fredag den 3. februar 2012

Et rigtig vildt barn

Iggy Pop forlod ofte scenen indsmurt i sit eget blod, efter at han havde skåret sig med knuste flasker, rullet sig i glasskår, eller efter at han havde slået tænderne ud på sig selv med mikrofonen.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Månedsmagasinet À Jour, juni/juli 1999)

Iggy Pop er ikke bare punkens gudfader. Han er
også stilskaber inden for ekstremmetal, glam
punk og sleaze rock.
[Baggrund: Nedenstående ordstrøm var en slags foromtale til Iggy Pops optræden på Midtfyns Festivalen i 1999. Den fokuserer på Iggy som punkens gudfader. Det er sådan set helt ortodoks rockhistorieskrivning. Problemet er bare, at det er en halv sandhed.

For da Iggy Pop sprang ud som badutspringer på rockscenen sammen med The Stooges, blev han af de amerikanske kritikere sat i bås med den fremad-skyllende heavy-bølge. The Stooges optrådte live sammen med datidens sejeste hårdrock-bands (Blue Öyster Cult og Kiss), og The Stooges blev sammenlignet med bl.a. Slade. I juli 1974 optrådte Iggy & The Stooges som et af de prominente navne i magasinet Rolling Stones ”The Heavy Metal Hall Of Fame” – side om side med bl.a. Black Sabbath og Deep Purple.

Hårdrock-styrken og metal-støjen er – synes jeg – en vinkel, som man må have med, når historien om Iggy Pop skal fortælles. Vi taler trods om en kunstner, der strør om sig med titler som ”Metallic K.O.”, ”Raw Power”, ”Death Trip”, ”Cold Metal” osv. Og for at sige det, som det er: de fænomener, som vi nu om dage kalder grunge, glam punk og sleaze, har rødder i Iggy & The Stooges’ sangskat. Og ekstremmetal-retninger som thrash bærer også The Stooges' vildskabs-DNA.

En gruppe som The Hellacopters ville være utænkelig uden The Stooges. Og hårdrock-fans vil sikkert også gerne mindes om, at Guns N’ Roses-medlemmerne Slash og Duff McKagan medvirkede på det udmærkede Iggy Pop-album ”Brick By Brick” (1990). Og fans, der var så heldige at opleve den meget tændte Iggy på hans ”Instinct”-turné (1988), vil formentlig stadig gå rundt med et guldminde om Hanoi Rocks-guitaristen Andy McCoy, der i høj grad var med til at give Iggys sætliste en blæret attitude og et metallisk fræs.]


”Jeg giver alt, hvad jeg har, på scenen. Jeg tilhører den gamle skole inden for underholdningsbranchen. Jeg er ikke en af de der frygtelig interessante internationale playboy-rockstjerner – hele mit liv drejer sig om mit arbejde.”

”Alt, hvad jeg gør, vil ikke blive forstået før om mange år. Jeg er ti skridt foran alle andre. Men folk er ikke interesseret i mig. De er kun interesseret i udenomsværkerne – som f.eks. at jeg brækker mig meget. Jeg bliver kun betragtet som en stor byld.  Men jeg udnytter det, for det fører til mere rigdom og berømmelse.”

Sådan udtalte Iggy Pop sig i 1978. På det tidspunkt blev han hyldet som punkens gudfader, og året før havde han fået comeback med de to kritikerroste og David Bowie-producerede albums, ”The Idiot” og ”Lust For Life”. Men inden da havde Iggy været helt ned og vende.

PUNKENS GUDFADER
I 1967 var James Jewel Osterberg alias Iggy Pop en begavet, men også utilpasset knøs fra Ann Arbour i nærheden af Detroit, USA. Han skulle ikke nyde noget af den borgerlige trummerum, så han dannede et band sammen med nogle venner, hvoraf de fleste aldrig før havde rørt et instrument. Men det var i de glade 1960’ere, alt kunne lade sig gøre, og The Stooges, som Iggy kaldte sit band, fik hurtigt en pladekontrakt.

Kraftigt inspireret af The Doors-sangeren Jim Morrison gav Iggy den som rockens enfant terrible. Men mens Morrison var noget af en sexgud, teede Iggy sig mest af alt som en selvdestruktiv klovn. Ofte forlod han scenen indsmurt i sit eget blod efter at have skåret sig med knuste flasker, rullet sig i glasskår eller efter at have slået tænderne ud på sig selv med mikrofonen.

The Stooges’ koncerter var kaos for fuld lydstyrke. Iggy kom i både verbal og fysisk karambolage med publikum. På livealbummet ”Metallic K.O.” (indspillet i 1974) kan man høre ham hidse publikum op, mens kasteskyts regner ind over scenen. På selv samme plade kan man høre The Ig i lidet poetiske vendinger tale om en kvindelig kønsåbning så stor, at man kan køre en lastbil op i den.

Ikke noget med peace and love her. The Stooges var en fuck-finger lige i fjæset på tidens hippie-tamdyr. The Stooges var prototypen på punk rock, og ikke mindst 1973-albummet ”Raw Power” står med sin fræsende og fandivoldske rockenergi som en af rockens milepæle.

De vilde Stooges-dage gav ikke Iggy tykke bankbøger. I stedet fik han et seriøst heroin-problem, og han blev såmænd også lidt gak og måtte ikke alene på narkoafvænning, men også en tur på afdeling p. David Bowie hev Iggy op af sumpen og satte hans karriere tilbage på skinnerne med lp’erne ”The Idiot” og ”Lust For Life”, der begge udkom i 1977.

Men det store kommercielle gennembrud lod vente på sig. Iggys første – og eneste – top 10-hit kom i 1986 med coverversionen af det gamle The Crickets-nummer ”Real Wild Child (Wild One)” fra lp’en ”Blah-Blah-Blah”, hvor Iggys redningsmand, David Bowie, endnu en gang agerede kreative bagmand.

Siden da har Iggys karriere stabiliseret sig. Han har opnået en velfortjent status som en af rockens stilskabere. Han er simpelthen det stof, som rock’n’roll er gjort af. Han er også meget mere intelligent, end hans ry lader ane. Og han er frem for alt en fremragende performer, der live springer rundt som en kåd tiger, mens han synger sine klassiske sange. \m/

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar