Det hærdede afkom

Anvil leverede et frontalangreb på nordamerikansk rockapati i starten af 1980’erne. Senere tabte canadierne dog terræn til skallesmækkende bands som Metallica og Slayer.

Anvil i 1980'erne. Fra venstre: Robb Reiner (trommer), Ian Dickson (bas), Lips (vokal, lead guitar)
og Dave Allison (rytmeguitar, vokal). Fotoet er fra opsamlingsalbummet "Backwaxed" (1985),
der bl.a. inkluderede det berygtede instrumentalnummer "Pussy Poison".

Det var til at tude over den tilstand, som nordamerikansk hårdrock befandt sig i ved slutningen af 1970’erne og i starten af 1980’erne. Genrens flagskibe (Kiss, Blue Öyster Cult, Aerosmith, Ted Nugent m.fl.) var kommet ud af kurs, og AOR-stads leveret af Foreigner, Toto, Journey, REO Speedwagon, Styx og det, der var værre, klistrede til hitlisterne og til radiostationernes spillelister.

Men der var naturligvis undtagelser, som f.eks. Riot. Og Van Halen banede med deres første album fra 1978 vejen for en ny, sulten generation af nordamerikanske heavy-bands. Debutalbums med The Rods (1980), Mötley Crüe (1981), Twisted Sister (1982), Manowar (1982), Virgin Steele (1982) og Exciter (1983) sendte et signal om, at noget radikalt nyt var på vej – noget, som kunne udfordre den britiske dominans på metalmarkedet.

Til at begynde med så det faktisk ud til, at det stærkeste band i det nye nordamerikanske angreb skulle komme fra Canada. Anvil vakte opsigt i Europa, straks deres debutalbum så dagens lys i 1981. ”Hard ’N’ Heavy” hed albummet, og det var en titel med den helt rigtige signalværdi. Hvis der var nogen, som ikke fattede budskabet, så var pladecoveret illustreret med en muskuløs smedearm, der smadrede en hammer hårdt ned i en ambolt, så det slog gnister. Tunge kæder var svøbt om amboltens fod – sådan bare for at morse budskabet ind i pandebrasken på de tungnemme: det her var altså hårdt og tungt!

Musikken? Tjah, efter vores dages målestok var den til at være i stue med. Anvil var børn af 1970’ernes betonrock, og det kunne høres, hvorfor bandet oprindelig havde heddet Lips. For Lips er vist det tætteste, man kan komme på at hedde Kiss uden ligefrem at hedde det. Inspirationen fra Kiss og AC/DC var tydelig i den rock’n’roll-baserede metalrock, som Anvil leverede på ”Hard ’N’ Heavy”, der var cirka ligeså klichéfuld, som albumtitlen lod ane. Men et par af skæringerne fra albummet er dog blevet stående som en slags klassikere: ”School Love” og ”Bondage”. Albummets bedste nummer var (måske) den veloplagte og overraskende mørke coverversion af The Rolling Stones’ ”Paint It Black”.

HEAVIER OG HURTIGERE END DE ANDRE

Men det helt store hammerslag for nordamerikansk heavy metal leverede Anvil i 1982 med albummet ”Metal On Metal”. Albummet var tæske-heavy – og hurtigt. Der var masser af knaldebang i Chris Tsangarides’ produktion, som var noget af en toppræstation i 1980’ernes lydmageri (Tsangarides er nok bedst kendt for sit arbejde med Thin Lizzy og Judas Priest). Lyden sprang ud af højttalerne som en sibirisk tiger, der vred og flåede i lytterens krop og sjæl.

Musikken var næsten så ekstrem, som man hidtil havde hørt i heavy metal. Her var vilde heavy-skrig og hysteriske guitarsoli af bandboss Lips. Og der var – ikke mindst! – et rastløst trommespil af Robb Reiner, som fik mange metalkendere til at tabe kæben. Det var vildt. Men det var en behersket vildskab. For sangskrivningen led aldrig under Anvils trang til at spille heavier og hurtigere end alle andre.

De fleste skæringer på ”Metal On Metal” var forrygende iørefaldende. Alligevel lykkedes det Lips & Co. at sætte en ny standard for, hvor heavy metalrock kunne være. ”Jackhammer” betyder trykluftsbor, og det var en meget sigende titel til et nummer med en rasende trommetakt. Det her var proto-thrash metal, så det forslog.

Monsternummeret på albummet var ”Mothra” – et episk nummer om et flyvende uhyre, som er kendt fra japanske skrækfilm. ”Mothra” er blevet en klassiker i heavy metals bestiarium, helt på linje med Blue Öyster Cults ”Godzilla”, og sangen kan sagtens måle sig med det bedste fra Judas Priest og Iron Maiden.

Albummets grand finale var dog ”666”, et voldsomt speed metal-nummer, der tegnede et lidet flatterende portræt af mørkets engel. ”666” kan stadig skabe euforisk tumult til Anvils koncerter, når Lips skriger Dyrets tal: ”Six! SIX! SIIIX!”

OVERHALET INDEN OM

Heavy metal var om noget en fri livsstil i starten af 1980’erne. På bagcoveret så man da også et foto af Anvil-medlemmerne i denim- og læder-uniform med kæder, nittebælter og andre biker-rekvisitter. På titelnummeret formulerede Anvil ligefrem en metalideologi, som bl.a. lød sådan her: ”Metal on metal, it’s the only way / To hell with tomorrow, let’s live for today.”

I ”Metal On Metal” sang Lips om ”a hardende breed”. Men det hærdede afkom i Anvil havde også følelser. Romantiske følelser endda – eller sådan da. For en gang imellem overlod Lips mikrofonen til rytmeguitaristen Dave Allison, og så var der dømt sjæler. ”Stop Me” var således en Kiss-agtig ballade, hvor Allison satte sig selv i scene som en rocker, der forsøgte at snakke og kysse sig i bukserne på en kvindelig fan. Den slags kunne et barsk metalband stadig slippe af sted med i 1982.

Og sørme om Allison ikke gentog stuntet på opfølgeren til ”Metal On Metal”, ”Forged In Fire” fra 1983. Halvballaden ”Never Deceive Me” var en rigtig tåreperser, hvor Allison traskede trist af sted i regnen efter at have set sin udkårne kysse en anden fyr – den oplevelse fik Anvils andensanger til at lukke af: fra nu af skulle ingen kvinde få lov at såre ham igen, snøft snøft og øvbøv.

Det var sandsynligvis den slags indslag, som var med til at gøre Anvil ”gammeldags” for den thrash metal-generation, der voksede frem i metalundergrunden i de år. For selv om Anvil leverede sublim speed metal på skæringer som ”Motormount” og ”March Of The Crabs”, så blev det canadiske band overhalet inden om af bands som Metallica, Slayer og Exciter i 1983.

HYMNE TIL DEN FRIE LIVSSTIL

”Forged In Fire”-albummet var mere poleret i lyden end ”Metal On Metal”, og portrætfotografierne på bagcoveret fik Anvil-medlemmerne til at ligne noget, der hørte hjemme i det, der senere blev til hair metal-afdelingen. Men Anvil kørte stadig den hårde stil på sange som ”Winged Assassins”, ”Shadow Zone”, ”Future Wars” og hymnen til den frie livsstil, ”Free As The Wind”.

”Free As The Wind” var noget af en uafhængighedserklæring. Og en strittende langemand i fjæset på den horde af heavy-hadere, som konstant pegede fingre af unge, der kunne li’ hård rock i begyndelsen af 1980’erne. At være til metal på det tidspunkt, var cirka det samme som at være en paria.

Den musikalske intolerance over for heavy metal tog til i fattigfirserne, hvor der fremkom en helt ny strømning af nykonservatisme. Unge mænd fik pludselig korthårsfrisurer med dengsedrengede sideskilninger, og polokraver, sejlersko og benklæder med dårlig pasform og pressefolder var højeste mode. Det nykonservative yngel ville bare slå hjernen fra og danse sig bevidstløst på diskotekerne – derudover gik livet ud på at tilfredsstille bosserne i erhvervslivet.

Resultatet af nykonservatismen var politisk problematisk, og tredjerangsskuespilleren Ronald Reagan blev præsident i USA, mens dubiøse typer som Margaret Thatcher og Poul Schlüter satte sig på magten i England og Danmark. Det var på baggrund af det miljø af intolerance og mondæn hjernedød, at ”Free As The Wind” skulle (og stadig skal!) høres. Det var et politisk statement på læder- og nitteplan. Sangen var et krav om at få lov til at leve i overensstemmelse med sin maskuline natur, et forsøg på at vriste sig fri af borgerligt overherredømme. Og derfor var det en af de allervigtigste metalsange, som blev udgivet i 1983.

LEVER IKKE PÅ FORTIDENS BEDRIFTER

Gang på gang demonstrerede Lips i de år, at han var i stand til lege med ordene på en måde, der mindede om Judas Priests rimsmed, Rob Halford. Lips slog alvorlige toner an om krig på et par at albummets skæringer, men platheder var der også nok af på ”Forged In Fire”. ”Motormount” handlede ikke om at køre i motordrevne køretøjer, og ”Butter-Bust Jerky” var ingen god reklame for kvindesynet i heavy metal anno 1983. 

Som sagt tabte Anvil terræn til de thrash metal-bands, der begyndte at storme hen over metalscenen omkring 1983. Anvil havde ellers den helt rigtige profil. I det meget ekstreme amerikanske fanzine Kick-Ass Monthly var Anvil helte, og Lips erklærede: ”I need grind!” Det var flere år før, grindcore-genren opstod. Men lige meget hjalp det.

Det hjalp heller ikke, at Anvil spillede på Monsters Of Rock-festivalen i 1982. Det helt store gennembrud kom aldrig. Der findes ingen lette forklaringer. Men Anvil satte sig måske mellem to stole. De var for hårde til at blive adopteret af det poppede metalpublikum, der tog pænt imod mere iørefaldende bands som Mötley Crüe og Twisted Sister. Og de var for ”gammeldags” og ikke grumme nok til at blive godkendt af thrasherne, der foretrak mere skallesmækkende grupper som Metallica og Anthrax. Og på den måde kom Anvil til at lide samme skæbne som Malice, Armored Saint og mange andre af de glimrende, men måske lovligt traditionelle (=”gammeldags”) heavy metal-bands fra 1980’erne.

I hvert fald blev Anvils karriere en ørkenvandring fra ”Forged In Fire” og frem til det tidspunkt, hvor Sacha Gervasi lavede den legendariske film ”Anvil! The Story Of Anvil” (2009). I dette interregnum fra 1983 til 2009 udgav Anvil mere end ti albums. Titler som ”Plugged In Permanent” (1996) og ”Absolutely No Alternative” (1997) afslører, at Anvil i de år lavede et Sisyfos-arbejde i deres forsøg på at gå imod datidens trends såsom unplugged-bølgen og alternativ-rocken. Album for album fortsatte Anvil med at levere det, som i dag ofte betegnes som power metal.

Det kan diskuteres, hvor meget af Anvils musik fra denne lange periode, der holder. Men Anvil nægter i hvert fald at leve på fortidens bedrifter. Når Lips & Co. går på scenen nu om dage, er der ikke kun 1980’er-klassikere på sætlisten. Og det er selvfølgelig helt naturligt, for flere af Anvils seneste albums, ”This Is Thirteen” (2007/2009) og især ”Juggernaut Of Justice” (2011), holder en høj standard, som gør, at Anvil igen er et relevant band. \m/

Læs min anmeldelse af Anvils optræden på Copenhell 2011 her. 

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama