De unge lugter blod

Der er et generationsskifte i gang i dansk metal. Rifferama rabler løs om to af de mest lovende unge bands: Slægt og Encyrcle.

[DISCLAIMER: Dette er ikke en anmeldelse, men et rableri fra fandommens yderste forpost. Enhver vrangforestilling om objektivitet og smagsdommeri skamskydes på stedet.]

Der er et generationsskifte i gang i dansk metal.

Den unge generation er ikke talstærk, men den er der. Både blandt fans, blandt journalister og blandt musikere. Denne blog handler om to af de mest lovende metalbands lige nu: Slægt og Encyrcle.

Fælles for de to bands er:

♠︎ De er unge;

♠︎ De bygger på tradition, men deres musik er ikke retro;

♠︎ De falder uden for de herskende trends;

♠︎ De udsender deres plader på udenlandske selskaber;

♠︎ De har en vision – de vil noget med deres musik, og de er mere reflekterede end danske metalbands generelt var i går, er i dag og vil være i morgen.

For en Jeronimus Banger som mig er det interessant at sætte hørerøret til to så unge bands. For med al respekt for den hæderværdige, gamle DK-metalliske garde (Denner/Shermann, Pretty Maids, Artillery et al.), så spiller unge mennesker med en anden nerve og med en større fandenivoldskhed.

Slægt, fra venstre: Adam "Ccsquele" Nielsen (trommer), Anders M. Jørgensen (lead guitar),
Oskar J. Frederiksen (vokal, rytmeguitar), Olle Bergholz (bas).

SLÆGT

Slægt ejer noget, der er unikt. De leverer ikke bare en omgang pløj, deres musik har en ekstra dimension. Slægt har en faible for den svenske metalscene, der selv efter Jon Nödtveidts selvmord i 2006 har Dissection i den kunstneriske front.

Men man skal være mere end almindelig tonedøv for ikke at høre elementer fra traditionel heavy metal. Mangt et Slægt-guitarriff kører parallelt med Iron Maidens ”Phantom Of The Opera”. Og både, hvad angår stemning og stilren anderledeshed, er der flere ting, der peger i retning af Angel Witch og andre trendforsagende kultbands.

Slægt burde altså kunne appellere både til fans af ekstremmetal og til fans af mere traditionsbundet hårdrock, om end wimps og folk med growl-fobi vil få krysterknyster af Oskar J. Frederiksens vokal.

”Domus Mysterium” (udsendt af tyske Ván Records) er Slægts andet album. Skæringen ”Move In Chaos” fra 2015-ep’en ”Beautiful And Damned” var ekstremt lovende. Og ”Domus Mysterium” indfrier løfterne. Albummet vrimler med episke arrangementer. Silketråde af de smukkeste melodier væves ind i Slægts musikalske ultravold.

Slægt er et band, der er traditionsbevidst. I mere end musikalsk forstand. På ”Eye Of The Devil” høres en kvindestemme, der giver associationer til Celtic Frosts ”Return To The Eve”. På ”The Tower” sender Slægt en venlig hilsen til Burzum, før musikken snor sig op i et spir af metallisk drama. På ”I Smell Blood” slipper det purunge band furor teutonicus løs. Her er vi virkelig nede og pille ved nogle indoeuropæiske arketyper.

Det er sjældent, man kan sige det her om et dansk metalband: men der er ikke rigtig nogen, der lyder som Slægt. Slægt lyder som Slægt. Frederiksen & Co. er ikke bare en copypaste-version af internationale trends.

”Domus Mysterium” er et musikalsk prisme. Her er masser af blodrus og bersærkergang. Men albummet rummer også stille passager og intermezzoer. Piano. Sprøde guitarklange. Sågar en tibetansk bedeklokke! Det sidste lyder måske lamt. Men det er det ikke. Det er med til at skærpe lytterens opmærksomhed, det er med til at tune øret ind på musikkens dybere lag.

Slægts metal har en spændvidde, som ellers har været kriminelt sjælden siden heavy rockens guldalder i 1970’erne. Dengang var det normalt, at grupperne blandede lys og skygge på deres værker. Det var noget, som fx Led Zeppelin, Thin Lizzy, Judas Priest og UFO var mestre i. Og det er en arv, som Slægt har taget op. På deres egen, sorte måde. Der er dynamikudsving på ”Domus Mysterium”, som blæser 99% af Slægts konkurrenter af scenen.

Encyrcle, fra venstre: Simon Klem (guitar), Søren Kammer (guitar), Philip Butler (vokal),
Anders Edalis (trommer) og Rune Koldby (bas).

ENCYRCLE

Mens Slægt kommer fra CPH, har Encyrcle base i Odense. Der har været ret stille i Odins vi siden de vilde sen-firsere, hvor Sliced Pimples, Rigid Domain og Prophets Of Doom gjorde byen til lidt af en metallisk højborg. Men her er altså Encyrcle, og de har et kunstnerisk højt ambitionsniveau.

Fynboerne album-debuterede med ”Encyrcle” (2015), der var kraniekandis for enhver fan af Jaguars ”Power Games”, Savage Graces ”Master Of Disguise”, Agent Steels ”Skeptics Apocalypse” og andre af speed metallens kronjuveler. Men Encyrcle er ikke meget for at blive låst fast i subgenre-stereotyper. Godt nok har Encyrcle styr på traditionen, men Odense-bandet bærer ikke skyklapper.

Jeg har været heldig at løbe ind i medlemmer fra gruppen til gigs et par gange, og hver gang er jeg blevet slået af deres musikalske udsyn. At Encyrcle har en fin musikforståelse, flashede de allerede på debuten, hvor ”Serpent’s Dream” havde et Bowie’sk løb på tangenter.

På deres nye ep, ”Burning Child” (udsendt af amerikanske Unspeakable Axe Records), demonstrerer Encyrcle atter, at de har en vid musikalsk horisont. Her giver de nemlig en effektiv cover version af ”Strange Days”. Virkelig godt set af de unge musikere, at der ligger et heavy metal-nummer skjult i The Doors’ klassiker fra 1967.

”Burning Child” inkluderer fire numre, som skyder i hver sin retning som en kaosstjerne. Men helhedsindtrykket er homogent.

Det klæder Encyrcle, at de benytter sig af en traditionel metalvokal. Forestil dig noget i retning af Bruce Dickinson. Og dog. Der er en inderlighed og en smerte i Philip Butlers vokal, som får mig til at tænke på Fritz Fatal fra de danske postpunk-legender Before.

Der er noget hymnisk, noget poetisk over Encyrcles heavy metal. Også når de går i speed-mode, som de periodevis gør på ”Delight Of Evil”. Men det generelle indtryk er, at Encyrcle er på vej mod en tonekunst, som er noget mere alsidig end den, man fandt på debutalbummet. Det bliver spændende at høre, hvad der ligger på lur på Encyrcles kommende album … <13>

OPROP: Både ”Domus Mysterium” og ”Burning Child” kan nassehøres gratis på nettet. Men vær tr00: køb musikken!

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama  

Der er ingen fred i kaos

Slægt: "Vi føler ikke, at vi hører hjemme på den danske metalscene."

”Vi gør alt for at slå os selv ihjel, da vi anser scenen for at være et alter,” siger Slægt. Der er således både død og ofring på agendaen, når Danmarks måske mest lovende metalband spiller live.

Et generationsskifte er i fuld gang på den danske metalscene. Slægt er et af de mest lovende navne. Det københavnske firemands-band har allerede gjort sig bemærket hos connoiseurer. Fenriz fra Darkthrone har spillet dem i sit radioprogram, Radio Fenriz. DJ Krigsguden flasher deres t-shirt. Og i Sort Søndag har Slægt demonstreret deres kulturelle horisont ved at referere til både Bathory og filminstruktøren Ingmar Bergman.

Slægt er uhyggeligt velbevandret i metalhistorien. De namedropper Unanimated, Dawn og andre bands, som kun indviede metalhoveder har kendskab til i dag. Slægt kan deres Iron Maiden og Angel Witch forfra og bagfra – i søvne. De opremser tracklisten på Blue Öyster Cults ”Fire Of Unknown Origin” (1981) med noget, der giver mistanke om fotografisk hukommelse.

Og så er det en svir at tale film og litteratur med Slægt. De er i besiddelse af et røntgen-blik, der borer sig lige durk gennem trends og mainstream og finder frem til guldet inden for international kunst og kultur.

Slægt består af Oskar J. Frederiksen (vokal og guitar), Anders M. Jørgensen (lead guitar), Adam CCsquele Nielsen (trommer) og Olle Bergholz (bas).

Slægt har allerede to plader på markedet. I 2015 udkom både fuldlængde-albummet ”Ildsvanger” og ep’en ”Beautiful And Damned”. Desuden har Slægt udgivet en split-single med britiske White Medal.

Lad dig ikke narre. Trods det danske bandnavn er Slægt ikke hjemmefødninger. Gruppen har allerede spillet live i Münster, Berlin og Los Angeles.

Den 4. juni spillede Slægt på Risefest og forude venter en optræden på Metal Magic Festival (7.-10. juli) og et show i Pumpehuset, København sammen med Dødheimsgard og Diskord (18. juni). I den forbindelse har Rifferama lavet et blitzkrieg-interview med Oskar J. Frederiksen.

Svarene blev mere dybsindige, end jeg havde forventet. Og mange af tingene må Slægt uddybe i et senere interview. Bemærk: Oskar staver helt bevidst musik og musiker med ck. Lidt på samme måde, som crowleyanere staver magic med ck. Det er bare et af tegnene på, at der hos Slægt er en dybere mening med metallen end pløj og smadder.

Slægt: "Ethvert band, der tager denne form for kunst seriøst, er inspireret af Dissection."

13 HURTIGE TIL SLÆGT

1. Hvor synes I selv, at I hører hjemme på den danske metalscene anno 2016?

”Vi føler ikke, at vi hører hjemme på den danske metalscene anno 2016. Vi hører hjemme i vores egen verden. Det er ikke for at virke arrogante, men vi kan ikke se, at der er særligt mange herhjemme, som følger deres eget kald, og bruger energi på deres egne, indre impulser, frem for at kopiere hvad andre, i andre lande, har gang i. Og sådan er det desværre i Danmark og har været sådan i mange år. Vi føler dog et stort slægtskab (NO JOKE!) med Encyrcle, både musikalsk og attitude-mæssigt. De har fat i den lange ende.”

2. I er jo meget unge. Hvor gamle er I helt nøjagtig?

”Vi er 20-22 år.”

3. Opfatter I, at der er ved at ske et generationsskifte i dansk metal? At der er ved at komme både danske fans og musikere, som er trætte af eller ikke gider core og post metal?

”Det har jeg ærligt talt ingen anelse om. Men hvis det er tilfældet, så er det selvfølgelig glædeligt. Vi har ikke brug for kopier, og det har intet med DANMARK at gøre, det har noget med denne kunstform at gøre, og det faktum, at den kun fortjener ren ild og dedikation.”

4. Slægt. Hvad lægger I i det bandnavn?

”Navnet Slægt er for os kommet til at betyde noget andet, end hvad ordet rent faktisk betyder i sin essens. For os er det navnet på vores broderskab og vores fælles fartøj mod vores fælles mål. Når ordet ”slægt” bliver nævnt i andre sammenhænge (end hvad der har med bandet Slægt at gøre), får vi alle andre billeder i hovedet og følelser i kroppen, end hvad folks brug af ordet (og ikke navnet) måtte være tilsigtet. Og hvis vi kigger nøgternt på ordet kontra bandnavnet, kan vi sige, at vi står på skuldrene af andre folks bedrifter og formåen, og det er op til os at tage de redskaber, vi af den vej har tilegnet os, og forsøge at bruge dem på en ny måde, og komme andre steder hen, end hvor andre har været før.”

5. Hvorfor gå efter et dansk bandnavn og ikke efter et navn på engelsk?

”Navnet kom ud af en ”bandnavn-brainstorm”, jeg havde med en ven. Han skulle bruge et navn til et nyt musikprojekt. Da han valgte ikke at benytte sig af navnet anyway, besluttede jeg mig for at tage det til hvad, der på det tidspunkt var et solo-projekt, og senere hen kom til at være Slægt. Dansk eller engelsk er ikke vigtigt, så længe man får sagt og gengivet, hvad man føler er vigtigt.”

6. Jeres debutalbum, ”Ildsvanger”, var meget primitivt i forhold til musikken på ”Beautiful And Damned”. Hvorfor dette skift?

”’Skiftet’ skyldes forskellige faktorer. For det første: Sangene til ”Ildsvanger” blev alle, mere eller mindre, skrevet i efteråret 2012. Sangene til ”Beautiful And Damned” blev skrevet i slut-2014/start-2015. Et sådan mellemrum i tid giver selvsagt en forskel i materialets kvalitet, hvis man er en musicker, der er interesseret i at udvikle sig, blive bedre og udforske, hvad man kan formå. Desuden begyndte jeg at tilpasse min egen skrivning, til bandet, ud fra de andre medlemmers evner (vi begyndte at spille live i starten af 2014, og over tid lærte og forstod jeg, hvad de andre medlemmer er i stand til). For det andet: ”Ildsvanger” er indspillet hjemme og i øvelokaler med meget primitivt udstyr (ud af nødvendighed; der var ikke andet til rådighed. Ikke for at opnå en bestemt, beskidt, rå sound, eller lignende). ”Beautiful And Damned” er indspillet i et rigtigt studie (Ballade Studios i København. SUPPORT!!!!).”

7. Der er et sjovt lydklip (eller sampling) i starten af ”Der er kraft i det onde”. Hvor stammer det lydklip fra?

”Samplet i starten af ”Der er kraft i det onde” stammer fra Carl Th. Dreyers film ”Vredens Dag” (1943), og er de første ord, der bliver ytret i filmen. Sangens titel, og inspiration til sangens tekst, kom blandt andet herfra, så det var passende at bruge det sample.”

8. Jeg fornemmer en vis inspiration fra svenske bands som Dissection på ”Beautiful And Damned”. Har jeg ret?

”Ethvert band, eller kunstner, der tager denne form for kunst seriøst, er selvfølgelig inspireret af Dissection, da disse var én af de ypperste udøvere og mestre i den kunstform, nogensinde. Indflydelsen fra sådanne bands har faktisk været der fra dag 1 (se den første Slægt-demo fra 2012), og man vil kunne se den, hvis man er årvågen nok. Dog vil jeg påpege, at vi primært bliver inspireret af bands som Dissections attitude, frem for deres lyd. At lyden i visse tilfælde så er derhen af, må være resultat af de kræfter, som vi tjeners, vilje.”

9. Hvad er konceptet bag en sang som ”Move In Chaos”?

”Da Selim Lemouchi fra The Devil’s Blood døde i marts 2014 kunne man endnu en gang se folk diskutere, hvorvidt det var mest passende at skrive R.I.P (rest in peace) eller R.I.C (rest in chaos) i slutningen af eens skrevne hyldest til manden. Det fik mig til at tænke, at ingen af dem på nogen måde er passende. For hvis man ønsker at hylde Selim Lemouchis kærlighed til kaos, så bør man ramme kaos’ essens. Og der er på ingen måde fred i kaos. Derfor tog jeg den diametrale modsætning til rest/fred, hvilket er move/bevægelse, og kom op med M.I.C (Move in Chaos). Her havde jeg så endnu en fantastisk sangtitel, som vi kunne benytte os af. Vores sang handler om, at de største ”sandheder” i dette ”rum” er paradokser, hvilket er et paradoks i sig selv. Det er en beskrivelse af modsætninger og en hyldest til dem/de/det, som vender tingene på hovedet og hele tiden søger nye veje, ved at følge sit inderstes, rene essens.”

10. ”Alshincheri” er en noget mystisk titel. Jeg bliver nødt til at spørge, hvad der gemmer sig bag den titel. Hvor kommer ordet fra, og hvad betyder det?

”Alshinecheri er et navn/ord, som kom til mig en nat, i slutningen af en intens, surrealistisk og forvirrende drøm. Alt blev sort, og Alshinecheri viste sig for mig, i form af udtale af navnet, og desuden så jeg det skrevet for mit indre blik. Jeg vågnede og skrev det ned. Dagen efter kiggede jeg i min notesbog og fandt så denne mystiske, men dragende sammensætning af bogstaver. Ved at forsøge at slå det op stod det klart, at dette ord ikke fandtes i forvejen. Jeg prøvede at finde ud af, om det kunne være en anden måde at skrive et allerede eksisterende navn, eller lignende, på, men intet held. Efter yderligere refleksion nåede jeg til den konklusion, at det måtte være en gave til mig og Slægt. Det er senere gået op for mig, at det er et meget specifikt aspekt af den kraft, som blandt andet bliver sunget om/omtalt i sange som: ”Dunkelheit” (Burzum), ”To Her Darkness” (In Solitude), ”Maha Kali” (Dissection), ”She” (The Devil’s Blood), mv. Men som sagt, et helt andet og unikt aspekt. Vi mener desuden, at fotografiet på coveret af ”Beautiful And Damned” er en smuk, visuel repræsentation af Alshinecheri, og samtidig passer til ep’ens titel, da hun er smuk og forbandet.”

11. ”Church Of The Night” hedder et af jeres numre. Fortæl, fortæl.

”Oftest, så optræder vores sangtitler i mit hoved, før sangenes lyriske indhold osv. Herefter udarbejdes sangens fokus, i samarbejde med musicken. ”Church Of The Night” var endnu en sådan titel, som jeg havde i arsenalet, og da musicken til sangen var blevet udarbejdet, var det den perfekte beskrivelse af netop den komposition. Enten kan det være dét, at rent faktisk være inde i en kirke om natten (med hvad der deraf følger …), eller også kan det ses som en hyldest til natten, som et helligt rum.”

12. Jeg hørte jer i Radio Fenriz. Betyder det noget for jer at have fået det blå stempel af en mand som Fenriz?

”Det er selvfølgelig en ære, at Fenriz synes godt om vores arbejde. Også når man tænker på, at vi alle er store beundrere af mandens eget musikalske virke. Men det har ikke betydet det helt store derudover. Det er et skulderklap, men vi lader os ikke forblænde. Det er blikket stift rettet fremad, ned af den sti vi er i gang med at kreere.”

13. I spiller på Metal Magic Festival og som support for Dødheimsgard. Hvad kan publikum forvente af Slægt, når I står på scenen?

”Publikum kan forvente, at vi gør alt for at slå os selv ihjel, da vi anser scenen for at være et alter, hvorpå vi lægger os selv, og lader os ofre til de kræfter, som nærer vores musick. Intet stort sceneshow, bare rent fokus og ønsket om at være ét med nuet og lade sig opløse på det indre og ydre plan.”  <13>

 

Slægt live på Risefest, lørdag den 4. juni 2016.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama