torsdag den 27. juni 2013

Sølvørnen landede på Amager


De gamle New Wave Of British Heavy Metal-klassikere blev blandet op med nye metal-schlagere, da Saxon i juni gæstede Danmark.

Biff havde greb om publikum. 
Saxon er ukuelige. I mere end tre årtier har de turneret med deres slidstærke nul-nonsens-heavy metal.

Trods konkurrence fra Sweden Rock, Copenhell og Kiss i Forum var 600 mødt op i Amager Bio lørdag aften den 8. juni for at få ørerne blæst ud af Saxons “Heavy Metal Thunder”. Nye sange blev sømmet op på et af rockhistoriens sejeste bagkataloger.

Utroligt, at de gamle spillemænd kan holde gejsten. Men Biff & Co. så virkelig ud til at nyde at spille for et publikum, som var betydeligt mindre end den tusindtallige skare, som de havde stået foran aftenen før på Sweden Rock. Spilleglæden mellem de fem Saxon-medlemmer var ligeså udbredt som det kæmpemæssige vingefang på den sølvørn, som bandet slæbte med på turné i deres storhedstid i 1980'erne.

Man fristes til at kalde koncerten i Amager Bio for en bedrift. Og da bandet forlod scenen efter stående ovationer, stank salen af øl, sved og “Denim & Leather”-fællesskab.

SÆTLISTE
Sacrifice
Wheels Of Terror
Power And The Glory
Heavy Metal Thunder
Made In Belfast
Crusader
And The Bands Played On
I’ve Got To Rock (To Stay Alive)
Night Of The Wolf
Conquistador (inkl. trommesolo)
Iron Wheels (akustisk)
Solid Ball Of Rock
Stand Up And Fight
Dallas 1 PM
747 (Strangers In The Night)
Strong Arm Of The Law
Wheels Of Steel

Ekstranumre:
Denim And Leather
Princess Of The Night


Horns up!
FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama


søndag den 16. juni 2013

Kommandant Johnny


Brutalt ærlig selvbiografi fra en af punkens og den hårde rocks mest stilskabende musikere: Johnny Ramone.

Johnny i ikonisk positur på bogens omslag. Selvbiografien er udgivet af forlaget Abrams i 2012.
Bogen rummer en mængde fotografier, der giver et præcist tidsbillede af især
1970'ernes rockscene.
En af de bedste rockselvbiografier, jeg har læst. Ikke fordi, den er speciel avanceret. Den er faktisk ret simpel.

Johnny Ramone skriver i en enkel stil – enkel, akkurat ligesom Ramones’ sange. 1-2-3-4! Hey ho, let’s go! Direkte, veloplagt og uden dikkedarer. Gabba, gabba hey!

Som alle biografier er ”Commando” bedst i starten. Den rummer fine beskrivelsen af Johnny som en dreng fra et arbejderhjem i 1950’erne og 1960’erne. Sportskampene – og slåskampene. Johnny kommer fra en miljø, hvor vold er en del af dagligdagen, og Johnny ved, hvordan man slår fra sig. Uden at skamme sig fortæller Johnny, at han har pandet sangeren Joey Ramone en. Sex Pistols’ manager Malcolm McLaren får også en på kassen. Det er faktisk det første, Johnny fortæller i ”Commando”.

Johnny Ramone (alias John Cummings) er ikke super sympatisk. Og store dele af biografien kører deruda’ i stilen: alle de andre er nogle idioter, jeg er et dumt svin, men på den seje måde.

Det er Johnny, der styrer Ramones. Han er drivkraften, den fokuserede. Og det, der driver Johnny, er vreden. Det er denne vrede, der kommer til udtryk i Ramones’ aggressive musik. En musik, der har været stilskabende i ekstrem grad. Ikke kun inden for punken, men også helt ind i den hårde rocks grumme strømninger, lige fra sleaze til thrash metal. Guns N’ Roses og Metallica har suget inspiration til sig fra Ramones. Og Motörhead har en sang, der slet og ret hedder ”R.A.M.O.N.E.S.”.

Bogen handler ikke om, hvor mange stoffer, Johnny har taget, hvor meget sprut, han har bællet, eller hvor mange groupies, han har nedlagt. Det er slet ikke Johnnys livsstil. Johnny demonstrerer, at man sagtens kan være punk rocker uden at være pløret eller vind og skæv dagen lang. Faktisk er det Johnnys stil at have kontrol over situationen. Klar i hjernen, styr på tingene.

Ramones var et atypisk punkband. Mens de fleste toneangivende punkbands fra 1970’erne (Sex Pistols, The Clash m.fl.) var stærkt venstreorienterede (anarkister, socialister), hældte Johnny Ramone & Co. til den anden side.

Johnny er ærkeamerikansk: patriot, fan af den stokkonservative præsident Ronald Reagan. Og den amerikanske livsstil er bare sagen. Johnnys kulturelle horisont er bygget op af tegneserier, b-film og sport. Johnny er ikke typen, der falder i svime over hvidvinsdampede fåreøjne og andre kulinariske fortræffeligheder. Johnny er til Burger King og 7-eleven. Og øl. Amerikansk øl.

Johnny gider ikke stå ud af bussen, da Ramones besøger Stonehenge – det er jo bare en stabel sten. I det hele taget hader Johnny at være i Europa. Maden er uspiselig, og folk forstår ikke hans sprog. I Europa har de heller ikke de amerikanske tv-kanaler, som viser Johnnys yndlings-sportskampe. Johnny er ikke meget for at møde andre mennesker, han vil hellere se tv.

Johnny går ind for dødsstraf. Der burde være mere af den, skriver han. Stod det til Johnny, skulle dødsstraffen tv-transmitteres, så folk kunne betale for at glo på aflivningen. Pay-per-view.

Johnny er en okay fortæller. Og det er faktisk interessant at læse hans beskrivelser af Ramones’ historie: pladene, turnéerne, medlemmerne, crew’et. Johnny lægger ikke fingrene imellem. Sangeren Joey er en flæb, bassisten Dee Dee stjæler og så videre. Ærligt fortæller Johnny, at Ramones’ plader blev svage fra og med ”End Of The Century” (1980).

Som så mange andre punkbands voksede Ramones ud af glam rock-scenen. Det kunne ikke altid ses på gruppernes look, men det kunne høres på deres simple, melodisk fræsende musik. Johnny røber da også, at ”Blitzkrieg Bob” er modelleret efter – tag en dyb indånding: Bay City Rollers’ tyggegummihit ”Saturday Night”.

Ramones blev aldrig så store, som Johnny havde håbet. Men anerkendelsen fik Ramones – endelig, til slut.

Til allersidst kom canceren, prostatakræften, der slog ham ihjel i 2004. Det er en lang, sejpinende død. Johnny fortæller om forløbet, om behandlingerne, om smerterne. Men han fortæller om det uden sentimentalitet og selvmedlidenhed. For Johnny Ramone var ingen flæb. \m/

onsdag den 12. juni 2013

Morfar-doom fra Ozzy & Co.


Ozzy synger ikke, som om han er gak. Og der er ingen ny ”Iron Man” på Black Sabbaths nye album. Alligevel lurer der kvaliteter under den sorte overflade.

Nej, det er ikke Black Sabbaths 13. album.
Magten sidder i viljen, siger man. Og ”13” er en meget villet plade. Man fornemmer, at Black Sabbath med djævlens vold og magt har villet lave et album, som er 1970’er-agtigt. Og sådan blev ”13”: noget så forbandet 1970’er-agtigt.

Nå, djævlen har næppe haft meget med albummet at gøre. ”God Is Dead?” hedder det første singleudspil. Mange har vist overset spørgsmålstegnet og gjort sig døv over for tekstens lille drejning i slutningen af sangen. Så er dét på plads: ”13” er lavet af de samme herrer, som i sin tid skrev ”After Forever”, sangen med den legendariske og vildt misforståede verslinje: ”Would you like to see the pope at the end of a rope?”

Samtlige numre på ”13” ruller deruda’ i adstadigt tempo. For det utrænede øre må det være en træg omgang. Numrene er lange, redundante og repetitive . Og knusende tunge.

Det er doomy – hele vejen igennem, men på den besindige, sejtrækkende måde. Det er morfar-doom. Ozzy sidder i gyngestolen og snakke-synger sig gennem teksterne. Men hov, gyngestol hedder på engelsk rocking chair, så lidt gang er der da i den.

På ”13” messer Ozzy ikke manisk i ”Am I Going Insane?”-stil. Han synger ikke, som om han allerede er røget ud over kanten, rablende sindssyg. I det hele taget mangler den vildskab og det vanvid, som ikke sjældent greb Black Sabbath på de første seks legendariske albums fra 1970’erne.

Jeg går ud fra, at Geezer Butler har skrevet teksterne. Jeg har haft luppen fremme. Men fandt ingen kontroversielle sange à la ”War Pigs”. Den samfundskritiske æg er lidt sløv. Det er så som så med de skæve vinkler, der fik Black Sabbath til at se verden fra gadebande-medlemmets side – det er som bekendt Johnny Blade, der burde være bange, ikke bedsteborgeren.

Og dog kradser Black Sabbath lidt i forbrugersamfundets pæne overflade på en sang som ”Age Of Reason”. Det ville jo også ligne Geezer dårligt at falde til patten.

Der er masser af ting, som man kan kritisere ”13” for. Alligevel hæver albummet sig et pænt stykke over flommen af moderne metaludgivelser. ”13” er ikke ligefrem en ny ”Sabbath Bloody Sabbath”. Men ”13” er klart bedre end de to sidste Ozzy-sungne Sabbath-albums fra 1970’erne: ”Technical Ecstasy” og ”Never Say Die”.

”13” har masser af fortættet stemning og mere end en enkelt klangflade fra 1970’erne. Rick Rubin har hygget sig med at give musikken en organisk rocklyd, hvor man kan høre de metalliske baung-klange fra Geezers bas, og hvor Tony Iommis guitarspil lyder som noget, der virkelig kommer ud af en stabel ormstukne Marshall-forstærkere. Og så er det fedt for en gangs skyld at få lov til at høre et trommesæt lyde som et trommesæt og ikke som et arsenal af computer-tricks. Ah, lyden af ægte trommeskind!

Er det nostalgi? Tjah, det er det i hvert fald, når Black Sabbath kaster sig ud i balladen ”Zeitgeist”, der er lillebror til den udspacede 1970’er-syre-kærlighedssang ”Planet Caravan”. Congas og spliff-stemning! Det er dælme udspekuleret og et 100% kalkuleret forsøg på at please bandets fundamentalistiske fans. Heldigvis er det også et virkelig godt nummer.

Akkurat som de fleste af ”13”s skæringer. For selvom man selvfølgelig leder forgæves efter et nummer, der kan hamle op med ”Iron Man”, så er den gennemgående standard på albummet høj. Det er holdbar sangskrivning, der vinder for hver gennemlytning. Og som kræver fordybelse. Det er absolut ikke et album, der er proppet med letantændelige begejstrings-hits à la ”Paranoid”.

Man må også huske, hvilke omstændigheder ”13” er lavet under. Black Sabbaths tonekunst har fra dag et været baseret på Tony Iommis monumentale rifferama. At Iommi stadig kan ryste doomy riffs af sig efter forgodtbefindende, demonstrerede han på sine seneste studiealbums: ”Fused” fra 2005 (sammen med Glenn Hughes) og ”The Devil You Know” fra 2009 (med Heaven & Hell).

”13” er et sort album. Og den sorte alvor var blind makker under skabelsen af ”13”. Tænk, at en herre af årgang 1948 kan levere musik af denne kvalitet, alt imens han diagnosticeres og behandles for kræft!

”13” er ikke just det vildeste Black Sabbath-album nogensinde. Og der er unge mennesker, som rakker pladen ned og nævner en vrimmel af nye doom metal-bands, hvis seneste værker er bedre. Jeg har noget til disse typer. Det sidder på min højre hånd, midt imellem pegefinger og ringfinger. \m/

Banner i Fonas butik på Strøget, København.


tirsdag den 11. juni 2013

Drømmefabrikken Kiss


”Detroit Rock City” og de andre megalit-klassikere er blændende heavy rock, som overstråler Kiss’ overdimensionerede show.

Dvd-anmeldelse: Peter Béliath (Upubliceret; en kortere anmeldelse kunne læses i NRG nr. 29, 2006)

KISS
”ROCK THE NATION LIVE!”
(Kiss/Sony)
******

Kiss er teater. Guitaristen fra det ydre rum, Ace Frehley, spilles af en skuespiller, Tommy Thayer, der har en uhyggelig lighed med Ace; ikke alene bevæger han sig som Ace, han spiller også som Ace – tone for tone reproducerer Thayer de Ace-typiske guitarsoli, så man må knibe sig i armen og spørge: drømmer jeg, eller er jeg vågen? Svaret er, at man drømmer.

For Kiss er illusionister. Dæmonen Gene Simmons spilles af Chaim Klein Witz, og stjernebarnet Paul Stanley spilles af Stanley Eisen. Sådan har det været, siden bandet lp-debuterede i 1974. Og teatret fortsætter, når gruppen går af scenen.

Kiss er en drømmerfabrik, som kører 24 timer i døgnet. De største ofre for illusionen er Klein og Eisen selv. De tror nemlig, at de er Simmons og Stanley. Ligesom Paul Frehley og Peter Criscoula tror, at de er hhv. Ace Frehley og Peter Criss, selvom de ikke længere er medlemmer af bandet. Gad vide, om Eric Singer tror, at han er kattemanden Peter Criss?

Foto fra dvd'ens booklet.
”Rock The Nation Live!” er en laber dobbelt-dvd. Her er teatralske optagelser af bandet, både på og bag scenen. På scenen fletter Kiss bombastiske sange fra 1980’erne (”War Machine”, ”I Love It Loud” etc.) sammen med gruppens sidste rigtige hits (”Unholy” og ”God Gave Rock & Roll To You II”).

Men koncertens tyngdepunkt er megalit-klassikerne fra 1974-78 (”Love Gun”, ”Deuce”, Makin’ Love”, ”Parasite”, ”Detroit Rock City” etc.). Dét er blændende heavy rock, som overstråler Kiss’ overdimensionerede show. For Kiss er mere end teater. 

Læs blæret interview med Gene Simmons her.

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama

søndag den 9. juni 2013

Satanismen er ingen religion


King Diamond mødte Satankirkens grundlægger, Anton Szandor LaVey – og fik hans anerkendelse.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Wild Magazine nr. 7, sept/okt./nov. 1996)

Satanismen er ingen religion ... men den har dog brug for en bibel.
Foto: Udsnit af artiklens layout i Wild Magazine.
[Baggrund: Nedenstående interview var sidehistorie i en stor temaartikel om ”Rockens djævlepagt”. King-sidehistorien bar overskriften ”Gesandten”, og det var tanken, at interviewet skulle give Kings personlige bud på satanismen. Desværre ville han ikke fortælle om sine ritualer – og lige præcis den benægtelse valgte den emsige redaktionssekretær at klippe ud af den endelige version, da ”den gør vores historie svagere.” Tsk, tsk.

Interviewet er lavet i sensommeren 1996, umiddelbart før udgivelsen af albummet ”The Graveyard” – altså på et tidspunkt, hvor King kørte solokarrieren sideløbende med det gendannede Mercyful Fate, der på interview-tidspunktet var aktuelle med albummet ”Into The Unknown”. På daværende tidspunkt eksisterede Dialogcentret stadig, og Kirsten Andersens bog ”Bøj dig for Satan” var hot stuff. Begge disse er siden da gået i glemme, hvorimod King Diamond hører blandt hovednavnene på årets Copenhell-festival. For som de siger: Diamonds are forever ...]


I begyndelsen af 1980’erne hørte danske Mercyful Fate til blandt pionererne inden for den satanistiske heavy metal-subgenre, black metal. Mercyful Fates sanger, King Diamond – som i dag bor i Dallas, Texas og har haft en givtig international karriere som solokunstner – stod frem i pressen og indrømmede, at han var satanist.

Den satanistiske ideologi parret med Mercyful Fates ekstreme musik, der var domineret af diabolske riffs, halsbrækkende breaks og hidsige temposkift samt en skinger falsetvokal, vakte stor opsigt.

Oven i det hele bød Mercyful Fates koncerter på afbrænding af kors, eksploderende nonner og alskens djævelske ritualer.

Det var sort og okkult og skræmte sjælesørgere fra folkekirken til at gå til medierne med manende advarsler til ungdommen om ikke at lade sig føre i djævlens vold.

Mercyful Fate og King Diamond er stadig godt (eller ondt stof) i kristne smædeskrifter mod satanisk rock. King er sandard-materiale hos Dialogcentret, der med ildhu, men ringe indsigt, kæmper mod satanismen.

King optræder også som djævlens gesandt i Kirsten Andersens ”Bøj dig for Satan” (OP-forlag, 1995) – en særdeles underholdende og ubehjælpsomt skrevet bog, fyldt med faktuelle fejl.

Mercyful Fates splinternye album, ”Into The Unknown” (det tredje album efter gruppens gendannelse i 1993) indledes med en intro, der hedder ”Luficer”.

”Jeg er medlem af LaVeys satanistiske kirke i San Francisco,” bekræfter King Diamond i telefonen fra Dallas. ”Jeg har evigheds-medlemskab.”

”Jeg startede med at have nogle mærkelige oplevelser, som jeg simpelthen ikke kunne forklare. Det var sådan nogle ting, som ellers er umulige. Jeg mener, glas kan jo ikke svæve og flytte sig af sig selv i luften. Den type ting har jeg set en masse af. Det var noget, jeg ikke bare kunne se bort fra, og man søger så en eller anden forklaring.”

”Jeg lånte en masse bøger på biblioteket om det okkulte. De fleste steder var satanismen beskrevet som folk, der slagtede spædbørn og drak deres blod. Men så fandt jeg den engelske version af Anton Szandor LaVeys sataniske bibel og læse den igennem.”

”Satanismen er ikke en religion. Det er noget, jeg vil kalde en livsfilosofi. Når man kom til det spirituelle, så var der intet nævnt i hans bog. Tværtimod stod der, at det var et område, som folk burde opdage selv. Det åndelige er ikke noget, man skal pådutte andre.”

- Hvad er Satan for dig? Gud … en abstrakt kraft eller blot et symbol?

”Det har jeg snakket med LaVey om. Jeg blev inviteret til at besøge ham i 1989. Jeg opholdt mig i kirken i San Francisco en hel nat, og vi havde en lang snak i ritualkammeret. Vi udvekslede meninger. Jeg gav mit bud på, hvad jeg mente, og så tog han sit emblem af jakken og gav mig det som en anerkendelse af, at vi havde den samme mening om tingene.”

”Jeg tror, at der er nogle kræfter, og så kan folk kalde dem, hvad de vil. Det der med en god og en ond kraft kan jeg ikke relatere til. Men jeg tror, at der er nogle kræfter omkring os, som har stor indflydelse på, hvad der sker i vores liv.”

- Du har altså ikke et religiøst forhold til Satan?

”Nej, jeg ligger ikke og beder hver søndag eller sådan noget. Jeg har et alter her i huset i tilfælde af, at jeg kunne få brug for at lave et ritual. Jeg har kun lavet ganske få ritualer, for jeg har kanon respekt for de her kræfter og vil ikke misbruge dem. Men jeg har bevis for, at man kan få hjælp fra de her kræfter. Man skal gøre tingene på en meget speciel måde. Det er ikke bare at tage en bog og så læse. Der skal helt personlige, specielle følelsesudladninger til, før de her ting kan lade sig gøre!” \m/

Læs anmeldelse af King Diamonds oeuvre her.



FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama