søndag den 30. juli 2017

De unge lugter blod



Der er et generationsskifte i gang i dansk metal. Rifferama rabler løs om to af de mest lovende unge bands: Slægt og Encyrcle.

[DISCLAIMER: Dette er ikke en anmeldelse, men et rableri fra fandommens yderste forpost. Enhver vrangforestilling om objektivitet og smagsdommeri skamskydes på stedet.]

Der er et generationsskifte i gang i dansk metal.

Den unge generation er ikke talstærk, men den er der. Både blandt fans, blandt journalister og blandt musikere. Denne blog handler om to af de mest lovende metalbands lige nu: Slægt og Encyrcle.

Fælles for de to bands er:

♠︎ De er unge;
♠︎ De bygger på tradition, men deres musik er ikke retro;
♠︎ De falder uden for de herskende trends;
♠︎ De udsender deres plader på udenlandske selskaber;
♠︎ De har en vision – de vil noget med deres musik, og de er mere reflekterede end danske metalbands generelt var i går, er i dag og vil være i morgen.

For en Jeronimus Banger som mig er det interessant at sætte hørerøret til to så unge bands. For med al respekt for den hæderværdige, gamle DK-metalliske garde (Denner/Shermann, Pretty Maids, Artillery et al.), så spiller unge mennesker med en anden nerve og med en større fandenivoldskhed.

Slægt, fra venstre: Adam "Ccsquele" Nielsen (trommer), Anders M. Jørgensen (lead guitar),
Oskar J. Frederiksen (vokal, rytmeguitar), Olle Bergholz (bas).
SLÆGT
Slægt ejer noget, der er unikt. De leverer ikke bare en omgang pløj, deres musik har en ekstra dimension. Slægt har en faible for den svenske metalscene, der selv efter Jon Nödtveidts selvmord i 2006 har Dissection i den kunstneriske front.

Men man skal være mere end almindelig tonedøv for ikke at høre elementer fra traditionel heavy metal. Mangt et Slægt-guitarriff kører parallelt med Iron Maidens ”Phantom Of The Opera”. Og både, hvad angår stemning og stilren anderledeshed, er der flere ting, der peger i retning af Angel Witch og andre trendforsagende kultbands.

Slægt burde altså kunne appellere både til fans af ekstremmetal og til fans af mere traditionsbundet hårdrock, om end wimps og folk med growl-fobi vil få krysterknyster af Oskar J. Frederiksens vokal.

”Domus Mysterium” (udsendt af tyske Ván Records) er Slægts andet album. Skæringen ”Move In Chaos” fra 2015-ep’en ”Beautiful And Damned” var ekstremt lovende. Og ”Domus Mysterium” indfrier løfterne. Albummet vrimler med episke arrangementer. Silketråde af de smukkeste melodier væves ind i Slægts musikalske ultravold.

Slægt er et band, der er traditionsbevidst. I mere end musikalsk forstand. På ”Eye Of The Devil” høres en kvindestemme, der giver associationer til Celtic Frosts ”Return To The Eve”. På ”The Tower” sender Slægt en venlig hilsen til Burzum, før musikken snor sig op i et spir af metallisk drama. På ”I Smell Blood” slipper det purunge band furor teutonicus løs. Her er vi virkelig nede og pille ved nogle indoeuropæiske arketyper.

Det er sjældent, man kan sige det her om et dansk metalband: men der er ikke rigtig nogen, der lyder som Slægt. Slægt lyder som Slægt. Frederiksen & Co. er ikke bare en copypaste-version af internationale trends.

”Domus Mysterium” er et musikalsk prisme. Her er masser af blodrus og bersærkergang. Men albummet rummer også stille passager og intermezzoer. Piano. Sprøde guitarklange. Sågar en tibetansk bedeklokke! Det sidste lyder måske lamt. Men det er det ikke. Det er med til at skærpe lytterens opmærksomhed, det er med til at tune øret ind på musikkens dybere lag.

Slægts metal har en spændvidde, som ellers har været kriminelt sjælden siden heavy rockens guldalder i 1970’erne. Dengang var det normalt, at grupperne blandede lys og skygge på deres værker. Det var noget, som fx Led Zeppelin, Thin Lizzy, Judas Priest og UFO var mestre i. Og det er en arv, som Slægt har taget op. På deres egen, sorte måde. Der er dynamikudsving på ”Domus Mysterium”, som blæser 99% af Slægts konkurrenter af scenen.

Encyrcle, fra venstre: Simon Klem (guitar), Søren Kammer (guitar), Philip Butler (vokal),
Anders Edalis (trommer) og Rune Koldby (bas).
ENCYRCLE
Mens Slægt kommer fra CPH, har Encyrcle base i Odense. Der har været ret stille i Odins vi siden de vilde sen-firsere, hvor Sliced Pimples, Rigid Domain og Prophets Of Doom gjorde byen til lidt af en metallisk højborg. Men her er altså Encyrcle, og de har et kunstnerisk højt ambitionsniveau.

Fynboerne album-debuterede med ”Encyrcle” (2015), der var kraniekandis for enhver fan af Jaguars ”Power Games”, Savage Graces ”Master Of Disguise”, Agent Steels ”Skeptics Apocalypse” og andre af speed metallens kronjuveler. Men Encyrcle er ikke meget for at blive låst fast i subgenre-stereotyper. Godt nok har Encyrcle styr på traditionen, men Odense-bandet bærer ikke skyklapper.

Jeg har været heldig at løbe ind i medlemmer fra gruppen til gigs et par gange, og hver gang er jeg blevet slået af deres musikalske udsyn. At Encyrcle har en fin musikforståelse, flashede de allerede på debuten, hvor ”Serpent’s Dream” havde et Bowie’sk løb på tangenter.

På deres nye ep, ”Burning Child” (udsendt af amerikanske Unspeakable Axe Records), demonstrerer Encyrcle atter, at de har en vid musikalsk horisont. Her giver de nemlig en effektiv cover version af ”Strange Days”. Virkelig godt set af de unge musikere, at der ligger et heavy metal-nummer skjult i The Doors’ klassiker fra 1967.

”Burning Child” inkluderer fire numre, som skyder i hver sin retning som en kaosstjerne. Men helhedsindtrykket er homogent.

Det klæder Encyrcle, at de benytter sig af en traditionel metalvokal. Forestil dig noget i retning af Bruce Dickinson. Og dog. Der er en inderlighed og en smerte i Philip Butlers vokal, som får mig til at tænke på Fritz Fatal fra de danske postpunk-legender Before.

Der er noget hymnisk, noget poetisk over Encyrcles heavy metal. Også når de går i speed-mode, som de periodevis gør på ”Delight Of Evil”. Men det generelle indtryk er, at Encyrcle er på vej mod en tonekunst, som er noget mere alsidig end den, man fandt på debutalbummet. Det bliver spændende at høre, hvad der ligger på lur på Encyrcles kommende album … <13>

OPROP: Både ”Domus Mysterium” og ”Burning Child” kan nassehøres gratis på nettet. Men vær tr00: køb musikken!

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama  


søndag den 2. juli 2017

Kolonihave-idyl iført patronbælte og battle vest

Deströyer 666 stangede allerede fra starten.
Metal Magic Festival er de heavies samfund, når det er mest TRVE. Her er et rifferat af yours tr00lys oplevelser på festivalen i 2016.

Koncertreportage: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 105, aug./sep. 2016)

Jeg vidste det! Jeg fik stress allerede efter et par timer. Metal Magic Festivals fredagsprogram var så tætpakket, at jeg måtte rende fra den ene scene til den anden i pendulfart. Normalt, når jeg er til festival (og det gælder også Copenhell), så kan der gå en halv dag mellem, at der optræder et band, som jeg brænder for at se. Men på Metal Magic kom disse opflammende koncerter i salver. Der spillede konstant et band, der var værd at se. Og på et tidspunkt (efter at have stået i regnen og headbanget til DeathRiders) måtte jeg tage en time-out. Sætte mig ned og få noget at spise og prøve at nyde en øl uden at risikere at stå og hælde den hujende ned ad nakken på en af dem, der stod foran mig til koncerterne.

Rifferenten sammen med Obersten.
Både mad og drikke er billig på Metal Magic, og vurderet ud fra mine opgivelsers adfærd havde især øl-priserne en vis effekt på forsamlingen. Men det var druk uden aggression. Headbangere er et kultiveret folkefærd, der kan styre deres brandert, og som kan diskutere passioneret om uenigheder i musiksmag, uden at der kommer dårlig stemning ud af det. 

Copenhell roses ofte (og med rette!) for den gode stemning. Men det er for intet at regne i forhold til Metal Magic, som nærmest er kolonihave-idyl iført battle vest og patronbælte. De heavies samfund, når det er mest TRVE.
Festival-faciliteterne er beskedne, men de fungerer tiptop. Betjening er høflig, og det er superlet at falde i snak med folk. Leder man efter en 7” single med et obskurt bulgarsk horror metal-band, er der god chance for, at man kan finde den i en af boderne. Hoodies, vinyler, patches, cd’er, bøger, dvd’er – det hele bydes til salg. Til yderst rimelige priser!

LUCIFERICON var første band, jeg så. Hollænderne tilbød noget ud over den sædvanlige blastbeat- og growl-rumlen, nemlig gode sange. Et af medlemmerne optrådte i en Possessed-t-shirt, yes! Lucifericon viste demonstrativt fra start til slut, at de havde styr på døds-rødderne, og gennem lydtrykket kunne man ane arven fra Necrovore. Lucifericon mestrede virkelig kunsten at tale i dødstunger, for nu at parafrasere end af deres sangtitler. Det var brutalitet med stemning og mening, ikke bare pløj. Det var dødsmetal med hug i dybden, og legender som Allan Iversen og Krigsguden headbangede på forreste række.

Der findes en britisk undergrund, som har lavet et kunstnerisk Brexit. Dvs. at de har meldt sig ud af det internationale trendsetteri og derfor ikke er underlagt de amerikanske 1990’er-moder, der stadig udsuger store dele af metalscenen for ægthed. Metal Magic har spottet, at der ikke mindst i Irland foregår noget interessant. De havde således booket en række spændende navne: ZOM, Vircolac m.fl. Jeg var klog nok til at tjekke ZOM ud. Og det blev en oplevelse for livet!

ZOM: Terrorangreb på al normalitet.
ZOM hørte afgjort til blandt de mest interessante bands på festivalen. Dublin-trioen blev dannet i 2011, og de havde en E-K-S-T-R-E-M lyd. En crusty sound, som om store skorper af rust og slagger blev blæst ud af højttalerne. Det var som at stå i en stålstorm af feedback og ekko. Det var ægte alternativ musik. Et terror-angreb på al normalitet. Det lød som dødsmetallens genfødsel, komplet med smerteskrig og indsmurt i en sort blodkage. Mens ZOM tonsede igennem deres sæt, blev min hjerne bombarderet med associationer til Autopsy, Hellhammer, Voivod, Amebix, Sadistik Exekution, Von etc. Og så alligevel ikke, for ZOM er ZOM. There can be only one!

MANILLA ROAD kunne have været skarpere, og deres sæt kunne have været strammere. Det blev lidt for meget hygge-hejsa i længde. En skam, for Kansas-gruppen har et ærefrygtindgydende bagkatalog. Mark ”The Shark” Shelton har fået ulvegråt hår, og han har en stemme som en gammel vismand – eller riddle master. I de stræk, hvor det kørte bedst for Manilla Road, leverede de episk metal med islæt af myte og mystisk. Det blev til en musikalsk færgefart over Styx, og dermed blev det åbenbaret, at death metal ikke har monopol på at være Dødens metal. Hos Manilla Road er det dog ikke splat og indvolde, der svælges i. Derimod udmaler Shelton & Co. døds-temaets dybere mytologiske lag. Sætlisten var imponerende, men afslørede også, at gruppen lever i skyggen af Sheltons præstationer i 1980’erne. Før ekstranumrene fik vi da også stormfulde versioner af ”Necropolis” og ”Crystal Logic”. Manilla Road gav udtryk for deres dybe taknemlighed over at spille på Metal Magic, og ”Heavy Metal To The World” satte et passende punktum for koncerten.

IN AETERNUM husker jeg som del af 1990’ernes blakkede svensker-boom (Dissection, Necrophobic, Dawn, Sacramentum etc.), så det var et kærkomment genhør på Metal Magic. Den nyligt udsendte ”Wolfpack” beviste, at de halvgamle herrer stadig har det i sig. In Aeternum spillede foran et bagtæppe, hvor der var afbildet et overdimensioneret gedekranium i et pentagram. Så var scenen ligesom sat. Der blev gået til den. Skaldepander headbangede på scenen, og David ”Impious” Larsson demonstrerede, at nitter passer perfekt sammen med et stort vikingeskæg. In Aeternums musik er mindre melodisk end typisk blackened svensker-død, og koncerten var grum og intens lige til sidste stortromme-bulder.

Organisk videreudvikling af Mercyful Fate.
DENNER/SHERMANN var fredagens hovednavn på Metal Magics udendørsscene. Og de spillede højt. Ørepropper? Glem det, man skulle næsten have nyrebælte på. Det betød, at det i starten var svært at høre Michael Denners soli. Men ro på. Denner/Shermann levede op til deres status som headlinere. Sættet var en mirakuløs blanding af Mercyful Fate-klassikere og nye sange, som demonstrerede, at riffmeister Hank Shermann og Michael Denner stadig har evnen til at skabe kompositioner, der vil finde indpas i heavy metals arsenal af udødeligheder. Jeg var især imponeret over de nye numre fra albummet Masters Of Evil. De stod sig rigtig godt side om side med ”Evil”, ”Curse Of The Pharaos” og de andre Mercyful Fate-numre.

Reelt er Denner/Shermann en organisk videreudvikling af Mercyful Fate. Det er traditionelt metal spillet med ekstremmetallisk power. Og det er fuldstændig unikt! Denner/Shermann har naturligvis fornyet interessen for en Mercyful Fate-genforening. Og det er især Sean Peck, som MF-fundamentalisterne gransker for fejl. De vil have King Diamond tilbage på scenen sammen med Denner og Hank Shermann. Bevares, jeg har set bedre sammenspillede bands, end Denner/Shermann var denne aften, men én ting står fast: Sean Pecks præstationer var godkendt. Hver fugl synger med sit næb, og Pecks røst er mere i stil med Ripper Owens’ end med King Diamonds. Både som ceremonimester og som vokalist gjorde Sean Peck en god figur. Da jeg forlod festivalen spekulerede jeg over, om der reelt eksisterer et band på jordens overflade, som for tiden kan overgå Denner/Shermann – både hvad angår kompositioner og individuelle præstationer.  <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama