søndag den 29. juni 2014

Amokløbende våbenkapløb


Slayers ”Haunting The Chapel” fejrer i disse dage 30-års jubilæum. Ep’en afspejlede våbenkapløbet – både det, der foregik på metalscenen, og det, der truede verden med total udslettelse.

Slayer live i 1984. Dengang var der stadig overensstemmelse mellem gruppens musik
og medlemmernes look.
Juni 1984 udsendte Slayer deres anden plade. Ep’en ”Haunting The Chapel” kan altså fejre 30-års jubilæum i disse dage.

Det gik stærkt for Slayer i de år. Der blev spillet på livet løs i de små klubber, og gruppens spillestil blev gjort mere og mere dræbende. Mens man på debutalbummet ”Show No Mercy” klart kunne høre inspirationen fra den traditionelle heavy metal (Judas Priest, Iron Maiden), tog Jeff Hanneman & Co. de endegyldige skridt ind i thrashens territorium med ”Haunting The Chapel”.

Holder ”Haunting The Chapel” så i dag – 30 senere? Det mener Slayer åbenbart selv. I hvert fald var ”Haunting The Chapel”-skæringen ”Captor Of Sin” med dens Mercyful Fate-lignende guitarlirs-intro med på sætlisten, da Slayer sammen med Metallica m.fl. optrådte i Horsens den 3. juni i år.

”Haunting The Chapel” var (sammen med Warlords ”Lost And Lonely Days”) det sidste, jeg anmeldte for Danmarks første metalfanzine, Hot Rockin’ (volume 5, november 1984).

Når jeg i anmeldelsen himler begejstret op over teksten til ”Chemical Warfare”, må man forstå konteksten. I 1984 befandt vi os stadig i våbenkapløbets tidsalder. Den kommunistiske østpagt med Sovjetunionen i spidsen stod stejlt over for det USA-ledede Vesten, hvor ikke specielt pacifistisk sindede politikere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher havde magten. Truslen om udryddelseskrig rugede over verden som en sort sky. Så der var en alvor i ”Chemical Warfare”, som yngre generationer sikkert har svært ved at forestille sig.

Men der foregik også et ”våbenkapløb” på metalscenen. For hver uge blev spilletempoet sat op. Grupperne blev mere og mere ekstreme og konkurrerede med hinanden om, hvem der var mest ”døde”. Og det er en tendens, der i høj grad kan spores på ”Haunting The Chapel”.

Min korte anmeldelse bærer for resten præg af, at det, vi i dag kalder for thrash, endnu ikke havde fået en fast genrebetegnelse. Power metal og hardcore metal blev brugt side om side med termer som death og thrash. (Hardcore brugte vi i en helt anden betydning end punkerne!). Glosen brutal, som i 1990’erne blev stramt knyttet til dødsmetallen, blev slebet til allerede her i de tidlige thrash-dage.

Anyways, her er mine ”vise ord” om ”Haunting The Chapel”, der for mig står tilbage som et af højdepunkterne i Slayers diskografi.

SLAYER
”HAUNTING THE CHAPEL”
(Metal Blade Records)

Værsgo’! Slayer banker endnu engang deruda’ med et brag af en power metal-skive. Denne maxisingle [sic] med tre numre er (tro det eller ej) endnu heavier end ”Show No Mercy”. Velproduceret, men dog flænsende rå og brutal. For hardcore fans only! USA’s heavieste band!

”Chemical Warfare” er et 6-minutters thrash-track med en temmelig god tekst om kemisk krigsførelse, selvfølgelig iblandet obligatorisk okkultisme (noget, der leder tankerne hen på Black Sabbaths ”Electric Funeral”). Nok Slayers hidtil bedste nummer.

Også teksten til ”Haunting The Chapel” er stærk, faktisk virker den ægte i forhold til bandets tidligere pseudo-sataniske lyrik.

Slayer har vokset sig nogle kilo tungere – og mon ikke vi er mange, der glæder os til lp’en ”Hell Awaits”? \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

søndag den 22. juni 2014

Dansk døds-band bryder loven


”Der er intet godt i vores tidsalder,” påstår Deus Otiosus, som netop har udsendt det, der ligner årets bedste danske metaludgivelse.

Deus Otiosus, fra venstre: Peter Engkjær (guitar), Henrik Engkjær (guitar),
Anders Bo Rasmussen (vokal), Jesper Holst (bas) og Jesper Olsen (trommer).
Deus Otiosus’ tredje opus er på gaden. Og det er et album med en to-cifret begejstrings-faktor. Det danske dødsmetalband har for alvor hævet sig op til international klasse. Albummet hedder slet og ret ”Rise” (Deep Send Records). Hvad er det mon, der skal rejse sig?

”Det, der skal rejse sig, er op til lytteren,” forklarer guitaristen Henrik Engkjær. ”Det kunne være alt, hvad der er stort og værdigt og som nu synes at leve en skyggetilværelse blandt al den åndsløse larm fra reklamer, trends, opinioner og lignende i vores samfund. Kreativiteten, det meningsfulde, individualiteten, relevansen, som vi kender den fra Poe, Nietzsche, Milton, Lovecraft, Morbid Angel, Mercyful Fate og mange andre kunstnere gennem tiden, men som har trange kår i dag. Det kunne være den gode metalmusik, der skulle rejse sig fra graven og puste nyt liv i metalverdenen. Det eneste, sidstnævnte kræver, er, at vi alle begynder at lytte til den gode metalmusik og tier den dårlige og irrelevante ihjel.”

- Coveret er prydet af et fantastisk havuhyre. Hvad er det præcis for en krabat, der dukker op af de sorte vande på omslaget?

”Claude Witt har tegnet coveret, og han er en af vores tids dygtige visuelle kunstnere, efter min mening. Han har sin egen idé om uhyret, hvordan det lever, fanger bytte med fangarmene, knuser sten med sine kæber osv. Monsteret kommer fra havet, fra glemslen. Det er fremmed for vores verden og samfund og repræsenterer noget helt andet. Som i Lovecrafts fortællinger er det noget gammelt, der kommer tilbage og ændrer vores verden. For mig har coveret en dobbeltbetydning: Som et Lovecraft-lignende bæst fra fortiden, der rejser sig og kommer tilbage. Og samtidig som kvinden i fronten af billedet, der rejser sig mod uhyret, ligesom overmennesket rejser sig mod dragen af alle værdier, for at løserive sig og skabe på ny i Nietzsches filosofi. På den måde illustrerer det meget godt vores musik: Tilbagekomsten af det gamle og glemte samt opgøret med det eksisterende med henblik på at skabe noget nyt og relevant.”

- Lige siden Uriah Heeps debutalbum ”Very ’Eavy … Very ’Umble” (1970) har det været kutyme for heavy rock-bands at have dødninge, bøhmænd eller monstre på deres pladeomslag. Hvilken signalværdi har I ønsket, at uhyret på ”Rise” skulle have?

”Det er klart at sammenholdt med titlen ”Rise” er det meningen, at coveret skal signalere, at her sker der noget. Her er noget, der man bør bide mærke i og som har en betydning.”

Tilbagekomsten af det gamle og
glemte.
DØDSMETAL ER MUSIK FOR REGELRYTTERE
- ”Outlaw Death Metal” står der på cd-indlægskortet til ”Rise”. Glosen ”outlaw” får mig umiddelbart til at tænke på Blackie Lawless (W.A.S.P.) og Watain-titler som ”Outlaw” og ”Lawless Darkness”. Deep Purple- og Rainbow-guitaristen Ritchie Blackmore var i 1960’erne medlem af et band ved navn The Outlaws, så det at være lovløs har åbenbart været en integreret del af den hårde rock allerede fra starten. Hvad lægger I i begrebet ”Outlaw Death Metal”? Hvad er det for en lov, som i står uden for?

”Lige præcis! Jeg anser det lovløse som betegnende for hele den gamle heavy metal-tradition og samtidig en glimrende illustration af, hvordan metalmusikken har ændret sig i senere år. Lyt bare til metallens klassiske værker – de er vilde og frie. Lovløse. Musikken er kreativ, inspireret, meningsfuld og relevant. Sangene har identitet, man kan rent faktisk huske dem. De er meningsfulde udsagn. Hvis man skal lave noget nyt – for eksempel en sang, der adskiller sig fra andre sange og dermed kan huskes – kræver det, at man bryder rammerne og skaber noget. I dag er metalmusikken det helt modsatte: Den er lovlydig eller regelbundet. Det handler om, at man vælger, hvilken subgenre man vil spille – eksempelvis tyskerthrash, og så findes der en hel regelbog, man skal følge. Hvis man formår det, vil anmeldere og alle lyttere, der har udpeget netop denne subgenre som en præference, være tilfredse. Målet er simpelthen at ramme den genre, man vil spille, og følge dens regler. Man behøver  ikke at tage sig af bøvlede ting som sangskrivning eller kreativitet,” siger Henrik Engkjær.

”’Death metal is music that’s boundariless,’ sagde David Vincent [Morbid Angels sanger/bassist, red.] engang. Kunne man forestille sig nogen sige det i dag? Dødsmetal er musik for regelryttere i dag. Nogle ville måske sige, at vi er ”old school death metal”. Men for mig er old school netop et moderne fænomen, hvor man følger regler og forsøger at efterligne gamle bands. Det var satme ikke det, de klassiske, lovløse bands gjorde. De kiggede fremad og var kreative. Det er også det, vi vil. Det er derfor vi kalder os outlaw death metal, for at illustrere at vi ikke følger regler men derimod forsøger at gå vores egen vej og skabe nogle sange, som er forskellige fra hinanden, og som kan huskes.”
                     
"Maddikerne bliver draget af den
mentale død."
VORES TIDS SYGDOM
- I sangen ”Vultures” synger I bl.a. om ”Promethean suffering”. Spiller mytologi en stor rolle for Deus Otiosus, eller er I mere funderet i en form for samfundskritisk realisme?

”Jeg synes faktisk, at det er to sider af samme sag. Disse myter og værker fra forsvundne tider viser netop, at der intet godt er i vores tidsalder. Det kunne være græske myter, Lovecrafts fortællinger, Nietzsches filosofi eller Dorés kunst. Alt sammen storslået kunst og kultur, der aldrig blegner lige meget hvor mange år, der passerer. Det stiller spørgsmålet: Hvor er storheden i dag? Hvor er storværkerne og meningen henne? Den er væk. Så derfor kan man godt sige, at vores sange illustrerer noget om nutiden ved at pege tilbage.”

- Er ”Breeding Maggots” bare en traditionel blood & gore/splatter-dødsmetalsang, eller er der en underliggende symbolik i det med kadaveret, der avler maddiker?

”Ja, der er selvfølgelig symbolik i det. Maddikerne bliver draget af den mentale død – vores tids sygdom. Meget apropos det, vi lige har snakket om. I dag kan du stort set ikke finde noget meningsfuldt og relevant. Der er til gengæld masser af støj fra Facebook, reality TV, dårlig metalmusik, her-og-nu-presse osv.”

- Da jeg så sangtitlen ”Don’t Fuck With The Dead”, kom jeg til at tænke på Erwin Neutzsky-Wulffs novelle om ”Manden der ville se om de døde knepper”. Har I læst den? Hvad handler ”Don’t Fuck With The Dead” egentlig om?

”Nej, jeg har faktisk ikke læst den, selvom Neutzsky-Wulff selvfølgelig er en ret farverig figur, som jeg måske burde sætte mig lidt mere ind i. På overfladen er sangen selvfølgelig en klassisk levende døde-tekst, med inspiration fra H. P. Lovecrafts “Imprisoned With The Pharaohs” og de dyrehoved-mumier. Sangen handler dog om fortiden og har et simpelt budskab: Husk dem, der er faldet, kend historien og lær fra den. Illustrationen til sangen i bookletten ligner også nogle zombieagtige figurer, men det er faktisk et monument over ofrene for kommunismen i Tjekkiet. Monumentet er placeret i Prag.”

- Hvilke tanker og overvejelser ligger der bag albummets sidste sang, ”Fall Of The West”?

”Det er en dystopi og musikalsk et lidt anderledes nummer. Det er en samling af tanker fra blandt andet Lovecraft, Orwell og [Unabomberen, red.] Kaczynski om udviklingen af den moderne verden. Hvordan vi hele tiden bliver nødt til at udvikle teknologien og specialisere os yderligere for at producere mere og mere for altid at højne levestandarden for alle, samtidig med at det bliver en mindre relativ andel af befolkningen, der producerer disse goder. Specialiserede arbejdspladser gør, at man må bo tættere sammen, bygningerne bliver højere, røgen fra produktion og forbrug stiger til vejrs skygger for solen.”

Deus Otiosus: "Man skal altid forsøge at overgå sig selv."
VI KAN IKKE GØRE DET BEDRE
- Jeg synes, at ”Rise” er et mere gennemført album end forgængeren ”Godless” (2012). Hvordan vil I beskrive jeres musikalske udvikling siden da?

”Mange tak! Det er godt at høre. Det synes vi også selv. Vi har arbejdet meget hårdere med sangene denne gang; fået skåret alt det overflødige fra og arbejdet længere med dem, før vi har stillet os tilfredse. Vi er gået meget målrettet efter at tage et stort skridt fremad i forhold til sidst, og vi føler endelig, at vi er der, hvor vi bør være. Jeg skal dog lige passe på, fordi for første gang føler jeg, at nu kan jeg ikke gøre det bedre, og at det er fedt, hvis jeg bare kan holde dette niveau. Det er det sådan set også, men selvfølgelig skal man altid forsøge at overgå sig selv og sigte højest muligt for også at ramme højest muligt. Så det bliver en udfordring at skrive musikken til det næste album! Vi forsøger hele tiden blot at skrive bedre og bedre musik. Det vil sige en stærkere identitet, meningsindhold og sammenhæng.”

- Ca. 99,99% af alle moderne metal-cd’er har en fuldstændig overstyret hyperkomprimeret lyd. Hvilken betydning for ”Rise” har det haft, at Tore Stjerna fra Necromorbus-studiet har masteret albummet? Hvad var det ved Stjernas CV (Watain, Funeral Mist m.fl.), som fik jer til at vælge ham?

”Ja, der har vi jo så en dynamisk lyd i stedet. Det betyder at vores album er lidt lavere end de fleste i volumen, men at dynamikken ­– især i trommerne – er tilstede. Necromorbus går især op i dynamisk mastering, og hvis man lytter til den nye Watain [”The Wild Hunt”, red.], er den masteret på lignende måde. Det var Anders [Bo Rasmussen, sanger, red.], der foreslog, at vi brugte Tore, og det var en fed ide. Jeg synes, at han har gjort det godt, og han er effektiv og god at arbejde sammen med. Jeg tror helt sikkert, at det er Tores CV, der har gjort, at Anders kom i tanke om ham. Der er jo masser af dygtige folk derude, som måske bare ikke har arbejdet sammen med større bands, og derfor kender vi dem måske ikke. Jeg ville selvfølgelig også være åben overfor en mindre navnkyndig producer, og vi har jo også været svært tilfredse med Rasmus Toftlund (Fast Beat Studios) og Thomas Pedersen (Earplug Studio), som vi indspillede og mixede ved. Jeg siger forresten heller ikke, at en brickwall-produktion altid er skidt. Alle ting har jo sine fordele og ulemper, så det er bare med at vælge hvad der passer bedst pågældende værk.” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


"Kreativiteten har trange kår i dag," mener Deus Otiosus.

lørdag den 14. juni 2014

Københelvede er ikke et dårligt sted at være


Watain var for ekstreme for de fleste ...

Død og helvede! Smadder og hedenskab! Det er Copenhell i en nøddeskal. Men inde bag dette kaos lurer sandheden: en moderne metalfestival er i virkeligheden det tætteste, man kan komme blomsterbørnenes Woodstock 1969.

Stemningen er fredelig og kom-hinanden-ved-agtig. Og selvom mange af de optrædende bands spiller djævleblændt hurtigt, er tempoet generelt i slow motion på Copenhell. Festivaldeltagerne stempler ud af rotteræset, chiller ud ... nogen i noget, der ligner en kiste.

Man mødes med gamle venner, man møder nye mennesker, man snakker, drikker fadøl og Jägermeister. Man spiser stegt flæsk med persillesovs – og man fester. Men i ly af den øredøvende musik fra de forskellige scener ånder alt fred og fordragelighed.

Mange er klædt ud til genkendelighed, i hele metalkulturens virvar af subgenre-typiske looks: fra goths på tårnhøje hæle over panda-ansigtsbemalede sortmetallere til oldschool-romantikere i cowboyveste prydet med kryptisk slyngede bandlogoer. Men de fleste er tydeligvis weekend-krigere: almindelige mennesker med erhvervsorienterede frisurer. De har bare trukket en t-shirt med en bøhmand over hovedet.

Enkelte er dog stuck. Totalt opslugt af metallivsstilen. Men når musikken spiller, lader der ikke til at være noget hierarki mellem dem, der er true, og dem, der er turister. Så er det hele én stor fælles-stival. Man finder sig pænt i at blive skubbet og puffet af dem, der går bersærk i moshpitten. Og man passer på crowd-surferne, så de ikke dratter ned og får kraniebrud.

I Copenhell er der ingen helvedesengle, som agerer vagtværn, og som tæver sagesløse til døde (som på Altamont Free Concert 1969). På Copenhell er det bare peace, love and understanding. Harmoni. Tolerance. Men selvfølgelig i en kulisse, hvor man kan growle omkap, smadre biler, drikke skull-hed kaffe og beglo hedenske symboler, indtil synapserne kollapser.

På Copenhell er det cool at være anderledes. På Copenhell bliver det outrerede normalt. Pæne, borgerlige mennesker kan ikke forstå det. De VIL ikke forstå det. Kan det virkelig passe, at det hele fungerer socialt tiptop og toptunet tjekket, når både musik og omgivelser er så ekstreme? Ja, det kan passe. Det fungerer, som var det organiseret af Mærsk. Fx startede de sataniske Watain deres koncert på slaget 23.30 fredag aften. Rettidig umhu!

Behemoths sceneshow vrimlede med
religiøse symboler og handlinger.
MASSIVT PROGRAM
Line-up’en på Copenhell 2014 var massiv. Overdådig. Der var flere bands, jeg gerne ville have set, men missede. Helhorse og Toxic Holocaust var bare to af dem, Obituary et tredje, og My Dying Bride et fjerde.

Men hvem var så bedst i år? Det er jo dybt subjektivt. Nogen synes sikkert, at Within Temptation var evigt saliggørende. Jeg mener noget andet. Og jeg ville gerne have haft The Hell og Suicide Silence skudt med daggry. Men det er jo det storsindede ved heavy metal anno 2014: alsidighed, diversitet. Der er noget for enhver smag – åbenbart også for dem, der synes, at der ikke skal være det store skel mellem metal og Eurovision Song Contest …

Her er en rask gennemgang af de bands, jeg kastede hornene til på årets Copenhell:

IRON MAIDEN kom, så og sejrede. Steve Harris & Co. havde festivalens suverænt stærkeste sætliste. Hvert eneste hi-hat-slag var en ren klassiker. Show og musik passede perfekt sammen – og den elektrisk gnistrende spilleglæde gjorde, at det aldrig blev en rutineoptræden.

Dee Snider er unik, showmasteren over dem alle. Og TWISTED SISTER leverede årets fest på Copenhell. Pladsen foran den store scene, Helviti, gik party-amok til ”We’re Not Gonna Take It” – og den sang vi så i flok hele vejen hjem fra Refshaleøen.

TRIPTYKON var de heavieste! Tom G. Warrior og hans nye, unge band overvandt mange, som ellers ikke hører ekstremmetal. Triptykon er mere end doom, mere end black, mere end thrash. Triptykon er i en liga for sig på 21. århundredes metalscene.

BEHEMOTH bedrev deres blasfemi i fuldt dagslys. Men det virkede. Og det skadede ikke deres sorte form for dødsmetal, at den blev leveret i et minutiøst koordineret sceneshow komplet med brændende kors og en storm af sort konfetti.

Af vanvare havnede jeg foran scenen, da både ANTHRAX og SEPULTURA spillede. Det var umuligt ikke at blive revet med af sange som ”Deathrider” og ”Inner Self”. Og det var interessant at høre og se, hvad 1980’er-thrashen har udviklet sig til i det nye årtusind. Det var showmæssigt skrabede affærer, hvor musikken fik lov at tale for sig selv. Dybt sympatisk.

TAAKE førte et stykke af det sorte Norge med til Copenhell. Monotoni på et metafysisk plan. Spillet i raseri og leveret på en sagnomspunden maner, hvor Hoest gav den som kutteklædt dødning.

Mit kendskab til GORGUTS er minimalt, men min Metalized-makker trak mig med hen foran Pandæmonium-scenen, mens de spillede. De canadiske death metal-legender gav en lektion i, hvor brutal musik reelt kan være – på en teknisk måde.

Nye bekendtskaber blev der også plads til. UNCLE ACID & THE DEADBEATS spillede medrivende stoner-doom, der var mindst ligeså iørefaldende, som den var dundertung. Her stod sangskrivningen ikke i skyggen af det udkoksede. Heavy rockens kommende stjerner?

ARCH ENEMYs nye sangerinde, Alissa White-Gluz, tog mig med storm. De svenske melodød-regenter leverede et forrygende sæt, der gav Michael Amott rig lejlighed til at demonstrere sine finesser på den dræbende Flying V.

Zakk var vild.
Men næppe nogen guitarist på årets Copenhell kunne stå på samme scene som BLACK LABEL SOCIETYs Zakk Wylde. Den gamle Ozzy-guitarist spillede teknisk lir på den smadrede måde, og han lod til at være helt væk i ekstase.

Ekstase var der også masser af, da WATAIN som det sidste band stod på Hades-scenen fredag aften. Erik Danielsson gik rundt, som var han i trance, mens den hymniske, kaosgnostiske sortmetal drønede ud af højttalerne i det, der var det suverænt smukkeste (og mest ekstreme!) show på Copenhell 2014. \m/

Læs mere om Copenhell på Rifferamas Facebook-side.

tirsdag den 3. juni 2014

Hugget i granit


Deep Purple Mark II. Coveret iscenesatte bandet som legender i stil med de amerikanske
præsidenter, hvis kontrafejer er hugget ind i Mount Rushmore klippeside.

Pladeanmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 57, september 1995, redigeret juni 2014)

Deep Purple var sammen med Led Zeppelin og Black Sabbath de mest betydningsfulde 1970’er-bands inden for den hårde rock. Deep Purple var i høj grad med til at definere heavy rocken og metalgenren. Spørg bare fx Lars Ulrich, og han vil tale hurtigt og længe om, hvordan piske-beatet i Purple-nummeret ”Highway Star” er selve grundlaget for Metallicas thrash metal.

Deep Purples gennembrudsalbum, ”Deep Purple In Rock”, udkom den 3. juni 1970. Pladen holder, hvad den arketypiske rocktitel lover. Det er udødelig heavy rock lige fra den infernalsk larmende intro til speed metal-stamfaderen ”Speed King”, der indleder ”In Rock” med fuldt gashåndtag. Men den mest fabelagtige skæring er dog ”Child In Time”, der over godt ti minutter rejser sig fra knugende melankoli til et allerhelvedes rockraseri med vilde klage- og smerteskrig fra forskråler Ian Gillan. ”Child In Time” er power balladen over alle power ballader!

Der er ingen fyldnumre på ”In Rock”. Hver eneste skæring står her fire og et halvt årti senere tilbage, totalt upåvirket at tidens tand, som var de hugget i granit. Derfor bliver albummet da også genudgivet med jævne mellemrum i forskellige mere eller mindre ”audiofile” udgaver.

Der er virkelig hugtænder i Gillans vokale præstationer i ”Bloodsucker” – de skrig har King Diamond med statsgaranti og plomber haft i frisk erindring, da han i startfirserne begyndte at give hals i Mercyful Fate. Og mon ikke Sweet havde skamhørt ”Flight Of The Rat”, før de skrev ”Set Me Free”? Og sådan kunne jeg blive ved om ”Into The Fire” og de øvrige sange på ”In Rock”.

Den dominerende personlighed i Deep Purple var primadonnaen og guitar-guruen Ritchie Blackmore, (måske) den første heavy-musikant med en sort, mystisk aura og interesse for det okkulte. Blackmore er utilnærmelig, tav, mut og arrogant hinsides det tålelige, men han spiller som en drøm, og hans eksperimenter med forvrænget guitarlyd har været skelsættende.

I Blackmores sorte skygge opstod den karakteristiske Deep Purple-lyd med Jon Lords hammondorgel tungt skurrende i baggrunden, og det hele blev pisket fremad af den jazzede trommeslager Ian Paice og pertentligt hæftet sammen af bassisten og arrangøren Roger Glover, der altid havde ørene ude efter et iørefaldende omkvæd.

”In Rock” var bare begyndelsen for det, der blev kendt som Deep Purple Mark II. Albummet blev således starten til den Blackmore/Gillan/Lord/Paice/Glover-storhed, der kulminerede i 1972 med mastodont-lp’erne ”Machine Head” og ”Made In Japan” – plader, der aldrig vil gå i glemme, hvad enten årets heavy-mode hedder thrash, glam, grunge, death, black, funeral doom, sludge eller metalcore. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama