torsdag den 16. maj 2013

Mestersangeren, der kaldte sig Gud


Ronnie James Dio er den største sanger, som heavy rocken nogensinde har fostret. I dag (den 16. maj) er det årsdagen for hans død.

Ronnie James Dio: Et ikon.
Ronaldo James Giovanni Padavona var en af den hårde rocks store stilskabere. Han var i sig selv et ikon, som han stod der på scenen, mens han kastede hornene. Blandt sine fans opnåede Ronaldo nærmest guddommelig status. Og sådan iscenesatte han også sig selv. Som ung tog han et kunstnernavn, der slet og ret betyder Gud på italiensk. Jo, Ronnie James satte ikke sit lys under en skæppe, for nu at bruge bibelske termer om primadonnaen Padavona.

Ronnie James Dios position på heavy rock-scenen kan ikke forstås, hvis man ikke kender hans historie.

MAJESTÆTISK
De første mange år af Ronnie James Dios karriere var ikke opsigtsvækkende. Men i 1974 blev han headhuntet af selveste Ritchie Blackmore. Blackmore var en af 1970’ernes guitarguruer, og han var det musikalske midtpunkt i megabandet Deep Purple. Ritchie var utilfreds med Purples musikalske udvikling. Blackmore var en visionær kunstner, og han ønskede at føre sin tonekunst ind i en ny epoke. Han ønskede at spille en mere hårdtslående, direkte og episk metalrock, der hentede inspiration fra Europas rige tradition for klassisk musik.

Det kom der det majestætiske band Rainbow ud af. Med Dio ved mikrofonen nåede Rainbow bl.a. at udgive klassikerne ”Rainbow Rising” (1976) og ”Long Live Rock ’n’ Roll” (1978).

I afsnit 10 af Sam Dunns tv-serie ”Metal Evolution” (udgivet på dvd i 2011) spores oprindelsen til power metal-genren med dens fantasy-flirt tilbage til bl.a. Rainbows excesser i 1970’erne. Især ”Rainbow Rising” står som en milepæl i heavy metal.

Når folk som Scott ”Not” Ian (Anthrax) giver Judas Priest æren for at have hevet blues-elementerne ud af den hårde rock, er det en halv sandhed. Spøgsmålet er, om Rainbow ikke var mindst ligeså aktive i skabelsen af den ”rene” heavy metal. Der er i hvert fald ikke meget blues eller rock’n’roll over atmosfæriske metaleposer som ”Stargazer” og ”Gates Of Babylon” endsige på power-drevne skæringer som ”Tarot Woman” og ”Run With The Wolf” eller speed metal-fræseren ”Kill The King”.

VILDSKAB
Rainbow gjorde Ronnie James Dio til superstjerne. Men i Rainbow var der kun plads til én stjerne: Ritchie Blackmore. Så efter tre indflydelsesrige studie-albums, sagde Ronnie adjø til Ritchie.

Det var naturligt for Tony Iommi at rekruttere Dio som sanger, da Ozzy Osbourne i 1979 blev sparket ud af Black Sabbath.

Dios påvirkning på Sabbaths musik var stor. Med ”Heaven And Hell” (1980) tog Black Sabbath hul på et nyt kapitel i deres egen historie – og i heavy rockens historie. Den gamle doomy og ind imellem noget tjaldede betonrock fik et anstrøg af elegance, ikke mindst i kraft af Dios himmelstræbende, dramatiske røst. Og Iommi & Co. fulgte fornemt op med ”Mob Rules” (1981), hvor skæringen ”The Sign Of The Southern Cross” slog nye rekorder udi knusende tyngde.

De sædvanlige stjernenykker i superbandet gjorde, at Ronnie James Dio i 1982 brød med Black Sabbath. Mestersangeren tøvede ikke, men tog springet og dannede sit eget band, Dio.

Med sig fra Black Sabbath tog Dio ikke kun en masse erfaring og selvtillid, men også trommeslageren Vinny Appice. Han allierede sig ligeledes med den tidligere Rainbow-bassist Jimmy Bain. Den perfekte guitarist til sit nye band fandt Dio i Vivian Campbell, en ung guitarist fra Belfast, der havde vakt opsigt med bandet Sweet Savage.

Sweet Savage var et af de heavieste og hurtigst spillende bands inden for de tidlige 1980’eres New Wave Of British Heavy Metal. Sweet Savage var som bekendt en af de største inspirationskilder for Metallica.

Campbells guitarspil gjorde underværker for Dios musik. Den irske guitarist tog noget af vildskaben (og vist også nogle af riffene?) fra Sweet Savage med over i Ronnie James Dios traditionelle heavy metal. Campbells rastløse rytmespil og hans ”shred”-soli gav Dios musik en moderne kant. Det hele blev banket på plads af Appices militante og bastante trommespil.

TIGERSTRIBET
Men stjernen i Dio var selvfølgelig: Dio himself. Ronnie James Dio var en fantastisk sanger. Hans sangstil var meget mere maskulin end de fleste af de traditionelle heavy rock-sangere. Dio excellerede ikke i høje, hysteriske skrig, men gav hals som en alfahan. Uden at råbe, uden at brøle, uden at skråle. Dio sang, rent og mandhaftigt, så fanskarens trommehinder blafrede. Totalt unikt. Dios vokale præstationer er nøjagtig ligeså gåsehudsfremkaldende i dag, som de var tilbage i 1980’erne.

Dio insisterede selv på at producere gruppens debutalbum, ”Holy Diver” (1983). Det skulle han ikke have gjort, for produktionen er det eneste, der gør, at ”Holy Diver” ikke er helt tidssvarende og blegner en anelse i forhold til de to andre sublime værker, som Dio har lagt stemme til: ”Rainbow Rising” og ”Heaven And Hell” (begge for resten produceret af Martin Birch, der senere stod bag Iron Maidens største succeser).

Der er flere slående ting ved Dios albums fra 1983 til 1990. Først og fremmest er der sangskrivningen, som på fornem vis fusionerer slagstyrke med tidløse melodier. ”Caught In The Middle” og ”Don’t Talk To Strangers” fra debutalbummet er svimlende melodiske. Nærmest uden sidestykke. Det er måske her, at Dios forkærlighed for klassiske komponister som J.S. Bach og Ludwig van Beethoven kommer ind i billedet. For måden, som Dio var iørefaldende på, lå milevidt fra datidens horde af puddelbands. Der var intet tralala-lal over Dios melodiske metal.

Ronnie James Dio var urokkelig. Han bøjede sig ikke for tidsånden. Den tidligere Rainbow- og Black Sabbath-sanger forsøgte ikke at være ung med de unge. Dio fortsatte med at spille heavy rock uden de fløsetendenser, som var ved at ødelægge den hårde rock i sidste halvdel af 1980’erne. Okay, der er lidt for kommercielle tendenser på enkelte skæringer som ”Mystery” og ”Hungry For Heaven”, men Dio modstod den fristelse, som så mange andre 1970’er-koryfæer (tænk: Kiss, Scorpions, Rainbow, Blue Öyster Cult, Triumph m.fl.) faldt for – nemlig at poppe rocken op med blødgøringsmiddel. Ronnie James Dio bevarede sin kunstneriske integritet i hair metal-ulvetiden.

Dio blev ufortrødent ved med at synge om regnbuer. Dio undgik 1980’er-faldgruben: han skrev aldrig tekster om sex, sprut og stoffer. Dio var en trofast ægtemand, der holdt sig fra rusmidler – den slags rockstjerner var der ikke mange af i 1980’erne. Og de er vist stadig en mangelvare.

Dios tekster er et kapitel for sig. Dio sagde selv, at han malede med ord. Hans tekster var proppet med billeder – metaforer og symboler. Dio er og bliver den hårde rocks mest billedskabende digter. Hans tekster var fantasifulde, en slags ordfabler. Men de var også kryptiske, og ind imellem kunne de let forveksles med ordskvalder og rablerier. Hvem er den hellige dykker i ”Holy Diver”, hvor Dio for resten synger: ”Ride the tiger / You can see his stripes but you know he’s clean / Oh, don’t you see what I mean?” Nej, Dio, jeg fatter ikke en brik!

ÆREFRYGTINDGYDENDE
Man kan mene, at Dios 1980’er-værker er for homogene, og man kan kritisere Dio for ikke at være modig nok til at forsøge noget nyt frem for at holde sig til de sikre sangformler. Og naturligvis er et album som ”Lock Up The Wolves” ikke ligefrem et banebrydende værk som ”Rainbow Rising”, ”Heaven And Hell” eller ”Holy Diver”.

Men alligevel holder samtlige Dios 1980’er-albums en imponerende standard. Og det er svært at høre, at forholdet mellem Campbell og kapelmesteren var brændt sammen under skabelsen af ”Sacred Heart”. Og da Campbell gik og smækkede med døren i 1986, blev bandet Dio aldrig det samme.

Guitaristerne Craig Goldy (der medvirkede på ”Dream Evil” fra 1987) og den purunge Rowan Robertson gjorde det godt, og sangskrivningen er som sagt okay helt op til ”Lock Up The Wolves” (1990), hvor side 2 dog virker uinspireret og forceret.

Hvad Dio (bandet) efterlod sig efter ”Lock Up The Wolves” har ikke gjort det store indtryk på verden. Og det er da også det, som Dio nåede at lave med Black Sabbath, der for alvor reddede hans ære i de seneste år. Heaven & Hell-skiven ”The Devil You Know” er et lille mesterværk, som ikke mindst holdes oppe af Dios vokal. En vokal, som – stort set – bevarede sin ærefrygtindgydende styrke helt frem til Dios død i 2010. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar