søndag den 11. december 2011

Slut med død og helvede

Volbeat går fra triumf til triumf. Men i virkeligheden startede Volbeats kurs mod stjernerne i den sorteste dødsundergrund.

Det Elvis-modellerede cover til albummet, som navngav Volbeat.
[Baggrund: I efteråret 1997 var der opbrud på den danske ekstremmetal-scene. Cirka samtidig begyndte tre af genrens mest brutale bands at spille en langt mere melodisk og groovy form for metalrock. Det var Illdisposed, Grope – og Dominus.

Jeg blev bedt om at skrive en artikel, der forklarede de radikale stilskift. ”Slut med død og helvede” lød overskriften. Her følger den del af artiklen, der omhandler Dominus.

Ringsted-gruppen debuterede i 1994 med et album, der flirtede med både Satan og vikingeromantik, og bandets leder, Michael Poulsen, holdt foredrag om ”positiv nordisk satanisme”. Men så – i 1997 – begyndte Dominus at ride af sted på et voldfedt beat, og dermed tonede noget nyt frem i horisonten: Volbeat.]

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Xtra (tillæg til Ekstrabladet) nr. 5, 25. september 1997)

Mellem to numre på den nye Dominus-plade dukker Elvis Presleys stemme pludselig op. The King Of Rock ’N’ Roll forklarer med sin bløde, musikalske sydstatsrøst, at rock’n’roll stammer fra gospel og rhythm’n’blues. Det er der sådan set ikke noget usædvanligt ved.

Det usædvanlige er, at Elvis optræder på et album med et dansk heavy metal-band, der er berygtet for at spille dødsensalvorlig death metal med et direkte satanistisk budskab. Hvad har Elvis med satanisk heavy metal at gøre?

En hel del, hvis man spørger Michael Poulsen, Dominus’ sanger og guitarist. For godt nok spiller Dominus stadig tungt og metallisk, men som titlen på gruppens nye album, ”Vol. Beat”, antyder, så er musikken blevet blødt kraftigt op med det gyngende rock og rul-beat, der i Elvis’ unge dage var synonymt med djævlens musik.

”Der er virkelig kommet nogle rødder i musikstilen. Jeg vil ikke sige, det er rendyrket rock’n’roll, men musikken er blevet meget mere rocket. Det er faktisk den slags musik, vi alle fire dyrker for tiden. Vi er meget til både 50’er- og 60’er-rocken og heavy rocken fra 70’erne og frem,” forklarer Michael Poulsen, der allerede på Dominus’ forrige plade, ”The First 9”, lod sit lange heavy-hår klippe ned til en sporty, Presley-agtig frisure.

I det hele taget er ”Vol. Beat” (udtales ”voldbeat”) overstrøet med Elvis-referencer. Coveret er f.eks. lavet med et gammelt ”Best Of Elvis”-album som forbillede. Og derud over kædes flere af pladens numre sammen med små lydklip fra Jerry Lee Lewis-filmen ”Great Balls Of Fire”.

Det er fra flere sider blevet hævdet, at heavy metal her i slutningen af 1990’erne befinder sig i en kunstnerisk krise. Og foruden forkærligheden for Elvis og rock’n’roll-beatet er Dominus’ stilskifte fremprovokeret af en modvilje mod at lade sig fange i gentagelsens tummerum.

”Jeg hader at gentage mig selv,” siger Michael Poulsen. \m/


FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar