søndag den 29. januar 2012

Vi har ikke brug for flere bands, vi har brug for terrorister …

… udtalte Euronymous umiddelbart før sin død i 1993. I 1996 var det tydeligt, at black metal var blevet endnu en modestrømning inden for ekstremmetallen.

Klumme-tekst: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 4, 1996)

Michael Moynihan gav et præcist signalement
af black metals revolutionære væsen.
[Baggrund: Nedenstående er et uddrag af Valravn – en klumme, der blev lanceret som ”NRGs bannerfører for sort, gotisk og atmosfærisk rock”. Teksten afslører, at black metal allerede i 1996 var ved at udvande og blive til en mode. Og det var vist ikke hensigten med den bevægelse, som Euronymous og folkene i den såkaldte Sorte Cirkel (aka Black Metal Mafiaen) satte i gang omkring 1992-3.

For Euronymous & Co. handlede det om at være ”true”, og man burde ikke gå mere op i sin guitar end i satanismen. Black metal skulle være et opgør – ikke kun mod kristendommen og det humanistiske velfærdssamfund, men også mod kommercialiseret heavy metal.

Bemærk desuden, at klummen omtaler Michael Moynihans bog ”Lords Of Chaos: The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground”, som først blev udgivet i 1998, og som senere hen har været et meget omdiskuteret værk. Moynihans ord om black metals revolutionære væsen er værd at bide mærke i. Moynihans signalement af black metal udtrykker præcis, hvorfor den sorte metal-kunst var så interessant et fænomen – indtil den blev en mode.]

Michael Moynihan er en af de få forstandige rockjournalister, der har fordybet sig i black metal-fænomenet. Pt. skriver han på en bog om norsk black metal, en bog, der skærer igennem al sensationalismen og kulegraver scenens filosofi, ideologi og mytologiske symbolisme. For nylig sagde han i et interview:

”Black metal stiger i popularitet, fordi det er den eneste ægte revolutionære musikform, der endnu ikke er blevet opsuget og udvandet af mainsteam-pladeindustrien. Black metal er kompromisløs og ren i sin hensigt. Det er intet under i en verden fuld af tamme ideologier og åndsforladte, sukkersøde og kommercielle musikalske prostituerede, at en sonisk udrensning som black metal bliver hilst velkommen af mange.”

Det er sandt, at norsk black metal har ført an i revolutionen, i omvurderingen af alle værdier på 1990’ernes europæiske metalscene. Men det betyder ikke jo ikke, at det er stor kunst, hver gang en flok unggutter smører blæk i ansigtet og ræber ind i en mikrofon.

Black metal-scenen stagnerer voldsomt for tiden, og den er i fuld gang med at udvikle sig til en ondsindet selvparodi. Det, der oprindeligt var The Great Northern Trendkill, er i dag Den Store Nordiske Modedille. Og det er ikke kun legionen af medløberbands, der ødelægger scenen. Også medlemmer af den selvudnævnte elite har gjort deres til at profanere den nye nordiske tonekunst med deres myriader af sideprojekter og medvirken på plader, der i enhver anden sammenhæng ville havne i børnerock-afdelingen.

Når man ser det enorme udbud af black metal-plader, der hver måned vælter ud på markedet, dukker Euronymous’ grelle genfærd gang på gang op.

”Der er for mange bands,” sagde han før sin død i 1993. ”Mange skriver til mig og siger, at de ønsker at danne et black metal-band, og de spørger mig til råds. Jeg siger altid: ’Drop det.’ Jeg fortæller dem, at vi ikke har brug for flere bands, vi har brug for terrorister.” \m/

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".  


fredag den 27. januar 2012

Ild, blod – og bare bryster

Videoen til Satyricons ”Mother North” er et erotisk billeddigt med krypto-kultiske indslag.

Monica Bråten før, hun bliver ofret i "Mother North".
Norsk black metal i 1990’erne var som oftest dystert og farveløst. Pladecovers blev gerne holdt i sort/hvidt eller i forskellige gustne nuancer af ”farven” grå.

Men så i 1996 skete der noget nyt på den front. Et band blæste deres image op i den fulde farveskala. Og nej, der var ikke tale om et af de udskældte ”udsalgs-black metal”-bands (Cradle Of Filth, Dimmu Borgir), men om et vaskeægte norsk eliteband, nemlig Satyricon.

Satyricon har i årenes løb talt medlemmer fra Den Sorte Cirkel (aka Black Metal Mafiaen) såsom Samoth (Emperor) og Nocturno Culto (Darkthrone) alias Kveldulf. Så der var tale om et band med integriteten i behold. Og det med god grund, for Satyricon har lige siden udgivelsen af det banebrydende album ”Nemesis Divina” holdt en høj musikalsk standard.

Men det var ikke kun musikken, der gjorde et stort indhug i udenforståendes fordomme om norsk black metal. Satyricons musik var godt nok grum, men ”Nemesis Divina” var indspillet med et for black metal rekordstort budget, og lyden blev derefter. Den velproducerede musik var tilmed pakket ind i et labert omslag med stærke farver – og symboler, der skar i øjnene på fredselskende humanister.

Mest skelsættende var vel den video, som Satyricon indspillede til nummeret ”Mother North”. Den var selve antitesen til de musikvideoer, som sekulære hårdrockgrupper lancerede sig med på MTV. ”Mother North”-videoen var et overflødighedshorn af symboler. Religiøse symboler, vel at mærke.

Selvfølgelig foregår handlingen om natten – natten symboliserer døden, men også moderskødet, hvoraf noget nyt og stærkere kan fødes. Ilden er selve ånden og lidenskaben, og den kæde, som de tre Satyricon-medlemmer holder i deres næver, mens de hæver den højt mod himlen, kan vel tolkes som et symbol på det ubrydelige broderskab. Og sådan kunne man blive ved.

Der jo tale om en black metal-video, og det helt centrale i handlingen er menneskeofringen, der kombineres med erotisk dans. Sex og død og sort spiritualitet går her op i en højere enhed. Dét var selvfølgeligt kontroversielt. Men underligt nok var det ikke det rituelle drab, som fik gang i censuren. Næ, det var de bare babser og de slørede, men dog æggende skud af den kvindelige models nøgne skød.

I Valravn-klummen i NRG nr. 6 (1997) skrev jeg:

”[…] drømmen om igen at se Norden på storhedens trone er smuk. Vi må hæge om slige drømme, hvis vi ikke vil lade os fælde af det moderne samfunds sjæledød. Og det er da også drømmen, eller måske ligefrem visionen eller profetien om, at det faldne Nord skal genrejses i storheds pragt, der ligger bag Satyricons betagende video til ”Mother North” (Moonfog/Zodiac).

”Mother North” er et erotisk billeddigt med krypto-kultiske indslag. Foruden Satyr, Kveldulv og Frost ses den dårende dejlige Monica Bråten i en meget afklædt hovedrolle i videoen, der er behageligt fri for den hektiske sammenklipning af scenerne, som er så typisk for multidollar-produktioner på MTV. ”Mother North” er langsom, nærmest helt oldnordisk i sin langsommelighed, og den giver dermed seeren lejlighed til at lade øjnene dvæle ved de sanselige billeder af natlige ceremonier med ild, blod, sværd og nøgen kvindehud.”

Billedkvaliteten af nedenstående Youtube-udgave af ”Mother North”-videoen er ikke supergod, men den giver da et udmærket indtryk af Satyricons rituelle billeddigt. \m/

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".  

torsdag den 19. januar 2012

Slaver af Den Hornede

”Vi er slaver af Den Hornede. Vi er religiøse mennesker, og fuldstændig underkastelse er en fundamental ting for os. Hvis jeg havde den rette årsag til at dræbe, ville jeg med glæde afsone 20 års fængsel. Derfor skal vore fjender tage os alvorligt.” Sådan var sindelaget i norsk black metal i midten af 1990'erne.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 1, juni 1995) 

Euronymous var besat af at være
ekstremt ond.
[I 1995 var norsk black metal på alles læber. Kirkebrande, mord, sære kunstnernavne og grimme ansigter kalket til med ligsminke – det var, hvad almindelige mennesker kunne få øje på, når de zoomede ind på Norges sortmetal-scene. Uhyre lidt af det, der blev sagt og skrevet om fænomenet i Danmark (og andre steder for den sags skyld), hævede sig over skinhellig forargelse og sensationshunger.

Okay, metalmagasiner som Kerrang! og Terrorizer bragte dybdegående interviews med de centrale sortmetalliske skikkelser, og Rock Hard kulegravede black metal-fænomenet for at finde eksempler på racisme og nazisme. Men nedenstående artikel er – så vidt jeg husker – det første journalistiske forsøg på at forstå norsk black metal ud fra en spirituel/religiøs synsvinkel.

Bemærk: artiklen er skrevet i 1995, og meget er sket med norsk (og andre nationers) black metal siden da. F.eks. befinder medlemmerne af Darkthrone og Emperor sig ikke længere ude på ekstremismens overdrev. Til gengæld viderefører bands som Gorgoroth og svenske Watain den teistiske satanisme, som Euronymous & Co. var fortalere for i første halvdel af 1990’erne.]

Norge 1992. I den sjette dag i en bestemt uge, der også er den sjette dag i den sjette måned, brænder Fantoft-kirken i Bergen ned til grunden under mystiske omstændigheder.

Tallet seks i den bizarre måde at tælle uger på symboliserer Dyret i Johannes’ Åbenbaring, og den forkullede kirke betegner Guds undergang.

I alt otte kirker udsættes for brandattentater, og det kristne Norge går moralsk amok, da sensationspressen – og ikke politiet – afslører, at det er den såkaldte Black Metal Mafia, som står bag.

Black Metal Mafiaen, der er bygget op af omkring de satanistiske rockgrupper Mayhem, Burzum, Darkthrone og Emperor, citeres både i den nationale og den internationale presse for rockhistoriens hidtil mest ekstreme udtalelser, og en række finske og svenske bands bliver udsat for dødstrusler og attentater, fordi de ikke følger den rette Satan-tro. Mens politiets efterforskning står på, myrdes en 34-årig mand [den homoseksuelle Magne Andreassen, red.] i Lillehammer med 30 knivstik, og den 10. august 1993 myrdes Black Metal Mafiaens 25-årige godfather, Euronymous, med 25 knivstik i sin Oslo-lejlighed.

Den 21-årige Greifi Grishnackh fra enmandsbandet Burzum anklages for ildspåsættelse og mordet på Euronymous, og i maj 1994 idømmes han det norske retssystems hårdeste straf: 21 års fængsel. Den 19-årige Emperor-trommeslager Faust idømmes 14 års fængsel for mordet på manden i Lillehammer, og en lang række andre unge mænd i alderen 17-21 år får domme for brandstiftelse, vandalisme på kirker, medvirken til drab etc.

MAYHEM: MYTE & MARTYRER
Den myrdede Euronymous var ikke alene Black Metal Mafiaens godfather og mastermind bag syndikatets terrorisme. Euronymous kørte også pladebutikken Helvete og kult-pladeselskabet Deathlike Silence Productions (DSP), der svor aldrig at udgive plader med kunstnere, som ”dyrker livet, morskab, kærlighed, frihed og kristendom” – krav som grupperne Burzum, Enslaved, Abruptum, Merciless og Sigh levede op til.

Desuden var Euronymous leder af black metal-bandet Mayhem, der blev dannet i 1984 under kraftig inspiration fra datidens førere inden for sort metal: Venom, Celtic Frost og Bathory. I fanatisk raseri over kommercialiseringen af death metal-genren blev Euronymous drivkraften bag den hadefulde renæssance, som black metal har fået i 1990’erne.

Inden for dette black metal-comeback har Mayhem opnået en nærmest mytisk status – ikke mindst pga. de to martyrer, som gruppen har leveret til dens fans.

Da Mayhems andet album, ”De Mysteriis Dom Sathanas”, efter uendelige forhalinger endelig udkom i 1994, var det i skyggen af mordet på Euronymous i 1993 og det makabre selvmord, som bandets mystiske, svenske sanger Dead begik i 1991.

”Dead var en meget speciel person, med en ekstrem personlighed. End ikke vi [bandet, red.] kendte ham helt. Han flakkede hele tiden om i skovene, og han efterlod et brev, hvor han skrev, at det var der, han hørte til,” fortalte Euronymous til Kerrang! i marts 1993. Euronymous lagde ikke skjul på, at Deads selvmord havde stor PR-værdi, og Mayhem lavede halssmykker af stumper af Deads sønderskudte kranium. Euronymous tog efter sigende fotografier af den døde Dead.

”Jeg fremkaldte billederne,” forklarede Mayhem-trommeslageren Hellhammer til Terrorizer marts 1995, ”og jeg så, at kniven lå oven på geværet, og det kunne den ikke komme til af sig selv. Jeg siger ikke, at Euronymous trykkede på aftrækkeren, men på en eller anden måde havde han noget at gøre med selvmordet. Han kendte til det, før det skete. Først prøvede Dead at skære sig i hals og håndled, men det virkede ikke, så han brugte i stedet geværet, og det var lidt underligt. Jeg tror, at Euronymous pressede Dead til at begå selvmord.”

Greifi Grishnackh elsker hvide, ariske
overmennesker.
EURONYMOUS HIN ONDE
Euronymous (navnet er en forvanskning af Eurynomous – en blåsort og tænderskærende figur i det græske dødsrige Hades) var en karismatisk fører, og kulten omkring ham er vokset forudsigeligt efter hans martyrdød. Men forgudelsen af ham var – og er – overdreven i forhold til hans evner, og der var dem i Black Metal Mafiaen, der mente, at godfatheren talte for meget og handlede for lidt.

Blodfejden med Greifi Grishnackh (navnet adopteret efter en hjulbenet ork i J.R.R. Tolkiens romantrilogi ”Ringenes Herre”) opstod bl.a, fordi Euronymous var uendelig lang tid om at få udsendt Burzum-minialbummet ”Aske” (1993), der udkom på DSP så forsinket, at den tilsigtede PR-værdi af et dagbladsinterview om kirkebrandene, som Grishnackh gav i januar 1993, gik tabt. Dette tog Grishnackh særdeles ilde op, idet interviewet kostede ham en varetægtsfængsling. Hadet imellem de to rivaler blev til sidst dødeligt, og insidere har afsløret, at Euronymous også gik med planer om at myrde Grishnackh.

Mayhem-kollegaen Hellhammer tegnede i Terrorizer marts 1995 et lidet flatterende billede af Euronymous: ”Jeg synes, han var meget selvisk til sidst. Han sendte fotos af sig selv i stedet for af hele bandet, han promoverede kun sig selv, og han ofrede Mayhem til fordel for DSP.”

Hellhammer ser Euronymous’ egoisme som et regulært besættelsesfænomen som følge af satanisme. ”Man bliver besat af noget, der vil en til livs, og som vil have en til at brænde i helvede. Og hvis man beskæftiger sig for meget med det, tager det livet af en. Jeg tror, det var det, der skete for Euronymous. Førhen var han meget venlig og flink til at gøre folk tjenester. Men så blev han besat af at være ekstrem ond, og det ændrede ham. Jeg tror, at han vidste, at han snart skulle dø.”

NAZISME & RACISME
Norsk black metal er ofte blevet sat i forbindelse med nazisme og racisme.

Allerede i 1992 udspyede Darkthrone-trommeslageren Fenriz (opkaldt efter den altfortærende ulv i nordisk mytologi) en af sine ekstremt misantropiske og PR-givtige bandbuller til Metal Forces: ”Vi har fascistiske holdninger; vi er fjender af fred og lykke.”

I efteråret 1994 blev Darkthrone dog truet med boykot af pladeselskabet Peaceville og deres distributører i England og Tyskland pga. et anti-jødisk statement, som gruppen ønskede at få aftrykt på coveret til albummet ”Transilvanian Hunger” (1994). Dette fik Fenriz & Co. til at krybe til korset og udsende en pressemeddelelse, der undskyldte sprogbrugen og slog fast, at ingen af gruppens albums ”nogensinde har indeholdt racistiske/fascistiske synspunkter.”

I april 1994 blev Greifi Grishnackh i det norske Dagbladet citeret for en påstand om, at han samarbejdede med Ku Klux Klan og andre racistiske organisationer. ”Florida-afdelingen af KKK har betalt for trykning af nogle af mine plader og t-shirts, fordi de mener, at mit budskab er værd at sprede.” Han hævdede også, at hans fanklub i USA blev kørt af en kendt racist.

Disse udtalelser har Grishnackh senere hen affærdiget som citatfusk (Terrorizer juli 1994), og Burzums amerikanske distributører har over for magasinet Ultrakill afsløret, at de har været involveret i anti-racistiske aktiviteter. Burzums pladeselskab Misanthropy har ligeledes gennemhullet racismebeskyldningerne mod Grishnackh: den omtalte amerikanske Burzum-fanklub køres af en person af mexicansk afstamning, som altså næppe ligger under for racistiske overbevisninger.

HERREMORAL
Men dette betyder dog ikke, at black metal-folkenes ideologi og hensigt er harmløs. Foragten og den fuldstændige manglende medfølelse over for kristne, humanistisk og demokratisk indstillede mennesker tårner sig hos disse norske grupper op i en herremoral, som mange – inklusive nogle af dem selv – misforstår som nazisme.

Denne elitistiske og Nietzsche-inspirerede attitude forklarede Janto fra Hades i Metallian #11 således: ”Musikalsk mener vi ikke, at nazisme har noget med black metal at gøre. Black metal udtrykker et åndeligt budskab! Vi mener, det er naturligt for black metal-bands at have en slags fascistisk attitude over for alt ”lavlivet”, som omgiver dem.”

Grishnackh: ”Når nogen siger, de elsker hvide, ariske overmennesker, bliver undermenneskene, der meget vel kan være hvide ariere, hysteriske og påstår, at vi er nazister og racister og begynder at boykotte os. Men hvis nogen siger, de elsker jøderne, ’Guds udvalgte folk’, er det bare ’fascination’ og en meget ’positiv’ ting. Det kalder jeg at bruge Det Tredje Rige [Hitlers nazistiske Tyskland, red.] som undskyldning for at undertrykke det germanske folk.

”Med overmenneske mener jeg en stærk, selvstændig, vis og begavet person. Jeg elsker mig selv og min race, så jeg elsker hvide, ariske overmennesker. Nationalsocialismen modvirker individualisme, så jeg kan umuligt være nazist! Og det at elske den germanske race er ikke ensbetydende med at hader jøder” (Terrorizer juli 1994).

SATAN-FUNDAMENTALISME
Da Norge kogte allermest over af forargelse tog magasinet Rock Furore black metal-folkene i forsvar og påstod, at de unge menneskers satanisme var fremprovokeret af pressens skriverier.

Samme synspunkt adopterede Euronymous’ far i retten; her hævdede han, at sønnen ikke havde været religiøs, og han anklagede pressen for fejlagtigt at have skildret Euronymous som satanist.

Men hvis Euronymous, Grishnackh & Co. ikke var – og er – religiøse, hvad fik dem så til med dødsforagt at kaste sig ud i aktioner, der fik så vidtrækkende konsekvenser som død og fængselsstraf? Ingen af de dømte har i øvrigt vist tegn på anger, og både de fængslede og de black metal-folk, som stadig er på fri fod, fortsætter ufortrødent deres satanistiske korstog. Det er umuligt ikke at få muslimernes Jihad (hellig krig) i tankerne, når man læser, hvad Euronymous udtalte til Kerrang! i marts 1993:

”Vi er kun slaver af Den Hornede. Vi er religiøse mennesker, og fuldstændig underkastelse er en fundamental ting for os. Jeg er kun støv i universet, sammenlignet med Ham. Hvad, der sker med os, er ligegyldigt. Hvis jeg havde den rette årsag til at dræbe, ville jeg med glæde afsone 20 års fængsel. Derfor skal vore fjender tage os alvorligt i fremtiden. Vi har intet at tabe. Jeg forudsiger en ny Mørkets Tidsalder.”

Satyr fra Satyricon: "Vi brenner guds hus."
DET HEDENSKE MILLENNIUM
Den nye tidsalder har okkultister spået jævnligt i de seneste hundred år, og forestillinger om store omvæltninger op til årtusindskifter er såre almindelige. Mange moderne satanister og okkultister bekender sig således til åbenbaringerne i ”The Book Of The Law”, som Aleister Crowley angiveligt fik dikteret af skytsenglen Aiwass helt tilbage i 1904.

Det stærkeste norske black metal-udtryk for det nye satanistiske tusindårsrige finder man i titelnummeret på Darkthrones 1991-album ”A Blaze In The Northern Sky”. Fenriz’ tekst lyder bl.a.: ”It took ten times a hundred Years / Before the King on the Northern Throne / was brought Tales of the crucified one / Coven of renewed Delight: / A Thousand Years have passed since then - / Years of Lost Pride and Lust / Souls of Blasphemy, / hear a Haunting Chant - / We are a Blaze In The Northern Sky / The next thousand Years are OURS.”

Ingen tvivl: den norske black metal-bevægelse er drevet af trosforestillinger om fremtidig magt. Den ellers fåmælte Emperor-guitarist Samoth (der også medvirker på plader med Burzum og Satyricon) kvad i marts 1993 til Kerrang!: ”Vi vil regere hele Norge.”

At hovedfjenden er kristendommen, afslører kirkebrandene, som bl.a. kostede Samoth en længere fængselsstraf. Men Samoth angler ikke ligefrem efter strafnedsættelse ved at medvirke på Satyricons album ”The Shadowthrone” (1994); her hedder det sejrssikkert på nummeret ”Hvite Krists Død”: ”Vårt korstog har begynt og hvert skritt er en stake gjennom hvite krists hjerte / Vi brenner guds barn på bålet / Vi brenner guds hus.”

Og på ”The Sun No Longer Rises” fra Immortals album ”Pure Holocaust” (1993) lyder det ukristelige credo: ”I believe in desecration.”

De religiøse hensigter er ikke til at tage fejl af. Som Faust skrev i fanzinet Darkness: ”De gamle bands sang bare om det – nutidens bands gør det!”

ODIN, SATAN & ABSU
Man skal imidlertid ikke tro, at de norske bands lever under en gennemorganiseret religion. I virkeligheden er de fleste bands kun fælles om krigen mod kristendommen.

Mayhem, Darkthrone og Emperor dyrker vel en form for satanisme med alt, hvad det indebærer af omvendte kors, pentagrammer – og forbudte ritualer. Hellhammer løftede i Terrorizer marts 1995 lidt af sløret:

”Vi eksperimenterede, vi prøvede nogle af tingene i ”Necronomicon”. Men senere opfandt vi vore egne ritualer. Hvad, vi gjorde, var meget ulovligt her i Norge, men det var bedre for os, tror jeg. Jeg burde ikke tale for meget om det, men jeg kan afsløre, at liv blev taget.” Og formålet: ”Vi ville bare have viljestyrke, have tingene til at gå efter vor næse.”

Greifi Grishnackh er derimod erklæret odinist og har flere gange slået fast, at han ikke er djævledyrker, men at alle nordmænd af natur er sønner af Satan. En af hans forklaringer på dette kan læses i det danske fanzine Nagual #3: ”Odin er min fader, og han er modstander af den kristne ’Gud’. På hebraisk betyder ’Satan’ modstander. På den måde er Odin Satan. Nordens enøjede Satan. Og det gør mig til satanist, idet jeg følger min fader.”

Til Dagbladet har Grishnackh sat kirkebrandene i historisk perspektiv: ”Jeg anser det for blasfemisk at bygge kirker på Odins grund. Norge er Odins grund. Det er dem, der bygger kirkerne, der er kriminelle, ikke dem, der brænder dem ned.”

Medlemmer fra Enslaved og Hades bekender sig ligeledes til asatroen, til Odin, Thor og de øvrige gamle, nordiske guder. Og på Ancients album ”Svartalvheim” (1994) lever nordisk og babylonisk mytestof side om side med hinanden.

KUNSTNERNAVNE & LIGSMINKE
Ved hjælp af ligsminke og kunstnernavne er
black metal-musikerne i stand til at skifte
personlighed. Her er det Darkthrone, der raser i natten.
I det hele taget er den norske black metal-scene stærkt synkretistisk (en blanding af forskellige religioner), og selvom mange af grupperne synger på norsk og hævder at være nationalister, er det kan ganske få af musikerne, der bærer nordiske navne. Fenriz, Grimm og Frost er undtagelserne; de fleste bærer ikke-germanske kunstnernavne som Demonaz, Ihsahn, Satyr, Aphazel og Zephyrous.

Ud over kunstnernavnene er black metal-gruppernes ansigtsmaling, den såkaldte ”corpse paint”, det, der oftest vækker latter blandt uindviede. Men navnene og sminken har uden tvivl stor betydning for mange af scenens musikere, der på den måde er i stand til at skifte personlighed. Ligsminken har rituel betydning, og Dead var et ekstremt tilfælde, fortalte Hellhammer til Terrorizer i marts 1995:

”Dead var en meget stille fyr, meget rar og genert, og når han tog sminke på, var den person død, og det så man. Han gravede sit scenetøj ned i et par uger, før han tog det på.”

Greifi Grishnackh, der kun brugte sminke en kort overgang, forklarede til Terrorizer i juli 1994: ”Krigsmaling er for mig en rituel ting. Jeg bruger det til at påkalde raseriet i et odinistisk ritual kaldet ’berserkergang’ på norsk. Visse germanske stammer brugte krigsmaling, når de var på natlige togter.”

HELLIG RÆDSEL
Indholdet i den såkaldte satanisme blandt nordmændene kan diskuteres. Ondskaben lovprises, men defineres sjældent. Lidenskabeligt er det had, som nordmændene nærer til den amerikanske popsatanist Anton Szandor LaVey og dennes irreligiøse Church Of Satan, der kun ser Satan som et symbol, tilmed et symbol på det gode, og som prædiker liberalistisk egoisme og fri sex.

Nordmændene bekender sig derimod til en middelalderlig Satan, hvis egenskaber skildres i ”Inna A Satana” på Emperors album ”In The Nighside Eclipse” (1994): ”O mighty Lord of the Night. Master of beasts. Bringer of awe and derision. Thou whose spirit lieth upon every act of oppression, hatred and strife. Thou whose presence dwelleth in every shadow. Thou who strenghten the power of every quietus. Thou who sway every plague and storm.”

Der er sjældent tale om mystifistisk okkultisme, som de sydeuropæiske black metal-bands gør sig interessante med. De norske bands koketterer ikke med indsigter, de ikke besidder. De er anderledes konkrete og ærlige, og den væsentligste inspiration hentes i det nordiske mørke, i det kolde klima og Norges mægtige, vildsomme fjelde.

Enhver, der har besøgt Norge, kender den guddommelige ærefrygt, som disse norrøne egne kan indgyde et menneske. Og det er selvsamme hellige rædsel, som nordboernes myter om jætterne er udsprunget af – og disse bjergriser og rimthurser er jo netop nordiske slægtninge til de dæmoner, som de kristne importerede til Norden i middelalderen.

Denne indsigt er kort og godt troldenøglen til forståelsen af norsk black metal. \m/

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".  

tirsdag den 10. januar 2012

Da Ragnarok kom til Norge

Kontroversiel bog giver et både skræmmende og fascinerende indblik i den satanistiske black metal-genre.

Boganmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 17, december/januar 1998-99)

Coveret til "Lords Of Chaos" afslører, at det
er terroren og ikke musikken, som Michael
Moynihan fokuserer på.
Religionskrig er vel den mest passende betegnelse for de brandattentater, som i 1992 begyndte at hjemsøge norske kirker. Brandstifterne kom fra den såkaldte Sorte Cirkel, som hovedsageligt bestod af medlemmer fra black metal-grupperne Mayhem, Burzum, Darkthrone og Emperor.

Den Sorte Cirkel bekendte sig til en rabiat form for satanisme. De unge satanister i alderen 17-25 år påkaldte kaos og pønsede på at tyvstarte Ragnarok. Med bål og brand og en ondsindet form for heavy metal skulle kristendommen drives ud af Norge. Det socialdemokratiske land med dets velfærd og udvandede æresbegreber skulle omstyrtes, og i stedet skulle der indvarsles en ny mørkets tidsalder.

Black metal-kulten var såre middelalderlig. Medlemmerne lod sig afbilde med ansigterne sminket i grelle dæmongrimasser, og de optrådte under ildevarslende pseudonymer som Count Grishnackh, Euronymous, Faust og Fenriz. De var alvorsmænd, smilte og lo aldrig og talte kun, når det var nødvendigt. De var klædt helt i sort, bar kutter og lange kapper. Om deres håndled og arme var der spændt bepiggede manchetter, og de var gerne bevæbnede med sværd, pigkæppe, morgenstjerner og andre middelalderlige aflivningsredskaber. At de også havde en forkærlighed for knive, og at de heller ikke gik af vejen for at bruge dem, skulle et par opsigtsvækkende drab snart vise.

For typisk nok opstod der fjendskab mellem den Sorte Cirkels to førerskikkelser, Count Grishnackh fra Burzum og Mayhems leder, Euronymous. Grishnackh – i folkemunde kaldet Greven – afsluttede striden ved den 10. august 1993 at tildele sin rival 25 knivstik. Året før havde Emperors trommeslager, Faust, dræbt en tilfældig 24-årig mand med 30 knivstik – et mord, som politiet indtil da ikke havde været i stand til at opklare. Efter drabet på Euronymous satte politiet en massiv indsats ind, og den Sorte Cirkel blev optrævlet. I de omfattende retssager, der i pressen udartede sig til en ren sæbeopera, vankede der lange fængselsstraffe til morderne og brandstifterne.

Euronymous.
BLODFEJDE
Ser man bort fra den mere sekteriske del af heavy-pressen, er der ikke skrevet meget positivt om det norske black metal-fænomen. Offentligheden har overdøvet satanisternes musik med fordømmelse og latterliggørelse. Ikke mindst den kristne højrefløj har i medierne harceleret mod black metal og rockens generelle ugudelighed.

Men nu er den første saglige bog om black metal og dens historie og ideologi endelig på markedet. Den hedder ”Lords Of Chaos: The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground” og er skrevet af den amerikanske journalist og musiker Michael Moynihan (kendt fra industrial-bandet Blood Axis). ”Lords Of Chaos” er skrevet i samarbejde med den norske journalist Didrik Søderlind, men det er først og fremmest Moynihans værk, præget som det er af hans okkulte synsvinkler og revolutionære tilbøjeligheder.

Moynihan anveder bl.a. psykologi (ikke mindst C.G. Jungs teorier om arketyperne), kriminalhistorie, kulturhistorie, musikhistorie, mytologi og folklore til at indkredse black metal-fænomenet og årsagerne til, at det fik så voldsomt et udtryk i Norge, hvorfra det som en steppebrand bredte sig til resten af verden. Dertil kommer et utal af interviews med centrale personer fra det sortmetalliske miljø. Forfatterne har også interviewet politifolk, teologer, sociologer og andre kloge hoveder. Ja, selv Satankirkens grundlægger, Anton LaVey, giver sit besyv med.

Alt sammen er det brikker i en stor mosaik, der giver det hidtil mest sammensatte billede af black metal som verdensomspændende fænomen. Og så rummer bogen tilmed et par nette afsløringer. Ikke mindst tegnes der meget nærgående portrætter af black metal-blodfejdens to hovedpersoner, Grishnackh og Euronymous. Romantikken omkring den ”almægtige” Euronymous får et par ridser i lakken, og et ømt interview med Grevens mor, Lene Bore, er med til at nuancere billedet af den koldblodige Grishnackh, der efter sin fængsling er konverteret til nynazismen.

Count Grishnackh.
NAZISME
Man kan anklage Michael Moynihan for meget, men politisk korrekt er han ikke. Især den sidste halvdel af bogen skæmmes af hans optagethed af netop nazistiske idéer. Greven og et virrehoved fra det totalt obskure tyske band Absurd får urimeligt meget plads til at udgyde deres tranghjernede, nazificerede ordgylp. Og det er i irriterende grad med til at skævvride billedet af genren, for – og det kan ikke understreges kraftigt nok! – rygterne om nazismen i black metal er stærkt overdrevne.

Således kan genrens største og mest toneangivende bands (som f.eks. Cradle Of Filth, Dimmu Borgir, Emperor og Immortal) ikke sættes i forbindelse med nazisme.

Det er i øvrigt påfaldende, at de storsælgende Dimmu Borgir overhovedet ikke er nævnt i bogen. Det samme gælder andre væsentlige grupper som Satyricon og Marduk. Fokus er – næsten – udelukkende sat på de bands, hvis medlemmer har myrdet eller brændt kirker, eller som i interviews har givet udtryk for overdrevent ekstremistiske synspunkter. Og der gøres også for lidt ud af black metal-musikernes tonekunst, taget i betragtning, at især norsk og svensk sortmetal har leveret den væsentligste nyskabelse på 1990’ernes europæiske metalscene.

Men trods disse skavanker er ”Lords Of Chaos” det vægtigste, der endnu er skrevet om emnet black metal. Det er en data-spækket, rigt illustreret og særdeles velskrevet affære, der tager læseren med ind i et univers, hvor liv og død er vævet ind i hinanden på en måde, som moderne mennesker frygter. Det er kort sagt spændende læsning, der giver et både skræmmende og fascinerende indblik i den sataniske metal-undergrund. \m/

Michael Moynihan & Didrik Søderlind
”Lords Of Chaos: The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground”
(Feral House)
358 sider
******

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".  

torsdag den 5. januar 2012

Satanistisk rockterror

”Religion blandet med musik er ren og skær dynamit. Det kan hjernevaske folk, hvilket er fantastisk. Vi har fascistiske holdninger; vi er fjender af fred og lykke i verden.” Sådan præsenterede den norske black metal-scene sig selv i 1993.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 43, april 1993)

Fenriz var fjende af fred og lykke i 1993.
[Baggrund: I 1992-3 brød helvede løs i Norge. Kirker blev brændt ned, og black metal-musikere begyndte at optræde i pressen som satanistiske terrorister.

Denne nyhedsartikel er – formentlig – det første, som dansk overgrundspresse skrev om den norske ”Black Metal Mafia” aka ”Den Sorte Cirkel”, som havde base i Helvete, en pladebutik i Oslo. Inderkredsen i denne ”mafia” bestod af medlemmer af grupperne Mayhem, Burzum, Darkthrone og Emperor.

Artiklen bærer præg af at være sensationsjournalistik. Det var før, internettet gjorde informationer lettilgængelige, og det meste af stoffet i artiklen er hugget fra Kerrang!, Metal Forces og Sacroformity. Der var et par faktuelle fejl i artiklen – bl.a. blev Count Grishnackhs navn stavet forkert, og Fenriz blev gjort til trommeslager/sanger i Darkthrone. Disse ting er rettet i denne version.

Det er for resten interessant at konstatere, hvor åbenmundet den ellers fåmælte Fenriz var i 1992-3. Senere hen rodede Darkthrone sig ud i nogle uheldige udmeldinger, hvor gloserne ”arisk” og ”jødisk” indgik. Fenriz & Co. måtte sige bebe. Men spørgsmålet er: blev Fenriz citeret korrekt? Sagde han virkelig til Metal Forces, at Black Metal Mafiaen havde fascistiske holdninger?]

Count Grishnackh – 18-årig sanger i det norske black metal-band Burzum – blev for nylig tiltalt for adskillige alvorlige ildspåsættelser. Ifølge den norske presse har The Count tilstået, at han har sat ild til i alt otte kirker i Oslo, Stavanger og Bergen – flere af dem er angiveligt brændt ned til grunden. Hvis Grishnackh bliver kendt skyldig, står han til 20 års fængsel.

Med til historien hører, at Burzum er satanister, og at deres debutalbum netop er blevet udsendt på det ekstremistiske norske selskab Deathlike Silence, der har sværget aldrig at udgive plader med kunstnere, som ”dyrker livet, morskab, kærlighed, frihed og kristendom.”

I øvrigt er Burzum kun ét af adskillige skandinaviske black metal-bands med satanistisk overbevisning. Der er ligefrem tale om en Black Metal Mafia, der ser sig selv som musikkens svar på IRA. Et voldeligt angreb mod det britiske doom metal-band Paradise Lost under deres turné i Norge, en bombesprængning under en Deicide/Gorefest-koncert i Stockholm den 25. november og terror mod sangeren i det svenske band Therion er blot nogle få af de episoder, som har fået presseomtale.

”Det her har intet med musikbranchen at gøre. Det her handler om religion. Religion blandet med musik er ren og skær dynamit. Det kan hjernevaske folk, hvilket er fantastisk. Vi mener, at i en ideel verden må religionen have lov til at undertrykke folk. Vi har fascistiske holdninger; vi er fjender af fred og lykke i verden,” udtalte Fenriz, trommeslager i det norske black metal-band Darkthrone for nylig til det engelske musikblad Metal Forces. Fenriz lægger ikke skjul på, at han og Darkthrone (der er pladeaktuelle med cd’en ”Under A Funeral Moon”, i Danmark distribueret af Pingo) er tilhængere af vold.

”Vi har lavet en masse ting. Men jeg må være forsigtig, for jeg er jo med i Darkthrone. Så selvom jeg ikke ligefrem vil påstå, at jeg ikke har deltaget i volden, foretrækker jeg dog at påvirke andre til at gøre arbejdet,” erklærer Fenriz.

I det danske heavy-miljø er der delte meninger om, hvor farlig Fenriz reelt er. Men det er en kendsgerning, at der for tiden foregår satanistisk relateret terror i den skandinaviske metalundergrund. Og at der er personer i dette miljø, der tager deres livsstil særdeles alvorligt.

F.eks. begik Dead, sanger i det norske black metal-band Mayhem, selvmord forrige år [den 8. april 1991, red.] – en begivenhed, som den taleglade Fenriz sidste efterår beskrev således i et interview i det danske fanzine Sacroformity:

”Jeg blev mødt af Euronymous (bassist i Mayhem og drivkraft bag kultselskabet Deathlike Silence, red.) i døren, der sagde: ’Kom og se, du tror det ikke!’ Han åbnede døren til Deads rum, og det stank, og der var blod over det hele. Han skød sig selv, mere er der ikke at sige. Jeg ved alt, for jeg kendte ham og Mayhem personligt, men det er ikke noget for alle at vide. Han døde bare, og det er tragisk, for han var den mest ekstreme black-person. En fed sanger, men denne verden var ikke noget for ham.” \m/

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".