søndag den 28. august 2011

Bulldozer på panterfødder

Pantera er i fuld gang med at revolutionere heavy-scenen med deres ekstreme power groove. Texas-bandets trommeslager, Vinnie Paul, hævder, at aggressions-udladninger slår enhver medicin.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 41, december 1992)

Vinnie Paul (t.h.) sammen med Jam Magazines udsendte i København, 1992:
Pantera er nogle flinke fyre - indtil man jokker dem over tæerne. (Foto: Anders Foged Christensen)
[Baggrund: Det er 1992, og Pantera har tur i den. Texas-bandet slæber guld- og platinplader hjem, og gruppens aktuelle album, “Vulgar Display Of Power”, er i færd med at revolutionere metal-scenen – det er nemlig en skive, som gynger og swinger ligeså vildt, som den slår hårdt. Den 14. oktober spiller Pantera i KB-Hallen, der også lægger omklædningsrum til nedenstående interview.]

Panteras trommeslager, Vinnie Paul, ligner en mellemting mellem en pelsjæger og en grizzlybjørn. Han taler med drævende texaner-accent og er afslappet klædt på: kondisko, joggingbukser og t-shirt. Der er absolut intet ved ham, som afslører, at han er på vej mod heavy metal-musikkens succestinder. Efter pænt at have trykket min hånd, sætter han sig ned på omklædnings-rummets ikke helt nyfejede flisegulv i noget, der minder om indianerstilling.

Vinnie Paul har sammen med de tre øvrige medlemmer af Texas-bandet Pantera været på turné med Megadeth i knap seks uger, da jeg taler med ham om eftermiddagen før koncerten i KB-Hallen den 14. oktober. Vinnie Paul er tilfreds med turnéen. Og der har heller ikke været pis med Megadeth og deres lunefulde feltherre, Dave Mustaine.

“Det har været fedt!” slår Vinnie fast. “Megadeth er jo pæne afholdsfolk nu om dage. De er hverken på sprut eller stoffer. Vi kommer fint ud af det sammen, men vi ser ikke se meget til dem. Det har været en virkelig fed tour for os, publikum har været ekstremt modtagelige. Vi kunne ikke forlange mere.”

AGGRESSIONSUDLADNING
Som sagt: Pantera er på vej til tops. De har ikke alene ramt tidsånden lige i solar plexus, de har også med deres to seneste albums, “Cowboys From Hell” og “Vulgar Display Of Power”, leveret et marodørangreb på den jernarmerede betonvæg, der adskiller undergrunds-thrashens ekstreme aggression og mainstream-rockens groovy tilbøjeligheder. 

Pantera er anderledes, simpelthen fordi de nægter at gå med de skyklapper, som ellers er obligatoriske i den amerikanske metalundergrund for tiden.

“Der er en masse musik på markedet i øjeblikket, der overhovedet ikke swinger. Der er intet beat i det, det er bare larm. Groove er et af vores kendingsmærker,” forklarer Vinnie, der også villigt forklarer Panteras egen betegnelse for deres musik: power groove.

“Power groove betyder simpelthen, at vores musik er meget intens, og at den altid har det der groove, hvad enten vi spiller langsomt eller hurtigt. Det er på den måde, at folk kan forholde sig til musikken,” understreger Pantera-trommeslageren og slår et par taktslag med sine bare næver.

“Det er vigtigt, at man kan føle beat’et.”

Men det er ikke kun beat’et, man kan føle i Panteras musik. Hos Pantera er aggressionen konstant blottet som et pantertandsæt. I nummeret “Mouth For War” snerrer sangeren Philip Anselmo: “The release of anger can better any medicine under the sun.”

Da jeg spørger, om der er en eller anden form for terapi forbundet med det at være medlem af Pantera, ryster den jordbundne texaner overbærende på hovedet. Terapi er muligvis noget, som tour-kollegerne i Megadeth har brug for, men Pantera?

“Nej, nej. Ikke terapi! Pantera er bare vores måde at få afløb for vores aggressioner på. Vores ophobede vrede og den slags. Og for rødderne, der kommer til vores koncerter, er Pantera forhåbentlig også en måde at afreagere på.”

Og så er den ikke længere.

TIL SIDSTE BLODDRÅBE
Apropos afreaktion: under Panteras koncerter vader sangeren Anselmo hvileløst rundt på scenen, krumbøjet i bokserpositur med mikrofonen holdt op foran ansigtet som i en in-fightparade. Og mens bassisten Rex og guitaristen Diamond Darrell [RIP] gang på gang krydser henover scenegulvet med store, brede texanske dollargrin, skærer den kronragede og overtatoverede kamphane Anselmo sit ansigt i vilde, fjendtlige grimasser. 
  
Men mellem sine vredesudbrud smiler også Pantera-sangeren bredt og signalerer med løftet tommel, at han er et godhjertet menneske, der befinder sig godt i selskab med sit unge publikum.

Anselmo er ikke en mand, der fylder sine tekster med nonsens. Panteras sange fråder af had til folk, der forpester livet for andre. I sangen “Fuckin’ Hostile” synger Anselmo bl.a.: “I’d bust the punks that rape, steal, and murder, and leave you be, if you crossed me, l'd shake your hand like a man, not a god.” 
  
Den sang siger i virkeligheden alt om Panteras mentalitet. De er nogle flinke fyre, indtil man jokker dem over tæerne. En sund, nedarvet Texas-mentalitet, hvor en mand er en mand, der forsvarer sig til sidste bloddråbe.

I Texas lader man sig heller ikke snøre af en gang metafysisk hokus pokus. F.eks. fortæller Vinnie Paul om baggrunden for sangen “By Demons Be Driven”:

“Den sang handler om autentiske begivenheder. En satanistisk kult bortførte folk og ofrede dem. De stod også bag narkohandel og blev derfor knaldet. Bagefter påstod de, at det var dæmoner, der drev dem til at gøre det. Op i røven med sådan noget pis!”

Også det censurhysteri, der de seneste år har redet USA som en mare, efterlader Vinnie kold et vist sted. Tipper Gore og PMRC affærdiger han således:

“Det er folk, der ikke har noget at give sig til. Og så går de i kirke, og pludselig hedder det sig: ’Gå ud og præk imod rock’n’roll-bands, for de synger bandeord!’ Forstår du, det er bare mennesker, der leder efter noget at få tiden til at gå med. Det er bare noget bavl!”

I øvrigt siger Vinnies sunde fornuft ham, at alt det der censurpjat med forældreadvarsler klistret på pladeomslagene i virkeligheden kun gør de censurerede plader mere interessante i ungdommens øjne.

“Det skriger jo til alle rødderne, at der er noget her på pladen, som de har lyst til at høre,” siger djærve Vinnie Paul og ryster sit skæggede hoved. “Så det er slet ikke noget, vi er bange for i Pantera. Det er bare en storm i et glas vand!”

Panteras diskografi på Wikipedia

Panteras officielle hjemmeside

Panteras sanger fylder ikke sine tekster med nonsens.
(Foto: Anders Foged Christensen)

onsdag den 24. august 2011

Gåden om Gabriel

De eksperimenterende ekstremmetal-legender Believer udsendte i 2009 deres første studiealbum i mere end femten år. Men de ønskede ikke at røbe hemmeligheden om pladens koncept.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 38, juli 2009)

"Vi har ikke tænkt os at fortælle om meningen med alle vore tekster."
Der er noget enestående over Believer. De har aldrig været et metervare-metalband. Den amerikanske gruppe har altid været svær at sætte i bås: spiller de dødsmetal, thrash eller progressivt metal? Svaret blæser i vinden. Believers musik er kantet, udfordrende, grænseoverskridende og generelt nyskabende.
                     
Believers tekster er heller sådan lige at gå til. Men Believers lyrik skrives også af en mand med en doktorgrad i molekylær biologi, så det er måske ikke så underligt, at teksterne bærer præg af intellektualisme. Believer har ry for at skrive sange, som handler om filosofiske eller teologiske emner, hvis de da ikke på deres egen kryptiske måde rummer social indignation og samfundskritik.
                     
Som journalist må jeg bekende, at flere af teksterne på Believers nye opus, ”Gabriel”, er de rene rebuser; de er skrevet i et kompakt og kodet billedsprog. Og mit forsøg på at dirke teksterne op i løbet af dette interview, gjorde bare Believers budskab endnu mere gådefuldt. Det er i hvert fald første gang, jeg har hørt et heavy metal-band tale om ”strengteori” og ”mørk energi”. Jeg overlader det trygt til NRGs læsere at gå på Wikipedia for at finde ud af, hvad præcis strengteori og mørk energi er. Men jeg må skuffe eventuelle black metal-fans med, at der ikke er tale om okkulte fænomener. Believer kommer trods alt fra Pennsylvania, ikke Transsylvanien.

KOMPLEKST OG PROGRESSIVT METAL
Det er mere end femten år siden, at Believer udsendte deres seneste studiealbum, “Dimensions” – et album, som høstede stor anerkendelse i ekstremmetalmiljøet. ”Hvad skete der med bandet i alle de år?” er der sikket mange fans, som spørger. Gik Believer i opløsning? Og hvad fik bandet til at indspille et comeback-album? Trommeslageren Joey Daub fortæller:
                     
“Efter “Dimension” besluttede Kurt [Bachman, guitar og vokal] og jeg, at det var på tide at udforske andre interesser. Kurt fortsatte sin uddannelse og modtog sin doktorgrad i molekylær medicin, og jeg fortsatte med musikken som trommeslager i det symfoniske prog metal-band Fountain Of Tears, ligesom jeg også havde familie- og arbejdsforpligtelser. Efter nogle år flyttede Kurt tilbage til området, og vi besluttede at begynde at spille sammen igen. Allerede ved den første øvning var kemien der igen, og så begyndte vi at skrive numre, og sangene kom bare rullende.”
                     
- Musikken på ”Gabriel” er meget kompleks og progressiv. Mener I, at det er nødvendigt for et moderne metalband at udvide genrens grænser?
                     
”Vi skriver bare på vor måde,” fortæller Joey Daub. ”Vi har altid brugt progressive riffs og temposkift, og jeg tror, vi vil blive ved med at komponere på denne måde i fremtiden. Vi har tit fået at vide, at vi er forud for vor tid, så vi har sikkert udvidet vore grænser.”
                     
- Hvad synes I om den nuværende metalscene?
                     
“Den nuværende metalscene lader til at være mættet med en masse bands, som har den samme lyd,” siger Joey Daub. Men han kan dog godt få øje på en positiv udvikling, siden Believer udgav ”Dimensions” i det tidlige 1990’erne:
                     
”Jeg mener, at der er mange gode eksperimentale og tekniske bands nu om dage. Musikernes tekniske kunnen er fremragende sammenlignet med den håndfuld dygtige musikere, der fandtes dengang.”

Symboliserer hornene ondskab eller åndelig kraft?
Believer vil ikke ud med sproget.
EN FEMININ TYPE MED HORN
Pladeomslaget til “Gabriel” er enestående smukt. Kurt Bachman fortæller, at det er lavet af en kunstner ved navn Michael (Roz) Rosner fra Eye Level Studio. 
   
Kurt omtaler Roz med stor begejstring, og han fortæller, at Believer er så tilfredse med ”Gabriel”-coveret, at de også fremover agter at bruge Eye Level-kunstneren til at udsmykke bandets albums.
                     
- Jeg er lidt mystificeret over coveret. Refererer billedet af den Maori-lignende, bodypaintede kvinde til titlen? Refererer albumtitlen til ærkeenglen Gabriel? Og er det på denne måde, at I forestiller jer ærkeenglen Gabriel: som en feminin type med horn? Og hvad symboliserer hornene – åndelig kraft eller ondskab?
                     
”Det er gode spørgsmål, men vi overlader det til dig og andre at finde svarene,” siger Kurt Bachman. ”Hvis kunstnere begyndte at forklare hver en detalje og inspiration bag deres kunst, så fik lytteren eller seeren ikke lov til at komme frem til en personlig tolkning. Så bliver det til en proces, hvor lytteren eller seeren mades med skeer, og det formindsker deres evne til at tænke selv og lægge deres egne tolkninger ind i kunsten og på den måde gøre kunsten relevant. Jeg tror, at mysteriet bare må fortsætte og fortsætte.”
                     
Kurt Bachman indvilger dog i forklare, at titlen “Gabriel” lød ”temmelig sej”, og at den passede til mange af Believers andre personlige koncepter. Der er, som Kurt afslører, ”mange koncepter bag denne étords-titel, men de er temmelig personlige, og vi ønsker, at vore fans gør sig deres egne erfaringer.”

DEN SANDE VIRKELIGHED
Jeg fortsætter med at sætte dirken ind i konceptet på “Gabriel”. Åbningsnummeret hedder “Medwton”, en underlig sangtitel.
                     
- Hvad betyder ”Medwton”? Undskyld min uvidenhed, men er det et ord, som I selv har konstrueret?
                     
”Der er mange, som har stillet os det spørgsmål, så du er ikke alene,” beroliger Kurt Bachman mig. ”Der er mange antydninger om dets betydning i selve sangen, så lyt omhyggeligt. Du kan også gå på Google, men forvent ikke, at betydningen bare åbenbarer sig for dig.”
                     
Aha.
                     
- I sangen “Brave” synger I om “the true reality”, den sande virkelighed. Hvad er den sande virkelighed for jer?
                     
”Den sande virkelighed er for mig en søgen efter viden og det, at man forøger sin visdom,” forklarer Kurt Bachman. ”Det er ikke nødvendigvis en endestation, men snarere en rejse. Vil vi en dag blive helt vise og vide alt? Måske og måske ikke. Dette er ikke noget, jeg er optaget af for tiden. Jeg ønsker bare at være fokuseret på min bevidsthed; jeg vil kunne se mig selv i spejlet og ikke bekymre mig om trivielle ting. Det er svært, men jeg forsøger hårdt hver eneste dag i mit liv.”
                     
Senere i interviewet drister jeg mig til at spørge om sangen ”Focused Lethality”, hvor der er en verslinje, som lyder ”We are the crazy ones”, og hvor der tales om en falsk styrke, som skal knuses. Men Kurt Bachman svarer:
                     
”Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig meningen med alle vore tekster, forstår du det? Hvad sjovt ville der være i det for dem, der ønsker at finde deres egne tolkninger. Som lytter og fan af mange bands finder jeg det irriterende, når jeg har lavet mine egne tolkninger af sangene, og grupperne så bagefter forklarer, hvad sangene i virkeligheden handler om. Det ødelægger ens individuelle forestillinger. Men jeg vil dog gerne røbe, at vi har fået at vide, at vi er skøre. Men jeg foretrækker at mene, at vi er ved vore fulde fem, og at det er alle andre, der er skøre.”

IKKE ET KRISTENT BAND
Bandnavnet Believer stikker unægtelig ud på en metalscene, som år for år bliver mere og mere orienteret mod ateisme og sekularisme. Og Believer-medlemmerne bekender sig da også som kristne. Men metalfans med antikristne holdninger kan roligt lægge fordommene til side, for Believer er afgjort ikke ekstremmetal-scenens svar på Stryper, som i 1980’erne udråbte et hard rock-hallelujah og kastede Bibeler i grams ved deres koncerter.
                     
- Believer er blevet beskrevet som et band, der hører til den kristne metalscene. Er det en beskrivelse, som I har det godt med? Har I følt det som et stigma at blive kaldt for et kristent metalband?
                     
”Det har aldrig været et problem, for vor musik har gjort, at vi er accepteret vidt og bredt i metalmiljøet,” fortæller Kurt Bachman og præciserer: ”Vi anser ikke os selv for at være et kristent band, for vi kan aldrig leve op til verdens definition af det begreb. Vi passer bare ikke ind i den kategori. Men af en eller anden grund har folk brug for at sætte alt i bås. Det er en skam, for det sætter begrænsninger for deres bevidsthed. Der er folk, som ikke vil lytte til et band, hvis det ikke bliver anset for at være death metal eller thrash. Og det begrænser virkelig deres horisont.”
                     
- Har I nogensinde haft problemer med fordomme fra det sekulære metalmiljø?
                     
”Vi har haft flere problemer med de kristne samfund end med alle andre miljøer,” slår Joey Daub fast. ”Vi betragter os selv som et metalband, der synger om emner, der interesserer os. Vi håber at blive respekteret for vor musik og for det hårde arbejde, som vi lægger i vore albums.”
                     
- Er I på en kristen mission? Bruger I jeres musik til at sprede propaganda for kristendommen? Er jeres tekster en måde at prædike på?
                     
Joey Daub: ”Believer har ingen agenda.”
                     
Kurt Bachman: ”Måske vil vort næste album kun have tekster, som er matematiske ligninger. Jeg spekulerer på, om fysikere så ville spørge os, om vi spreder propaganda om strengteori, eller om vi modbeviser teorien om mørk energi. Den her bliver jeg virkelig nødt til at tænke over!”


DISKOGRAFI
“Extraction From Mortality” (R.E.X. Records, 1989)
“Sanity Obscure” (Roadrunner, 1990)
“Dimensions” (Roadrunner, 1993)
“The Chosen Live” live-cd (ERMI Records, 2007)
“Gabriel” (Metal Blade, 2009)
“Transhuman” (Metal Blade, 2011)


Believers officielle hjemmeside.

fredag den 19. august 2011

Metallica spiller med Rock-dyret

Åh nej, nu var Metallica endelig tilbage på rette thrash-spor. Og så begynder de at samarbejde med Lou f… Reed.


Lou Reed i 1974: læder, nitter og corpsepaint-agtig øjensminke.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der er ved at miste tålmodigheden med Metallica. Det, der i perioder har været verdens bedste heavy metal-band, har alt for ofte spildt deres fans’ tid og penge på projekter, der har ført gruppen på vildspor. Langtrukne forsøg på fusionsjazz. Pseudo-glam rock. Bagkataloget begravet af symfoniorkester i pingvinkluns. Og så videre og så videre. Og nu vil Metallica til at spille sammen med Lou Reed! Denne punkbessefar. Ak!

Men måske er det slet ikke så tosset, at Lars Ulrich & Co. stikker hovederne sammen med Lou Reed.                     

Lou Reed er ikke bare en gammel mand (han er årgang 1942). Han er heller ikke bare en tonedøv sangskriver, der er blevet kult blandt højpandede, litterære typer, som har behov for at forsøde deres finkulturelle kedsomhed med lidt rockvildskab. Lou Reed er den ægte rockvare. Lou Reed er måske nok poet, men han er en poet med et rock’n’roll-hjerte (jfr. hans album fra 1976). Og en mand, der kan skrive lede sange som ”Vicious” og ”I’m Waiting For The Man” fortjener lidt respekt, skulle jeg mene.

Lou Reed begyndte sin karriere som guitarist og sanger i gruppen The Velvet Underground. Og det er værd at bide mærke i. For Lou Reed og The Velvet Underground har faktisk spillet en rolle i metalrockens historie. Her er historien i korte træk:

DEN SORTE ENGELS DØDSSANG
Vi kan skændes fra nu af og til Armageddon om, hvordan man definerer heavy metal og hård rock. Men det er i hvert fald en kendsgerning, at The Velvet Underground banede vejen for både punk rock og det, vi i dag kalder heavy metal.

Hvordan gik det nu for sig? Jeg mener, debuterede The Velvet Underground ikke i 1967? Det år, som alle taler om, fordi det var i 1967, at der gik flower power og Summer of Love i den? Jo, præcis. Men The Velvet Underground var selve antitesen til flower power og the Summer of Love.

De toneangivende amerikanske beat-grupper i 1967 og 1968 lød fredsommelige, og deres musik udsendte fede vibrationer af harmoni og kærlighed. Men The Velvet Underground var ikke en del af denne ungdoms-utopi. The Velvet Underground genlød af virkelighed. Af barsk storbyvirkelighed. The Velvet Undergrounds musik var smurt ind i snavset fra ghettoerne og de beskidte undergrundsmiljøer, og deres tonekunst var et ekko af den skramlende lyd af skraldespande i New Yorks baggårde.

The Velvet Underground trak Vestens dekadence frem i søgelyset. Lou Reed & Co. sang ikke om fred og universel kærlighed, men om S&M, afhængighed af hårde stoffer etc. ”Kys støvlen af skinnende læder, skinnende læder i mørket […] smag pisken og blød for mig,” sang Lou Reed på gruppens debutalbum, ”The Velvet Underground & Nico” (1967). En af skæringerne på albummet hed for resten ”The Black Angel’s Death Song”. Den sang var ikke velegnet som lydtapet i datidens love-ins.

The Velvet Undergrounds numre blev ofte drevet frem af forvrængede guitarer. Disse guitarer blev spillet på en punk-primitiv måde. Den danske rockskribent og Lou Reed-fan Peder Bundgaard har udtalt, at ”Lou Reed spiller guitar som en bjørn med bælgvanter.” Og noget er der om snakken. Der var i hvert fald masser af metallisk støj i Lou Reeds guitar på titelnummeret fra The Velvet Undergrounds 1968-album ”White Light/White Heat”.

For resten var det originale pladecover til ”White Light/White Heat” prydet af en obskur illustration: en arm med en tatovering af et dødningehoved. Dertil kom, at Lou Reed optrådte live i læderjakke og med mørke solbriller. Meget mørke solbriller.

DA LOU REED TRAK I LÆDER OG NITTER
The Velvet Undergrounds fjerde album hed ”Loaded”. Den titel har James Hetfield & Co. nok tygget på, da de skulle navngive Metallicas sjette studiealbum. Desværre var The Velvet Undergrounds ”Loaded” (1970) en sløv affære. Og dog: albummet indeholdt et par rockknaldperler: ”Rock And Roll” og ”Sweet Jane”. Disse sange kom for alvor til deres ret, da Lou Reed gik solo, trak i læder og nitter og malede øjnene sorte i bedste corpsepaint-stil. Lyt til Lous livealbum ”Rock N’ Roll Animal” (1974), hvor det tidligere Velvet Underground-rockdyr fik hjælp af to Alice Cooper-guitarister. Det var hård og betonkold glam rock.

Lou Reed har aldrig skrevet ørehængere. Han nærmest snakker sig igennem sine sange. Peder Bundgaard påstår, at Lou Reed kan læse op af telefonbogen og få det til at lyde poetisk. Men det er ofte poesi med en kant som klingen på en båndsav. I ”Heroin” beskrev han, hvordan det er at tage heroin. Det er ikke for sarte sjæle, når Lou synger, at heroinen får ham til at føle sig ”ligesom Jesu søn”. Og nej, Lou Reed er hverken medlem af The Church Of Satan eller af Ateistisk Selskab. ”Heroin” er ikke en blasfemisk sang, men en iskold skildring af den nihilisme, der følger med narkomisbrug.

Hårdrock-kunstnere som Mitch Ryders The Detroit Wheels, Monster Magnet, The Runaways, Red Hot Chili Peppers, Jane’s Addiction, Christian Death, The Smashing Pumpkins, Billy Idol og det svenske sleaze-band Trash har spillet coverversioner af Lou Reed og Velvet Underground-sange. Og, nå ja, Lou Reed gav en hånd med, da Kiss skrev sangene til albummet ”Music From The Elder” (1981).

Lad mig slutte denne lille Lou Reed-hårdrock-kavalkade af med at nævne ”Metal Machine Music” (1975), et dobbeltalbum med lutter støj (feedback/højttaler-hyl og så’n). Lou Reed var arrogant nok til at hævde, at han egenhændigt havde opfundet heavy metal-musikken, og at ”Metal Machine Music” var det logiske resultat heraf.

Men nu lader det altså til, at Lou Reed har indset, at Metallica er det logiske resultat af hans metalmaskine. Det blive interessant at høre resultatet.

PS: Albummet får efter sigende titlen "Lulu" og skulle være på gaden den 31. oktober.
 
Følg Lou Reed og Metallicas projekt på denne hjemmeside.

mandag den 15. august 2011

Bibelen minder om en action-film

Primal Fear er ikke bange for at tage livtag med religion og storpolitik. Men det tyske bands’ ideologi lader dog til at være heavy metal.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 28, februar 2006)

Primal Fear: "At dræbe uskyldige mennesker er en forbrydelse, som man ikke kan forsvare."
Der er masser af teutonisk torden og germansk gåpåmod i Primal Fears musik. Det tyske band har specialiseret sig i at spille en meget traditionel form for heavy metal, hvor teksternes kompasnål ofte peger i retning af frihedstrang og positive livsværdier.
                     
Hos Primal Fear veksler halsbrækkende, arketypisk heavy metal med mere episke kompositioner, som bakkes storartet op af Primal Fears fine fornemmelse for bombastiske arrangementer. En af Primal Fears forcer er sangeren Ralf Scheepers (ex-Tyran’ Pace og Gamma Ray), der en overgang var på tale som Rob Halfords afløser i Judas Priest.
                     
- Du er en af de få traditionelle sangere på nutidens metalscene. De fleste sangere nu om dage råber eller growler eller rapper. Hvad synes du om den tendens?
                     
”Det er også en stil, og jeg har intet imod den. Men for mig handler det om at være melodisk. Jeg forsøger at være så melodisk som muligt og lægge noget aggression ind i teksterne, hvis det er påkrævet. Det er vigtigt at leve sig ind i teksterne og ikke bare synge dem uden lidenskab,” forklarer Scheepers, der er både selvbevidst og beskeden. Han anerkender således gerne andre heavy-sangeres kvaliteter. ”Der er nogle meget gode sangere på metalscenen. De er utrolige.”
                     
- Kunne du nævne nogle af dem?
                     
”Edguys sanger er virkelig god. Det samme gælder sangeren i Vision Divine fra Italien. Og selvfølgelig Ripper Owens [ex-Judas Priest og Iced Earth, nu Yngwie Malmsteen m.fl.]. Og så er der jo sangerne fra den gamle skole: Ronnie James Dio [R.I.P.], Rob Halford, Bruce Dickinson osv.”
                     
- Føler du, at du har fået den anerkendelse, du fortjener?
                     
“Ja, jeg er meget taknemmelig. Anerkendelsen er kommet med årene. I begyndelsen af min karriere var jeg noget overrasket over, hvor lang tid det tager, før nogen begynder at tale om en. Men man må selvfølgelig gøre en indsats først. Og det har jeg gjort i mere end 20 år.”
                     
METAL VIL ALDRIG DØ
Primal Fear holder de stolte heavy metal-traditioner i hævd, og de har indspillet coverversioner af sange af Rainbow, Black Sabbath, Judas Priest, Deep Purple, Led Zeppelin m.fl. [Disc 2 af opsamlingsalbummet ”Metal Is Forever” – The Very Best Of Primal Fear” (2006) er dedikeret helt til coverversioner af hævdvunden tungrock.]
                     
”Ja, vi har hyldet de bands, som har opdraget os til at spille denne slags musik. Det lyder som en kliché, men det er sandt og ærligt ment. Vi voksede op med metal, og de grupper leverede musikken til os, og vi ønsker at være med til at føre den med ind i fremtiden. Som vi ser det, vil metalmusikken eksistere for evigt. Det er det, vi forsøger at udtrykke med en sang som ”Metal Is Forever” [fra albummet ”Devil’s Ground” (2004)]; det ligner en klichéfyldt sang, men hvis man lytter til teksten, vil man opdage, at vi hylder det, vi har lært af metal-musikken, og det, vi ønsker at udbrede med vor musik.”
                     
- Betyder det, at du foretrækker de gamle bands frem for nutidens grupper?
                     
”Det er et svært spørgsmål. Jeg foretrækker dem, fordi de banede vejen for os. Og jeg har dyb respekt for dem, der var store i 1980’erne, og som stadig kører med klatten, bands som Iron Maiden, Judas Priest og Saxon,” siger Scheepers, før vi drejer samtalen ind på storpolitik.

ISLAMISK TERROR
Cradle Of Filth og Slayer har skrevet sange, hvor terrorangrebet den 11. september 2001 ses fra islamisternes side. Noget sådant leder man forgæves efter hos Primal Fear. Allerede på sangen ”Church Of Blood” fra ”Jaws Of Death”-albummet (1999) stillede det pro-vestlige metalband skarpt på islamisk terror, og patriotismen var i højsædet på tyskernes 2002-album, ”Black Sun”. Dette afspejles ikke mindst på sangen ”Armageddon”.
                     
”Vi skrev ”Black Sun”-albummet, da terrorangrebet skete den 11. september 2001. Vi blev meget inspireret af det, der konstant kørte i nyhederne. Vi blev nødt til at skrive om det, der skete.”
                     
- Mener du, at islam er en trussel mod den vestlige verden?
                     
”Det er den på en måde. Det er trist. Alle har deres grunde til at handle, som de gør, og jeg ønsker ikke at tale for meget om det, for der går let politik i det. Jeg vil ikke sige, at Vesten altid har været de gode, mens Østen har været de onde. Historien er mere nuanceret. Men at dræbe uskyldige mennesker er en forbrydelse, som man ikke rigtig kan forsvare.”

INSPIRATION I BIBELEN
Religion og religiøse temaer er tilbagevendende fænomener i Primal Fears sange. Flere af teksterne på ”Seven Seals” (2005) vrimler med elementer og symboler fra Bibelen. Titlen på albummet refererer til Johannes’ Åbenbaring.
                     
“Mat [Sinner, bassist samt sanger og ankermand i bandet Sinner] fandt på historien. Han læser meget i Bibelen – uden at være kristen. Man kan finde megen inspiration i Bibelen. Der står meget om djævlen i Bibelen. Den handler ikke kun om de hvide engle, men også om de sorte engle. Det handler en sang som ”Demons And Angels” om.”
                     
- Er Bibelen en kraftfuld bog, hvis indhold passer til jeres kraftfulde musik?
                     
“Ja, hvis man bruger den rette indfaldsvinkel. Der er mange historier i Bibelen, der minder om fantasy-historier. Det, der foregår i f.eks. Johannes’ Åbenbaring, minder om en fantasy-film eller en action-film. Der er gang i den.”
                     
- Helvede er et tema, som går igen i mange af jeres sange. ”Diabolus” fra ”Seven Seals” lader til at handle om en synder, der går til helvede.
                     
”På en måde, ja. Sangen handler om en, der er fanget i sine egne onde gerninger fra fortiden.”
                      
- Noget lignende synes at foregå i ”Evil Spell”.
                     
”Det er sandt. Det pudsige er, at de to sange er skrevet af to forskellige personer i bandet. De to sange overlapper hinanden lidt. Det er godt, at du spørger, for så kan jeg forklare, at de to sange er skrevet, uden at de to sangskrivere havde talt sammen om det. To sjæle, en tanke.”
                     
- På titelnummeret fra “Devil’s Ground” synger du: “if you go to Hell, you’ll be there forever.” Mange heavy-bands spøger med helvede. AC/DC sang “Hell Ain’t A Bad Place To Be”, Manowar fabler om “Hell On Earth”, og for tiden er det helvede dit og helvede dat på metalscenen. Men i Primal Fears optik synes helvede at være et slemt sted.
                     
”Ja. Det er, hvad vi får fortalt, og hvad vi ved. Ingen ved selvfølgelig, om helvede findes. Helvede er et emne, som er velegnet til heavy metal. Det passer perfekt til aggressionen og den hårde musik.”
                     
- I gamle dage spillede Black Sabbath sange, der advarede mod Satan og helvede. Kan jeres sange sammenlignes med sådanne sange?
                     
”Det er måske en retning, som vi fremover vil gå i. Vi lovpriser jo ikke ligefrem helvede.”


PRIMAL FEAR-DISKOGRAFI
“Primal Fear” (Nuclear Blast, 1998)
“Jaws Of Death” (Nuclear Blast, 1999)
“Nuclear Fire” (Nuclear Blast, 2001)
“Horrorscope” ep (Nuclear Blast, 2002)
“Black Sun” (Nuclear Blast, 2002)
“The History Of Fear” dvd (Nuclear Blast, 2003)
“Devil’s Ground” (Nuclear Blast, 2004)
“Seven Seals” (Nuclear Blast, 2005)
“Metal Is Forever – The Very Best Of Primal Fear” (Nuclear Blast, 2006)
“New Religion” (Frontiers, 2007)
“16.6 (Before The Devil Knows Your’re Dead” (Frontiers, 2009)
“Live In The USA” (Frontiers, 2010)
“16.6 – All Over The World” dvd (Frontiers, 2010)
“Unbreakable” (Frontiers, planlagt til udgivelse 20. januar 2012)

lørdag den 13. august 2011

Er du morbid?

Celtic Frost tilhørte avantgarden på 1980’ernes thrash metal-scene. Og det schweiziske band dannede skole inden for sort ekstremmetal.

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 12, sommeren 2000)

I 1984 stillede Celtic Frost det eksistentielle spørgsmål: "are you morbid?".
I 2011 svarede Morbid Angel bekræftende på spørgsmålet med "I Am Morbid".
[Baggrund: I 1999 blev Celtic Frosts bagkatalog genudgivet på en serie remasterede cd’er. Det gav anledning til et historisk rids i NRG, som kan læses her...]

Miraklet skete i 1984, da det mest nekro af alle nekro-bands, nemlig schweiziske Hellhammer, forvandlede sig til Celtic Frost.

Allerede fra bandboss, guitarist og vokalist Tom G. Warriors første hurgh!-udbrud på debuten, minialbummet ”Morbid Tales”, blev Celtic Frost et af 1980’ernes mest stilskabende bands. Alene titlen dannede skole, idet glosen ”morbid” blev et af kodeordene inden for den mørkere del af dødsthrashen (tænk blot på Sepulturas ”Morbid Visions” og bandnavne som Morbid og Morbid Angel).

”Morbid Tales” bød da også på så fabelagtig fed thrash, at selv Slayer følte sig foranlediget til at stjæle mellemstykket fra ”Return To The Eve”. At skiven stadig er i vælten, beviser den kendsgerning, at Marduk har lavet en cover version af ”Into The Crypt Of Rays”.

DØDELIGE DOSER EYELINER
Celtic Frost havde hjerne, og deres musik var ikke bare brutal, den var også uhørt stemningsfuld. Og selvom Celtic Frost spillede ret primitivt fra starten, så havde Tom G. Warrior og hans lystige svende de fedeste riffs på denne side af Mercyful Fate. Det hele blev garneret med kække breaks og en masse gutturale HURGH! fra Warriors strubehoved.

Og så var der det med teksterne: de var totalt kryptiske, vendte og drejede filosofiske brokker, fortalte uhyggelige skrøner om f.eks. Gilles de Rais [en fransk baron og angiveligt også okkultist og seriemorder fra 1400-tallet] og andre okkulte og historiske fænomener. Det var måske nok sort og morbidt, men det var aldrig satanisme. Det var mystisk og mytisk – akkurat ligesom Celtic Frost førte det stereotype heavy metal-image ind i et obskurt mytisk univers med hjelme og dødelige doser eyeliner.

På den nye serie cd-genudgivelser af Celtic Frosts bagkatalog er ”Morbid Tales” slået sammen med 1985-ep’en ”Emperor’s Return” – og mon ikke lige præcis den titel cirkulerede i Ihsahn & Co.’s hjerner, da Emperor blev navngivet?

På albummet ”To Mega Therion” fra 1985 var det hele blevet mere raffineret. Celtic Frost var begyndt at sprænge thrash-rammerne og eksperimenterede bl.a. med kvindelig opera-sang, leveret af Claudia-Maria Mokri (som svenske Therion siden hen har brugt – og hvor har Therion mon det bandnavn fra?). ”To Mega Therion” er et af de kunstneriske højdepunkter fra 1980’ernes metalscene, og jeg vil påstå, at avantgarde-thrashere som ”Circle Of The Tyrants” og ”The Usurper” aldrig siden er blevet overgået. Amerikanske Usurper er selvfølgelig opkaldt efter sidstnævnte sang.

ALT GIK I LORT
Apropos avantgarde, så gik Celtic Frost amok i eksperimenter på ”Into The Pandemonium” fra 1987. Budgettet blev drænet af klassiske strygere og operasangere, og der blev tilmed samplet på livet løs. Det er ikke det hele, der holder, men albummet anses alligevel for at være Celtic Frosts hovedværk med dets avantgardistiske blanding af pop, thrash, klassisk, techno etc.

Derefter gik alt i lort: Celtic Frost satte deres integritet over styr med den elendige sleaze/pop-metal-lp ”Cold Lake” (1988), som bandet ikke har ønsket at genudgive på cd. Frosts forsøg på at rehabilitere sig med ”Vanity/Nemesis” fra 1990 kiksede, og den var da også kun en svag afglans af gruppens tidligere storhed. Den placerer sig et sted mellem tandløs thrash og ordinær tungrock.

Celtic Frost gik i opløsning i 1993. bandets svanesang blev opsamlings-pladen fra 1992, ”Parched With Thirst Am I And Dying”, der fungerede som en slags rodet best of, krydret med sjældenheder som ”Under Apollyon’s Sun”. \m/


[Opdatering: Celtic Frost blev gendannet i 2001. Inden bandet atter gik i opløsning i 2008, nåede de at udgive det anmelderroste album ”Monotheist” (2006) – ekstremmetal-magasinet Terrorizer gav ”Monotheist” en andenplads på deres liste over tiårets bedste albums!

Foruden Celtic Frost har Tom G. Warrior været aktiv i grupperne Hellhammer og Apollyon’s Sun. P.t. fører han sin musikalske arv videre i Triptykon. Warrior har desuden kollaboreret med Coroner, 1349, Dave Grohl m.fl.

Under sit borgerlige navn, Thomas Gabriel Fischer, har Warrior udgivet to bøger: ”Are You Morbid? Into The Pandemonium Of Celtic Frost” (Sanctuary Publ., 2000) og ”Only Death Is Real: An Illustrated History Of Hellhammer And Early Celtic Frost 1981 – 1985” (Bazillion Point Books, 2010).]


I 1996 blev Celtic Frost hyldet med albummet "In Memory Of Celtic Frost",
hvor Opeth, Mayhem, Emperor, Grave, Enslaved og flere andre medvirkede.
I 2003 udkom tribute-albummet "Order Of The Tyrants", hvor bl.a. Marduk
og Dimmu Borgir hyldede Celtic Frost med cover versioner.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 11. august 2011

Ikke skummetmælk i bollerne

I 1980’erne solgte Cinderella en overgang 50.000 plader – om ugen! Men så gik der grunge i hårdrocken ...

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 40, marts 2010)

Cinderella, som de så ud, da de slog igennem i 1986.
”Vi solgte en masse plader, og vi tjente bjerge af penge til Polygram Records. Men så en dag sagde de ’Farvel.’ Det var, hvad der skete for os. Jeg ved bare, at vi lavede et godt stykke arbejde for pladeselskabet, og så fyrede de os. Men det er værst for dem selv.”
                     
Sådan beskrev sangeren og guitaristen Tom Keifer, hvad der skete for Cinderella i 1990’erne. Ordene faldt i et interview til KNAC.COM i oktober, 2002.
                     
At blive fyret af pladeselskabet var unægtelig noget af en kolbøtte for den succesombruste Tom Keifer. Cinderella var nemlig et af de største hair metal-bands i 1980’erne. Gruppens debutalbum, ”Night Songs” fra 1986, solgte en overgang 50.000 eksemplarer – om ugen! Og skiven har siden da indbragt bandet tredobbelt platin.

DE HÅRDESTE HALSE
Som de tager sig ud på ”Night Songs”-coveret, kan det være svært at skelne Cinderella fra de dullede fyre i ultra-glam-grupper som Poison og Mötley Crüe. På omslaget er Tom Keifer & Co.’s lange manker stive af hårlak og boppet op i tyngdekraftstridende frisurer, og Cinderella-musikanterne er iklædt spraglede klamotter, som i dag må få dem til at krumme tæer.

Men man skal ikke lade sig vildlede af omslags-illustrationen, for der var ikke meget Askepot over Cinderella. Philadelphia-bandets musik var mere maskulin end det gængse hår-metal fra 1980’erne.
                     
Tom Keifer synger med en rå, raspende røst, der signalerer, at han ikke ligefrem har skummetmælk i bollerne. Keifers stemmebånd er i familie med dem, man finder i den hårde rocks hårdeste halse: Dan McCafferty (Nazareth), Noddy Holder (Slade), Brian Johnson (AC/DC), Marc Storace (Krokus) og Blackie Lawless (W.A.S.P.).

Musikken på ”Night Songs” er mandfolkerock af den gamle skole, som den blev grundlagt af bl.a. Aerosmith og AC/DC. Det er tung rock, som sparker røv, og pladens omkvæd er særdeles velegnet at skråle med på, ligesom sangenes bastante rytmik har let ved at provokere lytteren til at stampe med foden og jage knytnæver i vejret af bar begejstring.
                     
På de efterfølgende albums (”Long Cold Winter” fra 1988 og ”Heartbreak Station” fra 1990) bevægede Cinderella sig i en mere sleazy, blues-baseret og Rolling Stones-agtig retning. Det blev sangene ikke dårligere eller mindre sjælfulde af, og gruppen kunne med hver udgivelse hænge platinplader på væggene derhjemme.
                     
Men på sigt viste det sig, at Tom Keifer & Co. havde svært ved at klare sig i det nye klima, som grunge-bølgen fra Seattle skabte i begyndelsen af 1990’erne. Cinderella led samme skæbne som stort set alle 1980’ernes hitlistesøgende metalbands. Og fiaskoen med ”Still Climbing” (1994) fik altså Polygram til at fyre Cinderella.

FANS GÅR STADIG AMOK
De faldende salgstal var dog ikke ene om at give problemer. Tom Keifers sangstil er hård ved hans stemmebånd, og derfor har Cinderella-vokalisten i perioder været ude af stand til at synge.

Det største problem for gruppen er imidlertid, at den ikke har udgivet et nyt studiealbum siden 1994. Derimod er det blevet til en lind strøm af live-plader – senest har italienske Frontiers Records udsendt “Live At The Mohegan Sun”.
                     
På livefronten har Cinderella nemlig stadig stor succes. For selvom MTV og andre musikmedier for længst har udviklet en uhelbredelig berøringsangst over for 1980’ernes metal, så har Cinderella (ligesom et utal af andre af datidens hair metal-grupper) stadig tag i et koncertlystent publikum. Cinderellas 20-års-jubilæums-tour sammen med Poison i 2006 var således en af de succesrigeste turnéer det år – de to bands spillede angiveligt for 20.000 fans pr. aften.
                     
“Det er underligt,” udtalte Tom Keifer i det omtalte interview med KNAC.COM i 2002, “for den sidste store stadion-turné, vi lavede, var tilbage i ’91. Men da vi blev gendannet i ’98, var vi på turné med Poison. Det var næsten ti år senere, og vi optrådte på de samme store scener, og publikum mødte talstærkt op, og de gik amok, som om intet havde forandret sig. Vi stod bare der og gloede forbløffet på hinanden. I alle disse år fortalte folk os, at dette aldrig ville gentage sig.”
                     
“Det er sjovt, men jeg tror helt ærligt ikke, at alle disse mennesker gik nogen steder i de ti år. Men jeg tror, at de bare ikke fik serveret fra den menu, som de ønskede at bestille fra. De blev præsenteret for en anderledes menu. Musikindustrien, MTV og radiostationerne har magten til at gøre den slags. De beslutter sig bare for, at de ikke længere vil spille en bestemt slags musik. Jeg beklager mig ikke – det er bare sådan, musikindustrien er. Det er vores job at gøre modstand og sige: ‘Gå ad helvede til, vi har ikke tænkt os at forsvinde’.” \m/

Cinderella gør modstand mod musikindustrien.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

onsdag den 10. august 2011

Kun døden er virkelig

Hellhammer satte i 1983-84 en helt ny standard for brutalitet i heavy metal. Det var ren terror for de fleste.

Introduktion: Peter Béliath (August 2011)
Pladeanmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 4, august 1984)

Hellhammer lød værre, end de så ud.
I 1983 skete der noget dramatisk. Og traumatisk. Heavy metal-scenen blev udsat for et attentat – man kan vel kalde det en musikalsk pendant til en selvmordsbombe.

Fra Schweiz kom Hellhammer. En undergrunds-fundamentalistisk trio, der på fotos yndede at optræde med ansigterne kamufleret af grel sminke, mens de gnavede i store jernkæder eller svingede med arkaiske våben. Det var det værste, som metalverdenen endnu havde set. Problemet var bare, at Hellhammer lød endnu værre, end de så ud.

Hellhammers musik lød nærmest som et oldtidsræb fra Ginnugagaps dystre dybder. Hellhammer blev ledet af en tvivlsom musiker, der skjulte sig bag pseudonymet Satanic Slaughter. Den sataniske slagters vokal lød som en lydoptagelse fra Vlad Tepes’ torturkammer. Det var ingen nydelse at lægge ører til. Men det var vel metalhistoriens første egentlige growl.

Hellhammer fik Venom til at lyde som konservatorieuddannede musikere. Og mens man hos tidlige thrash-bands som Slayer og Possessed kunne fornemme en understrøm af mørkemagt, så ledte man forgæves efter den slags subtile stiltræk hos Hellhammer. Hos Hellhammer var der ingen musikalsk understrøm. Hellhammers musik var bare en lind strøm af fordærv. Det var tonekunstens svar på Ván, den flod af savl, der løber fra helvedeskøteren Fenris’ flab.

Melodier? Drøm videre. Stemme instrumenter og holde takten? Drøm endnu videre. For når Satanic Slaughter alias Tom Gabriel Warrior alias Thomas Gabriel Fischer & Co. filosoferede med helvedeshammeren, var alle æstetiske kriterier annulleret.

ABYSMALT EKSTREMMETAL
Som med enhver form for terror blev Hellhammer hadet af de fleste og elsket af de færreste. I metalpressen blev Hellhammer hånet af anmelderne. Selv thrash metal-kamporganet Metal Forces lagde Hellhammer for had.

Men en lille hård kerne af ekstremister begyndte at dyrke Hellhammer. Det schweiziske band indspillede tre demoer i 1983: ”Death Fiend”, ”Triumph Of Death” og ”Satanic Rites”. Og i 1984 udkom minialbummet ”Apocalyptic Raids”. Hellhammer havde desuden held til at snige sig med på to kompilations-lp’er, Noise Records’ ”Death Metal” og Metal Blade Records’ ”Metal Massacre V”. De udkom begge i 1984. Men da var gruppen allerede gået i opløsning (eller rettere: Hellhammer var muteret til Celtic Frost). Som om det betød noget. For på det tidspunkt var skaden allerede sket.

Satanic Slaughter & Co. havde gjort et uudsletteligt indtryk på en vordende generation af metalmusikere. I 1983 var Metallicas ”Kill ’Em All” bare det vildeste, og ingen havde fantasi til at forestille sig, at den hårde rock skulle udvikle sig til ekstremmetal af Hellhammers abysmale afart. Men stik imod alle profetier kom Hellhammers musik få år senere til at give genlyd i anerkendte grupper som Obituary og Darkthrone.

Arven fra Hellhammer lever stadig. Og Hellhammer er i dag mere kult end nogensinde. Tom Gabriel Fischer udgav i 2010 en bog om Hellhammers eskapader. Bogen hed ”Only Death Is Real: An Illustrated History Of Hellhammer And Early Celtic Frost 1983 – 1985” (Bazillion Point Books).

I 2008 udkom dobbelt-cd’en ”Demon Entrails”. Den indeholdt de gamle demoer fra 1983. Selv i dag er det hårrejsende lytning, om end det virker kunstigt at høre disse optagelser på et digitalt medie. Hellhammers demoer lyder nemlig bedst på kassettebånd med masser af båndsus og wow and flutter.

Hellhammer var musikalske natmænd.
AVANTGARDISTISK DØDSTRIUMF
Det danske metalfanzine Hot Rockin’ bragte i nr. 3 (april 1984) en kort artikel om Hellhammer, og i nr. 4 (august 1984) blev ”Apocalyptic Raids” anmeldt. Anmeldelsen var begejstret, og Hellhammer var da også at finde på anmelderens playlist bagest i bladet. Let forkortet lød anmeldelsen sådan her:

HELLHAMMER
”Apocalyptic Raids”
(Noise)

Hellhammer er et af de absolut interessanteste metalbands for tiden. Deres musik er ubeskrivelig – faktisk er de så outrerede, at de mest vanvittige new wave-bands virker almindelige til sammenligning.

Hellhammer er ikke en gruppe, der spilder tiden med at stemme guitarer etc., hvilket lydbilledet bærer stærke præg af. Mest gruopvækkende er dog Satanic Slaughters ”vokal” – periodevis lyder det, som om han er udsat for den mest modbydelige tortur. Også trommespillet er alarmerende. Det er paradoksalt, at noget, som er så dårligt, kan være så godt.

Hellhammer må uvilkårligt klassificeres som black metal. Men tekstsiden af Hellhammer er forbavsende seriøs. Hos dem finder man ikke de sædvanlige kristne fordomme om satanismen.

På denne avantgardistiske ep er ”Triumph Of Death” bedst. Det er et knap ti minutter langt nummer, spillet i et forbavsende lavt tempo. Stemningen på nummeret er ret dyster – dem, der synes, at ”Black Sabbath” [titelnummeret fra Black Sabbaths debutalbum (1970), red.] er uhyggeligt, får andet at tænke på, når de hører ”Triumph Of Death”.

De øvrige numre er kortere og spilles i et noget hurtigere tempo, uden det dog bliver Venom’sk.

”Apocalyptic Raids” er absolut et bekendtskab værd – men tjek lige nerverne først.


Hjemmesider:
Hellhammer på MySpace 
OffHellhammer Burial Site icial 
Official Site For "Only Death Is Real"