søndag den 7. april 2013

Bøllebank og knojerns-power


Pretty Maids’ 13. studiealbum, ”Motherland”, tager verden med storm. Med rette!

Pretty Maids: Intet andet dansk heavy metal-band har været så vedholdende.
I tre årtier har Horsens-gruppen holdt en super standard, hvad angår sangskrivning.
Wauw! Juhu! Hurra! Pretty Maids har lavet et fedt album!

Nogenlunde sådan har reaktionerne været på ”Motherland” (Frontiers Records), Pretty Maids’ 13. studiealbum. Også jeg klapper i mine små hænder. Men jeg er ikke overrasket. Min reaktion er snarere: havde I regnet med andet?

Bevares, efter min mening tågede Ken Hammer & Co. rundt i en tidstypisk identitetskrise i starten af 1990’erne. Men lige siden ”Anything Worth Doing Is Worth Overdoing” kom på markedet i 1999, har jeg levet i tryg forvisning om, at Pretty Maids fortsat kan levere heavy metal af den klassiske slags, der går på tværs af modestrømningerne. Skulle tvivlen indfinde sig, kunne jeg jo bare tjekke de to foregående udgivelser: studiealbummet ”Pandemonium” fra 2010 og livealbummet ”It Comes Alive (Maid In Switzerland)” fra i fjor.

Pretty Maids var i deres purunge år (i starten af 1980’erne) et af Skandinaviens banebrydende navne. Længe før der var Hatesphere og Volbeat, var der Pretty Maids. Og ingen af de nyere danske metaleksporter kommer nogensinde til at matche Pretty Maids’ sangskat. End of discussion.

Dengang, i start-80’erne, var Danmark Nordens førende leverandør af hård rock. Klædt i læder fra top til tå spillede den Horsens-baserede gruppe en knaldhård musik, der måske ikke var specielt original, men som lige fra starten var kendetegnet af en høj standard inden for sangskrivning. Hvor mange heavybands har råd til at lade en perle som ”Waiting For The Time” gå i glemme?  

Pretty Maids, som de så ud på debutpladen fra 1983.
I Danmark har vi ikke altid været flinke ved Pretty Maids. Især den kummerlige del af sladderpressen har haft en fest ud af håne Horsens-gruppen. Jydernes glamourøse frisurer og tøjstil i puddelrockens tidsalder, de udenlandsk klingende kunstnernavne og meget mere var en torn i øjet på jantelovens jurister. Men Pretty Maids har overlevet det hele, inklusive de danske radiokanalers konsekvente boykot af deres iørefaldende metalrock.

Og det er måske denne vedholdenhed, denne ukuelige vilje, som imponerer så mange i disse sørgelige tider. Og som har fået flere og flere mennesker til at få ørerne op for god, gedigen sangskrivning i en tid, hvor store dele af metalscenen domineres af musikanter, som godt nok kan lave et fandens spektakel, men som ikke kan genkende en holdbar hookline eller et rykkende riff, om det så voksede op mellem tæerne på dem og bed dem i næsen.

Pretty Maids er gammeldags. Men de er gammeldags på den fede måde. Man kan ikke bare proppe et album som ”Motherland” ned i en kasse og stemple den som et 1980’er-levn. Når Pretty Maids er bedst, er deres musik en videreudvikling af den tonekunst, som Thin Lizzy, UFO, (post-Dio) Rainbow m.fl. lancerede i 1970’erne og de tidlige 1980’ere. Bemærk: jeg skrev en videreudvikling, ikke en videreførelse!

Pretty Maids er ikke lette at sætte i bås. Der er stor variation på deres albums. Bandet kører en zigzag-kurs mellem det hårdtslående og det meget irørefaldende. Sådan var det allerede i starten af Pretty Maids’ karriere, hvor variationen gik fra den bøllebankende ”City Lights” til den smukke power ballade ”Fantasy”. Og sådan er det også på ”Motherland”.

Her er hårde tacklinger som ”Hooligan”, ”Why So Serious?” og ”Who What Where When Why”, men også mere fredsommelige skæringer som ”Wasted”. Men, okay, ahem, nogen gange kammer det over, det med det melodiske. Og ”Infinity” cruiser for tæt på AOR efter min mening.

Albummets glansnummer er åbneren ”Mother Of All Lies”. Det er et kunstnerisk pletskud. Alene det nummer burde gøre Pretty Maids til rockmillionærer. Sangen borer sig ind i øregangen allerede ved første gennemlytning. Og den bliver siddende efter, at ham har hørt albummet hundred gange.

Og så er der jo det med teksterne. Ronnie Atkins har aldrig været skarpere i sin samfundskritik. Flere af sangene er farvet af finanskrisen, terrortrusler fra islamister og Breivik-agtige nationalister. ”Mother Of All Lies” er et slående portræt af politikere, der er eksperter i folkeforførelse og løftebrud.

Djævlen spiller ingen glorværdig
rolle på "Motherland".
”Why So Serious?” er en uafhængighedserklæring, der tager pulsen på de fordomme, der stadig er gældende over for mennesker, der ikke følger samfundets snævre normer. Og der godt med knojerns-power i Pretty Maids’ angreb på autoriteterne i ”Who What Where When Why”.

”The Iceman”, der parres med introen ”Confession”, handler om lejemorderen Richard Kuklinski (1935-2006). Kuklinski havde et astronomisk antal menneskeliv på samvittigheden. Eller rettere: samvittighed havde lejemorderen ingen af. Han var stjernepsykopat. Men i modsætning til Jeffrey Dahmer, John Wayne Gacy, Ed Gein og de andre farverige seriemordere, som det er blevet så populært for heavy metal-bands at skrive sange om, var Ismanden ikke drevet af seksuelle perversioner eller det, der ligner. Kuklinski myrdede for pengenes skyld. Men han syntes vist ikke, at det var et surt slid.

Er Kuklinski en sang værd? Absolut nej! Og dog. Hvem er ikke fascineret og mystificeret af tilfælde som Kuklinski, Dahmer & Co.? Deres historier giver frydefulde gys, og gåderne står i kø: hvordan dælen kunne de slippe af sted med at myrde så mange mennesker, uden at myndighederne fattede mistanke til dem? Og hvorfor og hvordan udviklede de sig til dræbermaskiner? Man finder næppe bedre egnede studieobjekter, hvis man vil forske i den menneskelige psykologis veje og vildveje.

”The Iceman” er ikke den mest vedkommende sang på ”Motherland”. Det er og bliver ”Mother Of All Lies”. Ikke kun på grund af den døgnaktuelle tekst, men mindst ligeså meget på grund af musikken. Det er en sang, som sandsynligvis vil blive fast inventar på Pretty Maids’ sætliste frem over – side om side med ”Red, Hot & Heavy”, ”Future World” og ”Savage Heart”. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama