 |
| Anvil i 1980'erne. Fra venstre: Robb Reiner (trommer), Ian Dickson (bas), Lips (vokal, lead guitar) og Dave Allison (rytmeguitar, vokal). Fotoet er fra opsamlingsalbummet "Backwaxed" (1985), der bl.a. inkluderede det berygtede instrumentalnummer "Pussy Poison". |
Det var til at tude over den
tilstand, som nordamerikansk hårdrock befandt sig i ved slutningen af 1970’erne
og i starten af 1980’erne. Genrens flagskibe (Kiss, Blue Öyster Cult, Aerosmith,
Ted Nugent m.fl.) var kommet ud af kurs, og AOR-stads leveret af Foreigner,
Toto, Journey, REO Speedwagon, Styx og det, der var værre, klistrede til
hitlisterne og til radiostationernes spillelister.
Men der var naturligvis undtagelser,
som f.eks. Riot. Og Van Halen banede med deres første album fra 1978 vejen for
en ny, sulten generation af nordamerikanske heavy-bands. Debutalbums med The Rods
(1980), Mötley Crüe (1981), Twisted Sister (1982), Manowar (1982), Virgin Steele (1982) og Exciter (1983) sendte et
signal om, at noget radikalt nyt var på vej – noget, som kunne udfordre den
britiske dominans på metalmarkedet.
Til at begynde med så det faktisk ud
til, at det stærkeste band i det nye nordamerikanske angreb skulle komme fra
Canada. Anvil vakte opsigt i Europa, straks deres debutalbum så dagens lys i
1981. ”Hard ’N’ Heavy” hed albummet, og det var en titel med den helt rigtige
signalværdi. Hvis der var nogen, som ikke fattede budskabet, så var
pladecoveret illustreret med en muskuløs smedearm, der smadrede en hammer hårdt
ned i en ambolt, så det slog gnister. Tunge kæder var svøbt om amboltens fod –
sådan bare for at morse budskabet ind i pandebrasken på de tungnemme: det her var
altså hårdt og tungt!
Musikken? Tjah, efter vores dages
målestok var den til at være i stue med. Anvil var børn af 1970’ernes
betonrock, og det kunne høres, hvorfor bandet oprindelig havde heddet Lips. For
Lips er vist det tætteste, man kan komme på at hedde Kiss uden ligefrem at
hedde det. Inspirationen fra Kiss og AC/DC var tydelig i den rock’n’roll-baserede
metalrock, som Anvil leverede på ”Hard ’N’ Heavy”, der var cirka ligeså
klichéfuld, som albumtitlen lod ane. Men et par af skæringerne fra albummet er
dog blevet stående som en slags klassikere: ”School Love” og ”Bondage”.
Albummets bedste nummer var (måske) den veloplagte og overraskende mørke
coverversion af The Rolling Stones’ ”Paint It Black”.
HEAVIER
OG HURTIGERE END DE ANDRE
Men det helt store hammerslag for
nordamerikansk heavy metal leverede Anvil i 1982 med albummet ”Metal On Metal”.
Albummet var tæske-heavy – og hurtigt. Der var masser af knaldebang i Chris
Tsangarides’ produktion, som var noget af en toppræstation i 1980’ernes
lydmageri (Tsangarides er nok bedst kendt for sit arbejde med Thin Lizzy og
Judas Priest). Lyden sprang ud af højttalerne som en sibirisk tiger, der vred
og flåede i lytterens krop og sjæl.
Musikken var næsten så ekstrem, som
man hidtil havde hørt i heavy metal. Her var vilde heavy-skrig og hysteriske
guitarsoli af bandboss Lips. Og der var – ikke mindst! – et rastløst trommespil
af Robb Reiner, som fik mange metalkendere til at tabe kæben. Det var vildt.
Men det var en behersket vildskab. For sangskrivningen led aldrig under Anvils
trang til at spille heavier og hurtigere end alle andre.
De fleste skæringer på ”Metal On
Metal” var forrygende iørefaldende. Alligevel lykkedes det Lips & Co. at
sætte en ny standard for, hvor heavy metalrock kunne være. ”Jackhammer” betyder
trykluftsbor, og det var en meget sigende titel til et nummer med en rasende
trommetakt. Det her var proto-thrash metal, så det forslog.
Monsternummeret på albummet var
”Mothra” – et episk nummer om et flyvende uhyre, som er kendt fra japanske
skrækfilm. ”Mothra” er blevet en klassiker i heavy metals bestiarium, helt på
linje med Blue Öyster Cults ”Godzilla”, og sangen kan sagtens måle sig med det
bedste fra Judas Priest og Iron Maiden.
Albummets grand finale var dog ”666”,
et voldsomt speed metal-nummer, der tegnede et lidet flatterende portræt af
mørkets engel. ”666” kan stadig skabe euforisk tumult til Anvils koncerter, når
Lips skriger Dyrets tal: ”Six! SIX! SIIIX!”
OVERHALET
INDEN OM
Heavy metal var om noget en fri
livsstil i starten af 1980’erne. På bagcoveret så man da også et foto af
Anvil-medlemmerne i denim- og læder-uniform med kæder, nittebælter og andre
biker-rekvisitter. På titelnummeret formulerede Anvil ligefrem en
metalideologi, som bl.a. lød sådan her: ”Metal on metal, it’s the only way / To
hell with tomorrow, let’s live for today.”
I ”Metal On Metal” sang Lips om ”a
hardende breed”. Men det hærdede afkom i Anvil havde også følelser. Romantiske
følelser endda – eller sådan da. For en gang imellem overlod Lips mikrofonen
til rytmeguitaristen Dave Allison, og så var der dømt sjæler. ”Stop Me” var således en Kiss-agtig ballade, hvor Allison satte sig selv i scene som en
rocker, der forsøgte at snakke og kysse sig i bukserne på en kvindelig fan. Den
slags kunne et barsk metalband stadig slippe af sted med i 1982.
Og sørme om
Allison ikke gentog stuntet på opfølgeren til ”Metal On Metal”,
”Forged In Fire” fra 1983. Halvballaden ”Never Deceive Me” var en rigtig tåreperser,
hvor Allison traskede trist af sted i regnen efter at have set sin udkårne
kysse en anden fyr – den oplevelse fik Anvils andensanger til at lukke af: fra
nu af skulle ingen kvinde få lov at såre ham igen, snøft snøft og øvbøv.
Det var
sandsynligvis den slags indslag, som var med til at gøre Anvil ”gammeldags” for
den thrash metal-generation, der voksede frem i metalundergrunden i de år. For
selv om Anvil leverede sublim speed metal på skæringer som ”Motormount” og ”March
Of The Crabs”, så blev det canadiske band overhalet inden om af bands som
Metallica, Slayer og Exciter i 1983.
HYMNE TIL DEN FRIE LIVSSTIL
”Forged In Fire”-albummet
var mere poleret i lyden end ”Metal On Metal”, og portrætfotografierne på
bagcoveret fik Anvil-medlemmerne til at ligne noget, der hørte hjemme i det,
der senere blev til hair metal-afdelingen. Men Anvil kørte stadig den hårde
stil på sange som ”Winged Assassins”, ”Shadow Zone”, ”Future Wars” og hymnen
til den frie livsstil, ”Free As The Wind”.
”Free As The Wind”
var noget af en uafhængighedserklæring. Og en strittende langemand i fjæset på
den horde af heavy-hadere, som konstant pegede fingre af unge, der kunne li’
hård rock i begyndelsen af 1980’erne. At være til metal på det tidspunkt, var
cirka det samme som at være en paria.
Den musikalske
intolerance over for heavy metal tog til i fattigfirserne, hvor der fremkom en
helt ny strømning af nykonservatisme. Unge mænd fik pludselig korthårsfrisurer
med dengsedrengede sideskilninger, og polokraver, sejlersko og benklæder med
dårlig pasform og pressefolder var højeste mode. Det nykonservative yngel ville
bare slå hjernen fra og danse sig bevidstløst på diskotekerne – derudover gik
livet ud på at tilfredsstille bosserne i erhvervslivet.
Resultatet af
nykonservatismen var politisk problematisk, og tredjerangsskuespilleren Ronald
Reagan blev præsident i USA, mens dubiøse typer som Margaret Thatcher og Poul
Schlüter satte sig på magten i England og Danmark. Det var på baggrund af det
miljø af intolerance og mondæn hjernedød, at ”Free As The Wind” skulle (og
stadig skal!) høres. Det var et politisk statement på læder- og nitteplan.
Sangen var et krav om at få lov til at leve i overensstemmelse med sin
maskuline natur, et forsøg på at vriste sig fri af borgerligt overherredømme. Og
derfor var det en af de allervigtigste metalsange, som blev udgivet i 1983.
LEVER IKKE PÅ FORTIDENS BEDRIFTER
Gang på gang
demonstrerede Lips i de år, at han var i stand til lege med ordene på en måde,
der mindede om Judas Priests rimsmed, Rob Halford. Lips slog alvorlige toner an
om krig på et par at albummets skæringer, men platheder var
der også nok af på ”Forged In Fire”. ”Motormount” handlede ikke om at køre i motordrevne køretøjer, og ”Butter-Bust Jerky” var ingen god reklame for kvindesynet i heavy metal anno 1983.
Som sagt tabte
Anvil terræn til de thrash metal-bands, der begyndte at storme hen over
metalscenen omkring 1983. Anvil havde ellers den helt rigtige profil. I det
meget ekstreme amerikanske fanzine Kick-Ass Monthly var Anvil helte, og Lips
erklærede: ”I need grind!” Det var flere år før, grindcore-genren opstod. Men
lige meget hjalp det.
Det hjalp heller
ikke, at Anvil spillede på Monsters Of Rock-festivalen i 1982. Det helt store
gennembrud kom aldrig. Der findes ingen lette forklaringer. Men Anvil satte sig
måske mellem to stole. De var for hårde til at blive adopteret af det poppede
metalpublikum, der tog pænt imod mere iørefaldende bands som Mötley Crüe og
Twisted Sister. Og de var for ”gammeldags” og ikke grumme nok til at blive godkendt
af thrasherne, der foretrak mere skallesmækkende grupper som Metallica og
Anthrax. Og på den måde kom Anvil til at lide samme skæbne som Malice, Armored
Saint og mange andre af de glimrende, men måske lovligt traditionelle (=”gammeldags”)
heavy metal-bands fra 1980’erne.
I hvert fald blev
Anvils karriere en ørkenvandring fra ”Forged In Fire” og frem til det
tidspunkt, hvor Sacha Gervasi lavede den legendariske film ”Anvil! The Story Of
Anvil” (2009). I dette interregnum fra 1983 til 2009 udgav Anvil mere end ti
albums. Titler som ”Plugged In Permanent” (1996) og ”Absolutely No Alternative”
(1997) afslører, at Anvil i de år lavede et Sisyfos-arbejde i deres forsøg på
at gå imod datidens trends såsom unplugged-bølgen og alternativ-rocken. Album
for album fortsatte Anvil med at levere det, som i dag ofte betegnes som power
metal.
Det kan
diskuteres, hvor meget af Anvils musik fra denne lange periode, der holder. Men
Anvil nægter i hvert fald at leve på fortidens bedrifter. Når Lips & Co.
går på scenen nu om dage, er der ikke kun 1980’er-klassikere på sætlisten. Og
det er selvfølgelig helt naturligt, for flere af Anvils seneste albums, ”This Is
Thirteen” (2007/2009) og især ”Juggernaut Of Justice” (2011), holder en høj standard, som gør, at Anvil igen er et relevant band. \m/
Læs min anmeldelse
af Anvils optræden på Copenhell 2011 her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar