Før der gik bademode i thrashen

På ”Fistful Of Metal” spillede Anthrax med en bandsat gejst, der var ligeså medrivende som en lavine.

Lp-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 3, april 1984)

Introduktion: Peter Béliath (maj 2012)

Anthrax, da de stadig så seje ud. Det er Neil Turbin i midten. Scott Ian står yderst til højre - med hår!

WIMPKILLERS! skreg rubrikken. Den var skrevet med versaler og flankeret af nedadjagende zigzag-lyn. Rubrikken stod i toppen af en side i anmeldelsessektionen i det danske fanzine Hot Rockin’. Siden var viet til tre af de allervildeste udgivelser, som udkom i foråret 1984: Exciters lp ”Violence & Force”, Metallicas ep ”Jump In The Fire” og Anthrax’ lp ”Fistful Of Metal”. (Anmeldelsen af ”Fistful Of Metal” kan læses nederst i dette blogindlæg.)

Anmeldelserne var alle skrevet af yours truly, og idéen til den krigeriske overskrift var også min. For i år 1984 var wimps (=tøsedrenge, der spillede og hørte vattet pseudo-metal) bare fjenden nr. 1. Men heldigvis kom der på det tidspunkt en hel horde af bands, som var udrustet med det bedste våben mod wimpdommen: thrash metal.

Ligesom alle andre nogenlunde vågne headbangere på det tidspunkt var jeg klar over, at en revolution var i fuld gang på den internationale metalscene. I samme nummer af Hot Rockin’ skrev jeg om de seneste demos fra Znöwhite, Zoetrope og Nasty Savage, og i de kommende måneder havnede de nyeste demos fra bl.a. Overkill og danske Artillery i min postkasse. Året forinden lp-debuterede Exciter, Metallica og Slayer, mens Venom lagde an til at terrorisere plademarkedet med deres tredje fuldlængdealbum, ”At War With Satan”.

Jeg elskede alle disse bands, hvis stil jeg (og de fleste andre skriverkarle på det tidspunkt) kaldte power metal eller hardcore metal. Som nedenståede anmeldelse afslører, så kaldte man hurtig og brutal metal for speed metal og death metal allerede i 1984 – altså før det, som vi i dag kalder dødsmetal, opstod!

Begrebet thrash metal var endnu ikke blevet opfundet. Der er blevet spekuleret meget over, hvor thrash metal-termen stammede fra, og hvem der opfandt den. Et endegyldigt svar kan ikke gives. Joel McIver gennemgår thrashens udvikling detaljeret i bogen ”Justice For All: The Truth About Metallica” (revideret udgave udsendt i 2009).

Mange mener, at Metallica-sangen ”Whiplash” (med verslinjen ”thrashing like a maniac”) var termens stamfader. Men thrash-begrebet fik i hvert fald en yderligere udbredelse med Anthrax’ monstrøst fede nummer ”Metal Thrashing Mad” – og spørgsmålet er da også, om det ikke var Anthrax, som indirekte døbte den nye opspeedede metalstil med netop ”Metal Thrashing Mad”.

Der var masser af brutal signalværdi på omslaget til
"Fistful Of Metal". (Foto hentet fra Wikipedia)

BANDSAT GEJST

Anthrax’ debutalbum, ”Fistful Of Metal”, blev aldrig andet end en parantes i metalhistorien. Det er der flere grunde til. Først og fremmest har Anthrax selv lagt distance til albummet, som, kritikere mener, er for uoriginalt og klichéfyldt. På mange måder minder ”Fistful Of Metal” om Slayers debut-lp, ”Show No Mercy”: de er begge meget inspireret af Iron Maiden og Judas Priest.

Spørgsmålet er imidlertid: er det så galt at være inspireret af Priest og Maiden? I hvert fald blev ”Fistful Of Metal” og ”Show No Mercy” spillet med en ungdommelig charme og en bandsat gejst, der var ligeså medrivende som en lavine i Himalaya.

Jeg blev så begejstret for ”Fistful Of Metal”, at jeg satte den på min playlist i Hot Rockin’ – en ære, som selv Slayer ikke fik. Og jeg er stadig begejstret for albummet. Det er faktisk det eneste Anthrax-album, som jeg stadig gider lytte til. For selvom ”Fistful Of Metal” ikke ligefrem byder på nybrud inden for sangskrivningskunsten, så er de fleste af lp’ens numre en forrygende fusion af dynamik og melodiøsitet, som jeg finder uimodståelig den dag i dag.

BLOMSTRET BADEMODE

Thrash-revolutionen vendte op og ned på metalscenen. Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax endte med at blive De 4 Store vindere af den krig, der i 1980’erne opstod om det mere og mere hærdede metalpublikum.

For at opnå den position måtte Anthrax gennemgå en del forandringer. F.eks. fyrede gruppen den ellers udmærkede sanger Neil Turbin, der havde (og vist stadig har) en arketypisk vokal-stil med høje heavy-skrig.

Det er helt sort for mig, hvorfor Turbin skulle fyres. Men det var vist noget med, at Scott Ian ønskede at føre Anthrax i en mere politisk bevidst og samfundskritisk retning, og så nytter det jo ikke noget at have en sanger, der skriver numre om at være metalsoldat (”Soldiers Of Metal”) eller om, hvor ellevild han er med at køre bilræs (”Metal Thrashing Mad”).

Anthrax ændrede deres sangskrivning, så musikken fik et muntert (hip)hoppende boptibopti-galop-præg. Ydermere lagde Anthrax læderjakkerne, patronbælterne og de bistre miner fra sig, og i stedet begyndte Scott Ian & Co. at opføre sig, som om de var statister i en Marx Brothers-film, ligesom de også lod sig gøre til mannequiner for den sidste nye mode inden for blomstret badetøj. (Hvad sker der lige her?)

Albummet ”Among The Living” (1987) betragtes stadig som et thrash-mesterværk. Min egen kærlighed til Anthrax fik dog først et boost, da bandet kastede sig ud i en coverversion af ”Antisocial” (udgivet som hasarderet single i 1989). ”Antisocial” er en radikal sang, som tilbage i 1980 fik oprørstrangen op i metalfans, da den blev udsendt af det stærkt venstreorienterede franske pioner-metalband Trust. Jeg var imidlertid knap så begejstret for Anthrax’ kollaboration med hiphop-gruppen Public Enemy på ”Bring The Noise” (1991).

LYDEN AF HVID STØJ

I årenes løb har Anthrax’ besætning ændret sig efter svingdørsprincippet. Op mod 25 forskellige musikere, heriblandt otte sangere, har været medlemmer af gruppen (plus de løse turnémusikanter).

Stilistisk har bandet også gennemgået flere identitetskriser – og det gav i 1993 fanskaren et af Anthrax’ stærkeste albums, ”Sound Of White Noise”, hvor Scott Ian & Co. faktisk sparker seriøs scrotum. Men det manglede også bare, for det var selveste ex-Armored Saint-sangeren John Bush, som havde Anthrax’ mikrofon i næven på det tidspunkt. Singleudspillet ”Only” er blevet stående som et højdepunkt inden for 1990’ernes mainstream-metal.

Desværre viste det sig, at Anthrax ikke kunne holde den høje standard på deres efterfølgende udgivelser – indtil der skete noget i fjor.

Anthrax’ seneste album, ”Worship Music” (2011), har ikke alene givet bandet høje salgstal, det har også været med til at redde Anthrax’ ære i en tid, hvor thrashen har fået en renæssance. Og det er først og fremmest takket været ”Worship Music”s succes, at Anthrax er blevet klasket på plakaten til årets Copenhell-festival. 
                                                          *  *  *

Sådan så Wimpkillers!-siden ud i Hot
Rockin' nr. 3. Anthrax-anmeldelsen var for
resten et af de allerførste eksempler på
brugen af death metal-begrebet! Possesseds
Jeff Becerra påstår, at han opfandt
dødsmetal-begrebet i 1983.

ANTHRAX

”FISTFUL OF METAL”

(Roadrunner / Music For Nations)

Anthrax er et af de usandsynligt mange ligeså usandsynligt fede power metal-bands, der er fulgt med i kølvandet på Metallica – og det bærer gruppens musik stærkt præg af.

”Fistful Of Metal” åbnes med det fast ’n’ furious speed & death metal-track ”Death Rider”, som følges op af ”Metal Thrashing Mad”, der for mig står som et a de bedste power metal-numre nogensinde, da det har et fantastisk hook – den sikre vej til gummicellen

En god coverversion af Alice Coopers ”I’m Eighteen” sætter tempoet ned, hvorefter det atter sættes op med ”Panic” og ”Subjugator”.

Svimmel vender man pladen, og ”Soldiers Of Metal”, ”Death From Above” og ”Anthrax” følger.

”Across The River” er et kort instrumentalnummer, og denne yderst velegnede headbangings-lp sluttes af med ”Howling Furies”, som er lettere episk.

Akkurat ligesom Exciter er Anthrax-numrene meget homogene, men i modsætning til [Exciters lp ]”Violence & Force” er ”Fistful Of Metal” mere afvekslende (pga. en masse vel-timede breaks), og Anthrax er også klart bedre musikere.

Direkte ind på playlisten! \m/

Dette er den foreløbigt sidste artikel i serien om thrash-genrens pionertid fra 1983-84. Seriens første artikler handlede om Slayer, Metallica, Venom og Exciter.