tirsdag den 7. februar 2017

Den sorte laban

Noget af en Kundalini-slange der ...

Metallica. Deres sorte album. Hvad skal man egentlig mene om det?

Rifferama spoler tiden tilbage til oktober 1991, da revolutionen viste sig at være i fuld gang ...

Oktober 1991. Den hårde rock stod i stampe. To scener nikkede hinanden skaller: thrash og glam/sleaze. MTV regerede på Machiavellisk maner: nul video på musikkanalen = nul gennembrud. Og for at komme på MTV skulle både look og sound strømlines. Resultatet mindede mest af alt om en pølsemaskine.

Man skulle være lidt af en Nostradamus for at vide, hvad de kommende måneder ville bringe. Måneden før havde Nirvana udsendt hitsinglen ”Smells Like Teen Spirit” og albummet ”Nevermind”. I august havde Pearl Jam udgivet albummet ”Ten”. Og nu udgav Metallica et album, som slet ikke matchede de stereotype forventninger, som thrash-KVLT’en havde til mosh-pionererne fra Bay Area, SF.

Men jeg anede ikke uråd. Jeg drak min kartonrødvin (tilbud: kr. 20 i DSB-kiosken efter lukketid) og skrev, som om jeg levede klos op ad Sunset Strip, Los Angeles.

Jeg havde en fast hårdrock-klumme i Musiktidsskriftet Jam (der senere blev kuppet og muterede til Jam Magazine). Den hed Live Wire (kvikt gættet: reference til både AC/DC og Mötley Crüe). Jeg sad omviklet med bandana og vippede mine spidse støvler i takt til den musik, jeg omtalte i min klumme i Jam. I oktober 1991 var jeg mest optaget af Guns N’ Roses, L.A. Guns, Skid Row, Cheap And Nasty og danske =Y=.

Live Wire havde et logo, der viste en stiliseret guitarsvinger med højt hår. Vi nåede knap nok til juleaften 1991, før de fleste hårfagre metal-musikanter og -fans havde vekslet manken til fladt hår. Og fodtøjet var i fuld gang med at blive mere ortopædisk. Så hvis man ville følge moden, var det game over med at spille the last bandit med eyeliner og paisley-mønstret skjorte.

Det gik sindssygt hurtigt. Revolutionen foregik med lynets hast. Alle Bon Jovi-kopierne forsvandt fra MTVs sendeflade, og en hel hær af grunge-kloner vadede ind foran kameraerne. Ternede skjorter, luvslidt fløjl – og absolut ingen spandex! Sådan lød dekretet, næsten over night.

Klart! Den ultrakommercielle metalkultur trængte til mere end et par dummeflade. Den fortjente en lammer, der var ligeså hård som den, dinosaurerne angiveligt fik engang i tidernes morgen. Men at det skulle gå så hurtigt, og at den hårde rock skulle forvandle sig så voldsomt, havde jeg godt nok ikke gættet.

Op fra undergrunden bragede især dødsmetallen fra Florida og black metallen fra Norge. Alle glamstjernerne fik flået medaljerne af, og selv stilikonet W. Axl Rose begyndte at optræde i underligt tøj. Shorts på scenen! Til lyden af ”Welcome To The Jungle”!!!

Jeg vendte skråen. Fik forsålet mine cowboystøvler og prøvede at styre udenom unoderne. Men det var svært. Jeg syntes også, at de fleste MTV-pudler var latterlige. Men jeg hadede synet (for ikke at tale om lyden) af Faith No More og Pearl Jam.

Året efter søgte jeg asyl i norsk black metal. I dag indrømmer jeg gerne, at det var en formildende omstændighed, at jeg kunne dulme mine kicking boots-abstinenser ved at kigge på fotos af de corpse paintede nordmærd. Både Darkthrone og Emperor gik i cowboystøvler! Og her var ingen flannelsskjorte i syne. Godt så.

Men i oktober 1991 var jeg i syv sind mht. den nye Metallica. Ved første gennemlytning hadede jeg den. Men den groede på mig. Og jeg hamrede en begejstret anmeldelse ned på mit hakkebræt af en transportabel skrivemaskine. (Se nedenstående bravade fra Jam nr. 34, oktober/november 1991.)

Hvis jeg havde vidst, hvad den sorte laban af et album skulle afstedkomme, havde jeg nok ikke råbt helt så højt op om dens fortrinligheder …


METALLICA
”Metallica”
(Vertigo 510 022-2)

I starten af 80’erne skabte Metallica thrash metal-stilen ved at kombinere Diamond Head og andre NWOBHM-inspirationer med Motörhead-speed. Og lige siden ”Kill ’Em All” – deres brøl af en neandertaler-debut-lp – har de brugt deres kræfter på at raffinere genren og sprænge dens rammer.

Den foregående lp, ”… and Justice For All”, viste Metallica som et krypto-nihilistisk band med store ambitioner udi teknisk snilde. Resultatet blev mildest talt dødkedeligt, og i dag går Lars Ulrich & Co. til sagen fra en helt anderledes minimalistisk vinkel.

Det progressive metal er skrottet, og i stedet koncentrerer Metallica sig om at spille en ligefrem og ekstremt slagkraftig heavy metal, der ikke levner plads til klichéer.

Fyrrige numre som ”Holier Than Thou” og ”Of Wolf And Man” (med en fremragende tekst om James Hetfields store lidenskab: jagt) er det mest medrivende, gruppen har sluppet løs siden ”Leper Messiah” fra ”Master Of Puppets”. Og ”Enter Sandman” og ”Wherever I May Roam” er måske de to bedste Metallica-numre – nogensinde.

”Metallica” giver måske ikke ligefrem ny betydning til begrebet heavy metal, men den sætter en helt ny standard for, hvor enkelt og originalt tung rock kan spilles. En klassiker!  <13>


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama