søndag den 11. december 2016

Hellere medlem af et band end af en bande


Sadistic Intent har netop spillet en af årets stærkeste koncerter på dansk grund. Rifferama fortæller historien om de KVLT’ede death metal-legender, der voksede op i et miljø, hvor naboer og venner blev dræbt i bande-relaterede konflikter.

Sadistic Intent er en af de bedst bevarede hemmeligheder i ekstremmetal. Bandet burde have været mega. Indrømmet, Sadistic Intent opfandt hverken krudtet, den dybe tallerken eller death metal. Men de er et af de bands, som bedst har behersket Dødens tonekunst.

Derfor udpegede Jeff Becerra da også Sadistic Intent til at fungere som ”backing band”, da han i 2007 gendannede dødsmetal-pionererne Possessed. På den måde kan Bay Cortez (guitar, vokal), Rick Cortez (guitar) og Ernesto Bueno (guitar) skrive Possessed 2007-2010 på deres CV. (I dag hedder Sadistic Intents trommeslager Arthur Mendiola.)

Men Sadistic Intent kan sagtens stå på egne ben.

Først og fremmest skriver Sadistic Intent pissegode sange. Deres musik har den der ligstinkende gravstemning, som Hellhammer arvede fra Venom, og som Bathory gav videre til de kvikkeste af 1990’ernes norske black metal-navne.

Hvis du aldrig har hørt Sadistic Intent, så hold kæft med det og smut på nettet og tag et smuglyt på Youtube. NU!

Sadistic Intent, som de ser ud i dag. Foto scoret fra Metal Archives.
SADISTIC INTENT SPILLER den klassiske form for dødsmetal, som på bedste outlaw-manér trodser alle trends. Sadistic Intent er et af de mest selvberoende bands i metalhistorien. De er aldrig hoppet på nogen vogn for at booste salgstallene. Heller ikke i 1990’erne, hvor dødsmetal blev big business med ormegårde i studier som Morrisound (Florida) og Sunlight (Stockholm).

Sadistic Intent fandt det aldrig bekvemt at kravle i joggingtøj. For Sadistic Intent er dødsmetal ensbetydende med læder og nitter. Som i de gode, gamle dage.

Sadistic Intent var tidligt ude. Gruppen blev grundlagt i 1986 som Devastation. De skiftede navn til Sadistic Intent i 1987. Altså samme år som Autopsy, Amon (der blev til Deicide) og Nihilist (der blev til Entombed) blev dannet. Og et år før Obituary, Cannibal Corpse og Dismember så dagens lys.

Sadistic Intent har aldrig haft heldet med sig. De har ikke haft venner i musikbranchen, som har pushet dem over for pladeselskaber. På et tidspunkt blev de røvrendt af Wild Rags, et af metalundergrundens mest notoriske svindelfirmaer.

Det betyder, at Sadistic Intent aldrig har udgivet et regulært album. Gruppens sangskat er spredt ud over en single, en serie ep’er, diverse split-udgivelser og et par opsamlinger. Men for kendere er det at sidde med fx ”Resurrection” fra 1994 cirka det samme, som hvis det var lykkedes Otto Rahn at få fingre i den hellige gral.

Med rette.

Sadistic Intent spiller sort death metal. Dødens ældgamle ånd lever i L.A.-bandets musik. Her finder man de drabeligste elementer fra Slayer og Possessed. Sadistic Intent er i slægt med Necrovore og Morbid Angel. Også hvad angår kvalitet. For som jeg fablede om tidligere i denne artikel: Sadistic Intent er pissegode sangskrivere. Når de er bedst, som fx på ”Ancient Black Earth” (1997), er Dødens trone deres.

Uhyre få bands har som Sadistic Intent været i stand til at føre den traditionelle metals æstetiske krav ind i den brutale dødsgenre. Sadistic Intent er seriemordere, hvad angår dræber-riffs. Og de har stor dramatisk sans, så de kan kunsten at gå helt ned i de dystre, doomy parter, der trækker tarmene ud på enhver stereotyp forestilling om, hvordan dødsmetal skal lyde.

Hvorfor er Sadistic Intents musik så meget mere varieret og alsidig end 99% af det bras, der i en herrens masse år er blevet solgt som death metal? Rick Cortez har forklaringen:

”Hvis jeg kun lyttede til dødsmetal dag ud og dag ind, så ville Sadistic Intents musikalske spændvidde ikke blive særlig stor. Som kunstner ville jeg ikke være tilfreds med de negative begrænsninger, som går hånd i hånd med monotoni. Så foruden death/black metal hører jeg stadig heavy metal fra 1970’erne og 1980’erne, såsom AC/DC, Black Sabbath, Judas Priest etc. Men afhængigt af mit humør lytter jeg også til andre former for musik,” siger Cortez og nævner The Doors, The Rolling Stones, Jimi Hendrix, crust og klassisk musik som fx Mozarts ”Lacrimosa”.

Mange veteraner i metalundergrunden oplever, at musikken var mere ærefrygtindgydende i genrens start. Cortez: ”Sandheden er, at selvom de originale death/black metal-bands var onde, havde de en bredere musikalsk horisont, og det kom frem på deres udgivelser.”

Sadistic Intent kulegraves i tredje udgave af Compilation Of Death.
SELVOM HEAVY METAL i almindelighed og den sorte metalundergrund i særdeleshed er ret konservativ, skal man ikke være blind for, at den er bærer af en modkultur. På en helt anden måde end punk rocken står den sorte metalundergrund i et modsætningsforhold til de mekanismer, som kendetegner kapitalismen.

Ingen kan hæve sig 100% over markedsøkonomien, men ethvert knæfald for profit og kølig kasse betragtes som forræderi mod den hellige metal. Det er ikke TRVE at spille for pengenes skyld. Grupper, som sælger ud, ryger øjeblikkeligt i bad standing. Også hos Sadistic Intent.

Rick Cortez indrømmer, at han bliver arrig, når han tænker på ”grådige forretningsmænd (som på den mest skamløse måde er ligeglade med at holde metallens essens i live). Det er dem, der kontrollerer den såkaldte metalscene. Jeg ved helt bestemt, at disse folk er arrogante røvhuller, som kun går op i at blive rigere og rigere.”

Men selv idealistiske dødskunstnere skal have mad på bordet. Medlemmer af Sadistic Intent er indehavere af pladebutikken Dark Realm Records i Downey, en by i Los Angeles County.

Downey er James Hetfields fødeby, og det var her, folk som Tom Araya og Kerry King gik på high school. Befolkningsflertallet i Downey er latinoer. Meget apropos Sadistic Intents etniske oprindelse.

Wikipedia fortæller, at mere end 10% af befolkningen i Downey lever under fattigdomsgrænsen. Via pladebutikken kunne Sadistic Intent lige akkurat skrabe sammen til det, der svarer til minimumslønnen i 2000. Vi taler ikke ligefrem om rockmillionærer her. Vi taler om passion.

Rick Cortez: ”Det her er vores livsstil. Det er ikke bare en hobby eller noget, vi sysler med i weekenderne.”

Indrømmet, dødsmetal kan let blive en triviel affære. En stabel klichéer og umodne forestillinger, som evigt senpubertære drenge gør sig om døden. Men hos Sadistic Intent fornemmes der en alvor, som overskrider klichéerne. Man kunne kalde det en livserfaring. Rick Cortez:

”Vi voksede op i en barsk bydel, og Bay og jeg var ofte i slagsmål. Ikke at vi var ude på ballade, men man bliver nødt til at forsvare sig. Sådan var det bare, og det gav mig den der følelse af vrede, en følelse, som er svær at sætte ord på. Men den gjorde, at jeg blev tiltrukket til den mørke side af livet.”

”Da vi dannede bandet, havde vi allerede oplevet, at naboer var blevet dræbt. Døden er en realitet. Jeg har været vidne til den, og jeg ved, at vores miljø direkte og indirekte førte os ned ad den sti, som vi er på i dag.”

Med den seneste revival af klassisk dødsmetal (tænk: Repugnant, Dead Congregation etc.) er det, som om at Sadistic Intents stjerne igen er begyndt at stige over metalundergrunden.

Compilation Of Death er navnet på et fanzine, der udkommer i bogformat (knap 400 sider), og magasinets tredje udgave er dedikeret til Sadistic Intent. I Compilation Of Death, der herhjemme kan købes hos Vinyl Records 666, kan man læse et langt interview med Rick Cortez samt diverse sidehistorier om bandet.

Compilation Of Death graver dybt i bandhistorien, og miljøet beskrives detaljeret. Flere af Sadistic Intents venner er blevet dræbt i banderelaterede skyderier, og guitaristen fortæller bl.a., at forældrene støttede Cortez-brødrene i starten. For som han udtrykker det:

”Med alle de bandeproblemer, der er her i Los Angeles, ville de hellere have, at vi var medlemmer af et band end af en bande.” <13>


Alle interview-citater er sakset fra Sleepless Magazine nr. 9, 2000 (kan læses på her) og Compilation Of Death: The Third Coming (HellsHeadbangers, 2014)


Sadistic Intent-diskografi kan tjekkes her

Sadistic Intent spillede på KB18 torsdag den 8. december 2016

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


søndag den 20. november 2016

Da Metallica revolutionerede metallen


Unge mennesker kan garanteret ikke fatte det. Men i 1983-84 var Metallica det vildeste pis.

Rifferama skruer tiden tilbage til dengang, metalscenen var ny, og hvor man gik til koncert med livet som indsats.

Starten af 1980’erne var en periode, hvor der skete vanvittigt meget på metalscenen. Den hårde rock var en kaosstjerne, som skød i alle retninger. Metallen udviklede sig i heftige ryk, år for år, måned for måned, ja, uge for uge.

Genren var stadig så ny, at der var rige muligheder for at spille rock, som både var traditionsbevidst og nyskabende. Alt var ikke gjort før, til døde. Heavy metal var stadig en ny genre. Der var masser af albuerum til at skrue tempoet op og ned og til at sætte akkorderne sammen på en måde, der ikke allerede var hørt til bevidstløshed.

Accepts ”Fast As A Shark” (1982) og Jaguars ”Axe Crazy” (1982) var bare to eksempler på hastighedsrekorder. For inspirationen fra punken fik konstant metalgrupperne til at sparke sømmet i bund.

Meget af den verserende speed metal var charmerende. Men i sommeren 1983 udkom et album, som var mere end bare charmerede højhastighedsmetal. Albummet hed ”Kill ’Em All”, og man skal være meget tykhudet og hårdhalset for at benægte, at det var verdens første rendyrkede thrash metal-album.

Bevares, vi havde allerede fået grupper som Exciter, der leverede barsk metal, spillet i højt tempo. Men ”Kill ’Em All” var bare anderledes. Kombinationen af det høje tempo, den tænderskærende aggression og den medrivende riffing var ny. Helt ny.

Det er vist kun en lille klike af KVLT’ede TRVE-fundamentalister, som vil påstå, at ”Kill ’Em All” er Metallicas bedste album. Men det er deres vigtigste album – for metalscenen.   


JEG VIL PÅSTÅ, at der var et før og et efter ”Kill ’Em All”. Iron Maiden og Judas Priest lød knap så skarpe, efter at man havde haft pick-uppen i ”Phantom Lord”, ”Seek And Destroy” og ”Metal Militia”.

”Kill ’Em All” blev en game changer. En kickstarter af en helt ny bevægelse, som med årene fik betegnelsen thrash metal.

Kloge-Åger skændes om, hvorvidt det var Metallica eller Exodus eller Skallesmækker United, som var det første thrash-band. Jeg boede pænt langt væk fra Californien, så jeg kan ikke afgøre skænderiet. Men sandheden er, at Exodus først fik deres (stærkt forsinkede) debutalbum på gaden, da Metallica var i gang med at smede sange sammen til deres tredje album.

Sandheden er også, at ”Hit The Lights”, Metallicas bidrag til Metal Blade Records’ legendariske kompilation ”Metal Massacre” (1982), inspirerede Slayer til at skrue bissen på. Samt at Metallica var årsagen til, at Jon Zazula stiftede Megaforce Records – selskabet, som Anthrax debuterede på. Så to af thrashens Big 4 blev altså ført frem i Metallicas slipstrøm.

Hvor primitiv og senpubertær ”Kill ’Em All” end er, så er det et af de mest stilskabende albums i heavy metals historie. Albummet sendte chokbølger af vildskabs-inspiration helt ud i udkants-områder som Latinamerikas slum og tyske industridistrikter.

Fordi ”Kill ’Em All” ramte purunge mennesker med et højt energiniveau, gik det vildt hurtigt. Og allerede i 1984 kunne man se konturen af en mere eller mindre global thrash metal-strømning. En strømning, som allerede i midten af 1980’erne fik højhastigheds-bands som Tank til at virke sådan lidt, ahem, forældede.

Tank var et sejt band, ledet af læderhalsen og punk-pioneren Algy Ward. De var en slags Motörhead II i The New Wave Of British Heavy Metal. Deres debutalbum, ”Filth Hounds Of Hades” (1982), blev regnet for et nyklassiker allerede på udgivelsesdagen. Mine venner og jeg var ellevilde med Tank. I Black Vejle kørte Algy & Co. på repeat.

Men hverken Tanks debutalbum eller deres senere output var i vores tanker tirsdag den 11. december 1984, hvor Metallica spillede deres første koncert på dansk grund. I Saga, CPH.

Jo, Tank var opvarmning, men jeg husker ikke rigtig noget af deres gig. Derimod husker jeg, at Metallica i den ene side af scenen havde opstillet en slags fotostat med den der headbanger-djævel, som prydede omslaget til maxisinglen ”Jump In The Fire” (1984).

Jeg husker også, at Metallica den aften spillede en af de vildeste koncerter, jeg nogensinde har overværet. Et hæsblæsende sæt bestående af tracks fra deres to første (og to bedste!) albums. Se sætlisten her.

Publikum var ungt, meget ungt. Fans af grupper som Metallica kom fortrinsvis fra de lavere samfundslag, hvor man ikke havde pæne manerer eller ligefrem talte girafsprog. Så koncerter var ofte en action-spækket affære, hvor fans gav den gas i en rus af lige dele sprut, frustration og hormonelt overdrive.

Jeg var med inde i pitten. Jeg husker følelsen af panik, da en bølge rullende hen over mig. Jeg mistede fodfæstet og blev løftet op og lå nærmest vandret i klumpen af headbangende maniacs, før jeg landede på gulvbrædderne med bissende kondisko trampende tæt ved mit hoved. Rummet med svedende og ekstatiske fyre lukkede sig omkring mig, mine arme og ben var lammet af folkemængdens tæthed.

”Jeg bliver trampet ihjel,” nåede jeg lige at tænke, før en stærk hånd hev mig op, og jeg så ind i et storgrinende fjæs med filipenser. Metallisk broderskab havde reddet mig. Pyh.

Metallica i Saga var fantastisk. Vi snakkede om den koncert i flere kalpaer bagefter. Vi dyrkede James, Lars & Co.

Metallica var verdens største band i min verden, da de udsendte maxien ”Creeping Death” umiddelbart før Saga-koncerten. Skiven indeholdt to rasende cover versioner: Diamond Heads ”Am I Evil?” og Blitzkriegs ”Blitzkrieg”. Det var noget nær de fedeste skæringer fra NWOBHM. Men Metallica gav dem lige et ekstra los i røven. Prikken over i’et var Lars’ flabede trommespil, komplet med crash-bækken.

Jeg var så betaget af den skive, at jeg efter at have studeret bandfotoet på maxiens bagside købte mig et par hvide Converse. Så var jeg ægte thrasher!   


METALLICA VAR STJERNER allerede fra starten. I hvert fald for dem, som fulgte med. Jeg var leder af HM/HR Clique DK – en sammenslutning af danske metalfans. Klikens nyhedsbrev udviklede sig i 1983 til DKs første metalmagasin, Hot Rockin’.

Kliken havde medlemmer fra hele landet. På indmeldelsesblanketten skulle folk notere deres favorit-guitarist, -sanger, -album etc. Jeg kunne groft sagt dele medlemmerne op i to bunker: gammelrockerne, som hægede om Deep Purple og den klassiske heavy rock fra 1970’eren, og så avantgarden, som var opdateret om alt det nye i metallens vækstlag.

I bunken med avantgardister stod der ALTID Metallica som favoritband. ”Kill ’Em All” var uomgængelig, og jeg husker ikke en eneste i mit sjak af metalbrødre, som ikke købte og voldspillede albummet fra dag 1 (jeg tror, vi fik den som import, sikkert via Ken Anthony i Bristol Music Center). Min Hot Rockin'-anmeldelse af ”Kill ’Em All” kan læses her.

En af mine venner var sågar tapetrader, og han havde et livebånd, hvor James Hetfield på et tidspunkt råber noget i retning af: ”Let’s slow down to mark 10 for the love song!” Jo, Metallica spillede på fuld lydstyrke. Der var knald på fra start til slut. Nul ballader!

Det var så råt og kompromisløst, at det var umuligt at forestille sig, at Metallica knap ti år senere skulle blive rockmillionærer. Metallica var patronbælter og cowboyjakker med afklippede ærmer. Metallica var hirdmænd for alt, hvad der var hårdt og sejt (fra Venom til Misfits).

Holland var berygtet for at have verdens mest fanatiske metalfans i de år. Og Metallica optrådte tidligt på en festival i Zwolle (Aardschokdag, 11. februar 1984). Kerrang! var på pletten og rapporterede, at Metallica var ”too much for humanity to absorb.” SÅ vilde var James Hetfield, Lars Ulrich, Kirk Hammett og Cliff Burton. Menneskeheden kunne ikke kapere deres musik. Den var umenneskelig hård.

Der var noget overmenneskeligt over Metallica. Og så alligevel. Metallica appellerede ikke til starfuck. Metallica var nede på jorden. De var tilgængelige. Det skete, at de dukkede op i metalmiljøet i København, bl.a. til koncerter med andre bands. Så kunne man få sig en sludder (og en joint) med Cliff.

Pigerne ville gerne pille, men Cliff gad ikke. ”Don’t touch my hair. I just washed it. I even combed it,” kvad han.

Det er en velkendt historie, at Metallica boede i Ken Anthonys lejlighed, mens de indspillede ”Ride The Lightning”. En dag ringede jeg til Ken, som holdt mig opdateret med det nyeste nye inden for heavy metal, og som var flink nok til at indspille sjældenheder til mig (W.A.S.P.’s demo, Mötley Crües debutsingle etc).

Det var dog ikke Ken, der tog telefonen. ”Hello, this is Kirk,” blev der sagt. Så skulle man lige tage den dybe vejrtrækning og sige noget klogt og rosende, før man lagde på. Og næste gang man så vennerne, kunne man henslængt sige: ”Åh, jeg snakkede forresten med Kirk Hammett den anden dag.”

Faktisk lavede jeg et telefoninterview med Lars Ulrich, mens de indspillede ”Ride The Lightning”. Det blev et pisselangt interview, som jeg – det må jeg indrømme – lavede i min arbejdstid. Sorry Elsagerskolen, Hjørring. Det blev til to sessioner. Den anden session blev til på den måde, at Lars ringede mig op. Han fortalte mig detaljeret om numrene på det kommende album. Og om sin kærlighed til bl.a. Deep Purple.

Det interview var guld værd, det vidste jeg. Senere hørte jeg, at Lars havde spurgt efter mig. Hvor blev den interviewartikel i Hot Rockin’ af?     

Ups! Jeg fik aldrig skrevet den artikel. Men båndet ligger i mit arkiv som en klump af sort samvittighed. Det største drop i min ”karriere” som rockjournalist.  <13>

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 6. november 2016

Da fantasien kom til magten

David Bowie som Aladdin Sane
Glam rocken provokerede borgerskabet og udfordrede den gode smag og de marxistiske idealer på venstrefløjen. Men inde bag alle fordommene om glitter og flitterstads skjuler der sig en hemmelighed: mange glam rockere havde kunstneriske ambitioner. Og de rockede hårdt!

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG/EMP, vintermagasin 4/2012)

Glam er den festligste og farverigeste form for rock’n’roll. I genrens guldalder, i den første halvdel af 1970’erne, var glam rocken et flerårigt karneval, som foregik på især de europæiske hitlister. Show og image var vigtige for musikerne. Og for deres fans, de såkaldte glitter kids, der gerne klædte sig ud som idolerne. Derfor blev glam-koncerter ofte til de rene kostumeballer.
        
Der var masser af krukkeri og koketteri i glam. Glam var enhver kosmetologs våde drøm. For nogle af musikere var image tydeligvis vigtigere end musikken. Det blev ikke bedre af, at glam rockerne som hovedregel spillede fodstampende rock’n’roll-sange med overdrevent fængende omkvæd. Og dét fik kritikerne til at trække blankt og sable genren ned. Smagsdommere kaldte glam rocken for et tilbageskridt.

Kiss: Gorilla-rock

PRIMATER I TRANSVESTITKLUNS                 
Glam rocken – eller glitter rocken, som den glamourøse rock også blev kaldt – dukkede op på et tidspunkt, hvor hippie-drømmen stadig var nogenlunde intakt, og hvor Karl Marx og Che Guevara var helte.

Rocken blev i 1968 kapret af den venstreorienterede modkulturs politbureau. Det betød, at rock ikke alene var synonymt med fri sex og eksperimenter med ”bevidsthedsudvidende” stoffer. Rock var også lydtapet til politiske demonstrationer og endeløse diskussioner om marxisme-leninisme.
        
Rock skulle ikke længere være underholdning. Rock skulle bane vejen for alternative levemåder. Rock var musik for mænd i hønsestrik og kvinder i overalls. Hashen lå som en tågebanke over denne venstreorienterede ungdomskultur, og syrerock med uendelige improvisationer og såkaldte progressive udskejelser hørte til dagens orden.
        
Glam var afgjort dagens uorden. Glam var en provokation både for borgerskabet og den venstreorienterede kulturelite. Glam vakte opsigt, glam skabte røre, glam gav omtale i pressen, og vigtigst af alt: glam fyldte koncertsalene og gav fri adgang til hitlisterne.
        
Hitliste-rekorden har Slade, som i løbet af deres karriere scorede 15 top 10-placeringer med deres hårdtrockende ørehængere. ”Mama Weer All Crazee Now” (1972) og fem andre Slade-singler opnåede labre førstepladser på den engelske hitliste.

Også på den anden side af Atlanten florerede glam. I 1977 afslørede en Gallup-undersøgelse, at Kiss var det populæreste rockband i USA.
        
Men kritikerne var ikke imponeret. De kaldte Kiss & Co. for en regression til rockens lømmelalder. Glam var ikke guerilla-rock, men gorilla-rock, spillet af primater i transvestitkluns.

Glam blev beskyldt for at være virkelighedsflugt, for at mangle politisk bevidsthed. Glam var bare klovnerier, og Gene Simmons fra Kiss var smagløshedens Pjerrot, når han pustede ild på scenen. Glam-grupperne og deres fans ville ikke andet end at tilfredsstille deres egen nydelsessyge. Glam var hedonisme, glam var dekadence, basta!

Ups. Fee Waybil fra The Tubes i rollen som Quay Lewd.
CHOKEFFEKTER OG SAMFUNDSSATIRE
Det var imidlertid en sandhed med modifikationer, for glam-musikere som Marc Bolan, David Bowie, Roxy Music og Jobriath havde faktisk en kunstnerisk vision. Hos Alice Cooper og The Tubes blev glam ikke alene til chokeffekter, men også til samfundssatire.
        
Glam var nemlig velegnet til selviscenesættelse og teater. Glam gav kunstnerne mulighed for at leve deres drømme ud og finde ekstravagante sider frem i deres personlighed. Musikerne klædte sig flamboyant og stillede overdådige shows på benene. I nogle tilfælde udartede det sig til en slags teaterrock, og musikerne skabte fiktive personer og roller, som de gav liv på plader og på scenen.
        
Således blev David Bowie til Ziggy Stardust, Aladdin Sane og Halloween Jack. Bowies glam-koncepter var fulde af mørk mystik og havde ligefrem noget apokalyptisk over sig.
        
Vincent Damon Furnier havde i hvert fald tungen i kinden, når han forvandlede sig til den bizarre Alice Cooper, der inviterede publikum med ind i sit rædselskabinet af et sceneshow. Det samme gjaldt The Tubes’ Fee Waybill, når han stablede sig op på styltehøje plateau-støvler for at give den som den udkoksede Quay Lewd i sangen ”White Punks On Dope” (1975).
        
Rent psyko-cirkus var det til gengæld, når Kiss transformerede sig til rocksuperhelte ved at iføre sig deres fire scene-personaer: The Demon, The Starchild, The Catman og Space-Ace. På den måde blev Kiss en rockmyte i sig selv, en frydefuld gåde for deres fans, der beredvilligt indrullerede sig i den såkaldte Kiss Army. 

Kiss smed først maskerne i 1983, hvor de for første gang trådte offentligt frem med uden sminke og kostumer. Det døde Kiss-myten dog ikke af, og deres fans forlangte, at Kiss tog maskerne på igen. I dag turnerer bandets gigantiske show verden rundt – vel at mærke med stand-in-musikere i rollerne som The Catman og Space-Ace.
        
Marc Bolan som elektrisk kriger
GLAM I INTELLIGENT DESIGN
Men hvordan begyndte det hele? Glam rocken blev skabt i 1970, da Marc Bolan forkortede det umulige bandnavn Tyrannosaurus Rex til T.Rex. Marc droppede hippie-folkemusikken, satte stikket i sin el-guitar og skruede godt op for forstærkeren.

I 1970-73 var der dømt T.Rextase, idet Bolan rystede hele ti top 10-hits ud af ærmet på sin leopardskindsjakke, bl.a. ”Get It On (Bang A Gong)”, ”Metal Guru”, ”Children Of The Revolution”, ”Solid Gold, Easy Action” og “20th Century Boy”, som senere blev (mis)brugt i en Levi’s-reklame.

Marc bar glimmer på kinden, havde en fjerboa om halsen og var ekspert i at spankulere i plateau-støvler. Bolan blev genstand for det største fanhysteri siden The Beatles.
        
Marc Bolan var en ener, en født superstjerne. Han var med egne ord ”Born To Boogie”. Han var gudesmuk og havde en overjordisk udstråling. Han var imidlertid ikke ret høj, og han led angiveligt af et Napoleon-kompleks. Under sin opvækst forlæste han sig på Lord Byron og andre romantiske digtere. Bolan var en super duper sangskriver, og T.Rex spillede en enkel, elegant og stærkt fængende rock’n’roll med tekster, der var en blanding af genial poesi og vrøvlevers; i hittet ”Children Of The Revolution” sang Bolan: ”I drive a Rolls Royce because it’s good for my voice.”

Bolan døde imidlertid ikke i en Rolls Royce, men som passager i en Mini 1275GT, som hans kæreste, sangerinden Gloria Jones, kørte frontalt ind i et vejtræ i 1977.
        
Marc Bolans glam-dille greb om sig. Selv David Bowie hoppede med på vognen. Bowies glam-image gjorde ham til et af rockhistoriens største stil-ikoner, komplet med farvet strithår og zigzag-lyn i ansigtet. Bowie udtrykte sin dybe kunstneriske vision i fed rock’n’roll og sci-fi-inspireret rockpoesi med undergangsstemning. Lp’erne ”The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars” (1972), ”Aladdin Sane” (1973) og ”Diamond Dogs” (1974) er glam i intelligent design.

Suzi Quatro: Turn down the bedroom lights and warm my soul
HAMMEREN FRA HELVEDE
Marc Bolan var den første hardrocker, som sang med en kælen, indsmygende stemmeføring. Bolans røst var lyden af glamour: forfinet og sanselig og dog kraftfuld. For der var en kriger gemt i Marc, som skød sig ind på den engelske hitlistes førsteplads med albummet ”Electric Warrior” (1971).

Bolans vokal er nærmest blevet glitter-genrens trademark, og talløse glam-sangere har senere forsøgt at efterligne hans androgyne stemmeføring.
        
Sweet og Queen var mestre i at lave lyse korarrangementer, som af og til nåede hysteriske højder. Der var også masser af hysterisk skrigeri på ”48 Crash” (1973) og andre af Suzi Quatros hitsingler.

Suzi klædte sig i stramtsiddende sølv- og læder-dragter, og med den tunge bas hængende lavt på hoften var hun en veritabel rock-valkyrie med et frygtindgydende angrebsskrig. I ”The Wild One” (1974) kaldte hun sig ”the hammer from hell”, og hun skammede sig ikke over at lave orgasmehvin på sine plader.
        
Testosteron-bomber var der også i glam-rocken. Geordies Brian Johnson (nu superstjerne i AC/DC) og Slades Noddy Holder havde begge rå og raspende stemmer. Noddy yndede at give hals som en mellemting mellem en bankoopråber og en auktionarius.
        
New York-dukken David Johanson sang på en flabet og meget Mick Jagger-agtig måde. Det samme gælder Aerosmiths Steven Tyler, som dog havde en mere hvæsende sangstil. Alice Cooper sang derimod som chokrockens svar på skrækfilmskuespilleren Christopher Lee.
        
Den mest udtryksfulde af alle glam-sangerne var David Bowie. Bowie har ikke en stor stemme. Men hans sangstil er meget personlig. Bowies stemme er affekteret og anderledes, nærmest overjordisk, en røst fra det ydre rum – eller fra fremtiden. Hvilket passede perfekt til temaerne på de konceptplader, han udgav i sin glam-periode. 

Slade: Hitliste-rekord!
FULD LYDSTYRKE     
Kodeordene for glam rocken var nerve og energi. Den fandt de i den tidlige rock’n’roll fra 1950’erne, hvor Elvis Presley forargede med sine hoftevridninger.

Glam rock var kropslig musik. Glam rock var sexet musik. Glam rockens bastante takt var noget, man bedst stampede iført plateau-støvler. Glam rockerne tappede også 1960’ernes vilde rock for inspiration: The Who, The Kinks, The Rolling Stones m.fl.
        
De bedste glam-bands garnerede det hele med The Beatles-agtige refræner, der kastede anker i øret allerede ved første gennemlytning. Mange af glam-kunstnerne havde en popsensibilitet, der var inspireret af 1960’er-pigegrupper som The Ronettes, The Crystals og Shangri-Las. Tænk: ”Be My Baby” (1963), ”Da Doo Ron Ron” (1963), ”Leader Of The Pack” (1964) osv.

New York Dolls fik sågar deres andet album, “In Too Much Too Soon” (1974), produceret af George “Shadow” Morton, manden bag Shangri-Las’ succeser. Aerosmith har hyldet Shangri-Las med hårdtrockende coverversioner.
        
Lydstyrken var et centralt element i glam rocken. David Bowie anbefalede at spille ”Ziggy Stardust”-albummet ”at maximum volume”.

Sweet og Kiss var blandt 1970’ernes heavieste glam-bands. Men flere af glam-grupperne rockede temmelig hårdt; det gælder bl.a. Slade, Queen og Geordie. Desuden var navne som T. Rex, Silverhead, Heavy Metal Kids, The Hollywood Brats og rivkatten Suzi Quatro gode for en gang hard rock.
        
De amerikanske glam-bands var generelt mere rå og beskidte, mere punkede og garage-agtige end de britiske – tættere på det, man i dag ville kalde sleaze. Pionererne var Alice Cooper, New York Dolls og Wayne County. Knap så meget kant var der på Aerosmith, Starz, The Tubes, Angel, Cheap Trick og The Runaways.
        
Grummest af dem alle var dog Iggy Pop og Lou Reed. Iggy flirtede med glam-imaget på lp’erne ”Raw Power” (1973) og ”Kill City” (1977).

Iggy forlystede sig med at afblege håret, gå med grel sminke og trække sin vrikkerøv i stramtsiddende sølvbukser; på disse plader lød guitarerne, som havde man stukket en mikrofon ind i en centrifuge, og teksterne var strejftog i narkomisbrugets udgård. Det var glam punkens kaotiske start. Iggys plader solgte ikke stort, men de fik en mega betydning for udviklingen af punk, metal – og glam.
        
Den tidligere Velvet Underground-sanger og -guitarist Lou Reed trak i læder og nitter, malede øjnene sorte og hyrede guitaristerne Steve Hunter og Dick Wagner (senere medlemmer af Alice Coopers band), og vupti: rockdyret kom op i onkel Lou, der ikke kun sang om hård narko, men også om rock’n’roll som frelse. Livealbummet ”Rock N Roll Animal” (1974) er en slags sort psyko-glam.
        
Det var dog ikke alle glam-navnene, der rockede hårdt. Mott The Hoople havde en traditionel rock’n’roll-sound. Mud, Gary Glitter og Alvin Stardust udgav en lind strøm af letbenede glimmer-schlagere, mens andre, som f.eks. danske Walkers, spillede en decideret sødladen poprock, der talte til rørstrømske ungpigehjerter.
        
På den modsatte fløj fandt man excentriske grupper som Roxy Music, Wizzard, Sparks, Be Bop Deluxe og Japan, som kombinerede glam-looket med mere kunstnérisk og avantgardistisk art-rock. Queen krydsede også med jævne mellemrum ind i dette territorium.

Sweet: If she don't spread I'm gonna bust her head
BARE EN FLOK HOMO’ER?
Glam var mere end en dresscode. Glam-rockerne var ”gender benders”. Glam var en provokativ måde at lege med kønsidentiteten. Glam rockernes velplejede hår, den overdrevne make-up og de feminine kostumer gjorde resolut op med, hvordan en mand skulle se ud. Glam udfordrede det normale, det almindelige, det hverdagskedelige.

Men hvorfor var det så hot for fyre at klæde sig i dametøj? Var de bare en flok homo’er? Nix.
        
Suzi Quatro blev bakket op af et band bestående af rå biker-typer – og hun var gift med sin guitarist, Len Tuckey, der var et svedigt, bajerbællende mandfolk. Trods det fjollede tøj var Slade ultramaskuline arbejderklassefyre – hittet ”The Bangin’ Man” (1974) efterlader ingen tvivl om, at Noddy Holder & Co. var potente hetero’er.
        
Bag Sweets sminke og glitterkostumer gemte der sig fire alfahanner i brunst. Sweet var et paradoks: størstedelen af deres publikum var teenage-piger, der fanatisk dyrkede Brian Connolly & Co., selvom bandets tekster ofte var vildt sexistiske. Skal man tro sange som ”Sweet F.A.” (1974) og ”Someone Else Will” (1974) var kvindekønnet et kødeligt tivoli for Sweet.

Gruppen har senere fortalt, at de oprindelig adopterede glam-looket, fordi de ville i kontakt med nogle dansepiger på Top Of The Pops (et engelsk tv-musikprogram) – en tur i sminkerummet gav dem anledning til at komme i nærkontakt med danserinderne.

Sweet fik tilmed lavet nogle glitzy glam-kostumer, som var dekoreret med obskøne symboler og slagord. Bassisten Steve Priest morede sig sågar med at bære Hitler-overskæg og hagekors-armbind, da Sweet optrådte med deres nr. 1-hit ”Block Buster!” på Top Of The Pops i 1973.
        
New York Dolls udfordrede den politiske korrekthed ved at stille op i rødt nappatøj og spille deres grimme rock’n’roll på en scene, der var dekoreret med hammer og segl à la Sovjetunionen.

Faktisk var Sweets, New York Dolls’ og Alice Coopers brug af sminke og dullekluns mere provokerende end pikant, selvom Dolls-sangeren David Johanson ligesom Kiss’ Paul Stanley og Aerosmiths mikrofonstativsvinger Steven Tyler brugte feminine attituder til at få musikken ud over scenekanten. Men Dolls var intet homo-band; faktisk var guitaristen Johnny Thunders bøssehader!
        
Der var noget feminint eller androgynt over Marc Bolan, men han var ikke alene hetero, han var også gift og fik senere en søn med kæresten Gloria Jones.

Bowie tog det androgyne et skridt videre, og live simulerede han fellatio på Mick Ronsons guitar – her var guitaren virkelig et fallossymbol! Bowie hævdede desuden, at han var bøsse i et interview med Melody Maker i 1972 – men han var i flere år gift med Angie Bowie, som fødte ham sønnen Zowie; senere blev Bowie gift med modellen Iman, med hvem han fik datteren Lexi. Påstanden om, at han var bøsse, var altså bare en gimmick.
        
Queen er engelsk slang for bøsse, og Queens image var vældig bøsset i de tidlige år – og det viste sig, at sangeren Freddie Mercury faktisk var praktiserende homoseksuel (han døde af AIDS i 1991).

Jobriath var angiveligt den første rockstjerne nogensinde, der sprang ud som bøsse. Han døde af AIDS i 1983. Længst ude på overdrevet fandtes Wayne County; han/hun (huan?) var transseksuel og fik angiveligt en kønsskifteoperation og blev således til – rata: Jayne County.  <13>



 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama