Sex, chok og censur

”Politik er et skånselsløst løgnespil,” siger Blackie Lawless fra W.A.S.P. Og han ved, hvad han taler om, for i 1980’erne lå Blackie i åben krig med Al Gores kone og censur-organisationen PMRC.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 10, 1999)

Tipper Gore placerede W.A.S.P. blandt de såkaldte "Filthy Fifteen", dvs. en liste over de femten
mest beskidte og ungdomsskadelige sange. Med på listen var desuden Judas Priest, Twisted Sister,
Mercyful Fate og flere andre metal-notabiliteter. (Foto: forside fra Kerrang!, april 1984)

Lige siden W.A.S.P. gjorde deres entré på Los Angeles-klubberne i begyndelsen af 1980’erne, har deres voldsomme show vakt opstandelse.

Gruppen gik på scenen i drabelige, futuristiske kostumer, der var som hentet lige ud af en ”Mad Max”-film. Legendarisk er den savklinge, som sangeren og bassisten Blackie Lawless strategisk havde placeret i skridtet. Ikke en trusse var tør, når Blackie storskrævende sang den dyriske sex-schlager ”Animal (Fuck Like A Beast)” med sin rå, raspende stemme, alt imens han lavede samlejebevægelser med sin blanke, savtakkede penisforlænger. Publikum blev tilmed trakteret med blodigt, råt kød, som Blackie smed i grams til endeløs jubel fra de blodtilsølede fans.

W.A.S.P.s show var i starten vældig ekstravagant, og det var ikke for ingenting, at deres 1986-album hed ”Inside The Electric Circus”. Senere droslede W.A.S.P. deres show ned og forsøgte sig med en noget mere nuanceret musik – ”The Crimson Idol” fra 1992 var ligefrem et konceptalbum eller en rockopera på et halsbrækkende ambitionsniveau.

Formentlig inspireret af Marilyn Mansons succes vendte W.A.S.P. dog frygteligt tilbage til det gamle horror-show med den industrielle ”Kill, Fuck, Die” (1997) og den efterfølgende turné.

- W.A.S.P. er berygtede for at have et chokerende live-show. Mener du, at der er værdier i choktaktik?

”Ja, bestemt. For det provokerer folk. Den slags teater, vi laver, kaldes psykodrama. Psykodrama handler om at involvere publikum så meget som muligt for at provokere, for at skabe en reaktion. Og på den måde bliver det til det, der kaldes konfrontations-teater. I konfrontations-teater gør man det, som vi kalder at trykke på knapperne i folk. Jeg har set bands forsøge at gøre det, vi gør, og det ender med at se forkert ud. Det er vold for voldens egen skyld. Det er ikke det, vi gør. Det, vi gør, er designet til at nå dybt, dybt ind i folk for at trykke på de knapper, jeg talte om, for at få dem til at tænke over nogle ting. Den slags teater, som vi laver, fungerer så godt, fordi den kan være meget, meget foruroligende til tider. Men den er designet til at få publikum til at tænke sig om. Det er noget, der virkelig bevæger dem følelsesmæssigt. Det er ikke bare chokerende for chokkets egen skyld. Det mener jeg ikke, at der er kunst i.”

Blackies psykodrama i 1990'erne.

CENSUR I NY INDPAKNING

De allestedsnærværende højrefløjskristne har naturligvis været ude efter W.A.S.P. Det samme har feministerne, der har beskyldt gruppen for at lancere stiv mandschauvinisme. Men det værste angreb, W.A.S.P. har været udsat for, kom dog fra nogle meget magtfulde politikere, nemlig det såkaldte PMRC (læs nærmere om den dubiøse organisation her).

- Tilbage i 1980’erne havde I nogle problemer med PMRC. Hvad skete der egentlig?

”PMRC var en gruppe, der kom fra Washington D.C. Det var koner til nogle meget vigtige, magtfulde senatorer. En af senatorerne er nu vicepræsident for USA: Al Gore. Og hans kone, Tipper Gore, var leder af organisationen PMRC, som stod for Parents Music Ressource Center, hvilket er et langt navn for pladder. Det er imidlertid ikke noget nyt, det har foregået i Amerika i lang tid. Vores forfatning garanterer retten til ytringsfrihed, men af og til dukker der grupper op, som forsøger at overbevise folket om, at det ikke er i Amerikas interesse. Men vores forfatning blev ikke designet til at forsvare populære ytringer, den blev designet til at forsvare upopulære ytringer. Så alle har ret til at sige, hvad de vil. Men disse grupper stiller sig op og vifter med det amerikanske flag, og de forsøger at overbevise folk om, at de taler og handler i folkets bedste interesse. I virkeligheden er det ikke andet end censur i ny indpakning.”

”Men det er vigtigt at indse, at når politikere begynder at gøre det, så er de i virkeligheden pisseligeglade med censur. Det, de prøver at gøre, er at spille på folks samfundssind for på den måde at skabe en politisk platform til dem selv, så de får mere opmærksomhed. På den måde har det virket så godt, som det overhovedet kunne, for Al Gore. For før de gik i gang med PMRC, var der ingen i Amerika, der vidste, hvem han var, og nu ved alle, hvem han er, og med mindre der sker noget usædvanligt, bliver han præsident om to år [Sådan gik det dog ikke, se update nederst på siden, red.]. Og de brugte os til at skabe den politiske platform, som jeg talte om. Selve censur-kampagnen var bare noget pladder.”

- Hvordan brugte de jer?

”Der er en gammel talemåde: Den bedste måde at få opmærksomhed på er at gå efter en, der i forvejen får opmærksomhed. Og vi får en masse opmærksomhed i medierne. Hvis de bruger os til at overbevise ældre vælgere om, at vi ødelægger deres børn, vil en masse aviser og tv-stationer lægge mærke til det. Især når det kommer fra en senator. Så derfor giver det Al Gore en anledning til at vifte med sit flag og til at stille sig op og slå sig på brystet og sige: ’Jeg er denne generations frelser, jeg vi gøre dit, jeg vil gøre dat.’ Så på den måde brugte de os kolossalt. De forsøgte at få os til at ligne djævlen selv.”

SEJR OVER PMRC

- PMRC brugte nogle af jeres sange i en kampagne, og I sagsøgte dem.

”Det, der skete var, at Tipper Gore skrev en bog [”Raising PG Kids in an X Rated Society” fra 1987], og tredje kapitel i den bog handlede mest om mig. Og det, der ærgrede mig, var, at de lavede om på nogle af teksterne til vores sange for at forstærke deres synspunkter. Og det blev jeg vred over, og vi sagsøgte dem for det.”

- Og I vandt sagen?

”Vi gav hende et af to valg: Enten skulle hun betale mig en sum penge, eller også skulle hun give os en offentlig undskyldning. Og hun valgte at undskylde. Så jeg fik, hvad jeg ønskede, og hun undskyldte offentligt foran tv-stationer fra hele Amerika. Og de fik, hvad de ønskede. Skaden var allerede sket. De havde fået alt det, de behøvede, så på det tidspunkt var hun ligeglad med at undskylde. Som jeg sagde: Om to år vi de være præcis der, hvor de ønsker at være. Jeg mener, vicepræsident er så tæt, man kan komme uden at være rigtig præsident. Så i den forstand var hendes undskyldning en meget lille pris at betale for hende.”

- Hader du hende?

”Nej. Det får mig bare til bedre at forstå, at politik er et skånselsløst løgnespil, og at visse mennesker vil sige hvad som helst for at nå derhen, hvor de ønsker at være. Hvis jeg hadede hende, måtte jeg hade dem alle sammen – hvilket jeg sikkert også gør. Men det er et stort spild af energi.”

Update: Al Gore blev som bekendt ikke USA’s præsident – han blev slået af George W. Bush ved valget i 2000. I dag har Al Gore dog fundet sig en ny sag, som giver status, magt, indflydelse og cool cash: kampen mod klimaændringerne. Til gengæld har Blackie Lawless meldt sig under republikanernes faner i kampen mod Barack Obama, som, Blackie mener, er marxist. Lawless er i dag erklæret ”born again”-kristen, og han har offentligt taget afstand fra sangen ”Animal (Fuck Like A Beast)”. Læs mere om W.A.S.P.-lederens omvendelse her.

W.A.S.P. er aktuelle med albummet "Golgotha", som blev sendt på gaden den 2. oktober 2015. Læs dybdegående interview med Blackie Lawless om albummet i det nyeste nummer af Metalized (nr. 100).

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama