 |
| Dismember gav deres blod for death metal. Her er de fotograferet i deres velmagtsdage. |
Death metal havde sin storhedstid i begyndelsen af 1990’erne.
Kunstnerisk blomstrede den brutale og growl-baserede metalrock op overalt på
globussen. Men de to kraftcentre lå i hhv. Sverige og Florida, USA.
Det var grupperne fra Florida (Death, Obituary, Morbid
Angel, Deicide, Cannibal Corpse etc.), der dominerede ekstremmetallen i de år,
men svenske bands som Entombed, Grave, Unleashed og Dismember var også centrale
stilskabere på verdensscenen.
Studierne i Forida (Morrisound) og Stockholm (Sunlight) blev
hurtigt til de rene pølsefabrikker, hvor lydsnedkere som Scott Burns og Tomas
Skogsberg masseproducerede dødsmetal. Det blev for trivielt for mange fans, som
smuttede ud og fandt adspredelse i mere eventyrlystne former for hårdrock.
Med tiden muterede dødsmetal-stilen. Entombed fusionerede
death metal med et sejt rock’n’roll-groove, og dermed opstod den såkaldte
death’n’roll. Nye svenske grupper som In Flames og Dark Tranquillity ville ikke
bare spille grimt og grumt, men også smukt og melodisk. Sidstnævnte udviklede
sig til en helt ny trend: melo-død, som fik sit herresæde i Fredrik Nordströms
göteborgske Studio Fredman.
En helt tredje retning i svensk dødsmetal udgjordes af
sorthjertede musikanter, som havde deres identitet placeret i satanisme og
black metal. Her var Marduk, Dissection og Dark Funeral de dominerede navne. De
tilhørte en fundamentalistisk kultur, hvor det var normalt at se ned på
almindelig, harmløs og ”kommerciel” dødsmetal.
Alt sammen var det en naturlig udvikling. Enhver levende
kunst må udvikle sig og bane sig nye veje. Men på et tidspunkt i 1990’erne,
hvor gamle svenske dødsmetal-bands som Tiamat, Katatonia og Therion havde
udviklet sig til mere eller mindre gotiske og emotionelle atmosfære-skabere
uden den store brutalitet, blev det åbenbart nok for et af de bands, som
oprindelig havde lagt fundamentet til den svenske dødsscene: Dismember.
Matti Kärki & Co. havde med albummet ”Like An Ever
Flowing Stream” i 1991 rejst et af de mest urokkelige monumenter inden for
brutalt metal, og efter et par knap så overbevisende udgivelser vendte
stockholmerne nu frygteligt tilbage.
Dismember demonstrerede overlegent, hvordan dødsmetal –
arketypisk dødsmetal! – skulle lyde. Dismembers 1997-album var et musikalsk
manifest. En titel som ”Trendkiller” taler for sig selv: Dismember drog i krig
for den ægte dødsmetals sag. Og meget sigende gav Dismember albummet den
varefakta-agtige titel: ”Death Metal”
For en skriverkarl som mig, der uge efter uge sad og brugte
tiden på at holde sig ajour med de sidste nye modediller inden for hård rock,
var Dismembers ”Death Metal” en kærkommen lejlighed til at få renset
øregangene. Derfor lød min anmeldelse af albummet i Jam Magazine nr. 67
(oktober/november 1997) således:
 |
| Våbenskjoldet talte sit eget sprog: Dismember kæmpede for ægte dødsmetal. |
”Venom udgav engang en plade, der hed ”Black Metal”.
Motörhead kaldte slet og ret deres 1987-album for ”Rock ’n’ Roll”, og Paradise
Lost skar deres musikalske budskab
ud i pap ved at give deres opus II titlen ”Gothic”. Og nu følger de svenske
dødsveteraner Dismember traditionen med varedeklarationstitler ved at kalde
deres nye energiudladning for ”Death Metal” (Nuclear Blast/WOV).
Titlen lover ikke noget, den ikke kan holde, for der er tale
om brutal volumen fra start til slut. ”Death Metal” er langt den stærkeste
Dismember-plade siden debutalbummet ”Like An Ever Flowing Stream” (1991). Og bl.a.
ved at betale tribut til deres gamle helte i Autopsy reintroducerer Dismember
ultravolden i svensk dødsmetal, der her på det sidste har fået en mere
melodiske og lyrisk tone med Göteborg-grupperne In Flames og Dark Tranquillity.
”Death Metal” er en af årets brutaleste dødsudgivelser.” \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar