Demo- & lp-anmeldelse: Peter Béliath
(Publiceret i Hot Rockin’ nr. 2, primo 1984 & nr. 3, april 1984)
 |
| Slayer introducerede black metal-stilen i Los Angeles. Men thrasherne i San Francisco overtalte hurtigt bandet til at droppe sminken. Sminke var for wimps og poser-bands som Ratt, hed det sig i de kredse. |
[Baggrund:
Slayer var et af de allerførste thrash metal-bands. De pladedebuterede allerede
før, at det blev kutyme at bruge termen ”thrash metal” om den nye, aggressive
og opspeedede spillestil, der begyndte at dominere metalundergrunden i 1983-84.
På det
tidspunkt var det normalt af bruge termer som ”hardcore metal” og ”power metal”
om de allerhårdeste former for metal. ”Black metal” var endnu ikke blevet en bestemt
spillestil, men betegnede bare, at musikken havde en dyster stemning, og at
teksterne handlede om okkulte emner.
Alt sammen
afspejles det i de to anmeldelser, som jeg her vover at lægge ud på bloggen.
Det er ikke just stor journalistik, men de giver dog et indtryk af, at noget
nyt og vildt var ved at ske på metalscenen. Det fremgår, at Venom og Metallica
var de to toneangivende bands i denne nye bølge af vildskabsmetal, og at det
var blevet moderne at kalde andre metalfans for ”wimps”, hvis de ikke var til
thrash.]
Slayer siges
at var være Amerikas svar på Venom – og gutterne gør da også krav på at være
det heavieste band i USA.
Bandet har
eksisteret i halvandet år og består af Tom Araya (bas/vokal), Kerry King
(guitar), Jeff Hanneman (guitar) og Dave Lombardo (trommer).
Slayer har
som de første introduceret black metal i Los Angeles. Personligt foretrækker
jeg at kalde dem hardcore metal, da der ikke er noget specielt okkult over
gruppens musik.
Som led i
deres opstandelse har Slayer turneret hvileløst i Syd-Californiens klubber, og
det er planen, at deres togter skal føres til andre stater og lande.
Live
ledsages Slayers fandenivoldske metal at et ”over the top”-show, hvori der
bl.a. indgår intensiv brug af lys- og røgeffekter. Det siges, at der ikke er
til at se en hånd for sig, når Slayer har forladt arenaen.
Det første,
jeg hørte med gruppen, var
”Aggressive Perfector” fra ”Metal Massacre Vol. III” [”Metal Massacre” var en
legendarisk serie af kompilations-lp’er, hvor Metallica, Trouble og et utal af
andre lovende 1980’er-bands pladedebuterede; serien blev udgivet af det
navnkundige selskab Metal Blade Records, red.]. Dette nummer er sammen med
Warlords ”Mrs. Victoria” lp’ens højdepunkt. Tracket minder meget om Metallica,
både i arrangement og opbygning. Produktionen kunne godt have været mere
aggressiv, men ellers er der ikke noget negativt at bemærke.
Dernæst fik
jeg tilsendt et 3-track demo med numrene ”Black Magic”, ”The Antichrist” og
”Fight Till Death”. Demoet er plaget af en dårlig lyd, som desværre forurener
den stærke Slayer-metal.
”Fight Till
Death” skiller sig ud ved at være det heftigste (à la Metallicas ”Metal
Militia”) af de tre numre samt ved at indeholde det mest imponerende guitarsolo-arbejde.
Det ville være forkert at bedømme Slayer ud fra dette dårlige bånd, men én ting
kan med sikkerhed slås fast: Slayer har POWER!!! \m/
 |
| Allerede i 1983 hørte pentagrammer, omvendte kors og Geden fra Mendes til standardudstyret i black metal. |
SLAYER
”SHOW NO MERCY”
(Metal Blade/Roadrunner)
I Hot
Rockin’ nr. 2 skrev jeg i Slayer-historien, at grupen var mere hardcore end
black metal – den udtalelse trækker jeg hermed tilbage: ”Show No Mercy” består
af satanisk djævelskab fra start til slut. Om de er Amerikas heavieste band, er
jeg ikke helt sikker på, men det er ikke helt ved siden af.
Musikken er
klart inspireret af Metallica og Venom, men et par af numrene har lidt Mercyful
Fate over sig, og Slayer bekender sig da også 100% til The Masters Of Satanic
Mayhem. Teknisk er især guitaristerne Kerry King og Jeff Hanneman velfunderede,
men det kompakte lydbillede dækker ikke over svagheder.
”Evil Has No
Boundaries” er et superhurtigt nummer med fejende soli, mens ”The Antichrist”
er langsommere og især holdes oppe af Tom Arayas sataniske vokal.
”Die By The
Sword” er en stærk komposition, med temposkift og variationer af forskellige
slags (det er her, at Mercyful Fate kommer ind i billedet).
”Fight Till
Death” er som nævnt i Hot Rockin’ nr. 2 et heftigt nummer i stil med Metallicas
”Metal Militia” – og lyt engang til lead worket!
Instrumentalnummeret
”Metal Storm” er side 1’s stærkeste (med Mercyful Fate- og Iron
Maiden-indflydelser), og det følges op af ”Face The Slayer”, som hører til i
”The Antichrist”-klassen.
”Black
Magic” er slet og ret sort magi, for man kan umuligt lave noget så fantastisk
uden hjælp fra det overnaturlige.
På
”Tormentor” får Slayer det til at løbe koldt ned ad lytterens ryg med linjen
”Are you afraid of the night?”
”The Final
Command” er i den sikre, hurtigt-tærskende Venom-stil.
”Crionics”
er suverænt albummets stærkeste nummer, et track i den varierede stil. ”Show No
Mercy” lukkes med det dødeligt hurtige titelnummer.
Kan man
klare denne fandenivoldske lp, har man vinyl på, at man ikke er wimp, for
Slayer viser overhovedet ingen nåde. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar