Snerrende og besnærende

Med ”Countdown To Extinction” var Megadeth klar til at træde ind i den superstardom, hvor Metallica hidtil havde været eneste thrash metal-repræsentant.

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 39, august 1992)

[Baggrund: ”Countdown To Extinction” stormede ind på den amerikanske hitlistes andenplads, og albummet gik ind på Top 10-listerne i UK, Sverige og Japan. Single-udspillet ”Symphony Of Destruction” hærgede radiostationernes bedste sendetid – også i det hårdrock-fjendske Danmark! Albummet gav Megadeth dobbelt-platin i USA – men også i andre lande scorede Mustaine & Co. ædelt metal for ”Countdown To Extinction”. Albummet blev udsendt i juli 1992 – og det var stormvinden fra ”Countdown To Extinction”, som Megadeth havde i ryggen, da de var et af hovednavnene på samme års Roskilde Festival.]

MEGADETH

”Countdown To Extinction” (Capitol/EMI)

Megadeth har aldrig bare spillet hurtigt og lavet larm. De har altid kanaliseret deres musikalske voldsomhed ud i stålblanke riffs og snerrende og besnærende hooklines. Og så er der jo attituden, al den indestængte aggression, der bliver spyttet ud mellem Dave Mustaines blege læber. Albumtitler som ”So Far, So Good … So What!” og ”Peace Selles … But Who’s Buying?” siger alt om Mustaines bevidsthedstilstand.

Og selvom Mustaine kører din charmeoffensiv af på musikverdenen , nu da han og håndlanger/bassist Ellefson er sluppet ud af narkohelvedet, har Megadeth ikke solgt ud. De er bare blevet bedre, mere tjekkede og – nå ja, meget mere melodiske. Så melodiske, at DR-dj Peter Genild for nylig udtalte for åben mikrofon, at ”Countdown To Extinction” næsten var et popalbum! Ak ja, man skal høre meget, før ørerne falder af.

”Countdown To Extinction” er et sortsynet album, der er indspillet i forklarelsens lys. Med narkoen ude af kroppe og med de to ”nye” folk – guitarvirtuos Marty Friedman og trommeslager Nick Menza – perfekt ført ind i bandkemien, er Megadeth for alvor klar til at træde ind i den superstardom, hvor Metallica hidtil har været eneste thrash metal-repræsentant.

Men lad os bare skrotte thrash-termen i Megadeths tilfælde. ”Countdown To Extinction” er alt for stort et album at forvise til thrashens snævre genre-enklave. Det nye Megadeth-album er moderne 1990’er-metal med et dejligt medrivende og forløsende rock’n’roll-groove. Der er forhåbetlig ingen, der vil påstå, at Metallica swinger efter at have hørt nye Megadeth-skæringer som ”Psychotron” og ”Ashes In Your Mouth”. På titelnummeret bløder Megadeth tilmed det infernalske rifferama op med et Thin Lizzy-agtigt folk-riff!

Der er oven i købet lynglimt af virkelig original lyrik på pladen. ”Skin O’ My Teeth” og ”This Was My Life” går tæt på Mustaines egen person i stedet for at kommentere hans favoritemner som ufo’er, regeringssammensværgelser og hellig krig. Men ellers får magthaverne læst og påskrevet på albummet. Galden flyder i en lind strøm – mest tænderskærende er singleudspillet ”Symphony Of Destruction”, der hamrer Mustaines afmægtige vrede ud af højttalerne.

”Countdown To Extinction” er det perfekte album i en tid, hvor den hårde rock er hevet op fra undergrunden og ind på hitlisterne.