Man må have rock ’n’ roll i blodet

”Heavy metal ville have været død og begravet, hvis vi ikke havde givet genren et spark i røven.” Værsgo’, Cronos fra Venom har ordet. 

Venom, der opfandt begrebet black metal, men som ikke vil kaldes gudfædre til en genre, hvor musikere begår mord og brænder kirker ned.

Venom, som de så ud i november 1982. I Kerrang!s interview i forbindelse med
udgivelsen af albummet "Black Metal".

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 12, sommeren 2000; redigeret og bearbejdet januar 2015)

Den 14. april 1981 brød Ragnarok løs i heavy metal-verdenen. Da udkom ”In League With Satan”, debutsinglen med Newcastle-trioen Venom. Otte måneder senere udsendte Venom deres første album, ”Welcome To Hell”. Og siden da var intet som før.

Titlen ”Welcome To Hell” talte for sig selv. Det var primitivt og barbarisk, sort og satanisk. Den brutaleste musik, verden endnu havde hørt. Albummet havde ikke ligefrem en audiofil lyd. Lyden var nærmest nekrofil, og den endte med at blive en slags prototype på den sound, der blev identisk med den subgenre i hårdrocken, som kaldes black metal – tænk blot på lydbilledet hos Hellhammer, Bathory, Darkthrone og kohor(d)er.

Hvad musikken manglede af raffinementer, havde Venoms sceneshow til gengæld i effekter. Venom spillede med en lydstyrke hinsides smertegrænsen, mens fyrværkeri og bomber bragede løs på scenen. 32 eksplosioner i løbet af de to første sange, 12 før bandet overhovedet var gået på scenen!

Trommeslageren Abaddon (Tony Bray) sad forskanset bag et trommesæt, der havde flere tam’er og stortrommer, end han formentlig selv havde tal på. Men Abaddon blev også krediteret for at spille på ”Drums and Nuclear Warheads”, og det kræver jo sit arsenal.

Der var kritikere, der mente, at Venoms image var en afledningsmanøvre. ”Skal det her kaldes musik?” spurgte en skribent på Kerrang!. Eftertiden har dog gjort Venoms tre første albums til klassikere – og desuden er Venoms image noget, som visse metalbands den dag i dag forsøger at overgå. Venom-bandfotos var et orgie af læder, nitter, lænker, økser, kranier og alskens okkulte rekvisitter. På coveret til gruppens legendariske album ”Black Metal” (1982) var kædesavsguitaristen Mantas (Jeff Dunn) afbildet siddende overskrævs på et stort skrummel af en motorcykel, strategisk placeret foran en veritabel bjergvæg af Marshall-udstyr. Her kunne end ikke Spinal Tap være med.

Venom havde tilmed en attitude, der matchede musikkens ekstremitet. I interviews tilsvinede gruppen alt og alle. Og det er en tradition, som bulldozer-bassisten og growleren Cronos (Conrad Lant) holder i hævd. Det følgende er et uddrag af et interiview, som jeg lavede med med Cronos i 2000. Men hans retorik er stadig den samme. Det kan man forsikre sig om ved at læse de artikler, som for tiden popper op i forbindelse med Venoms nyeste album, ”From The Very Depths”.

Bagsiden af Venoms debutsingle.

EN NY KANT

- Oprindelig dukkede Venom op sammen med en masse andre heavy-bands i den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal. I nægtede imidlertid at blive slået i hartkorn med disse bands, og I skabte jeres egen genre-betegnelse: black metal. Hvorfor ønskede I at distancere jer fra Iron Maiden, Saxon, Def Leppard, Angel Witch, Diamond Head og de andre bands fra den epoke?

”Jeg mener ikke, at vi overhovedet  lød som dem. Vi lavede noget helt andet. Vi syntes, at metal på det tidspunkt var tamt, noget forpulet lort. Det havde ingen kant, ingen fare. Det var alt sammen, hvad vi kaldte spandex og læbestift, det var alt sammen bare ’love me, baby.’ Det fortjente ikke heavy metal-titlen, det havde absolut ingen nosser. Det var ikke dér, vi kom fra. Vi var store rockfans. Vi kunne li’ grupper som Black Sabbath, Thin Lizzy, Deep Purple, Judas Priest og Kiss – supergrupper. Grupper, der var underholdende, grupper, der havde et formål og en mission, grupper, der havde et sceneshow.”

”Desuden var jeg en stor punk-fan i 1970’erne. Punken greb mig virkelig. Jeg havde sikkerhedsnålene og var skinhead og alt det der. Jeg er en temmelig aggressiv person, og jeg kunne godt li’ punkens aggression. Så det var et spørgsmål om at lave en krydsning mellem punk og metal.”

”Vi skabte et band, der så heavy ud, fordi vi havde langt hår, og vi gik med nitter og læder. Men akkordernes basale stil var stadig rockmusik, det var inspireret af de der tidlige ”Sin After Sin”-agtige Judas Priest-albums. Men det havde en ny kant, det var anderledes. Noget, vi kunne kalde vores eget. Noget, vi kunne være stolte af. Jeg mener, det var, hvad verden havde brug for. Jeg mener, at heavy metal ville have været død og begravet, hvis vi ikke havde givet genren et spark i røven.”

”Vi ønsker ingen evig anerkendelse for at have gjort det – alt det der med, at vi er gudfædre til dit og dat. De titler betyder intet for Venom. Venom er heavy metal-fans, i stor stil. Vi elsker metal. Hvad, jeg ikke kan fordrage, er Def Leppard-skidt – det er ikke metal, det er lort, det er for … ikke for os,” griner Cronos og er lige ved at komme til at tale over sig.

Venoms slagord i Kerrang! nr. 29.

DET VAR MICHAEL JACKSONS SKYLD

- Hvordan kom I på betegnelsen black metal?

”Vi var røvtrætte af det, der blev kaldt heavy metal, så vi blev nødt til at finde på vores egen betegnelse. Vi følte ikke, at betegnelsen heavy metal dækkede Venom. Jeg har stor respekt for Van Halen, men Eddie Van Halen spillede på en Michael Jackson-single, der hed ”Beat It”. En dag sad vi og kiggede på heavy metal-hitlisten i det engelske blad Sounds, og dér så vi, at Michael Jackson var nummer 1. På heavy metal-hitlisten! Vi troede, vi så syner. Helt ærligt, mit hjerte var ved at komme ud af røven på mig. Jeg fattede det ikke. Jeg var lige ved at tude. Så vi sagde: ’Vi er IKKE heavy metal! Hvis Michael Jackson er heavy metal, så er vi ikke heavy metal, ikke på vilkår!” Så vi begyndte at finde på betegnelser, der bedre kunne beskrive vores musik.”

Det er en sjov anekdote, Cronos her fortæller. Desværre er der kuk i Venom-frontmandens hukommelse. Eddie Van Halen spillede sandt nok på ”Beat It”, men den udkom først som single den 14. februar 1983. ”Beat It” var hentet fra albummet ”Thriller”, som blev udgivet den 30. november 1982, så det var klar til at storsælge på julemarkedet. Men på det tidspunkt var Venom allerede begyndt at kalde deres musik black metal. Albummet ”Black Metal” udkom således den 1. november 1982, altså FØR verden havde opdaget, at Eddie Van Halen ”besudlede” heavy metals ry ved at spille for Michael Jackson.

Da Venom i november 1982 lancerede ”Black Metal” (albummet såvel som begrebet) til metaldommen, var det IKKE Eddie Van Halen eller Michael Jackson, der var anstødsstenen. Til gengæld var Venom talerør for mange af datidens headbangere, som var trætte af især den amerikanske AOR-dominans på hårdrock-scenen. Journey, Foreigner, REO Speedwagon og Survivors hit ”Eye Of The Tiger” var Venoms pethates, og Cronos & Co. hældte deres galde ud over dem i et passioneret interview i Kerrang! nr. 29 (18. november – 2. december 1982).

”Vores musik er power metal, Venom-metal, black metal, ikke heavy metal, for det er kun for tøser,” snerrede Cronos i Kerrang! nr. 29. Og måske var det ikke alene første gang, at metaldommen blev præsenteret for begrebet black metal. Måske var det også hér, at power metal-begrebet opstod?

At Cronos roder rundt i kronologien betyder selvfølgelig IKKE, at Michael Jackson ikke optrådte på heavy metal-hitlister. For det gjorde han netop i kraft af Eddie Van Halens medvirken på ”Beat It”. Det var bare noget, der foregik, EFTER at Venom havde opfundet termen black metal. 

Albummet lød, som det så ud.

IKKE MEDLEM AF SATANS KIRKE

I 1990’erne blev black metal forvandlet til en genre med sørgerand og bedemandsalvor. Ikke mindst i Norge, hvor den såkaldte Black Metal Mafia eller Den Sorte Cirkel fik hele verdens bevågenhed ved at begå mord og stå bag en række satanistiske brandattentanter mod kirker. Men de fænomener er Cronos ikke forelsket i.

”Jeg har sagt det her i årevis: man kan ikke rigtig være musiker og være noget andet ved siden af. Man må have rock ’n’ roll i blodet. Hvis man har lyst til at gå rundt med en kutte hele dagen og sige ’Hil Satan!’, så gør det, men jeg vil hellere stå på scenen eller lave et nyt album. Det her er underholdning. Det her er rock ’n’ roll. Fyrene, der var med i Hammer Horror-filmene, Christopher Lee, Vincent Price osv., de fyre var ikke medlemmer af Church Of Satan. De var klassiske gyserstjerner. Og det samme gælder os.”

”Man må kanalisere sine tanker ind i musikken, holde musikken ægte. Man må have rock ’n’ roll i blodet,” siger Cronos, der på titelnummeret fra ”Black Metal”-albummet messede det klassiske Venom-bud: ”Lay down your soul to the gods’ rock ’n’ roll.” På samme skæring hører man Cronos knurre, at metal er ”our purpose in life.” Dét lyder unægtelig som beskrivelse af en musikreligion. Men for Cronos er det altså bare rock ’n’ roll. Fred med det.

”Når folk spørger os, om Cradle Of Filth er black metal, svarer vi: ’Nej!’ De er ikke black metal, for de spiller kun én slags musik. Vi spiller hurtigt, medium og langsomt. Vi synger om sex, stoffer, rock ’n’ roll, satanisme, marsmænd fra det ydre rum, hvad som helst. Det er selve meningen med black metal: at indkapsle alt. De bands, der kalder sig black metal, holder sig kun til ét område. Alle sangene kører i samme tempo og handler om det samme forpulede emne. Det er kedeligt.” \m/

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama

Roden til alt grumt

Venoms punk-primitive metalrock talte til en helt ny generation af metalfans, der bare ikke kunne få musikken heavy nok.

Ep-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 3, april 1984)

Venom, som de så ud i 1980'erne. Dengang skulle der helst være overensstemmelse
mellem lyd og look.

[Baggrund: ”Det her er ikke musik, men noget malabarisk larm,” nogenlunde sådan lød den offentlige mening, da Venom i april 1981 udsendte deres debutsingle, ”In League With Satan”. Og der har sandt for dyden eksisteret dygtigere musikere end Cronos (bas, vokal), Mantas (guitar) og Abaddon (trommer). Men Venom ramte en nerve af ægthed og talte til en helt ny generation af metalfans, der bare ikke kunne få musikken heavy nok.

Venom var gudsbespottende, sjofle og platte. Men de var mere end det. Den trio, der udgav lp’erne ”Welcome To Hell” (1981) og ”Black Metal” (1982), var unik. Og totalt banebrydende.

Venom satte en helt ny standard for barbari på metalscenen, som på det tidspunkt var kendt for at være en platform for virtuose musikere som Ritchie Blackmore (Deep Purple, Rainbow) og Michael Schenker (Scorpions, UFO, MSG). Og så kom disse gadedrenge fra industribyen Newcastle og stillede sig an med superstar-egoer på størrelse med Led Zeppelins og med vanvidsdrømme om at stable et show på benene, der kunne overskygge Kiss’ excesser på scenen.

Live spillede Venom ikke alene brutalt. De spillede øresønderrivende HØJT. Og de slæbte sprængstoffer nok med på scenen til at kunne gøre al-Qaeda misundelige. Kritikere mente, at det er det endelige bevis på, at tomme tønder buldrer mest. Men den hårde kerne af headbangere i metalundergrunden vidste bedre. De vidste, at det her var lyden af metallens fremtid.

Historisk bevidste heavyrockere vil vide, at Venom var del af den nye bølge af britisk heavy metal (NWOBHM), der skyllede ind over rockscenen fra 1979 og nogle år frem. Brit-bølgens største bands var Iron Maiden, Saxon og Def Leppard. Men et spørgsmål trænger sig på: var Venom ikke det vigtigste band i bølgen? I hvert fald har alle former for ekstremmetal siden da stået i gæld til Cronos & Co.

Venom opfandt ikke alene en ny brutal tonekunst, de opfandt også termerne ”black metal” og ”power metal”. Og stort set ethvert kvæk inden for thrash metal, black metal og dødsmetal har været et ekko af Venoms underligt kluntede form for punk-primitiv metalrock. Også selvom den moderne ekstremmetal i dag ofte spilles af ekvilibrister.

I sin udmærkede bog ”Justice For All: The Truth About Metallica” (Omnibus Press, 2009) påstår Joel McIver hårdnakket, at Venom var verdens første thrash metal-band. Og Venom havde da også en så høj stjerne i den ekstreme metalundergrund, at trioen en overgang havde Metallica og Slayer med på deres turnéer – som opvarmning.

Men Venom kunne ikke holde den lede standard. Allerede gruppens tredje album, ”At War With Satan” (1984), viste svaghedstegn, og med udsendelsen af ”Possessed” (1985) stod det klart, at Cronos & Co. havde udspillet deres rolle. Yngre bands tog magten. Og det gjaldt først og fremmest Metallica, Slayer, Anthrax og Megadeth – kort sagt de bands, som vi i dag kalder De 4 Store inden for thrash metal. Men fælles for disse er, at de alle sammen anerkender Venom som roden til alt grumt.

Jeg tilhørte selv jubelkoret, der hyldede – og forsvarede! – Venom i første halvdel af 1980’erne. Det bærer nedenstående anmeldelse af ”Warhead”-ep’en præg af. Anmeldelsen er skrevet med store ord (”genial”?), men ”Warhead” er en fremragende ep, og den står som noget af det kunstnerisk mest valide fra den tidlige thrash-æra. Efter min mening er ”Warhead” Venoms bedste udgivelse. (Den findes som bonus-materiale på cd-udgaven af ”At War With Satan” i Castles NWOBHM-serie fra 2002.)

  

Både Venoms musik og denne anmeldelse giver for resten en forsmag på den æstetik, der senere kom til fuld udfoldelse i death metal: inspireret af jargonen hos det vejlensiske kultband Nigro Mantia, smider jeg i denne anmeldelse om mig med modeordet ”sindssyg” – ”sindssyg” skulle senere hen blive et kodeord i dødsmetal-genren (jfr. Morbid Angels ”Alters Of Madness”, ”Blessed Are The Sick” etc.).]

Coveret til "Warhead" - Venoms bedste udgivelse.

VENOM
”WARHEAD”
(Neat Records)

Venom er uden konkurrence det mest udskældte heavy-band, og sådan vil de nok også helst have det. Men det er fordomme, der ligger bag.

For selvom Venom ikke teknisk er på højde med Ritchie Blackmore og Michael Schenker etc., så er de som kunstnere at betragte blandt metallens mest seriøstarbejdende musikere. Rent faktisk er det et utrolig originalt koncept, som Cronos, Mantas og Abaddon har skabt omkring sig, og de har givet inspiration til mange af de nye power/black metal-bands.

Denne ”Warhead” 12” single er bandets hidtil bedste, mest specielle og mest varierede udgivelse.

Titelnummeret har en uigennemtrængelig lydmur; skiftevis langsom og halvhurtig, hård og tung. Simpelthen noget af det mest sindssyge metal, som er sat på vinyl – og det er positivt ment! Hvis du ikke er overbevist, så lyt lige til trackets afslutning – længere ud kan man vist ikke komme.

”Lady Lust” er et typisk ultra-hurtigt Venom-nummer med en dejlig forargende tekst (”She’ll suck you dry of love / Orgasm turns to dust … She’s got you by the balls”).

”The Seven Gates Of Hell” er pladens bedste skæring. Den er simpelthen uhørt original, både i struktur og arrangement. Teksten er surrealistisk (og dejligt sindssyg) og rent lyrisk: genial.

Til alle jer, som stadig går rundt med fordomme om Venom: lad dette sprænghoved af en plade omvende jer!

ACHTUNG! Rifferama zoomer i de næste uger ind på thrash metal-genrens pionertid i 1983-84. Følg med ved at klikke på "Synes om" Peter Béliaths Rifferama på Facebook. Seriens to første artikler handlede om Slayer og Metallica.