Dommedag nu igen

Black Sabbath er gendannet i den originale besætning, og bandet er i færd at skrive sange til deres første studiealbum siden 1978. Rifferama tegner et portræt af de musikalske mørkemænd, der satte død og dommedag på rockens dagsorden.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 12, februar/marts 1998)

Black Sabbath tiltrak en blanding af satanister, Hell's Angels, syretrippere og folk,
der søgte efter chokeffekter.
(Foto fra bookletten til cd-udgaven af "Black Sabbath")

[Baggrund: I 1997 blev Black Sabbaths originalbesætning genforenet. Det var en af de største begivenheder i 1990’ernes hårdrock-historie. Black Sabbath med Ozzy i front drog på turné, men forsøget på at indspille bandets første studiealbum siden 1978 mislykkedes. Nu gentager historien sig, for det originale Black Sabbath er atter gået sammen (læs mere her). Og denne gang lader det til, at det album, som fans har ventet på i årtier, bliver til virkelighed. Derfor er nedenstående artikel stadig aktuel.]
 
Birmingham er en trøstesløs, grå og rå industriby. Allerede i 1960’erne, hvor de fire arbejderklassedrenge, Ozzy Osbourne, Tony Iommi, Geezer Butler og Bill Ward, kom i puberteten og løb hornene af sig i forstaden Aston, var det en god idé at være medlem af en bande, hvis man ville undgå at få en røvfuld.

Der var ikke meget at grine ad i Aston, og fremtidsperspektiverne var cirka ligeså opløftende som synet af osen, der vældede op fra fabrikkernes skorstene. Aston var en knust forstad: Hitlers Luftwaffe havde bogstavelig talt bombet byen tilbage til stenalderen under 2. verdenskrig. Og det sad alt sammen i kødet på Ozzy, Tony, Geezer og Bill, da de, mens 1960’erne langsomt døde ud til slogans som ”make love, not war”, lod det tilforladelige bluesband Polka Tulk, senere ”kendt” som Earth, mutere til heavy metal-monstret Black Sabbath.

Black Sabbath-medlemmerne, der er årgang 1948 og 1949, fik kvalme af flower power. Hippiernes evangelium om kærlighed og fred og fordragelighed var noget pladder i Ozzy & Co.’s ører. Fredsbudskabet stemte ikke overens Black Sabbath-medlemmernes erfaringer. Verden så simpelthen anderledes ud i deres øjne, og de hungrede efter at skabe noget, der var virkeligt. Noget, der kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på publikum. Og som sagt, så gjort.

Publikum var lamslået, da de første gang hørte ”Black Sabbath”, bandets lange, psykedeliske mareridtshymne, der var bygget op om omkring åbningstakterne fra ”Mars, The Bringer Of War” fra Gustav Holsts ”The Planets”-suite.

”Jeg husker første gang, vi spillede ”Black Sabbath” på en klub. Folk havde det der chokerede udtryk i ansigtet, du ved – ’Hvad fanden er det her?’ Det var så anderledes,” forklarede Tony Iommi for nylig til metalmagasinet Terrorizer.

KÆDER OG HULLER I BUKSERØVEN

Og anderledes var det. Der var meget langt fra blomsterbørnenes love-in-stemning til Black Sabbaths tunge og dystre metalrock, hvor teksterne fortalte om skæbnesvangre stævnemøder med djævlen, om galopperende paranoia, krigsvanvid, narkodød og Jordens undergang.

Det var en sortsjælet musik, der gnistrede af angst og aggression, desperation og frustration. En musik, som blev pacet frem af Bill Wards jazzede trommespil og Geezer Butlers basgange, der pumpede som en uheldssvanger puls gennem sangene. Centralt stod Tony Iommis gargantuanske riffs, der lød, som om Vorherre allerede havde trykket på Armageddon-detonatoren. Og oven over det hele hørtes Ozzy Osbournes maniske messen. Jo, Black Sabbath var det perfekte soundtrack til dommedag.

Sabbaths musik appellerede til den mere hærdede og hærgede side af rockpublikummet. Bandet tiltrak en skønsom blanding af satanister, Hell’s Angels, syretrippere og andre, der i rockmusikken søgte den chokeffekt, som man også finder i horror-film (Black Sabbath er faktisk opkaldt efter en vampyrfilm fra 1963 med Boris Karloff i hovedrollen).

”Noget nyt var ved at ske,” fortæller Bill Ward i Steven Rosens biografi ”Wheels Of Confusion: The Story Of Black Sabbath” (Castle Communications, 1996).

”Folk dukkede op med kæder og læder huller i bukserøven. Jeg så det forandre sig for øjnene af mig. Det var en ny ting, der skete her. Det foregik i det små i starten. Men så gik det op for mig, at en hel ny generation med hensyn til attitude og kunst, design og tøj var ved at komme frem. Og de var hooked på vores musik, den satte stikket ind i vores musik. Og alle de her folk var … man kalder dem headbangere nu. Det var begyndelsen til headbanging.”

Anmelderne hadede Black Sabbaths headbanger-rock, men den kommercielle succes var i hus allerede fra starten. Hovedparten af de otte lp’er, som Black Sabbath udgav, før Ozzy blev fyret i 1979, jog ind på den engelske top 10 (”Paranoid” scorede en førsteplads!), og pladerne gjorde sig også godt på det amerikanske marked.

INTERNE KONFLIKTER

Succesen havde dog også en bagside. Druk og kokainmisbrug tærede på koncentrationsevnen, en lang, udmarvende retssag mod deres gamle management saboterede nærmest indspilningen af ”Sabotage”-albummet, og dertil kom de evindelige interne konflikter. Det var især Ozzys og Iommis personligheder, der tørnede sammen. De to havde gået i skole sammen, og allerede dengang kunne de ikke døje hinanden.

Iommi er riffmeisteren par excellence, høj og statelig, med sit aristokratiske moustache og sin aura af utilnærmelig noblesse. Allerede fra starten var Iommi ordensmagten i bandet, manden, der tog initiativ til, at der skete noget musikalsk, og som sørgede for, at det hele trods alt ikke gik op i druk og røg eller forsvandt op i Sabbath-medlemmernes næsebor i form af snehvidt pulver. Iommi var kort sat organisatoren i Black Sabbath. Guitaristen lærte at organisere øvningen, da han en kort overgang, mens Black Sabbath stadig hed Earth, var medlem af Jethro Tull og så, hvordan den autoritære Ian Anderson svingede pisken over sine musikere.

Ozzy var Iommis diametrale modsætning. Det Store Dobbelt-O var – og er stadig – kaos på to ben. Udisciplineret, impulsiv og generelt fjernet tre skridt fra det, almindelige mennesker kalder det normale. Ozzy var oprør og optøjer, gæk og gimmicks. Ozzy var ganske enkelt en vaskeægte hellraiser, Black Sabbaths amokløbende poltergeist og en fandenivoldsk spottefugl både på og uden for scenen.

Ozzy er ofte blevet taget for at være djævlens inkarnation på en scene – og han har grinet hele vejen i banken. For der er penge i den opmærksomhed, som Ozzy har været i stand til at samle om sin person, lige fra Sabbaths spæde start til hans solokarriere i en eksplosion af pr-gejl kulminerede på de amerikanske arenaer i 1980’erne og 1990’erne. Ozzy elsker at give den i rollen som galning, og en af hans soloplader hedder faktisk ”Diary Of A Madman”.

Som satellitter kredsede Bill Ward og Geezer Butler rundt om Ozzy og Iommi. Den stærkt alkoholiserede Bill Ward er en sårbar og blødhjertet fyr, nærmest salvelsesfuld i sine forsikringer om, hvor meget han elsker sine gamle bandkolleger. Ja, han beder ligefrem for Ozzy, Tony og Geezer hver eneste dag! Og trods sit efterhånden temmelig oppustede kontrafej har Bill Ward bevaret sin drengede naivitet. Han afskyr konflikter, men vil bare så gerne spille trommer og have det rart med vennerne. Bill Ward led frygteligt under de interne stridigheder – men han var også den, der overbragte Ozzy nyheden om, at har var fyret.

I modsætning til Bill Ward er Geezer Butler dybsindigheden selv. Geezer var allerede fra starten Black Sabbaths intellektuelle ankermand. Det var ham, der læste bøger, ham, som studerede okkultisme, og det var naturligvis også Geezer, der skrev hovedparten af Black Sabbaths tekster.

DJÆVLEN KOM PÅ BESØG

I sin unge dage boede Geezer i en lille lejlighed, hvor væggene var malet sorte, og hvor bøger om sort magi knejsede i reolen, og hvor væggene var udsmykket med omvendte kors og Satan-plakater. Men så en nat:

”Jeg lå og sov og vågnede pludselig, og dér stod den der sorte skikkelse ved fodenden af sengen,” har Geezer fortalt til musikmagasinet Mojo. ”Jeg var ikke på stoffer eller sådan noget, men af en eller anden grund troede jeg, at det var djævlen selv. Det var næsten som om, at den her tingest sagde ’Det er på tide at sværge troskab eller at skride’.”

Den oplevelse bragte Geezer på bedre tanker. Lejligheden blev malet orange, plakaterne og de omvendte kors blev pillet ned, og Black Sabbaths tekster tog fra da af en drejning mod det mere gudfrygtige.

For under Black Sabbaths dæmoniske musik og bag de okkulte symboler på omslagene gemmer der sig et udpræget kristent budskab. Det er måske allertydeligst i sangen ”After Forever” (fra albummet ”Master Of Reality”), der er et tappert forsøg på at gøre det cool at tro på Gud. Men budskabet gik ikke igennem. ”After Forever” blev censureret af diverse radiostationer på grund af verslinjen ”would you like to see the pope/ at the end of a rope”, og Black Sabbath blev selv af deres fans slået i hartkorn med satanistiske bands som Black Widow. Endnu i dag bliver Black Sabbath-medlemmerne ofte spurgt, om de er satanister.

Et andet spørgsmål, som de uundgåeligt må besvare, er, om der kommer et nyt studiealbum med det gendannede Black Sabbath? Til Mojo har Geezer Butler svaret:

”Hvis gnisten stadig er der, så er der intet, jeg hellere vil. Men jeg vil hade at lave et album for pengenes skyld, det vil totalt ødelægge bandnavnet for evigt. Det må mindst være ligeså godt som ”Paranoid” eller ”Sabbath Bloody Sabbath”.

Vi venter i spænding.

Black Sabbaths officielle hjemmeside  

Black Sabbaths diskografi på Wikipedia   

Udsnit af den gotiske opsætning af artiklen i Zoo Magazine i 1998.