Oprør mod sukker-hits

Midt i et kaos af slagsmål og provokationer udkom et af de heavieste albums i 1970’erne. Albummet bar den kontroversielle titel ”Sweet Fanny Adams”, og det har 40-års jubilæum i dag.

Det var ikke alt for smart at gå på tv med de jakker ...

London, Rainbow Theater, december 1973. Lyden af noget, der kunne være en atombombe-sprængning. Dernæst: et aggressivt rock-riff drøner oven på en militant trommetakt. Det er introen til ”Hell Raiser”, et af de nyeste hits med Sweet. Sangeren Brian Connolly træder ind på scenen, iklædt glitter fra top til tå, med bevingede manchetter om håndleddene. Brian griber mikrofonstativet, hæver det i luften. Et øjebliks sejrspositur, mens publikum skriger begejstret. Så brækker Brian resolut stativet over knæet, hvorefter han smider det til jorden med en skramlen. Sådan gør en rigtig rockstjerne sin entré. (Se klippet her.)

Og i 1973 var sangeren Brian Connolly, guitaristen Andy Scott, bassisten Steve Priest og trommeslageren Mick Tucker stjerner. Sweet var megastjerner. Kongerne af glam rock, i hvert fald i Europa.

Men ikke alle elskede Sweet. Forældregenerationen hadede bandet, som, de mente, ødelagde ungdommen. Rockkritikerne hadede også Sweet. Brian Connolly & Co. ødelagde den rockmusik, som ellers var ved at udvikle sig til noget dybt seriøst og noget meget, meget progressivt. Rockmusikken var lydsporet til den store marxistiske forvandling af Vestens samfund. Og så kom de her fire pikrockere med sminke og scenekostumer, som fik selv Marc Bolan og David Bowie til at ligne trist og grå hverdag. Sweet vanærede rocken – de var en ”Rock ’n’ Roll Disgrace”, for nu at nævne en titel på en af Sweets bøllede og bissede single-b-sider.

”Men det holder jo ikke,” var kritikerne enige om. Sweet havde stormet hitlisterne i to-tre år på det tidspunkt. Men de var bare en døgnflue. Håbede man. Sweet havde dog en anden plan. Planen kom til at hedde ”Sweet Fanny Adams”. Et album, som udkom i april 1974 – altså for præcis 40 år siden. Og det er en klassiker med stort K. Mange mener, at ”Sweet Fanny Adams” er det ultimative glam rock-album. Men det er en forsimpling af virkeligheden …

Sweet, som de så ud forfra ...

HAGEKORS OG HITLER-SKÆG

Sweet ønskede egentlig, at albummet skulle hedde ”We’re Revolting” – en titel, der gik på, at Sweet var klamme, afskyvækkende og vel også oprørske. Sweet var på et forvokset provokations-trip, de var rebeller uden en sag. En af sangene på albummet hed ”Rebel Rouser”, meget sigende.

Den titel, som albummet fik, var heller ikke for børn. ”Sweet Fanny Adams” hentydede til en mordsag fra 1800-tallet, hvor en 8-årig pige blev bortført og dræbt (=slagtet). Hun hed Fanny Adams. Og talemåden Sweet F.A. er en politisk ukorrekt måde at sige, at en person er værdiløs, et nul. I Sweet-sangen ”Sweet F.A.” står forkortelsen f.a. kort og godt for ”fuck all”, og teksten til den voldelige sang lyder bl.a.: ”If she don’t spread I’m gonna bust her head.”

Sweet var testosteronstruttende sexister, og titelnummeret og sange som single-b-siden ”Someone Else Will” (med linjen ”If we don’t fuck you someone else will”) var bestemt ikke med til at give Brian Connolly & Co. et godt ry. Som om, de tog sig af den slags.

Sweet opførte sig cirka ligeså punket som Sex Pistols efter dem. Sweet nægtede at trække af deres glitterjakker med sjofle slogans på ryggen, når de skulle optræde på tv. Mick bar et stort hagekors på ryggen. ”Bollox!” stod der på Andys ryg, og ”Fuck You” lød opfordringen på Steve Priests jakke. Og den rødhårede bassist mente det.

Da hittet ”Block Buster” (1973) blev lanceret på Top Of The Pops, gik Steve på scenen med Bismarck-hjelm, hagekors-armbind og Hitler-overskæg. Sweet var selvfølgelig ikke nazister, men i 1970’erne var den politiske korrekthed endnu ikke så fremskreden, og det ellers urørlige symbol (hagekorset) kunne stadig bruges som choktaktik – de borgerlige tog naturligvis anstød af det vulgære svastika, men det var først og fremmest marxisterne og smagsdommerne i de finkulturelle medier og samfundsinstitutioner, som blev provokeret.

Sweet var ikke det første endsige det sidste rockband, som (mis)brugte hagekorset til at provokere – og egentlig var det Hells Angels og rebellerne fra bikerkulturen, som skal have fortjenesten for at have ”opfundet” hagekors-provokationerne, der pr. automatik gjorde, at man blev udstødt af det pæne selskab. Denne hunger efter at være outcast lå formentlig også bag Kiss’ og Black Sabbaths brug af den forhadte S-rune i deres bandlogoer.

Anyway, provokationerne bremsede unægtelig Sweets karrieremuligheder. Singlen ”Turn It Down” (1974) blev ligefrem boykottet af BBC, fordi den var proppet med det, som borgerskabet betragtede som ”bandeord” (glosen punk indgik for resten også i sangteksten!).

Sådan kom coveret til at se ud...

SLAGSMÅL ØDELAGDE STEMMEN

Brian Connolly var smuk, en rock’n’roll-Adonis. Men Brian var mere end et blikfang. Han var datidens svar på W. Axl Rose, konstant i sladderbladene. Brian var ikke kun den blonde alfahan og prototypen på den slags glam-frontmænd, som i 1980’erne blev standard (=Michael Monroe, Vince Neil, Brett Michaels, Taime Downe, Stevie Rachelle, Steevi Jaimz etc.). Han var også en udmærket sanger med et pænt stort register. Altså indtil gruppen indspillede ”Sweet Fanny Adams”.

Brian var en skørtejæger, og på en bytur flirtede han med en pige. Dumt. For pigens fyr svarede igen ved at danse på taget af Brians Mercedes. Resultat: slagsmål. Brian fik tørre tæsk (vist nok af tre fyre), og værst af alt: han blev sparket i struben, gentagne gange. Det tog lige toppen af Brians vokale præstationsevne, og mens Brian blev behandlet for skaden, måtte Steve Priest og Andy Scott gribe mikrofonen for at færdiggøre ”Sweet Fanny Adams”.

Steve var måske Sweets bedste sanger. Priest havde en lys stemme med masser af power. Og den lod han lyde på ”No You Don’t”, et af det bedst glam rock-numre nogensinde. Steves nærmest hysteriske vokal på den skæring er second to none, og spørgsmålet er: ville Brian have kunnet synge den bedre – selv før slagsmålet?

”No You Don’t” var for resten skrevet af hitsmedene Nicky Chinn og Mike Chapman, der stod bag Sweets første stribe af glamourøse hårdrock-hits (”Block Buster”, ”Hell Raiser”,” Ballroom Blitz”, ”Teenage Rampage”, alle udsendt i 1973-74). Men op til indspilningen af ”Sweet Fanny Adams” var Sweet begyndt at løsrive sig fra Chinichaps hits. Sweet ville selv. Og de kunne selv. Det demonstrerede de på ”Sweet Fanny Adams”, hvor stilen bevidst blev drejet væk fra det hitlisteorienterede.

Selvom Sweet optrådte i glitterkostumer på coveret til ”Sweet Fanny Adams”, var musikken gedigen betonrock. Der blev spillet tungt og hammerhårdt. ”Sweet Fanny Adams” er et af de mest hårdtslående eksempler på heavy rock fra første halvdel af 1970’erne, basta!

Steve Priest ...

LYDEN: ET SLAG I ANSIGTET

Produktionen på ”Sweet Fanny Adams” var fantastisk. Lydmagikeren Phil Wainman gav Sweet den helt rigtige lyd: skarpkantede klangflader og et lydbillede med dybde og dynamik, der slog lige i smasken på lytteren. Disharmoniske, forvrængede guitarer. Mavekildrende brug af violinbue à la Led Zeppelin. Stereoeffekter galore. Sireneagtige Moog-udbrud. Stilfulde akustiske guitarer lagt oven på fjelde af metalguitarer. Hviskende stemmer og vilde korarrangementerne, der drønede fra højttaler til højttaler. Og så videre.

Sweet var meget dygtigere musikere, end deres rygte ville vide. Og de havde travlt med at flashe det på ”Sweet Fanny Adams”. Man bliver helt målløs, når man tænker på, at Sweet ikke selv fik at lov at spille på deres første sukkerhits (”Funny Funny” og den slags tonalt affald (1971-72)), som de distancerede sig fra med en mægtig musikalsk fuck-finger på ”Sweet Fanny Adams”.

Den største force i Sweet var vel trommeslageren Mick Tucker, hvis spillestil var unik, heavy men inspirereret af jazz. Tucker brillerede igennem hele albummet, legede sig overlegent igennem de mere simple sange og var med til at gøre, at Sweets cover version af ”Peppermint Twist” fuldstændig begravede Joey Dees originaludgave fra 1961.

Senere: Sweet i læder ...

KÆRESTEN BOLLER UDEN OM

”AC-DC” var et af de mere kendte numre fra ”Sweet Fanny Adams”. Det var skåret over Chinn og Chapmans hitliste-læst og handlede om sex. Om tabuiseret sex. Sangen var et adjø til det traditionelle kærlighedsforhold, for Brian sang her om, at hans kæreste bollede uden om. Selvfølgelig ikke med en anden fyr, det ville være utænkeligt for en førsteknepper som Brian C. Nej, kæresten bedrog ham med en anden pige. Værsgo: biseksualitet i teenybobber-form. Dét var langt fremme i plateaustøvlerne, selv i de frigjorte 1970’ere. Joan Jett, der som sanger i bandet The Runaways turnerede sammen med Sweet i 1970’erne, tog senere ”AC-DC” op – sladderpressen vil vide hvorfor.

Det var kun overfladisk, at Sweets sange handlede om kærlighed. Som oftest beskrev deres sange usunde og direkte syge relationer. Man finder fx S&M-undertoner i ”Set Me Free”, hvor kærligheden er blevet til et helvede.

”Set Me Free” tog Saxon sidenhen på sætlisten, og det Deep Purple-agtige nummer hører blandt Sweets aller-heavieste. Det var for resten Andy Scott, som egenhændigt skrev ”Set Me Free”. Det samme gælder ”In To The Night”, hvor Andy tilmed agerede forsanger. Sangen havde en midter-part, som var nærmest doom-dyster med sin mørke, fortættede stemning.

På ”Restless” var det igen Steve Priest, som sang for i et arrangement, der var free style, komplet med en afslutningspassage, som munder ud i et thrash-agtig staccato-riff. Det lød ikke som noget, der drømte om at komme på hitlisten.

Titelnummeret havde også et arrangement, som var alt for avanceret til at passe ind i den snævre glam-formel. Og havde det ikke været for glitterkostumerne på omslaget, ville de færreste have fået den idé, at ”Sweet Fanny Adams” var et glam-album.

På de efterfølgende lp’er, ”Desolation Boulevard” (1974), ”Strung Up” (1975), ”Give Us A Wink” (1976) og ”Off The Record” (1977), droppede Sweet da også glam-looket til fordel for et mere hårdrock-typisk denim- og læder-antræk. Men lige meget hjalp det. Og i dag er der stadig mange (alt for mange!), som foretrækker at huske Sweet for nonsens som ”Wig Wam Bam”. Synd for dem, for Sweet var i perioden 1974-76 et af verdens fedeste heavy rock-bands. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Danmarks metalguru nr. 1

"Heavy Metal Mania"-singlen var så metal, at Holocaust måtte bruge hele tre omgange
umlauts i deres bandnavn!

Metalguruen Ken Anthony betød meget for min generation af headbangere. Som pladepusher i landets førende pladebutikker (først Bristol Music Center, dernæst Double Fun og HMV) leverede han de plader, som blev lydsporet til store dele af mit liv som heavy rocker. Her er en playlist med ti af de vigtigste bands/plader, som Ken Anthony enten gjorde mig opmærksom på eller gjorde tilgængelig for mig.

1. BLUE CHEER: ”SUMMERTIME BLUES ” (ALBUMTRACK, PHILIPS, 1968)

En røvsyg torsdag aften i 1981 tændte jeg som sædvanlig for Danmarks Radio. Til min forbløffelse var programmet Rock-Nyt blevet omdøbt til Heavy Rock-Nyt. Det hele blev åbnet med Tygers Of Pan Tangs allermest bad-ass nummer, ”Killers”. Det blev til to timer i eventyrland for enhver heavy rocker, for i studiet sad ingen ringere end DK’s metalguru nr. 1, Ken Anthony, og delte ud af sin uudtømmelige fond af viden om hård rock. Ken spillede brandnye ting krydret med tilbageblik på hårdrockens historie. Som et eksempel på noget af det allertidligste heavy rock spillede han ”Summertime Blues” fra ”Vincebus Eruptum” (indspillet i 1967!). Et allerhelvedes støjinferno! En psykedelisk-psykopatisk udknaldet cover version af Eddie Cochrans 1950’er-traver. Heavier end det meste af det, som udkommer nu om dage.

2. BANG: ”IDEALIST REALIST” (ALBUMTRACK, CAPITOL, 1972)

I Heavy Rock-Nyt spillede Ken også det, der på stedet blev et af mine all-time favoritnumre: Bangs ”Idealist Realist”. En fantastisk sang med et riff, som selv Tony Iommi må kunne blive misundelig over. Proto-doom metal fra et amerikansk band, som aldrig slog igennem. Bang burde være obligatorisk lytning for alle fans af mørk og doomy metal. ”Idealist Realist” er hentet fra albummet ”Mother/Bow To The King”, men generelt er debutalbummet fra 1971 heavier.

3. HOLOCAUST: ”HEAVY METAL MANIA” (MAXISINGLE, PHOENIX, 1980)

Med i stakken af tungmetallisk gods, som Ken spillede i Heavy Rock-Nyt, var også denne New Wave Of British Heavy Metal-sag. Den står stadig her flere årtier senere som den ultimative heavy metal-hyldestsang. Med et primitivt riff og et hårdpumpet omkvæd, der får knytnæverne til at jage i vejret af bar begejstring. Sirenen i nummerets start kan stadig give mig gåsehud.

Quartz: Totalt kult!

4. QUARTZ: ”SATAN’S SERENADE” (MAXISINGLE, LOGO, 1980)

Totalt kult-maxisingle fra en af Englands mest oversete grupper. Quartz hørte til de bands, der byggede bro mellem 1970’ernes betonrock og 1980’ernes New Wave Of British Heavy Metal. ”Satan’s Serenade” er et tæskeheavy nummer fyldt med proto-black metal-stemning. Absolut Quartz’ bedste bidrag til heavyhistorien. Singlen købte jeg på en af de ture, som jeg og min makker tog med toget fra Hjørring til Bristol Music Center.

5. RIOT: ”FIRE DOWN UNDER” (ALBUM, ELEKTRA, 1981)

Alle rigtige headbangere rådyrkede ”Fire Down Under”, da den – endelig! – udkom i 1981. Et fantastisk album, helt på højde med de klassiske værker fra Judas Priest og Iron Maiden. Men Elektra troede ikke på Riot (den amerikanske rockscene var lam i starten af 1980’erne). Så gik aktivisterne ellers i gang med at samle underskrifter. I DK var det Ken Anthony, som stod for indsamlingen. Musikken var topklasse, men euforien blev ikke mindre af, at en danskers navn optrådte på takkelisten side om side med kendte rockskribenter. Rifferamas læsere har gættet, hvis navn jeg taler om.

6. VENDETTA: ”VENDETTA” (ALBUM, EPIC, 1982)

Det her var den første lp, jeg købte hos Ken i Bristol Music Center, en kold vinterdag i 1982. Frygteligt miskendt band med kultlegenden Nikki Buzz på guitar/vokal. Vendetta var barske, lede – og iørefaldende. Forestil dig noget i retning af Aerosmith med boller af stål. Vendetta var simpelthen for hårde for datidens amerikanske rockscene.

7. TWISTED SISTER: ”RUFF CUTS” (EP, SECRET, 1982)

Det er sikkert ufatteligt for mange, som kun kender Dee Snider & Co. fra deres poppede MTV-hits, men Twisted Sister var til at begynde med RÅ. Titlen på debut-ep’en taler for sig selv. Kerrang! hypede dem, men … som sædvanlig: pladerne kunne ikke købes i DK. Traditionen tro var Ken redningen. Hans motto må have været: findes det, findes det hos mig i Bristol.

8. WARLORD: ”DELIVER US” (MINIALBUM, METAL BLADE, 1983)

En af de første udgivelser på Metal Blade Records. Den var uopdrivelig i DK, men Ken havde den selvfølgelig som specialimport. Warlords stilfulde blanding af traditionel heavy metal og episke tilbøjeligheder gik lige i hjertekulen på mig, og ”Deliver Us” har været en af mine yndlingsskiver lige siden. På dette minialbum lyder Warlord som en stilfuld udgave af Manowar.

9. BATHORY: ”BATHORY” (ALBUM, TYFON, 1984)

Hvis Bristol Music Center var et eldorado, så var kælderen i Double Fun et mekka for headbangere i midten af 1980’erne. Her mødtes man før koncerterne, man fik solgt sine demobånd (i mit tilfælde: Nigro Mantia) i Double Funs kælder, og turnerende bands lavede in-stores i butikken. Jeg kendte allerede Bathory fra opsamlingsalbummet ”Scandinavian Metal Attack”. Bathorys første album havde Ken naturligvis på import i en helt friskpresset, nyudgivet version. Jeg drog stolt hjem med et af verdens første black metal-albums.

Køtere!

10. DOGS D’AMOUR: ”HOW COME IT NEVER RAINS” (MAXISINGLE, CHINA, 1988)

Der gik sleaze i den i slutningen af 1980’erne. Dogs D’Amour havde det perfekte mix af snavs og glamour. Jeg vidste, at de lød fedt, så snart jeg så et foto af dem i Kerrang!. En af deres første singler var ”How Come It Never Rains”. Om den blev udgivet i DK? Gæt selv. Men ro på, Ken havde den selvfølgelig i HMV, hvor han flyttede hen efter Double Fun.

ACHTUNG! Torsdag aften den 24. april kl. 20 på Zeppelin Bar, København, fortalte Ken Anthony om sit liv som manager, koncertarrangør, skribent pladepusher - og som sanger i Switchblade. Det blev en stor succes med udsolgt hus. 

Så lørdag den 21. juni kl. 20 gentages succesen på Zeppelin Bar. Devilutions Lars Schmidt og jeg griller metalguruen, der åbenhjertigt fortæller om sit liv med den hårde rock ... og den livsstil, der ofte følger med. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Den gamle, mandlige aggressions-ting

Iron Maiden udsendte deres debutalbum den 14. april 1980. Den radikale musik og det ekstreme image gjorde, at bandet fik moralens vogtere på nakken allerede fra starten.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 9, 1998)

Sådan laver man en rockplade: Først holder man en sort messe på et pladeselskab,
og derefter efterlader man masterbåndet i en grav i seks måneder, hvorefter det
bliver gravet op og sendt ud til de unge. Eller ... ?

””Iron Maiden” er dødbringende. Hurtigt, rasende metal født ud af ’76-punkrock-eksplosionen, den vil medføre brækkede rygsøjler, forstrukne muskler og flænset kød … heavy metal for ’80’erne.”

Sådan beskrev rockjournalisten Geoff Barton Iron Maidens musik, da bandet i 1980 udsendte deres debut-lp.

Og det var en radikal plade, Maiden sendte på markedet. Musikken var en tand mere aggressiv end den heavy rock, som de gamle 1970’er-bands var kendt for. Og så havde Iron Maiden oven i købet maskotten Eddie The Monster, der fra pladecoveret sendte publikum et fandenivoldsk grin. På bandets næste album, ”Killers” (1981), var den grufulde Eddie tilmed blevet udstyret med en blodig økse. Eddie var det perfekte blikfang, og med ham i front huggede Iron Maiden hurtigt en niche for sig selv og den nye heavy metal-stil, der var i fremmarch i starten af 1980’erne.

Unge bliver voldelige af at se og
høre den slags, mente de
venstreorienterede smagsdommere,
der var nøjagtig ligeså puritanske
som den kristne højrefløj.

FORDØMT AF PRESSEN

Mange af sangene på de to første Iron Maiden-lp’er handlede om desperadoer. De bloddryppende tekster til numre som ”Prowler”, ”Running Free”, ”Murders In The Rue Morgue”, ”Killers” og singlen ”Sanctuary” passede perfekt til bandets aggressive musik. Iron Maidens tidlige plader kan da også ses som soundtracks til den aggression, der rent biologisk koger i unge mænd. Eller som bassisten Steve Harris udtrykte det dengang, når venstreorienterede moralvogtere drog i felten mod Iron Maiden og de andre metalbands:

”Jeg antager, det er den gamle, mandlige aggressions-ting, og det er også derfor, at 90% af vores publikum er fyre.”

I den moderne, civiliserede verden er den maskuline drift hjemløs. Men drift er drift, og når ungersvendene ikke kan få afløb for deres aggressioner på den ”gamle” måde, ja, så må de ty til fænomener som tegneserier, horror-, splatter- og actionfilm, computerspil, science fiction, fantasy, rollespil – og heavy metal!

I pressen sidder smagsdommerne imidlertid med deres tantede pegefingermoral og deres finkulturelle kunstsyn. De er altid klar til at latterliggøre og fordømme heavy metal-genren, og Iron Maiden var deres yndlingsaversion i starten af 1980’erne. Hvad, der er blevet udgydt af orddiarré om gruppens tekster og brug af Eddie The Monster, er umuligt at gøre op. Og mens metalfans sluttede tusindtalligt op omkring Iron Maiden, var musikbladet Sounds’ Geoff Barton næsten den eneste i pressen, som fattede galoppen:

”Maidens musik er på én gang dyster og skæg og ballade, og overraskende nok fungerer dette ægteskab mellem genrerne overordentligt godt.”

Da Steve Harris mange år senere og for Gud ved hvilken gang skulle forklare pressen, hvad der var på færde, sagde han:

””The Number Of The Beast” var oprindelig skrevet som en novelle om en, der havde en drøm, og drejningen ved historiens slutning var, at drømmen blev virkelighed. Det er en temmelig god lille historie … Man har en tendens til at gå gennem sådan en fase i den alder. Som f.eks. Black Sabbath, deres tekster kunne ikke være, i mangel af et bedre ord: kvindagtige. Det er en meget mørk musik, vi laver. Men en masse af sangene er ikke ment alvorligt, en masse af det er taget fra film. Hammer Horror. Hvis man kigger på de to første ”Omen”-film, er det forbløffende, som de fremmaner en slags intensitet. Måske er det det rigtige ord det, vi forsøger at lave. Det handler om godt og ondt, når det kommer til stykket.”

Hvad er det lige, den kristne
højrefløj ikke forstår?

DEN KRISTNE HØJREFLØJ GÅR AMOK

Når man leger med det gode og det onde, skal man imidlertid huske at være aldeles entydig, for ellers risikerer man at få ballade med moralvogterne på højrefløjen.

Som Led Zeppelin, Kiss, Judas Priest, Ozzy Osbourne og utallige andre heavynavne fik Iron Maiden i 1980’erne problemer med den fremvoksende kristne højrefløj, den såkaldte moralske majoritet, der, hvad angår moralisme, siger spar to til stort set alt, hvad verden endnu har set af ytringsfrihedsbekæmpelse. Disse selvbestaltede pressionsgrupper (der nu om dage [i 1998, red.] ikke går af vejen for at skyde læger, der foretager aborter) kørte diverse boykot-kampagner mod Maiden, som var kommet for skade at udgive et album med den djævelske titel ”The Number Of The Beast” (1982).

”Jeg har en bog af Jimmy Swaggart derhjemme, ”Music: The New Pornography”, med et stort billede af Steve uden på!” forklarede Maiden-sangeren Bruce Dickinson engang. Swaggart var en rabiat tv-prædikant, der typisk for den slags moralske storskrydere senere hen blev taget med bukserne nede i en sex-skandale.

”[Bogen] blev sendt til mig af en bibelbasker, og et temmelig alvorligt brev fulgte med. Hun sendte mig et eksemplar af Bibelen, hvilket var godt, for jeg havde ikke en selv, og jeg behøvede en for at lave research til nogle sange. Og hun sendte også nogle ekstreme højrefløjs-tegneserier som Marvel, der hævdede, at hele verden blev undermineret af en organisation kaldet The Illuminati, der blev kørt af jøder, katolikker og frimurere, og at Hitler var i ledtog med paven! Og at måden, som man laver en rockplade på, er, at man først holder en sort messe på et pladeselskab, og derefter efterlader man masterbåndet i en grav i seks måneder, hvorefter det bliver gravet op og sendt ud til de unge.”

Det er til at dø af grin over. Hvis det altså ikke var så sørgeligt. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Artiklen, som den så ud i NRG nr. 9.