 |
| Chuck Schuldiner: En rastløs kunstner. Her fotograferet på turné i Skotland i 1992. (Foto hentet fra Wikipedia) |
Death er som bekendt det første ord i
death metal. Og det er ikke en stor overdrivelse at påstå, at Deaths lead
guitarist og sanger, Chuck Schuldiner, var dødsmetallens gudfar. I hvert fald
byggede Schuldiner med Death bro mellem de tidlige 1980’eres ur-dødsmetal
(Venom, Hellhammer, Possessed m.fl.) og den klassiske death metal, som især
Morrisound-grupperne fra Florida gjorde populær i begyndelsen af 1990’erne.
Egentlig lagde Schuldiner beskedent
ud med bandet Mantas, der i 1984 udsendte demoet ”Death By Metal” – et demo,
som stadig blandt metal-connoisseurer har status som et af de allerførste
eksempler på ”rigtig” death metal. Demoet blev senere genudgivet under det nye
bandnavn, Death. Og et af demoets numre, ”Evil Dead”, var åbenbart stærkt nok
til at blive inkluderet på Deaths debutalbum, ”Scream Bloody Gore” (1987).
Chuck Schuldiner var perfektionist,
og derfor blev Death aldrig et band med en fast besætning. Der var stort
gennemtræk i Deaths line-up. Omkring 30 forskellige musikere var i Deaths knap
20-årige karriere medlemmer af gruppen, heriblandt velrenommerede folk som
trommeslageren Gene Hoglan (Dark Angel, Testament m.fl.) og guitaristen Andy
LaRocque (King Diamond m.fl.).
Perfektionisten Schuldiner var en
rastløs kunstner. I sin søgen efter egnede musikere flyttede han til San
Francisco og Canada. Men Florida blev dog Deaths base.
Schuldiner var også utrættelig i sine
bestræbelser på at perfektionere Deaths musik. Og lige siden debutalbummet
skubbede Schuldiner dødsmetallens grænse ud mod det tekniske overdrev.
”Leprosy” (1988) betragtes af mange som Deaths hovedværk, og albummet står
stadig som en monolit inden for arketypisk dødsmetal.
Fra og med ”Human” (1991) drejede
Death-lederen sin musik i retning af progressiv rock – uden at give køb på
brutaliteten. I Jam Magazine nr. 55 (april 1995) skrev jeg om ”Symbolic”
(1995), at albummet består af ”ni skæringer med uhyggelig velspillet og
intelligent musikalsk brutalitet, en original blanding af melodisk dødsmetal og
skæve, halsbrækkende jazzelementer, slebet til af Chucks sandpapirsrøst, der
ikke er mere growlet, end at man kan høre, hvad manden har på hjerte.”
Chuck Schuldiner gentog aldrig sig
selv. Han var en kunstner i konstant bevægelse. Desværre sluttede hans
karriere, just som hans talent stod i fuldt flor.
”The Sound Of Perseverance” (1998)
blev Deaths svanesang. Jeg anmeldte albummet i Zoo Magazine nr. 17
(december/januar 1998-1999) og skrev bl.a.: ”Bandets nye album er en stormvind
af tekniske finesser, hvor Chuck & Co. gang på gang bryder ud i spasmer af
vanvids-jazz. Det er virtuost grænsende til det ekshibitionistiske, men der gås
ikke på kompromis med brutaliteten. Deaths metal er stadig så skarpslebent som
en guillotines faldøkse.”
I 1999 modtog Chuck Schuldiner den
sørgelige nyhed, at han havde en hjernesvulst. I første omgang blev kræften
nedkæmpet, men desværre vendte sygdommen tilbage i 2001. Der er ingen grund til
at bore i den tragedie, det var for Schuldiner-familien – en tragedie, som blev
forværret af det umenneskelige sundhedssystem i USA, hvor kold kasse kommer før
ønsket om at redde menneskeliv.
Ved flere lejligheder måtte der
arrangeres indsamlinger blandt Death-fans, for at Schuldiner kunne betale de
store lægeregninger. Velgørenhedskoncerter blev også stablet på benene, og
kunstnere som Korn og Red Hot Chili Peppers gav ligeledes deres bidrag til en
indsamling, der blev dækket af MTV.
Desværre lykkedes det ikke at
helbrede Death-musikeren. Chuck døde den 13. december 2001, kun 34 år gammel. Schuldiner efterlod
sig et af ekstremmetallens mest imponerende bagkataloger. \m/
Death på Encyclopaedia Metallum
FACEBOOK: Bliv ven med
Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar