Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 29, juni 2006)
Glenn Hughes: "Hele mit liv er omgivet af lys." |
Hans stemme er unik. Stor og sjælfuld. Derfor kaldes han
”The Voice of Rock”. Han har været her, der og alle vegne. Og han ville næppe
have noget imod talemåden, hvis man hævdede, at han havde spillet med Gud og
hver mand.
Hans navn er Glenn Hughes, og han begyndte allerede at vække
opsigt i de tidlige 1970’ere, hvor han spillede bas og sang i det britiske
funk-hardrock-band Trapeze. I 1973 blev han headhuntet af Deep Purple, hvilket
gav ham øjeblikkelig superstjerne-status i den såkaldte Mark III-besætning:
Ritchie Blackmore (guitar), David Coverdale (vokal), Ian Paice (trommer), Jon
Lord (keyboards) og Hughes (bas og vokal). Deres 1974-album ”Burn” er et af den
tunge rocks absolutte mesterværker.
Efter Purples opløsning indledte Hughes en noget slingrende
solokarriere. Men selvom han i mange år var en berygtet narkoman, lykkedes det
ham at sætte sit umiskendelige præg på plader, som holder den dag i dag. Dette
gælder ikke mindst AOR-klassikeren, som Hughes udgav sammen med Pat
Travers-guitaristen Pat Thrall i 1982. Men talløse er de kunstnere, som Hughes
har indspillet plader med; det gælder bl.a. Black Sabbath, Gary Moore,
Whitesnake og Mötley Crüe. Og faktisk sang Hughes på KLFs megahit ”America:
What Time Is Love?” (1992).
De senere år har Hughes oplevet en kreativ og kommerciel
optur. Hans plader med Black Sabbath-guitaristen Tony Iommi har været mageløse,
og som solist har Hughes p.t. et frugtbart samarbejde med Red Hot Chili
Peppers-trommeslageren Chad Smith. Hans seneste soloudspil, ”Music For The
Divine”, er ligesom forgængeren, ”Soul Mover”, en funky og funklende
hårdrock-perle.
Men Hughes er en alsidig herre. På hans nye plade er der
ikke fuld hammer fra start til slut. Skønhed og sjæl er også vigtige elementer
på ”Music For The Divine”.
-
Titelnummeret og sange som ”Frail” og ”Nights In White Satin” er meget smukke.
Er det vigtigt for dig, at der ikke kun er power, men også skønhed i din musik?
“Jeg har givet omkring 50 interviews i forbindelse mit nye
album, og du er den første journalist, som har stillet dette meget vigtige
spørgsmål, og det vil jeg gerne takke dig for. Alle taler om Glenn Hughes’
heavy side, hans power og hans funk, men jeg tror, at jeg er kommet til et
punkt i livet, hvor jeg ønsker, at mine sange skal høres i en mere organisk
sammenhæng, som f.eks. akustisk eller i en eller anden form for orkestrering.
Nu er det på tide at koncentrere sig om stemmen. Jeg koncentrerer mig mere end
nogen sinde om min stemme. Og jeg ønsker, at min stemme skal høres tydeligere,
uden at den skal kappes med guitarer eller skøre musikalske arrangementer. På
dette album er jeg mere optaget af sangene og min stemme,” lyder det fra en
meget afklaret Hughes, da han ringer NRG op fra sit hus i Los Angeles.
Hughes er meget beæret over at blive kaldt “The Voice of
Rock”.
”Det er ikke en titel, jeg har givet mig selv. Det er noget,
andre kalder mig. Det er et meget kraftfuldt navn. Michael Jackson kaldes ”The
Prince of Pop”, og Tony Iommi er ”The Godfather of Metal”. At få en lignende
titel er en stor anerkendelse.”
UD AF NARKO-HELVEDET
-
Jeg blev meget berørt af teksterne på ”Fused”-albummet, som du i 2005 lavede
sammen med Black Sabbaths Tony Iommi. På sangen ”Grace” synger du: “And if you
ask me if I’ve ever been to Hell / Then I would say to you / It almost took my
life, now I will tell / It lied to me, every little thing I had to burn.” Er
denne tekst selvbiografisk?
“Så absolut. 100%. Hvad, jeg synger om her, er, at jeg
næsten måtte ødelægges for at rejse mig fra asken. Jeg måtte næsten dø, og ja,
jeg er blevet genfødt. Jeg måtte indse, at jeg måtte ændre livsstil eller dø.
Jeg kender en masse mennesker i industrien, også i filmindustrien, som var mine
venner, og som døde, fordi de ikke havde viljestyrken eller den forbindelse til
Gud, som skal til for at kvitte de ting, som de var i færd med at myrde sig
selv med. Jeg skriver om disse ting af og til. Og da meget af albummet
musikalsk er temmelig brutalt, ønskede jeg at skrive smukke tekster for at gøre
pladen mere nuanceret.”
-
Du skriver i biografien, der følger med “Music For The Divine”, at titlen er
meget vigtig for dig.
”’Divine’ er et spirituelt begreb. ’Divine’ betyder for mig
at være ét med nogen, med én selv. Men det betyder også at være meget ærlig og
åben. Det betyder også rent lys. Og dette album er et meget rent album.
Tekstmæssigst er det meget dybt, og sangenes struktur er meget ren og organisk,
der er ingen spor af synthesizere eller sådan noget på albummet. Det er –
formentlig – det bedste soloalbum, jeg nogensinde har lavet, simpelthen fordi
vi tog os god tid til at forberede det.”
-
Du taler ofte om din ”Højere Magt”, Vor Herre Jesus Kristus. Hvor længe har du
været kristen?
“Jeg har altid været praktiserende kristen. Især fra, at jeg
gik på vandvognen 1991. Siden da har jeg været en anden person. Før ’91, lad os
sige fra ’76 indtil ’91, hvor jeg var afhængig af narkotika, var det svært for
mig at stoppe. Men hele tiden havde jeg Gud med i mit liv. Jeg kunne bare ikke
holde op med at mishandle mig selv. Men Gud var med mig hele vejen, og Gud svarer
vore bønner på sin måde, og nogen gange tager det nogle år, før svaret kommer.
Fra ’88 forsøgte jeg virkelig bevidst at bede Gud om at hjælpe mig med at
stoppe. Og juledag ’91 gav han mig et klart budskab om, at han havde planer med
mig. Og de sidste 14 år har været et helt anderledes liv for mig.”
-
Hvad skete der?
“Jeg havde været på Betty Ford-klinikken [en klinik for
narkotika-afvænning] to uger før jul for at få en evaluering af, hvor syg jeg
var. Evalueringen sagde, at det stod slemt til med mig, men der var ikke plads
til mig på Betty Ford-klinikken før januar. Juledag blev jeg høj, og så skete
der noget meget mærkeligt. Jeg var på stoffer, og jeg gik ind på badeværelset
og kiggede i spejlet, og personen, jeg så i spejlet, var ikke mig. Jeg kiggede
på mig selv, men der var noget i spejlet, som var mørkt. Og så var det, jeg
hørte velsignelsen, at jeg måtte køre til hospitalet for at blive indlagt. Så
jeg kørte til hospitalet, og nogle få uger senere tog jeg ind på Betty
Ford-centret.”
Hughes afviser på det bestemteste myten om, at narkotika er
bevidsthedsudvidende.
“Narkotika er djævlens værk. Jeg har selv taget kokain og
heroin, og jeg tror fuldt og fast, at disse stoffer er skabt af en eller anden
form for mørke. Jeg har været afhængig af kokain, og det stof fremmanede en
masse mørk ondskab i mig. Jeg gjorde og sagde ting, som jeg ellers aldrig ville
have gjort eller sagt. Jeg kalder min kokain-periode for en dæmon-besættelse.”
”Jeg tror helt bestemt, at der i 1970’erne og de tidlige
1980’erne var en mørk, lurende skygge, som fulgte mig. Og det mener jeg
virkelig! Og jeg ønsker, at folk skal læse dette interview. Der findes en Gud,
og der findes en djævel. Hvem vil du vælge? Jeg vælger den letteste og blødeste
og smukkeste vej, for til sidst skal vi alle dømmes.”
DEN ANSTØDELIGE KRISTENDOM
Glenn Hughes ved godt, at det ikke er god tone at tale om
Gud og kristendom i rockmiljøet. Det er anstødeligt.
”Jeg ønsker ikke at provokere nogen med at tale om Gud, så
jeg taler helst om en højere magt, om en højere bevidsthed. Jeg taler om en
åndelig vej. Jeg tror, at alle mennesker må komme overens med det guddommelige
på et eller andet tidspunkt i livet.”
-
Tager folk anstød, når du taler om Gud?
”Nogen gør. Men jeg taler ikke så ofte om Gud, men jeg tror,
at man kan læse ud af teksterne, hvad det er, jeg synger om. Det giver mange
mennesker trøst. Jeg har mange fans, som er kristne. Jeg taler ikke så meget om
Gud. Her og der nævner jeg Gud i mine sange, men det handler i virkeligheden om
en åndelig forbindelse, om at være et bedre menneske.”
Hughes ønsker ikke at blive sat i forbindelse med en bestemt
kristen kirke, men han omgiver sig gerne med folk, som er bevidste om Gud.
”Jeg hænger ikke ud med folk, som er negative eller
dæmoniske. Mit hele liv er omgivet af lys. Jeg ønsker at leve mit liv så
ærligt, som jeg kan. Jeg er blevet beriget med åndelige gaver.”
-
Der er folk, som mener, at Tony Iommis riffs er mørke og dæmoniske. Hvad synes
du om det?
”Jeg har kendt Tony, Geezer, Bill og Ozzy [medlemmerne af
det originale Black Sabbath] siden 1970. Vi voksede op i den samme by, så jeg
har kendt disse drenge hele livet. De er ikke dæmoniske personer. I visse dele
af Skandinavien har I en djævle- eller mørk metal-ting kørende, og den stammer
formentlig fra Black Sabbath. Men Sabbath har et glimt i øjet, de har aldrig
haft noget med satanisme at gøre. Tonys riffs er meget mørke og brutale, men
sådan er hans stil. Jeg har arbejdet meget med Tony, og han skriver en masse
mørke riffs. Men skønheden i det er, at jeg så kan skrive noget, som ikke er så
mørkt, for at give lytteren noget, som er lidt anderledes end det, Ozzy ville
have skrevet.”
-
Er du nogensinde blevet kritiseret eller chikaneret, fordi du som kristen
spiller rockmusik?
“Selvfølgelig. Mange folk forsøger at angribe mine kristne
værdier. Men det er min personlige tro, og jeg vil dø som kristen,” siger
Hughes, som dog understreger, at fordommene mod kristendommen ikke er så slemme
som førhen.
-
Er der kristne, som har angrebet eller kritiseret dig?
”Ja, for af og til sker det, at jeg bander. Og hvis de hører
det, skriver de til mig og går amok. Jeg bander ikke med vilje, det er bare en
gammel uvane. Men jeg er ikke fuldkommen. Dét er kun Gud.”
GENDANNELSE AF DEEP PURPLE?
-
Rygtesmede har længe talt om en genforening af Deep Purple Mark III. Er det
realistisk?
”Nej, det tror jeg ikke. Der er så mange egoer bag denne
ting, der er så megen mærkelig opførsel fra fortiden, som stadig lurer i
kulissen. Bortset fra David Coverdale har jeg ikke talt med nogen fra Deep
Purple i årevis. David og jeg er gode venner, og vi ville formentlig lave noget
med gruppen, hvis Ritchie Blackmore var involveret.”
-
Ritchie er en mørk person, ikke sandt?
”Han er en god skuespiller, ikke et dårligt menneske. Han
leger med ouija-brætter og forsøger at
kommunikere med spøgelser og laver sære bankelyde. Jeg kan godt li’ Ritchie, og
jeg har stor respekt for ham, men sommetider opfører han sig en smule skørt.”
-
Du er stadig gode venner med David Coverdale?
”Så absolut. Vi er meget nære venner. Vi taler ofte sammen.”
-
I har ikke planer om at lave musik sammen igen?
”Nej. Lad mig skære det ud i pap: jeg er kun interesseret
til at lave ting, som gør mig til et bedre menneske åndeligt set, og det er
det, jeg gør med mine soloplader. Hvis jeg skulle lave noget med Deep Purple
Mark III, skulle det være af én grund: vi skulle genforenes som fem gentlemen,
for at gøre os klogere og mere åndelige. Jeg vil gerne gøre det med dét
udgangspunkt. Musikken ville blive god, tror jeg. David og jeg ville komme ind
og tilbyde noget helt specielt. Men det vil næppe ske nogensinde.” \m/
SELEKTIV
DISKOGRAFI
Med
TRAPEZE
”Medusa” (Threshold, 1970)
Med
DEEP PURPLE
”Burn” (Purple, 1974)
”Stormbringer” (Purple, 1974)
”Come Taste The Band” (Purple, 1975)
”Made In Europe” (Purple, 1976)
”Live In London” (EMI, 1982)
”Phoenix Rising” (Edel, 2011)
Med
HUGHES THRALL
”Hughes Thrall” (CBS, 1982)
Med
BLACK SABBATH FEATURING TONY IOMMI
”Seventh Star” (Vertigo, 1986)
Med
IOMMI
”The 1996 DEP Sessions” (Sanctuary, 2004)
”Fused” (Sanctuary, 2005)
GLENN
HUGHES solo
”Soul Mover” (Frontiers, 2005)
”Music For The Divine” (Frontiers, 2006)
”First Underground Nuclear Kitchen” (Frontiers, 2008)
Med
BLACK COUNTRY COMMUNION
”Black Country” (Mascot, 2010)
”2” (Mascot, 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar