søndag den 23. august 2015

Fandenskab – nu med humor


Ghosts tredje album rummer gedigen sangskrivning fra start til slut. Albummet er overstrøet med finulige arrangementer, musikalske pudseløjerligheder og intermezzoer, der udsender et ekko af blæret overskud.

Omslaget til "Meliora" er et pragtværk. Vinyl-udgaven indeholder foruden selve det labre
cover et 14-siders hefte med illustrationer til sangene. Plus skarpe bandfotos og et tekstark,
der er værd at nærlæse.
Fuck af! Sådan tænkte jeg, første gang jeg hørte og så Ghost. De sociale medier var begyndt at koge over med hype om det svenske band og deres ”Opus Eponymous” (2010). Jeg lyttede med et halvt øre og hørte noget, der klingede som King Diamond-stiløvelser.

Men det var lamt. Og så det image. Ghost førte sig frem med en sort pave og påstod, at de ville sprede propaganda om Satan.

Det var for stereotypt. For klichéfyldt. For Satan!

Jeg har i årenes løb hørt Satangejl nok. Lovsange til fanden fylder flere reolmeter hjemme hos mig. Så tak, men nej tak til Ghosts tilbud om at blive forført til fortabelse.

Der fulgte mange skænderier med den afvisning. Sådan er mit liv. Musik er noget, jeg hører. Og noget, jeg skændes om. Men jeg løb snart tør for ammunition i mine orddueller om Ghosts, ahem, velsignelser. For som en duellant så inkvisitorisk spurgte mig: er det ikke netop GODE SANGE, du savner i nutidens hårde rock? Jow da.

På Copenhell (læs Rifferama-rapport her) skyllede jeg mine sidste forbehold for Ghost ned med lunkent fadøl. For de gode sange er her jo i rigelige mængder. Og det der image, ja, det skal man nok betragte fra en helt anden vinkel end den fra det brændende Holmenkollen Kapell.

Der er en ironisk distance hos Ghost, lige fra deres masker og kostumer til deres tonesprog. Den slags er en skammelig sjældenhed i heavy rocken. I skrivende stund kan jeg dog komme på en befriende undtagelse: Blue Öyster Cult.

Bid lige mærke i det bandnavn. For som Kim Bendix Petersen så rigtigt har pointeret: Ghost lyder ikke som King Diamond. De lyder som … Blue Öyster Cult.

For akkurat som det var tilfældet med BÖC i deres storhedstid, er Ghost heavy rock med høj IQ. Eric Bloom & Co. havde et intellektuelt overblik, som intimiderede de heavy-hadende anmeldere og gjorde det svært at beskylde dem for at lave musik, hvor de ”tomme tønder buldrer mest.”

Trods det indimellem voldsomme symbolsprog (skikkelser i KKK-agtige kutter på indersiden af coveret til ”On Your Feet Or On Your Knees”) var BÖCs heavy rock altid underligt underspillet.

Sådan er det også med Ghost. Ligesom BÖC økonomiserer Ghost med det metalliske, med slagkraften. Der excelleres aldrig i bulder og brag. Det giver sangene mulighed for at ånde. Det giver melodierne mulighed for at folde sig ud. Og det giver musikken en dynamik, som oftest er fraværende i såkaldt ekstremmetal.

At spille Ghosts nuancerede form for heavy rock kræver, at der ikke rystes på stilsikkerhedens hånd.

Og han er en stor stilist, ham der den hemmelige Ghost-sanger, som vi godt ved, hvem er. På Copenhell demonstrerede han, at han formår at efterligne de katolske pavers gestik og diktion. Hele konceptet omkring Ghost er én stor parodi – ikke kun på pavestolen, men også på black metal.

Jeg fornemmer, at der er folk fra begge lejre, som finder det blasfemisk. Og dét er måske i virkeligheden det allersjoveste ved Ghost. For som det var tilfældet med BÖC, er Ghost et heavy-band med humor.

Læs interessant interview med Papa
Emeritus III i det nyeste nummer af
Metalized (nr. 99).
Ghost er velbevandret i genrerne. For selvfølgelig er det letkøbt at sammenligne Ghost med BÖC. Der er meget mere hos Papa Emeritus III og hans Nameless Ghouls end BÖC-elementer. Kirkemusik fusioneres med højkvalitets-pop (Beach Boys, ABBA m.fl.). Der høres lidt doom-stemning her, lidt skurrende The Doors-orgel der. ”Cirice” er formentlig det tætteste, verden nogensinde kommer på ”Simon & Garfunkel synger Slayer.”

Men ”Meliora” lyder ikke bare som et plyndringstogt gennem musikhistoriens basar. Albummet rummer gedigen sangskrivning fra start til slut. Albummet er overstrøet med finulige arrangementer, musikalske pudseløjerligheder og intermezzoer som ”Devil Church” og ”Spöksonat”, der udsender et ekko af blæret overskud.

”Meliora” er måske ikke så hitorienteret som det foregående album, ”Infestissumam” (2013). Eller som ep’en ”If You Have Ghost” (2013). Men helhedsindtrykket er bedre. Det nye album virker solidere. Og heavier. ”From The Pinnacle To The Pit” er forrygende – også tekstmæssigt. For Papa E er en begavet rad, som kan sit pensum af mytologisk og teologisk fandenskab.

Alt fedt er skåret væk fra ”Meliora”. Der er ikke ét eneste taktslag overflødighed på albummet. Uanset, hvor jeg sætter pick-uppen ned i pladens riller, vælder den gode musik ud af højttalerne.

Er det så Årets Album? Vi får se. Personligt tror jeg, at årets højdepunkt udkommer den 2. oktober. Og i modsætning til de fleste favoritter på min årsliste (Marduk, Tribulation, Enforcer, Watains Bathory-tribut, Ghost etc.) taler vi her om et amerikansk band. Som dog benytter sig af en svensk trommeslager … \m/

DISCLAIMER: Dette er en Rifferama-anmeldelse. Metalizeds officielle anmeldelse findes i magasinets nummer 99.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

søndag den 16. august 2015

Drakonisk strenghed


Ingen sortere. Som Paradise Lost tog sig ud i Jam Magazines artikel.

”Jeg hader at være som andre. Jeg gider ikke ligne en sørgelig forpulet køter, så jeg undgår at agere som normale mennesker.” Nick Holmes har talt! Ordene faldt i 1995, da Paradise Lost udgav hovedværket ”Draconian Times”.

Læs interviewet som optakt til Paradise Losts koncert den 17. oktober.

Interviewartikel: Peter Béliath (publiceret i Jam Magazine nr. 56, juni 1995)

NRG nr. 1. Bladet rummede også min
stort opsatte temaartikel om black metal,
"Slaver af Den Hornede", og et
dybdeborende interview med
Morbid Angel. Alle artiklerne
bar for resten præg af påvirkning
fra Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab.
[April 1995: jeg mødte drivkræfterne i Paradise Lost på en fashionabel café i København. Det blev en interessant eftermiddag i selskab med sangeren Nick Holmes og guitaristen Greg Mackintosh. Interviewet var sat op for NRG – et helt nyt dansk metalmagasin. Aftalen var, at Paradise Lost skulle pryde forsiden af bladets allerførste nummer, og derfor skulle interviewet have en vis tyngde. Det fik det.

Faktisk blev der stof nok til en fire-siders artikel i NRG. Plus det løse, som jeg brugte til en bihistorie, der kom i Jam Magazine. Det allertungeste skyts (bl.a. det famøse løfte om, at Paradise Lost ALDRIG ville svigte deres fans ved at skifte radikal stil, som Celtic Frost havde gjort på ”Cold Lake” – læs mere ved at klikke her) havnede selvfølgelig i NRG. Men der er et par sjove ting i bihistorien, som jeg bringer her.

Det klikkede virkelig godt mellem Paradise Lost og mig denne eftermiddag. Fadøl booster de sociale kompetencer. Efter interviewet opstod der en længere pause, hvor Greg og Nick satte sig ved mit bord. Den samtale ville jeg gerne have båndet. For de diskede op med mange sjove anekdoter. Bl.a. om turnélivet med det største dødsmetalband i verden.]

”Jeg synes, at folk, der bare følger trop, er idioter. Jeg nyder at betragte menneskelig adfærd. Jeg kan li’ at iagttage fyre, der prøver at score piger – de tér sig ligesom dyr, ligesom hunde! Jeg var på ferie, og der var en tævehund på stranden, og alle de her hanhunde forsøgte at komme i lag med hende. De jagtede hende uafladeligt, og det er det samme med mænd og kvinder.”

Nick Holmes, forsanger i engelske Paradise Lost, har talt sig varm efter en lille halv time. Vi sidder på Krasnapolsky i det indre København en søndag eftermiddag sent i april. De obligatoriske fadøl er inden for rækkevidde.

”Jeg hader at være som andre. Jeg gider ikke ligne en sørgelig forpulet køter, så jeg undgår at agere som normale mennesker. Jeg prøver at optræde cool, ha ha. Når jeg har drukket for mange bajere, bliver jeg mere menneskelig. Jeg tænker meget mere, når jeg er ædru,” siger misantropen Holmes og smiler med sine kønne isblå øjne.

På tryk virker udtalelserne hårde og kolde, men Holmes er en begavet og hjertelig fyr, for hvem livet er et tragikomisk drama. Noget der i høj grad kommer til udtryk i Paradise Losts tunge og dystre musik.

”Vi er pessimister, vi forventer altid det værste,” forklarer Holmes om sit band, der kommer fra The Grey North, nærmere bestemt Bradford i West Yorkshire – et typisk industridistrikt, der dog er omgivet af et smukt landskab.

”Man skal bare køre fem miles, så er man på landet. Det er et meget kuperet terræn med mange bakker og dybe dale,” fortæller Holmes om sin elskede hjemstavn, der har fostret adskillige bands med tendens til doom og gotik.

KAN DE DØDE DANSE?
I starten var Paradise Lost del af doom/death metalscenen, men gruppen har ad åre fjernet sig langt fra dødsgenrens trange rammer. Paradise Losts forrige album, den storladne ”Icon” fra 1993, slog kraftigt an i Europa og har for længst rundet de 300.000 solgte eksemplarer.

Den 12. juni [1995, red.] sendes Paradise Losts femte album, ”Draconian Times”, på markedet, og her lægger gruppe med stor autoritet vægten på de melodiske og de poetiske gotikelementer frem for metallisk hammer. Både de musikalske og kommercielle forventninger til ”Draconian Times” er skyhøje. Men hvad er det, der gør Paradise Lost så radikalt anderledes end andre af tidens metalbands?

”Vi er ikke kun inspireret af metalbands. Vores inspiration kommer fra alle mulige forskellige kilder, og derfor, tror jeg, vi har så original en lyd. Dead Can Dance er vores største inspirationskilde. De spiller den tungeste musik, og de spiller det med følelse. De er heavier end noget death metalband kan drømme om at blive. Men det fatter de yngre fans ikke, for de går bare efter de forvrængede guitarer. Men når man begynder at værdsætte musik, opdager man, at Dead Can Dances musik har så meget mere at byde på end heavy metal.”

Netop det omtalte snæversyn hos metalfans har gjort Paradise Lost til et band, der både er elsket og hadet. Og det i metalsammenhæng så aparte ”Draconian Times”-album indeholder bl.a. en popsang, ”The Last Time”, der uden tvivl vil frastøde en del stivstikkere i metalpublikummet. Bekymrer det mon bandet?

”Ja, men det er jo også den eneste sang af den slags på albummet,” siger Nick Holmes og går straks i forsvarsposition.

”Ja, det bekymrer mig, men man kan jo ikke gøre alle tilfredse, og jeg afskyr folk, der påstår, at vi har solgt ud, for der er så meget sjæl i vores musik. Vi lægger hele vores personlighed i musikken.”

Både bandnavnet (der er titlen på John Miltons storslåede epos ”Paradise Lost”, der udkom i 1667, og som på besynderlig vis skildrer den faldne engel Lucifer som oprørshelt) og albumtitler som ”Shades Of God” og ”Icon” afslører, at Paradise Lost er meget fascineret af religiøse temaer. Nick Holmes understreger dog, at Paradise Lost er et irreligiøst band:

”Jeg har personligt ingen tro, men jeg ville ønske, at jeg havde det. Jeg tror ikke på noget som helst, jeg er meget agnostisk.”

”Vi er meget store modstandere af organiserede religioner. Jeg mener, at folk, der søger efter noget at tro på, til en vis grad er svage. Hvis man klarer sig gennem livet ved at være afhængig af noget, der forstærker tilværelsen, er det selvfølgelig udmærket. Men det er stadig en svaghed. Nogle mennesker behøver ikke stole på andet end sig selv,” causerer Nick Holmes, der har et meget William Blake’sk syn på religion:

”Religion burde være noget personligt, uden at man behøver at gå i kirke og lægge penge i kirkebøssen – hvad fanden har det med sagen at gøre? Hvis jeg var religiøs, skulle det være en personlig og åndelig sag, noget jeg ville holde for mig selv. Kirken er jo så skide korrupt, at det er en vittighed.” \m/

"Draconian Times" har det smukkeste artwork.

ACHTUNG! Den 17. oktober kan Paradise Lost opleves live i Pumpehuset, CPH. Support: Lucifer

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 2. august 2015

Se djævelen lave syndige kropsbevægelser


Volbeat har netop skrevet Danmarkshistorie. Totalt udsolgt i Tusindårsskoven i Odense. 37.000 tilskuere oplevede det dansk-amerikanske band demonstrere deres dominans. En dominans, som startede med bandet Dominus og deres 1997-album ”Vol. Beat”.

1997: Dominus på vej til at blive til Volbeat.
[Denne artikel er baseret på et interview, som jeg lavede med Michael Poulsen i forbindelse med udsendelsen af Dominus’ ”Vol. Beat”-album i 1997. Interviewet blev til to artikler. Den anden artikel kan læses ved at klikke på linket her.]

Interviewartikel: Peter Béliath (publiceret i NRG nr. 7, 1998)

Københavnske Dominus har skiftet stil. Igen. I 1994 lagde de ud med det noget skumle black/death metal-album ”View To The Dim”, som de i 1996 fulgte op med ”The First 9”, der var en vellykket death’n’roll-plade. I dag har Dominus imidlertid rock’n’roll på agendaen.

”Vi gør det, vi gør bedst lige nu, og det er metalmusik med god inspiration fra det gamle rock’n’roll,” forklarer guitaristen og sangeren Michael Poulsen om Dominus’ nye album, der bærer titlen ”Vol. Beat” (udtales voldbeat!). På ”Vol. Beat” er det meget tydeligt, at bandet er fans af Elvis Presley og andre 1950’er-rockere. Coveret er tilmed modelleret efter en ”Best of”-plade med Elvis. Desuden kædes numrene på pladen sammen af samples fra filmen ”Great Balls Of Fire” med Jerry Lee Lewis.

Dominus’ førhen så berygtede forkærlighed for satanistiske temaer lever dog videre i det nye rock’n’roll-koncept.

”Vi har brugt [en sampling med] Elvis i et af numrene, hvor man hører ham forklare, at rock’n’roll har dens rødder i gospel og rhythm & blues. Jeg synes, det er syret, at han siger gospel, for ind imellem numrene har vi en prædikant, en kristen mand, som hele tiden forsøger at forklare, at [rock’n’roll] er djævelens musik, og det er fandenivoldsk. Og så har vi pludselig en mand som Elvis, som mange har set som helgen, og som forklarer, at rock’n’roll faktisk stammer fra gospel. Og gospel er som regel en meget hellig musik. Gospel har også meget sensuelle rytmer, som der bliver klappet til, dvs. at det har et rimeligt sensuelt beat. Og det, synes jeg, er lidt sjovt.”

Mener Dominus, at rock’n’roll er djævelens musik?

”Heavy metal har altid haft ord for at være djævelens musik, da den har det her beat, der var meget provokerende i 1950’erne, hvor Elvis slog igennem. Rock’n’roll har alle de syndige ting, og den repræsenterer alle de ting, som djævelen siger, at livet går ud på. Så der er noget om, at det er djævelens musik.”

Tidligere har Michael Poulsen gjort sig til talsmand for en positiv nordisk satanisme, og der har været et hedensk/satanisk budskab i Dominus’ tekster.

”Altså fordi vi hedder Dominus, og jeg har skrevet nogle okkulte og sorte ting førhen, så har jeg min ret til at gå hen og lave en hvilken som helst form for kærlighedsnumre, hvis det var det, jeg havde lyst til. Og jeg kan godt li’ at provokere den scene, vi er inde i, og sige, at der ikke skal være nogen grænser for, hvad vi kan,” svarer Michael Poulsen på spørgsmålet om, hvad teksterne handler om.

”Nu teksterne, de handler som så meget rock’n’roll om sex, om at holde på sin ret til at gøre, hvad man har lyst til, nemlig at have det sjovt og følge et beat, det der bestemte beat, som kører igen på mange af numrene. Det handler om at følge beatet og nærmest se djævelen lave de her kropsbevægelser, som var syndige. At mane djævelen frem og få ham til at danse til det her beat. Og samtidig handler det også om nogle ting, der går igen fra ”The First 9”, hvor dæmoniske tekster stadigvæk er med i nogle af numrene. Det er ikke skåret ud i pap, men det er noget, man vil lægge mærke til, når man har læst teksterne et par gange. Tekstmæssigt kommer jeg sådan rimeligt meget rundt omkring det hele. Det er bl.a. et nummer, som hedder ”Billy Gun”, der foregår i det vilde vesten, hvor jeg faktisk drømmer, at jeg har en skudduel med ham der Billy Gun.”

Jo, der er skam stadig krudt i Dominus. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama