Sex og død

Type O Negative-sangeren Peter Steele havde en selvmorderisk forkærlighed for kvinder med tænder i kussen. Det kom der en storladen og ærefrygtindgydende tungrock ud af.

Cd-anmeldelser: Peter Béliath (Publiceret i hhv. Jam Magazine nr. 49, april 1994 og Wild Magazine nr. 7, oktober/november 1996)

Type O Negative krængede vrangen ud på det sorte sjæledyb.

Type O Negative var en af de allerstørste succeshistorier i 1990’ernes hårdrock. De høstede ikke alene guld- og platin-plader, men newyorker-bandets gotiske og doomy tungrock dannede ligefrem skole. Metalscenen barslede med et utal af Type O-kloner, hvoraf de fleste for længst er gået i glemme.

Men Type O Negatives musik holder stadig. Peter Steele & Co. skabte måske nok en mode, men deres musik var alt andet end modemusik. Dertil var der for mange modhager i gruppens tonekunst. Og sangeren og bassisten Peter Steele (RIP) var for kontroversiel en skikkelse til at blive idol for andre end de allermest lyssky ynglinge.

Ikke mindst Type O Negatives andet og tredje album er blevet stående som kunstneriske højdepunkter i 1990’ernes tungrock. Her er (noget af) det, jeg selv fik skriblet ned om hhv. ”Bloody Kisses” (1993) og ”October Rust” (1996).

Anmeldelsen af ”Bloody Kisses” bærer præg af den ideologiske borgerkrig, som især i 1990’ernes begyndelse rasede i rockmiljøet. Ligesom typer som Glenn Danzig og Blood Axis’ Michael Moynihan trodsede Peter Steele den herskende politiske korrekthed. Men i modsætning til de to andre herrer havde Type O’s stålmand et befriende glimt i øjet. Det var der bare ikke alle, der kunne se i mørket.

TYPE O NEGATIVE

”BLOODY KISSES”

(Roadrunner/Mis.Label)

Type O Negative kom ikke til Europa som support for Sisters Of Mercy i denne omgang, fordi en Sturmabteilung af anti-nazister sendte dem dødstrusler på halsen.

Type O Negative er absolut ikke ny-nazistiske flokdyr, men allerhøjest misantroper, der håndhæver deres ret til at være selvstændige individer. Men de autonome, de links-radikale og alle de andre, der fik fjernet hjernen sammen med mandlerne, kan selvfølgelig ikke se forskel.

På sangen ”We Hate Everyone” hoverer band-boss Peter Steele over, at alle beskyldningerne mod ham for at være racist, sexist, nazist etc. bare får pladesalget til at stige, alt imens omkvædet hilser alle glade drenge: ”we hate everyone!”

Det er nu ikke helt sandt, at Peter Steele hader alle. Faktisk har han et hjerte på størrelse med en bøffels, og det banker betingelsesløst for hans elskede. De fleste sange på Type O Negatives andet album, ”Bloody Kisses” (Roadrunner/Mis.Label), er kærlighedssange, om end der ofte er tale om en temmelig forvreden kærlighed.

”Black No. 1 (Little Miss Scare-All)” handler f.eks. om et forhold, som Steele havde til en kvinde, der var så selvoptaget, at han bad ham holde et spejl op foran sit ansigt, mens de bollede, så hun kunne fantasere om, at hun havde sex med sig selv.

Og ”Christian Woman” handler om, hvordan en kvindes inderliggjorte kærlighed til Jesus munder ud i en erotisk besættelse, som Steele er ufin nok til at udnytte: ”Jesus Christ looks like me,” messer han med sin dybe Iggy Pop-agtige røst.

”Bloody Kisses” er netop blevet genudgivet uden hardcore joke-sangene ”We Hate Everyone” og ”Kill All The White People”, der er erstattet af ”Suspended In Dusk”, en hjertekrympende sang om en vampyrs ubodelige ensomhed.

Den nye version er betydeligt mere gennemført end originaludgaven, der udkom sidste efterår. Det er rendyrket gotisk rock, tung og langsom med en storladen, sakral stemning. Der er elementer fra Sisters Of Mercy, Black Sabbath, Iggy Pop, The Beatles und så weiter, men det er først og fremmest Peter Steeles Type O Negative – et band, der krænger vrangen ud på det sorte sjæledyb. Et nummer som ”Bloody Kisses” må kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle, der har prøvet at miste, alle hvis blod har været sort af sorg.

Type O Negative laver afgjort ikke musik for folk, der er mørkerædde.

TYPE O NEGATIVE

“OCTOBER RUST”

(Roadrunner/Mis.Label)

*****

Sex og død! Det er to ting, der er knyttet uløseligt sammen i Type O Negative-føreren Peter Steeles univers. Steele synes at have en masochistisk, ja, ligefrem selvmorderisk forkærlighed for kvinder med vagina dentata, tænder i kussen.

Kald det heksekunst, sort magi eller femme fatale-voodoo: på Type O Negative-hittet ”Black No. 1 (Little Miss Scare-All)” kaldte Steele selv den kvindelige sortekunst for ”bitch craft”. Steele er arret på både krop og sjæl efter sine utallige møder med ”bitch craft”, og mange af hans sange er hudløse beretninger om kærlighedslivets luner, om hvordan brændende kærlighed kan forvandles til dødeligt had.

Højdepunktet på det nye Type O Negative-opus hedder meget typisk ”Love You To Death”. Det er en højgotisk kærligheds-ode med en psykotisk-psykedelisk stemning à la The Cures sygelige og ultra-depressive 1982-album, ”Pornography”.

Andre steder høres ekkoet af The Sisters Of Mercy – ikke mindst i vokalarbejdet på ”My Girlfriend’s Girlfriend”, hvor Steele lyder, som om han synger i munden på Andrew Eldritch.

Der trækkes også på inspiration fra oldgammelt Black Sabbath – lyt f.eks. til den tunge doom-puls i ”Wolf Moon”. Og som en understrøm igennem pladen løber der en 1960’er-agtig pop-sensibilitet. Det er først og fremmest The Beatles, der spøger, men – død og pine – om der ikke er et dunkelt slægtskab mellem en sang som ”In Praise Of Bacchus” og Donovans ”Atlantis”!

Det er en mægtig, sort og pompøs musik, som Type O Negative skaber ud fra disse vidt forskellige inspirationskilder. ”October Rust” er ikke alene mere storladen og højstemt, den er også mere helstøbt end gennembrudsalbummet ”Bloody Kisses”, hvis førsteudgave indeholdt hardcore-pinligheder som ”Kill All The White People” og ”We Hate Everyone”.

Den slags er Type O Negative vokset fra, og ”October Rust” er så ærefrygtindgydende i al sin magt og vælde, at det er svært at forestille sig, at de selv eller horden af Type O-epigoner nogensinde skulle kunne overgå den. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama