Tordenrock

I deres unge år var Kiss et chokrock-fænomen, som emmede af mystik og fare. Gruppen var både inspireret af gamle skrækfilm og udsyret science fiction, hvor en astronaut transformeres til et overmenneskeligt væsen.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 30, november 2006)

Kiss, da de var på toppen i mere end én forstand. Mesterværket "Destroyer" var
sendt på markedet, og rocksupermændene besteg ikke alene hitlisterne men
også Empire State Building. (Foto fra bookletten til bokssættet "Kiss")

Det originale Kiss kan spores tilbage til gruppen Wicked Lester, et band med et diffust repertoire. Utilfredse med bandets (mangel på) stil, opløste bassisten Gene Simmons og rytmeguitaristen Paul Stanley Wicked Lester umiddelbart før udsendelsen af gruppens debutalbum. I stedet dannede de Kiss sammen med trommeslageren Peter Criss og leadguitaristen Ace Frehley.

                     

Kiss blev født ind i en tid, som var domineret af glam og gimmicks (Alice Cooper, David Bowie, T. Rex, Sweet og Slade var hotte navne), og gruppens nærmeste konkurrenter i New York hed New York Dolls og Blue Öyster Cult. New York Dolls chokerede med deres bizarre transvestit-image (medlemmerne sminkede sig og klædte sig i dametøj), og det koncept plankede Kiss. Men New York Dolls-folkene var slanke og feminine typer, mens Simmons & Co. var langt mere maskuline. Så proto-Kiss lignede ishockeyspillere, der var klædt ud som husmødre. Heldigvis muterede Kiss lynhurtigt til ”the demons of rock,” som de blev kaldt til at begynde med.

                     

Da Kiss pladedebuterede i 1974, lancerede pladeselskabet Casablanca gruppens musik som “thunder rock”. Og i en tv-reklame for bandets andet album, ”Hotter Than Hell”, blev gruppen kaldt for ”rockens dæmoner”. Reklamen spiller bevidst på albumtitlens infernalske titel: ”Kiss is hotter than Hell. Kiss, the demons of rock, burning cross country with fire and thunder,” lyder den opgejlende speaker-stemme.

                     

Reklamen viser optagelser af Kiss på scenen, hvor de i vildskab spiller sig igennem “Let Me Go, Rock ‘n’ Roll”, ligesom der også i hæsbæsende tempo vises klip af Kiss backstage, Kiss i limousine, Kiss i privatfly – altid i fuld krigsmaling og iklædt deres fantasy-kostumer. Reklamen emmer ligesom ”Hotter Than Hell”-coveret af mystik og fare.

                     

Kiss var fra starten mestre i chokeffekter, og i et dansk popblad i midt-70’erne blev gruppen ligefrem omtalt i en artikel, som bl.a. handlede om ”Eksorcisten” (datidens mest uhyggelige gyserfilm); i artiklen blev Kiss kaldt ”den halv-fascistiske voldsomhed”, hvilket tydeligt refererede til bandets logo med de to zigzag-s’er, der minder om de s-runer, som Hitlers elitesoldater i SS bar som insignier. Kiss-logoet er oprindelig designet af Ace Frehley, som dog benægter, at han fandt inspirationen hos SS’erne. Kiss’ s-runer skulle ifølge Ace symbolisere tordenkiler.

Stanley Kubricks film "2001: A Space
Odyssey" fra 1968 var inspiration
for Kiss: Ace Frehley er fan af
filmens bombastiske titelmelodi
("Also sprach Zarathustra", komponeret
af Richard Strauss som en hyldest til
Nietzsches filosofi om overmennesket),
og Paul Stanleys overmenneskelige
persona (The Starchild) er inspireret
af astronauten David Bowman, der
i roman-udgaven af "2001: A Space
Odyssey" kaldes Star-Child.

DE FIRE PERSONA’ER

På scenen er Gene Simmons The Demon, en besynderlig blanding af uhyre, flagermus og firben. Det er ham, der spyr ild som en drage og med dyb røst synger Kiss’ dystre sange (”God Of Thunder”, ”Unholy” etc.). Når Gene tager kostumet af, er han forretningsmanden i Kiss. Han har en bachelor-grad i kunst, taler efter sigende syv sprog og er lidt af et marketings-geni.

                     

Paul Stanley er derimod den kreative drivkraft i gruppen. Stanley, der meget apropos fæller fornavn med The Beatles’ store komponist Paul McCartney, har skrevet hovedparten af Kiss’ klassikere, og det er også The Starchild, som er gruppens midtpunkt på scenen. Hans erotiske udstråling førte bl.a. til, at han i 1999 blev headhuntet til at spille fantomet i musical-succesen ”Phantom Of The Opera”. På det sidste har Stanley desuden vakt opsigt med sine udstillinger af billedkunst.

                     

Stanleys alter ego, The Starchild, er inspireret af Stanley Kubricks science fiction-film ”2001: A Space Odyssey”, hvor en astronaut (David Bowman) transformeres til et højere væsen, en slags nietzscheansk overmenneske, som netop kaldes Star-Child i filmens romanforlæg af Arthur C. Clarke.

                     

Science fiction var i det hele taget et varmt emne i begyndelsen af 1970’erne: heavy-bands som UFO, Black Sabbath, Deep Purple, Scorpions og mange flere syrede ud i rumfantasier på deres plader, og Kiss-guitaristen Space-Ace tog skridtet fuldt ud og gik på scenen i moon boots og rumdragt. David Bowies legendariske 1972-album om ”stjernemanden” Ziggy Stardust, der forbløffer jordboerne med sit overjordiske guitarspil, har formentlig inspireret Ace til at omskabe sig til Space-Ace.

                      

Mens Paul Stanley og Gene Simmons kom fra pæne hjem, havde Peter Criss og Ace Frehley en mere rå baggrund. Det er næppe tilfældigt, at Peter valgte at forvandle sig til The Catman, da Kiss udviklede deres scene-persona’er. For Criss var noget af en baggårdspuma, som i sine teenage-år var medlem af den berygtede gadebande Phantom Lords. På de tidligste bandfotos ser man ham behørigt bevæbnet med springkniv.

                     

Aces ansigt blev arret allerede i ungdomsårene, da han dumdristigt rodede sig ind i et slagsmål med en natklubejer, som angiveligt var medlem af mafiaen. Ace måtte efter bataljen indlægges med kraniebrud – de svære kvæstelser forklarer efter sigende, at Aces øjne i dag er placeret lettere asymmetrisk i forhold til hinanden.

BRITISKE FORBILLEDER

Musikalsk var Kiss i starten stærkt inspireret af britiske rock-grupper. The Beatles’ iørefaldende melodier har alle dage givet genlyd på Kiss-pladerne. Men det mere rå og beskidte i Kiss’ musik kommer fra Rolling Stones, The Who, Yardbirds, Black Sabbath, Led Zeppelin m.fl.

                     

Paul Stanley har røbet, at “I Stole Your Love” er influeret af Deep Purples “Burn”. Kiss-klassikeren ”Firehouse” skrev Stanley efter at have hørt The Moves hit ”Fire Brigade” i radioen – det var i de sultne år, hvor Stanley var ludfattig og ikke havde råd til at købe importplader, så han skrev i stedet sin egen sang om en brandstation. Ud af det kom der en schlager, som i dag er langt mere kendt end The Moves 1968-hit.

                     

Idéen med at kombinere hård, slagkraftig rock med store foldbold-omkvæd stjal Kiss fra de engelske glam-spasmagere Slade. Når Kiss spiller ”Rock And Roll All Nite” og ”Shout It Out Loud” og dermed forvandler deres koncerter til alsangs-arrangementer, er det med tydelig inspiration fra Slade. I 1998 forsøgte Kiss at gentage tricket med ”You Wanted The Best”. Men intet af det, Kiss har lavet i de senere år, har haft samme gennemslagskraft som materialet fra 1970’erne. \m/

Layouterne på NRG lavede denne labre rubrik til "Tordenrock"-artiklen, baseret på
"Rock And Roll Over"-designet.

“Tordenrock”-artiklen fungerede i NRG nr. 30 som optakt til et fire-siders interview med Gene Simmons, som kan læses her.

Læs Rifferamas historie om Kiss-hovedværket “Destroyer” her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama