Overgearet

B.T.O. var uløseligt forbundet med firhjulstrukne motorkøretøjer.
Logisk nok indgik et tandhjul i bandets logo. 

Bachman-Turner Overdrive lignede en mellemting mellem pelsjægere og dansende bjørne. Men de efterlod en stribe af heavy rockens største hits.

Hårdrocken er fyldt med sære historier. En af dem stammer fra Winnipeg i den canadiske provins Manitoba. Her havde nogle af byens stolte sønner engang et band med et besynderligt navn: The Guess Who.

The Guess Who havde en god ting kørende ved indgangen til 1970’erne, og med ”American Woman” (udsendt i marts 1970) løftede de taget af hitlisterne her, der og alle vegne.

The Guess Whos succes skyldtes ikke mindst lead guitaristen og backing-sangeren Randy Bachman. Bachman var en mesterlig sangskriver, men han rodede sig ud i noget religion: Bachman blev mormon. Det huede ikke Guess Who-forsangeren, Burton Cummings. Så der blev dårlig stemning i omklædningsrummet.

Det pis gad Randy Bachman ikke. Bachman sagde adjø og dannede Brave Belt, der endte med at blive til Bachman-Turner Overdrive (debutalbum udsendt i maj 1973). Og SÅ begyndte det at gå hurtigt. Både op og ned.

The Guess Who raslede ned ad hitlisterne efter Bachmans exit. På vej ud i glemslen kunne Cummings & Co. se måbende til, mens Randy Bachmans nye band plastrede deres vægge til med guld- og platinplader.

BACHMAN-TURNER OVERDRIVES speciale var alsangs-inspirerende og fodstampende øredrillere. Tænk: ”You Ain’t Seen Nothing Yet”, ”Roll On Down The Highway”, ”Hey You” etc. 

Gruppen forkortede ofte deres navn til B.T.O. Og B.T.O. havde fart på: Med deres singler scorede de hele seks top 10-placeringer i streg. På bare to år: 1974-75.

Også i Danmark stod det unge rockpublikum klar med åbne arme. Danmarks Radio kapitulerede og spillede B.T.O. mellem alt det andet hit-tjullahop, og selv i jyske provinsbyer kastede diskenspringere B.T.O.-plader over disken, som var det lerduer før en travl jagtsæson.

I 1975 fik B.T.O. deres store kommercielle gennembrud i Danmark med ”You Ain’t Seen Nothing Yet”. Singlen blev nr. 1 på den danske Top 20-salgsliste, mens albummet ”Not Fragile” opnåede en laber andenplads på listen. På Tipparaden var B.T.O. urørlige i 1975: De var det band, som fik flest lytterstemmer i løbet af hele året!

DEN FØRSTE B.T.O.-besætning bestod af Randy og hans to brødre Robbie (trommer) og Tim Bachman (guitar). Men esset var dog bassisten og sangeren C.F. Turner. Charles Frederick tog kvælertag på sin firestrengede spade, og så havde han en stemme, der lød, som startede han dagen med at gurgle hals i afløbsrens.

Når det endelig gjaldt, kunne C.F. også flikke en sang sammen. Det var fx Turner, der skrev titelnummeret til ”Not Fragile” – en sang, som rullede afsted på en lindorm af et riff.

På ”Not Fragile” havde Blair Thornton desuden overtaget broder Tims rolle som lead guitarist. Det højnede kvaliteten af guitarspillet. Randy og Blair begyndte at lave guitarparløb i stil med dem, som The Yardbirds havde introduceret i 1960’erne, og som Thin Lizzy senere gjorde til standardinventar i hård rock. For resten var Thin Lizzy med B.T.O. på turné – som opvarmning!

B.T.O. VAR ET ØMT SYN. Kraftige, lodne fyre, stablet op på plateau-hæle. Bachman & Co. lignede en mellemting mellem pelsjægere og dansende bjørne, så deres kontrafejer hang ikke på pigeværelsers vægge side om side med Donny Osmond og David Cassidy.

Tag ikke fejl: B.T.O.s musik var måske nok iørefaldende, men den var også robust. B.T.O.s musik blev spillet af mænd fra en kultur, hvor der blev båret blå kraver. Åh ja, en af gruppens første sange hed faktisk ”Blue Collar” og var en forsvarstale for arbejderklassekulturen.

Det var længe før Greta Thunberg, så der blev brændt en masse diesel af i B.T.O.s sange, der bar titler som ”Four Wheel Drive”, ”Let It Ride” og ”Freeways”. Det var ikke for ingenting, at Bachman og Turner kaldte deres band Overdrive – deres musik var perfekt til kørsel i motorkøretøjers overgear. Meget passende blev B.T.O.s fans kaldt gearheads.

MASKULINITETEN SAD i førersædet, og en titel som ”Take It Like A Man” sladrer om fraværet af kønsneutralitet i B.T.O.s tekstunivers. 

Bachman & Co. havde ikke meget til overs for rockens flimsediller. Albumtitlen ”Not Fragile” var selvfølgelig et pisstake på prog rock-orkestret Yes’ pompøse og fistelstemte oevre ”Fragile” (1971).

På ”Not Fragile” slog den heavy rock-selvbevidste C.F. sig på brystet som en anden Johnny Weissmüller:

You ask do we play heavy music

Well, are thunderheads just another cloud?

Klart, B.T.O. spillede heavy rock. Men det holdt de op med, og det kostede ved kasse 1.

HITFESTEN STOPPEDE i takt med, at B.T.O.-medlemmerne blev mere og mere udbrændte. Fem albums på tre år – plus nonstop-turnéer! Oven i det hele blev Randy Bachman blød om hjertet og insisterede på at skrive afdæmpede sange til ”Head On” (1975) og ”Freeways” (1977). C.F. blev skubbet mere og mere til side, og Randy styrede bandet væk fra B.T.O.s heavy rock-spor.

Dykket startede med singlen ”Down To The Line”, som til overflod havde rockmanager-charlatanen Kim Fowley og selveste Alice Cooper som komponister sammen med Randy Bachman og Mark Anthony. Sidstnævnte var medlem af kultbandet The Hollywood Stars, og han satte sit fingeraftryk på sange med Kiss, Alice Cooper og The Runaways. 

Bachman, Fowley, Alice Cooper og Anthony. Det ser sejt ud på computerskærmen i dag. Historien er dog pinlig, for oprindeligt krediterede Randy Bachman sig selv for ”Down To The Line”. Men hov: Bachman havde planket dele af Alice Coopers ”Escape”, og så fik B.T.O.-sangeren et sagsanlæg lige i sylten. 

Nedturen var igang. B.T.O. mærkede sandhedsværdien af en af verslinjerne i ”Rock Is My Life And This Is My Song”, hvor Randy synger: ”You’re only as good as your last record.” Ergo: B.T.O.s fans listede ud ad bagdøren, samtidig med at rockens gadedrenge, punkerne, overtog rockscenen.

Stemningen var på nulpunktet, da B.T.O. indspillede ”Freeways”. Randy Bachman, som var B.T.O.s stifter, producer og mellemled til pladeselskabet, kvittede gruppen i 1977. Formentlig til de øvrige medlemmers lettelse. C.F. overtog Randys position som guitarist, mens Jim Clench (ex-April Wine) greb bassen og fik lov til at give hals på titelnummeret på ”Street Action”.

MED ALBUMMET ”Street Action” (1978) skruede B.T.O. igen volumenknappen op mod 10. ”Street Action” emmede af storbystemning og rummede nogle af de bedste sange, B.T.O. nogensinde har indspillet. Men albummet floppede grandiost. 

Opfølgeren, den AOR-agtige ”Rock ’n’ Roll Nights” (1979), rettede ikke op på situationen – omend knaldperlen ”Rock And Roll Hell” senere blev samlet op af Kiss. At B.T.O. på dette tidspunkt var i kreativ krise kom til udtryk ved, at flere af sangene var skrevet af folk udenfor gruppen, primært hitsnedkeren Jim Vallance (Bryan Adams, Aerosmith, Tina Turner, Heart m.fl.).

Slutningen af 1970’erne tilhørte punk og new wave. Bamsede pelsjægere var yt. Grønt hår og lange, tynde ben var dagens orden; generation x havde taget over, og B.T.O. blev afskrevet som gamle røvhuller, skubbet i samme bås som – uak! – de fragile Yes.  <13>

Rifferama-tips: B.T.O. har eksisteret on and off og i forskellige konstellationer siden ”Rock ’n’ Roll Nights”. Men hver eneste klapsalve, som gruppen har høstet i disse sammenhænge, har været affødt af arvesølvet fra B.T.O.s succesperiode: 1973-1975. Aficionados går efter følgende albums:

”Bachman-Turner Overdrive” (Mercury, 1973)

”Bachman-Turner Overdrive II” (Mercury, 1973)

”Not Fragile” (Mercury, 1974)

”Four Wheel Drive” (Mercury, 1975)

Opsamlings-lp’en ”Rock Is Our Life And These Are Our Songs” (Mercury, 1975) samler højdepunkter fra B.T.O.s storhedstid. Knap så skarp er ”Best Of B.T.O. (So Far)” (Mercury, 1976) og ”BTO’s Greatest” (Mercury, 1986). Der findes en vrimmel af opsamlings-cd’er med B.T.O.-materiale – flere af dem er kompileret ud fra et uigennemskueligt tilfældighedsprincip.

Læs mere Rifferama-stof om Bachman-Turner Overdrive her.

KILDER:

Michael Heatley: ”From rags to riches and back: The turbulent story of Bachman-Turner Overdrive” (Classic Rock nr. 66, maj 2004)

John Einarson: ”Bachman-Turner Overdrive? Let's Rock” (Classic Rock nr. 143, april 2010)

SickthingsUK: Albumnoter til Alice Coopers ”Welcome To My Nightmare”

Danske Hitlister.dk

Den menneskelige kollektivbevidsthed kaldet Wikipedia

+ det erindrings-drivtømmer, som flyder rundt i min egen hjerne

Den ledeste mær af et heavy rock-riff

Bachman-Turner Overdrives musik var hård og robust og umulig at slå i stykker, om man så tævede løs på den med en mukkert.

Koncertanmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 32, juni 1991)

Introduktion: Peter Béliath (maj 2012)

Randy Bachman (til venstre) og C.F. Turner udskilte rigelige mængder testosteron.
(Foto fra coveret til "Four Wheel Drive")

I 1974 udkom en af heavy rockens største fuldtræffere nogensinde. Hittet hed ”You Ain’t Seen Nothing Yet” og var med den canadiske kvartet Bachman-Turner Overdrive (ofte forkortet til BTO).

Historien om ”You Ain’t Seen Nothing Yet” er finurlig. Sangen var skrevet af guitaristen og sangeren Randy Bachman, som allerede i 1970 havde skabt sig et navn som hitsmed i gruppen The Guess Who, for hvem han skrev den rockende ørehænger ”American Woman”.

Bachman-Turner Overdrive var ikke et såkaldt one hit wonder. Bandet grovhittede i midten af 1970’erne med en stribe singler (”Let It Ride”, ”Takin’ Care Of Business”, ”Roll On Down The Highway”, ”Hey You”), der ligesom ”You Ain’t Seen Nothing Yet” var medrivende kombinationer af rullende betonrock og iørefaldende melodier.

Der var bare ét problem: Randy brød sig ikke om ”You Ain’t Seen Nothing Yet”. Han betragtede sangen som en vits, hvor han stammede sig igennem omkvædet. Videre original var sangen heller ikke; den var baseret på elementer, der mindede lovlig meget om tyvekoster fra The Who.

Den sang var for banal, ja, nærmest pinlig, mente Randy, så han lagde den tilbage i skuffen. Men også i 1974 skulle der hits til for at sælge heavy rock i de kvanta, som store pladeselskaber kræver for at overholde deres del af kontrakten. BTOs forrige album, ”Bachman-Turner Overdrive II” (1973), havde solgt til platin, og den succes ville Mercury Records gerne gentage.

Så BTO blev bedt om at diske op med noget, der kunne spilles i radioen – og som kunne sætte skub i salget af bandets kommende album, ”Not Fragile” (1974). Og på den måde endte ”You Ain’t Seen Nothing Yet” på plademarkedet. Og det med succes!

Som single opnåede ”You Ain’t Seen Nothing Yet” en førsteplads i flere territorier, ikke mindst i USA. Men også i Tyskland – og i Danmark! – toppede BTO-sangen salgslisten. I modsætning de fleste andre af datidens smash hits er ”You Ain’t Seen Nothing Yet” ikke gået i glemme. Den er blevet en klassiker i den hårde rock, og BTOs bagkatalog er for nylig blevet genudgivet på cd. Så der er stadig salg i de canadiske betonrockeres gamle travere.

Coveret til "Not Fragile" sendte et robust signal.

TOG PIS PÅ HIPPIE-BAND

Det er værd at sætte spot på ”Not Fragile”. Det er BTOs heavieste og mest helstøbte album, og ikke mindst det tonstunge titelnummer rejser sig som en obelisk på heavy rockens elysiske marker. (Hør nummeret her, ledsaget af fine tidsbilleder.)

”Not Fragile” er et af de allertidligste eksempler på, at en hårdrockgruppe brugte termen ”heavy” om deres egen musik. Det manglede også bare, for nummeret er bygget op omkring et monster-riff, der har mindst ligeså meget power som de mest hårdtslående Black Sabbath-riffs. Sangen har et knusende tungt anslag og pløjer sig frem med et brontosaurus-agtigt drive. Meget sigende har Six Feet Under, 3 Inches Of Blood og Spiritual Beggars alle indspillet coverversioner af ”Not Fragile”.

BTO lod musikkens tyngde få gennemslagskraft i teksternes formsprog. I ”Sledgehammer” synger Randy Bachman f.eks., at kærligheden rammer ham som en forhammer. Ikke noget hippie-ævl om blomster og klappe-klappe-kage her. Kærligheden er ikke sødsuppe, kærligheden slår hårdt.

”Not Fragile”-albummet var så tungt, at der ligefrem var optræk til stoner doom på skæringer som ”Sledgehammer” og ”Second Hand”. Læg dertil, at BTOs sange som oftest blev sunget med en grødet røst, der vidnede om, at især bassisten og vokalisten C.F. Turner udskilte rigelige mængder testosteron.

Albumtitlen var ikke valgt tilfældigt. Den sagde, hvad der var passende at sige om BTO anno 1974: de var ikke skrøbelige. Deres musik var hård og robust og umulig at slå i stykker, om man så tævede løs på den med en mukkert. BTO var den diametrale modsætning til nogle af datidens hippie-darlings, gruppen Yes. Yes havde i 1971 udsendt et album, der rummede alfe-let og spindelvævssart prog rock med kastratsang. Den slags hadede man i heavy rock-kredse. Og titlen ”Not Fragile” var da også et decideret piss-take på Yes’ ”Fragile”.

BTO BLEV EN SAGA BLOT

BTO scorede platin for ”Not Fragile”. Men på opfølgeren, ”Four Wheel Drive” (1975), begyndte nedturen, den kommercielle såvel som den kunstneriske. Randy Bachman blev træt af heavy rock og tvang bandet i en mere ordinær mainstream-rock-retning på albummet ”Head On” (1975). Med ”Freeways” (1977) var det endegyldigt slut med at hænge guld- og platin-plader på væggen hjemme hos BTO.

1978-albummet ”Street Action” var et delvist vellykket forsøg på at vende tilbage til den hårde rockstil, men da havde Randy Bachman forladt gruppen – og desuden var tiden løbet fra BTO. Punk og new wave dominerede rockmiljøet, og en ny, mere aggressiv metal-torden trak op i det fjerne (New Wave Of British Heavy Metal ramte rockscenen med stor kraft i 1979-80).

Efter at have udsendt ”Rock n’ Roll Nights” i 1979 gik BTO i opløsning. Medlemmerne har ved flere lejligheder forsøgt at få comeback med de obligatoriske gendannelser og skiftende besætninger. Det er der kommet flere vellykkede turnéer ud af, for BTOs bagkatalog har vist sig at være langtidsholdbart. Men som pladekunstnere har BTO været et saga blot siden 1970’erne. Også selvom gruppen mere eller mindre helhjertet har forsøgt at fange publikums interesse med diverse udgivelser.

Nu om dage får Randy Bachman og BTO-kompagnonen C.F. Turner tiden til at gå med revival-bandet Bachman & Turner. Bachman & Turner udsendte i 2010 et album med splinternyt materiale, ligesom de også har genindspillet flere af BTOs hits fra 1970’erne. D’herrer Randy og C.F. leverer en hæderlig indsats – der er bare knap så meget overdrive over det, som det var over BTO på ”Not Fragile”.

Nedenstående koncertanmeldelse er skrevet på baggrund af en forrygende BTO-optræden i Odense i 1991.

BTO i deres velmagtsdage i 1970'erne. (Foto fra coveret til cd-opsamlingen
"Classic Bachman-Turner Overdrive - The Universal Masters Collection")

                                                   *     *     *

TRUCKER-ROCK

Bachman-Turner Overdrive cruisede ud ad nostalgiens highway, da de den 11. april gav koncert på Grand Palace.

”Geared Up And Ready To Roll” stod der på ryggen af de t-shirts, der solgte som skidt denne aften. Og Bachman-Turner Overdrive var virkelig gearet op, og det samme var publikum. Grand Palace kogte allerede, inden BTO var nået til omkvædet i det første nummer: ”Let It Ride”.

Og det var næsten heller ikke til at tro det. Dér stod de, disse betonrockens grand old men, der ikke havde gæstet Danmark siden 1975. I 1975, mand, var BTO bare det hotteste, ti uger i rap blev det til på Jørgen Mylius’ Tipparade.

Men der stod de altså, noget så bandsatte og opsatte på comeback: C.F. Turner med måne og obligatorisk trucker-vom! Og selveste Randy Bachman, nu adskillige kilo tungere end dengang (og det siger ikke så lidt!) – han lignede en mellemting mellem en pelsjæger og en dansende bjørn, som han stod der på Grand Palaces scene og svingede Stratocasteren i sine vældige, barkede næver. Og det var selvfølgelig aftenens absolutte højdepunkt, da han stammede sig igennem betonrock-hittet over alle betonrock-hits: ”You Ain’t Seen Nothing Yet”.

Vi elskede det! Vi hoppede og dansede og klappede som imbeciler og jamrede med på alle omkvædene. Det var, som skulle Grand Palaces mure styrte sammen. Det var næsten ikke til at få vejret i denne fortættede hørm af mandesved og nostalgisk begejstring.

Og det var nostalgiens highway, som de canadiske trucker-rockere cruisede ud ad. Vi fik  alle de gamle turboladede hits: ”Four Wheel Drive”, ”Roll On Down The Highway”, ”Hey You” og – selvfølgelig – ”Not Fragile”, nummeret, der er bygget op omkring den ledeste mær af et heavy rock-riff!

Hvad mere kunne vi ønske os? Måske et par nye numre, der kunne give et praj om, at BTO ikke bare er endnu en 1970’er-dinosaur, som en sidste gang bliver trukket rundt i det store rock’n’roll-cirkus’ manege …

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama