeg, at der må være en masse mennesker, som føler på den måde. Jeg prøver på ikke bare at skrive fra én indfaldsvinkel. Jeg prøver at skrive sådan, at andre mennesker måske kan genkende sig selv i sangene. 

Normalt bliver Satan portrætteret som en helt i rock ’n’ roll og heavy metal. Men det er ikke sådan, du føler for ham, vel?

- Jeg er genfødt kristen, og jeg skriver sange, som er set gennem øjnene på min tro. Så jeg ser på tingene på en anden måde. Men uanset om heavy metal betragter Satan som en helt eller ej, så forholder det sig sådan: Hvis det er sandt, at Satan eksisterer, så er det også sandt, at der findes en Gud, som har skabt ham. Den ene kan ikke eksistere uden den anden. Og hvis det er sandt, så må Satan på et tidspunkt stå foran Gud for at blive dømt. Hvad vil der foregå i hans hoved, når det sker? Det, han siger i denne tekst, er: Du skabte mig, hvorfor må jeg lide på grund af det her? I sangens løb kommer han med undskyldninger. Han siger: Det var ikke mig, der gjorde det, det var dig, der gjorde det. Jeg har aldrig før hørt nogen skrive en sang med den indfaldsvinkel, så jeg tænkte, at det ville være en god idé.

DEN KORSFÆSTEDE TYV
Jeg synes, at den stærkeste sang på Golgotha er titelnummeret. Her synger du: Jesus, I need you now. Det er en bøn, ikke sandt?

- Golgata betyder hovedskalsstedet. Og det var dér, Jesus blev korsfæstet. Vi ved også, at der var to andre fyre, to tyve, som blev korsfæstet sammen med ham. Den ene troede, at Jesus var Guds søn, den anden troede ikke på det. Så jeg tænkte: Ville det ikke være interessant at skrive sangen ud fra den troende tyvs synsvinkel? I sangen hænger de på korsene ved siden af hinanden. Og de taler med hinanden. For Bibelen fortæller os, at det gjorde de. Og han siger til Jesus: Er du virkelig den, som de der mennesker påstår, du er? Er du virkelig ham? Og senere i sangen råber han: Jesus, jeg har brug for dig NU!       

- Jeg fandt det interessant. For her har vi en fyr, som hænger på et kors. Og det er ikke et spørgsmål OM, at han måske skal dø. Det er et spørgsmål om, HVORNÅR han dør. Så den her fyr er ved at gøre sig klar til at dø. Han kan ikke slippe væk. Han ved, at han snart skal stå ansigt til ansigt med sin skaber. Og han siger til Jesus: Husk mig på den her dag. Jeg syntes, det var en god idé. For selvom vi ikke bliver korsfæstet, så gennemgår vi alle sammen lidelser her i livet. Ting, der er katastrofer eller livstruende, ting, som virkelig sætter os i forbindelse med vores dødelighed. Og her har vi altså en fyr, som står over for døden. Og han søger efter sandheden. Der må være mange mennesker, som på et tidspunkt i livet har haft det ligesom tyven. Hvor de råber til Gud om hjælp. 

STUDIER I DET OKKULTE
Blackie Lawless blev opdraget som kristen. Han voksede op i et fundamentalistisk baptist-miljø, som han brød med, da han var ung. Blackie tog senere et opgør med sin opdragelse i forbindelse med albummet Unholy Terror(2001). Men siden da har han fulgt en retning, som minder om Megadeth-lederen Dave Mustaines. Hvilket betyder, at Blackie i dag befinder sig på den kristne højrefløj.

Det var ikke just dér, den lovløse Blackie befandt sig, da han i sin ungdom (en meget kort overgang) var medlem af New York Dolls, som optrådte foran et bagtæppe med de kommunistiske symboler hammer og sejl. 

Senere dannede Blackie gruppen Sister (ikke at forveksle med Twisted eller White Sister) sammen med Nikki Sixx (senere Mötley Crüe). I Sister rodede medlemmerne med okkultisme, og det er en velkendt historie, at Blackie droppede det okkulte og overlod rekvisitterne til Nikki, som fortsatte flirterierne med djævlen på de første par Crüe-albums.

- Du nævnte selv lige før, at Satan er en helt i heavy rocken, byder Blackie ind.

- Der findes ikke en eneste genre, ikke jazz, ikke pop, der har så stærkt et religiøst billedsprog som heavy metal. Heavy metal er fuldstændig besat af religion. Bibelen fortæller os, at sandheden er blevet plantet i hjertet på alle mennesker. Det, jeg mener, er: Hvad enten et menneske beslutter sig for at tro eller ej, så er sandheden stadig i dets hjerte. Jeg taler af erfaring. Jeg studerede det okkulte i tre år, da jeg forlod kirken. Så jeg ved, hvad det er, der er så tiltrækkende ved det okkulte.   

- Man kan ikke være tiltrukket af det okkulte uden at vide, at det faktisk eksisterer. Man kan ikke bare lege med noget, som, man tror, er fantasi eller fiktion. Man bliver nødt til at vide, at det er virkeligt. Man kan ikke tro på Satan uden at tro på Gud. Det kan man bare ikke! Og dem, der dyrker black metal eller sådan noget, de ved i deres hjerte, at der findes en Gud. Det er de helt på det rene med. For ellers ville de ikke være så tiltrukket af de andre billeder. Jeg taler af erfaring. Jeg gennemgik alt det der.          

- Jeg er blevet velsignet, for Gud hev mig ud af det. Så jeg føler, at jeg er tosproglig. Jeg kan sige til mennesker, som ikke er kristne: Jeg kan tale dit sprog. Men du kan ikke tale mit sprog. Så jeg ved, hvor du kommer fra. Men du ved ikke, hvor jeg kommer fra, for du er ikke nået så vidt endnu. 
Blackie lægger ikke skjul på, at hans tro har ændret hans sangskrivning.

- Hvis man skriver ud fra sandhedens synsvinkel, så tror jeg, det ville være umuligt ikke at skrive gennem det filter, som er ens tro. For man ser alting med troens øjne. For mig ville det i hvert fald være umuligt. Det betyder dog ikke, at alt for mig skal være centreret omkring troen. Men jeg er meget omhyggelig med de tekstmæssige emner, som jeg behandler nu om dage. Der er ting, som jeg ikke længere ville kunne gøre. Sangen ”Animal” er et godt eksempel. Vi har ikke spillet den sang i ti år. Og jeg ønsker ikke at skrive sådan en sang i dag.          

CHAINSAW CHARLIE FOR RETTEN
- Man skriver om, hvad man ved. Man skriver, hvad man tror, folk kan forholde sig til. Sangen ”The Last Runaway” er et godt eksempel. Sangen handler om mig, der kom til Hollywood som teenager for 40 år siden. Om hvor bange, jeg var. Men uanset om det handler om mig, der danner et rockband, eller om hvad andre mennesker gennemgår i deres liv, så vil det hive dem ud af tryghedszonen. Der vil være udfordringer, som skræmmer dem. Ting, vi ønsker at løbe væk fra. Jeg tror, at det er noget, som alle kan forholde sig til. 

Det er netop W.A.S.P.s stærke side, at Blackie skriver gribende sange. Sange, lytteren kan relatere sig til. The Crimson Idoler et godt eksempel. Det er et ambitiøst værk med et dramatisk plot, hvor en rockkunstner kommer i kløerne på en gusten type ved navn Chainsaw Charlie.

Er Chainsaw Charlie en moderne version af fristeren Mephisto eller djævelen?

- Tjah, det kunne man måske godt sige. For mig repræsenterer han musikindustrien. Jeg forsøgte at menneskeliggøre hele industriens væsen. Fortælle, hvad den gør ved unge mennesker. Folk aner ikke, hvordan en pladekontrakt ser ud. Det er en slaveri-aftale. Hvis man tog en pladekontrakt med i retten, hvor der foregik en retssag om fast ejendom, lad os sige, det drejede sig om et hus. Hvis dommeren ved en fejltagelse fik den forkerte kontrakt i hænderne, altså pladekontrakten. Så ville han sætte de folk i spjældet så hurtigt, at de ikke ville opfatte, hvad der ramte dem.   

The Crimson Idolblev som bekendt udsendt i 1992. Dengang var pladeselskaber meget magtfulde.

- Pladeselskaberne var så stærke, og de var i stand til at få lovgivningen ændret. Og de var i stand til at misbruge unge mennesker i årevis, fordi de unge var så desperate efter at blive berømte, at de ville skrive under på hvad som helst. Chainsaw Charlie er et symbol. Som sagt forsøgte jeg bare at gøre industrien til en figur, så de unge kunne forstå, hvad der foregår.

NÅR HIMLEN GÅR I SORT
På 2007-albummetDominatorfindes en af Blackies mest gåsehudsfremkaldende sange, nemlig power balladen ”Heaven’s Hung In Black”. Om den fortæller W.A.S.P.-bossen:

- Krigen i Irak var stadig i gang, og jeg læste et citat af Abraham Lincoln [amerikansk præsident i 1860’erne, red.]. Hver dag, da han var præsident, fik han rapporter med tabstal fra borgerkrigen. En dag fik han en rapport, der virkelig overvældede ham. Og så sagde han: Surely tonight the heaven’s hung in black.Og jeg tænkte: Wauw, det var en utrolig stærk måde at udtrykke det på. 

Er du enig med mig i, at det er en af de bedste W.A.S.P.-sange?

- Den er god. Helt bestemt. Jeg forsøger at skrive noget, som bevæger folk. Og som får dem til at tænke. Og jeg håber afgjort, at den sang gør det. 

Det mest bevægende ved Golgothaer guitarspillet. W.A.S.P. har i årenes løb haft berygtede guitarister som Chris Holmes og Randy Piper i besætningen. Senere hjalp bl.a. Bob Kulick (som har spillet for Kiss, Lou Reed, Meat Loaf m.fl.) til. I dag lyder W.A.S.P.s lead guitarist navnet Doug Blair. Han er fantastisk. Og det er Blackie helt bevidst om. På Golgothafår Blair lov at spille soli, der er så lange som den kinesiske mur.

- Folk spørger mig, om der er mulighed for, at det gamle band kan finde sammen igen. Og mit svar er … Og det her handler især om Doug Blair. Det band, jeg har lige nu, kan spille alle de gamle sange. Det gamle band kan ikke spille de nye sange. De er mere kompliceret. Hvis du lytter til, hvad Doug laver på de seneste W.A.S.P.-plader, så er det utroligt. Det er meget, meget svært at erstatte det. Og han kan ikke kun spille det i studiet. Han spiller de her ting live. Hvis der er nogen, der kan gøre ham kunsten efter, så vil jeg gerne høre det. <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

mandag den 28. maj 2018

Da den ægte dødsmetal fik comeback

Repugnant med en kommende pave (nr. to fra højre)

Før han blev pave og kardinal i Ghost, spillede han ultravoldeligt kødkrogs-dødsmetal i Repugnant. Hans navn er Tobias Forge, og han er et gigantisk musikalsk talent.

Flashback-artikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 103, april/maj 2016)  

REPUGNANT: EPITOME OF DARKNESS
(Udsendt på cd og vinyl af Soulseller i 2006)

Ghost har en sanger. Han kalder sig Papa Emeritus (I-III) og Cardinal Copia. Det har han ikke altid gjort. Da han i 1998-2004 var frontmand i Repugnant, kaldte han sig Mary Goore – tydeligvis med et hint til Gary Moore. 

Repugnants musik mindede dog ikke om Gary Moore. Eller om Ghost for den sags skyld. Repugnant spillede dødsmetal med stort D. Altså dødsmetal i den oprindelige stil, som kendes fra Possessed, tidligt Death, Necrovore og tidligt Morbid Angel. Thrash-fræsende, ultravoldelig kødkrogs-death metal med riffs, der flænser, og en iskold, metallisk skramlende produktion i stil med den, man fandt hos Entombed og andre dødssvenskere, før det hele stivnede i livløse, formulariske genre-konventioner.

Repugnant var (sammen med landsmændene i Kaamos) en slags pionerer for en revival af den oprindelige death metal. Siden da har vi fået Dead Congregation og Degial og flere andre, men Repugnant var tidligt ude. Så tidligt, at de faktisk havde svært ved at finde et publikum. 

Selvfølgelig opstod der hurtigt en kult omkring Mary Goore & Co. Og det manglede bare, for musikken på Repugnants hovedværk, albummet Epitome Of Darkness, er af en opsigtsvækkende høj kvalitet. Det er enestående brutalt og iørefaldende på samme tid, fyldt med grumme detaljer, som fx en effekt à la soundtracket til knivstikkeri-i-brusekabinen-scenen i filmen Psycho

Repugnant efterlod sig ikke et stort bagkatalog. Det blev kun til et par ep’er, nogle demoer og et par split-plader med andre obskure bands. Og så altså dunderalbummet Epitome Of Darkness, der havde Tore Stjerna (Watain, Funeral Mist etc.) som studietekniker, og som var prydet af artwork af Erik Danielsson (Watain). 

Repugnant kørte stilen. De indspillede fx cover versioner af über-kultbandet Morbids ”Another Vision” og Celtic Frosts ”The Usurper”. De optrådte med Misfits-agtig sminke, og de tog kunstnernavne, som var morbide, men som unægtelig havde et glimt i øjet: Chris Piss, Roy Morbidson, Carlos Sathanas og i den dur. Man kan altså her se starten på den selvironi/satire, som senere kom til udtryk i Ghost – om end i en helt anden musikalsk forklædning. 

Bandboss Mary Goore havde idéer nok, og et gigantisk musikalsk talent. Så da Repugnant havde udspillet deres rolle, krydsede Tobias Forge (Papas og Marys civile navn) over og spillede helt andre former for musik i Subvision og Magna Carta Cartel. Men det var først, da han fik idéen til Ghost, at succesen for alvor var i hus. 

Men tjek Repugnant. De var fantastiske, og det er noget af et held, at Epitome Of Darkness overhovedet udkom. Den blev indspillet i 2002, men blev først udsendt i 2006. Fordi metalpublikummet på det tidspunkt stadig var hypnotiseret af trendlort fra 1990’erne. <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 23. april 2018

Man har ikke hørt noget før man har hørt Schenker

Schenker i centrum på Hipgnosis' artwork til "Obsession". Omslaget spiller på guitaristens
psykiske uligevægt.

Øretæver. Sprut, stoffer og psykiske problemer. Det var den mistrøstige baggrund for et af den hårde rocks allersmukkeste albums.    

Flashback-artikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 99, aug./sep. 2015)  

UFO: OBSESSION
(Udgivet på vinyl i 1978 af Chrysalis. Udsendt af EMI på remasteret cd i 2008)

Hele albummet er nærmest én lang guitarsolo. En smuk, nervesitrende solo. Iørefaldende og fyldt med melodisk smerte.

Jeg taler selvfølgelig om Michael Schenker. Sammen med folk som Ritchie Blackmore (Deep Purple, Rainbow) og Gary Moore (Thin Lizzy m.fl.) tilhørte Schenker top-guitaristerne i 1970’ernes heavy rock. Schenker havde sin egen sound, sin egen tone. Og sandelig også sin egen spillestil.

Schenker havde en skarpskåret profil og signatur i sit spil. Han var øjeblikkeligt genkendelig. Også visuelt. Schenker var spinkel af bygning. Hans ansigt var skjult bag de lange, lyse lokker, når han på scenen gav sig hen til sin Flying V.

For det var mere end nogen anden Michael Schenker, som gjorde Gibson-modellen med V-faconen til et ikon i den hårde rock.

Michael Schenker er tysker. En meget følsom en af slagsen. Han havde allerede en brist, da han i 1973 – som 18-årig! – kom med i britiske UFO. Schenker talte dårlig nok engelsk, og tonen i UFO var hård. Det samme var livsstilen. Især sangeren Phil Mogg var hård ved den unge tysker. Kørte på ham psykisk. Og slog ham ved en enkelt lejlighed – hør Schenkers version her.

Smerten og frustrationen over livet i UFO kom ud i Schenkers guitarspil. Schenker var UFOs stjerne. Hans bidrag til sangskrivningen var essentielle. Ofte byggede UFO deres numre op omkring Schenkers soli. Det kom der nogle kanonsange ud af. Tjek lige åbnings-skæringen ”Only You Can Rock Me” på albummet Obsession. Et hammer-riff, der sparker kolossale mængder røvballeflæsk.

Men UFO havde også en anden stjerne: den vilde Pete Way, der med sin lavt-hængende bas og sin offensive optræden live blev showmæssig rollemodel for bl.a. Steve Harris (Iron Maiden) og Nikki Sixx (Mötley Crüe).

At Schenker ikke var uundværlig, demonstrerede UFO på skæringer som ”Cherry”, der blev brugt som singleudspil. ”Cherry” var skrevet af Mogg og Way uden Schenkers bidrag. Og den er et pragteksempel på UFOs evne til at skrive afvekslende sange, hvor dynamikken svinger fra nedtonede, nærmest ballade-agtige passager til heavy rock med fuld hammer.

UFO har efterladt sig en splittet arv. Stryper og mange af 1980’ernes hair metal-bands var inspireret af UFOs melodiske hårdrock. Men også mere bistre bands som Metallica, Mercyful Fate og Megadeth har betalt tribut til UFO, som må tage æren som et af den hårde rocks grundlæggende bands.

Men det var den guitar, vi kom fra. Schenkers guitar væver sig ud og ind af numrene på Obsession. Den flettes ind som fills og følsomme udbrud her, der og alle vegne, og på dén måde holdes hele albummet sammen i en velkomponeret helhed. Schenkers guitarspil på Obsession er nærmest en slags musikalsk svar på de smukke tribalistiske mønstre, man finder i tatoverings-kunsten. Man har ikke hørt noget, før ham har hørt Michael Schenker. <13>



UFO live. Pete Way (bas) og Michael Schenker i front.
I baggrunden Paul Raymond (rytmeguitar, keyboards), Phil Mogg (vokal)
og Andy Parker (trommer).

Michael Schenker: Startede sin karriere i Scorpions – lp-debut som 16-årig på albummet Lonesome Crow (1972). Kom i 1973 med i UFO, hvor han medvirkede på fem stilskabende studiealbums plus det legendariske livealbum Strangers In The Night (1979). Schenker gik solo i 1980 med bandet MSG (=Michael Schenker Group, en overgang kendt som McAuley Schenker Group), hvor især debuten og Assault Attack (1982) står som højdepunkter. Schenkers karriere har været plaget af mange udfald som følge af psykisk ustabilitet. Forsøg på at genforene den ikoniske tysker med hhv. Scorpions og UFO har været kortvarige og ofte stormomsuste. Schenker var i starten af 1990’erne med i supergruppen Contraband. Schenkers diskografi er rodet og bærer præg af et virvar af medlemsudskiftninger og kortlivede projekter. Schenkers status er primært hængt op på hans ungdomstid i UFO og de tidlige albums med MSG.


Læs mere Rifferama-begejstring om Michael Schenker her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


søndag den 11. marts 2018

Ondskaben dør aldrig


Vil du have riffs? Jeg mener RIFFS! Bjergkæder af RIFFS, fjeldmassiver af RIFFS?!? Godt, så skal du bare hyre en ung, lyshåret guitarist – og skaffe dig noget parkinson!

Sådan lader logikken til at være. For der er ellers ingen logik i, at et ældgammelt heavy metal-band, som i deres yngre år i perioder virkede udbrændt, begynder at lange mesterlige albums ud til deres fans. Vel at mærke efter, at én af deres to stilskabende guitarister er gået på pension.

”Firepower” er Judas Priests andet album med Richie Faulkner, der i 2011 erstattede K.K. Downing som Glenn Tiptons twin lead-makker. At Priest overhovedet overlevede denne udskiftning, kom bag på de fleste. At den tilmed viste sig at revitalisere bandet på en måde, der minder om det boost, som Scott Travis gav Judas Priest, da han i 1989 overtog trommepodiet efter Dave Holland (R.I.P.), ja, den havde jeg i hvert fald ikke set komme.

Kigger man på Faulkners cv, er han en ubetydelig guitarist. Men Tipton har et mirakuløst gehør, og han kunne altså høre en Judas-broder i Faulkners spil. Eller måske snarere en Judas-søn, for Richie er født samme år, som Priest udgav deres store gennembrudsalbum, ”British Steel” (1980). Det mest imponerende ved Faulkner er, at han er så aldeles uimponeret. At han uden at ryste i læderbukserne kan deltage i sangskrivningen på et niveau, som K.K. næppe kunne overtrumfe.

Men lad os ikke glemme, hvem der er den kunstneriske dynamo i Judas Priest. Det er Glenn Tipton. Præcis hvorfor K.K. havde brug for at mistænkeliggøre Tipton i forbindelse med udsendelsen af ”Firepower”, er ubegribeligt for de fleste fans. ”Hvem spiller reelt guitarerne på albummet?” spurgte KK inkvisitorisk, med henvisning til Tiptons fremskredne sygdom. Læs her.

Rob Halford var hurtigt ude i medierne for at sætte K.K. på plads. Den parkinson-ramte Tipton spiller sine egne parter på ”Firepower”! Og allerede ved første gennemlytning kan man konstatere, at Tiptons fingeraftryk som riffmeister er spredt over hele albummet.

Jeg ønsker ikke at forklejne Faulkners bidrag til sangskrivningen. Men Glenn Tipton tilhører heavy metals absolutte elite, hvad angår det at kreere riffs.

”Firepower” holder en stolt riff-tradition i hævd. ”Riff After Riff” kaldte fans i sin tid ”Sin After Sin” (1977). Og på det punkt følger ”Firepower” trop. Prøv at sidde bumstille under riffet i omkvædet til ”Flame Thrower”. Kropumuligt!

Det nye album har endnu skarpere riffs end forgængeren ”Redeemer Of Souls” (2014). Og mange af sangene på ”Firepower” er struktureret efter episke mønstre, som leder tankerne hen på Judas Priests kunstneriske storhedstid i halvfjerdserne. Sæt ”Sad Wings Of Destiny” (1976) på og hør de store dynamikudsving, se de musikalske farver changere, og føl stemninger kæntre fra smerte til had med et karatehugs præcision.

”Firepower” har nogle af disse kvaliteter. En fiks detalje er fx, at den dystre intro på ”Never The Heroes” flyder ud i Ian Hills basspil, der således er med til lave et underliggende stemningsmaleri.

Det er ikke kun i riffingen, ”Firepower” brillerer. Det er også i melodierne og i solosekvenserne. Effekten af guitarduellen i ”Children Of The Sun” løfter musikken et pænt stykke over ordinært heavy metal.  

På ”Firepower” indgår det episke og det skallesmækkende en alliance – akkurat som det var tilfældet på fx ”Stained Class” (1978).

Lad gå, at ”Firepower”s to åbningsnumre er overivrige efter at please lytteren med nakkegymnastik à la ”Painkiller” (1990). Jeg bilder hverken mig selv eller andre ind, at der er noget egentligt nyskabende på ”Firepower”. Men der er en friskhed i numrene, en kådhed, hvor det hårdslående og det iørefaldende smedes sammen i en ubrydelige enhed. Hør Halfords dolkestød af en hookline i omkvædet” på ”Evil Never Dies”.

Smertensbarnet i Judas Priest har alle dage været Rob Halford. The Metal God, der allerede tidligt i sin karriere havde problemer med at holde de sølverne stemmebånd blanke under det hårde turnéliv. På ”Firepower” gør han det godt. Virkelig godt. Måske det bedste vi har hørt Halford, siden han i 2000 fandt ud af sin midtvejs- og identitetskrise med det fænomenale heavy metal-comeback, ”Resurrection”.

Rob Halford er en stor, om end ujævn rockpoet. Jo, der er tåkrummere på ”Firepower” – altså, hvor mange hårdrocksange har vi ikke allerede om lynnedslag og om aldrig at overgive sig? Men der er sandelig også fejende flot poesi som fx:  

The devil’s moved from Georgia 
His mission’s still the same 
The world’s become his oyster once again

Det er specielle tekster, Halford skriver. Også når han udplyndrer genrens skatkammer af klichéer. Hvis fans virkelig lyttede til, hvad Halford synger på ”Firepower”, tror jeg, der ville rejse sig et ramaskrig. Halford vover at gå imod metalgenrens teologiske trend.

Halford havde allerede i sine unge år en evne til at hugge ordene ud som skulpturer, ligesom hans metalliske form for symbolisme gav plads til en samfundskritik, der var mere flertydig og åben for fortolkning end datidens noget udtrådte socialrealisme.

På ”Firepower” er der også tekster, hvor der inde bag symbolerne gemmer sig kommentarer til den politiske situation og det økologiske ragnarok omkring os. Fx er ”Never The Heroes” et smukt alsangs-egnet nummer, som danner modbillede til den patriotisme, som bl.a. Five Finger Death Punch har blameret sig med de seneste år.

Produktionen? Andy Sneap og Tom Allom hører ikke blandt mine yndlingsproducere. Men ”Firepower” har Priests bedste lyd, siden Chris Tsangarides (R.I.P.) gav Tipton & Co. eksplosionskraften tilbage på ”Painkiller”. Musikken kommer bedre ud af højttalerne, end den gjorde på den noget altmodisch producerede ”Redeemer Of Souls”. ”Firepower” har en moderne sound, men den kvæles ikke i den hyperkompression, som er blevet resultatet af den såkaldte loudness war.

Forbedringerne og fremskridtene når helt ud i coveret. Åh ja, hvordan gik det lige til, at Judas Priest, der oprindelig havde verdens bedste og mest banebrydende pladeomslag, endte med være serielle spredere af grafisk crap?

Nuvel, denne gang har Claudio Bergamin fået opgaven. Et besynderligt valg, vurderet ud fra hans portfolio. Men den italiensk/chilensk kunstner har faktisk skabt et cover, som har (LIDT!) af den futuristiske dynamik, jeg personligt elsker de tidlige Priest-omslag for. Indtil man vender pladen om og kigger på bagsiden … I guder!!!

”Firepower” er ikke et formfuldendt album som fx ”Killing Machine” (1978). Men det er et vitalt og stilsikkert album, hvor der – ahem – ikke rystes på hånden. <13>


Judas Priest: ”Firepower”, dobbelt lp, sort vinyl (Columbia/Sony Music)

Læs flere artikler om Judas Priest her på Rifferama (se tags i venstre spalte).


Judas Priest fra venstre: Travis, Hill, Halford, Tipton, Faulkner.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 18. februar 2018

De mejer metal-genren ned


Maggot Heart

Lørdag aften slog metallens fremtid ned i CPH. På halvanden time rev Reveal og Maggot Heart genren ned og byggede den op på ny. Det foregik på Spillestedet Stengade.

I 2018-perspektiv er både Reveal og Maggot Heart unge. Men de består af garvede musikere med CV’er, der bl.a. namedropper In Solitude, No Future, Repugnant, The Oath, Beastmilk, Procession, Death Alley.

Reveal var ikke kønt. Hverken at se på eller at høre på. Uppsala-gruppen mejer metalgenren ned. De dekonstruerer den, jævner den med jorden, så en ny, frisk tonekunst kan bygges op af brokkerne.

Præcis hvad sangeren Crack sang af ord, skal jeg ikke gøre mig klog på. Måske skreg han bare. En overgang proppede han mikrofonen langt ind i kæften og gav hals med begge hænder frie til manisk gestik. Han havde en hobby-saks stukket ned i støvleskafterne. Dadaismen længe leve!

Jeg stod og tænkte: Hvad minder det her om? Ikke lige noget, jeg havde oplevet før. Og dog. For inde bag kakofonien hørte jeg noget, som i korte flash mindede mig om støjen fra post-punk. Som var disse fire langhårede ungersvende kravlet op i røven på The Birthday Party eller No Knox og nu gav sig til at smadre løs på deres instrumenter.

Men det er selvfølgelig kun en gammel mand, der kan få en sådan forestilling. For det her var 2018, hvor noget nyt er ved at ske. På Stengade skete det til lyden af grise, der fik skåret struben over.

Maggot Heart ligger langt tættere på traditionel rock end Reveal. Men også her var der skåret ned på hårdrock-klichéerne. Ingen dobbelte stortrommer, ingen fjeldvægge af Marshall-forstærkere. Bare det allermest nødvendige gear og en enkel, iørefaldende hårdrock med et groove, der i lange stræk var mindst ligeså inciterende som L7s.

Maggot Heart har en nervetråd i klemme i post-punken, men man leder forgæves efter den selvhøjtidelige skjoldmur, som firsergenerationen rejste omkring sig selv.

Kapelmester Linnéa Olsson ledte mest mine tanker hen på en blond udgave af Joan Jett. Stærk, lidt sky men alligevel selvbevidst stod hun dér ved mikrofonen og sang sine tekster, mens hun håndterede den seksstrengede.

Olsson var smuk, iført stramtsiddende bukser af kunstlæder – men der var ikke dømt dum blondine. For i de øjne ser man noget, der er skarpt som stål. Her er en ung sangskriver, som ved, hvad hun vil med sin musik. Det her foregår på Linnéas præmisser, dette er Linnéas sag og de unge kvinders sag.

Med på scenen havde Olsson to mænd (Neta Shimoni (guitar), Uno Bruniusson (trommer)) og en anden ung kvinde, tæt på at ligne Olssons dobbeltgænger: Olivia Airey.
   
Pigepower-effekten udeblev da heller ikke. Op mod halvdelen af publikum var kvinder, mange purunge. Spejlneuronerne virker. Og i Maggot Heart er der noget at spejle sig i. Her er et talerør for storbypiger, for ”City Girls”, som en af Maggot Hearts sange hedder.  <13>

Maggot Heart & Reveal på Spillestedet Stengade, lørdag den 17. februar 2018

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama