søndag den 26. maj 2013

Verdens sygeste chok-rocker



Alice Cooper svælgede i menstruationsblod. Han promoverede pædofili og dyrkede sex med lig. Eller gjorde han?

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, vintermagasin / katalog 4/2011)

The Coop, som han så ud på sit seneste opus: "Welcome 2 My Nightmare" fra 2011.
Heavy metal nedbryder tabuer og zoomer ind på samfundets skyggesider. Og ingen har gjort lige præcis dét bedre end Alice Cooper.

Der er måske lidt hyggeonkel over Alice Cooper anno her og nu. Men tilbage i 1970’erne var Alice Cooper farlig. Det mente datidens moralvogtere i hvert fald.

Hvad var det egentlig, at Mary Whitehouse (britisk småborgerlig, stokkonservativ moralist og censur-aktivist) og ligesindede så, når de kiggede på Alice Cooper? De så Det Værste!

Brugte Alice Cooper måske ikke uhyrlig, edderkopagtig sminke om øjnene? Optrådte han måske ikke i stramtsiddende, glittet og leopardplettet kluns, og stavrede han måske ikke rundt i langskaftede støvler med tårnhøje hæle, så man fik underlige anelser om, at han var til unaturlige seksuelle aktiviteter?

Gik Alice Cooper måske ikke amok på scenen og huggede baby-dukker i småstykker med en økse? Med en ægte, seriøs, skarpsleben økse! Sang han måske ikke om noget så tystys og helt igennem unævneligt som menstruation? Og hævdede han måske ikke, at det var køleskabs-himmelsk at have sex med en død kvinde? Jo, han gjorde så. Havde man nogensinde set magen? Nej, man havde ikke. Og derfor skulle hans plader ikke spilles i radioen. Og hans koncerter skulle forbydes. Alice Cooper var pervers, basta!

Men trods censur og forbud banede Alice Cooper sig alligevel vej til hitlisterne. Og i midten af 1970’erne var Alice Cooper et af verdens bedst sælgende rocknavne. Der er nemlig ikke noget, ungerne elsker så højt som det, der er forbudt. Men det har moralister aldrig forstået.

Alice Cooper var ekspert i at formulere og iscenesætte de følelser, som hører med til at være ung. Sange som ”I’m Eighteen” (1971) og ”School’s Out” (1972) var de rene pletskud hos en ungdom, som:

1. ønskede at gøre oprør mod forældrenes borgerlige, autoritære og dybt kedsommelige kultur, men som:

2. heller ikke gad have noget at gøre med hippiernes lallede og åh så frigjorde og frelste men alligevel betonmarxistiske dogmatik.

ALICE COOPER SOM USA’S PRÆSIDENT
Da Alice Cooper dukkede op på rockscenen, var han en bizar cocktail af syrerock, glam og punk. Og Alice Coopers shows var et heavy rockens totalteater, eller et psykodrama, som Alice Cooper selv foretrækker at kalde det. Tabuer blev nedbrudt på stribe, og samfundsmæssige og dybdepsykologiske vrangsider blev stillet til skue. Men aldrig på en forkrampet og fordrejet måde.

Alice var med egne ord ”sick”, men ”syg” på en sjov og satirisk måde. Han sørgede altid for at have et glimt i øjet. Hans shows var forløsende, ikke fordærvende. De var tegneserieagtige, og gys og grin gik op i en højere enhed.

Hvis man ikke har humor, vil Alice Coopers show altid være et lukket land. Og man skal helst have sort humor i selskab med Alice Cooper. Men så kan man såmænd også få sig andet og mere end et billigt grin. Man kan få et par ting at tænke over hos Alice Cooper. Desværre har og havde Alices kritikere ikke en eneste humoristisk knogle i skroget, og derfor florerer der stadig de særeste vrangforestillinger om Alice Cooper. På sangen ”Go To Hell” (1976) spiddede Alice sine bornerte og humorforladte kritikere. Men fattede de ironien? Gæt selv.

Alice afspejlede samfundet. Det var sådan set det, sangen ”Reflected” fra 1969 handlede om. ”Reflected” blev ikke et hit. Og dog. For i 1972 omskrev Alice Cooper sangen, så den blev til ”Elected”.

I ”Elected” skrålede Alice Cooper, at han ville vælges. Til præsident i Amerikas forenede stater! Og som publicity stunt stillede Alice Cooper faktisk op til præsidentvalget som modkandidat til Richard Nixon. Der blev skabt fiktive scenarier, hvor Alice Cooper ankom i en limousine, med høj hat og høj cigarføring for at lade sig hylde af de hysteriske masser.

Der var selvfølgelig nogen, der syntes, at det var sygt at stille Alice Cooper op til præsidentvalg. Men Watergate-skandalen skulle året efter afsløre, at det mest syge var, at Nixon vandt valget.

Alice Cooper anno 1973. Satiren antydede, at der var en forbindelse
mellem perversion of den almægtige dollar.
PÆDOFILI OG NEKROFILI I RAMPELYSET
I 1973 udsendte Alice Cooper albummet ”Billion Dollar Babies”. Lp’ens inderpose var udstyret med et meget kontroversielt foto, hvor The Coop sad med et nøgent, grædende spædbarn, hvis kønsorganer var dækket af et figenblad. Det var såmænd slemt nok. Men allerværst var det åbenbart, at figenbladet bar motivet fra en dollarseddel. Satiren antydede, at der er en forbindelse mellem perversion og den almægtige dollar.

I forbindelse med ”Billion Dollar Babies” udtalte Alice Cooper til Creem Magazine, at hans show var et forsøg på at vende tilbage til kabaret-traditionen. Alice forklarede, at han satte spot på dekadence, og at kabareterne netop stammede fra en periode i Tysklands historie, hvor man var meget optaget af dekadence.

”Og det er præcis det, vi laver. Vi laver det bare med rockmusik i stedet for den gamle øldrikningsmusik […] Meningen med ”Billion Dollar Babies”-albummet var at udnytte idéen om, at mennesker faktisk har syge perversioner.”

Det er i det lys, at sange som ”Billion Dollar Babies” og ”I Love The Dead” skal ses. Og på den måde hev Alice Cooper pædofili og nekrofili ind i rampelyset. Det brød det borgerlige etablissement sig ikke om. Der er trods alt visse ting, som det sømmer sig at dyrke i det skjulte.

Men hov, det var ikke kun de borgerlige, der ikke brød sig om ”Billion Dollar Babies”. Det på det tidspunkt meget venstreorienterede magasin Rolling Stone stod også af på ”I Love The Dead”. Men, uha, de havde skam et helt andet ordforråd til at udtrykke den enkle kendsgerning: de var forargede!

SVÆLGEDE ALICE I MENSESBLOD?
Alice Cooper sagde ikke noget for at provokere, men han provokerede for at sige noget. Lad os lige smuglytte til, hvad der reelt var budskabet i nogle af Alice Coopers kontroversielle sange.

Var Alice Cooper en pædofil slagter, når han huggede plastik-babyer i stykker med en økse i sangen ”Dead Babies”? Nixenbixen. Men i stedet for at danne en basisgruppe og skrive en lejrbåls-tralala-sang om børnemishandling, satte Alice Cooper problemet med overgreb mod børn i scene på en horribel måde – en måde, som passer meget bedre til det uhyggelige emne end nok så meget af datidens pussenusse-hippie-kollektiv-lad-os-sætte-os-i-en-rundkreds-muzak.

”Det var den første anti-børnemishandlings-sang,” forklarer Alice Cooper i Metal Hammer nr. 222 (september 2011). ”Men som i de fleste tilfælde, bliver kontroversielle sange misforstået.” Ja, mon ikke.

Og så var der jo den dersens sang om menstruationsblod. ”Only Women Bleed” hed den, og den blev et massivt singlehit i sommeren 1975. Men i Canada skar man lidt i titlen, bare sådan for at undgå alt det griseri med kvindens periodevise blødninger. Så i Canada hed sangen kun ”Only Women”.

Men hvor mange af de bange mennesker lyttede efter teksten til ”Only Women Bleed”? Antallet var vist nul. For svælgede Alice Cooper virkelig i mensesblod? Nul, putte. I virkeligheden var ”Only Women Bleed” en sang om undertrykkelse af kvinder. Der er faktisk nogen, der påstår, at ”Only Women Bleed” er direkte feministisk. Men okay, det gør selvfølgelig ikke sangen mindre problematisk i højreorienterede miljøer …

Alice Cooper var fra 1969-1975 ikke kun navnet
på en sanger, men også navnet på Alice Coopers
band. Med kommercielle og kunstneriske op- og
nedture har The Coops karriere varet i mere end
fire årtier! Her ses legenden på forsiden af
magasinet Sweden Rock.
DA ALICE DRAK HØNSEBLOD PÅ SCENEN
I bookletten til bokssættet ”The Life And Crimes Of Alice Cooper” (1999) siger The Coop: ”Believe the humor, not the rumor”. Altså: tro ikke på alle de vilde rygter om Alice Coopers udskejeler. Tro i stedet på, at der er mening med galskaben.

Allerede tidligt i Alice Coopers karriere gik det galt. I 1969 spillede Alice Cooper og hans lømmelband en koncert i Toronto. En fan smed en levende høne op på scenen. Alice gik ud fra, at høns kunne flyve, så han smed hønen op luften i den tro, at den ville flyve i sikkerhed. I stedet landede den i det frådende hav af Alice-fans. Det stakkels stykke fjerkræ blev øjeblikkeligt flået i stykker.

Pressen fik fat i episoden, og da historien udkom på tryk, kunne man læse, hvordan en pervers mandlig rockstjerne med et kvindenavn havde bidt hovedet af en høne og drukket dens blod på scenen. Alle troede på historien. Selv The Whos rebelske guitarist Pete Townshend fordømte Alice Cooper for at slagte høns på scenen. Ja, han nævnte sågar Alices skændselsgerning i The Who-sangen ”Put The Money Down” (findes på albummet ”Odds & Sods” fra 1974). Men som så meget, der bliver sagt om Alice Cooper, var og er det løgn og halve sandheder.

Vandrehistorierne om Alice Cooper er talløse. For et par somre talte jeg med en ung kvinde fra det danske metalmiljø. Som sædvanlig rablede jeg løs om, hvor fantastisk Alice Cooper er, og så var det, at hun spurgte mig – dybt seriøst: Passer det, at Alice Cooper har slagtet hundehvalpe på scenen? Den arme høne fra Toronto i 1969 lever altså videre som en hundehvalp i den sagnkreds, der omgiver Alice Cooper.

TOTAL SIGNALFORVIRRING – ELLER?
”Jeg har aldrig lavet noget ukristeligt på scenen. Og jeg har bestemt ikke lavet noget pro-satanisk,” udtalte Alice Cooper til Metal Hammer nr. 222. ”Jeg ved ikke, hvorfor den kristne højrefløj leder efter Satan i rock’n’roll – de burde lede efter ham i politik.”

Men hvad er nu det? Spiller Alice Cooper uskyldig? Chokrockeren, der har solgt millioner af plader med sangtitler som ”Killer” (1971), ”Feed My Frankenstein” (1991) og ”I’ll Bite Your Face Off” (2011)!?! Lurer der et paradoks under Alices splattede overflade?

Alice Cooper er ikke for fastholdere. Og det mest chokerende ved den gamle chokrocker er måske, at han er en trofast familiefar, som har været gift med den samme kvinde i noget, der i rockstjernesammenhæng nærmer sig æoner. Og så er han desuden personlig, praktiserende kristen. Ja, du læste rigtig.

Det er da total signalforvirring, vil nogen sikkert mene. Måske. Og dog. For man skal naturligvis gennemskue The Coops choktaktik for at se meningen med galskaben.

Men ind imellem er Alice Coopers kristne budskab ret tydeligt. Nogen gange måske for tydeligt? Nej nej, jeg tænker absolut ikke på ”Hallowed Be Thy Name” (1971), men på sange som ”Prince Of Darkness” (1987) og ”Run Down The Devil” (2005). Og i 1994 udsendte Alice Cooper konceptalbummet ”The Last Temptation”, der havde en noget firkantet, kristen morale.

Alice Cooper er en af den hårde rocks bedste skuespillere. Hans styrke er, at han kan glide ind og ud af skurkerollerne i kraft af sin Alice-maske. Derfor sker det paradoksale: kristne Alice synger af og til sange, der er set fra Satans perspektiv. Som f.eks. ”I’m The Coolest” (1976), ”Gimme” (2000) og ”I Just Wanna Be God” (2001). Alice synger de diabolske sange med pokerfjæs. Men den opmærksomme Alice-fan ser det, som moralisterne ikke ser: glimtet i Alices øje. Derfor er det måske ikke så underligt, at chokrockerens 2003-album hed ”The Eyes Of Alice Cooper”. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar