onsdag den 29. juni 2016

På gravens rand

Man har altid kunnet fornemme dødens kulde i Black Sabbaths knogler.
Ozzy messer tilpas utilpasset på ”The End” – en cd, der rummer otte hidtil uudgivne skæringer med Black Sabbath. En cd, der er trykt i begrænset oplag, og som kun sælges til fans, der oplever Black Sabbath på deres afskedsturné.

Rifferama scorede et eksemplar af cd’en på Copenhell og rapporterer:

De kalder ham Iron Man. Med rette. For Tony Iommi er lavet af hårdt stof. End ikke cancer kunne gøre kål på Black Sabbath-guitaristens evne til at ryste riffs ud af ærmet. I knap fem dekader har Iommi været leverandør af bona fide heavy rock. Nul knæfald for trends. ”Bare” knusende doom-tyngde, mejslet ud i majestætiske riffs.

”The End” demonstrerer, at comeback-albummet ”13” (2013) ikke var et lykketræf. For ”The End” rummer fire nye numre, der alle bærer riffmeisterens kvalitetsstempel.

Mest imponerende er det, at de fire ”nye”, indtil uudgivne studie-tracks stammer fra samme sessions som ”God Is Dead?” og de øvre skæringer på ”13”. Black Sabbath havde for alvor en kreativ raptus der i 2012-13.

”The End” rummer fire studie-tracks og fire live-tracks. Her er en hurtig gennemgang:

”Isolated Man” er en typisk Black Sabbath-sang om fremmedgørelse og selvvalgt ensomhed, en slags lillebror til ”Loner” fra ”13”. ”Cry All Night” virker dybere og indkredser lidelsen ved livet og kærligheden. ”The path of life leads to the grave.” Her giver døden livet en krammer.

13 er et symbolsk tal. På Copenhell kunne man se Geezer Butler spille på en bas, der var dekoreret med 13-tallet. Bl.a. døden forbindes med 13, og Black Sabbaths optagethed af døden stikker sit fjæs frem på ”Take Me Home”, der indledes med ordene: ”Take these bones / My spirit doesn’t need them any longer …”

Åbningsnummeret ”Season Of The Dead” er ingen ny ”War Pigs” (1970) – sådan kvalitetsmæssigt. Men det er samme tema, der spøger. Den meningsløse krig, som magthaverne kommanderer ubefæstede sjæle ud i. Geezer Butlers tekst hentyder til ”Johannes’ Åbenbaring”, når Ozzy messer: ”Mystic forces on pale horses ride / Bearing hunger, plague and genocide / Senators of state with their prophets of hate …” Der er okkulte, dæmoniske kræfter på spil i det store krigsspil.

Der er flere ting, der forbinder ”The End” med Black Sabbaths begyndelse. Cirklen sluttes således på skæringen ”Cry All Night”. Nummeret rundes nemlig af med en sampling af tordenbraget og regnskyllet, der indledte det, der stadig her 46 år senere er et af heavy rockens mest dystre numre: ”Black Sabbath”.

Og så er vi ved essensen af Black Sabbath. For hvad er det, de kan? De kan være det heavieste band på kloden. Fair nok, der er bands, som spiller vildere og mere aggressivt. Men der er ingen, der spiller H-E-A-V-I-E-R!

Black Sabbath er så HEAVY uden at bruge billige tricks som blastbeats eller growl. De spiller dommedagsdyster, mørk og forvrænget heavy rock. Som er pisseiørefaldende – uden at være poppet. Det er en slags ekstremt metal med bred lytterappel. Hvor mange bands har vi af den støbning? Jeg tror, Rifferama-læseren kender svaret.

Selvom de fire nye numre på ”The End” holder sig inden for rammerne af det tonesprog, som Black Sabbath byggede op i løbet af deres første seks albums (1970-1975), så lyder de vedkommende og tidssvarende.

”The End” er ikke gammelmands-rock. Unge mennesker kan også spejle sig i disse sange – det er trods alt de unge, som magthaverne sender i krig.

”The End” er ikke bare foder til endnu et nostalgi-trip. Jeg vil personligt gide høre cd’en igen om 10-20 år. I modsætning til ”Psycho Man” og ”Selling My Soul”, de to studienumre på ”Reunion” (1998), som jeg kun har genhørt af pligt, siden jeg anmeldte albummet ved udgivelsen.

Nej, ”The End” er intet mesterværk. Men den er markant bedre end det, som Black Sabbath præsterede i deres reunion-dage i slut-90’erne.

Det eneste, jeg savner, er den originale trommeslager Bill Ward. Alt godt om Ward-epigonerne Brad Wilk (som kan høres på studie-indspilningerne) og Tommy Clufetos (som kan høres på live-indspilningerne), men rigtig protometal-jazzet bliver det aldrig.

Ozzy snakke-synger på ”The End”. Han kvæder ikke manisk som på ”Sabbath Bloody Sabbath” (1973), men han messer alligevel så tilpas utilpasset, at det lyder troværdigt.

Der er ikke brugt mange kræfter på at få Ozzy til at lyde som Pavarotti på de fire live-tracks, som ”The End” inkluderer som en slags bonus: ”God Is Dead?”, ”Under The Sun”, ”End Of The Beginning” og ”Age Of Reason”. Det her er den ægte vare, lyden af et band, som står på gravens rand.

Black Sabbath har aldrig været et sprælsk band. Man har altid kunnet fornemme dødens kulde i deres knogler.

Uanset hvad skumlere og kynikere måtte mene, så slutter Black Sabbath, mens legen er god. Godt nok er de alderstegne herrer mærket af sygdom og et rockstjerne-liv med store mængder af sprut og stoffer. Men her i deres afskedsstund har de stadig vitaliteten i behold. Den vitalitet, der skal til for at spille Dødens metal.  <13>


Fra venstre: Geezer Butler, Ozzy Osbourne, Tony Iommi.
[Her genoptrykker jeg lige mit Rifferama-indtryk af Black Sabbaths koncert på Copenhell, lørdag den 25. juni.]

SNART STÅR TRONEN TOM

Shit! Jeg er smadret. Fysisk og følelsesmæssigt læderet. Tre fantastiske dage på Copenhell blev afrundet med Black Sabbath.

Black Sabbath har været de største i min musikverden siden 1978. Og nu er det altså slut. Koncerten blev det danske farvel til disse metalgiganter.

Og så sidder jeg her dagen efter med en sær fornemmelse.

Black Sabbath åbnede med en dunderdyster version af ”Black Sabbath”, og allerede fra de første toner, gjorde Iommi & Co. alle konkurrenterne til skamme. Der er ingen over eller ved siden af Black Sabbath, når de har en god aften. Og det havde de på Copenhell.

Koncerten var så overlegen, at det føltes som om, at det ikke var Black Sabbath, men alle de andre bands, der blev begravet i løbet af den halvanden time, Ozzy, Geezer, Iommi og session-trommeslageren Clufetos spillede ”Fairies Wear Boots”, ”After Forever”, ”Into The Void”, ”Snowblind”, ”War Pigs”, ”Behind The Wall Of Sleep”, ”N.I.B.”, ”Rat Salad”, ”Iron Man”, ”Dirty Women”, ”Children Of The Grave” og ekstranummeret ”Paranoid”.

Læg mærke til symbolikken: 13 sange. Det trettende bogstav i alfabetet er M. M for Mortis. Døden.

Snart stiger Black Sabbath af tronen endegyldigt. Ingen andre kommer nogensinde til at placere sig i det højsæde. Sede vacante.  <13>



FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

onsdag den 22. juni 2016

Kunsten skal udfordre normen

Alice Cooper i spændetrøje, mens han synger balleden om Dwight Fry.
Engang blev Alice Cooper beskyldt for at være satanisk. I dag er han kristen. Det forhindrer ham dog ikke i at spille sammen med antikristne bands.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 85, dec./jan. 2014/15)

- Jeg tror, de fik lidt af et chok, griner Alice Cooper.

Den gamle chokrocker taler om det publikum, som oplevede Alice Cooper på Wacken i 2013. Den koncert er netop blevet udsendt på cd og dvd. Raise The Dead – Live From Wacken hedder udgivelsen, hvor Alice Cooper spiller en lang række af sine fuldtræffere fra en karriere, der har varet i et halvt århundrede.

Ja, du læste rigtigt. Vincent Damon Furnier alias Alice Cooper startede som sanger i 1964 i et band, som bl.a. kaldte sig The Spiders, før de for alvor vakte opsigt som den teatralske gruppe Alice Cooper.

Alice Cooper som band blev opløst i midten af 1970’erne, og fra 1975 fortsatte Alice Cooper som soloartist. Mange af de gimmicks og chokeffekter, som Alice havde med på scenen i Wacken 2013, er ting, som blev udviklet helt tilbage i de udkoksede 1970’ere. Bl.a. lod Alice sig halshugge i en guillotine på Wacken.

- Jeg tror, at mange af de unge havde hørt legenden om Alice Cooper. De havde hørt deres forældre snakke om Alice Cooper, og de har læst om mig i magasiner, og her var den ægte vare. Når man endelig ser karakteren Alice Cooper i virkeligheden, bliver man overrasket over, hvor højt et energiniveau, der er i showet. Man forventer ikke, at showet er så teatralsk, og at der er så meget knald på musikerne på scenen. Så jeg tror, at vi gav dem noget af en overraskelse.

Alice Cooper var en af de første kunstnere, som sang om død, mord og lig. ”Killer”, ”Go To Hell” og ”I Love The Dead” hed nogle af Alices sange. Meget af den æstetik, som præger moderne metal, blev opfundet af Alice Cooper og hans band allerede i 1960’erne og 1970’erne.

I en årrække var Alice Cooper forhadt af borgerskabet, fordi han og hans musik udfordrede status quo og på en satirisk måde lavede ridser og slidser i det glansbillede, som politikere og medier holdt op foran befolkningen. Alice Cooper var virkelig chokterapi for det pæne Amerika. Og chokbølgen nåede helt til Europa.

Det var dog ikke kun de borgerlige, som hadede Alice Cooper. Venstrefløjen og den mere eller mindre marxistiske anmelderstand i pressen følte sig også provokeret af Alice Cooper. Herhjemme beskrev Torben Bille i en koncertanmeldelse Alice Cooper som ”et i disse krisetider usmageligt stort, men logisk sceneshow” (MM 5/75) – der lå alverdens venstreorienterede insinuationer i denne sætning. Men oversat til udogmatisk nudansk: Torben Bille mente, at Alice Cooper var politisk ukorrekt.

SPILLER MED SATAN-BANDS
Både Alice og hans band havde en udsvævende livsstil, der passede til deres image som rock’n’roll-ballademagere. Det gik vildt for sig, og på et tidspunkt måtte Alice på afvænning.
Men Alice er en sammensat person. Han er søn af en baptist-prædikant. Og i dag er Alice erklæret kristen.

Mange af de bands, som spiller på festivaler som Wacken, spiller dødsmetal eller black metal. De påstår, at de er djævledyrkere og modstandere af kristendommen. Generer det dig som kristen at spille på de samme festivaler og scener som disse satanistiske bands?

- Nej, jeg mener, at det ville være forkert IKKE at spille på de samme scener som dem. Jeg mener, at det værste, en kristen kan gøre, er at gemme sig fra ikke-kristne, ler Alice

- Man skal dukke op og gøre sit bedste. Folk kommer hen til mig og siger: ”Wow! Det var virkelig fedt. Hvordan kan du være kristen og spille på denne festival?” Jeg svarer: ”Det er musik. Der står ingen steder, at jeg ikke kan spille på denne festival. I har flere regler, end jeg har, når det kommer til religion.” Jeg tror, at mange forestiller sig, at kristne sidder derhjemme hele dagen og læser i Bibelen. Vi bor på den samme planet som alle andre, og vi går i biografen og til rockkoncerter. Det er meningen, at jeg skal være med ude i verden, jeg skal ikke gemme mig, bare fordi jeg er kristen.

Tager du metal-gruppernes såkaldte satanisme seriøst?

- Jeg tror, at mange siger: ”Jeg er satanist” uden at ane, hvad de taler om. De tager bare alt udstyret på, de klæder sig i sort og alt det der og følger bare modebølgen. Men der findes nogle bands, som er rigtige antikristne. Det er bare så sjovt, når jeg møder de fyre, og de så siger: ”Hey Alice, må jeg få din autograf?” De virker ikke særlig sataniske, griner Alice.

- Jeg mener, det er en modedille. Men der findes nogle, der er ægte. Det er ligesom med kristendom; der er mange, som erklærer, at de er kristne, uden at de rigtig er det.

Halshug!

AFVÆNNING VAR ET MIRAKEL
Filminstruktøren og antropologen Sam Dunn har netop udsendt en dokumentar om Alice Cooper. Super Duper Alice Cooper hedder den, og den er Alice meget begejstret for.

- Den fortæller den virkelige historie, siger han og fortæller, at han fik lejlighed til at komme med en masse input til filmen.

- Jeg snakkede formentlig med dem i 30 timer. Jeg fortalte dem alle de der forskellige historier. Hvis man kun skal se én dokumentar om Alice Cooper, skal det være denne her. Det er den eneste, som jeg selv har haft noget med at gøre. Der er dele i den her dokumentar, som var meget ubehagelige for mig. Som når jeg skulle fortælle om kokain og om dengang, bandet gik i opløsning. Når man laver en rigtig dokumentar, bliver man nødt til at være ærlig. Man kan ikke bare lyve og opdigte ting. Man bliver nødt til at fortælle den virkelige historie.

I Super Duper Alice Cooper kommer vi med ind i Alice Coopers personlige mareridt. Sprut og stoffer var ved at ødelægge hans liv. Og hans musik. Så Alice måtte en tur i pipcellen for at blive fri af diverse rusmidler. Og mens flere af de kunstnere (Jimi Hendrix, Jim Morrison, Keith Moon m.fl.), som Alice hylder med cover versioner på Wacken-cd’en/dvd’en Raise The Dead, døde af misbruget, er Alice still going strong.

Hvor vigtig var Gud og religion i din kamp mod sprut og stoffer?

- Det var det, der reddede mig. Når man som alkoholiker forlader et hospital, så er det bare hospitalsdelen. Man skal også kunne leve et almindeligt liv som alkoholiker. Dvs., at man hver eneste dag skal kæmpe med trangen til at drikke alkohol. Generelt bliver man nødt til at være medlem af AA eller have en sponsor eller gå til møder hver dag. Jeg forlod hospitalet uden at have trang til at drikke igen. Jeg havde ikke brug for AA eller for at rende til møder. Lægerne, der behandlede mig, sagde: ”Det er jo et mirakel, at du ikke er faldet i igen og er begyndt at drikke i smug.” Men jeg har ikke rørt så meget som en dråbe, og de spurgte: ”Hvorfor?” Og jeg svarede: ”Det er blevet taget fra mig.” De sagde: ”Det er jo ligeså stort et mirakel som dem, man kan læse om i Bibelen,” griner Alice.

- Jeg var den ultimative dranker. De kaldte mig den fuldendte alkoholiker. Jeg burde have været på afvænning konstant. Men her 33 år senere har jeg stadig ikke drukket. Det er et rent mirakel. Jeg kan ikke forklare det, og lægerne kan ikke forklare det.

Var du praktiserende kristen, da du var på afvænning?

- Nej, jeg var ikke. Det er det fantastiske ved det. Jeg var ikke kristen, men alligevel blev der sørget for mig. Sagen var, at jeg forlod hospitalet med et mirakel under bæltet, og mit sind blev klarere. Jeg kunne se med større klarhed, hvad der var vigtigt i livet. Jeg indså, at det at være kristen og det at være rockstjerne ikke behøvede at kollidere. Gud gav mig den udfordring, at jeg skulle fortsætte min karriere. Jeg tror ikke, at han forventer, at jeg stopper. Derimod tror jeg, at han forventer, at jeg ændrer min livsstil. Når man bliver kristen, ændrer ens syn på livet sig. Man indser, at livet er bedre uden alkohol og kokain. Og pludselig blev jeg en bedre Alice Cooper, en bedre ægtefælle, en bedre far, en bedre leder, en bedre rockstjerne. Og jeg kom ikke til at dø som alle de andre rockstjerner. Det er den måde, jeg ser på det. Som en positiv ting. Og jeg kom jo til at lave bedre plader og til at spille bedre koncerter.

SKRÆMMENDE SHOW
Alice Cooper er ikke ligefrem prototypen på white metal eller harmløs hårdrock, som arbejder i kirkens tjeneste. Kigger man på Alice Coopers enorme bagkatalog, støder man på stabler af grumme og provokerende sange. Alice Cooper nedbrød tabuer på stribe, og han kom i klammeri med magthaverne. Titlen på 1975-singlehittet ”Only Women Bleed” blev således censureret, så den kom til at hedde ”Only Women”.

- Jeg mener, at kunstnere skal udfordre normen, forklarer Alice Cooper.

- For normen siger: ”Sådan skal du se ud, sådan skal du opføre dig.” Kunstnere som Salvador Dali eller Andy Warhol sagde: ”Hvad nu, hvis det kan se sådan her ud, hvis det kan gøres sådan her?” Det gør folk oprevet, når man forstyrrer deres norm. Det gør dem ubehageligt til mode.

- Det eneste, Alice gjorde, var at spørge: ”Hvad nu hvis rock ’n’ roll var teatralsk? Hvad nu, hvis rock ’n’ roll var sjovere at kigge på end bare at glo på nogle fyre, som står og jammer. Hvad nu, hvis rock ’n’ roll blev en kunstform, som var rigtig sjovt at kigge på, hvis det blev visuelt, og der kom komik med i det?

- Mange af de mennesker, som så mit show dengang, blev skræmte. Men dem, der så showet mere end 3-4 gange, fik øje på komikken i det. Og nu kan folk se komikken i det, fordi det har varet 45-50 år. Men i starten så de bare gruen og rædslen.

- Men jeg gjorde bare ligesom alle andre kunstnere, jeg udfordrede normen. Jeg udfordrede måden, som flertallet anskuede verden på. Jeg sagde: ”Man kan også se sådan her på det.” Og det skræmte folk. De kaldte mig satanisk. Jeg spurgte: ”Hvad er det, der er satanisk ved det, jeg laver?” Der har aldrig været noget satanisk ved Alice Cooper. Jeg elskede skrækfilm, men der var aldrig noget satanisk over mig. Det var bare en kombination af horror, komik og rock ’n’ roll.

SLUT MED SEX-SANGE
Er der nogle af dine gamle sange, som du ikke længere ønsker at optræde med?

- Ja, men det er mest dem, der handler om sex. Jeg promoverede det synspunkt, at det er okay at gå i seng med hvem som helst, at bolle i flæng. Det tror jeg ikke på længere. Jeg mener, at hver ting har sin plads her i livet. Jeg kan ikke sige: ”Gå bare i seng med alle og enhver. Eller tag bare stoffer og drik al den sprut, I har lyst til.” For jeg har levet det liv. Jeg har indset, at det ikke fungerer. Og jeg vil ikke promovere noget, som jeg ikke tror på.

Kunne du nævne nogle af de sange?

- Tag fx en sang som ”Trash”. Men sange som ”School’s Out”, ”I’m Eighteen” og ”No More Mr. Nice Guy” har jeg ingen problemer med. Selv ikke horror-sange som ”I Love The Dead” har jeg problemer med. De sange var så overdrevne, at det var sjovt. Jeg troede, at folk ville fatte vittigheden. De sange er så overdrevne på en fjollet måde, at folk da MÅ fatte, at de er ment som en form for komik. De skal ikke tages bogstaveligt.

- ”Welcome To My Nightmare” handlede om en lille dreng, som ikke kunne vågne af sin drøm. Det var en historie ligesom Edgar Allan Poes historier. Og når de sagde: ”Du kan ikke være Alice Cooper,” så svarede jeg: ”Okay, hvad nu hvis jeg spillede Macbeth [bloddryppende tragedie fra ca. 1600, red.]?” Så svarede de: ”Åh, men det er helt i orden, for det er jo et skuespil af Shakespeare.” Så var det, at jeg lige måtte forklare: ”Stop en halv. Macbeth handler om mord, det okkulte, og alt det, du er imod. Men det er i orden at spille det skuespil.” Og mange gange måtte de lige tænke over det og indrømme, at det var dobbeltmoralsk. Bare fordi, det er rock ’n’ roll, betyder det ikke, at det er forkert. Og bare fordi, det er et skuespil af Shakespeare, betyder det ikke, at det er i orden.

Hvad med en sang som ”Only Women Bleed”?

- ”Only Women Bleed” er en hyldestsang til kvinden. Den handler om, at kvinder bløder følelsesmæssigt, mænd bløder fysisk. Jeg tror, at 30-40 kvinder har spillet cover versioner af den sang, og de betragtede den som en hyldestsang til kvinden. De brugte den til at sige: ”Ja, vi er følelsesladede, vi bløder følelsesmæssigt. Vi har krav på mere anerkendelse.” Men på mange måder er kvinder stærkere end mænd. Jeg kan ikke føde et barn. Det ville være for smertefuldt for mig, griner Alice.

Ville du stadig optræde med ”Only Women Bleed”?
- Ja, absolut.

Ung Alice.

ALICE KOM FØR BOWIE
 punken komkerhedsnåledstyr på, før man begyndte at tale om heavy metal. som i dag er standard-udstyr i heavy metal i dag. var oNårNåNår man ser dokumentaren Super Duper Alice Cooper, er det svært at overse, at Alice Cooper-bandet allerede i 1968-69 havde styr på looket med stramme læderbukser, patronbælter, nittebælter og alt det gear, som i dag er standard-udstyr i heavy metal.

Var det Alice Cooper, som opfandt alle disse ting?

- Ja, vi havde alt det udstyr på, før man begyndte at tale om heavy metal. Vi gik med sikkerhedsnåle, før punken opstod. Så Alice Cooper-stilen startede en forfærdelig masse ting. Vi gik med høje hatte og hvid sminke med sorte øjne, før der var goths. Så jeg mener, at vi i Alice Cooper var forud for vores tid. Og jeg mener, at metal har lånt en masse fra os. Jeg mener, at punken lånte en masse fra os, ligesom glam rocken lånte en masse fra os. For os handlede det om, at to eller tre af fyrene i Alice Cooper-bandet var universitetsuddannede i kunst. Vi brugte det som et kunstnerisk udtryk. Og det der look blev først almindeligt udbredt senere hen.

Folk påstår, at det var David Bowie og Marc Bolan, som opfandt glam rocken og glam-looket. Hvad mener du om det?

- Tjah, det er da interessant, at David Bowie og Marc Bolan plejede at komme til vores koncerter. David Bowie kom til vores koncerter, før han blev David Bowie, dengang han var Davy Jones, dengang han var mimer. Så jeg mener, at vi kom før David Bowie, griner Alice Cooper.  <13>

Læs mere Rifferama-historie om Alice Cooper her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


søndag den 12. juni 2016

Der er ingen fred i kaos



Slægt: "Vi føler ikke, at vi hører hjemme på den danske metalscene."

”Vi gør alt for at slå os selv ihjel, da vi anser scenen for at være et alter,” siger Slægt. Der er således både død og ofring på agendaen, når Danmarks måske mest lovende metalband spiller live.

Et generationsskifte er i fuld gang på den danske metalscene. Slægt er et af de mest lovende navne. Det københavnske firemands-band har allerede gjort sig bemærket hos connoiseurer. Fenriz fra Darkthrone har spillet dem i sit radioprogram, Radio Fenriz. DJ Krigsguden flasher deres t-shirt. Og i Sort Søndag har Slægt demonstreret deres kulturelle horisont ved at referere til både Bathory og filminstruktøren Ingmar Bergman.

Slægt er uhyggeligt velbevandret i metalhistorien. De namedropper Unanimated, Dawn og andre bands, som kun indviede metalhoveder har kendskab til i dag. Slægt kan deres Iron Maiden og Angel Witch forfra og bagfra – i søvne. De opremser tracklisten på Blue Öyster Cults ”Fire Of Unknown Origin” (1981) med noget, der giver mistanke om fotografisk hukommelse.

Og så er det en svir at tale film og litteratur med Slægt. De er i besiddelse af et røntgen-blik, der borer sig lige durk gennem trends og mainstream og finder frem til guldet inden for international kunst og kultur.

Slægt består af Oskar J. Frederiksen (vokal og guitar), Anders M. Jørgensen (lead guitar), Adam CCsquele Nielsen (trommer) og Olle Bergholz (bas).

Slægt har allerede to plader på markedet. I 2015 udkom både fuldlængde-albummet ”Ildsvanger” og ep’en ”Beautiful And Damned”. Desuden har Slægt udgivet en split-single med britiske White Medal.

Lad dig ikke narre. Trods det danske bandnavn er Slægt ikke hjemmefødninger. Gruppen har allerede spillet live i Münster, Berlin og Los Angeles.

Den 4. juni spillede Slægt på Risefest og forude venter en optræden på Metal Magic Festival (7.-10. juli) og et show i Pumpehuset, København sammen med Dødheimsgard og Diskord (18. juni). I den forbindelse har Rifferama lavet et blitzkrieg-interview med Oskar J. Frederiksen.

Svarene blev mere dybsindige, end jeg havde forventet. Og mange af tingene må Slægt uddybe i et senere interview. Bemærk: Oskar staver helt bevidst musik og musiker med ck. Lidt på samme måde, som crowleyanere staver magic med ck. Det er bare et af tegnene på, at der hos Slægt er en dybere mening med metallen end pløj og smadder.

Slægt: "Ethvert band, der tager denne form for kunst seriøst, er inspireret af Dissection."


13 HURTIGE TIL SLÆGT

1. Hvor synes I selv, at I hører hjemme på den danske metalscene anno 2016?

”Vi føler ikke, at vi hører hjemme på den danske metalscene anno 2016. Vi hører hjemme i vores egen verden. Det er ikke for at virke arrogante, men vi kan ikke se, at der er særligt mange herhjemme, som følger deres eget kald, og bruger energi på deres egne, indre impulser, frem for at kopiere hvad andre, i andre lande, har gang i. Og sådan er det desværre i Danmark og har været sådan i mange år. Vi føler dog et stort slægtskab (NO JOKE!) med Encyrcle, både musikalsk og attitude-mæssigt. De har fat i den lange ende.”

2. I er jo meget unge. Hvor gamle er I helt nøjagtig?

”Vi er 20-22 år.”

3. Opfatter I, at der er ved at ske et generationsskifte i dansk metal? At der er ved at komme både danske fans og musikere, som er trætte af eller ikke gider core og post metal?

”Det har jeg ærligt talt ingen anelse om. Men hvis det er tilfældet, så er det selvfølgelig glædeligt. Vi har ikke brug for kopier, og det har intet med DANMARK at gøre, det har noget med denne kunstform at gøre, og det faktum, at den kun fortjener ren ild og dedikation.”

4. Slægt. Hvad lægger I i det bandnavn?

”Navnet Slægt er for os kommet til at betyde noget andet, end hvad ordet rent faktisk betyder i sin essens. For os er det navnet på vores broderskab og vores fælles fartøj mod vores fælles mål. Når ordet ”slægt” bliver nævnt i andre sammenhænge (end hvad der har med bandet Slægt at gøre), får vi alle andre billeder i hovedet og følelser i kroppen, end hvad folks brug af ordet (og ikke navnet) måtte være tilsigtet. Og hvis vi kigger nøgternt på ordet kontra bandnavnet, kan vi sige, at vi står på skuldrene af andre folks bedrifter og formåen, og det er op til os at tage de redskaber, vi af den vej har tilegnet os, og forsøge at bruge dem på en ny måde, og komme andre steder hen, end hvor andre har været før.”

5. Hvorfor gå efter et dansk bandnavn og ikke efter et navn på engelsk?

”Navnet kom ud af en ”bandnavn-brainstorm”, jeg havde med en ven. Han skulle bruge et navn til et nyt musikprojekt. Da han valgte ikke at benytte sig af navnet anyway, besluttede jeg mig for at tage det til hvad, der på det tidspunkt var et solo-projekt, og senere hen kom til at være Slægt. Dansk eller engelsk er ikke vigtigt, så længe man får sagt og gengivet, hvad man føler er vigtigt.”

6. Jeres debutalbum, ”Ildsvanger”, var meget primitivt i forhold til musikken på ”Beautiful And Damned”. Hvorfor dette skift?

”’Skiftet’ skyldes forskellige faktorer. For det første: Sangene til ”Ildsvanger” blev alle, mere eller mindre, skrevet i efteråret 2012. Sangene til ”Beautiful And Damned” blev skrevet i slut-2014/start-2015. Et sådan mellemrum i tid giver selvsagt en forskel i materialets kvalitet, hvis man er en musicker, der er interesseret i at udvikle sig, blive bedre og udforske, hvad man kan formå. Desuden begyndte jeg at tilpasse min egen skrivning, til bandet, ud fra de andre medlemmers evner (vi begyndte at spille live i starten af 2014, og over tid lærte og forstod jeg, hvad de andre medlemmer er i stand til). For det andet: ”Ildsvanger” er indspillet hjemme og i øvelokaler med meget primitivt udstyr (ud af nødvendighed; der var ikke andet til rådighed. Ikke for at opnå en bestemt, beskidt, rå sound, eller lignende). ”Beautiful And Damned” er indspillet i et rigtigt studie (Ballade Studios i København. SUPPORT!!!!).”

7. Der er et sjovt lydklip (eller sampling) i starten af ”Der er kraft i det onde”. Hvor stammer det lydklip fra?

”Samplet i starten af ”Der er kraft i det onde” stammer fra Carl Th. Dreyers film ”Vredens Dag” (1943), og er de første ord, der bliver ytret i filmen. Sangens titel, og inspiration til sangens tekst, kom blandt andet herfra, så det var passende at bruge det sample.”

8. Jeg fornemmer en vis inspiration fra svenske bands som Dissection på ”Beautiful And Damned”. Har jeg ret?

”Ethvert band, eller kunstner, der tager denne form for kunst seriøst, er selvfølgelig inspireret af Dissection, da disse var én af de ypperste udøvere og mestre i den kunstform, nogensinde. Indflydelsen fra sådanne bands har faktisk været der fra dag 1 (se den første Slægt-demo fra 2012), og man vil kunne se den, hvis man er årvågen nok. Dog vil jeg påpege, at vi primært bliver inspireret af bands som Dissections attitude, frem for deres lyd. At lyden i visse tilfælde så er derhen af, må være resultat af de kræfter, som vi tjeners, vilje.”

9. Hvad er konceptet bag en sang som ”Move In Chaos”?

”Da Selim Lemouchi fra The Devil’s Blood døde i marts 2014 kunne man endnu en gang se folk diskutere, hvorvidt det var mest passende at skrive R.I.P (rest in peace) eller R.I.C (rest in chaos) i slutningen af eens skrevne hyldest til manden. Det fik mig til at tænke, at ingen af dem på nogen måde er passende. For hvis man ønsker at hylde Selim Lemouchis kærlighed til kaos, så bør man ramme kaos’ essens. Og der er på ingen måde fred i kaos. Derfor tog jeg den diametrale modsætning til rest/fred, hvilket er move/bevægelse, og kom op med M.I.C (Move in Chaos). Her havde jeg så endnu en fantastisk sangtitel, som vi kunne benytte os af. Vores sang handler om, at de største ”sandheder” i dette ”rum” er paradokser, hvilket er et paradoks i sig selv. Det er en beskrivelse af modsætninger og en hyldest til dem/de/det, som vender tingene på hovedet og hele tiden søger nye veje, ved at følge sit inderstes, rene essens.”

10. ”Alshincheri” er en noget mystisk titel. Jeg bliver nødt til at spørge, hvad der gemmer sig bag den titel. Hvor kommer ordet fra, og hvad betyder det?

”Alshinecheri er et navn/ord, som kom til mig en nat, i slutningen af en intens, surrealistisk og forvirrende drøm. Alt blev sort, og Alshinecheri viste sig for mig, i form af udtale af navnet, og desuden så jeg det skrevet for mit indre blik. Jeg vågnede og skrev det ned. Dagen efter kiggede jeg i min notesbog og fandt så denne mystiske, men dragende sammensætning af bogstaver. Ved at forsøge at slå det op stod det klart, at dette ord ikke fandtes i forvejen. Jeg prøvede at finde ud af, om det kunne være en anden måde at skrive et allerede eksisterende navn, eller lignende, på, men intet held. Efter yderligere refleksion nåede jeg til den konklusion, at det måtte være en gave til mig og Slægt. Det er senere gået op for mig, at det er et meget specifikt aspekt af den kraft, som blandt andet bliver sunget om/omtalt i sange som: ”Dunkelheit” (Burzum), ”To Her Darkness” (In Solitude), ”Maha Kali” (Dissection), ”She” (The Devil’s Blood), mv. Men som sagt, et helt andet og unikt aspekt. Vi mener desuden, at fotografiet på coveret af ”Beautiful And Damned” er en smuk, visuel repræsentation af Alshinecheri, og samtidig passer til ep’ens titel, da hun er smuk og forbandet.”

11. ”Church Of The Night” hedder et af jeres numre. Fortæl, fortæl.

”Oftest, så optræder vores sangtitler i mit hoved, før sangenes lyriske indhold osv. Herefter udarbejdes sangens fokus, i samarbejde med musicken. ”Church Of The Night” var endnu en sådan titel, som jeg havde i arsenalet, og da musicken til sangen var blevet udarbejdet, var det den perfekte beskrivelse af netop den komposition. Enten kan det være dét, at rent faktisk være inde i en kirke om natten (med hvad der deraf følger …), eller også kan det ses som en hyldest til natten, som et helligt rum.”

12. Jeg hørte jer i Radio Fenriz. Betyder det noget for jer at have fået det blå stempel af en mand som Fenriz?

”Det er selvfølgelig en ære, at Fenriz synes godt om vores arbejde. Også når man tænker på, at vi alle er store beundrere af mandens eget musikalske virke. Men det har ikke betydet det helt store derudover. Det er et skulderklap, men vi lader os ikke forblænde. Det er blikket stift rettet fremad, ned af den sti vi er i gang med at kreere.”

13. I spiller på Metal Magic Festival og som support for Dødheimsgard. Hvad kan publikum forvente af Slægt, når I står på scenen?

”Publikum kan forvente, at vi gør alt for at slå os selv ihjel, da vi anser scenen for at være et alter, hvorpå vi lægger os selv, og lader os ofre til de kræfter, som nærer vores musick. Intet stort sceneshow, bare rent fokus og ønsket om at være ét med nuet og lade sig opløse på det indre og ydre plan.”  <13>

 
Slægt live på Risefest, lørdag den 4. juni 2016.


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama