lørdag den 22. marts 2014

Da det var stort, tungt og farligt


Denners Trickbag er et fantastisk togt ind i 1970’ernes mere obskure del. De sejeste riffs og de solideste melodier er på sætlisten, når Michael Denner & Co. går på scenen.

Den tidligere Mercyful Fate- og King Diamond-guitarist fortæller her, hvordan hans livslange kærlighed til den hårde rock gav ham impulsen til at knække Ritchie Blackmores og andre mesterguitaristers koder.

Led Zeppelins debutalbum ændrede Michael Denners liv.
Michael Denner er en af de meget få danske rockmusikere, som er en notabilitet på verdensplan. Fra nær og fjern tager fans på pilgrimsfærd til Denners pladebutik, Beat-Bop i København, for dér at møde den danske heavy rock-guitarist. Mange af disse fans er selv musikere i dag. F.eks. fik Beat-Bop i januar besøg af Watain, et af nutidens mest berygtede black metal-bands, der lige skulle have en autograf og en stabel Mercyful Fate-vinyler med hjem.

Denner er venligheden i egen høje (!) person. Han giver gerne autografer og lader sig fotografere med fans. Og så har han et uudtømmeligt reservoir af viden om hård rock. Denner har klæbehjerne og kan sin rockhistorie (og meget mere!) på fingerspidserne.

Sin pladedebut fik Michael Denner med den Brats’ legendariske album ”1980” (1980). Som bekendt muterede Brats og blev til de herostratisk berømte Mercyful Fate, hvor Denner sammen med King Diamond (vokal), Hank Shermann (guitar), Timi ”Grabber” Hansen (bas) og Kim Ruzz (trommer) efterlod sig et af den hårde rocks væsentligste spor.

Siden gjorde Michael Denner karriere i King Diamonds band. Denner kan altså skrive metalklassikere som ”Melissa” (1983) og ”Abigail” (1987) på sit CV. Og han har tilmed ladet sit melodiske men pænt aggressive guitarspil høre på albums med Zoser Mez og Force Of Evil, ligesom han har været gæst på plader med Volbeat, Furious Trauma, Saturnus m.fl.

I 2013 udsendte Michael Denner et særpræget værk: et album, som – på nær et enkelt selvkomponeret nummer – bestod af lutter cover versioner fra heavy rockens gyldne tid i 1970’erne. Albummet var med Denners Trickbag, en kvintet som Denner med omhu har samlet omkring sig. Foruden kapelmesteren tæller Trickbag guitaristen Peter ”Petse” Domtorp, bassisten Flemming Muus, trommeslageren Kim Hagemann og sangeren Berthel.

Trickbag-albummet inkluderer sange af grupper som Montrose, Captain Beyond, Jericho, Mountain, Axis etc. Hvert eneste nummer, som Denners Trickbag spiller, er udvalgt med omhu ud fra kriteriet om, at numrene skal have haft stor betydning for musikerne i deres ungdom. Det koncept har givet pote, for hver eneste skæring på ”Denners Trickbag” gnistrer af kærlighed til betonrocken fra 1970’erne.

Nedenstående interview er ren revolverjournalistisk. Mchael Denner har svaret med deadline-revolveren for tindingen. Men vores lille chat skulle gerne give et dybere indtryk af Denner og hans
Trickbag.

Affektionsværdien er i top hos Denners Trickbag:
 - Kriteriet for deres musik er
kærlighed til heavy rocken i 1970'erne.
SKARPERE END ZOSER MEZ
- Du lader til at bære på en livslang kærlighed til hård rock. Er der en bestemt begivenhed eller oplevelse, som du kan udpege: her blev jeg ramt af heavy rocken. Er der en skelsættende musikalsk oplevelse for dig, som har betydet, at du bare måtte blive musiker?

“Det, der for alvor satte tingene i gang, var en sen nat omkring 1969, hvor min onkel kom på besøg med den helt nye debutplade med Led Zeppelin. Jeg lå på mit værelse og hørte den hårde guitar og de høje vokaltoner, og det åbnede døren til et helt andet syn på musik. Når andre børn ønskede sig en racerbane eller fodboldstøvler til jul og fødselsdage, var der kun plader med Zeppelin, Deep Purple, Black Sabbath, Mountain og Uriah Heep på min ønskeliste. Og det fra jeg var 11-12 år gammel. Min far spillede bluesrock-guitar, så da jeg blev interesseret i den hårde rock, hvor guitarsoloerne jo var i højsædet, måtte jeg selv i gang med at spille seriøst og bryde de koder, som Ritchie Blackmore, Jimi Hendrix, Jimmy Page og Leslie West havde lagt.”

- Der er kun ét nummer på albummet med Denners Trickbag, som ikke er et covernummer: ”Wasteland”. Det nummer var imidlertid inkluderet på Zoser Mez’ fremragende album ”Vizier Of Wasteland” (1991). Hvorfor gik Zoser Mez egentlig i opløsning?

”Zoser Mez var et to-mands-projekt, som Hank og jeg skruede sammen i tiden, efter jeg forlod King Diamonds band, og efter at Hank havde sagt farvel til Fate. Vi havde begge brug for at genoptage vores gamle makkerskab. Hank var træt af at spille puddelrock og var sulten på at spille den hårde skuffe igen, hvilket passede mig helt fortrinligt. Vi komponerede nogle numre og ringede rundt til de sangere og trommeslagere, vi vidste, der kunne levere det, vi havde brug for. Vi tog os selv af guitar- og bas-siden. Bandet endte med at blive fast, indtil den famøse dag, hvor Kenny Lübcke vandt det danske melodi-grandprix [i 1992 vandt Kenny og Lotte med sangen ”Alt det som ingen ser”, red.], så var det forbi. Hank og jeg sad så noget tid efter og fik en kop kaffe med King, hvor vi lyttede på det, der skulle havde været Zoser Mez 2. King udbrød: ’Det lyder jo som gammelt Mercyful Fate,’ og vupti, så var Mercyful Fate gendannet, og ”In The Shadows”-albummet så dagens lys [1993, red].”

- Kim Hagemann og Berthel fra Denners Trickbag medvirkede også på Zoser Mez-pladen. Anser du Denners Trickbag for at ligge i direkte forlængelse af Zoser Mez?

”Da jeg havde Trickbag på tegnebrættet, var det min direkte hensigt at hylde den tid, der inspirerede mig mest, nemlig i start-70’erne. Berthel og Kim Hagemann var netop to, som jeg delte denne passion med, helt tilbage fra ungdomsklubben på Nørreport for 40 år siden. Dette gælder i øvrigt også for basguitaristen Flemming Muus, som er min barndomsven. Så det var et helt indlysende valg, at det blev dem til Trickbag. Og nej, Zoser Mez og Trickbag er ikke tænkt i sammenhæng. I Zoser Mez var vi heller ikke så sikre i vores udtryk, som det jeg har nu med Trickbag.”

Michael Denners favoritalbum.
CAPTAIN BEYOND – ET SUPERBAND
- Jeg har engang hørt dig sige, at Captain Beyonds første album fra 1972 er din favoritplade. Var det en fortalelse? Hvilke kvaliteter finder du i Captain Beyond?

”Ja, Captain Beyonds første album er min all time-favorit. I øvrigt en ting, jeg deler med både Hank og King. Alt ved dette album oser af klasse: cover, produktion, kompositioner og instrumentering og vokal. Man skal bemærke den fremragende trommeslager Bobby Caldwell, der også er arkitekten bag numrene, og den lidt undervurderet Rod Evans, som jo var den første sanger i Deep Purple. Dette album er sprængfyldt med fede riffs og temaer, og det var klasser over mange af de bands, der fik succes i start-70’erne.”

- Hvorfor tror du, at Captain Beyond aldrig slog igennem?

”Det er ganske uforståeligt, at Captain Beyond ikke blev et superband af samme kaliber som Black Sabbath, Deep Purple og Uriah Heep. Det faktum, at medlemmer gik ind og ud af bandet på de tre albums, de indspillede, kan være en årsag. Den gode trommeslager var ikke på det andet album, og den gode sanger var ikke med på det tredje. Derfor var disse albums ikke i nærheden af den fantastiske debut.”

- Denners Trickbag-pladen indeholder hele to numre af Jericho. Har Jericho en særlig plads i dit hjerte?

”Da Jericho-pladen kom, var vi flere fra Trickbag, der faldt for den. Også det faktum, at bandet var fra Israel, bevirkede, at man spærrede øjne og ører lidt mere op. Vi sad og skulle vælge imellem disse to numre, men syntes, at de var så fede, at vi snuppede begge to til vores album.”

ANDERLEDES END KING DIAMONDS SVENSKERE
- Hvordan forholder Denners Trickbag sig musikalsk til den musik, du spillede i Brats, Mercyful Fate og King Diamond?

”Der er ingen tvivl om Trickbags respekt for min fortid med førnævnte bands. De åbner jo også døre for dem i det store udland. Petse har en fortid i 80’er-metalbandet Jane Doe, så han havde en naturlig holdning og stor bevidsthed omkring mit virke med især Mercyful Fate. Petse har i øvrigt været meget nysgerrig omkring alle anekdoterne og myterne fra dengang, det var stort, tungt og farligt. Flemming Muus er jo min barndomsven, så han var med på tætteste hold, da jeg albumdebuterede med Brats i 1980. Han er takket på pladecoveret og arbejdede i øvrigt på CBS, da vi udgav Brats-pladen. Også på ”Melissa”-albummet figurerer han, dog under navnet Mus. Kim  Hagemann og Berthel blev en del af historien, da vi i senfirserne lavede Bandits of Rock, hvor Timi Hansen var bassist. Timi og jeg havde netop forladt King Diamond band, hvor Bandits of Rock blev forgængeren for det, der kom til at hedde Led Zeppelin Jam, da guitaristen Ivan Horn gæstede vores sæt i et par Zeppelin-numre i et livejob på Musik Cafe'en og fik smag for konceptet. Men kort fortalt er alle mand udstyret med metal i blodet, nogle dog en del mere end andre, det vil sige: de to seks-strengede solister.”

- Hvad er forskellen mellem at spille sammen med fyre som Petse og Muus frem for at spille med svenske heavy-typer som dem, der var med i King Diamond?

”Jeg har haft det privilegium at spille med nogle af de bedste folk i heavy rock-regi, og Petse og Muus følger fint i det mønster. De er to musikere med øre for detaljer, de er jo begge skolet i musik fra barnsben, med nodelæsning, tonelære og hele svineriet. Det lærte jeg ikke på stenbroen, hvor jeg kommer fra, så det lærer jeg meget af. Disciplin og grundighed kan være en god ting.”

- Hvordan ser fremtiden ud for Denners Trickbag? Kommer der et album nr. 2?

”Ja, der vil komme en Trickbag 2. Jeg er så småt ved at få stykket den sammen. Jeg har fundet nogle endnu mere obskure numre, og jeg har også en god portion selvkomponerede ting med i potten. Min tanke er at skrue bissen lidt mere på denne gang med lidt tungere og hårde ting, men samtidigt bevare fornemmelsen af 70’erne.” \m/

søndag den 9. marts 2014

Da metallen blev brutal ... for alvor!


Jubilæums-artikel: Peter Béliath (Publiceret den 8. marts 2014)

"The Sitting Death" hedder kunstværket, som ses på omslaget af "Apocalyptic Raids".
Kunstværket er kreeret af en vis Thomas Fischer aka Satanic Slaughter aka Tom G. Warrior.

”Nu må det stoppe!” mente folk, da Motörhead først dukkede op (ca. 1977). Det var for grimt, for grumt. Det var dårlig stil. Bare støj, larm. Men det var kun begyndelsen. Det skulle blive værre. Meget værre …

Da Venom troppede op, lød der et ramaskrig. ”Kalder I det musik?” skræppede en skriverkarl på Kerrang!. Venom var stolte af deres marodør-værk ”Welcome To Hell” (1981) og endnu mere af det stilskabende opus ”Black Metal” (1982). ”Hometaping is killing music. And so are Venom,” gnækkede Cronos & Co. Det var lidt alvor, men mest skæg og ballade.

MEN SÅ … kom vederstyggelighedernes vederstyggelighed: Hellhammer. Den schweiziske trio skabte totalt kaos i undergrunden med deres demos, som selv de ellers hardcore thrashere på det toneangivende magasin Metal Forces hadede som pesten. Det var lige før, der blev startet en journalistisk heksejagt på Hellhammer.

Hellhammer var for stor en udfordring. Det var ikke kun grimt og grumt. Det var lyden af et allerhelvedes inferno. Og Hellhammer mente det. Det var ALVOR! På deres egen (indrømmet!) kluntede og kejthåndede måde gav bandboss Satanic Slaughter & Co. udtryk for de vildeste følelser af eksistentiel smerte og fremmedgørelse. Fremmedgørelse over for det omgivende borgerlige samfund (pænhed, hykleri, undertrykkende religion etc.), fremmedgørelse over for hele det gudløse univers, som de var født ind i. ”Only death is real,” lød Hellhammers motto.

Da Hellhammers debutplade, ep’en ”Apocalyptic Raids”, udkom i foråret 1984, var der helt ærligt ikke mange, der fattede, hvad der foregik. Med tiden er tiøren faldet. Selv Metal Forces har indrømmet, at de tog fejl.

Hellhammer kunne ikke spille, javel. Men de gjorde det alligevel. Og al den afmagt, som tidligere tiders chokrockere og punkere havde givet udtryk for, fik af Satanic Slaughter (V axe holocaust, dambuster vocals), Denial Fiend (hellish crossfire on wooden coffins) og Slayed Necros (deadly bassdose, backing howling) en af de mest præcise kunstneriske former. Store ord, jeg ved det. Men med Hellhammer begyndte en ny ære for heavy metal.

Æggehoveder kan skændes fra nu af og til Kingdom Come, om ”Apocalyptic Raids” er thrash eller dødsmetal eller black metal. Sandheden er, at Hellhammer (på godt og ondt) lagde fundamentet til ekstremmetallen. For som man siger: døden er kun begyndelsen.

”Apocalyptic Raids” blev indspillet i dagene 2.-7. marts 1984. Tyske Noise Records udsendte lynhurtigt ep’en, der altså har 30-års jubilæum.

Jeg har hørt ”Apocalyptic Raids” så mange gange (på vinyl, på cd, i mp3-format), at hvert eneste haltende stortrommespor er ætset ind i min stakkels hjerne. Men jeg elsker den. Og jeg foretrækker den frem for horden af veltilpassede, privilegerede middelklasse-bands, der siden hen har gjort den ”ekstreme” metal til en steril genrekonvention. \m/