onsdag den 10. oktober 2018

Christianshavnsk kraftværk


Rifferamas opportunistiske historie om en ungdom med Gasolin’ som soundtrack.

Gasolin’ var allestedsnærværende i min ungdom i 1970’erne. 

Jeg er årgang 1962, så jeg tilhører den generation, der rent Gasolin’-mæssigt vågnede op til singlehittet ”Bingo” og de andre sange fra ”Stakkels Jim” (udsendt november, 1974). Og fandommen tog til, da Gasolin’ i oktober 1975 udsendte det, som, de selv mente, var deres hovedværk: ”Gas 5”. 

De fleste af os rødder lignede på det tidspunkt statister fra ”Mig og Charly”. Og Gasolin’ var über alles. Jeg husker, hvordan vi i skolen efter juleferien skulle fortælle, hvad vi havde fået i julegave. ”Gas 5”, lød det række op og række ned. 

Gas-feberen steg yderligere, da gruppen i juni 1976 udsendte det dobbelte powerhouse-album ”Gasolin’ Live Sådan”.

STØRRE VINGEFANG
Det var min årgangs ældre søskende, som var til de tidlige Gasolin’-albums. Jeg må indrømme, at jeg er enig med produceren Roy Thomas Baker, der udtalte noget i retning af: 

”Those lousy tunes only work in this pissy country.” 

Når jeg sætter de første to-tre Gas-skiver på, så hører jeg noget, der passer lidt for godt til at stå ved siden af Christiania-pladen (den med vrøvlevisen ”I kan ikke slå os ihjel”). Det er for batikfarvet, for fodformet.

Men det ændrede sig. Radikalt. For Gasolin’ havde held til at kapre superproduceren Roy Thomas Baker, som på sit CV har sværvægtere som Queen, Free, Nazareth, The Cars, The Stranglers, Ozzy Osbourne m.fl. Og med Baker kom der et helt andet format over Gasolin’. Et internationalt format. Melodierne blev skarpere og rytmerne tungere. 

Fx forvandlede Baker ”Rabalderstræde” fra at være en letbenet rock og rul-fjollert til et fænomenalt betonrock-nummer, hvor Søren Berlev fik lov til at buldre løs på sine Led Zeppelin’ske trommer.

Nej, jeg sidder ikke og påstår, at Gasolin’ var et heavy metal-band. Men de spillede stærkstrømsrock i lange stræk, ikke mindst takket være Franz Beckerlees Jimi Hendrix-fiksering.

Roy Thomas Baker gav Gasolin’s musik et større vingefang. Med lidt god vilje kan man høre paralleller mellem Queens grandiose arrangementer (tænk: ”Bohemian Rhapsody”) og orkestreringerne på Gasolin’-skæringer som ”Sct. Emetri”, ”Fatherless Hill” og ”Stenalderjazz”.

AT SIGE DET, DER IKKE KAN SIGES
Jeg husker eftermiddage, efter skoletid, med hovedet inde i højttalerne, hvor jeg forsøgte at finde hoved og hale i Gasolin’s tekster. De var udpræget storbytekster med malende miljøbeskrivelser fra Københavns mere grumsede og tilrøgede kvarterer. Her var der livskunstnere og baggårdspumaer galore.

Ud over de talløse numre med ubeskrivelig fed rock var Gasolin’s stærke side teksterne. Helt ærligt: hvor mange rockbands, danske såvel som udenlandske, har et bagkatalog med så megen og så stor poesi? 

Se dem komme 
en for en 
til de store slotte 
af glas og sten. 
Og se dem handle 
i den kolde krig 
med brugte biler 
og sminkede lig.
(”Sirenesangen”)

I en af de dokumentarer, der er lavet om Gasolin’, citeres bassisten Wili Jønsson for denne perle: ”Poesi, det er at sige det, der ikke kan siges.” Bull’s eye. 

Allerede fra starten havde Gasolin’ flair for poesi. ”Se din by fra tårnets top” og ”Tremastet beton” er bare to eksempler. Men Kim Larsen & Co. fik også kompetent hjælp fra Mogens Mogensen, kaldet den femte Gasolin’. Mogensen var ifølge Kim Larsen en gammel sømand af Kaptajn Haddock-typen. Angiveligt også vicevært og drukkenbolt fra gruppens elskede Christianshavn. 

Mogensen er et slående eksempel på noget, der stadig eksisterede dengang: en poet, som var rundet af arbejderklassen og formet af levet liv. Den type digtere er desværre en uddød race. Erstattet af det middelklassificerede forfatterskoleri, der har lagt sig som en statsautoriseret curling-glasur over dansk litteratur.

IKKE MARXISTISKE METODISTER
Når man hører en strofe som den ovenfor citerede fra ”Sirenesangen”, kan man fristes til kalde Gasolin’ et samfundskritisk band. Men i forhold til den salon-kommunisme og hønsestrikkede kulturmarxisme, som plagede store dele af dansk ”rock” i 1970’erne, kørte Gasolin’ ret meget på frihjul. 

I sange som ”1975” og ”Refrainet er frit” tog de samtiden lige på kornet. Men Gasolin’ prædikede ikke. De var story tellers, de fortalte historier, ofte om livet blandt outsidere og randeksistenser. Som fx historierne om Christoffer eller om Joshua og Ming eller om Kattemor eller om Sjakke og Jens med fanen eller om Billy, der var på speed i Herstedvester. Eller den om Inga, Katinka og smukke Charlie på sin Harley. 

Og hvis man efter at have hørt Kim Larsens rant mod ”hr. Orla Møller plus hans slæng og en hel masse småfascister” på ”Gasolin’ Live Sådan” skulle få sære forestillinger om gruppens partitilhørsforhold, så kan man lige sætte pickuppen i en skæring som den om den marxistiske metodist Pilli-Villi.

Bemærk forresten Kim Larsens ræb halvvejs inde i sangen. Ret punket, ikke sandt? Apropos …

EN CHRISTIANSHAVNSK LANGEMAND
I 1976-78 skete der en revolution i international rock. Punken tiltede rocken. Gasolin’ må have sniffet lidt til tidsånden, for uden på nogen måde at sælge ud, udsendte de i november 1977 albummet ”Gør det noget”. 

Albummet havde en punkagtig grafik: sort/hvidt cover, hvor bandnavnet var skrevet med tusch i kasketten på et mug shot af Wili Jønsson. Albummet var langt mere råt end forgængeren, den lovlig afdæmpede ”Efter endnu en dag” (november, 1976). Jeg husker, at vi rødder, der i mellemtiden havde skiftet bell-bottom-bukserne ud med cigaretlårs-jeans, snakkede begejstret om pladen.

”Det bedste til mig og mine venner” var en vinder. Og da vi kom til ”Kina rock”, var der ingen tvivl: ”Det er sgu da punk, det der!” Så på en underlig måde kilede Gasolin’ sig lige ind imellem Sex Pistols, The Jam, The Clash, Ramones og, hvad vi ellers hørte i den periode.

Og titlen ”Gør det noget”, var den ikke bare en christianshavnsk langemand i stil med det britiske udtryk never mind the bollocks? Jeg mener, verslinjer som ”kigge på en fjerner, hvor store, dumme dengsedrenge fylder dig med nytteløst nyt.” Johnny Rotten ville have nikket anerkendende.

”Gør det noget” var et helstøbt album. Struttende af selvbevidsthed. Roy Thomas Baker var en saga blott i Gasolin’-regi. ”Gør det noget” var produceret af gruppens roadie, Tommy Bogs, og havde en ung Flemming Rasmussen som tekniker. 

Men hvis man lyttede efter en sang som ”Strengelegen”, havde man måske anet, hvad der ventede rundt om hjørnet. ”Strengelegen” handler vel dybest set om tvangen i rocken. Om at kunstneren bliver taget som gidsel i et større spil. 

På det tidspunkt havde Gasolin’ masser af succes. De kørte fra koncert til koncert i limousine. Lastvognstog med grej og gear, der blev stillet op, uden at gasserne skulle røre en finger. Idolplakater, der blev solgt pr. postordre. De fleste rockstjerner ville have kørt pul på den succes. Men ikke Gasolin’.

”Gør det noget” blev deres sidste studiealbum. Gruppen gik i opløsning og spillede deres afskedskoncert den 21. august 1978. 

Allerede dagen efter var Gasolin’ en legende. <13>


onsdag den 19. september 2018

En hård PiL-le at sluge

”Det er sådan her, heavy metal burde lyde.” Citat: John Lydon, punk-arketypen og provokatøren, som slog igennem med Sex Pistols, og som siden hen har terroriseret rockbranchen med gruppen PiL.

Flashback-artikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 107, dec./jan. 2016/17)

PiLs kapelmester, som han så ud i 1986.

PUBLIC IMAGE LTD: ALBUM
(Udsendt af Virgin/Elektra på vinyl, cd og kassettebånd i 1986; genudgivet cd og download i 2016)

Punk rocken. Den rigtige punk rock, som væltede frem i 1976, ebbede hurtigt ud. I højt tempo blev punk til new wave, så til post-punk [1]. 

Lad os lige kigge nærmere på et såkaldt post-punk-album, som netop er blevet genudgivet. Kultklassikeren Album er relevant, fordi den er H-E-A-V-Y, om end på en radikalt anderledes måde end traditionel heavy metal. Album var det femte album fra Public Images Ltd (PiL). 

PiL var det band, som provokatøren og skandalemageren Johnny Rotten dannede, da han droppede ud af det legendariske punk-band Sex Pistols i 1978. Johnny Rotten blev i sensationspressen selve inkarnationen af punk. Hans look med strithår og sikkerhedsnåle blev mode i løbet af en nat. Nogen påstår, at Rotten stjal looket fra amerikaneren Richard Hell [2]. Men det var Rotten, som med sine hatespeech-tekster til sange som ”Anarchy In The U.K.” og ”God Save The Queen” blev punkens mest forhadte talsmand. 

I PiL skiftede Johnny sit kunstnernavn ud og blev til John Lydon. Men han fortsatte den vrisne fuck-dit, fuck-dat-stil, komplet med rødt strithår. PiLs musik var TOTALT anderledes end Sex Pistols’. PiL var anti-rock’n’roll. PiLs musik var avantgardistisk og tydeligvis inspireret af genrer som reggae og krautrock. Og jazz. PiLs musik var også aggressiv, og de sfæriske klangflader blev spillet på guitarer. Støjende guitarer. Metalliske guitarer! 

Lydon udtalte til magasinet Mojo nr. 276, november 2016), at PiL på Album spillede heavy metal, som det burde lyde. Med på Album havde Lydon selveste Steve Vai (Alcatrazz, David Lee Roth, Whitesnake, Alice Cooper, Ozzy Osbourne etc.). I flere af solostykkerne er det tydeligt, at det er virtuosen Vai, der har om gribebrættet.

Men ellers er det trommespillet, som stjæler opmærksomheden på dette opsigtsvækkende album. Rytmen kører i en huggende, trance-skabende stammetromme-stil, som også kendes fra fx Killing Joke. På flere af skæringerne spilles trommerne af ingen ringere end Ginger Baker. Baker spillede som bekendt trommer i selve ur-heavy-bandet Cream (lp-debut i 1966), og heavy rockens trommespil er baseret på Gingers både tekniske og powerfulde spillestil. 

Baker har en ting kørende med Afrika, hvor han nu bor, og på Album er det tydeligt, at de afrikanske rytmer har smittet af på verdens bedste hårdrock-trommeslager. Et track som ”Bags” er helt forrygende. 

Pladen kører da også i et nærmest hypnotisk groove fra start til slut. Men det er den mere kommercielle ”Rise”, som blev lanceret med video – sangen, hvor Lydon synger sit mantra: ”Anger is an energy!” Det var for vildt for Elektra, som fyrede PiL, just som Album entrede hitlisterne. Kloge mennesker der.  <13>

. . .

[1] Punk kan ikke defineres. Og der er både kunstnere og fans, som mener, at den såkaldte post-punk ikke var en ny (sub)genre, men en naturlig videreudvikling af punk rocken. John Lydon har ofte kritiseret grupper som Green Day og andre, som har forsøgt at videreføre punken med strithår, hanekam, læderjakker og en hurtigt kørende, elementær rockmusik. For Lydon er punken ”en attitude, ikke en tøjstil” (No. 1 Magazine, maj, 1986, kan læses her), punk handler om at udvikle sig, ikke om at størkne i klichéer. Se desuden Lydons selvbiografi Anger Is An Energy. My Life Uncensored (Simon & Schuster, 2014).

Her er forresten, hvad punkens stamfader mener om begrebet punk.

[2] Manageren og mediemanipulatoren Malcolm McLaren har påstået, at han modellerede Sex Pistols’ look efter amerikaneren Richard Hell (læs mere her). Angiveligt skulle McLaren have spottet Richard Hells punkede og hår- og tøjstil, da han var manager for New York Dolls i midten af 1970’erne. Men fotoarkiver antyder, at Johnny Rottens strithår og sikkerhedsnåle var på plads, før han kom i kløerne på Malcolm McLaren. Generelt er meget af mytemageren McLarens spin omkring Sex Pistols blevet dementeret eftertrykkeligt af både bandmedlemmer og hangarounds. 

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

mandag den 13. august 2018

Metallens sorte riddere


True er et af de mest forkætrede begreber i heavy metal. Det er blevet misbrugt til hatespeech og dødstrusler. Det er blevet latterligjort og hånet. Men det har eksisteret lige siden den hårde rocks begyndelse.

Temaartikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 103, april/maj 2016)

TRVE, tr00, true. Alle metalfans kender begrebet – på godt og ondt. ”True” er fundamentalisme. Men ”true” er umuligt at komme uden om. Det er en integreret del af den hårde rock. Det har eksisteret ca. ligeså længe, som musikere og fans har samlet sig om metalrocken. Og hvad man end mener om ”true”-begrebet, så er der mening bag galskaben. Lad mig forklare.

OMRINGET AF FJENDER
Det tidligste tilfælde, jeg er stødt på, er ”Metal” Mike Saunders’ anmeldelse af Sir Lord Baltimores album Kingdom Come.  Anmeldelsen stod trykt i magasinet Creem i maj 1971. Saunders tiltaler her et specielt segment af bladets læsere som ”[a]ll you true blue heavy fans”. Sauders er interessant, fordi han er stamfaderen til en del af den terminologi, som den dag i dag bruges inden for den hårde rock. Saunders er fx en af de første, der dokumenterbart anvendte begrebet ”heavy metal” om den hårde rock. 

Det kan være svært at afgøre, om Saunders selv opfandt termer som ”heavy metal”, ”sludge” og ”true”, eller om han stjal dem fra jargonen i det tidlige metalmiljø. Men hans sprogbrug afslører den mentalitet, der har været herskende i metalmiljøet lige fra starten.

Man må forstå, at heavy rocken/metalrocken allerede fra starten var en modkultur til modkulturen. Den hårde rock var i opposition til hippierne. Hvis man er i tvivl, kan man tune ind på en sang som Blue Öyster Cults ”This Ain’t The Summer Of Love” (1976). Blue Cheer spillede allerede i 1960’erne så højt, at lydtrykket ”kværnede luften til hytteost,” påstod gruppens manager. Den slags tonale vold forstod hippierne ikke.

1968’erne og diverse peaceniks og venstreorienterede meningsdannere fremførte i pressen en ideologisk kritik af den hårde rock. Den hårde rock blev beskyldt for at være militant, mandchauvinistisk og fascistisk. Fra den modsatte flanke, fra højrefløjen, blev den hårde rock anklaget for at nedbryde lov og orden og for at forføre ungdommen og undergrave samfundets familieværdier. Højrefløjen og venstrefløjen var enige om, at heavy rocken var voldelig og direkte skadelig at lytte til.

Heavy rocken var altså ”kringsatt av fiender”. Og det påvirkede selvopfattelsen hos mange af genrens fans. At være fan af hård rock var det samme som at være soldat eller kriger. Man var i kamp mod både hippier og ”borgerdyr” og mod den musik, som var på mode, og som de fleste heavy rockere allerede fra slutningen af 1960’erne opfattede som tom og indholdsløs. 

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var der fx en indædt krig mellem heavy metal og disco. Så indædt, at April Wine under deres koncerter tirrede deres fans ved at spørge, om de monstro ikke var mere til disco. Det var del af et ritual, hvor April Wines fans sværgede en slags troskabsed til den hårde rock.

Gun i 1969. To af medlemmerne dannede senere bands med militærnavne som
Three Man Army og  Baker Gurvitz Army

MILITANT METAL
I 1975 rottede nogle amerikanske heavy rock-fans sig sammen. De begyndte at bombardere en radiostation i Indiana med lytterønsker. De ville høre Kiss! De truede sågar med at sprænge stationen i luften. Dermed var Kiss Army født.   

Siden da har fanklubber fået krigeriske navne som: Blue Army (Aerosmith), Slatanic Wehrmacht (Slayer), The Militia Guard (Saxon), Bathory Hordes (Bathory) og Black Metal Militia (Watain). Der findes tillige en vrimmel af sange, som sætter lighedstegn mellem den hårde rock og militarisme: Metallicas ”Metal Militia”, Ace Frehleys ”Rock Soldiers”, Exodus’ ”Metal Command” etc.

Det militante blev hurtigt understreget visuelt. MC5s Fred ”Sonic” Smith var udstyret med patronbælte på coveret til Kick Out The Jams  (1969). Samme år optrådte medlemmerne i Gun på albummet Gun Sight som bandidos, bevæbnet med patronbælter og maskinpistoler. 

Heavy metal adskilte sig markant fra al anden musik. Der opstod hurtigt en afgrund mellem heavy metal og al anden rytmisk musik. Tonalt og visuelt var metalrocken bevidst frastødende og provokerende. Musikken var høj og hård, og diskursen omkring den var radikal og militant.    

Grupperne greb til militær-symboler for at overgå hinanden i choktaktik. Fx optrådte et medlem af The Stooges i naziuniform. Black Sabbath og Kiss brugte S-runen i deres logoer – S-runen, som oprindelig blev (mis)brugt som vartegn for Hitlers frygtindgydende og ultravoldelige SS-elitetropper. Sweet og Motörhead provokerede ved at bruge hagekorset. Den hårde rock var i krig med verden, med den gode smag og den politiske korrekthed.

I enhver hær skal der være en form for disciplin. Det er dér, begrebet ”true” kommer ind i billedet. Dem, der ikke var ”true blue heavy fans”, som Saunders kaldte dem, blev betragtet som en slags forrædere eller desertører. Det var ikke dem, der dyrkede den ægte form for hård rock.

Blandt den hårde rocks musikere opstod der hurtigt en sans for ægthed. Derfor hed en af Nazareths mest centrale sange ”Not Fakin’ It” (1973). I heavy-folkets selvforståelse var det netop ægtheden, der adskilte den hårde rock fra al anden musik. Hårdrocken gav identitet og integritet. ”If you ain’t a heavy metal rocker then you ain’t a shit!” stod der på nogle populære t-shirts i starten af 1980’erne. Ergo: du er ikke en skid, hvis du ikke er til heavy metal. Der blev sat skel mellem dem og os.

Exciter. Et af de første bands, der blev lanceret som true heavy metal.

METALLENS FRELSERE
Lige siden den hårde rocks spæde start omkring 1967 har der været et stort publikum til den heavy musik. Og det har både pladeselskaber og kunstnere lukreret på fra dag et. Derfor opstod der allerede i 1970’erne en form for pseudo-heavy rock, ofte kaldet AOR (Adult-Oriented Rock eller Album-Oriented Rock), som blandede poppede melodier med en ufarlig dosering af metalliske guitarer. Tænk: Foreigner, Journey, REO Speedwagon etc. 

Denne type pseudo-heavy kom til at dominere især det amerikanske marked i slutningen af 1970’erne og de tidlige 1980’ere. Og det var præcis AOR og lignende former for ”metal”, som Manowar gik i krig med, da de omkring 1982 diskede op med den nedladende term ”false metal”. 

- Det amerikanske publikum aner ikke, hvad ”true” heavy metal er, konstaterede bassisten Joey DeMaio i det første interview, som europæisk presse bragte med Manowar (Sounds nr. 35, 1982). I samme artikel brugte journalisten Tim Sommer termen ”true metal.”

Året efter brugte journalisten Malcolm Dome begrebet ”true heavy metal” i et interview med gruppen Exciter i Kerrang! nr. 42 (maj-juni 1983). Dome var på forkant med det hårdeste af det hårde inden for metallen i de år, og han blev derfor en guru for læderhalsene i metalmiljøet. At Dome kaldte Exciter ”true heavy metal” var et kvalitetsstempel.

Der gik inflation i begrebet heavy metal i starten af 1980’erne. Det syntes Venom i hvert fald. Så for at distancere sig fra den sødsuppe-metal, som, de syntes, de fleste konkurrenter spillede, opfandt Venom et nyt genrebegreb: black metal. Venom affyrede en hel bandbulle om heavy metals tilstand, og gruppen iscenesatte sig selv som metalgenrens frelsere i en stort opsat artikel i Kerrang! nr. 29 (november 1982).

Venom satte en ny standard for, hvor støjende og brutal metalrocken kunne være. De skilte fårene fra bukkene. Og det var kun bukkene, som Venom ville have fat i. Venom dekorerede deres pladecovers med geder og omvendte pentagrammer, og de grundlagde en helt ny subgenre, som blev opkaldt efter gruppens andet album, Black Metal (1982).

Euronymous sendte dødstrusler.

SAND SATANIST-HORDE
Det er vigtigt at forstå, at black metal både som musikform og som begreb er uløseligt forbundet med opfattelsen af at være ægte, altså ”true”. Det er derfor en slags dobbeltkonfekt at tale om ”True Norwegian Black Metal”. Men sådan gik det altså. For Euronymous (alias Øystein Aarseth) brugte ”true”-begrebet, da han og hans norske bandfæller skulle lancere Mayhem i midten af 1980’erne. 

Der eksisterede flere bands med navnet Mayhem på det tidspunkt, og metalfundamentalisten Euronymous’ band var naturligvis The True Mayhem. Det stod der i hvert fald på coveret til gruppens debutplade, Deathcrush (1987).

Euronymous udviklede sig til at blive en guru for den norske (og delvist også den svenske) black metal-scene i starten af 1990’erne. Euronymous var en omvandrende tænketank og idébank, og han havde mange forestillinger om, hvordan heavy metal burde udforme sig. Alt fra tøjstil til lyd på plader havde han en mening om. Og som en sortmetallisk guru prædikede han sit budskab til alt og alle. I tale og pr. brev. Euronymous havde et stort internationalt netværk, og hans idéer blev spredt helt til Latinamerika og Japan.

Euronymous var en strammer. Og han gjorde i endnu højere grand end Venom black metal til en renhedskult. Der skulle renses ud. Euronymous gjorde op med dødsmetal- og thrash-bands, som forrådte sagen, og som blev for samfundskritiske og spillede ”drivhuseffekt-metal”, altså ekstremmetal med økologisk bevidste tekster. Dødsmetal skulle ikke handle om menneskerettigheder og humanisme, dødsmetal skulle omfavne død og helvede. 

Den kult, som opstod omkring Euronymous i pladebutikken Helvete i Oslo, begyndte også at dele black metal-bands op i ”sande” og ”falske”. Der opstod således en ”True Black Metal”, som var de bands, der troede på en personlig Satan (teistisk satanisme). De ”falske” black metal-bands var dem, der havde relation til Anton LaVeys Church Of Satan, hvor Satan bare er et symbol (ateistisk satanisme).    

Euronymous blev sammen med Count Grishnackh (alias Varg Vikernes) fra Burzum ledere af Den Sorte Cirkel i Norge. Denne cirkel var egentlig en udløber af The True Satanist Horde i Sverige, ledet af It fra gruppen Abruptum. Disse to grupperinger arbejdede sammen om at udrense de falske black metal-bands. Der blev brugt dødstrusler, ja, Count Grishnackh stod sågar bag et (noget kikset) attentat på Therions Christofer Johnssons hjem i Sverige. Den teistiske satanisme og ideologien bag ”True Black Metal” blev omtalt ret indgående i Kerrang!s legendariske artikel i nr. 436 (marts 1993).

Men nogen er mere ”true” end andre. Og It fra The True Satanist Horde måtte gå under jorden, da der i 1995 opstod en mere rabiat gruppering i Sverige: Misanthropic Luciferian Order. Som medlem havde MLO bl.a. Jon Nödtveidt fra gruppen Dissection, der sammen med MLO-lederen Vlad i 1997 blev dømt for mord. Inden da, i 1993, havde Count Grishnackh myrdet Euronymous.

Det militante i hårdrocken blev allerede fra starten understeget i genren.
Her MC5 i 1969.

HELLIG KRIG
Der har aldrig hersket den store enighed om, hvad der er ”ægte”, og hvad der er ”falsk” metal. ”True” er et diffust begreb. Der eksisterer ingen universel konsensus om, hvad der er ”true”. ”True” er noget subjektivt, for ”true” er (næsten) umulig at definere. Hvad der er ”true”, kan variere stærkt fra individ til individ, fra gruppering til gruppering, fra subgenre til subgenre, fra epoke til epoke. 

Det er klart, at journalister som Mike Saunders og Malcolm Dome har haft indflydelse på, hvad der er blevet kanoniseret som ”true”. Men reelt har det været kunstnerne selv og deres fans, som har bestemt, hvad der er ”true”.

I 1980’erne smed Judas Priest om sig med titler som ”Defenders Of The Faith”, hvor heavy metal blev sat i scene som en slags religion, der skulle forsvares. Når man meldte sig ind i Virgin Steeles fanklub, blev man kåret til at være ”a guardian of the flame and defender of truth, justice and heavy metal.” Ifølge denne ideologi gik der en lige linje mellem heavy metal og sandhed og retfærdighed. Og headbangerne var en slags sorte riddere midt i en hellig krig.

”Holy War” og ”Defender” var centrale titler i Manowars repertoire i 1980’erne. Manowar er vel det band, som mest bombastisk har kørt frem med ægtheds-kriteriet. For Manowar var musikken en ideologi, som skulle forsvares. Og de kræfter, som truede metallens ægthed, skulle bekæmpes musikalsk. Manowar var lige fra deres debut i 1982 selvbestaltede forsvarere af ægte metal, og de fordømte alle former for falsk metal. I deres tekster og interviews knæsatte Manowar begreber som ”false metal”, ”true metal”, ”wimp” og ”poser”. De to sidste begreber (der betyder ”tøsedreng” og ”posør”, altså en, der stiller sig an som noget, vedkommende ikke er) blev adopteret af thrash metal-kulturen. 

Thrash blev primært promoveret via lokale radiostationer og fanzines i undergrunden. Og i 1980’ernea undergrund holdt man streng justits med ”wimps and posers”. ”Posers Will Die!” (1984) sang gruppen Thrust, og på coveret til kompilationen Metal Massacre VI (1985) ses en tegning af en gravsten. På gravstenen står den dødes navn: James Q. Poser. Mayhem udgav deres første plade, Deathcrush (1987), på deres eget selskab, som meget sigende hed Posercorpse. 

Hammerfall bragte den sande heavy metal tilbage i fokus.

PERSONLIG SATAN
I 1997 kom begrebet true metal igen på mode. Det var ellers gået i glemme under grunge rockens, nymetallens og de forskellige alternative former for metals regime i 1990’erne. Men da Hammerfall udgav Glory To The Brave (1997), blev det begyndelsen til en revival af traditionel heavy metal med Hammerfall og Sacred Steel i front. Denne revival var en reaktion på den alternative metal. 

1990’ernes true metal-bands greb tilbage til genrens gamle dyder, de sang om riddere og drager og genintroducerede den ”gammeldags” metalvokal, som ellers var blevet overrulet af growl og råberi. På den måde kom fx Hammerfall til at betyde meget for en ny generations opfattelse af, hvad der er ”true”.

Det er her vigtigt at slå fast, at i 1990’erne fik ”true” to forskellige betydninger. To forskellige definitioner. Hammerfall, Sacred Steel og andre dengang nye bands blev af presse og fans anset som videreformidlere af Manowars definition af, hvad der er ”true”. Det var altså en strengt musikalsk definition. 

Inden for black metal kørte ”true”-termen mere på ideologien/religionen. I 1990’ernes black metal var ”true” ikke ensbetydende med en bestemt spillestil (musikalsk var der, ahem, himmelvid forskel på græske Rotting Christ, svenske Dissection og norske Emperor, som alle blev betegnet som ”true”). Det, der gjorde disse bands ”true”, var deres tro på en personlig Satan (teistisk satanisme). Musikere som Euronymous (Mayhem), It (Abruptum) og Jon Nödtveidt (Dissection) havde stor indflydelse på denne teologiske definition af ”true”.

Bathorys gule ged. Når en trykfejl bliver kult.

GUL GED
Der findes stadig enklaver i heavy metal, hvor ”true” bruges i den Manowar’ske betydning. Tænk på en festival som Keep It True eller Facebook-grupper som True Metal Nation og True Til’ Death. Men det er ikke hér, heavy metals fremtid skabes. Det er snarere tumlepladser for nostalgi.

I januar 2016 lukkede Amalie Bruun af for muligheden for at sende personlige beskeder til Myrkur på Facebook. Hun var blevet træt af at modtage dødstrusler og hade-mails.

”True”-begrebet er blevet udvandet. Ødelagt af trolde, som bruger ”true”-mentaliteten til at sende dødstrusler og puste sig op som ”elite”. Det betyder, at ”true” i dag ofte bruges i en ironisk eller ligefrem i en i nedladende betydning. Det er blevet et reservat for umodne black metal-fans, som med Jon Nödtveidts ord ”er mere interesseret i at dyrke deres skiver – Bathory med en gul ged og Mayhems Deathcrush med rosa omslag – end i at åbne en bog” (citeret efter Johannesson & Klingberg: Blod Eld Död  (Alfabeta, 2011).

I black metal er der sket en stor åndelig modning siden de rabiate 1990’erne. Det betyder bl.a., at visse kunstnere og fans, som tager deres religion dybt seriøst, har erstattet ”true” med et mere klerikalt begreb: ortodoks.  <13>

ACHTUNG!Dette er et redigeret uddrag af de svar, jeg gav i et interview med Adriana Zak Echeverria i forbindelse med hendes kandidatspeciale Black metal – det nye sort (RUC, 2016).

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

lørdag den 14. juli 2018

You are so weeshus!


I starten af 1980’erne var glam ikke helt det samme, som det endte med at være i dagene op til grunge-revolutionen i 1991. Glam var stadig beskidt, gadeplans-orienteret.

I slipstrømmen fra finsk-svenske Hanoi Rocks dukkede der hurtigt glamourøse grupper op i Sverige: Easy Action, Glorious Bankrobbers og Trash. Grupper, der plyndrede 1970’ernes skatkammer for glitter-ramasjang à la Alice Cooper, New York Dolls etc. 

Trash brokkede sig over den svenske rockscene, da de blev interviewet til Kerrang nr. 47 (juli-august 1983). Svenske unge var forkælede, de havde ikke noget at kæmpe for. Det lød jo lidt som en forsmag på nutidens curling-forældre. 

Trash kunne deres AC/DC, og de ville gerne have lyden af storbyens undergrund ned i rillerne. Derfor åbnede de deres debutalbum med en cover version af Lou Reeds ”Vicious”, som med Svensson’sk accent blev til ”Weeshus” – hvilket Pete Makowski så malende beskrev i anmeldelsen af Trash-lp’en ”Watch Out!” i Kerrang! nr. 38. 

Trash fik aldrig den store betydning for rockhistorien. Men sammen med The Runaways’ cover version af ”Rock And Roll” var Trashs ”Weeshus” med til at gøre yours tr00ly til fan af Lou Reed ... <13>

Hør Trashs Lou Reed-cover her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

søndag den 1. juli 2018

Da Mötley Crüe blev Generation Nul & Niks


Mötley Crüe var Generation Her & Nu, da de refrænfræsede sig vej ud af Sunset Strip i starten af 1980’erne. De så seje ud på en syg måde (eller så de syge ud på en sej måde?). De lignede en californisk metaludgave af det New York Dolls, som ti år tidligere startede deres dødstrip på USA’s østkyst.

Der kom flere lig på bordet hos dukkerne, om end Crüe-sangeren Vince Neil i 1984 kørte Razzle (Hanoi Rocks’ trommeslager) i døden. Tragik og rock and roll har alle dage hørt sammen (tænk: Buddy Holly, Eddie Cochran, Brian Jones og frem). Men Mötley Crüe reflekterede ikke mere over dette, end New York Dolls gjorde, da deres trommeslager, Billy Murcia, døde i badekarret i 1972. 

Der var drøn på Mötley. Crües højhælede støvler rørte dårlig nok jorden op gennem 1980’erne, hvor de bl.a. takket være EmtyTV og en dødsdromagtig turnévirksomhed nåede toppen af hitlisterne.

Men vi ved alle, hvad der skete med hårdrockens flitterstads i september 1991. Fra den ene dag til den anden var Mötley Crüe ikke længere Generation Her & Nu. 

Mötley Crüe havde lige fra deres karrierestart været hadeobjekt nr. 1. Men historien har vist, at det netop er i dén position, at hitpotentialet venter (tænk bare på Sex Pistols). I 1990’erne var Mötley Crüe ikke længere værd at hade, og de politisk sprængfarlige Manic Street Preachers var den eneste form for glam, som medierne gad beskæftige sig med.

Kæmpe identitetskrise dér. Crüe smed Vince Neil ud og prøvede lykken med en relativ ukendt L.A.-sanger (John Corabi), der lød mere som Nazareths Dan McCafferty end som Marc Bolan (prototypen på glam-vokal). Mængden af hårlak blev reduceret, og Nikki Sixx & Co. positionerede sig ikke længere som teen-idoler (læs Rifferama-historien om Mötleys nedtur i grunge-alderen her).

Lige meget hjalp det. Grunge-generationen ville have stjerner iklædt luvslidt fløjt med dårlig pasform. Stack heels, stramt læder og spandex var til grin. Og Mötleys gamle fans fra 1980’erne tog en kold rocktyrker: de giftede sig, fik børn og begyndte at møde på job til aftalt tid. Game over med det der rock and roll.

Muligheden for, at Nikki Sixx kunne lave samme stunt, forelå ikke. Så han gik i tænkeboks. Han havde set, hvilket mirakel der skete, da Kiss i 1996 (iført rumdragter og sminke!) lod sig genforene med Ace og Peter. Bankrådgiveren ville have givet samme råd:

Mötley Crüe uden heliumskrigeren Neil var ligeså sexet som Kiss uden make-up. Så nøden drev Nikki Sixx, Tommy Lee og Mick Mars til at tage Vince til nåde. 

Men … Mötley Crüe var ikke Kiss. Kiss var ikke et 1980’er-hair band. Og tiden var en anden. Især Tommy Lee var søgt væk fra den stereotype hair metal. Lee legede med ”nye lyde”, samples og så’n. Industial var den nye dille – også for en dulle som Marilyn Manson. Bandboss Nikki var frisk, så Mötley Crüe satte saksen i håret, lod sig fotografere med bare tæer, stjal et par tricks fra Backyard Babies (tjek cd-coveret!) og vupti: den 24. juli ramte ”Generation Swine” gaden … 

Det skete der absolut intet ved. Ikke alene var Mötley Crüe ikke længere Generation Her & Nu. De var ikke engang Generation Svin. De var Generation Nul & Niks. 

I dag: det er som om, ”Generation Swine” slet ikke findes. Sidst jeg tjekkede på youSees streaming-tjeneste, kunne jeg ikke engang finde en karaoke-version af ”Generation Swine”. Samtlige andre Crüe-albums kan man sætte snyltesnablen i. Bare ikke ”Generation Swine”. 

”Generation Swine” solgte til en sølle guldplade. Den slags er næppe værd at samle op for et band, som i 1980’erne slæbte så mange platinplader til huse, at de havde råd til at bruge dem som frisbees i baghaven i deres Beverly Hills-hjem.

Anmeldelserne af ”Generation Swine” var generelt et blodbad. Ikke mindst i hårdrock-medierne. Herhjemme donerede Lars Schmidt to ud af seks stjerner til ”Generation Swine” i Zoo Magazine (nr. 10, okt./nov. 1997). Tue Madsen var mere gavmild. Han gav fem ud seks stjerner i NRG (nr. 7, 1998). Her kan Rifferama-læsere mæske sig i min anmeldelse fra Jam Magazine (#66, aug./sept. 1997). Værsgo og had!


Mötley Crüe anno 1997. Ikke ligefrem looks that kill.

Glam-glammeren Vince Neil er tilbage i Mötley Crüe, ja, selv omlydene i bandnavnet er dukket op igen [Crües umlauts var fjernet på det foregående album fra 1994, red.]. Og Mötley er tilmed vendt tilbage på hitlisterne med Generation Swine (Elektra/Warner).

Mötley Crüe var 1980’ernes teen/glam metal-superstjerner. I 1990’erne er de metalscenens underdogs, latterliggjorte og udskældte, men også ret ligeglade. Generation Swine er glamourøs jetset-punk, spillet af fire overtatoverede rockmillionærer, der ynder at omgive sig med sportsvogne og starletter med silikonebryster. Generation Swine er glam rock moderniseret med 1990’er-aggression, her og der endda shinet op med industrial-narrestreger. Den industrielle og kælne ballade ”Glitter” er således et godt bud på, hvordan Marc Bolan ville have lydt i 1997.

Den forrige plade, Motley Crue(1994) – gruppens forsøg på at justere deres glam metal til 1990’erne ved at skifte forsanger og lade modeproduceren Bob Rock pumpe musikken op med tungmetalliske hormoner – var noget af en kolos. Der er meget mere letbenet punkfræs over Generation Swine.  Det er lige før, at man skal helt tilbage til Mötleys unge dages lømmelplader, Too Fast For Love (1982) og Shout At The Devil (1983), for at finde et mere anarkistisk og fandenivoldsk Crüe end på skæringer som ”A Rat Like Me”, ”Find Myself”, ”Afraid” og den hammer-heavy aggro-industrial-hærger ”Let Us Prey”.

Generation Swine er ikke noget mesterværk, men bare et svinefedt rock og rul-album. <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

tirsdag den 19. juni 2018

Blackie nikker dødningeskaller



Man kan ikke tro på Satan uden også at tro på Gud, påstår Blackie Lawless. På W.A.S.P.s seneste udspil, Golgotha, kulegraver Blackie det religiøse billedsprog og de psykiske dybder i heavy metal.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 100, okt./nov. 2015)

- Jeg forstår godt, at folk er så tiltrukket af vores første album. For det var et meget råt album lavet af et meget råt band, siger Blackie Lawless, bandboss i W.A.S.P. – et band, som pladedebuterede i 1984 med en musik, der var voldsomt medrivende – og voldsomt provokerende.

W.A.S.P. var platte, vulgære og sjofle. De var grænseoverskridende og tabunedbrydende. De var alt det, som Alice Cooper var ti år tidligere. Bare meget værre. Og hvad angår choktaktik, så var de alt det, som Marilyn Manson skulle blive ti år senere.

W.A.S.P. kom fra Los Angeles, som på det tidspunkt var den hårde rocks metropol. Det væltede frem med behårede bands i glamourøse kostumer. L.A.-boomet startede med Van Halen i slutningen af 1970’erne og fortsatte i 1980’erne med Mötley Crüe, Quiet Riot, Ratt, Dokken, Black ’n Blue, Poison, Guns N’ Roses und so weiter. L.A. var kraftcentret, karrieremulighedernes Mekka. Selv Yngwie Malmsteen drog til L.A. for at blive stjerne i bandet Steeler.

Så konkurrencen var hård på Los Angeles-scenen i de år. Men Blackie havde – bogstaveligt talt – savklinger på albuerne. Og såmænd også en savklinge i skridtet, som pumpede frem og tilbage, når W.A.S.P. gik på scenen og spillede det superkontroversielle hit ”Animal (Fuck Like A Beast)”. 

W.A.S.P. var ekstreme. Det mest ekstreme band på metalscenen på det tidspunkt. De fire medlemmer var klædt ud i outrerede kostumer, der fik dem til at ligne sci-fi-krigere fra en skrottet Mad Max-film. Gruppen smed råt kød ud til publikum og havde en halvnøgen kvinde tøjret til et skafot på scenen. Teksterne kredsede om alle de tabuer, som læderklædte fyre kunne komme i tanke om. Og det gav pote. Salgstallene var pæne. Og Tipper Gores censurorganisation Parents Music Resource Center puttede ”Animal” på deres ”Filthy Fifteen”-liste over de mest ungdoms-undergravende rocksange. 

GODT AT BRÆKKE BENET
Meget er sket siden. I dag er Blackie erklæret kristen. Genfødt kristen, som han kalder sig. Og han vil ikke røre ”Animal” med en ildtang. Hans sangskrivning er da også blevet meget mere moden med årene.

Blackie begyndte at skrive mere dybsindige sange på albummet The Headless Children(1989). Siden er der fulgt ambitiøse konceptalbums som The Crimson Idol (1992) og The Neon God Part I & II(2004). Når man taler med Blackie er det tydeligt, at han er stolt af sine bedrifter på disse værker.

- Jeg synes nu også, at de sidste par plader, vi har lavet, er meget gode, siger han og nævner Dominator(2007) og Babylon(2009). 

W.A.S.P.s nyeste opus, Golgotha, overgår dog det meste af Blackies bagkatalog. Det er et heavy album. Men med finesser og store, dramatiske dynamikudsving. Blackie nikker virkelig dødningeskaller på Golgotha. Der er selvfølgelig en forklaring på albummets høje kvalitet.

- Det blev lavet over en periode på fire år, fortæller Blackie, hvis borgerlige navn er Steven Edward Duren.

- Indspilningsprocessen blev forhalet af flere grunde. Bl.a. brækkede jeg benet. Og det gav os mulighed for at reflektere over musikken på en måde, som vi aldrig har kunnet gøre før. Før vi startede vores 2012-turné, havde vi allerede indspillet halvdelen af pladen. Så vi var i stand til at vende tilbage til den et halvt år senere og lytte til den med et helt nyt sæt ører. Det gjorde det muligt for os at være objektive på en måde, som vi aldrig har været før. Jeg har aldrig haft denne luksus før. Ikke engang med vores første album. Og det endte med at blive en god ting.

IKKE ROCK ’N’ ROLL MEN LITTERATUR
Anmeldere har nu i en lille menneskealder rakket ned på W.A.S.P. Men mit forsøg på at få Blackie til at bralre op om, at han er et miskendt geni, falder til jorden. Han gider tydeligvis ikke spille offerrollen.

The Crimson Idolblev nærmest anerkendt, så snart den udkom. Jeg var i Canada, lige da den blev udsendt, og jeg hørte, at en professor på universitetet i Toronto brugte albummet til at undervise i et helt semester på et creative writing-kursus. Og jeg lyttede til en radiostation deroppe, og dj’en sagde: Det her er ikke rock ’n’ roll, det er litteratur. 

Så du føler dig ikke bare en lille smule miskendt, Blackie? 

- Som jeg lige fortalte, så bliver man ekstremt beæret, når folk siger den slags ting. Jeg ved virkelig ikke, hvad mere jeg kan ønske mig. 

En af sangene på Golgothahedder ”Miss You”. Egentlig var det meningen, at den skulle have været med på The Crimson Idol, som mange anser for at være W.A.S.P.s hovedværk. Hvorfor valgte Blackie mon at droppe den i 1992?

- Det var ikke mit valg. Det var EMIs beslutning. Det, der skete, var, at det tog mig to år at skrive den plade. Og EMI skreg efter at få mig til at give dem, hvad jeg havde. Jeg havde gentagne gange misset udgivelsesdatoen. Så til sidst måtte jeg give dem pladen i en form, som, jeg syntes, var ufærdig. Der var sange, som ikke kom med på albummet, fordi de ikke var skrevet færdig. ”Miss You” var en af den. Faktisk var ”Miss You” den første sang, som blev skrevet til det album.

HVAD TÆNKER SATAN?
Der er mange interessante sange på Golgotha. Musikkens kvalitet er i top. Men også teksterne er lidt ud over det sædvanlige.

Har jeg ret i, at ”Eyes Of My Maker” handler om den faldne engel, Lucifer eller Satan?

- Ja. Men jeg skriver sange med flere betydningslag. Og da jeg skrev den sang, tænkte jeg, at der må være en masse mennesker, som føler på den måde. Jeg prøver på ikke bare at skrive fra én indfaldsvinkel. Jeg prøver at skrive sådan, at andre mennesker måske kan genkende sig selv i sangene. 

Normalt bliver Satan portrætteret som en helt i rock ’n’ roll og heavy metal. Men det er ikke sådan, du føler for ham, vel?

- Jeg er genfødt kristen, og jeg skriver sange, som er set gennem øjnene på min tro. Så jeg ser på tingene på en anden måde. Men uanset om heavy metal betragter Satan som en helt eller ej, så forholder det sig sådan: Hvis det er sandt, at Satan eksisterer, så er det også sandt, at der findes en Gud, som har skabt ham. Den ene kan ikke eksistere uden den anden. Og hvis det er sandt, så må Satan på et tidspunkt stå foran Gud for at blive dømt. Hvad vil der foregå i hans hoved, når det sker? Det, han siger i denne tekst, er: Du skabte mig, hvorfor må jeg lide på grund af det her? I sangens løb kommer han med undskyldninger. Han siger: Det var ikke mig, der gjorde det, det var dig, der gjorde det. Jeg har aldrig før hørt nogen skrive en sang med den indfaldsvinkel, så jeg tænkte, at det ville være en god idé.

DEN KORSFÆSTEDE TYV
Jeg synes, at den stærkeste sang på Golgotha er titelnummeret. Her synger du: Jesus, I need you now. Det er en bøn, ikke sandt?

- Golgata betyder hovedskalsstedet. Og det var dér, Jesus blev korsfæstet. Vi ved også, at der var to andre fyre, to tyve, som blev korsfæstet sammen med ham. Den ene troede, at Jesus var Guds søn, den anden troede ikke på det. Så jeg tænkte: Ville det ikke være interessant at skrive sangen ud fra den troende tyvs synsvinkel? I sangen hænger de på korsene ved siden af hinanden. Og de taler med hinanden. For Bibelen fortæller os, at det gjorde de. Og han siger til Jesus: Er du virkelig den, som de der mennesker påstår, du er? Er du virkelig ham? Og senere i sangen råber han: Jesus, jeg har brug for dig NU!       

- Jeg fandt det interessant. For her har vi en fyr, som hænger på et kors. Og det er ikke et spørgsmål OM, at han måske skal dø. Det er et spørgsmål om, HVORNÅR han dør. Så den her fyr er ved at gøre sig klar til at dø. Han kan ikke slippe væk. Han ved, at han snart skal stå ansigt til ansigt med sin skaber. Og han siger til Jesus: Husk mig på den her dag. Jeg syntes, det var en god idé. For selvom vi ikke bliver korsfæstet, så gennemgår vi alle sammen lidelser her i livet. Ting, der er katastrofer eller livstruende, ting, som virkelig sætter os i forbindelse med vores dødelighed. Og her har vi altså en fyr, som står over for døden. Og han søger efter sandheden. Der må være mange mennesker, som på et tidspunkt i livet har haft det ligesom tyven. Hvor de råber til Gud om hjælp. 

STUDIER I DET OKKULTE
Blackie Lawless blev opdraget som kristen. Han voksede op i et fundamentalistisk baptist-miljø, som han brød med, da han var ung. Blackie tog senere et opgør med sin opdragelse i forbindelse med albummet Unholy Terror(2001). Men siden da har han fulgt en retning, som minder om Megadeth-lederen Dave Mustaines. Hvilket betyder, at Blackie i dag befinder sig på den kristne højrefløj.

Det var ikke just dér, den lovløse Blackie befandt sig, da han i sin ungdom (en meget kort overgang) var medlem af New York Dolls, som optrådte foran et bagtæppe med de kommunistiske symboler hammer og sejl. 

Senere dannede Blackie gruppen Sister (ikke at forveksle med Twisted eller White Sister) sammen med Nikki Sixx (senere Mötley Crüe). I Sister rodede medlemmerne med okkultisme, og det er en velkendt historie, at Blackie droppede det okkulte og overlod rekvisitterne til Nikki, som fortsatte flirterierne med djævlen på de første par Crüe-albums.

- Du nævnte selv lige før, at Satan er en helt i heavy rocken, byder Blackie ind.

- Der findes ikke en eneste genre, ikke jazz, ikke pop, der har så stærkt et religiøst billedsprog som heavy metal. Heavy metal er fuldstændig besat af religion. Bibelen fortæller os, at sandheden er blevet plantet i hjertet på alle mennesker. Det, jeg mener, er: Hvad enten et menneske beslutter sig for at tro eller ej, så er sandheden stadig i dets hjerte. Jeg taler af erfaring. Jeg studerede det okkulte i tre år, da jeg forlod kirken. Så jeg ved, hvad det er, der er så tiltrækkende ved det okkulte.   

- Man kan ikke være tiltrukket af det okkulte uden at vide, at det faktisk eksisterer. Man kan ikke bare lege med noget, som, man tror, er fantasi eller fiktion. Man bliver nødt til at vide, at det er virkeligt. Man kan ikke tro på Satan uden at tro på Gud. Det kan man bare ikke! Og dem, der dyrker black metal eller sådan noget, de ved i deres hjerte, at der findes en Gud. Det er de helt på det rene med. For ellers ville de ikke være så tiltrukket af de andre billeder. Jeg taler af erfaring. Jeg gennemgik alt det der.          

- Jeg er blevet velsignet, for Gud hev mig ud af det. Så jeg føler, at jeg er tosproglig. Jeg kan sige til mennesker, som ikke er kristne: Jeg kan tale dit sprog. Men du kan ikke tale mit sprog. Så jeg ved, hvor du kommer fra. Men du ved ikke, hvor jeg kommer fra, for du er ikke nået så vidt endnu. 
Blackie lægger ikke skjul på, at hans tro har ændret hans sangskrivning.

- Hvis man skriver ud fra sandhedens synsvinkel, så tror jeg, det ville være umuligt ikke at skrive gennem det filter, som er ens tro. For man ser alting med troens øjne. For mig ville det i hvert fald være umuligt. Det betyder dog ikke, at alt for mig skal være centreret omkring troen. Men jeg er meget omhyggelig med de tekstmæssige emner, som jeg behandler nu om dage. Der er ting, som jeg ikke længere ville kunne gøre. Sangen ”Animal” er et godt eksempel. Vi har ikke spillet den sang i ti år. Og jeg ønsker ikke at skrive sådan en sang i dag.          

CHAINSAW CHARLIE FOR RETTEN
- Man skriver om, hvad man ved. Man skriver, hvad man tror, folk kan forholde sig til. Sangen ”The Last Runaway” er et godt eksempel. Sangen handler om mig, der kom til Hollywood som teenager for 40 år siden. Om hvor bange, jeg var. Men uanset om det handler om mig, der danner et rockband, eller om hvad andre mennesker gennemgår i deres liv, så vil det hive dem ud af tryghedszonen. Der vil være udfordringer, som skræmmer dem. Ting, vi ønsker at løbe væk fra. Jeg tror, at det er noget, som alle kan forholde sig til. 

Det er netop W.A.S.P.s stærke side, at Blackie skriver gribende sange. Sange, lytteren kan relatere sig til. The Crimson Idoler et godt eksempel. Det er et ambitiøst værk med et dramatisk plot, hvor en rockkunstner kommer i kløerne på en gusten type ved navn Chainsaw Charlie.

Er Chainsaw Charlie en moderne version af fristeren Mephisto eller djævelen?

- Tjah, det kunne man måske godt sige. For mig repræsenterer han musikindustrien. Jeg forsøgte at menneskeliggøre hele industriens væsen. Fortælle, hvad den gør ved unge mennesker. Folk aner ikke, hvordan en pladekontrakt ser ud. Det er en slaveri-aftale. Hvis man tog en pladekontrakt med i retten, hvor der foregik en retssag om fast ejendom, lad os sige, det drejede sig om et hus. Hvis dommeren ved en fejltagelse fik den forkerte kontrakt i hænderne, altså pladekontrakten. Så ville han sætte de folk i spjældet så hurtigt, at de ikke ville opfatte, hvad der ramte dem.   

The Crimson Idolblev som bekendt udsendt i 1992. Dengang var pladeselskaber meget magtfulde.

- Pladeselskaberne var så stærke, og de var i stand til at få lovgivningen ændret. Og de var i stand til at misbruge unge mennesker i årevis, fordi de unge var så desperate efter at blive berømte, at de ville skrive under på hvad som helst. Chainsaw Charlie er et symbol. Som sagt forsøgte jeg bare at gøre industrien til en figur, så de unge kunne forstå, hvad der foregår.

NÅR HIMLEN GÅR I SORT
På 2007-albummetDominatorfindes en af Blackies mest gåsehudsfremkaldende sange, nemlig power balladen ”Heaven’s Hung In Black”. Om den fortæller W.A.S.P.-bossen:

- Krigen i Irak var stadig i gang, og jeg læste et citat af Abraham Lincoln [amerikansk præsident i 1860’erne, red.]. Hver dag, da han var præsident, fik han rapporter med tabstal fra borgerkrigen. En dag fik han en rapport, der virkelig overvældede ham. Og så sagde han: Surely tonight the heaven’s hung in black.Og jeg tænkte: Wauw, det var en utrolig stærk måde at udtrykke det på. 

Er du enig med mig i, at det er en af de bedste W.A.S.P.-sange?

- Den er god. Helt bestemt. Jeg forsøger at skrive noget, som bevæger folk. Og som får dem til at tænke. Og jeg håber afgjort, at den sang gør det. 

Det mest bevægende ved Golgothaer guitarspillet. W.A.S.P. har i årenes løb haft berygtede guitarister som Chris Holmes og Randy Piper i besætningen. Senere hjalp bl.a. Bob Kulick (som har spillet for Kiss, Lou Reed, Meat Loaf m.fl.) til. I dag lyder W.A.S.P.s lead guitarist navnet Doug Blair. Han er fantastisk. Og det er Blackie helt bevidst om. På Golgothafår Blair lov at spille soli, der er så lange som den kinesiske mur.

- Folk spørger mig, om der er mulighed for, at det gamle band kan finde sammen igen. Og mit svar er … Og det her handler især om Doug Blair. Det band, jeg har lige nu, kan spille alle de gamle sange. Det gamle band kan ikke spille de nye sange. De er mere kompliceret. Hvis du lytter til, hvad Doug laver på de seneste W.A.S.P.-plader, så er det utroligt. Det er meget, meget svært at erstatte det. Og han kan ikke kun spille det i studiet. Han spiller de her ting live. Hvis der er nogen, der kan gøre ham kunsten efter, så vil jeg gerne høre det. <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama