torsdag den 22. december 2011

Jeg vil dø som kristen

”Jeg har været afhængig af kokain, og det stof fremmanede en masse mørk ondskab i mig,” fortæller Glenn Hughes – manden med guldstemmen, som Deep Purple, Black Sabbath, Black Country Communion og utallige andre heavy rock-kunstnere har nydt godt af.
  
Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 29, juni 2006)

Glenn Hughes: "Hele mit liv er omgivet af lys."
[Baggrund: I 2006 udsendte Glenn Hughes sit måske bedste soloalbum, ”Music For The Divine”. I den anledning lavede jeg dette åbenhjertige interview jeg den tidligere Deep Purple-sanger og -bassist. Det var før, Hughes fik succes med supergruppen Black Country Communion.]

Hans stemme er unik. Stor og sjælfuld. Derfor kaldes han ”The Voice of Rock”. Han har været her, der og alle vegne. Og han ville næppe have noget imod talemåden, hvis man hævdede, at han havde spillet med Gud og hver mand.
                     
Hans navn er Glenn Hughes, og han begyndte allerede at vække opsigt i de tidlige 1970’ere, hvor han spillede bas og sang i det britiske funk-hardrock-band Trapeze. I 1973 blev han headhuntet af Deep Purple, hvilket gav ham øjeblikkelig superstjerne-status i den såkaldte Mark III-besætning: Ritchie Blackmore (guitar), David Coverdale (vokal), Ian Paice (trommer), Jon Lord (keyboards) og Hughes (bas og vokal). Deres 1974-album ”Burn” er et af den tunge rocks absolutte mesterværker.
                     
Efter Purples opløsning indledte Hughes en noget slingrende solokarriere. Men selvom han i mange år var en berygtet narkoman, lykkedes det ham at sætte sit umiskendelige præg på plader, som holder den dag i dag. Dette gælder ikke mindst AOR-klassikeren, som Hughes udgav sammen med Pat Travers-guitaristen Pat Thrall i 1982. Men talløse er de kunstnere, som Hughes har indspillet plader med; det gælder bl.a. Black Sabbath, Gary Moore, Whitesnake og Mötley Crüe. Og faktisk sang Hughes på KLFs megahit ”America: What Time Is Love?” (1992).
                     
De senere år har Hughes oplevet en kreativ og kommerciel optur. Hans plader med Black Sabbath-guitaristen Tony Iommi har været mageløse, og som solist har Hughes p.t. et frugtbart samarbejde med Red Hot Chili Peppers-trommeslageren Chad Smith. Hans seneste soloudspil, ”Music For The Divine”, er ligesom forgængeren, ”Soul Mover”, en funky og funklende hårdrock-perle.
                     
Men Hughes er en alsidig herre. På hans nye plade er der ikke fuld hammer fra start til slut. Skønhed og sjæl er også vigtige elementer på ”Music For The Divine”.
                     
- Titelnummeret og sange som ”Frail” og ”Nights In White Satin” er meget smukke. Er det vigtigt for dig, at der ikke kun er power, men også skønhed i din musik?
                     
“Jeg har givet omkring 50 interviews i forbindelse mit nye album, og du er den første journalist, som har stillet dette meget vigtige spørgsmål, og det vil jeg gerne takke dig for. Alle taler om Glenn Hughes’ heavy side, hans power og hans funk, men jeg tror, at jeg er kommet til et punkt i livet, hvor jeg ønsker, at mine sange skal høres i en mere organisk sammenhæng, som f.eks. akustisk eller i en eller anden form for orkestrering. Nu er det på tide at koncentrere sig om stemmen. Jeg koncentrerer mig mere end nogen sinde om min stemme. Og jeg ønsker, at min stemme skal høres tydeligere, uden at den skal kappes med guitarer eller skøre musikalske arrangementer. På dette album er jeg mere optaget af sangene og min stemme,” lyder det fra en meget afklaret Hughes, da han ringer NRG op fra sit hus i Los Angeles.
                     
Hughes er meget beæret over at blive kaldt “The Voice of Rock”.
                     
”Det er ikke en titel, jeg har givet mig selv. Det er noget, andre kalder mig. Det er et meget kraftfuldt navn. Michael Jackson kaldes ”The Prince of Pop”, og Tony Iommi er ”The Godfather of Metal”. At få en lignende titel er en stor anerkendelse.”

UD AF NARKO-HELVEDET
- Jeg blev meget berørt af teksterne på ”Fused”-albummet, som du i 2005 lavede sammen med Black Sabbaths Tony Iommi. På sangen ”Grace” synger du: “And if you ask me if I’ve ever been to Hell / Then I would say to you / It almost took my life, now I will tell / It lied to me, every little thing I had to burn.” Er denne tekst selvbiografisk?
                     
“Så absolut. 100%. Hvad, jeg synger om her, er, at jeg næsten måtte ødelægges for at rejse mig fra asken. Jeg måtte næsten dø, og ja, jeg er blevet genfødt. Jeg måtte indse, at jeg måtte ændre livsstil eller dø. Jeg kender en masse mennesker i industrien, også i filmindustrien, som var mine venner, og som døde, fordi de ikke havde viljestyrken eller den forbindelse til Gud, som skal til for at kvitte de ting, som de var i færd med at myrde sig selv med. Jeg skriver om disse ting af og til. Og da meget af albummet musikalsk er temmelig brutalt, ønskede jeg at skrive smukke tekster for at gøre pladen mere nuanceret.” 
                     
- Du skriver i biografien, der følger med “Music For The Divine”, at titlen er meget vigtig for dig.
                     
”’Divine’ er et spirituelt begreb. ’Divine’ betyder for mig at være ét med nogen, med én selv. Men det betyder også at være meget ærlig og åben. Det betyder også rent lys. Og dette album er et meget rent album. Tekstmæssigst er det meget dybt, og sangenes struktur er meget ren og organisk, der er ingen spor af synthesizere eller sådan noget på albummet. Det er – formentlig – det bedste soloalbum, jeg nogensinde har lavet, simpelthen fordi vi tog os god tid til at forberede det.”
                     
- Du taler ofte om din ”Højere Magt”, Vor Herre Jesus Kristus. Hvor længe har du været kristen?
                     
“Jeg har altid været praktiserende kristen. Især fra, at jeg gik på vandvognen 1991. Siden da har jeg været en anden person. Før ’91, lad os sige fra ’76 indtil ’91, hvor jeg var afhængig af narkotika, var det svært for mig at stoppe. Men hele tiden havde jeg Gud med i mit liv. Jeg kunne bare ikke holde op med at mishandle mig selv. Men Gud var med mig hele vejen, og Gud svarer vore bønner på sin måde, og nogen gange tager det nogle år, før svaret kommer. Fra ’88 forsøgte jeg virkelig bevidst at bede Gud om at hjælpe mig med at stoppe. Og juledag ’91 gav han mig et klart budskab om, at han havde planer med mig. Og de sidste 14 år har været et helt anderledes liv for mig.”
                     
- Hvad skete der?
                     
“Jeg havde været på Betty Ford-klinikken [en klinik for narkotika-afvænning] to uger før jul for at få en evaluering af, hvor syg jeg var. Evalueringen sagde, at det stod slemt til med mig, men der var ikke plads til mig på Betty Ford-klinikken før januar. Juledag blev jeg høj, og så skete der noget meget mærkeligt. Jeg var på stoffer, og jeg gik ind på badeværelset og kiggede i spejlet, og personen, jeg så i spejlet, var ikke mig. Jeg kiggede på mig selv, men der var noget i spejlet, som var mørkt. Og så var det, jeg hørte velsignelsen, at jeg måtte køre til hospitalet for at blive indlagt. Så jeg kørte til hospitalet, og nogle få uger senere tog jeg ind på Betty Ford-centret.”
                     
Hughes afviser på det bestemteste myten om, at narkotika er bevidsthedsudvidende.
                     
“Narkotika er djævlens værk. Jeg har selv taget kokain og heroin, og jeg tror fuldt og fast, at disse stoffer er skabt af en eller anden form for mørke. Jeg har været afhængig af kokain, og det stof fremmanede en masse mørk ondskab i mig. Jeg gjorde og sagde ting, som jeg ellers aldrig ville have gjort eller sagt. Jeg kalder min kokain-periode for en dæmon-besættelse.”
                     
”Jeg tror helt bestemt, at der i 1970’erne og de tidlige 1980’erne var en mørk, lurende skygge, som fulgte mig. Og det mener jeg virkelig! Og jeg ønsker, at folk skal læse dette interview. Der findes en Gud, og der findes en djævel. Hvem vil du vælge? Jeg vælger den letteste og blødeste og smukkeste vej, for til sidst skal vi alle dømmes.” 

DEN ANSTØDELIGE KRISTENDOM
Glenn Hughes ved godt, at det ikke er god tone at tale om Gud og kristendom i rockmiljøet. Det er anstødeligt.
                     
”Jeg ønsker ikke at provokere nogen med at tale om Gud, så jeg taler helst om en højere magt, om en højere bevidsthed. Jeg taler om en åndelig vej. Jeg tror, at alle mennesker må komme overens med det guddommelige på et eller andet tidspunkt i livet.”
                     
- Tager folk anstød, når du taler om Gud?
                     
”Nogen gør. Men jeg taler ikke så ofte om Gud, men jeg tror, at man kan læse ud af teksterne, hvad det er, jeg synger om. Det giver mange mennesker trøst. Jeg har mange fans, som er kristne. Jeg taler ikke så meget om Gud. Her og der nævner jeg Gud i mine sange, men det handler i virkeligheden om en åndelig forbindelse, om at være et bedre menneske.”
                     
Hughes ønsker ikke at blive sat i forbindelse med en bestemt kristen kirke, men han omgiver sig gerne med folk, som er bevidste om Gud.
                     
”Jeg hænger ikke ud med folk, som er negative eller dæmoniske. Mit hele liv er omgivet af lys. Jeg ønsker at leve mit liv så ærligt, som jeg kan. Jeg er blevet beriget med åndelige gaver.”
                     
- Der er folk, som mener, at Tony Iommis riffs er mørke og dæmoniske. Hvad synes du om det?
                     
”Jeg har kendt Tony, Geezer, Bill og Ozzy [medlemmerne af det originale Black Sabbath] siden 1970. Vi voksede op i den samme by, så jeg har kendt disse drenge hele livet. De er ikke dæmoniske personer. I visse dele af Skandinavien har I en djævle- eller mørk metal-ting kørende, og den stammer formentlig fra Black Sabbath. Men Sabbath har et glimt i øjet, de har aldrig haft noget med satanisme at gøre. Tonys riffs er meget mørke og brutale, men sådan er hans stil. Jeg har arbejdet meget med Tony, og han skriver en masse mørke riffs. Men skønheden i det er, at jeg så kan skrive noget, som ikke er så mørkt, for at give lytteren noget, som er lidt anderledes end det, Ozzy ville have skrevet.”
                     
- Er du nogensinde blevet kritiseret eller chikaneret, fordi du som kristen spiller rockmusik?
                     
“Selvfølgelig. Mange folk forsøger at angribe mine kristne værdier. Men det er min personlige tro, og jeg vil dø som kristen,” siger Hughes, som dog understreger, at fordommene mod kristendommen ikke er så slemme som førhen.
                     
- Er der kristne, som har angrebet eller kritiseret dig?
                     
”Ja, for af og til sker det, at jeg bander. Og hvis de hører det, skriver de til mig og går amok. Jeg bander ikke med vilje, det er bare en gammel uvane. Men jeg er ikke fuldkommen. Dét er kun Gud.”

GENDANNELSE AF DEEP PURPLE?
- Rygtesmede har længe talt om en genforening af Deep Purple Mark III. Er det realistisk?
                     
”Nej, det tror jeg ikke. Der er så mange egoer bag denne ting, der er så megen mærkelig opførsel fra fortiden, som stadig lurer i kulissen. Bortset fra David Coverdale har jeg ikke talt med nogen fra Deep Purple i årevis. David og jeg er gode venner, og vi ville formentlig lave noget med gruppen, hvis Ritchie Blackmore var involveret.”
                     
- Ritchie er en mørk person, ikke sandt?
                     
”Han er en god skuespiller, ikke et dårligt menneske. Han leger med ouija-brætter og forsøger at kommunikere med spøgelser og laver sære bankelyde. Jeg kan godt li’ Ritchie, og jeg har stor respekt for ham, men sommetider opfører han sig en smule skørt.”
                     
- Du er stadig gode venner med David Coverdale?
                     
”Så absolut. Vi er meget nære venner. Vi taler ofte sammen.”
                     
- I har ikke planer om at lave musik sammen igen?
                     
”Nej. Lad mig skære det ud i pap: jeg er kun interesseret til at lave ting, som gør mig til et bedre menneske åndeligt set, og det er det, jeg gør med mine soloplader. Hvis jeg skulle lave noget med Deep Purple Mark III, skulle det være af én grund: vi skulle genforenes som fem gentlemen, for at gøre os klogere og mere åndelige. Jeg vil gerne gøre det med dét udgangspunkt. Musikken ville blive god, tror jeg. David og jeg ville komme ind og tilbyde noget helt specielt. Men det vil næppe ske nogensinde.” \m/


SELEKTIV DISKOGRAFI

Med TRAPEZE
”Medusa” (Threshold, 1970)

Med DEEP PURPLE
”Burn” (Purple, 1974)
”Stormbringer” (Purple, 1974)
”Come Taste The Band” (Purple, 1975)
”Made In Europe” (Purple, 1976)
”Live In London” (EMI, 1982)
”Phoenix Rising” (Edel, 2011)

Med HUGHES THRALL
”Hughes Thrall” (CBS, 1982)

Med BLACK SABBATH FEATURING TONY IOMMI
”Seventh Star” (Vertigo, 1986)

Med IOMMI
”The 1996 DEP Sessions” (Sanctuary, 2004)
”Fused” (Sanctuary, 2005)

GLENN HUGHES solo
”Soul Mover” (Frontiers, 2005)
”Music For The Divine” (Frontiers, 2006)
”First Underground Nuclear Kitchen” (Frontiers, 2008)

Med BLACK COUNTRY COMMUNION
”Black Country” (Mascot, 2010)
”2” (Mascot, 2011)

søndag den 18. december 2011

Frihedskæmpere i læder og nitter

Den hårde rock blev mere metallisk i begyndelsen af 1980’erne, og Accept var i høj grad skyld i, at heavy metal blev spillet hårdere og hurtigere for hver sæson.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, vinter 2010; revideret 2018)

Sådan så Accept ud i 1983, da Kerrang! besøgte gruppen i den hellige stad Solingen.
Se det for dig: pigtråd. Pigtråd, der trækkes gennem ørerne på en kvinde. Det var sådan, at jeg første gang visuelt blev præsenteret for Accept. Pigtrådsbilledet prydede forsiden af omslaget til albummet ”Breaker”, der udkom i foråret 1981.
                     
Det var en periode, hvor der for alvor var gang i heavy metal-scenen. Der skete fantastisk meget i begyndelsen af 1980’erne. Nye bands skød op, ikke kun i metalkongeriget England, men også i USA, Canada, Australien, Skandinavien og på det europæiske fastland. Det var et tidspunkt, hvor heavy metal stadig var en relativ ny tonekunst. 1970’ernes mere bluesbaserede og afvekslende tungrock blev ført ind i det nye årti med fornyet aggression. Den hårde rock blev simpelthen mere metallisk i start-80’erne, og Accept var i høj grad skyld i, at heavy metal blev spillet hårdere og hurtigere for hver sæson.
                     
Man behøvede bare kaste ét eneste blik på ”Breaker”-coveret for at vide, at det her var heavy. I øverste venstre hjørne sad Accept-logoet med dets metalliske tigerhoved, hvis gab stod åbent, så man kunne se de skarpe hugtænder. Og så var der jo pigtråden, der blev trukket gennem ørerne på den stakkels kvinde. Pigtråd er som bekendt lavet af metal, og pigtråd havde også tidligere været forbundet med rock (i Danmark kaldte man jo rock for pigtråd i 1960’erne). Og skulle man være i tvivl, så var pigtråden viklet om to hvide Flying V-guitarer på omslagets bagside.
                     
Det interessante var imidlertid, at kvinden på coveret ikke just var nogen rock chick. Hun så tværtimod ud til at være en high society-dame, komplet med balkjole og så’n. Det var altså modsætninger, der tørnede sammen på det pladecover.

Pigtråd (=heavy metal) renser ud i fordomme og
gammelt tankegods.
UDSTØDT, LOVLØS
I 1981 var metallisk rock absolut ikke forbundet med overklassen. Man må forstå, at det var en helt anden tid, en anden tidsånd regerede i 1981. Det var længe før, at en dansk kronprins kunne tillade sig at røbe, at Led Zeppelin var hans favoritband. I 1981 var heavy metal den ultimative lavstatus-musik, det var lyden af ungdommelig arbejderklassekultur. Heavy metal blev foragtet af borgerskabet. Og af pressen. Selv den venstreorienterede intelligentsia stod af på heavy metal.
                     
Der var alt muligt i vejen med den hårde rock. Heavy metal var en kulturelt afstumpet musikform, heavy metal var en primitiv og farlig musik, heavy metal-grupper var ikke alene dumme, de var også nogle voldsforherligende kryptofascister, de var krigsliderlige og mandschauvinister, og hver gang en heavy metal-musiker greb en elektrisk guitar, forvandlede den sig prompte til et slibrigt fallossymbol. Og dét var meget, meget kvindeundertrykkende, forstås. Vi headbangere fik det jævnligt at vide ­– i skolen, i radioen og i den skrevne presse. Overalt, hvor der var autoriteter og smagsdommere, blev vi rakket ned. Mange forældre blandede sig også gerne i det anti-heavy hylekor.
                     
Datidens vel nok mest magtfulde anmelder i Danmark hed Torben Bille. Og ja, rigtig gættet: heavy metal var hans yndlingsaversion. Men han var ikke alene. Skribenterne på det eneste danske musikmagasin, MM, led også af Bille-dillen. Det vil sige, at de i ny og næ nedlod sig til at tryne en heavy metal-udgivelse i bladets anmeldelsessektion. Desuden var det noget nær umuligt at få spillet heavy metal i Danmarks Radio – selv Rock-Nyt, et to timer langt rockprogram, som blev sendt hver torsdag aften, ignorerede i stor stil heavy metal. Danmark var selvfølgelig verdens røvhul, hvad angik hård rock i de år, men over hele globussen blev heavy metal-kulturen diskrimineret.
                     
Når man spillede eller lyttede til heavy metal, var man oppe imod alle odds. Man var på en måde udstødt, lovløs. Selv punkerne hadede os. For ikke at tale om de lede diskere. Og det var måske også det, der gjorde heavy metal tiltrækkende for mange unge. Især unge, utilpassede fyre sværmede for den hårde rock. Der var virkelig oprør i heavy metal i 1981. Og mange af os, der var skuffet over måden, som punken i sen-70’erne udvandede på, slog sig løs på den nye metalscene ­– glem ikke, at Danmarks første rigtige metalband, Brats (der senere udviklede sig til Mercyful Fate), oprindelig var et punkband.

FORARGELSE
Jeg tror ikke, at nutidens unge kan se oprøret, når de kigger på ”Breaker”-coveret i dag. Men for mig var det cover nærmest et manifest. Måske overfortolkede jeg det. Men det var ikke bare et smart blikfang, som en fyr på et reklamebureau havde bikset sammen i en ruf. På inderposen kan man nemlig læse, at Accept selv havde været med til at designe omslaget. Så jeg vover at påstå, at ”Breaker”s omslag er meget mere end plat sexisme.
                     
Selvfølgelig var det svært ikke at komme til at tænke på en anden kropsåbning end øret, når man så nærmere på den forbløffelse og ekstase, der strålede ud af øjnene på kvinden i balkjolen. Det var naturligvis en penetration, hvor det ikke var jomfruhinden, men trommehinderne, der blev gennembrudt. Men for mig var omslaget på ”Breaker” udtryk for heavy metal-kulturens trods. Pigtråden (=heavy metal) trængte ind i hovederne, selv på dem i de øvre samfundslag, pigtråden rensede ud i gammelt tankegods og fordomme, pigtråden nedbrød tabuer og skabte furore og orgiastisk ophidselse. Og blablabla. Uanset, hvordan man tolkede pigtrådsbilledet, så var det en provokerende omslagsillustration, som vakte opsigt. Og forargelse.
                     
ROTTWEILER-VOKAL
Men hvordan lød musikken i rillerne på ”Breaker”? Den var meget lige på og direkte. Det var heavy metal uden de store dikkedarer. Albummets ti skæringer bød ikke på specielt original sangskrivning. Stilmæssigt kørte det tyske band i cirka samme spor som AC/DC og Judas Priest. Alligevel var det ny og frisk musik, spillet med høj energi og en elektrisk sitrende nerve. Michael Wagener havde drejet på mikserpultens knapper, og Wagener (der senere blev kendt for sit arbejde med Metallica, Megadeth, Skid Row, Mötley Crüe, Ozzy Osbourne etc.) har jo en evne til at få musikken til at springe ud af højttalerne som en sulten tiger.
                     
”Breaker” blev først og fremmest holdt oppe af Wolf Hoffmanns kontante og kompetente spil på den hvide Flying V-guitar. Det, der skar mest i øregangen, var imidlertid ikke de hvinende guitarsoli, men Accepts vokalist, Udo Dirkschneider. Udo var ikke ligefrem nogen Pavarotti. Men allerede i 1981 sang han med en hidtil uhørt arrigskab. Accepts sanger gav hals på en måde, som konkurrenter kun kunne overtrumfe ved at kamme over i den senere så udbredte growl-vokal.

I 1981 gnavede Udos Rottweiler-vokal i sarte lytteres nerver. Men den passede perfekt til Accepts mest aggressive sange, såsom den harmdirrende ”Son Of A Bitch”, der er en nidvise om kyniske forretningsfolk i musikbranchen. I ”Son Of A Bitch” brugte Udo det engelske sprogs værste gloser. Og det var barske løjer i 1981 – faktisk var det så grænseoverskridende, at Accept måtte bortcensurere teksten på indercoveret, ligesom de måtte lave en stueren version af sangen (kaldet ”Born To Be Whipped”) til det britiske marked, hvor de værste sjofelheder var erstattet med bowlerhat-venligt lingo.
                     
Som Martin Popoff skriver i ”The Collector’s Guide To Heavy Metal” (CG Publishing, 1997), blev der drukket mange bajere til lyden af ”Breaker”. Men det var 1982-albummet ”Restless And Wild”, der for alvor fik os til at løfte ølpokalen og skåle for Accept.

Rock-lidenskaben bryder ud i lys lue.
I FLAMMER
”Restless And Wild” er et af den traditionelle heavy metal-genres mesterværker. ”Restless And Wild” er kort og godt en milepæl.
                     
De to hvide Flying V-guitarer, der prydede bagsiden af omslaget til ”Breaker”, dukkede op på forsiden af ”Restless And Wild”-coveret. De to guitarer stod i flammer. Det var rock-lidenskabens ild, som Udo havde sunget om på ”Breaker”-skæringen ”Burning”. Illustrationen med de to brændende Flying V-guitarer blev et ikon for heavy metal-kulten. Signalværdien blev yderligere forstærket af det lyn, der slog ned gennem Accept-logoet på omslagets højre side. Musikken i pladens riller genlød da også af teutonisk torden. ”Restless And Wild” var stærkstrømsrock, så det battede.
                     
”Fast As A Shark” og de øvrige ni skæringer på albummet blev spillet med sådan en gnistrende gejst, at vi vendte det døve øre til den kendsgerning, at Accept flere steder havde planket idéer fra Judas Priest. Judas Priests påvirkning nåede helt ud i Accepts visuelle fremtoning. Wolf Hoffmann lignede med sine lange, lyse lokker Priest-guitaristen K.K. Downings dobbeltgænger, og det tyske bands liveoptæden var fyldt med læder og koreograferede bevægelser på scenen. Akkurat som Judas Priest. Og akkurat ligesom Priest-sangeren Rob Halford lod sit hår klippe kort, gik Udo Dirkschneider på scenen med afklippet manke.
                     
Men det er alt for let at affærdige Accept som en tysk kopi af Judas Priest. For mange af os var Accept nærmest Judas Priests arvtagere, og de udfylde det hul, som Judas Priest efterlod sig, da de i begyndelsen af 80’erne kørte i en mere strømlinet og radiovenlig retning. Accept var det stik modsatte af strømlinet. De var selve essensen af heavy metal i 1982.
                     
Albummet var endnu bedre produceret end ”Breaker”, fordi indspilningen denne gang var flyttet til den navnkundige Dieter Dierks’ studie. Men det var stadig Michael Wagener, som var lydarkitekten. Produktionen gjorde sammen med Accepts pågående sangskrivning, at der var en knojernsagtig slagkraft i ”Restless And Wild”, som gav genlyd i metalmiljøet.

DET HELT HÅRDE
Jeg husker, at jeg gik rundt blandt det ventende publikum foran Saltlageret i København torsdag den 15. september 1983; vi var en broget flok, der ventede på at komme ind til Heavy Metal Night-koncerten, hvor Overdrive fra Sverige var på plakaten sammen med danske Witch Cross og Pretty Maids. Jeg delte løbesedler ud for Danmarks første heavy metal-fanzine, Hot Rockin’, og jeg fik bl.a. den navnkundige punkbedstefar og digterdressør Poul Borum i tale. Det var et gyldent øjeblik at stå der og sludre med Borum, der med sin særprægede kombination af hentehår og nittebeslået læder lignede det, han var: en ældre, finkulturel turist på sightseeing i vor balstyriske ungdomskultur.
                     
Mest interessant var imidlertid en kort samtale, som jeg fik med en meget langhåret og læderklædt fyr, der var ældre og tydeligvis bedre inde i heavyhistorien end jeg. Han gav mig et par brugbare tips, og da jeg benovet spurgte, hvem hans favoritbands var, svarede han, at han mest var til ”det helt hårde”. Og så nævnte han Black Sabbath – og Accept. Det var den status, som Accept havde efter udsendelsen af ”Restless And Wild”. Accept var et band, som man nævnte i samme åndedrag som tungrock-genrens gudfædre i Black Sabbath.
                     
Allerede i januar 1983 var Accept på forsiden af verdens første hårdrockmagasin, Kerrang! (nr. 32), og her kunne man læse journalisten Howard Johnsons profeti: Accept var heavy metals frelsere. Og deres hjemby, Solingen, var en slags hellig by! Det var altså intet under, at jeg fik malet Accepts logo med sølvfarve på skulderen af min læderjakke.

HURTIG SOM EN HAJ
Der var især ét nummer på ”Restless And Wild”, som kom til at gøre en forskel i metalgenrens videre udvikling. Og det var åbningsskæringen ”Fast As A Shark”. Den sang havde den vildeste start: en gammel optagelse af den traditionelle tyske sang ”Ein Heller und ein Batzen” (”hej-di, hej-do, hej-da”) blev afbrudt ved, at pickuppen skøjtede hen over rillerne, før Udo udsendte et skræmmeskrig, hvorefter Accept gik amok i en ultrahurtig sang om en morder. Med tordnende dobbelte stortrommer og tænderskærende aggression i guitarspil og vokal var ”Fast As A Shark” måske verdens første rigtige speed metal-sang. Og den satte en ny standard for ekstremitet i heavy metal.
                     
Jeg husker, at et fremadstormende band i det hollandske metalmagasin Aardschok lancerede deres nye plade ved at hævde, at de havde et nummer, som var ”hurtigere end ”Fast As A Shark”!” Så central var Accept-sangen. Man kan næsten tale om, at der var et før og efter ”Fast As A Shark”. For i de kommende år gik der sport i at sætte hastighedsrekorder i heavy metal. Og det var en fartglæde, der i midt-80’erne mundede ud i thrash metal-bølgen.
                     
Accept gjorde et uudsletteligt indtryk på thrash-generationen, og så sent som i 1997 kunne Tue Madsen i en anmeldelse i NRG nr.  6 påpege, at Megadeth-skæringen ””A Secret Place” er næsten ”Princess Of The Dawn” med Accept.”

Et frygteligt bøsset læder-fetichistisk cover.
BØSSESKRÆK
Nu kunne man så tro, at Accept, der uforvarende var kommet til at starte den nye speed metal-trend, ville gå helt bersærk i fart og tempo. Men nej, Accept gik deres egne veje på opfølgeren ”Balls To The Wall”, som udkom i december 1983.
                     
”Balls To The Wall” var et ambitiøst værk. I Metal Forces nr. 18 (1986) omtalte Accept selv ”Balls To The Wall” som ”vort første konceptalbum”. Pladens gennemgående tema var oprør mod undertrykkelse. Med lidt god vilje kunne man betragte ”Balls To The Wall” som en samling kampsange for denne verdens undertrykte. Teksterne var skrevet af Wolf Hoffmanns kone, Gaby Hauke, der også fungerede som Accepts manager. Hauke skrev teksterne under pseudonymet Deaffy, og kampen for frigørelse (og accept!) gik gennem albummet som en rød tråd. På titelnummeret kunne man således høre en heavy metal-pendant til slavekoret i Giuseppe Verdis opera ”Nabucco”.
                     
”Balls To The Wall” var et kontroversielt album. Både musikalsk og lyrisk. I smagsdommer-klogskabens lys er især titelnummeret blevet hængt ud for at være pinligt. Tv-kanalen VH1 har f.eks. placeret ”Balls To The Wall” på deres liste over de ”40 Most Awesomely Bad Metal Songs Ever”. I de grunge-plagede 1990’ere gjorde tegneserietaberne Beavis & Butt-head også nar ad Accept-sangen.
                     
Mange har ligeledes haft svært ved teksterne på “Balls To The Wall”. Gruppen er ligefrem blevet beskyldt for at promovere homoseksualitet, og der blev sat et nidkært fokus på sangene “Love Child” og “London Leatherboys”. Man skulle imidlertid være mere end almindeligt hørehæmmet for ikke at fatte, at sangen om Londons læderdrenge handlede om biker-typer, der lever på kanten. Derimod handlede “Love Child” bl.a. om de identitetsproblemer, som homofili kan medføre i et samfund, hvor afvigende seksualitet ikke er accepteret.
                     
Homo-beskyldnigerne fik ekstra vind i sejlene, fordi pladeomslaget angiveligt skulle behage den homoerotiske smag. Eller som Howard Johnson beskrev det i sin anmeldelse i Kerrang! nr. 56 (december 1983): ”et frygtelig bøsset læder-fetichistisk album-cover”. Om ikke andet beviste postyret, at Accept var et tabunedbrydende band, der vovede at gå mod strømmen i en musikgenre, der normalt blev beskyldt for at lide af bøsseskræk.

NEDTUR
”Balls To The Wall” gav Accept deres første og eneste guldplade (den har solgt et par millioner eksemplarer på verdensplan). Albummet havde en fantastisk produktion med masser af nuancer og dybde. Men produktionen var stadig totalmetal. Det samme gjaldt musikken. Nok havde Wolf Hoffmann & Co. lettet foden en anelse fra gaspedalen, men der var stadig – undskyld udtrykket – nosser i Accepts musik. Og så rullede sangene tilmed af sted på holdbare slidbaner af melodiøsitet.
                     
Accept fortsatte ud ad den rute på ”Metal Heart” fra 1985. Accept havde allerede på ”Son Of A Bitch” flirtet med elementer fra klassisk musik, og på titelnummeret ”Metal Heart” gjorde tyskerne fuld brug er dette trick. Sangens intro var et citat fra Peter I. Tjajkovskijs slaviske march, mens riffet og omkvædet var tyvstjålet fra Ludwig van Beethovens ”Für Elise”. Og det var elementer, som hævede sangen højt over massen af ordinært metal.
                     
Dieter Dierks havde denne gang overtaget rollen som producer, og han gjorde alt, hvad der lå i hans magt, for at blive et tysk svar på superproduceren Robert John ”Mutt” Lange (der med hjælp af den nyeste teknik gav AC/DC og Def Leppard en tiptopmoderne lyd). Derfor endte ”Metal Heart” med at blive den første Accept-plade, som det tyske band indspillede digitalt. Det blev lydbilledet temmelig poleret af, og sange som ”Screaming For at Love-Bite” og ”Midnight Mover” var uforskammede forsøg på at få adgang til den mainstream-succes, som Ratt og flere andre hair metal-bands ragede til sig i midten af 1980’erne. Det forsøg kiksede i stor stil.
                     
Beethoven og Tjajkovskij blev citeret på "Metal Heart".
Der skete nemlig store omvæltninger i metalmiljøet i de år. Scenen blev splittet i to spor: hair metal og thrash metal. Hår-metalgrupperne erobrede overgrunden og musik-tv-kanalen MTV, mens de mere ekstreme thrash-bands barrikaderede sig i undergrunden. Der var kold luft mellem de to scener, og i undergrundens jargon var hair metal-folket ”wimps” (svæklinge, tøsedrenge) og posører.
                     
Udo Dirkschneiders arrige vokal passede ikke til popmetal-markedet, og den nye radiovenlige stil fremmedgjorde mange af os, der havde fulgt Accept i deres speed metal-dage. Vi foretrak Metallica og de andre thrash-bands, som Accept oprindelig havde inspireret.
                     
Dermed var Accepts nedtur godt i gang. En nedtur, der senere førte til bandopløsning og mere eller mindre heldige forsøg på at erstatte Udo.   

Men ret skal være ret. Her i 2010erne har Accept fået et comeback med sangeren Mark Tornillo. Og selvom denne tilbagekomst til rampelyset er baseret på gruppens bedrifter fra 1981 til 1985, nægter Wolf Hoffmann & Co. at hvile på laurbærene. Således er den sætliste, som Accept turnerer med for tiden, en velafbalanceret blanding af 1980er-klassikere og nyere materiale.  \m/

KOPISTER
Bands, der har spillet coverversioner af Accept-numre:
Amon Amarth: ”Balls To The Wall”
Devin Townsend: ”Fast As A Shark”
Trouble: ”Son Of A Bitch”
Helloween: ”Fast As A Shark”
Dimmu Borgir: ”Metal Heart”
Cannibal Corpse: ”Demon’s Night”
Witchery: ”Fast As A Shark”
Altaria: ”Balls To The Wall”
Primal Fear: ”Breaker”
Steel Prophet: ”Fast As A Shark”
Hammerfall: ”Head Over Heels”
Sodom: ”I’m A Rebel”
Grave Digger: ”Starlight”
BulletBoys: ”Balls To The Wall”
Sinner: ”Balls To The Wall”
Chimaira: ”Balls To The Wall”


FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama  

torsdag den 15. december 2011

Så brutalt som muligt

I starten af 1990’erne arbejdede Invocator sig møjsommeligt op til en position som et af Skandinaviens største undergrunds-thrash-bands.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 31, april 1991)

Invocator anno 1991, fra venstre: Per M. Jensen (trommer), Jacob Hansen (guitar/vokal),
Jesper  M. Jensen (bas) og Jakob Schultz (guitar).
[Baggrund: Invocator var det første danske døds/thrash-band, som vakte opsigt internationalt. Bandets 1989-demo, ”Alterations”, blev kåret til årets næstbedste demo i det dengang toneangivende ekstremmetal-magasin Metal Forces. ”Alterations” var planlagt til udgivelse som ep på selskabet Wild Rags, men kontraktmæssige forviklinger gjorde, at Invocator i stedet valgte at sætte deres autografer på den stiplede linje hos det svenske selskab Black Mark, som dermed forpligtede sig til at udgive danskernes debutalbum, ”Excursion Demise”, i 1991.

Det er iøjnefaldende, så velartikuleret og konceptmæssigt afklaret Invocator var allerede i 1991. De var trods alt ganske unge. Men det korte interview (der, så vidt jeg husker, blev lavet backstage på Rytmeposten i Odense) viser, at der vitterlig var mening med galskaben i Invocators lydunivers.
  
I min anmeldelse af ”Excursion Demise” skrev jeg i Jam Magazine nr. 35 (december 1991), at Invocator ”har en sanger, der lyder som Godzilla i løbetid, en trommeslager, der hvileløst eksercerer i rundgange, gebrækkelige breaks og fills, samt et par guitarister, der spiller, som om det har fået ”Motorsavsmassakren” ind med modermælken.”

Det hører med til historien, at samtlige fire medlemmer af Invocator anno 1991 siden hen har hørt til nogle af de mest kreative kræfter på den danske og skandinaviske metalscene. Tænk blot på Maceration, The Haunted, Anubis Gate og Jacob Hansens bedrifter som producer for bl.a. Volbeat, ligesom Jakob Schultz stadig er en central skikkelse i dansk metalpresse.

Og så er Invocator for resten stadig aktive – om end i en anden besætning end den fra 1991.]

Invocator er et band, der dyrker det ekstreme. De spiller en musik, der konstant afsøger nye grænser, både teknisk og mentalt.

Det, de går efter, er ”så meget brutalitet som muligt, uden at det bliver overdrevet og går over i larm,” fortæller Per M. Jensen, der går for at være en af landets bedste thrash-trommeslagere.

”Det skal være komplekst og samtidig brutalt og afvekslende,” pointerer guitaristen Jakob Schultz.

BRUTALITET
Men Invocator spiller ikke bare brutalt for brutalitetens skyld.

”Der er meget brutalitet i mine tekster,” forklarer Per M. Jensen. ”Altså, jeg skriver ikke tekster om at slå perkere ihjel, vel? Det er meget psykisk, og nogle af de tanker, jeg har, er måske negative og virker lidt brutale, og derfor vil jeg godt have dem udført brutalt, så man kan fornemme, at det sgu er noget, vi mener det her.”

”Mange er ligeglade med, hvad bands’ne synger om, de vil bare have brutaliteten i musikken, eller den følelse, som den musik nu bringer til dem. Men jeg er glad, hvis folk gider sætte sig ned og læse teksterne. Jeg bruger meget tid på mine tekster, og jeg synes, det er vigtigt, at man har et ordentligt budskab, og det ikke bare er noget ligegyldigt bavl, man fyrer af.”

”EXCURSION DEMISE”
Hvis alt går planmæssigt, udkommer Invocators debut-lp til august. Titlen bliver ”Excursion Demise”.

Excursion kan være en ganske almindelig ekskursion, men man kan også tolke det som noget mere spirituelt eller en åndelig rejse måske. Og demise, det er noget dødeligt, det er måske enden eller finalen, hvor alt er ovre. Så det er rejsen væk, den sidste rejse væk herfra,” fortæller Per M. Jensen om titlen.

Invocator – der desuden består af bassisten Jesper M. Jensen og guitaristen og sangeren Jacob Hansen – skal selv producere lp’en sammen med The Boss, der også har produceret svenske Bathory.

”Jeg forestiller mig, at The Boss nærmest bliver en maskine, vi giver ordrer om, hvordan pladen skal lyde,” siger den kompromisløse trommeslager og tekstforfatter.

”Han har jo sikkert også nogle idéer om, hvordan det skal lyde, men jeg har ikke i sinde at give mig en meter, hvis jeg ikke føler for den idé, han kommer med. Så jeg går meget ud fra, at det bliver vores ord, der bliver lov.” \m/

Invocators officielle hjemmeside 

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama

tirsdag den 13. december 2011

Dødsmetallens gudfar fik en tragisk død

Den 13. december 2001 døde Death-lederen Chuck Schuldiner. Han efterlod sig et af ekstremmetallens mest imponerende bagkataloger.

Chuck Schuldiner: En rastløs kunstner. Her fotograferet på turné i Skotland i 1992.
(Foto hentet fra Wikipedia)
Death er som bekendt det første ord i death metal. Og det er ikke en stor overdrivelse at påstå, at Deaths lead guitarist og sanger, Chuck Schuldiner, var dødsmetallens gudfar. I hvert fald byggede Schuldiner med Death bro mellem de tidlige 1980’eres ur-dødsmetal (Venom, Hellhammer, Possessed m.fl.) og den klassiske death metal, som især Morrisound-grupperne fra Florida gjorde populær i begyndelsen af 1990’erne.

Egentlig lagde Schuldiner beskedent ud med bandet Mantas, der i 1984 udsendte demoet ”Death By Metal” – et demo, som stadig blandt metal-connoisseurer har status som et af de allerførste eksempler på ”rigtig” death metal. Demoet blev senere genudgivet under det nye bandnavn, Death. Og et af demoets numre, ”Evil Dead”, var åbenbart stærkt nok til at blive inkluderet på Deaths debutalbum, ”Scream Bloody Gore” (1987).

Chuck Schuldiner var perfektionist, og derfor blev Death aldrig et band med en fast besætning. Der var stort gennemtræk i Deaths line-up. Omkring 30 forskellige musikere var i Deaths knap 20-årige karriere medlemmer af gruppen, heriblandt velrenommerede folk som trommeslageren Gene Hoglan (Dark Angel, Testament m.fl.) og guitaristen Andy LaRocque (King Diamond m.fl.).

Perfektionisten Schuldiner var en rastløs kunstner. I sin søgen efter egnede musikere flyttede han til San Francisco og Canada. Men Florida blev dog Deaths base.

Schuldiner var også utrættelig i sine bestræbelser på at perfektionere Deaths musik. Og lige siden debutalbummet skubbede Schuldiner dødsmetallens grænse ud mod det tekniske overdrev. ”Leprosy” (1988) betragtes af mange som Deaths hovedværk, og albummet står stadig som en monolit inden for arketypisk dødsmetal.

Fra og med ”Human” (1991) drejede Death-lederen sin musik i retning af progressiv rock – uden at give køb på brutaliteten. I Jam Magazine nr. 55 (april 1995) skrev jeg om ”Symbolic” (1995), at albummet består af ”ni skæringer med uhyggelig velspillet og intelligent musikalsk brutalitet, en original blanding af melodisk dødsmetal og skæve, halsbrækkende jazzelementer, slebet til af Chucks sandpapirsrøst, der ikke er mere growlet, end at man kan høre, hvad manden har på hjerte.”

Chuck Schuldiner gentog aldrig sig selv. Han var en kunstner i konstant bevægelse. Desværre sluttede hans karriere, just som hans talent stod i fuldt flor.

”The Sound Of Perseverance” (1998) blev Deaths svanesang. Jeg anmeldte albummet i Zoo Magazine nr. 17 (december/januar 1998-1999) og skrev bl.a.: ”Bandets nye album er en stormvind af tekniske finesser, hvor Chuck & Co. gang på gang bryder ud i spasmer af vanvids-jazz. Det er virtuost grænsende til det ekshibitionistiske, men der gås ikke på kompromis med brutaliteten. Deaths metal er stadig så skarpslebent som en guillotines faldøkse.”

I 1999 modtog Chuck Schuldiner den sørgelige nyhed, at han havde en hjernesvulst. I første omgang blev kræften nedkæmpet, men desværre vendte sygdommen tilbage i 2001. Der er ingen grund til at bore i den tragedie, det var for Schuldiner-familien – en tragedie, som blev forværret af det umenneskelige sundhedssystem i USA, hvor kold kasse kommer før ønsket om at redde menneskeliv.

Ved flere lejligheder måtte der arrangeres indsamlinger blandt Death-fans, for at Schuldiner kunne betale de store lægeregninger. Velgørenhedskoncerter blev også stablet på benene, og kunstnere som Korn og Red Hot Chili Peppers gav ligeledes deres bidrag til en indsamling, der blev dækket af MTV.

Desværre lykkedes det ikke at helbrede Death-musikeren. Chuck døde den 13. december 2001, kun 34 år gammel. Schuldiner efterlod sig et af ekstremmetallens mest imponerende bagkataloger. \m/


FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama