Musik for mordere og psykopater

30 minutter i selskab med Watains sanger.

Ny dokumentar tager seeren med på besøg hos Watains satanistiske sanger, Erik Danielsson. Der er kranier i øvelokalet, men der kommer ikke lig på bordet.

”Fedt!” tænker du sikkert. Nu kan vi rigtig komme med hjem og snage hos Erik Danielsson. Snuse rundt i Watain-sangerens privat og kigge i hans snavsetøjskurv. Komme helt tæt på ham, i sådan en ”hudløs ærlig” dokumentar à la den der ”Hjemme Hos Lemmy”-film.

Men nej.

”Music, Blood And Spirit: The Life And Work Of Erik Danielsson” (Artax Film) leverer ikke den vare. Det er tydeligt, at der er en fortrolighed mellem Erik Danielsson (ofte bare kaldet E.) og filmmanden Claudio Marino. De kender hinanden. E. ved, hvad Marino står for. Og omvendt.

Claudio Marino er ingen hr. Hvemsomhelst. Han er grafiker, filmskaber m.m. Han har lavet både grafik og videoer for fx Ghost, han har designet Watains hjemmeside og den svenske hårdrockjournalist Niklas Göranssons site Bardo Methodology. Og meget, meget mere – tjek selv her.

Marino har måske nok fået lov til at tage sit kamera og sine mikrofoner med ind i E.s hjem. Men det hele foregår efter E.s armslængdeprincip. Keep distance.

Vi får nada at vide om E.s kærlighedsliv eller om hans relation til den berygtede organisation Misanthropic Luciferian Order (nu: Temple Of The Black Light).

Filmen foregår på E.s præmisser. Det er ham, der har ordet. Marino holder kæft og filmer.

LIVE, PÅ SCENEN, er E. larger than life. Jeg har selv stået få meter fra ham til en Watain-koncert, og han er helt væk. Han gebærder sig som en besat shaman, med rullende øjne, overhældt med blod. Der er tydeligvis tale om to personaer, eller to former for bevidsthedstilstande: E. på scenen og E. hjemme i træhusidyllen i Uppsala.

Som titlen på Marinos dokumentar antyder, spiller blodet en afgørende rolle. Det gør en forskel at blive overhældt med blod, det ændrer bevidstheden hos den, der gennemgår ritualet. Det er en af de ting, som E. fortæller om i den kun 30 minutter lange ”Music, Blood And Spirit”.

Det er dokumentarens svaghed, at den ikke viser klip fra Watains koncerter. Vi får kun lov at se still-billeder, mens E. taler om deres symboler og ritualer. På det felt var Watain-dvd’en ”Opus Diaboli” (2012) stærkere med dens krydsklip mellem liveoptagelser og behind the scenes-interviews. Se selv her.

Den her slags får vi desværre kun still-billeder af.

Men tag ikke fejl: Marinos film er ganske vellykket. Og interessant. Den kunne heller ikke blive andet. E. er en af heavy metals få intellektuelle personer. Han er en dyb tænker, og han kan formulere sig i ordguirlander, der er lige til at klippe ordret ud og bruge som citater.

Da Watain startede, tog de pejling efter kontroversielle bands som Funeral Mist, Ofermod og Malign. E. fortæller, hvordan det nydannede Watain var tiltrukket af disse gruppers ”totalt skånselsløse og intolerante attitude. Det var musik for mordere og psykopater. Det kom til at definere Watain, gav os et elitistisk forhold til genren. Man så ned på alle, der ikke var parat til at gå hele vejen for at opretholde et døende ideal. En alvor og en passion, som er forsvundet fra black metal. Black metal skal være eksplosivt, brændende, giftigt og farligt.”

WATAIN-SANGEREN HAR styr på metaltraditionen. Vi ser E. blade igennem sin pladesamling, hive først Sadistik Exekution frem for så at beslutte sig for at lægge en lp med Samael på pladespilleren.

Vi ser E. gå rundt i sin garage, hvor både hans motorcykel og en gammel fotokopimaskine står. Motorcyklen er ifølge et interview i Rock Hard vol. 346 (marts 2016) en Honda Chopper 750 kubik – formentlig den kværn, man ser E. rulle afsted på i videoen til ”Outlaw” (2013).

Watain er et gør-det-selv-band. Det hele skal helst laves i hånden. Ikke noget med photoshop eller fancy computer-layout. I dokumentaren ser vi E. fotokopiere og klippe og klistre og gnide på overførselsark af den slags, vi brugte tilbage i 1980’erne, når vi lavede vores fanzines.

”Det handler om tradition,” siger E. om den grafik, han laver til Watain. ”Jeg har altid syntes, at de gamle black metal-bands, at måden, som deres demos, pladeomslag og tøjdesign så ud på, er det ultimative. Jeg synes ikke, man kan tage det så meget længere. Det skal være sager, som ikke ser ud som noget, der har med den moderne verden at gøre. Æstetikken er ekstremt vigtig.”

Watains øvelokale og tilhørende bar er da heller ikke bare et lokale med æggebakker og funktionalistisk inventar. Kameraet er med i Watains ulveskanse, hvor udsmykningen er grel, og hvor man må gætte sig til, hvilke legemsvæsker og organer, der befinder sig i glaskar og beholdere, og hvor treforken og gruppens grufulde ulvehoved-logo ikke giver indtryk af, at dette er et opholdssted for humanister.

Men generelt oser filmen af ro og fordybelse. For ikke at sige idyl. Vi ser E. spadsere i demiurgens svenske alnatur, selvfølgelig iført cowboystøvler, nittebælte og lædervest med rygmærke.

Det er tydeligt, at E. ikke lever som en rockmillionær. Træhuset, han bor i, ser romantisk ud, men det er ikke vild luksus, Watain-sangeren vælter sig i.

”Vi har valgt at leve på et eksistensminimum for at slippe for at tage del i et almindeligt arbejdsliv. Watains musik kan ikke skabes, hvis man lever et normalt liv i samfundet. De to livsformer er ikke kompatible. Det går ikke at være en del af det, som man er modstander af.” \m/

”Music, Blood And Spirit: The Life And Work Of Erik Danielsson” kan streames her.

Nej, Les Paul'en er ikke plugget i forstærker. Dybt koncentreret, nærmest i meditativ ro, spiller Erik på guitar.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ulve men dog mænd

Ramaskrig og bandbuller! Watain har skabt furore i metalundergrunden. Med ”The Wild Hunt” har svenskerne nemlig ført black metal ind i en ny æra, hvor der både er plads til blast beats og power ballader. På lørdag spiller de i København.

Watain, som de ser ud i civil. Erik Danielsson til venstre.

Det er mere end ti år siden, jeg mistede interessen for black metal. 1990’erne var en storhedstid for sort tonekunst, men som så mange andre bølger og bevægelser inden for heavy rocken, gik der hurtigt mode i genren, og de gamle, stilskabende bands brændte kunstnerisk ud (Mayhem, Burzum) eller gik i opløsning (Emperor, Immortal). Hvis de da ikke muterede til plastik (Dimmu Borgir, Cradle Of Filth).

Watain afskrev jeg, da de album-debuterede i 2000. Men mens jeg har vendt ryggen til black metal-scenen, har Watain åbenbart været i en rivende udvikling, og deres femte album, ”The Wild Hunt” (2013), har taget mig med storm.

”The Wild Hunt” er 100% black metal. Totalt, helhjertet sort metal. Ondt, satanisk – hvad man ellers lægger i de termer. Men albummet er meget mere end musikalske gymnastikøvelser inden for en snæver genrekonvention.

SKØNHED BAG MORBID TITEL

Internettet flyder over med fordømmelser af ”The Wild Hunt”. Watain har solgt ud, mener fundamentalisterne i det lille klaustrofobiske black metal-miljø. Det er tydeligt, at mange af dem, der harcelerer mod ”The Wild Hunt”, kan deres ekstremmetal på fingerspidserne. Men det er ligeså tydeligt, at de ikke kender heavy rockens historie og dens vidtforgrenede tradition. Det gør Watain imidlertid. Lad mig forklare …

Watain kommer fra Uppsala. Og i svensk sammenhæng er Bathory alfa og omega i black metal. Watain har tidligere betalt tribut til Bathorys arv. Og ”The Wild Hunt” er da også et kærkomment genhør med bathorismen for en gammel heavy rocker som mig, der gik i headbanger-koma over Quorthons katakomber–thrash i 1984, og som med interesse fulgte Bathorys videre togter ind i den mere episke vikingemetal fra og med ”Blood Fire Death” (1988).

Men der er SÅ meget mere i Watain end spastiske blast beats og en aggression så tænderskærende, at emaljen springer fra musikernes tandsæt. Okay, det kan være svært at forestille sig, at der bag en morbid sangtitel som ”The Child Must Die” kan skjule sig en stor skønhed. Men det gør der.

Der er øjeblikke på ”The Wild Hunt”, som er ubeskriveligt smukke. Så smukke som Judas Priests mesterværk fra 1976, ”Sad Wings Of Destiny”. Eller så smukke som Ritchie Blackmores guitarsolo i ”Smoke On The Water” (1972).

Der er stemninger, melodiforløb og klangflader på ”The Wild Hunt”, som minder om det bedste fra Pink Floyd. Pink Floyd-viklen tog Tiamat som bekendt op på ”Wildhoney” (1994), men hos Watain gøres det på en mere rabiat måde – og mere overbevisende end f.eks. amerikanske Nachtmystium.

Og så er der jo stand out-tracket, stridens æble: ”They Rode On”. En power ballade! Der varer knap ni minutter! ”They Rode On” er kraniekandis for enhver gammel Scorpions-fan. Gåsehudsfremkaldende smuk – og med en patos, der kunne være tappet fra ”November Rain” eller en anden af Guns N’ Roses MTV-ballader.

Erik Danielsson har medietække.

ET FRONTALANGREB PÅ SKABERVÆRKET

Der er vilde dynamikudsving på ”The Wild Hunt”. Tracklisten kan virke rodet, fordi sangene stilistisk stritter i forskellige retninger. Men jeg tror, Watain har bygget albummet op efter vinyludgavens struktur, hvor numrene spredes ud over fire pladesider. På den måde får albummet et mere naturligt flow, hvor hver pladeside fremtræder som en suite.

”The Wild Hunt” har mange lag og dimensioner. Som enhver rigtig heavy metal-plade kan den fungere som party-rock. Ligesom de klassiske værker med AC/DC og Kiss kan ”The Wild Hunt” bruges på en glad aften, hvor der er whisky og bajere på bordet. For musikken rykker og swinger som or’n’li’ hæwi.

Men ”The Wild Hunt” er skabt til at blive nærlyttet, til fordybelse, som var det et album af Rush eller Captain Beyond.

Pladecoveret (i hvert fald vinyludgavens) er lækkert, fyldt med symboler og detaljer, og der er masser af udfordringer (!!!) på tekstarket, der med gotisk skrift er overmalet med vers om at være lovløs, om at være ulve, men dog mænd, om at være bundet sammen af rebelblod.

Helt ærligt: de fleste vil mene, at Watains tekster er hæslige, modbydelige – ja, direkte misantropiske. Et frontalangreb på skaberværket, herunder menneskeheden. Hør bare ”All That May Bleed”.

MUSIK ER IKKE BARE UNDERHOLDNING

Dette er ikke stedet, hvor jeg skal kloge mig om Watains religion (en form for kaos-gnosticisme). Bare kort: Watain har en åndelig indfaldsvinkel til deres musik. Det er ikke et job eller en hobby. Sangeren Erik Danielsson har formuleret det sådan i et interview med Spirit Of Metal i juni 2013:

”Jeg eksisterer ikke rigtig uden for Watain. Watain er mit liv, mit broderskab. Grunden til, at jeg er her, formålet med mit liv.”

En sådan hengivelse til musikken er sjælden. Men kaninhullet er dybere end som så. I den meget smukke koncertfilm ”Opus Diaboli” (2012) er der en længere sekvens, hvor Danielsson forklarer Watains syn på rockmusik – et musiksyn, som er stærkt præget af gnosticisme:

Watain tror, at rock’n’roll oprindelig kom til verden som et ekstremt kraftfuldt redskab for frigørelse, men at rockmusikken blev forvansket af almindelige mennesker og blev reduceret til simpel underholdning. Danielsson mener dog, at der er nogle få, der ligesom Watain tror på musikkens transcendentale kraft, at musik kan anvendes til et højere og mere dybsindigt formål end underholdning.

”Sand musik, rigtig musik med en kunstnerisk hensigt har potentiale til at nå et højere bevidsthedsniveau, eller et lavere, hvis du foretrækker det. Den rækker ud over tid og rum og er fucking ligeglad med nogen af delene. Men først og fremmest kræver det nogen, som har fået skænket inspiration fra en kilde uden for verden. Og det er en meget sjælden gave.” \m/

Watain fyrer deres infernalske show af lørdag den 25. januar i Lille Vega, København. Support: In Solitude!

Watains koncerter har et skær af ritual over sig.