Jeg pisser dem væk i lårtykke stråler …

… udtaler Megadeths motormund, Dave Mustaine, i dette interview fra Roskilde Festivalen 1992. Urinstrålen rettes mod journalister, politikere og Mustaines mange andre fjendebilleder.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 39, oktober 1992)

Dave Mustaine: Var der noget?
(Foto fra bookletten til "Countdown To Extinction")

[Baggrund: ”Countdown To Extinction” var netop blevet udsendt, og Megadeth var på vej helt til tops i hårdrock-hierarkiet, da thrash-bandet var et af hovednavnene på Roskilde Festivalen 1992. Læs mere om ”Countdown To Extinction” her.]

Dave Mustaine benytter enhver lejlighed til at fyre en politisk frase af.

”Jeg har lige set nyhederne,” snerrer han ind i mikrofonen foran et tusindtalligt Megadeth-publikum på årets Roskilde Festival. ”Og jeg hørte, at Danmark sagde nej til Maastricht-unionen. Hvis det ikke er anarki, så er det hér!” hvorefter det amerikanske thrash metal-band raser sig igennem deres coverversion af Sex Pistols’ ”Anarchy In The U.K.”, der i dagens anledning er omdøbt til ”Anarchy For Denmark’s Sake”.

Danmarks nej til EF-unionen har selvfølgelig ikke en kat med anarki at gøre, men en stor del af festival-thrasherne hopper på Mustaines trick. Vi har ikke alene banket Europa i fodbold, vi har også givet deres fuck-union fingeren!

BØRN, INDIANERE & UNDERPRIVILIGEREDE ABER

Et par timer før koncerten sidder Dave Mustaine flankeret af de tre andre Megadeth-medlemmer i festivalens pressebarak, mens spørgsmål fra rockjournalisterne fyger gennem den tørre hedebølge-luft.

”Det er en stor ære at spille her,” siger Megadeth-sanger/guitaristen med den ræverøde hårpragt. Hans stemme er blid og andagtsfuld, mens han beskriver sin glæde over at have fundet ud af, at festivalen er et velgørenheds-arrangement til fordel for underprivilegerede børn. Og han benytter lejligheden til noget så mindeligt at takke alle de frivillige, der har gjort festivalen mulig.

Mustaines stemme får dog sin karakteristiske aggressive snert, da en journalist, der øjeblikkeligt gennemskuer amerikanerens overfladiske kendskab til festivalen, spørger ham om hans syn på temaet på årets festival: de nordamerikanske indianere.

”Hvilket tema? Jeg anede ikke, at der var et tema. Jeg troede, det var et velgørenheds-arrangement for underprivilegerede børn. Jeg mener, hvis man er underprivilegeret, så er man underprivilegeret, hvad enten det drejer sig om indianere eller … aber.”

Mustaine genvinder dog hurtigt fatningen og giver sig til at takke alle os journalister. Uden folk som os ville Megadeth aldrig være nået så langt, får vi at vide.

”Alt for mange folk behandler journalister som det værste lort,” og det kan vi naturligvis kun give manden ret i. Lidt senere får jeg dog helt personligt at føle, at journalister også kan bruges i Mustaines konstante søgen efter fjendebilleder.  

KUN DET PERFEKTE ER GODT NOK

Dave Mustaine startede sin karriere som guitarist og enfant terrible i Metallica, der simpelthen fyrede ham, fordi han var farlig at være i nærheden af. Det var gengang i begyndelsen af 1980’erne, hvor hele thrash metal-hysteriet kogte op i Californien – først med Metallica og umiddelbart derefter med slipstrøm-grupperne: Slayer, Exodus og de hidsigste af dem alle: Dave Mustaines Megadeth.

Mustaine har aldrig været en mand, der tvivlede på sit talent. ”Metallica får virkelig problemer, når de engang løber tør for mine riffs,” hoverede han straks efter, at Lars Ulrich & Co. havde sparket ham ud i kulden. Historien har dog vist, at Metallica kom til at klare sig helt fint uden Mustaine.

Men Mustaine har også klaret sig helt fint uden Metallica, selvom utallige medlemmer røg gennem svingdøren, før Mustiane nåede frem til den perfekte Megadeth-besætning med guitar-virtuosen Marty Friedman, trommeslageren Nick Menza og Mustaines tro væbner gennem alle Megadeth-årene, bassisten David ”Junior” Ellefson.

”Da David og jeg besluttede at danne et band, vidste vi fra starten, at der ville blive mange udskiftninger, fordi vi ønskede at finde frem til de allerbedste musikere. Fyrene i vores første besætning var gode musikere, men de holdt ikke, fordi de bare ikke havde den samme vision som os. David vidste, hvad det var, jeg var ude efter, for han havde den samme musikalske indstilling, og det er ud fra det, vores venskab har udviklet sig.”

NARKO SKADEDE VORES MUSIK

Der har dog været ting hen ad vejen, som har bremset Megadeths udvikling mod det perfekte. Det gælder ikke mindst Mustaines afhængighed af narko. I dag er det tungmetalliske brushoved med de irske aner langt om længe sluppet ud af sit afhængighedsforhold til heroin, og han indrømmer, at det i en årrække har skadet Megadeths musik.

”De fleste mennesker fatter ikke, hvad det vil sige at være afhængig af heroin. Når man rejser til et andet land, og man ikke kan tage stoffer med sig, er man pisket til at erstatte det med noget andet, nemlig den lettest tilgængelige rusgift, man kan stoppe i kroppen – enten hash eller alkohol. Og de virker ikke på samme måde. Når jeg løb tør for heroin, drak jeg, og når jeg er fuld, kan jeg ikke spille. Da jeg var på heroin, kunne jeg godt spille, fordi det fik mig til at føle mig normal. Så min musik er blevet bedre og vores forhold til publikum er blevet bedre, efter at jeg har droppet stofferne.”

Men Mustaine farer ikke – som så mange andre omvendte junkies og drankere – frem med den løftede pegefinger.

”Det rager mig en papand, om andre tager stoffer. Og hvis nogen vil ud af misbruget, så er det op til dem selv. Hvis de er interesseret i at vide, hvordan jeg kom ud af det, så vil jeg selvfølgelig fortælle dem det. Men jeg kan ikke forklare andre, hvordan de skal stoppe, jeg kan  kun forklare dem, hvordan jeg stoppede. Og det var en forpulet hård, lang kamp! Det tog mig ti hospitalsophold at komme ud af misbruget. Og grunden til, at det tog så lang tid, var, at jeg simpelthen ikke ønskede at kvitte stofferne. Jeg blev tvunget til at stoppe. Det var først den tiende gang, at jeg sagde: Nu er det slut!”

"Vi er ikke satanister!"

JEG TROR PÅ GUD

Som så mange andre heavy metal-bands, der dyrker dødsæstetikken, er Megadeth blevet beskyldt for at være satanister. Og er der noget, der kan få fråden frem i Mustaines mundvige, så er det beskyldninger af den art.

”Okay, lad mig skære det ud i pap. ”Peace Sells … But Who’s Buying”, første linje i den sang lyder ”What do you mean I don’t believe in God? I talk to him every day!” Jeg synger ikke: ”What do you mean I believe in Satan” Okay? Hvis bare de forpulede idioter ikke stirrede sig blinde på vores lange hår og vores påklædning og den morskab, vi har, og som de ikke har, fordi de er nogle tøsedrenge, så ville de indse, at vi ikke er satanister!”

Men Mustaine tilstår dog, at han har været på Satan-trippet i sine unge dage.

”Jeg læste ”The Satanic Bible” [af Anton Szandor LaVey, red.], og jeg lyttede til Venom og en masse andre satanistiske bands. Og da jeg spillede i Metallica, gik jeg med et omvendt kors, fordi jeg syntes, det var sejt.”

Det pjat har Mustaine altså for længst droppet, og i dag tror Megadeth-sangeren såmænd på Gud. Og på sin egen skæve næstekærlige måde går Mustaine gerne i clinch med folk, der udfordrer hans religion. Som f.eks. den satanistiske death metal-ypperstepræst Glen Benton fra Florida-gruppen Deicide.

”Hvis den fyr virkelig havde nosser, så ville han, i stedet for bare at brænde et omvendt kors i panden, få en forpulet tatovering i panden. Ar forsvinder, det gør en tatovering ikke. Og hvis han virkelig er satanist og mener, at han kan smadre de kristne – og jeg tror på Gud, og jeg anser mig selv for at være kristen, det gør jeg virkelig – så kan han bare komme an. Hvis han vil turnere med os, ja, så kan vi få at se, om han foretrækker at turnere, eller om han hellere vil tirre mig …”

MUNDLORT & BØSSE-GLAM-POP

Tilbage i 1990 var Megadeth med på den medieombejlede Clash Of The Titans-turné sammen med Slayer, Testament og Suicidal Tendencies. På den tur opstod der en del gnidninger mellem de to headliner-bands, Slayer og Megadeth.

”Vi var to bands med stor kunstnerisk personlighed, og det gjorde det ind imellem temmelig ubehageligt, fordi mange folk kun kom for at se én af grupperne. Nogle af fans’ne var meget snæversynede. Folk, der kom for at se Megadeth, brød sig ikke nødvendigvis om de andre bands. Og folk, der kom for at se Slayer, brød sig ikke nødvendigvis om de andre bands,” forklarer Mustaine og pointerer: ”Det er på en måde vores ansvar – kunstnerne – at vise, at det er okay, at kunne li’ mere end ét band.”

Og det fører automatisk Mustaine ud i en lang udredning om rockpublikummets snæversyn, der i den sidste ende afslører hans egne forkrampede fordomme. Tjek lige denne her teori;

”Hvis man ser på en heavy-freaks jakke eller t-shirts’ne i hans skab, så kan man se det som en psykologisk kortlægning af, hvordan hans hjerne er indrettet. Hvis han lytter til alle de her demoraliserede death-bands og alle de satanistiske bands og den slags, så dyrker han sandsynligvis døden og Satan. Og hvis han lytter til bøsse-glam-pop-bands, så ønsker han sandsynligvis, at han var født som det modsatte køn …”

Det lyder som ren mundlort i mine ører, og det siger jeg så til ham.

”Well, det er din mening!”

- Det kan du bande på.

”Smag og behag varierer fra person til person, og det er fedt nok. Enhver har lov til at have sin egen mening om tingene. I ville sikkert alle sammen flippe, hvis I vidste, hvad jeg lytter til. Fyrene på din t-shirt,” siger Mustaine og peger på min Faster Pussycat-bluse, ”de er mine venner!”

- Hvorfor kalder du dem så bøsser?

”Jeg kaldte dem ikke bøsser. Du skulle få renset ørerne! Jeg sagde sandsynligvis … det er noget andet. Det sker bare så tit i interviews, at folk fejlfortolker, hvad jeg siger. Når folk ikke hører, hvad jeg siger, eller konkluderer sig frem til, hvad jeg siger, eller stiller spørgsmål, der pisser på mig – ja, så pisser jeg dem væk i lårtykke stråler!”

MUSIKERE ER BEDRE MENNESKER

Men på trods af sit verbale killer instinct har Dave Mustaine et flinkfyrskompleks på størrelse med Empire State Building.

”Jeg har ingen problemer med folk, der spiller pop, og folk, der spiller musik, der er anderledes end vores. Jeg kender folk, der spiller det hårdeste af det heavieste af det hurtigste grindcore, og jeg kender folkene i Crowded House! Jeg har venner i begge ender af spektret,” fastslår Mustaine og tager en dyb indånding.

”Og jeg mener, at det er vores ansvar at vise folk i musikmiljøet, at musikere er mennesker, der har hjerne nok til at give noget til Jordens befolkning. Forstår I, politikerne gør ikke en skid for at ændre tingene. I Amerika tror George Bush, at han er verdens politibetjent!”

En kollega drister sig til at spørge, om Mustaine mener, at musikere er bedre mennesker end andre.

”Du kan tage alle disse forskellige grupper og stuve dem ind i det samme rum, og selvom vi måske nok har forskellige meninger, kan vi stadigvæk finde ud af det sammen. Hvis du gjorde det samme med politikere, ville det sandsynligvis ende med krig! Jeg mener, at det er fedt, at alle disse forskellige kunstnere kommer til denne festival og donerer deres tid til velgørenhed. Det ville man aldrig kunne få politikere til. De tager til forpulet Brasilien og underskriver denne her miljøtraktat eller sådan noget. Ved I, hvad det var? Det var en flok røvhuller, der sad i en cirkel og underskrev et stykke papir, der ikke betød en skid!”

DET LØSNEDE JERNGREB

Hvad man end mener om Dave Mustaine, så kan man ikke frakende manden en vis underholdningsværdi – hverken som interviewoffer eller som musiker. Og personligt går jeg gerne i skriftestolen og bekender, at Megadeth er blandt de meget få grupper på den efterhånden fuldstændig udblæste thrash metal-scene, som jeg gider høre på.

Og spørgsmålet er da også, om Megadeth ikke – akkurat som Metallica – for længst har navigeret deres musik ud af thrash-zonen og ind i noget,  som blot kan betegnes som knaldende hård og sejt swingende rockmusik, der peger frem mod det 21. århundrede.

Og nu da Mustaine har fået styr på både familie (gift med Pam og nybagt far til blåøjede og rødhårede Justis David), bandbesætning og narkomisbrug, lader det til, at den ellers så diktatoriske Megadeth-leder løsner sit jerngreb om gruppes sangskrivning.

”På den forrige plade, ”Rust In Peace”, var det stadig mig selv og Dave [Ellefson], der skrev sangene. På den nye, ”Countdown To Extinction”, har vi alle sammen bidraget. På den næste plade vil der sikkert være endnu flere bidrag fra de andre fyre i bandet. Jeg regner med langsomt at overdrage dem et større sangskrivningsansvar, fordi de fyre her har flere sange, end jeg har. Det er bare sådan, at lige nu er jeg ligesom bandets bedstefar. Jeg føler mig på en måde som den gamle skiderik i bandet. Og at se disse fyre med al deres energi og deres sange … hvis jeg lod alle de sange, som de her fyre kommer op med, komme på plade, ville vi have et album med 40 sange klar i morgen.”

Megadeths officielle hjemmeside  

Megadeth på Encyclopaedia Metallum   

Megadeth udsendte den 1. november albummet ”Thirteen”. Som titlen antyder, er der tale om gruppens 13. studiealbum.