søndag den 20. november 2011

1990’ernes mammutværk

Nødråb, fuck off-skrig og hudløse kærlighedserklæringer lyder på Nine Inch Nails’ ”The Fragile” – et overvældende album, der kan tage pusten fra selv den mest hårdføre rockfan.

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Månedsmagasinet À Jour, oktober/november 1999)
Cd-anbefaling: Peter Béliath (Publiceret i Månedsmagasinet À Jour, december 1999/januar 2000)

[Baggrund: Som jeg har været inde på i flere artikler her på Rifferama, kom den hårde rock på vildspor i 1990’erne. Hovedløse eksperimenter, traditionsbrud, anti-rock-attituder og generelt sortsyn kom til at dominere. Men der var dog kunstnere, som bidrog til kærkommen fornyelse på en både ekstrem og eksperimenterende måde, der var – og stadig er! – umulig at sidde overhørig. En af dem er Trent Reznor. Nine Inch Nails’ ”The Fragile” valgte jeg som årets plade i Månedsmagasinet À Jour ved 1999’s udgang. Forklaring følger her.]

Et fiksérbillede? Nej. I baggrunden ses angiveligt et
vandfald, i forgrunden en strandskal.
NINE INCH NAILS
”The Fragile”
(Nothing/Universal)
******
Nine Inch Nails’ mastermind, Trent Reznor, er en af 1990’er-rockens absolutte førerskikkelser. Ikke alene satte han med Nine Inch Nails-pladerne ”Pretty Hate Machine” (1989) og ”The Downward Spiral” (1994) dagsordnen inden for den elektroniske rock. Men han har også initieret folk som David Bowie og Marilyn Manson, ligesom han stod bag soundtracks’ne til filmene ”Natural Born Killers” (1996) og ”Lost Highway” (1997). Ja, selv den skrækindjagende musik til computerspillet ”Quake” (1996) var Reznors værk.

”The Fragile” er da også et aldeles overvældende album: 105 minutters intens og dunkel industrial-rock fordelt på to cd’er! ”The Fragile” er en sort plade. Men det er også en meget smuk plade, der drives frem af Reznors forsøg på at kæmpe sig ud af mørkets hjerte. F.eks. er ”We’re In This Together” en af årtiets stærkeste kærlighedssange. Der er i det hele taget mange rystende og rørende skæringer på albummet, hvor gængse sange veksler med dystre, gåsehudsfremkaldende lydlandskaber, og det tager uger og måneder at få overblik over Reznors nye storværk.

”The Fragile” er ikke et perfekt album, men det er SÅ meget dybere og mere gennemarbejdet end noget, man ellers møder i tidens rockmusik. \m/


Trent Reznor indviede David Bowie og Marilyn Manson
i industrial-genrens mysterier.
Nine Inch Nails blev med den banebrydende ”The Downward Spiral” (1994) i næsten diktatorisk grad toneangivende i 1990’ernes industrielle del af den hårde rock. Og med den status kunne perfektionisten og NIN-bagmanden Trent Reznor give sig god tid med skabelsen af opfølgeren, ”The Fragile”, der viste sig at være et dobbeltalbum med mere end 100 minutters spilletid.

”The Fragile” er et mammutværk, hvor lytteren under de første mange gennemlytninger farer vild i uoverskuelige krinkelkroge og snoede soniske irgange. Mod slutningen af indspilningen mistede Reznor selv overblikket, så derfor blev konceptalbum-guruen Bob Ezrin (der stod bag Pink Floyds ”The Wall” samt hovedværker med Alice Cooper, Kiss, Lou Reed, Hanoi Rocks m.fl.) tilkaldt for at banke de sidste stumper på plads.

På ”The Fragile” lyder der både nødråb, fuck off-skrig og hudløse kærlighedserklæringer. Pladen rummer alt fra dystre lydkulisser, hvis mure er så solide som en katedrals, til hitsange som ”We’re In This Together” – en desperat sang om, hvordan lidenskaben kan gøre et elskende par til konge og dronning midt i verdens undergang.

”The Fragile” er kort sagt et overvældende album, der kan tage pusten fra selv den mest hårdføre rockfan. \m/

Nine Inch Nails’ diskografi på Wikipedia

Ingen kommentarer:

Send en kommentar